Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]

DE ROMANTISKE KILDER
Poesi kompenserer for tung forklaring

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTE del af søskendeparret Wachowskis Matrix-kompleks var inspireret og nyskabende. Her blev stil, ånd og action til ét, mens tekniske tricks fra asiatiske kampsportsfilm pustede liv i den tunge amerikanske actiongenre. Man må stadig betragte The Matrix (1999) med ærefrygt, når Carrie-Anne Moss løber på væggen eller Keanu Reeves som frelseren Neo bevæger sig mellem kuglerne i ultra slowmotion, den digitale bullet time, der var filmens primære tekniske landvinding.

   Mere klichébelagt var rammen, baggrundshistorien om maskinerne, der holdt menneskeheden hen med drømme om Matrix, mens historien i virkeligheden var forbi, og alt liv blev drømt af sovende menneskefostre, som maskinerne tappede energi af.

   Computerpiraten Anderson (Keanu Reeves før han blev Neo) dykkede ned i cyberspace som Alice hos Lewis Carroll. Han fulgte en dragende kvindes tatovering og kom i kontakt med Morpheus (Laurence Fishburne) og de øvrige frihedskæmpere, mens det løbske program Agent Smith (Hugo Weaving) greb om sig i natbyen. Fordi intet blev udførligt forklaret, kunne man alligevel værdsætte ånden og farten.

I TOEREN, The Matrix Reloaded (2003), som blev stort lanceret på Cannes Festivalen, var der stadig stil og fart i de rene actionsekvenser, men nu blev alt i dén grad forklaret. Især tabte sagaen højde, da menneskets sidste fristed, den underjordiske by Zion, viste sig at være en slags forvokset blanding af natklub og hangar. Pludselig var man tilbage på kommandobroen i Star Trek og tusindvis af trætte fantasier om maskiner, der angriber menneskeheden.

   Undervejs mødte Neo Oraklet, som viste sig at være en hjemløs sort kvinde, mens han måtte kæmpe mod 100 kloner af Agent Smith. Morpheus trynede albinotvillingerne fra Merovingerens natklub (hvor statuariske Monica Bellucci i dén grad var spildt i rollen som Persefone). Neo mødte Arkitekten selv i det inderste lønkammer, hvorfra alle programmer blev iværksat. Han kunne således stille Gud til regnskab og gjorde det. Alligevel forlod man filmen med en fornemmelse af at have set en billig pastiche på Blade Runner og Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

I TREEREN skal det hele forløses og lægges på plads, for »alt der har en begyndelse har en afslutning«. Der bruges derfor urimelig megen tid på at udrede relationen mellem Matrix og virkeligheden, hvor det er sidste udkald for menneskene i Zion. Da maskinernes grundbor trænger igennem, fosser bølge på bølge af sentinels, »vagtposter« som ligner mekaniske blæksprutter, ned og bliver mødt af svær granatild fra soldater, der sidder i store robotter.

   Slaget begynder 70 minutter inde i filmen og varer 30 minutter. Først er det flot. Så bliver det kedeligt på samme måde som de tilsvarende konfrontationer i George Lucas’ Star Wars: Attack of the Clones (2002) og Peter Jacksons The Lord of The Rings: The Two Towers (2002). Den mekaniske destruktion bliver gentagelse; man væmmes ved synet af orker, der dør.

    Alt er gjort med CGI – »computer generated imagery« – og fremmedgørende blue screens bag spillerne, som i stigende grad bliver tændstiksmennesker. Zions skæbnetime ligner hundrede andre sci-fi opgør. På distraherende vis minder bølgerne af sentinels også om de engleskarer, som færdes på Gustave Dorés illustrationer til Dantes Den guddommelige Komedie (1320) og John Miltons Paradise Lost (1667).

MERE bid og ægte spænding knytter sig til scenerne fra selve Matrix og halvvejsstedet i metroen, hvor programmet »Togmanden« har en bagvej ud af den store mainframe. Ene mand lykkes det Neo at nå til Maskinernes By, som er en ren computerfantasi. Her får han licens til at kæmpe mod Agent Smith i den formørkede regnby, hvor sagaen begyndte. Da det sker, kommer filmen endelig – efter 90 minutter – til live i så håndgribelig grad, at man alligevel føler sig anfægtet.

SLUTKAMPEN mellem Neo og Smith, den kybernetiske messias og hans mørke tvilling, er som opgøret mellem Sherlock Holmes og professor Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet, her transponeret til cyberspace. Hvor kampen med klonerne trættede i The Matrix Reloaded, bliver duellen i Revolutions til rendyrket visuel poesi. Filmen har holdt igen med sine kampsportssekvenser. Nu kommer de i salver, og kollisionerne udløser atomare detonationer. Man tænker, at det ikke kan blive større og voldsommere. Det kan det så alligevel.

PÅ vej til Maskinernes By er Neo blevet blindet af fjenden. Han ser derfor verden i en gylden version af night vision. Det er lidt som Matt Murdocks regnsyn i Daredevil (2003) og selvsagt tindrende nonsens i videnskabelig henseende. Imidlertid skaber det storslåede apokalyptiske billeder. Malerne John Martin, førnævnte Doré og Caspar David Friedrich er de visuelle romantiske kilder, som der hyppigst henvises til i The Matrix Revolutions.

SOM helhed falder filmtrilogien, når den vil sætte ord på sin vision og forklare sine ideer. Den røber da et andenhåndspræg, som distraherede allerede i kapitel ét. Hele strukturen er stykket sammen af bidder fra andre mytologier.

   Wachowski-duoen kunne have undladt at forklare, hvad der skjuler sig bag skærmen i Matrix. Havde publikum blot anet nogle sammenhænge, ville visionen stå betydeligt stærkere. Men man kan og vil ikke tage stilen og farten, selve den rene bevægelses skønhed, fra trilogien. På sin egen bedøvende måde når legenden om Matrix faktisk i mål.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].

Matrix Revolutions (The Matrix: Revolutions). Instr. og manus: The Wachowskis. Foto: Bill Pope. 130 min. USA 2003. Dansk premiere: 05.11.2003.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainment/ Silver Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com 

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.2003.

Bill Condon | Mitch Cullin: Mr. Holmes (2015)

EN MAND TIL ALLE TIDER

Sherlock Holmes på film i 100 år

Af BO GREEN JENSEN

LAD os bare gå lige til sagen. Der er ingen grund til at skrive en lang forerindring. Hele verden kender hovedpersonen, som ikke var den første, men som stadig er den største af alle fiktionens privatdetektiver.

   I 1947 er den 93-årige Sherlock Holmes (Ian McKellen) ved at skrive om sagen, som fik ham til at trække sig, efter 23 år i faget, og blive biavler i Sussex. Han har boet på en gård i South Downs, ved landsbyen Cuckmere Haven mellem Seaford og Eastbourne, og passet sine bier i 44 år. Her er det krigsenken Mrs. Munro (Laura Linney), der tager sig af ham og fører hus.

   Mrs. Munro er alene med Roger (Milo Parker), en kvik dreng på 10 år. Hun har et anstrengt forhold til sin arbejdsgiver, der kan være lidt af en åndssnob. Holmes erkender at have faderlige følelser for Roger. Hun synes ikke om, at drengen – der allerede har glemt sin fars godnathistorier – knytter sig til detektiven. »Mr. Holmes vil ikke være for altid,« siger hun til Roger.

   

SAGEN er, at Sherlock er ved at blive senil. Han ved det selv og kæmper med en tiltagende demens, der indtil videre kan camoufleres som distræt glemsomhed. Men huslægen dr. Barrie (Roger Allam) ved besked og beder Holmes sætte kryds i kalenderen, når der går en dag, som han ikke kan huske.

   Ved begyndelsen af Mr. Holmes kommer detektiven hjem efter en rejse. Han har været i Japan for at plukke zanthoxylum peperitum – som englændere kalder prickly ash og som vi kalder tandved eller japansk peber – i Hiroshima.

   Holmes er forfatter til monografien The Value of Royal Jelly, with Further Comment upon the Health Benefits of Prickly Ash. Han har i årevis bedt Mrs. Munro komme biernes gelée royal i sin mad, i sin te, ja i så mange ting, at hun væmmes. Nu er det den bestrålede tandved, som skal indtages på alle måder. Holmes håber mod alt håb, at planten kan standse hans mentale forfald.

   

DET er i denne atmosfære, at han sætter sig for at skrive. Holmes anerkendte aldrig afdøde Watsons evner som forfatter. Nu har han problemer med at puste liv i historien om The Glass Armonicist. En sag om sorg og ufødte børn, der begyndte som en ægtemands forsøg på at finde ind til sin hustru og sluttede med et dødsfald, som Holmes i alle årene har følt sig ansvarlig for.

   Den gamle sag er skudt ind i rammehistorien. Holmes driver ind og ud af erindringen, som på gode dage er stærk og præcis, mens det forgangne forsvinder på andre. Værst er den drømmende grænsetilstand, hvor Holmes ikke ved, om han hallucinerer. Han har altid kunnet stole på sin hjerne. Det kan han ikke mere, og det fylder ham med en ny smerte.

   Det er dén tilstand, som Mr. Holmes handler om, og det gør historien til en anden slags fortælling end de fleste pasticher på Conan Doyles stil.

BILL Condons film er en forenklet udgave af A Slight Trick of the Mind, en meget elegant roman, som Mitch Cullin skrev i 2005. Her er alt mere detaljeret beskrevet: bierne, planterne, Japan efter atombomberne, Holmes som en levende anakronisme, klangen af glasharper, husholdersken med den opvakte søn, sagen som bliver vigtig at huske, fordi erindringen er ved at dø.*

   Alligevel er det i filmen, at manden i midten bliver konkret. Hos Cullin er den gamle sag henlagt til foråret 1902. I filmen er forløbet skudt tyve år frem, til tiden efter 1. verdenskrig. Den gamle Holmes fortæller efter endnu en ødelæggende krig, men han siger stadig The Great War om den første.

   Det bliver perspektivet blot mere svimlende af. Grebet er dog foretaget, fordi Ian McKellen – som er født i 1939 – skal overbevise både som yngre og ældre. I flashbacks er han en skarp, væver mand på 70. Som gammel går han dårligt, hiver efter vejret og har fået leverpletter.

   Mr. Holmes blev vist på Berlinalen i 2015 og var rost og meget efterspurgt, fordi tiden for tiden er så forelsket i den moderniserede Sherlock, som Benedict Cumberbatch fremstiller i BBC-serien. Den stille film ligner ikke den hyperaktive serie. Så Mr. Holmes fik dansk premiere i Cinemateket.

ENHVER seriøs sherlockianer måtte sporenstregs løse billet. Premieren var samtidig startskuddet på en kavalkade, kurateret af Palle Schantz Lauridsen. Lauridsen er forfatter til Sherlock Holmes i Danmark (2014) og disputatsen Sherlock Holmes findes ikke (2020). Han er som undertegnede dybt impliceret – vi er begge medlemmer af Sherlock Holmes Klubben i Danmark.

   Serien samlede ti biograffilm fra de sidste (eller første) 100 år. Hen ad vejen blev Holmes en figur, som flertallet fulgte i tv. Conanen, som består af fire lange og 56 korte historier, kunne være skrevet til mediet. Novelleformatet passer perfekt. Både BBCs Sherlock (som fra 2020 streames på Netflix) og Granada-serien med Jeremy Brett (1984-94) var globale fænomener.

   Imens blev spillefilm sjældne. Måske var Basil Rathbone og Nigel Bruce de sidste versioner af Sherlock Holmes og John Watson, som verden oplevede i biografen. Det er næsten 80 år siden. I nyere tid kan kun Guy Ritchies to Holmes-film med Robert Downey Jr. præstere noget lignende. Cinemateket viste Rathbone-udgaven af Baskervilles hund, som Sidney Lanfield instruerede i 1939, og den første af Ritchies energiske steampunk-versioner, Sherlock Holmes, fra 2009.

ÆLDST i feltet var den danske Sherlock Holmes i bondefangerkløer (1910). Otto Lagoni spillede Holmes i 12 korte film, som Nordisk producerede mellem 1908 og 1911. Kun dette kuriosum er bevaret. Mere spændende var den britiske Sherlock Holmes fra 1916. Filmen varer to timer, er instrueret af Arthur Berthelet og har den legendariske William Gillette i titelrollen.

   Gillette var for sin tid, hvad Rathbone og Brett blev for deres: den definitive Holmes. Det var ham, der fastlagde de grundlæggende træk ved figuren. Gillettes teaterudgave blev opført 1300 gange. Man troede, at filmen var gået tabt, men i 2014 fandt Cinématheque Française et nitrat-negativ i sit arkiv. Det blev vist med nykomponeret musik. En begivenhed, intet mindre.

   John Barrymore er næsten romantisk i Sherlock Holmes, som Albert Parker instruerede i 1922. Arthur Wontner har hovedrollen i Graham Cutts’ The Sign of Four: Sherlock Holmes' Greatest Case fra 1932. Filmudgaven af De Fires Tegn var seriens første tonefilm.

   De bedste Holmes-film er fra 70erne, hvor fanindustrien begyndte for alvor. Billy Wilders The Private Life of Sherlock Holmes (1970), med Robert Stephens som Sherlock, Colin Blakely som Watson og Christopher Lee som Mycroft Holmes, blev klippet ned af producenten og var ikke, hvad Wilder havde tænkt sig. Alligevel er den yderst seværdig. Her drager Holmes og Watson til Loch Ness.

HERBERT Ross’ Den snigende gift (1979) er en forrygende historie med Nicol Williamson som Holmes, Robert Duvall som Watson og Laurence Olivier som Moriarty. Alan Arkin spiller Sigmund Freud, der behandler Holmes for hans narkomani.

   Filmen bygger på The Seven-Per-Cent-Solution (1976), den første af fire pasticheromaner, som Nicholas Meyer har skrevet. I The West-End Horror fra 1978 hjælper Oscar Wilde og Bernard Shaw med at løse Jack the Ripper-mysteriet. Den bog er desværre ikke filmatiseret. Ej heller The Canary Trainer (1993), som er et riff på The Phantom of the Opera. Der er stadig håb for The Adventure of the Peculiar Protocols, som udkom i 2019.

   Man kunne savne kuriosa. Gene Wilders The Adventure of Sherlock Holmes’ Smarter Brother (1975) er en kærlig parodi, og Disneys animationsfilm om Mesterdetektiven Basil Mus (1986) er en perlende introduktion for de yngste. Juryen voterer stadig i sagen om Sherlock Gnomes (2018), hvor karaktererne er havenisser, og i dag ville Netflix-filmen Enola Holmes (2020) høre med. For resten findes Holmes også på russisk, indisk, tysk og fransk.

   

VOR helt er i sandhed a man for all seasons. Der findes tæt på 1000 filmudgaver. Som et forvarsel om den totale popularisering, der alt i alt er en positiv ting, vistes Barry Levinsons Young Sherlock Holmes (1985). Holmes og Watson er kun store drenge, da de løser mysteriet om en egyptisk dødekult. Michael Holdern lægger stemme til den ældre, erindrende detektiv.

   Han er endelig ved målet i den fine Mr. Holmes. Detektiven har aldrig været så sårbar, som Ian McKellen fremstiller ham. For denne gang bliver der ingen smutvej; ingen vandreår under radaren; ingen lang pause at digte videre om. Denne gang er det definivt. Selv hukommelsen lukker ned. Det er derfor også gribende at se det store mørke begynde.

Se også Forbrydelserne bliver større: En roman om Sherlock Holmes; Guder og monstre: James Whale 1896-1957 og Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn.

*) Mitch Cullin: A Slight Trick of the Mind. 254 s. New York: Talese/ Doubleday, 2005. London: Canongate, 2005. I nye udgaver er titlen ændret til Mr. Holmes. 

Mr. Holmes. Instr.: Bill Condon. Manus: Jeremy Hatcher. Foto: Tobias Schliessler. 104 min. Storbritannien 2015. Dansk premiere: 21.04.2016 (Månedens Film i Cinemateket)

Fotos: CineMaterial/ Miramax/ United Artists/ BBC/ Granada/ DFI/ Canongate/ MovieStillsDB

Filmen streames på iTunes og Google Play

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 22.04.2016

Store instruktører: Billy Wilder 1906-2002

FRA WIEN TIL HOLLYWOOD
Billy Wilder 1906-2002

Af BO GREEN JENSEN

FILMLEGENDEN Billy Wilder var et lysende eksempel på, at det klassiske Hollywood havde sine rødder i Europa. Wilder var manden bag så ærke-amerikanske film som Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed), Sunset Boulevard (1950) og Some Like It Hot (1959, da. Ingen er fuldkommen), men han kom først til USA som 28-årig, og skønt han lærte at tænke og skrive på engelsk, talte han med accent til sin død.

   Wilder blev født i Sucha i det daværende Østrig-Ungarn (nu Sucha Beskidzka i det sydligste Polen) og kom til Wien med en ambition om at blive journalist. I 1925 fik han som redaktionens yngste mand til opgave at sammenskrue en enquete over temaet: »Hvad mener De om den italienske fascisme?«

   Siden kunne han derfor prale med at have interviewet komponisten Richard Strauss, forfatteren Arthur Schnitzler, psykoterapeuten Alfred Adler og Sigmund Freud på én og samme dag. Freud nøjedes dog med at vise ham døren, for Wilder kom på vegne af boulevardbladet Die Stunde.*

   I 1926 rejste Wilder til Berlin for at gøre sin lykke. Han fortsatte som freelancejournalist, men begyndte at skrive filmmanuskripter. I 1929 skrev han den uafhængigt producerede Menschen am Sonntag, et stilfærdigt stykke hverdagspoesi, som blev instrueret af Robert Siodmak. Instruktørassistenterne på Mennesker om søndagen hed Fred Zinnemann og Edgar C. Ulmer. Alle kom senere til Hollywood og var med til præge efterkrigstidens amerikanske film.

   

UMIDDELBART førte Menschen am Sonntag dog blot et bedre job med sig. Wilder blev manuskriptforfatter i det tyske Hollywood, UFA-studierne i Neue Babelsberg. 1931-33 skrev han 11 manuskripter, alene og sammen med andre, før han i 1934 emigrerede til USA, da det blev for farligt at være jøde i Europa. På vej til Hollywood fik han sin instruktørdebut med den i dag så godt som glemte Mauvaise graine (1934), der blev optaget i Frankrig og havde en ung Danielle Darrieux (1917-2017) i den kvindelige hovedrolle.

   I Hollywood blev Wilder, der altid forstod at afstemme ambitionerne efter realiterne, uden større problemer kontraktansat forfatter hos Paramount. 1934-37 arbejdede han på forskellige projekter – det var studiesystemets og samlebåndmetodens storhedstid – og blev krediteret som forfatter på tre film. Det var dog først, da Paramount satte ham til at skrive Gary Cooper-filmen Bluebeard's Eighth Wife (1938, da. Rolf Blåskægs ottende hustru) i samarbejde med Charles Brackett (1892-1969), en frafalden dramatiker, at Wilders karriere for alvor kom i skred.

TANDEMET Wilder og Brackett skrev 13 film sammen, blandt andre Greta Garbo-komedien Ninotchka (1939), som Wilders helt og landsmand Ernst Lubitsch instruerede, og den Oscar-belønnede The Lost Weekend (1945, da. Forspildte dage), baseret på Charles Jacksons roman om en alkoholiker. Makkerskabet ophørte efter indspilningen af Sunset Boulevard, som de var meget uenige om. Den første film, som Wilder selv instruerede, var den forglemmelige The Major and the Minor (1942, da. En fremmelig pige) med Ginger Rogers og Ray Milland. Det var med Brackett som fast sparringspartner, at han skrev sine tidlige hovedværker.

   Manuskriptet til Kvinden uden samvittighed, Wilders stilskabende film noir efter James M. Cains roman Double Indemnity, blev dog til i et svært samarbejde med forfatteren Raymond Chandler. Philip Marlowes skaber foragtede Cain, vidste intet om at skrive film og var dertil dybt alkoholiseret. Da Wilder gav sig til at skælde ud, klagede Chandler til direktionen, fordi den yngre mand brugte anstødeligt sprog og i øvrigt bar hat, når de arbejdede. Episoden udgør et af de mere livfulde afsnit i Kevin Lallys biografi Wilder Times (1996).

EFTER årene med Brackett havde Wilder forskellige partnere. Samuel Taylor, som havde skrevet skuespillet Fair Sabrina, var medforfatter på Wilders Sabrina (1954) med Audrey Hepburn, William Holden og Humphrey Bogart. Der var en aldersforskel på 29 år mellem Hepburn og Bogart, som i filmen er bestemt for hinanden. Allerede samtidens publikum fandt forbindelsen problematisk.**

   George Axelrod var forfatter til Broadway-succesen The Seven Year Itch (da. Den søde kløe). Han blev Wilders skrivepartner på filmen, der i 1955 konsoliderede Marilyn Monroes image som demokratisk sexidol. Ikke alle Wilders film var kassesucceser. For hver Sabrina og Seven Year Itch var der film som Ace in the Hole (1951, da. Forsidesensation!) og den kostbare The Spirit of St. Louis (1957, da. Sejren over Atlanten) med en gnaven James Stewart som Charles Lindbergh. Begge film sank som sten.

FRA og med Love in the Afternoon (1957, da. Ariane) skrev Wilder sine film i samarbejde med I.A.L. Diamond (1920-1988), der passede lige så godt til Wilders temperament og talenter, som Charles Brackett havde gjort i begyndelsen. Endnu 12 film – bl.a. Some Like It Hot, The Apartment (1960, da. Nøglen under måtten), Irma la Douce (1963) og The Fortune Cookie (1966, da. Knald eller fald) – blev det til, før Wilder efter dyre fejltagelser som The Private Life of Sherlock Holmes (1970, da. Sherlock Holmes’ privatliv), Fedora (1979, da. Den gådefulde Fedora) og Buddy Buddy (1981, da. Morderen vil ikke forstyrres) måtte erkende, at tiderne havde ændret sig og at hans publikum havde svigtet.***

WILDER blev folkekær i kraft af sine komedier, for det første sexstykkerne med Marilyn Monroe; for det andet den syrlige herremodel med duoen Walter Matthau og Jack Lemmon. Allermest indtagende er i virkeligheden Avanti! (1972), hvori Lemmon som forretningsmanden Wendell Armbruster møder kærligheden og livsvarmen i Italien. Han bliver genfødt gennem sin affære med den buttede Pamela Piggott (Juliet Mills). Her lykkes det for en gangs skyld Wilder at slippe kynismen og den markante mistro til medmennesket, som fornemmes selv i hans sødeste crowd pleasers.

   Der er næppe heller tvivl om, at Wilder investerede mere af sig selv i de mørke titler, han skabte i begyndelsen. Double Indemnity er et orgie i misantropi. Der er virkelig ingen vej ud for alkoholikeren Ray Milland i The Lost Weekend, Wilders reneste bud på en hverdagstragedie, og Kirk Douglas’ grimasserende ulvegrin er spilet ud til smertegrænsen i Ace in the Hole, hvor han som opportunistisk journalist forvandler en arbejdsulykke til at nationalt nyhedsdrama og iscenesætter de troløse medier.

MEST uanfægtelig er dog Sunset Boulevard, Wilders gotiske eventyr om en stumfilmsdiva – Gloria Swanson i rollen som Norma Desmond – der drømmer om at gøre comeback og ansætter manuskriptforfatteren Gillis (William Holden). Han tager pengene og lader sig købe erotisk af Norma, fordi han hader sig selv endnu mere end hun. Men mens han ligger død i swimmingpoolen og fortæller, og mens Wilder befolker villaen med stumfilmsikoner som Buster Keaton, Anna Q. Nilsson og H.B. Warner, fatter publikum stilfærdig sympati for Norma og Gillis som en slags grum, men bevægende parodi på det obligatoriske filmpar.

   Wilder snyder med fortællersynsvinklen, men resultatet er en slutning af de store: Butleren og (viser det sig) eks-ægtefællen Max (Erich von Stroheim) lokker Norma ned fra førstesalen, ned til pressens blitzlys og betjentene, som vil føre hende væk, ved at instruere hende for sidste gang. Huset på Sunset bliver Paramount-studiet. Drømmen har endelig ædt Norma Desmond: »All right, Mr. DeMille. I'm ready for my close-up.«

SIN dybde finder filmen i Franz Waxmans skæbnesvangre musik og John Seitz' suveræne, sort-hvide billeder, der er belyst og filtersat, så man føler sig hensat til de stumme storfilms bløde, stofligt flydende billeder. Filmen havde ikke fungeret, hvis den var skudt i tidens hårde farver. I slutscenen bliver Norma Desmond et afsindigt øjeblik stjerne igen, og det er svært at gennemskue graden af sarkasme i talen, som Wilder og Brackett har skrevet: »Ser De, dette er mit liv. Det har det altid været. Der er ikke andet. Bare os. Og kameraerne. Og alle de vidunderlige mennesker derude i mørket.«

EFTER Buddy Buddy passede Wilder sin kunstsamling og førte en aktiv pensionisttilværelse sammen med hustruen Audrey. Han var selvsagt særdeles tilfreds, da Andrew Lloyd Webber og Christopher Hampton i 1993 forvandlede Sunset Boulevard til en succesrig supermusical. Ikke mindst, fordi alle var enige om, at syngespillet blot var en skygge af originalen.

   Han blev mildere med årene og reagerede så godt som altid positivt på yngre kollegers lovprisning. Han vidste, at kanoniseringen var sikker, da spanieren Fernando Trueba i 1993 modtog en Oscar for Belle Epoque (i Best Foreign Language Film-kategorien). I sin tale sagde Trueba: »Jeg ville gerne takke Gud, men jeg tror ikke på Gud, så i stedet vil jeg gerne sige tak til Billy Wilder.«

   Cameron Crowe refererer episoden i en svært fornøjelig portrætbog, Conversations with Wilder (1999). Crowe, musikjournalisten som blev filminstruktør, forsøger at forklare Wilder, hvad rockmusik er. Han får lov at tale ud, men Wilder konkluderer lakonisk: »I can live without it.«

   Billy Wilder var en rund grinebider, en notorisk krakiler og en skuffet romantiker, som næsten alle kynikere er. Mindst ti af hans arbejder vil blive vist, så længe rigtige film har et publikum. Lige nu er det lettest at huske de mange robuste komedier, men på længere sigt vil Wilders mørke film fra 40erne blive genopdaget og værdsat som en større del af det samlede værk.****

NOTER

*) Anekdoten er aldrig verificeret, og artiklen findes ikke i nogle af de udvalg, som samler Wilders begavede boulevardjournalistik: Der Prinz von Wales geht auf Urlaub: Berliner Reportagen, Feuilletons und Kritiken der zwanziger Jahre (red. Klaus Siebenhaar; Berlin: Fannei & Walz, 1996) og Billy Wilder on Assignment: Dispatches from Weimar Berlin and Interwar Vienna (red. Noah Eisenberg; Princeton University Press, 2021).

**) Men ikke utroværdig. Der var 25 år mellem Bogart og Lauren Bacall, som blev gift, da hun var 19, og han var 43. Wilder havde forestillet sig Cary Grant i rollen som William Holdens ansvarlige bror. Bogart var en nødløsning, og der var dårlig stemning på settet. Bogart syntes, at Bacall skulle spille Sabrina. Holden var Wilders trofaste støtte, men han og Bogart kunne ikke fordrage hinanden. Filmen var og er populær. I Sydney Pollacks remake fra 1995 er rollerne fordelt på Julia Ormond, Greg Kinnear og Harrison Ford. Ford er »kun« 22 år ældre end Ormond. 

***) Her må jeg virkelig gå i rette med mit lidt yngre, bedrevidende jeg. The Private Life of Sherlock Holmes var et kærlighedsarbejde, som Wilder lagde hele sit hjerte og mange skønne spildte kræfter i. Produktionen var et puslespil af finansiering, som rejste de 10 mio. dollars, der var nødvendige for at bygge 80 meter af Baker Street i studierne i Pinewood og foretage strabadserende på stedet-optagelser ved Urquhart Casle og Loch Ness i Skotland.

   Den færdige film varede 200 minutter, som Wilder selv skar ned til en helaftensfilm på 160 minutter. Studiet – dvs. United Artists, som distribuerede filmen og til dels er undskyldt, fordi det var svært at sælge en tre timer lang periodefilm til amerikanske mainstreambiografer i 1970 – insisterede på at fjerne yderligere 40 minutter, så spilletiden nåede ned på 125 minutter.

   Tre fulde, afrundede episoder blev fjernet, men især blev en moderne prolog og en epilog taget ud. Det var virkelig en kompromitteret version, som fik premiere. Alligevel er det en god film, hvor kærligheden til Holmes-universet skinner igennen. Jeg så den i Kastrup Bio i 1970, og jeg syntes om den, selv om Robert Stephens heller ikke dengang var en Sherlock efter mit hjerte.

   Jeg købte og læste med stor glæde periode- og pasticheveteranerne Michael (1924-1991) og Mollie Hardwickes (1916-2003) novelization. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skrev, som jeg gjorde i 2002. Måske fordi vedtagen visdom siger, at filmen var »en kostbar fejltagelse«. Den var dog kun en kommerciel skuffelse. Og blev ikke, hvad Wilder først havde tænkt sig.

   Skønt lanceringen var energisk, blev det ikke en film, som folk strømmede til. Sherlock Holmes var en dyrekøbt erfaring, da Wilder og »Izzy« Diamond fik Fedora op at stå med stort besvær. Også dén så jeg back in the day og var da virkelig skuffet. Man må huske, at vi i 70erne betragtede Wilder som en sjov instruktør. Vi havde opfattelsen af, at han var avanceret fra sort-hvid spænding til humor og situationskomik.

   Der var derfor fulde huse og buldrende latter til The Front Page (1974, da. Ryd forsiden), som ret beset er et temmelig anstrengende remake af His Girl Friday (1940, da. Sensationen), Howard Hawks’ originale og inspirerede screwballkomedie med Cary Grant og Rosalind Russell, nu skrevet om til Matthau og Lemmon. Dén film blev der købt billet til flere gange – det var før VHS og andre mekaniske reproduktionsformer, som ændrede alt på mirakuløs vis.

JEG genså først Fedora i 2013, da filmen blev restaureret og vist i Cannes Classics-programmet. Jeg kunne se den for, hvad den var og er, og tænkte både på Sunset Boulevard, kulørt gotik i Franju/Øjne uden ansigt-genren og litterære fiktioner om ikoner og divaer, der forsvandt i legenden – bøger som Gavin Lamberts The Slide Area (1959), Angela Carters The Passion of New Eve (1977, da. Den nye Evas lidelser) og Theodore Roszaks Flicker (1991).

   Både The Private Life of Sherlock Holmes og Fedora er udgivet på blu-ray i Eurekas Masters of Cinema-serie. Her er de overlevende fraklip sat ind på de rigtige steder (omend kun med lyd og stills for nogles vedkommende.). Man fornemmer, hvad filmen kunne have været, men det gør ikke filmen, som blev, til et svagere værk.

   Fedora har en patina, som klæder den. Filmen bliver bare bedre af den vemodige svanesangsatmosfære. Jeg havde stor fornøjelse af at læse Jonathan Coes roman Mr. Wilder & Me (2020), hvor en græsk født filmkomponist genoplever sin tid på Fedora-settet, hvor hun fungerede som tolk. Især er Wilder og Diamonds pertentlige arbejdsform – som ikke tillader nogen afvigelse fra manuskriptet, den være sig nok så banal – meget effektivt levendegjort. Som alle Coes filmrelaterede tekster er bogen båret af viden og hjerte – ganske som Wilders hyldest til Holmes, der var en af hans få virkelige helte. 

****) Billy Wilder døde i Beverly Hills den 27. marts 2002. Teksten er nekrologen, som stod i Weekendavisen den følgende fredag.

Fotos: Google, IMDBpro, diverse filmstudier og en lang række bøger om Billy Wilder 

De fleste af Wilders film bliver streamet, og alle er udgivet på blu-ray - nogle endda adskillige gange

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 05.03.2002 (noterne er naturligvis nye)

Forbrydelserne bliver større: En roman om Sherlock Holmes

FORBRYDELSERNE BLIVER STØRRE

Nicholas Meyers romaner om Sherlock Holmes

Af BO GREEN JENSEN

DET var ikke amerikaneren Nicholas Meyer (f. 1945), som opfandt Sherlock Holmes-pastichen.* Men med The Seven-Per-Cent Solution (1974) udviklede og moderniserede han (under)genren, som i dag er en litterær industri. Bogen udkom også på dansk. Finn Holten Hansen oversatte Den snigende gift i 1976.

   Ordet pastiche er afledt af pasticcio, som betyder dej. Man laver mere af det samme, bager flere brød efter en given opskrift, en skabelon. En anden oplagt analogi er bugtaleri. Ventrilokvisten kaster sin stemme, så den synes at komme andet sted fra, måske en dukke, som levendegøres ved illusionen. Jeg havde nær kaldt min artikel for »Mysteriet om den hostende bugtaler«, men det kom til at se for mærkeligt ud. Pasticher skabes af og for fans. Er der nok af dem, bliver subkulturen til mainstream.

   Før Meyer havde sherlockianske pasticher været mere eller mindre vellykkede forsøg på at ramme Sir Arthur Conan Doyles stil så præcist, at man kunne tro, der var tale om »ægte« conaniske tekster. Meyer gik en anden vej og lod Holmes-universet blande sig med den historiske virkelighed. Han lod Holmes bløde op for misogynien og bevæge sig i den moderne retning, som ikke mindst tv-serien Sherlock (2010-2017) er en konsekvens af.

1. I terapi hos drømmetyderen  

MEYERS gode (for ikke at sige geniale) idé bestod i at sende Holmes på afvænning. Som vi ved fra Conanen, har detektiven en vane med at tage kokain, når han keder sig og bliver trist over manglen på ordentligt modspil. Han tager indsprøjninger med »den snigende gift« i en syv pct. opløsning.

   Holmes er med andre ord narkoman. Det var ikke ulovligt i 1890, men det var lige så problematisk og selvdestruktivt. Ved begyndelsen af Meyers roman har det taget overhånd. Detektiven barrikaderer sig i værelserne i Baker Street og fabler i ét væk om mesterplanen, som den nedrige Moriarty har lagt. Faktisk er det Moriarty, som opsøger dr. Watson, der nu er blevet gift med Mary Morstan og bor et andet sted. Kan han dog ikke tale sin ven til fornuft?

   Lægen, som behandler detektiven for hans misbrug, er ikke en fiktiv person. Watson og Mycroft Holmes, Sherlocks storebror, må ganske vist lægge falske spor, så patienten tror, at han selv får ideen, men det lykkes at lokke Holmes ud af London og sende ham i terapi hos Dr. Sigmund Freud i Wien.

   Det er umiddelbart før »the Great Hiatus«, dvs. de tre år mellem 1891 (hvor Holmes og Moriarty forsvinder i Reichenbach-vandfaldet i »Den sidste opgave«) og 1894 (hvor han vender tilbage til London og fortsætter kampen mod Moriarty i »Det tomme hus«). Den lange pause er et frirum i den sherlockianske kronologi, så her foregår de fleste pasticher. Der er ti år til udgivelsen af Drømmetydning (1900). Meyer kan lade Holmes tage ved lære af Freud, men han kan også vende strømmen, så Freud bliver præget af Holmes. Det er en perfekt og gensidig osmose.

THE Seven-Per-Cent Solution var virkelig stor i 1974. Meyer skrev selv manuskript til filmatiseringen, som Herbert Ross instruerede i 1976. Nicol Williamsons hektiske manierismer passer godt til den abstinensplagede Holmes. Robert Duvall giver Watson en karikeret accent, som er tæt på at ødelægge et gensyn, men Alan Arkin er et livstykke som den yngre, endnu famlende læge, der er ved at opdage underbevidstheden.

   Vanessa Redgrave spiller divaen Lola Deveraux, som er Irene Adler-skikkelsen (alle pasticheromaner har en erstatning for »the woman«) i The Seven-Per-Cent Solution. Senere, i The Canary Trainer fra 1993, når Meyer til faktisk at bruge Irene Adler i fiktionen, men der er endnu længe til.

   Sætstykket i Solution er en højdramatisk togjagt, hvor Holmes, Freud og hovedfjenden (som er en teater-prøjsisk baron med mensurar, i filmen spillet af Jeremy Kemp) må kravle på taget af vogne i fart og fodre lokomotivet med alt, som kan brænde. Der er ekkoer af både westerns og Hitchcock.

   Michael Crichton brugte samme idé i The Great Train Robbery (da. Det første store togrøveri), hvor Sean Connery, Donald Sutherland og Lesley-Anne Down er i periodeforklædning. Jeg ved egentlig ikke, hvem der kom først. Crichton skrev i 1975, men hans (egen) film er fra 1978. Som typer var Crichton (der døde i 2008) og Meyer tæt på hinanden. Begge var anglofile amerikanere med hang til victoriana og edwardiana. Begge fornyede genrekulturen.

  

I SAMTIDEN var The Seven-Per-Cent Solution den første ikke-kanoniske Holmes-film, som publikum virkelig holdt af.

   James Hills britiske A Study in Terror (1965, da. Studie i terror) – med John Neville og Donald Houston som Holmes og Watson – lod Holmes opklare mysteriet om Jack the Rippers identitet. Det er siden gjort så ofte, at det udgør en trope i miniature. Dengang var ideen ny, men A Study in Terror brugte den dårligt. Filmen var kedelig, glansløs og billig at se på.

   Til gengæld blev bogversionen, som Ellery Queen skrev sammen med Paul W. Fairman – En studie i mord udkom også på dansk – en af de skelsættende pasticheromaner. Den har utvivlsomt inspireret Nicholas Meyer. Fairman bearbejdede manuskriptet af Donald og Derek Ford. Frederic Dannay og Manfred B. Lee (som skrev under navnet Ellery Queen, der også var navnet på deres detektiv) lagde en moderne skal om historien, så Ellery Queen kunne læse med i Watsons optegnelser og hjælpe med opklaringen, mens han lå syg med influenza. Et påskeæg fyldt med juveler, er denne tarveligt udseende bog.

   A Study in Terror gik dårligt i biografen. Det afholdt ikke Billy Wilder fra omsider at realisere sin drøm om en Holmes-film. The Private Life of Sherlock Holmes (1970, da. Sherlock Holmes’ privatliv) er en prægtig film, som heldigvis har fået nyt liv og fundet et nyt publikum på blu-ray, men i samtiden var den en kostbar fiasko, som slet ikke tjente pengene ind. Det gjorde The Seven-Per-Cent Solution, skønt den som film er mindre på alle måder.

  

JEG så den igen og fandt også bogen frem af gemmerne, da jeg først på året var gået i gang med Nicholas Meyers nye Holmes-roman, The Adventure of the Peculiar Protocols (2019). Den var jeg begyndt på med skepsis, for Meyers forrige Holmes-bog, The Canary Trainer, var en kolossal skuffelse. Den nye er så forbavsende god, at jeg måtte se på det hele igen. Også The Canary Trainer – som aldrig er kommet på dansk – fik endnu en chance.

   Præmissen er stadig så frisk og moderne, som den forekom ved førsteudgivelsen. Mødet med Freud er bare godt tænkt, simpelt hen. Til gengæld havde jeg glemt den særlige vinkel på Moriarty/Holmes-forholdet, som Meyer anlægger i Solution og beklageligvis holder sig til hele vejen.

   James Moriarty er her den lærer, som underviste brødrene Sherlock og Mycroft i matematik, da de var drenge. Tanken om Moriarty som »Forbrydelsens Napoleon« er en vrangforestilling, som Holmes konstruerer i sin kokainfremkaldte paranoia. Hvad der virkelig ligger på bunden af barndommen, kommer for en dag, da detektiven tager livtag med sine dæmoner og sveder abstinenserne på sofaen i Berggasse 19 i Wien.

   I filmen bliver Moriarty (over)spillet af Laurence Olivier. Jeg skal ikke røbe, hvad han har gjort. Men jeg må sige, at er der noget hos Meyer, som trækker i den gale retning, må det være hans hang til at bøje paradigmer som dette.

  

2. Sherlock Holmes og Jack The Ripper

MEYER kunne smede, mens jernet var varmt. Da The Seven Per-Cent Solution blev en bestseller, skyndte han sig at skrive The West-End Horror (1976), som faktisk er en bedre bog og den af de fire stiløvelser, som rammer Watsons tone bedst. Det er også den eneste af de fire, som lader Holmes blive hjemme i London og virkelig bruger hans by.

   Det er atter mysteriet om Jack the Rippers identitet, som detektiven og hans Boswell skal til bunds i. De får hjælp af to personligheder fra teatermiljøet, som begge er irske, men ellers har få ting tilfælles. Oscar Wilde og George Bernard Shaw bistår Holmes og Watson. Ellen Terry, Gilbert & Sullivan, Richard D'Oyly Carte, Henry Irving og Bram Stoker bliver udspurgt, men det er Shaw og Wilde, som formidler kontakten. Især portrættet af den dynamiske Wilde er forfriskende og meget velskrevet.

   Det kan undre, at The West-End Horror aldrig blev filmatiseret. »Hvem var Jack the Ripper?«-genren var ikke helt så overrendt dengang. Måske skræmte sporene efter A Study in Terror. Eller også vidste Meyer allerede, at han ville bruge Jack the Ripper i filmen Time After Time, som han både skrev og debuterede som instruktør med i 1979.

   Året er 1893. Jack the Ripper (David Warner) – som her er identisk med kirurgen John Leslie Stevenson – tager H.G. Wells’ tidsmaskine til San Francisco i 1979, hvor opfindelsen er kommet på museum. Forfatteren følger efter og skal forhindre seriemorderen i at dræbe bankassistenten Amy Robbins. Jeg chokerer næppe nogen ved at røbe, at det lykkes, om end på et hængende hår.

   I virkeligheden blev Wells gift med Amy Robbins, som spilles af Mary Steenburgen. Og i virkeligheden var Malcolm McDowell gift med Mary Steenburgen, da de spillede Herbert og Amy. Men hvad er i grunden virkeligheden, når vi befinder os i pastiche-universet?

  

Time after Time var baseret på en roman af Karl Alexander (1938-2015). Filmselskabet købte optionen, før bogen udkom, og måske var manuskriptet den egentlige grundtekst. Der var en stor tid for novelizations, og Alexander kom fra en Hollywood-klan. Hans far skrev Disney-filmen Old Yeller (1957), hans onkel skrev manuskript til Ben-Hur (1959) og blev Oscar-nomineret. Det gjorde Karl ikke. Til gengæld gav han Time After Time en fortsættelse i 2009. Jeg må tilstå, at jeg ikke har læst Jaclyn the Ripper.

   Kunne Meyer have gjort det bedre? Det er ikke til at sige. Wells medvirker ofte i pasticheromaner, men de er som regel hængt op på gradbøjninger af mytologien i The Invisible Man og War of the Worlds. Den bedste brug af Wells som karakter findes hos Brian Aldiss, som lader forfatteren (og hans fravær) være hovedsagen i The Saliva Tree (1966, da. Salivatræet).**

   Meyer fik travlt med andre projekter. Især var han i 80erne dybt involveret i de store filmudgaver af Star Trek. »Minus Holmes and Watson, the world is without form and void,« skriver Meyer i epilogen til The Adventure of the Peculiar Protocols. Sådan havde han det ikke med Star Trek, som han knapt nok tog alvorligt i begyndelsen. Hen ad vejen så han lyset. Det er en ganske god historie, som han fortæller i selvbiografien The View from the Bridge (2009). Men et sidespring i vores sammenhæng.

3. Detektiven som operaelsker

NITTEN år efter The West End Horror vendte Meyer omsider tilbage i The Canary Trainer. Som nævnt var jeg skuffet og tæt på fornærmet, da jeg lukkede bogen i 1993. Det var i slutningen af Jeremy Brett-epoken (1984-94) og kort efter de højtidelige markeringer af 100-året for A Study in Scarlet i 1987. Der var ingen appetit på dekonstruktionen, som Meyer foretog i sin tredje pastiche.

   The Canary Trainer begynder umiddelbart efter hændelserne i The Seven-Per-Cent Solution. I Meyers optik er Reichenbach-episoden en dækhistorie, som ophæver sandhedsværdien i »The Final Problem«. Her kan Holmes drage ud i verden med den violin, som Freud forærede ham, da de tog afsked. Han læser sine egne nekrologer. Han flakker en tid og nyder sin frihed. Så slår han sig ned i Paris og bliver først spillelærer, siden violinist i orkestret på den prægtige Opéra Garnier i Paris. Her bliver han næsten en biperson i Meyers genfortælling af The Phantom of the Opera.

   Denne gang er fiktionen om rammehistorien, at manuskriptet har ligget hen i arkivet hos Beinecke Library på Yale Univerity. Ingen har interesseret sig for det, fordi det indgik i boet efter en vis Martha Hudson. Faktisk ville Yale næppe have taget imod disse effekter, hvis ikke Gerald Forrester, Mrs. Hudsons svoger, havde været en estimeret alumnus.

   Yale overtog papirerne ved Forresters død i 1953. Manuskriptet dukker op i 1992, fordi Beinecke er i færd med at digitalisere sin samling. Fred Malcolm, kurator for Special Collections, beder Meyer vurdere og verificere dokumentet, som udviser en række ejendommeligheder. Efter Solution og Horror er Meyer eksperten, som man konsulterer, når der er tvivl i sådanne sager.

   Det er Watson, der sætter scenen. I 1912 (ja, aviserne skriver om Titanics forlis) besøger han Holmes på Burley Manor Farm i Sussex, hvor den nu semi-førtidspensionerede detektiv avler bier med en entusiasme, som hans gamle ven ikke deler. Watson kan dog smage, at honningen er exceptionel. Meyer følger Conanen, når det gælder Holmes’ otium. Det er kun i anliggendet Moriarty, at han udfordrer den officielle version.

   Watson beder Holmes udrede kronologien for de vandreår, som udgør »the Great Hiatus«. Holmes sætter sig og stopper sin pibe. Det er et godt tegn: »Cigarettes were for conversation; the pipe was a sure sign of a narrative to come«. Han fortæller så i første person om, hvad der skete i Paris i 1891. Ideen er sådan set sød. Det er en svimmel, sværmerisk Holmes, der er sat fri som pilgrim – og banal turist – i Lysenes By. Næsten en hippie af sind lige hér. Og lidt for langt fra den logiske Holmes efter min smag.

   Det kan være, hvad det vil. Vist fylder Meyer massive doser af kun let forarbejdet researchmateriale i Holmes’ henrevne beskrivelser af pragten i den kolossale operabygning, Haussmans byplan, Napoleon III’s generelle nedrighed og nedkæmpningen af Pariserkommunen. Meget er strengt taget gammelt stof i 1891, men det er også i Meyers version en vild og medrivende historie.

PROBLEMET er snarere Meyers kærlighed til Gaston Leroux (1868-1927) som skrev Le fantôme de l’Opéra i 1910. Han lovpriser romanen i sine kildehenvisninger og kalder den et »fantastisk, absurdistisk mesterværk«. Det kan bogen – som længe hed Operaens hemmelighed på dansk, men blev nyoversat og fik ændret sin titel til Fantomet i Operaen i 2000 – også bære. Den har i sig selv skabt og båret så megen kultur, at man kan sammenligne den med Conanen. Men det, der kunne være en raffineret sammenfletning af to mytologier, bliver i stedet olie og vand, som ikke vil blandes.

   Det er virkelig en fejlvurdering at gøre Gaston Leroux til orkesterleder på Opéra Garnier. Leroux var ikke musiker. Forfatteren var kulturjournalist og kom i Operaen som teateranmelder. Han skrev Le mystère de la chambre jaune (1907) og syv andre krimier om reporteren Rouletabille (hvoraf flere udkom i Danmark). Han skrev 60 bøger og flere skuespil, dækkede den første russiske revolution i 1905 og blev tildelt Æreslegionen i 1909.

   Her er han bare en anden Leroux. En lunefuld koleriker, der lever for musikken, har absolut gehør og dirigerer sit orkester som en konge. Det er Leroux, som sidder bag et skærmbræt og lytter, da Holmes aflægger prøve. Han har funktion og kvalitet – men intet til fælles med den virkelige Leroux. Hvis H.C. Andersen blev kammersanger og var skildret som en charmetrold, der mageligt kunne score Jenny Lind. Cirka så utroværdig er Meyers Leroux.

     Irene Adler – the woman – kommer til operaen som gæstekunstner og erfarer, at Holmes er i live. Hun genkender ham på en af de skitser, som Edgar Degas sidder nede i salen og tegner hver aften. Holmes lover at tage sig af Christine Daaé, som »Genfærdet« også hér har kastet sin kærlighed på. Til gengæld lover hun ikke at røbe hans hemmelighed.

HOLMES forsvinder mere og mere i Operaens labyrintinske indretning. Han bliver en biperson, som ser til fra kulissen, mens Leroux’ melodrama opføres inde på scenen. The Canary Trainer er virkelig hverken fugl eller fisk, og det synes frem for alt at være Webber og Harts operette – The Phantom of the Opera (1986) er hverken en musical eller en rockopera – der har sporet Meyer ind på emnet, selv om han i sine henvisninger taler om »various movie and pop-opera versions«, der har ødelagt Leroux’ eftermæle.

    Jeg kan stadig ikke bruge den bog, selv om jeg sætter pris på Holmes’ beskrivelse af Haussmans Paris i storhedstiden og Charles Garniers fantastiske operahus. Tænk at der var levende heste på scenen og flere hundrede medvirkende. Tænk at der er fem etager under jorden og en virkelig sø dybest nede. Stalden havde 40 dyr. Kejseren rådede over fem lejligheder. Ti ældre mænd var ansat ene og alene til at gå rundt og lukke døre, der stod åbne.

   Det er en af dørlukkerne, en gnaven gamling, som lukker Holmes ind og advarer ham om det rædselsfulde arbejdsmiljø. Men Holmes vil ikke lytte. Som alle andre bliver han draget af »The Music of the Night«. Og så er han egentlig slet ikke Holmes.***

4. Samtaler i Helvede 

ALT dette er egentlig en ouverture. Jeg når omsider til at tale om The Adventure of the Peculiar Protocols, som udkom i oktober 2019. Der er gået 26 år. Dog ikke i fiktionen, hvor vi skriver 1905. Denne gang skal Holmes og Watson til Budapest og Odessa. Meyer er virkelig tilbage på sporet.

   I Protocols har Meyer en bedre sag og et konkret ærinde. Romanen er skrevet op imod den stædige, irrationelle anti-semitisme, som vores tid og Holmes’ tid har tilfælles. Mycroft Holmes beder på efterretningstjenestens vegne sin bror om at undersøge et dokument, der har kostet mange liv allerede. Det er en fransk oversættelse af et mødereferat, som oprindelig er skrevet på russisk med indklip fra jiddisch. Her drøfter jødiske finansmænd, forskere og politikere, hvordan de kan omstyrte den herskende samfundsorden og overtage magten i verden. Dokumentet kommer fra Rusland, hvor zar Nikolaj og hans familie (med god grund) frygter for fremtiden.

   Denne gang fortæller Watson uden afbrydelser. Rammen om fiktionen er, at manuskriptet til The Adventure of the Peculiar Protocols er blevet doneret til Special Collections på University of Iowa Libraries. Bibliotekaren Greg Prickman, som siden er avanceret til Folger Shakespeare Library i Washington, beder sin gamle ven, Nicholas Meyer, om at læse manuskriptet.

   Tricket med den efterladte kuffert i skabet/ kasse på loftet er på sin måde en træt konvention, men den hører med. Det samme gør de forklarende fodnoter, som Meyer strøer ud over teksten og hver gang markerer med en sirlig asterisk. Somme tider er det almindeligheder (af dem var der mange i The Canary Trainer), men ofte er der gods i de metatekstuelle ornamenter.

   Hverken Holmes eller Watson taler fransk. Holmes kan læse sproget – han har jo boet i Paris – men har svært ved at fange nuancer. Derfor beder Watson, som nu er gift for anden gang, sin svigerinde, Constance Garnett, om at læse det fortrolige dokument. Constance Garnett (1861-1946) var også i virkeligheden en flittig oversætter af russisk litteratur. Her har hun netop oversat Krig og Fred, som Holmes får lejlighed til at læse undervejs.

   Det er Constance Garnett, som afdækker første del af mysteriet, der desværre er forankret i den historiske virkelighed. Dokumentet er en russisk version af Zions Vises Protokoller, en klassisk rekvisit i antisemitismens konspirationsteorier. Meyer oplyser i sine henvisninger, at han har megen baggrund fra The Plot: The Secret Story of the Protocols of the Elders of Zion (2005), som blev tegneserieskaberen Will Eisners sidste arbejde. Der er selvsagt historisk litteratur. Meyer opregner endvidere talrige eksempler på misbrug af dokumentet. Listen går helt op til Vladimir Putin i 2018.

   Garnett synes, at hun har set teksten før. Det har hun, for protokollerne er fabrikeret på bestilling fra Pjotr Ivanovitj Rachkovskij (1853-1910), chef for zartidens hemmelige politi, Okhrana, en forløber for KGB. Kilden var fransk fra begyndelsen. Zions Vises Protokoller er skrevet oven på en satirisk traktat af Maurice Joly (1829-1878), som angreb Napoleon IIIs regering i Dialogue aux enfers entre Machiavel et Montesquieu [»Samtale i Helvede mellem Machiavelli og Montesquieu«] fra 1864.

DET er på alle måder en gitig palimpsest. Ohkrana har kradset indholdet ud og lagt frisk farve i, så værket fremstår med ny betoning. Hver gang Joly lader Machiavelli sige »mennesker« (»men«), erstatter forfalskningen det med ordet »jøder«. Så »jøder« må rejse sig, stå sammen, tage magten, hævne uret osv.

   Sløringen i sproget forstærkes ved genoversættelsen fra russisk til fransk. Den er tilsigtet. Teksten skal komme fra Folkedybet. Ohkrana arbejder på at få skriftet udbredt til alle sprog. Rusland er på randen af borgerkrig og revolution. Staten bruger sin jødiske befolkning som syndebuk og opmuntrer pogromer, der afleder opmærksomheden fra den ulmende uro. Rachkovskij vil give bønderne mulighed for at afreagere. Antisemitismen er systemisk.

   Pjotr Rachkovskij er aktiv som karakter i romanen. Watson deler en hansom cab med ham, da han står ved stationen i kulde og sne, og gaderne pludselig er øde. Ohkrana har agenter alle vegne. Også i Manchester, hvor Holmes er på research. Watson vil som regel hjem til Juliet. Hun går med til, at han rejser, hvis han vil dele sine hemmeligheder med hende.  

  
HOLMES og Watson er vidt omkring. De besøger zionisten Israel Zangwill (1864-1926), forfatter til Children of the Ghetto (1899) og krimien The Big Bow Mystery (1892). Zangwill hilser hjerteligt på Holmes. Watson ser »ghettoens Dickens« som en blanding af kollega og rival. Det samme gjorde Arthur Conan Doyle, oplyser Meyer.

   Zangwill forklarer den interne strid blandt zionister. Han talte selv varmt for sagen, indtil han forstod, at Palæstina ikke var et tyndt befolket ørkenområde. Nu tror han mere på et sted som Madagascar. Han forudser, hvad oprettelsen af staten Israel vil føre til. Holmes taler også med Charles Chaim Weizmann, som er af en anden opfattelse. I 1949 blev han Israels første præsident.

   Der er et langt og lifligt besøg i Odessa, hvor Potemkin-mytteriet og nedslagtningen på havnetrappen netop har fundet sted. Der er ingen spor af hverken dét eller pogromerne i den søvnige by. I en byzantinsk kirke er Watson ved at kede sig ihjel. I London foregår et møde med Mycroft i teatret, som opfører Baronesse Orczys The Scarlet Pimpernel. Her lærer Holmes et kamptrick, som senere får stor betydning i Budapest.

DE tager Orient-Ekspressen sammen med Anna Strunsky (1877-1964), som her bliver the token female, den obligatoriske Irene Adler-avatar, men var en vigtig historisk person. Der er megen romantik mellem Anna og Holmes. Hun er dog lykkeligt gift med William English Walling (1877-1936), den socialistiske udgiver af The Independent, som også var millionær og medstifter af NAACP (National Association for the Advancement of Colored People).****

   Meyers miks af fiktive og autentiske personer er ofte myldrende panoramisk, som i Ragtime, Reds eller U.S.A., men Holmes-konteksten holder fokus i overskuelig skala og giver læseren en fortrolig sonde. Vi kender Watson og Holmes ud og ind. Der er grænser for, hvor galt det kan gå, hvor forrykt det kan blive. Alligevel er der en ny alvor i Holmes’ replik, som bliver gentaget flere gange i bogen: »The crimes are getting bigger«.

   Forbrydelserne bliver større. Udsigelsen har samme klang som »There’s an east wind coming all the same« i den conaniske fortælling om »His Last Bow«.

   Anna tager med på missionen, fordi hun kan russisk. Og hun viser dem Kishinev (nu Chisinau i Moldavien), hvor en progrom med mange døde og sårede fandt sted i april 1903. 7000 huse blev plyndret og ødelagt. Watson glemmer aldrig sit møde med Rivka Nussbaum, en pige, som blev udsat for massevoldtægt. Hun er den sidste, han tænker på i romanen.

   Finalen finder sted i Budapest. Ohkrana har taget Anna som gidsel, og Holmes går med til at bytte et bevis for forfalskningen af protokollerne for hendes liv. Udvekslingen skal finde sted i Budavári Sikló, den gamle kabelbane på den stejle Buda-side af Donau. Jeg har tilfældigvis kørt med den bane. Episoden emmer af ren fysisk spænding. Der er den samme åndeløshed som på taget af toget med Holmes og Freud i The Seven-Per-Cent Solution.

6. Tilbage til virkeligheden

JEG er ikke bare glad for romanen. Jeg synes faktisk, at Meyer – som er blevet 74 – igen har puffet pastichelitteraturen i progressiv retning, som han gjorde for snart 50 år siden, da han var ung og skrev The Seven-Per-Cent Solution.

   Der er ingen mangel på nye pasticher, og mange er fremragende, originale, godt tænkt. Men de udgør i stigende grad en lukket verden, der peger ind i sig selv og dybere ned i forgreninger af genrelandskabet. Holmes arbejder sammen med andre detektiver; Holmes er blevet gift; Holmes har afasi; Holmes er fra det ydre rum; Holmes er Jack the Ripper.

   I Paul Connells velskrevne Who Killed Sherlock Holmes? (2016) bliver Holmes drømt til live. Så mange har fantaseret så stærkt, at legenden tager fysisk form og går omkring som et golem i Londons gader, »given shape by people’s memories«. Og så bliver han dræbt. Også dét er godt tænkt. Det er dog bare endnu en sag for DI James Quill og resten af styrken, som løser okkulte mysterier i urban gothic-serien om The Shadow Police.

   En hel genre i genren sætter Holmes i relation til H.P. Lovecrafts Cthulhu-univers, som har lige så mange særlige regler, labyrintiske rum og hengivne fans. Det er alt sammen spændende nok på en nørdet, pop-elitær måde.

   Men Meyer puster støvet væk og sætter Holmes tilbage midt i historien, hvor han faktisk kan gøre en forskel igen. Michael Chabon havde den samme impuls i The Final Solution (2003), hvor han lod den gamle detektiv (som aldrig blev nævnt ved navn) tage sig af en jødisk dreng, som var krigsflygtning. Den bog er fuld af tricks og krumspring, som Meyer slet ikke mestrer.

   En papegøje har lært KZ-transporternes tognumre udenad. Chabon bruger en ny karakter som synsvinkel i hvert kapitel. Til slut, da det gælder, lader han papegøjen fortælle. Dyret ser fjernt, distræt og forundret på verden. Det har en vag idé om, hvem der er hvem. Læseren må afkode disse narrative spor i en anden slags bevidsthed, som er fuld af lakuner og arbejder non-lineært. Meyer kan slet ikke den slags.

   Til gengæld kan han skildre pogromen i Kishinev. Han kan vise, hvor meget myten om protokollernes ægthed har ødelagt og bliver ved med at ødelægge. Han kan gøre diverterende pasticheromaner til politisk protest, der har aktuel relevans, mens vi stiger på toget og nyder at følges med Sherlock Holmes, dr. Watson og Anna Strunsky.
   Det er godt gjort og godt gået. Det har i hvert fald givet mig troen på Meyer tilbage – og noget af glæden ved genren igen.

Nicholas Meyer: The Adventure of the Peculiar Protocols. Adapted from the Journals of John H. Watson, M.D. 238 s. New York: Minotaur Books, 2019.

Nicholas Meyer: The Canary Trainer. From the Memoirs of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. 224 s. New York and London: W.W. Norton, 1993.

Nicholas Meyer: The West-End Horror. A Posthumous Memoir of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. London, Sydney, Auckland, Toronto: Hodder and Stoughton, 1976.

Nicholas Meyer: The Seven-Per-Cent Solution. Being a Reprint from the Reminiscenses of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. New York: E.P. Dutton and Componay, Inc., 1974

Nicholas Meyer: Den snigende gift. Trykt på grundlag af efterladte erindringer af dr. John H. Watson og udgivet af Nicholas Meyer. På dansk ved Finn Holten Hansen. 224 s. København: Spektrum, 1975.

  

*) Det gjorde vel i grunden Adrian Conan Doyle, forfatterens yngste søn, som skrev novellerne i The Exploits of Sherlock Holmes (1954) sammen med John Dickson Carr. Teksterne var skrevet fra 1945 og frem. De blev solgt så dyrt som muligt til magasiner som Life og Collier’s. På dansk blev bogen delt i to bind, som hedder Sherlock Holmes’ Bedrifter og Sherlock Holmes’ sidste bedrifter. Det er og bliver en kedelig bunke.

   Adrian Doyle og hans mor, Jean Doyle, bestyrede boet efter Sir Arthur. De nægtede at give tilladelse til forfængelig brug af figuren. Derfor måtte fans finde genveje. Typisk kaldte man simpelt hen karaktererne noget andet. August Derleth – som endda fik nej af Sir Arthur personligt – fik på den måde skabt Solar Pons-universet, der er blevet et rivaliserende mythos med sine egne fanzines og foreninger. Solar Pons blev 'født' i 1926.

   Det er ikke godt at vide, hvad sir Arthur ville have sagt til et tiltag som Mary Russell-serien af Laurie R. King, hvor Holmes som aldrende biavler er blevet gift med den yngre opdagerske. Både Adrian og hans far var først og fremmest drevet af økonomiske hensyn. Jean Doyle ville have garanti for, at den spiritistiske side af Doyle blev fremhævet og respekteret. Det førte i flere tilfælde til åben krig, når biografer blev nægtet licens til at citere.

   Ved Adrians død overgik kontrollen til hans halvsøster, Dame Jean Doyle. Hun sagde ofte, at Sherlock Holmes var forbandelsen i familien, fordi skænderier om ophavsretten havde udløst så mange juridiske søgsmål. Hun gav flere licens til at skrive. I 2000 blev den britiske ophavsret fri.

   I USA løber copyrighten i 95 år for værker, der er udgivet efter 1922. På de sidste noveller i Conanen gælder den til 2023. Der er dog stadig en intellektuel ophavsret. Dame Jean Doyles selskab hed Baskerville Investments. I dag bestyres alle licenser af The Sir Arthur Conan Doyle Literary Estate, men flere andre parter anfægter ejerskabet. Der var senest søgsmål i forbindelse med Guy Ritchies store spillefilm med Robert Downey Jr. og Jude Law som Holmes og Watson. Mark Gatiss’ og Steven Moffats Sherlock gik glat igennem.

**) Brian Aldiss skrev The Saliva Tree til 100-året for H.G. Wells fødsel. Den er trykt mange gange og i mange sammenhænge, men står første gang i The Saliva Tree and Other Strange Growths, som Faber & Faber udgav i 1966. Teksten er en kortroman på 80 sider, der på raffineret får indlejret motiver fra de fleste af Wells' store titler. Flere skikkelser og begreber fra H.P. Lovecrafts Cthulhu-mythos blander sig med sommeruhyggen i Cottersall. The Saliva Tree er et forvarsel om pasticheromanerne Frankenstein Unbound (1973) og Dracula Unbound (1991). Især Frankenstein Unbound, hvor Mary Shelley selv optræder, er meget vellykket. Aldiss brugte også Wells som afsæt i Moreau's Other Island fra 1980. Salivatræet er oversat til dansk af Grethe Andersen. Aldiss lader faktisk de fleste af tingene ske for to Wells-læsere. Man venter på forfatteren det meste af novellen. En bemærkning skiller sig ud: »Jeg længes efter at få de næste beretninger i dette mysterium. Det er det mest spændende, jeg har oplevet siden Sherlock Holmes.« 

***) Meyer er ikke den eneste, som har brugt Leroux’ bog i en conanisk pastiche. Sam Siciliano gør det samme – måske med mere fornemmelse for stoffet – i The Angel of the Opera (New York: Otto Penzler Books, 1994). I en dedikation siger han tak til sin mor »for introducing me to Sherlock Holmes, Tarzan of the Apes, and the Land of Oz. She tolerated my youthful vampire novel, but this is the book she would have been proud of.«

   Så er alle vist taget i ed, også Bram Stoker, som er den anden store teaterhenvisning i pasticheuniverset. Bram Stoker skrev Dracula, mens han arbejdede som sekretær for skuespilleren og teaterdirektøren Henry Irving.

   Watson er hos Siciliano erstattet af fortælleren Henry Vernier, som er Holmes’ fætter. Vernier har meget at udsætte på sin forgænger. Holmes er tæt på sit ældste, mest ubekymrede jeg. Han sender hunden Toby ind at snuse i gangene under Opéra Garnier. Han siger »Old Boy« og har piben med. Bogen er loyal mod Leroux. Der bliver lagt vægt på forbindelsen til Edgar Allan Poes »The Masque of the Red Death«. Holmes erkender at have læst den. Han hader ellers at blive sammenlignet med C. Auguste Dupin, Poes detektiv, som var den eneste privatopdager før ham selv.

****) Forfatteren og journalisten Anna Strunsky var født i  det nuværende Hviderusland og kom til USA med sin familie, da hun var ni. Hun gik på Stanford University, hvor hun mødte forfatteren Jack London, som hun skrev en brevroman sammen med. Både Anna og søsteren Rose var aktive medlemmer af Socialist Labor Party. Hun dækkede den første russiske revolution (herunder Potemkin-mytteriet og pogromen i Kishinev) for San Francisco-avisen The Independent. Først i 1906 blev hun gift med udgiveren William English Walling, som hun mødte i Rusland. Nicholas Meyer snyder med mange årstal i Protocols, hvor kronologien er koncentreret i 1905. Strunskys anden roman, Violette of Père Lachaise (1915) bliver genoptrykt fra tid til anden. Ægteskabet med Walling blev opløst under 1. verdenskrig. Han støttede amerikansk intervention, hun var en svoren og betingelsesløs pacifist, der så krigen som et skænderi mellem imperialistiske stormagter. Wallling døde i 1936. Anna fik fire børn og bosatte sig i Cape Cod. Hun blev 86 år. James Boylan fortæller parrets historie i biografen Revolutionary Lives: Anna Strunsky & William English Walling (University of Massachusetts Press, 1998). 

Teksten er nyskrevet 24.-25. juli 2020