Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021)

DET ANNULLEREDE LIV
Konkret og personlig filmkunst til tiden

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN og stedet er Frankrig i det Herrens år 1963. Anne Duchesne (Anamaria Vartolomei) studerer i Angoulême og har en plan om at blive lærer. Det er lyse, gode og lovende tider. Hun arbejder støt og har mulighed for at udforske friheden sammen med veninderne Hélene, Olivia og Brigitte.

   Anne er blandt de bedste elever på sit hold. I første scene af Hændelsen ved hun instinktivt, hvad Louis Aragon ville sige med digtet »Elsa ved spejlet« fra Den franske Diana. Og hvad kaldes stilgrebet, den retoriske gentagelse, som digteren benytter? vil læreren (Pio Marmaï) lige vide, da Anne har uddybet meningsindholdet. Jo, det er da en anafor.

   På kollegiet taler de unge kvinder især om sex og fremtiden. De gør det med en vis selvfølelse, som fejrer moderniteten. Camus bliver vejet over for Sartre. De taler også om frygten for ikke at bestå. »Hvis jeg dumper, sidder jeg på en traktor til næste år,« siger en af Annes veninder.

   Om aftenen går de ud og danser med drenge, som læser jura og kommer fra rige familier. Redderne fra brandstationen poserer som studerende. Anne prøver mulighederne af. I weekenden tager hun hjem til familien, som driver en bistro. Gabriele (Sandrine Bonnaire) og Jacques (Eric Verdin) er stolte af deres datter.

BILLEDET vælter, da Annes menstruation udebliver. Hun er med ét alene i en forskudt virkelighed, hvor det bliver stadig sværere at holde fokus. »Sådan går det, når man er løs på tråden,« bliver der sagt i fællesbadet, men senere kommer Hélene og fortæller om sin erfaring med sexfænomenet. Anne er ingen undtagelse. Hun repræsenterer sin tid og generation.

   Anne går fra Herodes til Pilatus i sundhedssystemet, hvor lægerne skiftevis sympatiserer og fordømmer. Ingen vil hjælpe. Imens bliver studierne fjerne. Den gode lærer er skuffet, og eksamen nærmer sig ubønhørligt sammen med deadline for graviditeten.

   Skriften på væggen står også på lærredet, hvor Audrey Diwan tæller ned i sin filmatisering af Annie Ernaux’ roman om L’Événement (2000). Anne er tre uger, ni uger, tolv uger henne. Efter tre kvarter prøver hun selv – uden held – at foretage indgrebet med en strikkepind. Så får hun kontakt til en professionel englemager. Da kan Hændelsen for alvor begynde.

   Det er en svær tid at vente et uønsket barn i. I 1963 er der endnu 12 år til legaliseringen af svangerskabsafbrydelse. I Danmark blev aborten fri i 1973; i England allerede i 1967; i Tyskland først i 1992. Det har aldrig været enkelt. Jeg var 16 i 1972, da min kæreste ikke fik sin menstruation. Vi var skræmt fra vid og sans. Vores verden var ved at gå under.

AUDREY Diwans film er ikke en museal øvelse. Hun taler til vores tid gennem historien. I 2020erne er retten til fri abort udfordret i USA, og i flere europæiske lande vil konservative kræfter begrænse den og rulle loven tilbage.*

   Så med mellemrum vil og må der være fiktioner, som minder om hovedsagen: at illegale aborter kun fører til lidelse, kvaksalveri og social regression. I 2020 sagde Eliza Hittmans Never Rarely Sometimes Always det lige så effektivt. To teenageveninder fra Pennsylvania rejste med toget til New York, så den ene kunne få foretaget sin abort til rette tid.**

   Den mest frapperende abortskildring i nyere tid er skabt af en mand. Det var mareridtet i Cristian Mungius Fire måneder, tre uger og to dage (2007), som knæsatte den nye rumænske film efter Nicolae Ceausescus fald. I øvrigt er Mike Leighs Vera Drake (2004) et solidarisk portræt af en kvinde, der bryder loven for at hjælpe sine medsøstre. Vera Drake fik Guldløven i Venedig. Det samme gjorde Diwans film i fjor.

   Den etiske kerne i sagen udgør et uløseligt paradoks. En provokeret abort er et liv, der bliver slettet. Lige så sikkert er kvindens fremtid begrænset. Begge er annullerede liv. I de fleste landes abortlove bliver kriteriet da rent biologisk. Hvornår er et væsen så færdigt, at fosteret tæller som liv?

TILBAGE i 60ernes Frankrig har Anne slet ikke de overvejelser. »Jeg vil gerne have et barn en dag. Men ikke et barn i stedet for et liv,« siger Anne til den mest sympatiske læge. Det handler for hende om at blive sig selv igen, så hun kan koncentrere sig, få sin eksamen og vælge en fremtid med hovedet klart.

   Efter besøget hos Madame Rivière meddeler hun sin lærer, at hun er tilbage. Han siger, det er for sent, men Anne er sikker i sin sag. Læreren lever – som samtlige mænd i L’événement – i en privilegeret uskyldstilstand. Han spørger Anne, om hun har været syg. »Ja. Af den sygdom, som kun rammer kvinder – og forvandler dem til husmødre.« Han spørger, om hun stadig vil undervise. »Nej, jeg vil skrive,« siger Anne. Annie Ernaux’ pigenavn var Duchesne.

   Vi har fulgt et praktisk forløb, der er skildret med realistisk grundighed. Der er dog stadig en fuld akt af filmen tilbage, for kroppen reagerer ikke, som Madame Rivière har beskrevet. Anne må tilbage til køkkenklinikken. Herefter bliver Hændelsen næsten til body horror. De sidste tyve minutter er fulde af pumpende spænding, som eskalerer.

AUDREY Diwan er født i 1980 og har ingen personlig erindring om tiden. Alligevel er perioden genskabt med troværdige detaljer, som understøtter indlevelsen. Vi er virkelig tilbage i 60ernes mentale og fysiske landskab. Filmen følger med Anne hele vejen. Diwan fremhæver selv de belgiske Dardenne-brødres håndholdte kameraføring som en æstetisk model.

   Madame Riviére, som foretager aborterne, er hverken en engel eller et uhyre. Instrumenterne bliver steriliseret, der er ordentligt og rent. Kvinden har måske set for mange tilfælde til at engagere sig personligt. Hun bliver spillet med en neutral kvalitet af Anna Mouglalis.

   Det er en levende og anfægtende film, som ikke pakker noget ind. Det er både kunst til tiden og et værk uden tid i sin helt egen ret. Der bliver hverken talt udenom eller forenklet. Som film er Hændelsen helt uden floskler.

*) Den 24. juni 2022 omstødte U.S. Supreme Court, den amerikanske Højesteret, sin skelsættende afgørelse fra 1973, da den enkelte kvindes ret til svangerskabsafbrydelse blev stadfæstet i søgsmålet Roe v. Wade.

   Det er i sagens natur andre dommere, som træffer beslutningerne nu. Det var en hjertesag for Donald Trump at udnævne konservative dommere, når der var frafald i hans embedstid. Det skete ved tre lejligheder i perioden 2017-2020. Kronen på værket var vel at erstatte Ruth Bader Ginsburg (1933-2020) – den mest radikale og feministiske dommer, udnævnt af Bill Clinton i 1993 – med Amy Coney Barrett (f. 1972), den yngste og mest bibel-dogmatiske dommer i institutionens historie.

   Dommerne sidder for livet, mens præsidenter kommer og går. Med omgørelsen af 1973-dommen er 50 års ret til fri abort rullet tilbage. Det er ikke sådan, at Højesteret tillader eller forbyder. Rettens ni medlemmer vedtog, at retten til abort alligevel ikke var omfattet af den amerikanske forfatning. Det er derfor op til hver enkelt delstat, hvordan den vil skrive sin lov.

   Anderledes forholder det sig med retten til at bære våben, som Højesteret finder ukrænkelig. Det har ikke været muligt for delstaten New York at opretholde de nyligt indførte påbud og krav.

**) Berlin 29.02.2020: »Amerikaneren Eliza Hittman modtog Juryens Store Pris – den vigtigste sølvbjørn – for Never Rarely Sometimes Always. Det var den film, som de fleste havde forelsket sig i, før There Is No Evil kom og gjorde en forskel. Filmen følger, i tidløs realistisk stil og med et distinkt præg af 70ernes New Hollywood, en 17-årig pige, som tager bussen fra Pennsylvania til New York for at få foretaget en sen abort.

   Autumns forældre må helst intet vide. Kusinen Skylar er med for at støtte moralsk. Da det bliver nødvendigt at overnatte i byen, slår pigerne følge med en ung mand. De bowler, taler og synger karaoke. Kusinen giver den unge mand et strategisk kys på det rigtige tidspunkt, så han låner dem penge til hjemturen. Der er en subtil undertone af #metoo og kontrakt. Næste morgen bliver det gjort. Autumn mente, at hun var 12 uger henne. Faktisk gik hun i 18. uge.

   Filmen nåede Berlin via Sundance. I al sin æstetiske ukunstlethed kunne det være en film af Bob Rafelson, John Cassavetes eller Chantal Akerman. Sidney Flanigan er fuldkommen troværdig som den trodsige pige på 17. Talia Ryder spiller kusinen. Det styrker troen på samtiden, at der stadig laves film som Never Rarely Sometimes Always.« 

Se også Abort på film | Cristian Mungiu: 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007) og Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004).

Hændelsen (L’événement). Instr.: Audrey Diwan. Manus: Diwan, Marcia Romano. Foto: Laurent Tangy. 100 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 25.05.2022.

Annie Ernaux: Hændelsen. Oversat efter L'événement (2000) af Niels Lyngsø. 108 s. Gads Forlag, 2021.

Fotos: Rectangle Productions/ France 3 Cinéma/ Wild Bunch/ Srab Film/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ CNC/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Gads Forlag

Filmen er i biografdistribution

Weekendavisen Kultur 26.05.2022 + 06.03.2020

Stoisk feminisme: Ruth Bader Ginsburg 1933-2020

EN SUPERHELTINDE FRA VIRKELIGHEDEN

Ruth Bader Ginsburg 1933-2020

Af BO GREEN JENSEN

I 1993 blev Ruth Bader Ginsburg højesteretsdommer i USA. Så meget ved selv skolebørn. Det står i alle opslagsværker, inklusive Godnathistorier for rebelske piger (2016), som henvender sig til det yngste segment.
   Det var Bill Clinton, som udnævnte Ginsburg. Hun var ikke den første kvinde i embedet. Ronald Reagan havde udpeget den konservative Sandra Day O’Connor i 1981, men »RBG« kom med en radikal baggrund. Hun kæmpede for en fuld ligestilling af etniske grupper, sociale klasser og køn. Professoren fra Rutgers Law School blev på den måde et feministisk ikon.
   Ginsburg arbejdede, stædigt og utrætteligt, i en mandsdomineret kultur, som var mindre stemt for forandring end 2000erne og 2010erne. Det er dog en misforståelse at se historien som en stadig progressiv bevægelse. Kulturen i 2020 reagerer på en konsumerisme og chauvinisme, som blev normative værdier i 1980erne og 1990erne. Men årtusindeskiftets guldflipperkultur - som var kronede dage for typer som den unge Donald Trump, Jeffrey Epstein, Claus Riskjær Pedersen og for den sags skyld seriekrænkeren Clinton - reagerede på 1960ernes radikalisme og 1970ernes pragmatiske feminisme. Fra yippie til hippie til yuppie. Vi er snarere tilbage på sporet efter tyve års regressiv mellemtid, hvor fælleskulturen var distraheret af de geopolitiske omvæltninger i forbindelse med Berlinmurens fald.

I 2018, da Ginsburg fyldte 85, blev hun fejret i flere formater. Den demokratiske højesteretsdommer fortæller selv i dokumentaren RGB, som Julie Cohen og Betsy West skabte med fuld opbakning fra familien og det politiske miljø. Og hun medvirker i slutningen af On the Basis of Sex, Mimi Leders fiktionsfilm om den unge jurist, som er en sober og effektiv introduktion.*

   On the Basis of Sex er en kommerciel studiefilm fra Focus Features, men den demonstrerer, hvad Ginsburg faktisk fik gjort, hvor svært det var, og hvor megen aktiv og passiv modstand, hun mødte. RGB førte den første sag, som underkendte en forskelsbehandling på baggrund af kønnet. Hun vandt den i Højesteret, og afgørelsen skabte præcedens.

I 1956 bliver Ruth Bader (Felicity Jones) optaget på Harvard Law School, hvor kun ni ud af 500 studerende er kvinder. Hendes mand, Martin Ginsburg (Armie Hammer), er allerede immatrikuleret. Sammen har de datteren Jane, som bliver Ruths store inspiration.

   Dekanen Erwin Griswold (Sam Waterston) er en formidabel modstander. Han beder kvinderne begrunde, hvorfor de har søgt en plads, »som kunne være gået til en mand«. Ruth passer både sine egne og Martins studier, da han bliver syg, men hun kan ikke få dispensation og tage med ham til New York, hvis hun vil have en eksamen fra Harvard.
   Ruth flytter til Columbia Law School og bliver underviser på Rutgers University, da samtlige advokatfirmaer har sagt nej til at ansætte hende. Hendes forbillede er Dorothy Kenyon (Kathy Bates), en desillusioneret ligestillingspioner. Både Ruth og Martin bistår ACLU, en sammenslutning af borgerrettighedsorganisationer, hvor Kenyon er bestyrelsesmedlem.

I 1970 mødes Griswold og Ginsburg i Højesteret. Martin har fundet en sag, der kan bruges, fordi forskelsbehandlingen gælder en mand. En ungkarl får underkendt et fradrag til sygeplejersken, som passer hans demente mor. Ifølge skatteloven kan kun enlige kvinder foretage dette fradrag. Der bliver diskrimineret på baggrund af kønnet – i denne som i tusindvis af amerikanske love, der fastholder et antikveret kønsmønster.

   ACLU vil have Martin til at føre sagen. Direktøren Mel Wulf (Justin Theroux) mener, at Ruth lyder skinger og selvretfærdig. Han synes også, at der er vigtigere sager. Racisme og klassekamp for eksempel. Filmen er god til at skildre, hvordan kvindesagen altid skubbes i baggrunden og bliver noget, der kan vente, til de store problemer er løst.
   Ruth lyder virkelig skinger og kommer ikke godt fra start. Så finder hun sin stemme og taler fra hjertet om køn og fornuft. Griswold repræsenterer systemet. RBG vinder dagen for sin klient, begge køn og forfatningen.

SÅ til slut bliver det trods alt en Hollywood-film. On the Basis of Sex begynder i sædeskildrende Mad Men-modus og ender som et retssalsdrama i den amerikanske tradition.

   Der er tilsat pletter af lindrende humor. Ruth bliver vred, da hendes datter får topkarakter for sin opgave om Man dræber ikke en sangfugl. I hendes øjne er Atticus Finch en skændsel for advokatstanden. Han lyver jo om bevismaterialet.
   Der var flere sager i virkeligheden, og Mimi Leders film forenkler forløbet. Men der er hele vejen noget ægte i tonen, som aldrig får lov at blive opportunistisk. Den tørre juridiske fremstilling gør, at man som tilskuer begriber, hvor mange små sejre, der skulle til for at føre princippet igennem.

   Jeg har samme alder som RBG’s datter. Jeg husker 70erne, hvor vi hørte om Gloria Steinem og magasinet Ms., som havde Wonder Woman på forsiden, fordi tegneseriefiguren var en stærk og frigjort rollemodel. Vi hørte om politisk aktivisme, Vietnam-krigen og ACLU. Vi hørte aldrig om Ruth Bader Ginsburg, som var en superheltinde fra virkeligheden.

RBG fik konstateret kræft allerede i 1999 og gennemgik fem behandlingsforløb. Men hun var aktiv i embedet til sin død. I 2018 udtalte hun sin aktive støtte til #MeToo-bevægelsen. Hun sagde, det var på høje tid, at kvinderne, som havde tiet, blev hørt.

   Der er en dyrekøbt visdom i denne film, som løfter den højt over gennemsnittet. En stoisk feminisme. Jeg så den med min egen teenagedatter, Rose på 15. Og var virkelig glad for, at hun tog med. Jeg tror, hun lærte mere i biografen end i skolen den dag.

*) On the Basis of Sex blev et velfortjent comeback for Mimi Leder (f. 1952). I 90erne var Leder et stort og lovende navn. Hun og generationsfællen Kathryn Bigelow (f. 1951) blev kendt som Hollywoods hårde kvinder, fordi de arbejdede i actiongenren. Leder instruerede thrilleren The Peacemaker (1997) med Nicole Kidman og George Clooney og sci-fi katastrofefilmen Deep Impact (1998) med håndelag og professionalisme. Så fik hun chancen for at skabe noget mere personligt med Pay It Forward (2000, da. Giv det videre), et sentimentalt lærestykke om, hvordan man vender skæbnen og påvirker verden i positiv retning ved at sende gode gerninger videre, så de kan vokse eksponentielt. Kevin Spacey havde - længe før sit fald ned i glemsel og kronisk unåde - den bærende rolle som læreren, der inspirerer sine elever. Pay It Forward blev (også i DK) en kostbar fiasko. Der gik ni år, før Leder igen fik en instruktøropgave med Thick as Thieves, en anonym actionfilm med Morgan Freeman og Antonio Banderas. Så ni år mere før On the Basis of Sex. Imens arbejdede Leder som tv-instruktør på serier som The West Wing, ER, Nashville, Smash og især The Leftovers (2014-2017), som hun var medproducer på. Efter On the Basis of Sex har hun arbejdet på HBOs The Morning Show. Da coronakrisen begyndte, var Leder i færd med at forproducere The Light We Lost, en filmatisering af Jill Santopolos roman.

On the Basis of Sex. Instr.: Mimi Leder. Manus: Daniel Stiepleman. Foto: Michael Grady. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 07.03.2019.

RBG. Instr. og manus: Julie Cohen og Betsy West. Foto: Miriam Cutler. 98 min. USA 2018. Dansk premiere: 14.02.2019.

Fotos: NFD/ Cinematerial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Mimi Leder-portrættet af taget af Ryan Schude for Vanity Fair

RBG streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy

On the Basis of Sex streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 09.04.2019

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.03.2019