Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996)

NOGET OM MENNESKER
Et følsomt farvel til guldflippertiden

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 1997: JERRY Maguire er sportsagent, et toptunet karrieremenneske på 35 år, som bare kan det dér med snak og charme. Han sælger sine klienters kontrakter så dyrt som muligt, lever godt af provisionen og er et væsentligt aktiv for bureauet, Sports Management International, som han var med til at gøre til, hvad det er nu: en stor forretning med så mange klienter, at der sjældent er tid til den enkelte sag og det enkelte menneske. Allerede i titelsekvensen får Jerry derfor anfægtelser, oplever en slags indre gennembrud og udfærdiger et følelsesladet memo, som alle roser ham for. Indtil chefen fyrer ham næste dag.*

   

NU vil Jerry være sin egen mand og sælge en bedre service til færre klienter, men alle på nær én vælger at blive hos SMI. Undtagelsen er den afroamerikanske fodboldspiller Rod Tidwell, som har brug for en bedre kontrakt med sin klub i Arizona, hvor han spiller godt, men er upopulær.

   Imens bliver Jerry romantisk interesseret i sekretæren Dorothy, som fulgte med ham fra SMI. Måske er han forelsket, måske er han bare taknemlig for hendes loyalitet og som altid villig til at gå langt, når der skal leves op til et ansvar. Derimod er ingen i tvivl om, at han elsker hendes lille søn Ray, og at drengen nyder sin nye far.

   Tiden går – og tager sig tid til at gøre det grundigt, for den eneste skønhedsfejl ved Jerry Maguire må være den overdrevne spillelængde på to timer og tyve minutter. Foldboldspilleren kan ikke vente evigt på en god kontrakt, og Jerry Maguire må gøre op med sig selv, hvad han egentlig vil med sin frihed og sin samvittighed. Alt afgøres under den TV-transmitterede NFL-finale, og det siger meget om filmens styrke, at man anfægtes dybt af Jerrys dilemma.

CAMERON Crowes usædvanligt vellykkede film lyder velsagtens både ordinær og sentimental, når man refererer den således, men faktisk ligner Jerry Maguire ikke ret mange film fra 1980ernes og 90ernes Hollywood. Den er i familie med den romantiske komedie, men med sin insisteren på at diskutere moral og værdier knytter den an til andre og dybereliggende lag i amerikansk filmtradition. Så genresky film er i regelen mindre, uafhængige produktioner, og man skal tilbage til 1930erne og 40erne for at finde en tid, hvor de store studier rørte ved den slags. Men Jerry Maguire er faktisk en superkommerciel satsning. Det er derfor intet mindre end opløftende, at alt i filmen lykkes så smukt.

TOM Cruise har spillet typer i sine sidste mange film. Typer er den slags personer, man finder i genrebevidste produktioner, anset om det gælder en thriller som Sydney Pollacks The Firm (1993), et stykke højbrynet horror som Neil Jordans Interview With The Vampire (1994) eller imiteret irsk immigrantromantik à la Ron Howards Far and Away (1992). Man tager et par træk og forstørrer dem, markerer med alle midler, og vips – en skikkelse er skabt, uden at man af den grund kan tale om særlig skarp skuespilkunst. Man kan på den måde glemme, hvor godt det kan være at se en film, der tegner et menneske frem for en type.

   Det gør Cruise i Jerry Maguire, endda med så megen dybde og stil, at man for første gang aner en personlighed bag den glatte facade. Renée Zellwegers forelskede sekretær ligner mere en karakter, som vi kender, men også i fodboldspilleren Rod Tidwell, som Cuba Gooding Jr. gør sig megen umage med, er der lagt mere substans end sædvanligt. Sammen udgør Cruise og Gooding et særdeles vindende par. Og ikke siden Lawrence Kasdans Grand Canyon (1991) har en Hollywood-film bestræbt sig på at skildre rigtige mennesker, så man kunne tage dem alvorligt og leve sig ind i deres problemer og valg.

DET var Cameron Crowe, som i 1992 skrev og instruerede Singles, en målrettet ensemblefilm om musikmiljøet i grunge-metropolen Seattle. Singles blev med rette kritiseret for at være lidt for trendy og demografisk bevidst. Matt Dillon, Bridget Fonda og Eric Stolz m.fl. spillede unge enere, der skulle lære, hvad voksenlivet sådan nærmere indebar, mens Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden osv. pumpede løs i den elektriske baggrund. Med andre ord netop en film om typer.

   I Jerry Maguire har Crowe gjort personerne ældre, mens tiden på lydsporet til gengæld er skruet tilbage. Det er en flot vifte sjældent hørt sen-60errock, som Crowe bringer sammen på soundtracket: The Who-nummeret »Magic Bus« i Live At Leeds-versionen udgør et tema; Neil Youngs »World On A String« er hentet fra 1973-albummet Time Fades Away; to instrumentale skæringer (»Singalong Junk« og »Momma Miss America«) fra Paul McCartneys første soloalbum; Peter Greens gamle Fleetwood Mac-nummer »Oh Well Parts 1 & 2« og ikke mindst en alternativ udgave af Bob Dylans »Shelter From The Storm« er mere end tilfældig underlægningsmusik.

LÆG hertil en håndskreven sang af Bruce Springsteen (»Secret Garden«), førsteudgaven af Aimee Manns »Wise Up« og temaet »We Meet Again«, som Nancy Wilson har skrevet.**  Hver skæring føjer noget til persontegningen og arbejder sammen med filmen, der helt fortjent var Oscar-nomineret i kategorierne bedste film, bedste manus, bedste mandlige hovedrolle og birolle – som Cuba Gooding Jr. vandt – samt bedste klip. Det er længe siden en Hollywood-film er lykkedes så godt som hér.

Se også Cameron Crowe: Almost Famous (2000); Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011).

*) Memoet er et manifest på 25 sider, »The Things We Think and Do Not Say: The Future of Our Business«, som vi kun hører brudstykker af. Men i 2016, da filmen fyldte 20 år, lagde Cameron Crowe teksten op på sit website, The Uncool. Jerrys »mission statement« var inspireret af den hensigtserklæring, som Jeffrey Katzenberg ruskede op i vanetænkningen med, da han var hovedansvarlig for live action-produktioner på Walt Disney Studios. Memoet »The World Is Changing: Some Thoughts on Our Business« er en miniklassiker i filmindustrien.

   Katzenberg forlod Disney i 1994 og stiftede selskabet DreamWorks SKG sammen med Steven Spielberg og musikproducenten David Geffen. Dreamworks blev videresolgt i 2005, da Viacom (som ejer Paramount Pictures) overtog driften. Siden 2016 fungerer Dreamworks (der er uløseligt affilieret med Spielbergs Amblin Partners) som en enhed i Universal Studios, og Dreamworks' produktioner distribueres af Universal Pictures. Der er med andre ord grænser for friheden, som udbryderne fik tilkæmpet sig.

  Jeg har henvisningen fra The New Yorker, hvor Ian Crouch i 2016 genså og gik i rette med »The Towering Narcissism of Jerry Maguire«. Det er sandt, at æstetikken er 90er-glat; at etniciteten er hvid og privilegeret; at kønsrollebilledet ligner yngre stenalder – til basisgruppen af fraskilte kvinder siger Zellweger, at »manden er fjenden, men jeg elsker alligevel fjenden.« Tonen i miljøet er trumpistisk og chauvinistisk – det er jo dét, som Jerry siger fra overfor. Så filmens præmis var profetisk, men tiden, som elskede Jerry Maguire, havde stadig sin sjæl i 1980erne. Man troede, at replikker som »You complete me« og »You had me at Hello« ville blive stående. Men linjen, som satte sig og stadig lever, er Cuba Gooding Jr.'s snusfornuftige: »Show Me The Money!«

**) Crowe og Nancy Wilson (den ene søster i duoen Heart) var gift fra 1986 til 2010. Hun var i den periode fast leverandør af sange og scores til hans film. Aimee Manns »Wise Up« blev skrevet til Jerry Maguire, men fik for alvor egenliv, da Paul Thomas Anderson brugte sangen i multiplotfilmen Magnolia (1999). Her skiftes karaktererne til at synge et vers. Tom Cruise spiller selvhjælpsforkynderen Frank T.J. Mackey, en vred mand af Iron John/Jernhans/Carl-Mar Møller-skolen, som havde medvind i 90erne, da mænd skulle realisere det indre urmenneske. De ting er helt glemt nu. Det er Magnolia ikke. Rollerne i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999) og Magnolia var de første, hvor Cruise kunne udfordre sit renskurede persona fra de store studiefilm. Han bad selv om at medvirke i Magnolia, fordi han havde set og syntes om Andersons Boogie Nights (1997). Den film gav Mark Wahlberg en karriere, og han fungerer godt som pornostjernen. Men tænk, hvis Tom Cruise havde spillet Dirk Diggler.

Jerry Maguire. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: Janusz Kaminski. USA 1996. 139 min. Dansk premiere: 14.03.1997.

Fotos: Tri-Star Pictures/ Gracie Pictures/ Universal Sony Pictures Home Entertainment Nordic/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray + Digital HD fra Sony Pictures [i boxsæt Columbia Classics Volume 1] 16.06.2020

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 14.03.1997. Noterne er skrevet i juli 2022. Status for streaming i februar 2025.

I mytens lys: Judy Garland 1922-1969

HVOR REGNBUEN ENDER

Judy Garland genopstår i britisk biopic

Af BO GREEN JENSEN

JUDY Garland levede hele sit liv på en scene. Hun voksede op i fuld offentlighed og blev tidligt afhængig af bifaldet. Uanset hvad tiden slog i stykker, kunne hun ikke give slip på sit publikum. Af samme grund fik hun hengivne fans, hvor andre kunstnere bare har tilskuere.

   Frances Gumm var kun to år, da hun gik på scenen – i forældrenes biograf – og sang »Jingle Bells« med sine søstre. Hun var 13, da hun skrev kontrakt med MGM. Efternavnet blev ændret – ikke på studiets, men på manageren George Jessels foranledning. Jessell fandt, at søstrene Gumm var smukke som »a garland of flowers«. Fornavnet fandt hun selv i sangen »Judy« (1934) af Hoagy Carmichael og Sammy Lerner.

GARLAND var 15, da hun sang »You Made Me Love You« til Clark Gables foto i Broadway Melody of 1938. Scenen gjorde så stort indtryk, at hun blev castet som naboens datter i den første af talrige »baghavemusicals«, hvor hun dannede par med Mickey Rooney. Imens fulgte heldet med vinden i Kansas. Judy var netop fyldt 16, da hun spillede Dorothy Gale i den syvende filmudgave af L. Frank Baums første Oz-bog.

   Troldmanden fra Oz (1939) beseglede hendes skæbne. Garland fik lov at være lysende ung i Vincente Minnellis Mød mig i St. Louis (1941). Ellers foretrak MGM at bruge hende som en ordinær kontrast til Lana Turner. Judy var taknemlig. Hun giftede sig med Minnelli og var en fejlfri stjerne årtiet igennem.

   I Summer Stock (da. Sommerløjer) fra 1950 har hun hatten på skrå og synger tårerne væk i »Get Happy«. Det er en af de sange, som er klogere end sit kulturelle øjeblik. Dem sang Garland mange af. Eller hun fik banaliteter til at lyde som perler af dyrekøbt visdom. Summer Stock blev hendes sidste film for MGM. Studiet kasserede hende efter brug, kan man sige.

   
DER var flere gode roller – frem for alt den store som Esther Blodgett/ Vicky Lester i meta-musicalen A Star is Born (1954, da. En stjerne fødes (1954) og en sjælden sangfri indsats i Stanley Kramers Judgement at Nuremberg (1961, da. Dommen i Nürnberg), som hun blev Oscar-nomineret for. Hendes sidste film blev I Could Go on Singing (1963, da. Hun er min stjerne), en britisk produktion, hvor hun atter næsten spiller sig selv som sangerinden Jenny Bowman, der forelsker sig i Dirk Bogarde.

   Alligevel var det på scenen, som dronningen af det evige comeback, hun levede stærkest de sidste årtier. Hun tog piller for at sove, for at synge og smile, for ikke at ryste. Hun var skind og ben, et nervebundt. Den sidste koncert fandt sted i Falconer Salen på Frederiksberg den 25. marts 1969. Hun døde den 22. juni og blev kun 47 år.

DET er den desorienterede Garland, der har nået stedet, hvor regnbuen ender, som vi møder i Rupert Goolds biografiske forestilling om Judy.

   I 1968 lå Garlands liv i ruiner. Hun blev skilt fra Sidney Luft og flakkede rundt med børnene Lorna og Joey. Til en fest hos deres halvsøster, Liza Minnelli, mødte Judy sin ægtemand nr. fem, Mickey Deans. Han bliver i Goolds film spillet af Finn Wittrock og er endnu en mand, som tror, han kan rejse legenden igen. Rufus Sewell spiller Sid Luft, som ser til og ved bedre.

   Renée Zellweger spiller Garland med tæret fysik og den døende stjernes manierismer. Hun synger også en snes af de store fakkelsange: »By Myself«, »Get Happy«, »The Trolley Song«, »For Once in My Life« og naturligvis Harburg og Arlens uopslidelige »Over the Rainbow«, som forelå i 1003 coverversioner, sidst der blev talt efter. Zellwegers sidste replik er en forklaring på sangen. Den er ærligt talt ikke nødvendig: »If happy little bluebirds fly beyond the rainbow/ Why, oh, why can’t I?«

     Filmen følger Garland på hendes sidste britiske turné. Manageren Bernard Delfont (Michael Gambon) har booket legenden til en serie udsolgte koncerter i sin natklub The Talk of the Town. Her er hun skiftevis magisk og håbløs, som regel beruset, men ude af stand til at være ligeglad hele tiden.

   Mens det nye forhold til Mickey er godt, leger han med tanken om at sætte Judy på scenen sammen med The Rolling Stones. Ideen er slet ikke dårlig. Garland havde en rockstjernes psyke. Det var alt eller intet hver eneste aften.

JUDY er baseret på et skuespil af Peter Quilter, som hedder The End of the Rainbow. På teatret har der sikkert været koncert i den ene side af scenen og flashbacks til begyndelsen i den anden. Man tænker sig, at lyset blev tændt og slukket efter behov, når der skulle klippes i tiden.

   Filmen gør det rent i flashbacks, som efterhånden bliver mekaniske. De fokuserer på den første tid og Andy Hardy-filmene med Mickey Rooney. Parret bliver sendt på date for pressens skyld, og studiet holder Garland på en streng diæt af amfetamin og barbiturater.

   Første scene er hjerte- og gerningsstedet i ét: den unge Judy (Darci Shaw) står på settet til Troldmanden fra Oz sammen med Louis B. Mayer (Richard Cordery), som nedgør og kontrollerer hende filmen igennem. Mayer skrev en del af de ting, som han hér får lagt i munden. Han bliver dæmoniseret, mens Judy bliver kanoniseret. Der er ingen grå toner. Goold går rent efter mytens lys, som virker bedre på teater end på film.

   Garland har altid været dyrket særlig ivrigt i LGBT-kulturen. Rufus Wainwright (som synger »Have Yourself a Merry Little Christmas« på lydsporet til Judy) tog konsekvensen, da han lavede en coverversion af Judy at Carnegie Hall (1962) og kopierede albummet tone for tone.

   I filmen er der et atypisk afsnit, hvor den ensomme Judy går med to fans hjem til deres lejlighed og viser sin søsterligt trøstende side. De kommer og hører hende hver aften. De vil have pengene igen, da Delfont sætter Lonnie Donegan på. Det er faktisk et stilbrud, men episoden emmer af varme og menneskelighed.

DET er ikke en Hollywood-produktion, filmen er britisk til benet. Man har opdyrket en regulær minigenre: Verdensstjerner, som kommer på besøg, da det lakker mod enden, og viser mennesket bag myten. Det begyndte med Michelle Williams som Marilyn Monroe i My Week with Marilyn (2011). Film Stars Don't Die in Liverpool (2017, da. Filmstjerner dør ikke i Liverpool) – med Annette Bening som Gloria Grahame – blev i Danmark lagt direkte på Filmstriben. Det var for resten den samme impressario, Bernard Delfont, som sendte Stan Laurel og Oliver Hardy på skumringstur gennem 1950rnes England i Stan & Ollie (2018, da. Gøg & Gokke).

   Judy har ikke helt samme fylde, men Zellweger er eminent. Mange har spillet Garland på film, blandt andre Andrea McArdle (1978), Tammy Blanchard (2001) og Elizabeth Karsell (2001), men det er Judy Davis’ fremstilling i Life With Judy Garland: Me & My Shadows (2001) – og Betty Glosteds danske sceneudgave – som Renée Zellweger skal overtrumfe.

   Det gør hun med nerve, sødme og glans. På indholdssiden er der tale om en Garland for begyndere. Man savner at høre om alle de ting, som skete i 40rne og 50rne. Omvendt bliver kronologien håndterlig, og legenden får lov at stå, som den fortjener.

Se også Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Klassiske karakterer: A Star is Born 1937-2018 | Musicals.

Judy. Instr.: Rupert Goold. Manus: Tom Edge. Foto: Ole Bratt Birkeland. 118 min. UK-Frankrig-USA 2019. Dansk premiere: 24.10.2019.

Fotos: Pathé International UK/ BBC Film/ Ingenious Media/ Calamity Films/ Confit Productions/ Scanbox Entertainment/  Warner Bros./ Warner Archive/  20th Century Fox/ Scanbox Entertainment/ Cinematerial/ YouTube 

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 03.02.2020  
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.10.2019