Translate

Viser opslag med etiketten Glasgow. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Glasgow. Vis alle opslag

mandag den 11. juli 2022

Ken Loach: My Name is Joe (1998)


EN MAND VED NAVN JOE
Som mennesker i virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

HAN hedder kort og godt Joe Kavanagh. Han er 38 år gammel og har gennem bitter og smertelig erfaring erkendt, at han er og bliver et menneske, som ikke tåler spiritus.
   Vi træffer ham første gang ved et af de A.A.-møder, som udgør fundamentet i hans skrøbelige, men dag for dag mere solide liv. Han bor alene i en næsten tom lejlighed, hæver sin understøttelse og udfører sort arbejde sammen med A.A.-kammeraten Shanks.
   Joe Kavanagh har, som han selv siger det, kun Joe Kavanagh i hele verden. Det er dog tydeligt for enhver, at han er i bedring. Efter ti giftfri måneder er Joe så småt ved at høste belønningen.
   Det er svært at sidde stille, når man stadig har tørsten i blodet og savnet i kroppen. Joe afreagerer ved at koncentrere al sin energi om arbejdet som fodboldtræner for et hold socialt belastede krykhusarer, »The Dream Team«, der til dato kun har vundet én kamp. De spiller altid i de trøjer, som Tysklands landshold bar i storhedstiden. Efter en ydmygende oplevelse opgraderer de sig selv til at bære Brasiliens farver, og dommeren kalder det helligbrøde. Man vil forstå, at vi stadig befinder os i den tidlige, humoristisk tonede del af Joes historie.



SIDEN sænker mørket sig støt, men det sker, fordi Joe får nogen at elske og dermed har noget at miste. Undervejs til en fodboldkamp løber han flere gange på socialarbejderen Sarah, der fungerer som sundhedsplejerske i den barske del af Glasgow, som udgør filmens hele horisont. Sarah kontrollerer, om drengen Scott lider overlast hos narkomanerne Liam og Sabine, der i princippet er blevet stoffri. Liam spiller på Joes drømmehold, og således opdager Joe og Sarah – der spilles med absolut indlevelse af Peter Mullan og Louise Goodall – at de både har fælles interesser og føler spontan sympati for hinanden.



INDTIL videre tegner alt altså lyst. Vil det sige, at Ken Loach denne gang har lavet en let og opbyggelig film, hvor godheden løber med sejren, og dyden bærer sin egen belønning? Naturligvis ikke. Tværtimod lægger My Name is Joe sig i sporet fra Ladybird, Ladybird (1994) og Carla's Song (1996), der før og efter Land and Freedom (1995) markerede en tilbagevenden til den sagligt uforsonlige stil, som prægede Loach før de rundere, skønt bestemt ikke tandløse familieportrætter i Riff-Raff (1991) og Raining Stones (1993).
   Der er ingen let eventyrslutning for Joe og Sarah. Det gælder i stort som i småt. At Joe går til angreb på en af arbejdsformidlingens snushaner – han overmaler den skræmte mands bil – bringer blot parterne nærmere sammen, men netop som forholdet blomstrer, indvilliger Joe i at betale den trængte Liams narkogæld ved at køre ærinder for gangsterbossen McGowan.
   Det kan Sarah slet ikke forholde sig til. Joe og McGowan var i øvrigt Glasgow-drenge sammen. Der er rigtig mange lag i disse karakterer, næsten lige så mange som i mennesker i virkeligheden, og i et frysende nøgternt flashback får vi at se, hvorfor Joe holdt op med at drikke.



ER du mest til eskapisme, film som kun vil underholde og stryge publikum med hårene så behændigt, at det ikke er nødvendigt at tænke eller føle noget særligt selv, bør du undgå dette partsindlæg i den stående diskussion om menneskets vilkår. Men vil du genkende, udfordres, rystes og begejstres, kan My Name is Joe næppe anbefales varmt nok. Den er så at sige indbegrebet af alt, hvad vi forbinder med størrelsen god realisme. Den åbne slutning bevæger hinsides gængse begreber, og som altid efter en film af Ken Loach forlader man biografen med en følelse af at have holdt selve livet i hænderne.


My Name is Joe. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 105 min. UK-Frankrig-Spanien-Tyskland-Italien 1998. Dansk premiere: 25.12.1998.



Fotos: Channel Four Films/ Parallax Pictures/ Scottish Arts Council Lottery Fund/ The Glasgow Film Fund/ ARTE/ Alta Films/ ARD Degoto Film/ Diaphana Films/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ La Sept Cinéma/ Road Movies Vierte Produktionen/ Tornasol Films/ WDR/ 
Filmen streames ikke p.t. – findes i talrige dvd-udgaver
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.12.1998
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , ,

søndag den 10. juli 2022

Ken Loach: Sweet Sixteen (2002)


FRIHEDEN FLYVER
En »Kes« for ny ungdom og kommende tider

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bliver født med en sølvske i munden, andre må kæmpe sig vej ud af natten. Den skotske teenager Liam hører til i sidstnævnte kategori. Sweet Sixteen præsenterer ham for tilskueren, da det ugentlige besøg hos moderen skal aflægges. Liams mor er narkoman og sidder inde, enten for prostitution eller handel med stoffer.
   Kæresten Stan, som i den grad ikke er Liams far eller bonusfar, har derfor gang i en god fidus. Drengen skal bare give mor et knus og stikke hende den lille kuvert. Liams morfar er med på det hele. Du kan tro, du får tæsk, hvis du trodser os, knægt!
   Men Liams mellemnavn er trods. Han trives med at stritte imod, og det giver ham en særlig udsøgt tilfredsstillelse at snyde Stan og sin morfar, stjæle deres lager af stoffer og arrangere sagerne, så det ser ud, som om de har snydt den lokale gangsterhøvding. Liams trofaste væbner er kammeraten Pinball (William Ruane), en mere frejdig udgave af naturens muntre søn fra den forkerte side af livet i Glasgow.
   Liam er ikke frejdig. Han er hunden, der bider sig fast og nægter at slippe. Nogle ældre bøller vil stjæle hans stoffer. Liam kommer igen og igen, for hver gang at bide i støvet. Så kommer han sammen med Pinball og væbnet til tænderne. Drengene får deres varer igen.


KVARTERETS godfather er imponeret, da han når til at kalde drengene ind. Pinball bliver sendt ud i mørket, men Liam får hvad han betragter som sin hidtil største chance. Sin egen rute, en lejlighed i et pænt kvarter, løn for sin lyssky kurervirksomhed. Han bor hos sin søster, der alt for ung er blevet mor til Calum. Han bliver selv lidt kæreste med søsterens veninde, og han lægger alle de sorte penge tilside for at købe et fristed til moderen, så hun kan gå fra Stan efter løsladelsen. For en gangs skyld ligner det lykken, og drengen på 15 tør næsten slappe af. For en gangs skyld går det op, op, op og bliver en lille smule bedre hver dag.



NU er dette ikke et amerikansk teenagedrama, hvor gode bestræbelser straks bærer frugt. Sweet Sixteen er en socialrealistisk menneskeskildring af Ken Loach, der tre årtier efter Poor Cow (1967), Kes (1969) og Family Life (1971) er ufortrøden i sin skildring af grå britisk virkelighed og sin kritik af inertien i et system, der hylder princippet om at give de rige endnu mere og tage det sidste fra dem, som har mindst.
   For Loach er klassekampen ikke forbi. Han fører den dog i fuld åbenhed med det enkelte menneske som målestok, ikke parolerne og pamperiet. Amatøren Martin Compston, der yder en overrumplende troværdig indsats som Liam, kunne være en nutidig Billy Casper fra Kes.
   Ligesom Carla’s Song (1996), My Name is Joe (1998) og Bread and Roses (2000) har Sweet Sixteen manuskript af Paul Laverty, en Glasgow-baseret sagfører, der deler Loachs menneskesyn. I Carla’s Song og Bread and Roses blev det moralske korrektiv for bastant, mens en snert af sentimentalitet satte ind, men i My Name is Joe ramte tandemet plet.*


DRENGEN Liam foregriber den mand, som Peter Mullan fremstillede i My Name Is Joe. Begge er anstændige mennesker i en gennemført kompromitteret omverden. Der er ingen violiner, men nok en stille humor til at følge dem lidt hen ad gangen.
   Frem for alt bliver en virkelighed skildret, her et regntynget Glasgow, hvor det repræsenterer et socialt kvantespring at rykke fra bymidten ud til en ny lejlighed i de småborgerlige forstæder. Samtlige karakterer taler klingende skotsk. I Cannes blev filmen vist med franske undertekster. Især englænderne følte sig helt hægtet af.
   Sweet Sixteen er ingen spændingsfilm. Alligevel ville det være forkert at røbe, hvad der sker og hvorfor det går galt. Men det er klart, at det går galt. Det gør det som regel i virkeligheden, og hvor megen sympati man end nærer for enspænderen Liams projekt, kan det i længden ikke nægtes, at han oparbejder en moralsk skattegæld. Moderen kommer ud. Man kan ikke bare slippe og udnytte sine venner. Det nye liv har sin særlige pris. Den smukke drøm er, om ikke et rent luftkastel, så i hvert fald en udbrændt husvogn ved vandet.


FILMEN hører til Loachs allerbedste. Her formår han på én gang at ramme nerven i samtidens sprog og bevare sin umiskendelige tone. Alt er fremstillet neutralt og sobert registrerende, men indignationen anes i bunden, og gennem hele historien løber en fuldkommen solidaritet med de gode karakterer i et miljø, der sædvanligvis belønner de gemene og grådige instinkter. Liam på 15 tager skæbnen i egne hænder og prøver på at skabe et liv for sig selv og de tre-fire mennesker han elsker. Resten af verden kan gå ad helvede til. Det er muligvis derfor, at drømmen kuldsejler.


I EN sælsom tid, hvor det sociale fællesskab stadig mere uhæmmet raser mod sine unge kriminelle, er Sweet Sixteen en nyttig nuancering af en lang række stærkt forenklede problemstillinger. Det er Loachs film altid. Han er manden, der ikke vil gå sin vej, når det gælder om at sætte ansigt på konsekvenserne af en abstrakt politik.
   Atter ser man det hele gå galt for manden i midten, men man sidder helt ude på kanten af stolen. Den sociale filmskaber taler igen, og nu er han en af de eneste stemmer. For tiden pønser tiden på at fængsle sine store børn. Er det mon Liam hér, der skal ofres sådan?

*) Kerneholdet er faktisk en trio. Siden Hidden Agenda (1990) har Loach realiseret sine film – 19 stykker til og med Sorry We Missed You (2019) og efternøleren The Old Oak (2023) – i samarbejde med produceren Rebecca O’Brien (f. 1957). O'Brien er for Loach i 90erne, 00erne og 10erne, hvad Tony Garnett (1936-2020) var i 60erne og 70erne. 80erne blev en slags wilderness years, hvor Loach primært arbejdede i tv-mediet, fra film til film og ofte af nød som sin egen producer. I 2002 etablerede Loach og O’Brien produktionsselskabet Sixteen Films, specifikt for at realisere Sweet Sixteen, som de og Paul Laverty (som mødte Loach i 1995, da han medvirkede i Land and Freedom) ville have den. Sixteen Films har produceret Loachs film efter 2002 og en håndfuld andre projekter, bl.a. Lynne Ramsays You Were Never Really Here (2017).  



Fotos: Sixteen Films/ Alta Films/ BBC Films/ Road Movies Filmproduktion/ Scottish Screen/ The Works/ Tornasol Films/ NonStop Entertainment/ Festival de Cannes/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Laverty-Loach-O'Brien photo)
Sweet Sixteen streames på FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2003 [her let ajourført og revideret]
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,

mandag den 4. juli 2022

Ken Loach: The Angels' Share (2012)


ENGLE I GLASGOW
Alvorsmanden overrasker med en komedie

Af BO GREEN JENSEN

REALISTEN Ken Loach har skabt fremragende film – de sidste 20 år som regel efter et manuskript af skotske Paul Laverty. Sædvanligvis er han alvorsmanden, der utrætteligt varierer sit budskab om nødvendigheden af social solidaritet, liberalismens moralske forkastelighed og mordet på arbejderklassen. Smilet fylder ikke alverden i hovedværker som My Name is Joe (1998) og The Wind that Shakes the Barley (2006, da. Vinden der ryster kornet).
   Ofte trækker Loach på en genre – Sweet Sixteen (2002) kan ses som en ungdomsfilm, der er romantiske tiltag i Ae Fond Kiss (2004), og Route Irish (2010) er en konspirationsthriller – men humor har været en sjælden fugl i volieret. Kun glæden ved fodbold har nu og da løsnet en latter i Loach. Se f.eks. hans bidrag til antologifilmen Tickets (2005) – hvor Ermanno Olmi og Abbas Kiarostami tog sig af de øvrige bidrag – og Looking for Eric (2009), som Eric Cantona var medejer af.


LOACH har uvægerligt sit eget take på de grundformer, han benytter sig af. Han lægger noget andet i begreber som historisk epos og romantisk komedie end de fleste af sine kolleger. I regelen kan man dog regne med, at han er enten det ene eller det andet: svær, let, indtrængende eller ironisk. Overraskelsen i The Angels’ Share er, at han ændrer reglerne undervejs og slutter et helt andet sted end, hvor han begyndte.
   Først er Robbie (Paul Brannigan) en klassisk Loach/Laverty-karakter, presset både privat og socialt, fanget i et mønster af vold og vanekriminalitet. Han venter barn med sin kæreste, der er datter af en natklubejer, som vil fordrive Robbie med alle midler. Der findes dog engle i Glasgow. Socialarbejderen Harry ser noget bedre i Robbie, får hans voldsdom omlagt til samfundstjeneste og giver den unge mand tag over hovedet.
   Harrys lidenskab er ædel whisky. Det viser sig, at Robbie er et naturtalent. Han har både ganen og sproget til at beskrive sin smagsoplevelse. Inden længe er professionel whiskysmagning ved at blive en karriere for Robbie.



IMENS skifter filmen umærkeligt farve. En socialrealistisk case story bliver næsten en dramadokumentar om Whiskyens vidunderlige Verden. Den tredje ingrediens – en amoralsk kupfilm i gavtyvestilen fra gamle Ealing-komédier – kommer i spil, da Harrys hold besøger et skotsk destilleri, hvor man udvinder selve whiskyens sjæl.
   Tønden med flydende guld er takseret til en million pund. Robbie får ideen til et fantasifuldt kup, en snørebåndsaffære efter Egon Olsens hjerte. Han assisteres af tre desperate fæller, som han har mødt hos Harry: tumpen Albert (Gary Maitland), tøsen Mo (Jasmin Riggins) og Rhino (William Ruane), som altid er med på den værste.



IFØRT kilt og kendermine tager The Corntyde Malt Whisky Club til højlandet. Da går filmen i selvsving. My Name is Joe møder Whisky Galore! (1949, da. Masser af whisky),  mens The Proclaimers’ »I'm Gonna Be (500 Miles)« støves af på lydsporet.*
   Boblerne er som i øl og champagne, tonen er let på en meget tung måde – eller også er det omvendt. Man har egentlig aldrig set noget lignende. Meget er mere sjældent end kønt, men kombinationen fungerer. Det er spændende, sjovt, anarkistisk og alt muligt andet på én gang.
   

OGSÅ plottets knopskydning er liflig. Hver gang ét problem er løst, opstår endnu en krise. Man gisper til det sidste – efterhånden også af overmæt fryd. Alt bringes hjem, hvor det rettelig hører til. Hvad Loach hér har skabt, er nutidens svar på en gammeldags folkekomedie. Den har lune, lethed, spænding, flair– og er i øvrigt også en skarp kritik af systemet, der skaber den katastrofale komik.
   The Angels’ Share er en gennemført overraskelse, men faktisk bekender filmen kulør i det første minut, hvor den berusede Albert snubler rundt på en tom togperron. Han er mystificeret af stemmen i højttaleranlægget. Det er stort at se ham falde på halen, og resten af filmen er lige så morsom.


*) MASSER AF MACKENZIE |  Alexander MacKendrick (1912-1993), som senere instruerede bl.a. The Man in the White Suit (1951, da. Manden i det hvide tøj), The Ladykillers (1955, da. Plys og papegøjer) og Sweet Smell of Success (1957, da. Magtens sødme), debuterede med den ikoniske Ealing Studios-komedie i 1949. Mackendrick skrev adskilligt, men Whisky Galore! bygger på en roman af Compton Mackenzie (1883-1972), som selv bearbejdede bogen sammen med Angus McPhail.
   Baggrunden er autentisk. I 1941 sank fragtskibet SS Politician ved Eriskay i Hebriderne. Skibet gik ned med 28.000 kasser whisky og 290.000 pengesedler (10 shilling), der skulle sejles til Jamaica og distribueres til de britiske besiddelser i Caribien. Både whisky og penge forsvandt uden spor, da befolkningen på de tørlagte øer Barra og Eriskay gik i aktion. I bøgerne består en konflikt mellem Great Todday, hvor man er protestanter, og Little Todday, som er romersk katolsk.
   Whisky Galore! var en kultfilm i 1960erne og har stadig legendarisk status for ældre tilskuere med lang erindring. DR sendte Masser af whisky ved flere lejligheder, og det var sådan en film, som især fædre fra krigsgenerationen morede sig indforstået over. Da periodeserien Upstairs, Downstairs (1971-1975, da. Herskab og tjenestefolk) fik succes, var det en ekstra gevinst, at rollen som Hudson, den ærketypiske butler (og modellen for Carson i Downton Abbey) blev spillet af Gordon Jackson (1923-1990), som fik sit gennembrud i Whisky Galore! 
   Filmen var og er populær. En genindspilning fra 2016 (instr. Gilles MacKinnon) kom og gik uden at gøre indtryk. Compton MacKenzie havde introduceret øsamfundet i Keep the Home Guard Turning (1943). Han vendte tilbage til Todday i koldkrigssatiren Rockets Galore! (1957, da. Masser af spøgefugle), hvor regeringen vil etablere en raketbase på øen. Filmatiseringen fra 1958 hedder Mad Little Island i USA. Den var ikke nær så succesfuld. 
   Mackenzie begyndte som melodramatiker i romanerne om Sylvia Scarlett: Sinister Street (1913), Sylvia Scarlett (1918) og Sylvia and Michael (1919). Katharine Hepburn og Cary Grant spillede første gang sammen i George Cukors filmatisering af Sylvia Scarlett (1935). Humoren dominerer i den sene del af forfatterskabet. Hovedværket Monarch of the Glen (1941, da. Højlandets hersker) blev i 2000-2005 til en populær BBC-serie med bla. Richard Briers og Susan Hampshire.
   Peter Toubro oversatte Whisky Galore! i 1947. Titlen var da Skibet er ladet med. I 1975 udkom romanen i Fremads Folkebibliotek med titlen Masser af whisky.

The Angels’ Share. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Robbie Ryan. 101 min. UK-Frankrig-Belgien-Italien 2012. Dansk premiere: 06.06.2013.


Fotos: Entertainment One/ Sixteen Films/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ BFI/ Les Films du Fleuve/ Urania Pictures/ Canal+/ Canto Bros/ CinéCinéma/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ Le Pacte/ Soficinéma 8/ Camera Film/ CineMaterial/ ProKino (Fox)/ IFC/ Filmgrab.com 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.06.2013.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)