Olivier Assayas: Personal Shopper (2016)

ET BRODERI AF BANGE ANELSER
Generationsportræt i gyserforklædning

Af BO GREEN JENSEN

DER er langt mellem ægte spøgelseshistorier, som ikke udarter og bliver horror, men lader døren til virkeligheden stå åben. Olivier Assayas (f. 1955) fortæller én i Personal Shopper, som er den franske superauteurs anden film med Kristen Stewart i en stor rolle.

   Filmen blander behændigt en fast realisme med satire, mystik og ren poesi. Personal Shopper er også et generationsportræt – Kristen Stewart er født i 1990. Den åbne slutning kan gå fire veje, og her er tvivlen en livskvalitet.

   Amerikaneren Maureen Cartwright bor i Paris, hvor hun er blevet hængende efter et studieophold. Hun har ikke smilet med øjnene, siden tvillingebroderen Lewis døde. De var begge clairvoyante og lovede hinanden, at den som »passerede først« skulle skrive.

   Lige siden har hun ledt efter tegn. I prologen undersøger hun huset, hvor Lewis boede med sin kæreste. Det står tomt, før de nye ejere flytter ind, og der er afgjort noget i huset – eller også er det bare stemningsmusikken, som skaber en porøs virkelighed.

MAUREEN lyder som en okkult ekspert, når hun taler. Eller en skeptisk energikonsulent. Faktisk arbejder hun som personlig assistent for en professionel celebrity, modellen Kyra (Nora von Waldstâtten), der kommer og går uden varsel.

   Maureen henter og bringer de kjoler og smykker, som Kyra skal bære til store events. Det er et skyggeliv med lånte fjer. Hun kører ærinder i byen på sin scooter. Med styrthjelmen på er hun svær at genkende. Hun kunne være en spion. Eller en terrorist.

   Filmen skildrer en marginal eksistens, der må anstrenge sig for at bevare sit greb om virkeligheden. Skønt Maureen udadtil virker tjekket, er hun ofte fortabt og forvirret i enrum. Hun klæder sig ud i arbejdsgiverens tøj, hun prøver Kyras liv af for sjov.

   Der er meget løse kontakter til mænd, som hun møder på sine ruter. En af dem er Ingo (Lars Eidinger), Kyras kæreste, som måske er den mystiske mand, der skriver skræmmende og pirrende sms’er. Eller også er det virkelig Lewis.

PERSONAL Shopper er holdt meget stille og gør sig ikke til med dramatiske plotpunkter. Snarere er filmen et broderi af bange anelser, løst og særdeles fint vævet sammen.

   Styrken og svagheden er de svævende, gennemsigtige genfærd. Der går en time med at overveje, om de skal tages alvorligt. Det er primitive og skræmmende nærver. De ligner effekter fra tiden, da Harry Houdini og Arthur Conan Doyle skændtes om spiritisme.

   Assayas har som altid et sikkert blik for yngre menneskers liv lige nu. Det samme var sagen i historiske øvelser som L'Heure d'été (2008, da. Sommertid) og Aprés mai (2012, da. Efter revolutionen). Han var en af de første til at udforske de mørke egne af nettet i Demonlover (2002).

   Her betragter han mentaliteten, som dyrker enhver form for åndelighed. I Kristen Stewart, som ingen længere kalder »ex-Twilight-stjernen«, har Assayas fået en actrice fetîche, der kan bruges i mange slags roller, ganske som ekspartneren Maggie Cheung blev for år tilbage i kultfilmen Irma Vep (1996) og misbrugerskildringen Clean (2004).

   

STEWART spillede også en diskret assistent i Clouds of Sils Maria (2014, da. Skyerne over Sils Maria), hvor Juliette Binoche var den krævende diva. Der var både Alt om Eva og Petra von Kants bitre tårer i cineastens remix, men da kvinderne ventede sammen til sidst – og Stewart gik, før skyslangen endelig kom kravlende mellem bjergtinderne – var Assayas for en sjælden gangs skyld helt sin egen.

   Det er han også i Personal Shopper, og dét er det bedste ved filmen: at den dokumenterer en mystisk sensibilitet og dertil er et fint portræt af en ung kvinde. Kun François Ozon virker lige så overbevisende i Jeune et jolie (2013, da. Ung & smuk), hvor studinens dannelsesskildring er hængt op på fem sange af Françoise Hardy.

   Også Assayas forstår at bruge musikken. Her er kontrasten mellem okkulte excesser og anonymt storbyliv markeret af udtag fra Amazing Blondel (»The Leaving of the Country Lover«) og klassisk klingende kompositionsmusik ved Anna von Hausswolff, gambisten Jordi Savall og Hesperion XX.

FILMEN skal ses som et stort stemningsstykke. De gode detaljer forsvinder, hvis man bruger mental energi på at få vished. For der er ingen vished i verden, og sandheden hænger i laser. Kun kærligheden kan løfte os op, og spørgsmålet er, om Maureen vil lukke den ind.

   Hun ser gamle programmer om Victor Hugo, der troede fast på de flydende ånder. Der er søgende søstre ned gennem tiden. Hun ser på sjælelig kunst af Hilma af Klint. Hun hører sakral muzak af Hildegard Van Bingen, der var så tilpas eksotisk, at hun stadig kan bruges som rollemodel.

   Maureen sorterer Kyras tøj, drikker hendes spiritus og hører Marlene Dietrich synge »Das Hobellied«. Beskederne på telefonen bliver mere spydige. Kommer de fra Lewis eller Ingo eller muligvis manden i toget til London? Måske hallucinerer kvinden det hele.

ET spøgelse brækker ektoplasma op. Da er der fuldkommen stille i salen. Det er afgjort den stærkeste scene. Vi ser det. Vi tror det. Det skræmmer og betrygger. For så er der alligevel noget – måske.

   Fordi Maureens genfærd fylder en masse, men alligevel ikke er hovedsagen, bliver Personal Shopper en film, der rækker langt ud over sin genre. Skruen strammes i Åndernes Hus, men først og sidst er der en kvinde, som lever. Det er filmen om vaklende menneskers søgen. Den er svær at forstå på en rigtig god måde.

Se også Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Olivier Assayas: Aprés mai/ Efter revolutionen (2012); Olivier Assayas: Clouds of Sils Maria (2014); Olivier Assayas: Doubles vies | Non Fiction | Mellem linjerne (2019).

Personal Shopper. Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 115 min. Frankrig 2016. Dansk premiere: 06.06.2017.

Fotos: CG Cinéma/ Vortex Sutra/ Sirena Film/ Detailfilm/ Arte France Cinéma/ ARTE/ Canal+/ Ciné+/ SCOPE Invest/ IFC Films/ Metrodome Distribution/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, SKY SHOWTIME, TV2 Play | SkyShowtime, YouTube Movies

Personal Shopper er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#899)

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.06.2017

Bill Condon | Mitch Cullin: Mr. Holmes (2015)

EN MAND TIL ALLE TIDER

Sherlock Holmes på film i 100 år

Af BO GREEN JENSEN

LAD os bare gå lige til sagen. Der er ingen grund til at skrive en lang forerindring. Hele verden kender hovedpersonen, som ikke var den første, men som stadig er den største af alle fiktionens privatdetektiver.

   I 1947 er den 93-årige Sherlock Holmes (Ian McKellen) ved at skrive om sagen, som fik ham til at trække sig, efter 23 år i faget, og blive biavler i Sussex. Han har boet på en gård i South Downs, ved landsbyen Cuckmere Haven mellem Seaford og Eastbourne, og passet sine bier i 44 år. Her er det krigsenken Mrs. Munro (Laura Linney), der tager sig af ham og fører hus.

   Mrs. Munro er alene med Roger (Milo Parker), en kvik dreng på 10 år. Hun har et anstrengt forhold til sin arbejdsgiver, der kan være lidt af en åndssnob. Holmes erkender at have faderlige følelser for Roger. Hun synes ikke om, at drengen – der allerede har glemt sin fars godnathistorier – knytter sig til detektiven. »Mr. Holmes vil ikke være for altid,« siger hun til Roger.

   

SAGEN er, at Sherlock er ved at blive senil. Han ved det selv og kæmper med en tiltagende demens, der indtil videre kan camoufleres som distræt glemsomhed. Men huslægen dr. Barrie (Roger Allam) ved besked og beder Holmes sætte kryds i kalenderen, når der går en dag, som han ikke kan huske.

   Ved begyndelsen af Mr. Holmes kommer detektiven hjem efter en rejse. Han har været i Japan for at plukke zanthoxylum peperitum – som englændere kalder prickly ash og som vi kalder tandved eller japansk peber – i Hiroshima.

   Holmes er forfatter til monografien The Value of Royal Jelly, with Further Comment upon the Health Benefits of Prickly Ash. Han har i årevis bedt Mrs. Munro komme biernes gelée royal i sin mad, i sin te, ja i så mange ting, at hun væmmes. Nu er det den bestrålede tandved, som skal indtages på alle måder. Holmes håber mod alt håb, at planten kan standse hans mentale forfald.

   

DET er i denne atmosfære, at han sætter sig for at skrive. Holmes anerkendte aldrig afdøde Watsons evner som forfatter. Nu har han problemer med at puste liv i historien om The Glass Armonicist. En sag om sorg og ufødte børn, der begyndte som en ægtemands forsøg på at finde ind til sin hustru og sluttede med et dødsfald, som Holmes i alle årene har følt sig ansvarlig for.

   Den gamle sag er skudt ind i rammehistorien. Holmes driver ind og ud af erindringen, som på gode dage er stærk og præcis, mens det forgangne forsvinder på andre. Værst er den drømmende grænsetilstand, hvor Holmes ikke ved, om han hallucinerer. Han har altid kunnet stole på sin hjerne. Det kan han ikke mere, og det fylder ham med en ny smerte.

   Det er dén tilstand, som Mr. Holmes handler om, og det gør historien til en anden slags fortælling end de fleste pasticher på Conan Doyles stil.

BILL Condons film er en forenklet udgave af A Slight Trick of the Mind, en meget elegant roman, som Mitch Cullin skrev i 2005. Her er alt mere detaljeret beskrevet: bierne, planterne, Japan efter atombomberne, Holmes som en levende anakronisme, klangen af glasharper, husholdersken med den opvakte søn, sagen som bliver vigtig at huske, fordi erindringen er ved at dø.*

   Alligevel er det i filmen, at manden i midten bliver konkret. Hos Cullin er den gamle sag henlagt til foråret 1902. I filmen er forløbet skudt tyve år frem, til tiden efter 1. verdenskrig. Den gamle Holmes fortæller efter endnu en ødelæggende krig, men han siger stadig The Great War om den første.

   Det bliver perspektivet blot mere svimlende af. Grebet er dog foretaget, fordi Ian McKellen – som er født i 1939 – skal overbevise både som yngre og ældre. I flashbacks er han en skarp, væver mand på 70. Som gammel går han dårligt, hiver efter vejret og har fået leverpletter.

   Mr. Holmes blev vist på Berlinalen i 2015 og var rost og meget efterspurgt, fordi tiden for tiden er så forelsket i den moderniserede Sherlock, som Benedict Cumberbatch fremstiller i BBC-serien. Den stille film ligner ikke den hyperaktive serie. Så Mr. Holmes fik dansk premiere i Cinemateket.

ENHVER seriøs sherlockianer måtte sporenstregs løse billet. Premieren var samtidig startskuddet på en kavalkade, kurateret af Palle Schantz Lauridsen. Lauridsen er forfatter til Sherlock Holmes i Danmark (2014) og disputatsen Sherlock Holmes findes ikke (2020). Han er som undertegnede dybt impliceret – vi er begge medlemmer af Sherlock Holmes Klubben i Danmark.

   Serien samlede ti biograffilm fra de sidste (eller første) 100 år. Hen ad vejen blev Holmes en figur, som flertallet fulgte i tv. Conanen, som består af fire lange og 56 korte historier, kunne være skrevet til mediet. Novelleformatet passer perfekt. Både BBCs Sherlock (som fra 2020 streames på Netflix) og Granada-serien med Jeremy Brett (1984-94) var globale fænomener.

   Imens blev spillefilm sjældne. Måske var Basil Rathbone og Nigel Bruce de sidste versioner af Sherlock Holmes og John Watson, som verden oplevede i biografen. Det er næsten 80 år siden. I nyere tid kan kun Guy Ritchies to Holmes-film med Robert Downey Jr. præstere noget lignende. Cinemateket viste Rathbone-udgaven af Baskervilles hund, som Sidney Lanfield instruerede i 1939, og den første af Ritchies energiske steampunk-versioner, Sherlock Holmes, fra 2009.

ÆLDST i feltet var den danske Sherlock Holmes i bondefangerkløer (1910). Otto Lagoni spillede Holmes i 12 korte film, som Nordisk producerede mellem 1908 og 1911. Kun dette kuriosum er bevaret. Mere spændende var den britiske Sherlock Holmes fra 1916. Filmen varer to timer, er instrueret af Arthur Berthelet og har den legendariske William Gillette i titelrollen.

   Gillette var for sin tid, hvad Rathbone og Brett blev for deres: den definitive Holmes. Det var ham, der fastlagde de grundlæggende træk ved figuren. Gillettes teaterudgave blev opført 1300 gange. Man troede, at filmen var gået tabt, men i 2014 fandt Cinématheque Française et nitrat-negativ i sit arkiv. Det blev vist med nykomponeret musik. En begivenhed, intet mindre.

   John Barrymore er næsten romantisk i Sherlock Holmes, som Albert Parker instruerede i 1922. Arthur Wontner har hovedrollen i Graham Cutts’ The Sign of Four: Sherlock Holmes' Greatest Case fra 1932. Filmudgaven af De Fires Tegn var seriens første tonefilm.

   De bedste Holmes-film er fra 70erne, hvor fanindustrien begyndte for alvor. Billy Wilders The Private Life of Sherlock Holmes (1970), med Robert Stephens som Sherlock, Colin Blakely som Watson og Christopher Lee som Mycroft Holmes, blev klippet ned af producenten og var ikke, hvad Wilder havde tænkt sig. Alligevel er den yderst seværdig. Her drager Holmes og Watson til Loch Ness.

HERBERT Ross’ Den snigende gift (1979) er en forrygende historie med Nicol Williamson som Holmes, Robert Duvall som Watson og Laurence Olivier som Moriarty. Alan Arkin spiller Sigmund Freud, der behandler Holmes for hans narkomani.

   Filmen bygger på The Seven-Per-Cent-Solution (1976), den første af fire pasticheromaner, som Nicholas Meyer har skrevet. I The West-End Horror fra 1978 hjælper Oscar Wilde og Bernard Shaw med at løse Jack the Ripper-mysteriet. Den bog er desværre ikke filmatiseret. Ej heller The Canary Trainer (1993), som er et riff på The Phantom of the Opera. Der er stadig håb for The Adventure of the Peculiar Protocols, som udkom i 2019.

   Man kunne savne kuriosa. Gene Wilders The Adventure of Sherlock Holmes’ Smarter Brother (1975) er en kærlig parodi, og Disneys animationsfilm om Mesterdetektiven Basil Mus (1986) er en perlende introduktion for de yngste. Juryen voterer stadig i sagen om Sherlock Gnomes (2018), hvor karaktererne er havenisser, og i dag ville Netflix-filmen Enola Holmes (2020) høre med. For resten findes Holmes også på russisk, indisk, tysk og fransk.

   

VOR helt er i sandhed a man for all seasons. Der findes tæt på 1000 filmudgaver. Som et forvarsel om den totale popularisering, der alt i alt er en positiv ting, vistes Barry Levinsons Young Sherlock Holmes (1985). Holmes og Watson er kun store drenge, da de løser mysteriet om en egyptisk dødekult. Michael Holdern lægger stemme til den ældre, erindrende detektiv.

   Han er endelig ved målet i den fine Mr. Holmes. Detektiven har aldrig været så sårbar, som Ian McKellen fremstiller ham. For denne gang bliver der ingen smutvej; ingen vandreår under radaren; ingen lang pause at digte videre om. Denne gang er det definivt. Selv hukommelsen lukker ned. Det er derfor også gribende at se det store mørke begynde.

Se også Forbrydelserne bliver større: En roman om Sherlock Holmes; Guder og monstre: James Whale 1896-1957 og Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn.

*) Mitch Cullin: A Slight Trick of the Mind. 254 s. New York: Talese/ Doubleday, 2005. London: Canongate, 2005. I nye udgaver er titlen ændret til Mr. Holmes. 

Mr. Holmes. Instr.: Bill Condon. Manus: Jeremy Hatcher. Foto: Tobias Schliessler. 104 min. Storbritannien 2015. Dansk premiere: 21.04.2016 (Månedens Film i Cinemateket)

Fotos: CineMaterial/ Miramax/ United Artists/ BBC/ Granada/ DFI/ Canongate/ MovieStillsDB

Filmen streames på iTunes og Google Play

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 22.04.2016

James Gray: The Lost City of Z (2017)

EN STORSLÅET BESÆTTELSE
Skåret i stoffet fra Kipling og Kubrick

Af BO GREEN JENSEN

KORTMAGEREN Percival Fawcett var 39 år, da han mødte sin skæbne. Det skete i 1906, da han foretog sin første rejse til Mato Grosso i Brasilien. Han fortalte om fantastiske væsener, han havde set – vennen Arthur Conan Doyle baserede Professor Challengers eventyr i The Lost World (1912, da. Den forsvundne verden) på Fawcetts research. Og i en lysning, han aldrig siden kunne finde igen, så han resterne af en forhistorisk by, som han kaldte Z.

   Fawcett havde ingen arkæologisk erfaring, da han foretog den første ekspedition på vegne af Royal Geographic Society. Men han havde brug for at gøre en forskel. Efter 18 år i militæret vidste Fawcett, at han aldrig ville stige i graderne på ordinær vis. Han var en dygtig soldat, men blev altid valgt fra, fordi stamtavlen ikke var i orden. Hans far var en berømt cricketspiller, der drak sin hustrus penge op og blev berygtet.

   Fawcett gjorde tjeneste i Afrika, Irland og på Sri Lanka, som dengang hed Ceylon. Her mødte han Nina Agnes Paterson. De blev gift i 1901. Samme år gjorde Fawcett et career move, da han uddannede sig som kartograf. Parret fik to sønner og en datter, mens Fawcett igen og igen tog afsted.

   Han var hjemme i Europa for at kæmpe i 1. verdenskrig. I alt var der otte ekspeditioner. På den sidste forsvandt han sammen med sin ældste søn. Det var i 1925. Et kompas og et navneskilt dukkede op, men sløret havde lagt sig. Siden har Fawcetts skæbne været en myte på linje med Amelia Earharts forsvinden. Begge lever videre i fantasien.*

I JAMES Grays film om Fawcett bliver eventyreren fremstillet af Charlie Hunnam. Han er skildret som en dedikeret person, der ruger og reflekterer konstant. Familien er altid loyal, også når Fawcett bliver latterliggjort, og finansieringen tangerer det desperate.

   Hustruen Nina (Sienna Miller) støtter hans stræben; sønnerne undrer sig over den udtærede far. Gray sidestiller krigsoplevelserne med den dybe, grønne, forførende fred, som Fawcett finder i junglen. Gradvis går han rogue og native. Erobreren skifter side og lader regnskoven lukke sig bag ham.

   Virkelighedens Fawcett var efter alt at dømme en mere vidtløftig person. Flere af hans »opdagelser« hører hjemme i sensationernes rige. Fawcett blev ven med Henry Rider Haggard (1856-1925), der havde skrevet om Kong Salomons miner, Hun og Tågefolket. Fawcett kunne sikkert se en version af helten Allan Quatermain i sig selv. Det var de farverige skrøners tid.

GRAYS film er stemt i et mørkere register. Her er kaptajnen konstant på vej op ad floden og dybere ind i sig selv. Der er metaforiske møder, som forbinder filmen med Joseph Conrad og Rudyard Kipling. Raiders of the Lost Ark møder Apocalypse Now.

   Det gælder helt bogstaveligt. Rejsen på floden i Lost City of Z er struktureret som i Francis Ford Coppolas magnum opus. Båden bevæger sig gennem koloniseringen og imperialismens historie, før sejladsen slutter i mørkets hjerte hos landskabets oprindelige befolkning, der i begge fiktioner udfører »unævnelige« ritualer i en evig, før-kristen forestillingsverden.

   Hos Coppola er den franske Indokina-fortid repræsenteret ved besøget på en fransk plantage, hvor Willard overnatter hos Aurore Clément. Der er to møder med de strippende playmates, som optræder for soldaterne. Senere møder besætningen på Erebus dem efter en storm nede ad floden.

   I The Lost City of Z overnatter ekspeditionen hos Baron de Gondoris, en portugisisk adelsmand, hvis gummiplantage dublerer som handelsstation og er den sidste udpost før junglen begynder. Her opfører skuespillere og tjenestefolk i karikeret version en komedie, som svarer til det første møde med Playboy-pigerne i Apocalypse Now. Afsnittet om den franske plantage indgår kun i den lange version af Apocalypse Now. Og gensynet er fjernet fra det final cut, som nu er standard.

   Gray henviser naturligvis til dem alle. Cineasten har selv nævnt Werner Herzogs Fitzcarraldo (1982) – som et skræmmende eksempel på instruktøren, der forvilder sig – og sagt, at The Lost City of Z er som »David Lean med en lidt mere hallucinatorisk fornemmelse. For manden tog til junglen og gik nærmest fra forstanden«. Mærkeligst af alt er nok, at det hele vokser ud af en sandhed. Og at Fawcetts forsvinden ligger mindre end 100 år tilbage i tiden, der bestemt bliver ved som en flod.**

JAMES Gray ( f. 1969) er en af 4-5 instruktører, der kandiderer til en status som den nye Stanley Kubrick. Han har kun lavet syv film på 25 år.

   I Danmark er han bedst kendt for tre kriminelle epos om ære, der samtidig udgør en hjemstavnshistorie fra instruktørens kvarter i New York: Little Odessa (1994), The Yards (2000) og We Own the Night (2007). Både den spinkle Two Lovers (2008) og periodedramaet The Immigrant (2013) var tilløbsstykker i Frankrig. Fem af Grays film er åbnet i Cannes. I 2019 kom han til Venedig med Ad Astra, en far/søn-fortælling i sci-fi format, der kan ses som hans bud på en Rumrejsen år 2001.

ROBERT Pattinson spiller Curtin, Fawcetts trofaste assistent. Som sønnen Jack Fawcett ses Tom Holland. Der er ingen effekter. Selv kannibalerne er ægte. Darius Khondji har fotograferet lyset i junglen med den samme flair, han sædvanligvis giver mørket i byen. Der er en gammel Douglas Sirk-film, som hedder Magnificent Obsession. Det er, hvad Fawcett bliver over tid: offer for en storslået besættelse.

   Så til slut lader vi jægeren finde det sted, hvor han så den forsvundne by første gang. Et helt liv er gået tabt, mens han ledte. The Lost City of Z er på én gang anakronistisk og klassisk. Det er en af de særeste, flotteste film, jeg har set.

Se også James Gray: Ad Astra [Bedste biograffilm 2019 nr. 6]; Apocalypse Now – Final Cut (1979/2019); Yulene Olaizola: Tragic Jungle | Selva trágica (2020).

NOTER

*) Piloten og flypioneren Amelia Earhart (1898-1937) var den første kvinde, som fløj alene over Atlanterhavet – som passager i 1928, på en soloflyvning i 1932. Hun skrev om sine oplevelser, arbejdede for lige vilkår i faget og var en folkehelt i sin tid. I 1937 forsvandt hendes fly – et specialbygget Lockheed Electra 10E – over Stillehavet mellem Howland Island og Papua New Guinea. Ombord var også navigatøren Fred Noonan. Mysteriet har pirret fra begyndelsen. Countrysangeren Dave McEnery skrev »Amelia Earhart’s Last Flight« i 1939. Der er talrige film om Earhart. Rosalind Russell (1943), Susan Clark (1976), Diane Keaton (1994), Hilary Swank (2009) og Amy Adams (2009) har alle spillet rollen. En skov af teorier verserer: Var Earhart på mission for militæret? Blev hun og Noonan taget som japanske fanger? Og blev de henrettet? Earhart blev officielt erklæret død den 5. januar 1939. Hun er siden blevet »set« mange gange, på samme måde som Elvis Presley og Jim Morrison. Min personlige interesse stammer fra Plainsong-albummet In Search of Amelia Earhart, som Iain Matthews og Andy Roberts indspillede i 1972. Matthews bruger sangen fra 1939, sin egen »True Story of Amelia Earhart« og gospelsangen »I'll Fly Away« til at skabe et (fremragende) semi-konceptalbum. Også Joni Mitchell har skrevet om Earhart i sangen »Amelia« fra Hejira (1976). 

**) James Grays film er baseret på David Granns essayistiske beretning i The Lost City of Z: A Deadly Obsession in the Amazon (2009, da. Jagten på den forsvundne by), der begyndte som en artikel i The New Yorker fra 2005. Grann har gjort historisk true crime, farverige personer som Fawcett og mysterier som hans forsvinden til sit speciale. Der er flere i The Devil and Sherlock Holmes: Tales of Murder, Madness, and Obsession (2010). Mange andre har skrevet om Fawcetts ekspeditioner, mere eller mindre sensationalistisk, og flere er rejst i hans fodspor. Brian Fawcett, næstældste søn, samlede sin fars optegnelser i Exploration Fawcett: Journey to the Lost City of Z (1953), som i USA hedder Lost Trails, Lost Cities, og fik selv finansieret flere ekspeditioner. Arne Falk-Rønne (1920-1992), den danske journalist og forfatter, som skrev adskillige rejseskrivelser og var en god formidler, men sjældent et stort sandhedsvidne, giver sit bud på Fawcetts skæbne i Dr. Klapperslange (1977) og Klodens forunderlige mysterier (1991). Til de mest eksotiske bud hører Rob McGregors pasticheroman Indiana Jones and the Seven Veils (1991), bind 3 af 12 i serien Indiana Jones: Prequels  (1991-1999). Det giver fuldkommen mening, at Indiana Jones tager til Amazonas for at finde manden, der inspirerede George Lucas og Steven Spielberg. Der er bred enighed om, at Fawcett havde ret i sin påstand om junglebyer.

The Lost City of Z. Instr. & manus: James Gray. Foto: Darius Khondji. 141 min. USA 2016. Dansk premiere: 10.08.2017.

Fotos: Amazon Studios/ Keep Your Head/ MICA Entertainment/ MadRiver Pictures/ Northern Ireland Screen/ Plan B Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official  Bleecker Street trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 24.07.2017

4K UHD + 2K Blu-ray fra Shout! Factory (US) 19.09.2023

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.08.2017 [noter tilføjet august 2021}

Forbrydelserne bliver større: En roman om Sherlock Holmes

FORBRYDELSERNE BLIVER STØRRE

Nicholas Meyers romaner om Sherlock Holmes

Af BO GREEN JENSEN

DET var ikke amerikaneren Nicholas Meyer (f. 1945), som opfandt Sherlock Holmes-pastichen.* Men med The Seven-Per-Cent Solution (1974) udviklede og moderniserede han (under)genren, som i dag er en litterær industri. Bogen udkom også på dansk. Finn Holten Hansen oversatte Den snigende gift i 1976.

   Ordet pastiche er afledt af pasticcio, som betyder dej. Man laver mere af det samme, bager flere brød efter en given opskrift, en skabelon. En anden oplagt analogi er bugtaleri. Ventrilokvisten kaster sin stemme, så den synes at komme andet sted fra, måske en dukke, som levendegøres ved illusionen. Jeg havde nær kaldt min artikel for »Mysteriet om den hostende bugtaler«, men det kom til at se for mærkeligt ud. Pasticher skabes af og for fans. Er der nok af dem, bliver subkulturen til mainstream.

   Før Meyer havde sherlockianske pasticher været mere eller mindre vellykkede forsøg på at ramme Sir Arthur Conan Doyles stil så præcist, at man kunne tro, der var tale om »ægte« conaniske tekster. Meyer gik en anden vej og lod Holmes-universet blande sig med den historiske virkelighed. Han lod Holmes bløde op for misogynien og bevæge sig i den moderne retning, som ikke mindst tv-serien Sherlock (2010-2017) er en konsekvens af.

1. I terapi hos drømmetyderen  

MEYERS gode (for ikke at sige geniale) idé bestod i at sende Holmes på afvænning. Som vi ved fra Conanen, har detektiven en vane med at tage kokain, når han keder sig og bliver trist over manglen på ordentligt modspil. Han tager indsprøjninger med »den snigende gift« i en syv pct. opløsning.

   Holmes er med andre ord narkoman. Det var ikke ulovligt i 1890, men det var lige så problematisk og selvdestruktivt. Ved begyndelsen af Meyers roman har det taget overhånd. Detektiven barrikaderer sig i værelserne i Baker Street og fabler i ét væk om mesterplanen, som den nedrige Moriarty har lagt. Faktisk er det Moriarty, som opsøger dr. Watson, der nu er blevet gift med Mary Morstan og bor et andet sted. Kan han dog ikke tale sin ven til fornuft?

   Lægen, som behandler detektiven for hans misbrug, er ikke en fiktiv person. Watson og Mycroft Holmes, Sherlocks storebror, må ganske vist lægge falske spor, så patienten tror, at han selv får ideen, men det lykkes at lokke Holmes ud af London og sende ham i terapi hos Dr. Sigmund Freud i Wien.

   Det er umiddelbart før »the Great Hiatus«, dvs. de tre år mellem 1891 (hvor Holmes og Moriarty forsvinder i Reichenbach-vandfaldet i »Den sidste opgave«) og 1894 (hvor han vender tilbage til London og fortsætter kampen mod Moriarty i »Det tomme hus«). Den lange pause er et frirum i den sherlockianske kronologi, så her foregår de fleste pasticher. Der er ti år til udgivelsen af Drømmetydning (1900). Meyer kan lade Holmes tage ved lære af Freud, men han kan også vende strømmen, så Freud bliver præget af Holmes. Det er en perfekt og gensidig osmose.

THE Seven-Per-Cent Solution var virkelig stor i 1974. Meyer skrev selv manuskript til filmatiseringen, som Herbert Ross instruerede i 1976. Nicol Williamsons hektiske manierismer passer godt til den abstinensplagede Holmes. Robert Duvall giver Watson en karikeret accent, som er tæt på at ødelægge et gensyn, men Alan Arkin er et livstykke som den yngre, endnu famlende læge, der er ved at opdage underbevidstheden.

   Vanessa Redgrave spiller divaen Lola Deveraux, som er Irene Adler-skikkelsen (alle pasticheromaner har en erstatning for »the woman«) i The Seven-Per-Cent Solution. Senere, i The Canary Trainer fra 1993, når Meyer til faktisk at bruge Irene Adler i fiktionen, men der er endnu længe til.

   Sætstykket i Solution er en højdramatisk togjagt, hvor Holmes, Freud og hovedfjenden (som er en teater-prøjsisk baron med mensurar, i filmen spillet af Jeremy Kemp) må kravle på taget af vogne i fart og fodre lokomotivet med alt, som kan brænde. Der er ekkoer af både westerns og Hitchcock.

   Michael Crichton brugte samme idé i The Great Train Robbery (da. Det første store togrøveri), hvor Sean Connery, Donald Sutherland og Lesley-Anne Down er i periodeforklædning. Jeg ved egentlig ikke, hvem der kom først. Crichton skrev i 1975, men hans (egen) film er fra 1978. Som typer var Crichton (der døde i 2008) og Meyer tæt på hinanden. Begge var anglofile amerikanere med hang til victoriana og edwardiana. Begge fornyede genrekulturen.

  

I SAMTIDEN var The Seven-Per-Cent Solution den første ikke-kanoniske Holmes-film, som publikum virkelig holdt af.

   James Hills britiske A Study in Terror (1965, da. Studie i terror) – med John Neville og Donald Houston som Holmes og Watson – lod Holmes opklare mysteriet om Jack the Rippers identitet. Det er siden gjort så ofte, at det udgør en trope i miniature. Dengang var ideen ny, men A Study in Terror brugte den dårligt. Filmen var kedelig, glansløs og billig at se på.

   Til gengæld blev bogversionen, som Ellery Queen skrev sammen med Paul W. Fairman – En studie i mord udkom også på dansk – en af de skelsættende pasticheromaner. Den har utvivlsomt inspireret Nicholas Meyer. Fairman bearbejdede manuskriptet af Donald og Derek Ford. Frederic Dannay og Manfred B. Lee (som skrev under navnet Ellery Queen, der også var navnet på deres detektiv) lagde en moderne skal om historien, så Ellery Queen kunne læse med i Watsons optegnelser og hjælpe med opklaringen, mens han lå syg med influenza. Et påskeæg fyldt med juveler, er denne tarveligt udseende bog.

   A Study in Terror gik dårligt i biografen. Det afholdt ikke Billy Wilder fra omsider at realisere sin drøm om en Holmes-film. The Private Life of Sherlock Holmes (1970, da. Sherlock Holmes’ privatliv) er en prægtig film, som heldigvis har fået nyt liv og fundet et nyt publikum på blu-ray, men i samtiden var den en kostbar fiasko, som slet ikke tjente pengene ind. Det gjorde The Seven-Per-Cent Solution, skønt den som film er mindre på alle måder.

  

JEG så den igen og fandt også bogen frem af gemmerne, da jeg først på året var gået i gang med Nicholas Meyers nye Holmes-roman, The Adventure of the Peculiar Protocols (2019). Den var jeg begyndt på med skepsis, for Meyers forrige Holmes-bog, The Canary Trainer, var en kolossal skuffelse. Den nye er så forbavsende god, at jeg måtte se på det hele igen. Også The Canary Trainer – som aldrig er kommet på dansk – fik endnu en chance.

   Præmissen er stadig så frisk og moderne, som den forekom ved førsteudgivelsen. Mødet med Freud er bare godt tænkt, simpelt hen. Til gengæld havde jeg glemt den særlige vinkel på Moriarty/Holmes-forholdet, som Meyer anlægger i Solution og beklageligvis holder sig til hele vejen.

   James Moriarty er her den lærer, som underviste brødrene Sherlock og Mycroft i matematik, da de var drenge. Tanken om Moriarty som »Forbrydelsens Napoleon« er en vrangforestilling, som Holmes konstruerer i sin kokainfremkaldte paranoia. Hvad der virkelig ligger på bunden af barndommen, kommer for en dag, da detektiven tager livtag med sine dæmoner og sveder abstinenserne på sofaen i Berggasse 19 i Wien.

   I filmen bliver Moriarty (over)spillet af Laurence Olivier. Jeg skal ikke røbe, hvad han har gjort. Men jeg må sige, at er der noget hos Meyer, som trækker i den gale retning, må det være hans hang til at bøje paradigmer som dette.

  

2. Sherlock Holmes og Jack The Ripper

MEYER kunne smede, mens jernet var varmt. Da The Seven Per-Cent Solution blev en bestseller, skyndte han sig at skrive The West-End Horror (1976), som faktisk er en bedre bog og den af de fire stiløvelser, som rammer Watsons tone bedst. Det er også den eneste af de fire, som lader Holmes blive hjemme i London og virkelig bruger hans by.

   Det er atter mysteriet om Jack the Rippers identitet, som detektiven og hans Boswell skal til bunds i. De får hjælp af to personligheder fra teatermiljøet, som begge er irske, men ellers har få ting tilfælles. Oscar Wilde og George Bernard Shaw bistår Holmes og Watson. Ellen Terry, Gilbert & Sullivan, Richard D'Oyly Carte, Henry Irving og Bram Stoker bliver udspurgt, men det er Shaw og Wilde, som formidler kontakten. Især portrættet af den dynamiske Wilde er forfriskende og meget velskrevet.

   Det kan undre, at The West-End Horror aldrig blev filmatiseret. »Hvem var Jack the Ripper?«-genren var ikke helt så overrendt dengang. Måske skræmte sporene efter A Study in Terror. Eller også vidste Meyer allerede, at han ville bruge Jack the Ripper i filmen Time After Time, som han både skrev og debuterede som instruktør med i 1979.

   Året er 1893. Jack the Ripper (David Warner) – som her er identisk med kirurgen John Leslie Stevenson – tager H.G. Wells’ tidsmaskine til San Francisco i 1979, hvor opfindelsen er kommet på museum. Forfatteren følger efter og skal forhindre seriemorderen i at dræbe bankassistenten Amy Robbins. Jeg chokerer næppe nogen ved at røbe, at det lykkes, om end på et hængende hår.

   I virkeligheden blev Wells gift med Amy Robbins, som spilles af Mary Steenburgen. Og i virkeligheden var Malcolm McDowell gift med Mary Steenburgen, da de spillede Herbert og Amy. Men hvad er i grunden virkeligheden, når vi befinder os i pastiche-universet?

  

Time after Time var baseret på en roman af Karl Alexander (1938-2015). Filmselskabet købte optionen, før bogen udkom, og måske var manuskriptet den egentlige grundtekst. Der var en stor tid for novelizations, og Alexander kom fra en Hollywood-klan. Hans far skrev Disney-filmen Old Yeller (1957), hans onkel skrev manuskript til Ben-Hur (1959) og blev Oscar-nomineret. Det gjorde Karl ikke. Til gengæld gav han Time After Time en fortsættelse i 2009. Jeg må tilstå, at jeg ikke har læst Jaclyn the Ripper.

   Kunne Meyer have gjort det bedre? Det er ikke til at sige. Wells medvirker ofte i pasticheromaner, men de er som regel hængt op på gradbøjninger af mytologien i The Invisible Man og War of the Worlds. Den bedste brug af Wells som karakter findes hos Brian Aldiss, som lader forfatteren (og hans fravær) være hovedsagen i The Saliva Tree (1966, da. Salivatræet).**

   Meyer fik travlt med andre projekter. Især var han i 80erne dybt involveret i de store filmudgaver af Star Trek. »Minus Holmes and Watson, the world is without form and void,« skriver Meyer i epilogen til The Adventure of the Peculiar Protocols. Sådan havde han det ikke med Star Trek, som han knapt nok tog alvorligt i begyndelsen. Hen ad vejen så han lyset. Det er en ganske god historie, som han fortæller i selvbiografien The View from the Bridge (2009). Men et sidespring i vores sammenhæng.

3. Detektiven som operaelsker

NITTEN år efter The West End Horror vendte Meyer omsider tilbage i The Canary Trainer. Som nævnt var jeg skuffet og tæt på fornærmet, da jeg lukkede bogen i 1993. Det var i slutningen af Jeremy Brett-epoken (1984-94) og kort efter de højtidelige markeringer af 100-året for A Study in Scarlet i 1987. Der var ingen appetit på dekonstruktionen, som Meyer foretog i sin tredje pastiche.

   The Canary Trainer begynder umiddelbart efter hændelserne i The Seven-Per-Cent Solution. I Meyers optik er Reichenbach-episoden en dækhistorie, som ophæver sandhedsværdien i »The Final Problem«. Her kan Holmes drage ud i verden med den violin, som Freud forærede ham, da de tog afsked. Han læser sine egne nekrologer. Han flakker en tid og nyder sin frihed. Så slår han sig ned i Paris og bliver først spillelærer, siden violinist i orkestret på den prægtige Opéra Garnier i Paris. Her bliver han næsten en biperson i Meyers genfortælling af The Phantom of the Opera.

   Denne gang er fiktionen om rammehistorien, at manuskriptet har ligget hen i arkivet hos Beinecke Library på Yale Univerity. Ingen har interesseret sig for det, fordi det indgik i boet efter en vis Martha Hudson. Faktisk ville Yale næppe have taget imod disse effekter, hvis ikke Gerald Forrester, Mrs. Hudsons svoger, havde været en estimeret alumnus.

   Yale overtog papirerne ved Forresters død i 1953. Manuskriptet dukker op i 1992, fordi Beinecke er i færd med at digitalisere sin samling. Fred Malcolm, kurator for Special Collections, beder Meyer vurdere og verificere dokumentet, som udviser en række ejendommeligheder. Efter Solution og Horror er Meyer eksperten, som man konsulterer, når der er tvivl i sådanne sager.

   Det er Watson, der sætter scenen. I 1912 (ja, aviserne skriver om Titanics forlis) besøger han Holmes på Burley Manor Farm i Sussex, hvor den nu semi-førtidspensionerede detektiv avler bier med en entusiasme, som hans gamle ven ikke deler. Watson kan dog smage, at honningen er exceptionel. Meyer følger Conanen, når det gælder Holmes’ otium. Det er kun i anliggendet Moriarty, at han udfordrer den officielle version.

   Watson beder Holmes udrede kronologien for de vandreår, som udgør »the Great Hiatus«. Holmes sætter sig og stopper sin pibe. Det er et godt tegn: »Cigarettes were for conversation; the pipe was a sure sign of a narrative to come«. Han fortæller så i første person om, hvad der skete i Paris i 1891. Ideen er sådan set sød. Det er en svimmel, sværmerisk Holmes, der er sat fri som pilgrim – og banal turist – i Lysenes By. Næsten en hippie af sind lige hér. Og lidt for langt fra den logiske Holmes efter min smag.

   Det kan være, hvad det vil. Vist fylder Meyer massive doser af kun let forarbejdet researchmateriale i Holmes’ henrevne beskrivelser af pragten i den kolossale operabygning, Haussmans byplan, Napoleon III’s generelle nedrighed og nedkæmpningen af Pariserkommunen. Meget er strengt taget gammelt stof i 1891, men det er også i Meyers version en vild og medrivende historie.

PROBLEMET er snarere Meyers kærlighed til Gaston Leroux (1868-1927) som skrev Le fantôme de l’Opéra i 1910. Han lovpriser romanen i sine kildehenvisninger og kalder den et »fantastisk, absurdistisk mesterværk«. Det kan bogen – som længe hed Operaens hemmelighed på dansk, men blev nyoversat og fik ændret sin titel til Fantomet i Operaen i 2000 – også bære. Den har i sig selv skabt og båret så megen kultur, at man kan sammenligne den med Conanen. Men det, der kunne være en raffineret sammenfletning af to mytologier, bliver i stedet olie og vand, som ikke vil blandes.

   Det er virkelig en fejlvurdering at gøre Gaston Leroux til orkesterleder på Opéra Garnier. Leroux var ikke musiker. Forfatteren var kulturjournalist og kom i Operaen som teateranmelder. Han skrev Le mystère de la chambre jaune (1907) og syv andre krimier om reporteren Rouletabille (hvoraf flere udkom i Danmark). Han skrev 60 bøger og flere skuespil, dækkede den første russiske revolution i 1905 og blev tildelt Æreslegionen i 1909.

   Her er han bare en anden Leroux. En lunefuld koleriker, der lever for musikken, har absolut gehør og dirigerer sit orkester som en konge. Det er Leroux, som sidder bag et skærmbræt og lytter, da Holmes aflægger prøve. Han har funktion og kvalitet – men intet til fælles med den virkelige Leroux. Hvis H.C. Andersen blev kammersanger og var skildret som en charmetrold, der mageligt kunne score Jenny Lind. Cirka så utroværdig er Meyers Leroux.

     Irene Adler – the woman – kommer til operaen som gæstekunstner og erfarer, at Holmes er i live. Hun genkender ham på en af de skitser, som Edgar Degas sidder nede i salen og tegner hver aften. Holmes lover at tage sig af Christine Daaé, som »Genfærdet« også hér har kastet sin kærlighed på. Til gengæld lover hun ikke at røbe hans hemmelighed.

HOLMES forsvinder mere og mere i Operaens labyrintinske indretning. Han bliver en biperson, som ser til fra kulissen, mens Leroux’ melodrama opføres inde på scenen. The Canary Trainer er virkelig hverken fugl eller fisk, og det synes frem for alt at være Webber og Harts operette – The Phantom of the Opera (1986) er hverken en musical eller en rockopera – der har sporet Meyer ind på emnet, selv om han i sine henvisninger taler om »various movie and pop-opera versions«, der har ødelagt Leroux’ eftermæle.

    Jeg kan stadig ikke bruge den bog, selv om jeg sætter pris på Holmes’ beskrivelse af Haussmans Paris i storhedstiden og Charles Garniers fantastiske operahus. Tænk at der var levende heste på scenen og flere hundrede medvirkende. Tænk at der er fem etager under jorden og en virkelig sø dybest nede. Stalden havde 40 dyr. Kejseren rådede over fem lejligheder. Ti ældre mænd var ansat ene og alene til at gå rundt og lukke døre, der stod åbne.

   Det er en af dørlukkerne, en gnaven gamling, som lukker Holmes ind og advarer ham om det rædselsfulde arbejdsmiljø. Men Holmes vil ikke lytte. Som alle andre bliver han draget af »The Music of the Night«. Og så er han egentlig slet ikke Holmes.***

4. Samtaler i Helvede 

ALT dette er egentlig en ouverture. Jeg når omsider til at tale om The Adventure of the Peculiar Protocols, som udkom i oktober 2019. Der er gået 26 år. Dog ikke i fiktionen, hvor vi skriver 1905. Denne gang skal Holmes og Watson til Budapest og Odessa. Meyer er virkelig tilbage på sporet.

   I Protocols har Meyer en bedre sag og et konkret ærinde. Romanen er skrevet op imod den stædige, irrationelle anti-semitisme, som vores tid og Holmes’ tid har tilfælles. Mycroft Holmes beder på efterretningstjenestens vegne sin bror om at undersøge et dokument, der har kostet mange liv allerede. Det er en fransk oversættelse af et mødereferat, som oprindelig er skrevet på russisk med indklip fra jiddisch. Her drøfter jødiske finansmænd, forskere og politikere, hvordan de kan omstyrte den herskende samfundsorden og overtage magten i verden. Dokumentet kommer fra Rusland, hvor zar Nikolaj og hans familie (med god grund) frygter for fremtiden.

   Denne gang fortæller Watson uden afbrydelser. Rammen om fiktionen er, at manuskriptet til The Adventure of the Peculiar Protocols er blevet doneret til Special Collections på University of Iowa Libraries. Bibliotekaren Greg Prickman, som siden er avanceret til Folger Shakespeare Library i Washington, beder sin gamle ven, Nicholas Meyer, om at læse manuskriptet.

   Tricket med den efterladte kuffert i skabet/ kasse på loftet er på sin måde en træt konvention, men den hører med. Det samme gør de forklarende fodnoter, som Meyer strøer ud over teksten og hver gang markerer med en sirlig asterisk. Somme tider er det almindeligheder (af dem var der mange i The Canary Trainer), men ofte er der gods i de metatekstuelle ornamenter.

   Hverken Holmes eller Watson taler fransk. Holmes kan læse sproget – han har jo boet i Paris – men har svært ved at fange nuancer. Derfor beder Watson, som nu er gift for anden gang, sin svigerinde, Constance Garnett, om at læse det fortrolige dokument. Constance Garnett (1861-1946) var også i virkeligheden en flittig oversætter af russisk litteratur. Her har hun netop oversat Krig og Fred, som Holmes får lejlighed til at læse undervejs.

   Det er Constance Garnett, som afdækker første del af mysteriet, der desværre er forankret i den historiske virkelighed. Dokumentet er en russisk version af Zions Vises Protokoller, en klassisk rekvisit i antisemitismens konspirationsteorier. Meyer oplyser i sine henvisninger, at han har megen baggrund fra The Plot: The Secret Story of the Protocols of the Elders of Zion (2005), som blev tegneserieskaberen Will Eisners sidste arbejde. Der er selvsagt historisk litteratur. Meyer opregner endvidere talrige eksempler på misbrug af dokumentet. Listen går helt op til Vladimir Putin i 2018.

   Garnett synes, at hun har set teksten før. Det har hun, for protokollerne er fabrikeret på bestilling fra Pjotr Ivanovitj Rachkovskij (1853-1910), chef for zartidens hemmelige politi, Okhrana, en forløber for KGB. Kilden var fransk fra begyndelsen. Zions Vises Protokoller er skrevet oven på en satirisk traktat af Maurice Joly (1829-1878), som angreb Napoleon IIIs regering i Dialogue aux enfers entre Machiavel et Montesquieu [»Samtale i Helvede mellem Machiavelli og Montesquieu«] fra 1864.

DET er på alle måder en gitig palimpsest. Ohkrana har kradset indholdet ud og lagt frisk farve i, så værket fremstår med ny betoning. Hver gang Joly lader Machiavelli sige »mennesker« (»men«), erstatter forfalskningen det med ordet »jøder«. Så »jøder« må rejse sig, stå sammen, tage magten, hævne uret osv.

   Sløringen i sproget forstærkes ved genoversættelsen fra russisk til fransk. Den er tilsigtet. Teksten skal komme fra Folkedybet. Ohkrana arbejder på at få skriftet udbredt til alle sprog. Rusland er på randen af borgerkrig og revolution. Staten bruger sin jødiske befolkning som syndebuk og opmuntrer pogromer, der afleder opmærksomheden fra den ulmende uro. Rachkovskij vil give bønderne mulighed for at afreagere. Antisemitismen er systemisk.

   Pjotr Rachkovskij er aktiv som karakter i romanen. Watson deler en hansom cab med ham, da han står ved stationen i kulde og sne, og gaderne pludselig er øde. Ohkrana har agenter alle vegne. Også i Manchester, hvor Holmes er på research. Watson vil som regel hjem til Juliet. Hun går med til, at han rejser, hvis han vil dele sine hemmeligheder med hende.  

  
HOLMES og Watson er vidt omkring. De besøger zionisten Israel Zangwill (1864-1926), forfatter til Children of the Ghetto (1899) og krimien The Big Bow Mystery (1892). Zangwill hilser hjerteligt på Holmes. Watson ser »ghettoens Dickens« som en blanding af kollega og rival. Det samme gjorde Arthur Conan Doyle, oplyser Meyer.

   Zangwill forklarer den interne strid blandt zionister. Han talte selv varmt for sagen, indtil han forstod, at Palæstina ikke var et tyndt befolket ørkenområde. Nu tror han mere på et sted som Madagascar. Han forudser, hvad oprettelsen af staten Israel vil føre til. Holmes taler også med Charles Chaim Weizmann, som er af en anden opfattelse. I 1949 blev han Israels første præsident.

   Der er et langt og lifligt besøg i Odessa, hvor Potemkin-mytteriet og nedslagtningen på havnetrappen netop har fundet sted. Der er ingen spor af hverken dét eller pogromerne i den søvnige by. I en byzantinsk kirke er Watson ved at kede sig ihjel. I London foregår et møde med Mycroft i teatret, som opfører Baronesse Orczys The Scarlet Pimpernel. Her lærer Holmes et kamptrick, som senere får stor betydning i Budapest.

DE tager Orient-Ekspressen sammen med Anna Strunsky (1877-1964), som her bliver the token female, den obligatoriske Irene Adler-avatar, men var en vigtig historisk person. Der er megen romantik mellem Anna og Holmes. Hun er dog lykkeligt gift med William English Walling (1877-1936), den socialistiske udgiver af The Independent, som også var millionær og medstifter af NAACP (National Association for the Advancement of Colored People).****

   Meyers miks af fiktive og autentiske personer er ofte myldrende panoramisk, som i Ragtime, Reds eller U.S.A., men Holmes-konteksten holder fokus i overskuelig skala og giver læseren en fortrolig sonde. Vi kender Watson og Holmes ud og ind. Der er grænser for, hvor galt det kan gå, hvor forrykt det kan blive. Alligevel er der en ny alvor i Holmes’ replik, som bliver gentaget flere gange i bogen: »The crimes are getting bigger«.

   Forbrydelserne bliver større. Udsigelsen har samme klang som »There’s an east wind coming all the same« i den conaniske fortælling om »His Last Bow«.

   Anna tager med på missionen, fordi hun kan russisk. Og hun viser dem Kishinev (nu Chisinau i Moldavien), hvor en progrom med mange døde og sårede fandt sted i april 1903. 7000 huse blev plyndret og ødelagt. Watson glemmer aldrig sit møde med Rivka Nussbaum, en pige, som blev udsat for massevoldtægt. Hun er den sidste, han tænker på i romanen.

   Finalen finder sted i Budapest. Ohkrana har taget Anna som gidsel, og Holmes går med til at bytte et bevis for forfalskningen af protokollerne for hendes liv. Udvekslingen skal finde sted i Budavári Sikló, den gamle kabelbane på den stejle Buda-side af Donau. Jeg har tilfældigvis kørt med den bane. Episoden emmer af ren fysisk spænding. Der er den samme åndeløshed som på taget af toget med Holmes og Freud i The Seven-Per-Cent Solution.

6. Tilbage til virkeligheden

JEG er ikke bare glad for romanen. Jeg synes faktisk, at Meyer – som er blevet 74 – igen har puffet pastichelitteraturen i progressiv retning, som han gjorde for snart 50 år siden, da han var ung og skrev The Seven-Per-Cent Solution.

   Der er ingen mangel på nye pasticher, og mange er fremragende, originale, godt tænkt. Men de udgør i stigende grad en lukket verden, der peger ind i sig selv og dybere ned i forgreninger af genrelandskabet. Holmes arbejder sammen med andre detektiver; Holmes er blevet gift; Holmes har afasi; Holmes er fra det ydre rum; Holmes er Jack the Ripper.

   I Paul Connells velskrevne Who Killed Sherlock Holmes? (2016) bliver Holmes drømt til live. Så mange har fantaseret så stærkt, at legenden tager fysisk form og går omkring som et golem i Londons gader, »given shape by people’s memories«. Og så bliver han dræbt. Også dét er godt tænkt. Det er dog bare endnu en sag for DI James Quill og resten af styrken, som løser okkulte mysterier i urban gothic-serien om The Shadow Police.

   En hel genre i genren sætter Holmes i relation til H.P. Lovecrafts Cthulhu-univers, som har lige så mange særlige regler, labyrintiske rum og hengivne fans. Det er alt sammen spændende nok på en nørdet, pop-elitær måde.

   Men Meyer puster støvet væk og sætter Holmes tilbage midt i historien, hvor han faktisk kan gøre en forskel igen. Michael Chabon havde den samme impuls i The Final Solution (2003), hvor han lod den gamle detektiv (som aldrig blev nævnt ved navn) tage sig af en jødisk dreng, som var krigsflygtning. Den bog er fuld af tricks og krumspring, som Meyer slet ikke mestrer.

   En papegøje har lært KZ-transporternes tognumre udenad. Chabon bruger en ny karakter som synsvinkel i hvert kapitel. Til slut, da det gælder, lader han papegøjen fortælle. Dyret ser fjernt, distræt og forundret på verden. Det har en vag idé om, hvem der er hvem. Læseren må afkode disse narrative spor i en anden slags bevidsthed, som er fuld af lakuner og arbejder non-lineært. Meyer kan slet ikke den slags.

   Til gengæld kan han skildre pogromen i Kishinev. Han kan vise, hvor meget myten om protokollernes ægthed har ødelagt og bliver ved med at ødelægge. Han kan gøre diverterende pasticheromaner til politisk protest, der har aktuel relevans, mens vi stiger på toget og nyder at følges med Sherlock Holmes, dr. Watson og Anna Strunsky.
   Det er godt gjort og godt gået. Det har i hvert fald givet mig troen på Meyer tilbage – og noget af glæden ved genren igen.

Nicholas Meyer: The Adventure of the Peculiar Protocols. Adapted from the Journals of John H. Watson, M.D. 238 s. New York: Minotaur Books, 2019.

Nicholas Meyer: The Canary Trainer. From the Memoirs of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. 224 s. New York and London: W.W. Norton, 1993.

Nicholas Meyer: The West-End Horror. A Posthumous Memoir of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. London, Sydney, Auckland, Toronto: Hodder and Stoughton, 1976.

Nicholas Meyer: The Seven-Per-Cent Solution. Being a Reprint from the Reminiscenses of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. New York: E.P. Dutton and Componay, Inc., 1974

Nicholas Meyer: Den snigende gift. Trykt på grundlag af efterladte erindringer af dr. John H. Watson og udgivet af Nicholas Meyer. På dansk ved Finn Holten Hansen. 224 s. København: Spektrum, 1975.

  

*) Det gjorde vel i grunden Adrian Conan Doyle, forfatterens yngste søn, som skrev novellerne i The Exploits of Sherlock Holmes (1954) sammen med John Dickson Carr. Teksterne var skrevet fra 1945 og frem. De blev solgt så dyrt som muligt til magasiner som Life og Collier’s. På dansk blev bogen delt i to bind, som hedder Sherlock Holmes’ Bedrifter og Sherlock Holmes’ sidste bedrifter. Det er og bliver en kedelig bunke.

   Adrian Doyle og hans mor, Jean Doyle, bestyrede boet efter Sir Arthur. De nægtede at give tilladelse til forfængelig brug af figuren. Derfor måtte fans finde genveje. Typisk kaldte man simpelt hen karaktererne noget andet. August Derleth – som endda fik nej af Sir Arthur personligt – fik på den måde skabt Solar Pons-universet, der er blevet et rivaliserende mythos med sine egne fanzines og foreninger. Solar Pons blev 'født' i 1926.

   Det er ikke godt at vide, hvad sir Arthur ville have sagt til et tiltag som Mary Russell-serien af Laurie R. King, hvor Holmes som aldrende biavler er blevet gift med den yngre opdagerske. Både Adrian og hans far var først og fremmest drevet af økonomiske hensyn. Jean Doyle ville have garanti for, at den spiritistiske side af Doyle blev fremhævet og respekteret. Det førte i flere tilfælde til åben krig, når biografer blev nægtet licens til at citere.

   Ved Adrians død overgik kontrollen til hans halvsøster, Dame Jean Doyle. Hun sagde ofte, at Sherlock Holmes var forbandelsen i familien, fordi skænderier om ophavsretten havde udløst så mange juridiske søgsmål. Hun gav flere licens til at skrive. I 2000 blev den britiske ophavsret fri.

   I USA løber copyrighten i 95 år for værker, der er udgivet efter 1922. På de sidste noveller i Conanen gælder den til 2023. Der er dog stadig en intellektuel ophavsret. Dame Jean Doyles selskab hed Baskerville Investments. I dag bestyres alle licenser af The Sir Arthur Conan Doyle Literary Estate, men flere andre parter anfægter ejerskabet. Der var senest søgsmål i forbindelse med Guy Ritchies store spillefilm med Robert Downey Jr. og Jude Law som Holmes og Watson. Mark Gatiss’ og Steven Moffats Sherlock gik glat igennem.

**) Brian Aldiss skrev The Saliva Tree til 100-året for H.G. Wells fødsel. Den er trykt mange gange og i mange sammenhænge, men står første gang i The Saliva Tree and Other Strange Growths, som Faber & Faber udgav i 1966. Teksten er en kortroman på 80 sider, der på raffineret får indlejret motiver fra de fleste af Wells' store titler. Flere skikkelser og begreber fra H.P. Lovecrafts Cthulhu-mythos blander sig med sommeruhyggen i Cottersall. The Saliva Tree er et forvarsel om pasticheromanerne Frankenstein Unbound (1973) og Dracula Unbound (1991). Især Frankenstein Unbound, hvor Mary Shelley selv optræder, er meget vellykket. Aldiss brugte også Wells som afsæt i Moreau's Other Island fra 1980. Salivatræet er oversat til dansk af Grethe Andersen. Aldiss lader faktisk de fleste af tingene ske for to Wells-læsere. Man venter på forfatteren det meste af novellen. En bemærkning skiller sig ud: »Jeg længes efter at få de næste beretninger i dette mysterium. Det er det mest spændende, jeg har oplevet siden Sherlock Holmes.« 

***) Meyer er ikke den eneste, som har brugt Leroux’ bog i en conanisk pastiche. Sam Siciliano gør det samme – måske med mere fornemmelse for stoffet – i The Angel of the Opera (New York: Otto Penzler Books, 1994). I en dedikation siger han tak til sin mor »for introducing me to Sherlock Holmes, Tarzan of the Apes, and the Land of Oz. She tolerated my youthful vampire novel, but this is the book she would have been proud of.«

   Så er alle vist taget i ed, også Bram Stoker, som er den anden store teaterhenvisning i pasticheuniverset. Bram Stoker skrev Dracula, mens han arbejdede som sekretær for skuespilleren og teaterdirektøren Henry Irving.

   Watson er hos Siciliano erstattet af fortælleren Henry Vernier, som er Holmes’ fætter. Vernier har meget at udsætte på sin forgænger. Holmes er tæt på sit ældste, mest ubekymrede jeg. Han sender hunden Toby ind at snuse i gangene under Opéra Garnier. Han siger »Old Boy« og har piben med. Bogen er loyal mod Leroux. Der bliver lagt vægt på forbindelsen til Edgar Allan Poes »The Masque of the Red Death«. Holmes erkender at have læst den. Han hader ellers at blive sammenlignet med C. Auguste Dupin, Poes detektiv, som var den eneste privatopdager før ham selv.

****) Forfatteren og journalisten Anna Strunsky var født i  det nuværende Hviderusland og kom til USA med sin familie, da hun var ni. Hun gik på Stanford University, hvor hun mødte forfatteren Jack London, som hun skrev en brevroman sammen med. Både Anna og søsteren Rose var aktive medlemmer af Socialist Labor Party. Hun dækkede den første russiske revolution (herunder Potemkin-mytteriet og pogromen i Kishinev) for San Francisco-avisen The Independent. Først i 1906 blev hun gift med udgiveren William English Walling, som hun mødte i Rusland. Nicholas Meyer snyder med mange årstal i Protocols, hvor kronologien er koncentreret i 1905. Strunskys anden roman, Violette of Père Lachaise (1915) bliver genoptrykt fra tid til anden. Ægteskabet med Walling blev opløst under 1. verdenskrig. Han støttede amerikansk intervention, hun var en svoren og betingelsesløs pacifist, der så krigen som et skænderi mellem imperialistiske stormagter. Wallling døde i 1936. Anna fik fire børn og bosatte sig i Cape Cod. Hun blev 86 år. James Boylan fortæller parrets historie i biografen Revolutionary Lives: Anna Strunsky & William English Walling (University of Massachusetts Press, 1998). 

Teksten er nyskrevet 24.-25. juli 2020