Steven Spielberg | Hergé: The Adventures of Tintin (2011) [Animation]

BRÆNDINGER AF SKUM OG SAND

Tintin går til filmen i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

SPLITTE mine bramsejl! Det er Tintin i 3D!! Der skal nok være fans af la ligne claire, som gyser ved tanken om en vulgær animationsfilm, der overfører Hergés figur til en rund og ret blank realisme. Ydermere vil nidkære tintinologer have svært ved at kapere manuskriptet, som ryster tre af de hellige skrifter sammen i en pose med kulørt pærevælling. I England har Nicholas Lezard fra The Guardian kaldt Hergé ifølge Steven Spielberg »en typisk svulst af en moderne blockbuster, Tintin for idioter.« Det er den slags kritik, der gør sig i soundbites. Til gengæld elsker de værket i Belgien, hvor den unge mand med krøltop og plusfours blev født i 1929. På heltens eget sprog handler det hele om juniorreporteren Kuifje. Kært barn har mange navne. I Tyskland kalder de ham Tim.

TINTIN har dog stået model til adskilligt, fra cerebrale løjer som Frederic Tutens roman Tintin in the New World (1993, da. Tintin i den nye verden) og kritisk eksegese i Tom McCarthys Tintin and the Secret of Literature (2009) til filosofisk undersøgelse i Jean-Marie Apostolides’ Les métamorphoses de Tintin (1984) og omfattende psykoanalyse i esoteriske skrifter af Serge Tisseron.

   For den sags skyld er der to gamle spillefilm, Tintin et le Mystère de la Toison d'Or (1961, da. Tintin på skattejagt) og Tintin et les oranges bleues (1964, da. Tintin og de blå appelsiner), som følger vor helt i nye historier. Boets egne biografsatsninger, Tintin et le Temple du Soleil (1969, da. Tintin i Soltemplet) og Tintin et le Lac aux requins (1972, da. Tintin og Hajsøen), var begge animationsfilm i featurelængde. Her bliver alting fladt og forenklet. Tiden har ikke behandlet dem venligt.

EN belgisk teatermusical – Kuifje – De Zonnetempel (2001) – er produceret med lokal succes. Old Vic i London har opført en sceneversion af Tintin in Tibet. Der er et utal af gradbøjninger i alle medier, men det er og bliver i de 24 håndtegnede albummer, som Hergé arbejdede på fra 1929 til sin død i 1983, at sjælen i det hele kommer til sin fulde ret.

   Vil man se en neutral og loyal overførsel, kan man udmærket klare sig med den fransk-canadiske animationsserie for tv, som blev produceret 1991-92. Der er 39 korte episoder, som er vist mange gange, også i Danmark. Nu kan de altid købes og streames. Især er titelsekvensen med musikalsk tema af Ray Parker og Tom Szczesniak en kærlig og gennemført hyldest til hovedværket. Spielbergs film sender den også en hilsen. 

FAKTISK er det en smuk skipperskrøne, som Spielberg og Peter Jackson har krænget ud af Hergés historier. Le Secret de La Licorne (1943, da. Enhjørningens hemmelighed i gammel serie; »Enhjørningen«s hemmelighed i den ny) er flikket sammen med Le Crabe aux pinces d'or (1941, da. Krabben med de gyldne kløer eller Krabben med de gyldne klosakse), hvor Tintin første gang møder le capitaine Haddock.*

   Til næste år følger Jacksons version af Le Trésor de Rackham le Rouge (1944, da. Rackham den Rødes skat). Endelig skal sporene mødes i en finale, som Spielberg og Jackson instruerer sammen i 2015.**

   Teknikken er motion capture, dvs. computeranimation som baseres på skuespilleres træk. Jamie Bell har lagt fysik til Tintin, Andy Serkis er grundlaget for kaptajn Haddock. Milou, som vi kalder Terry, mens englænderne siger Snowy, er en sød og tænksom terrier. Dupond og Dupont – Thomson og Thompson – er et kært klovnenummer. Bianca Castafiore synger for livet. Egentlig mangler kun le professeur Tournesol.

DER er flotte sekvenser, hvor den berusede Haddock glider ind og ud af historiske søslag. I ørkenafsnittet morfes der spektakulært mellem brændinger af skum og sand. Fornøjelsen bor dog i byen, hvor det er fint at se Tintins lejlighed. På torvet er det Hergé selv, som tegner Tintin. Måske er der ikke vildt megen dybde, men der er varme, lune og spænding. Selv John Williams har gjort sig umage med den atypisk elegante musik til titelsekvensen, som minder tilskueren om Jacques Tati.

STEVEN Spielberg kontaktede Georges Remi allerede i 1983, da han som ung movie brat fik et stort budget at arbejde med første gang. Desværre døde Hergé samme år, og projektet blev henlagt. Filmen er et kærlighedsarbejde, der behandler sit forlæg på samme måde, som når Guy Richie i to Sherlock Holmes-film tager fat på Sir Arthur Conan Doyles kreation. Det vil sige, at rammen er ændret, men glæden ved stoffet er intakt.

   3D-formatet gør ingen stor forskel. Filmen kan også ses i 2D.

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; Steven Spielberg: A.I.– Artificial Intelligence (2001); Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: The Terminal (2004); Steven Spielberg: Munich/München (2005); Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

*) Danske fans diskuterer stadig, om der er flest vitaminer i Jørgen Sonnergaards klassiske og kongeniale, men ikke altid nøjagtige oversættelse [gammel serie] eller Niels Søndergaards mere korrekte og teksttro version [ny serie], som fra 2005 er standardudgaven af Tintins oplevelser. Forskellen kommer især til udtryk i kaptajn Haddocks tirader af eder og forbandelser. Der er endvidere foretaget en række identitetspolitiske justeringer i forhold til etnicitet og jargon. For ældre fans falder det mest naturligt at bruge de gamle albumtitler. Men Søndergaards version er klart den mest mundrette og korrekte. Et generationsskifte finder løbende sted. For yngre folk er Søndergaard utvivlsomt førsteudgaven.

**) Som bekendt kom der ingenting ud af planen. I hvert fald blev den sat på lang pause. Spielberg var videre med Lincoln (2012), Bridge of Spies (2015), The BFG (2016), The Post (2017), Ready Player One (2018), West Side Story (2021) og den semi-selvbiografiske The Fabelmans (2022), som er filmskaberens dannelsesskildring. Peter Jackson fik travlt med at producere og instruere trilogien af 3D-helaftensfilm om The Hobbit (2012-2015). Herefter gik han i gang med at researche og klippe dokumentaren They Shall Not Grow Old (2018), som var bestilt i anledning af 100-året for slutningen på Første Verdenskrig. Samtidig gennemså og redigerede han de mere end 60 timer råfilm med The Beatles, som Michael Lindsay-Hogg optog i 1968-69 og klippede sammen til dokumentaren Let It Be (1970). Jackson de- og rekonstruerede materialet, som i 2021 blev til miniserien The Beatles: Get Back, der fik premiere på Disney+. Serien varer otte timer og kulminerer i koncerten på taget af Apple Corps-bygningen i Savile Row den 30. januar 1969. De 42 minutter med selve The Rooftop Performance blev vist i biografer med iMax-udstyr i februar 2022. Jackson har ikke opgivet sin filmatisering af Rackham den Rødes skat. I skrivende stund [26.01.2023] er The Adventures of Tintin: Red Rackham's Treasure programsat til at få premiere i 2027. Manuskriptforfatteren er Anthony Horowitz.  

The Adventures of Tintin: The Secret of the Unicorn (Tintin: Enhjørningens hemmelighed). Instr.: Steven Spielberg. Manus: Steven Moffat, Edgar Wright, Joe Cornish. Foto: Janusz Kaminski. 107 min. USA-New Zealand-UK-Frankrig-Australien 2011. 2D & 3D; OST eller dansk versionering. Dansk premiere: 27.10.2011.

Fotos: Columbia Pictures/ Paramount Pictures/ Amblin Entertainment/ WingNut Films/ The Kennedy Marshal Company/ DreamWorks/ Hemisphere Media Capital/ Nickelodeon Animation Studios/ Nickelodeon Movies/ Sony Pictures Releasing/  Studios Hergé/ Fondation Hergé/ Casterman/  SF Studios/ Forlaget Cobolt/ Éditions Moulinsart

Filmen streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, SF Anytime, VIAPLAY
Teksten bragt som Filmrevy (med rubrikken 'Tintin i 3D') i Weekendavisen Kultur 28.10.2011

Den farlige tørst: Arthur Rimbaud 1854-1891

HELVEDES BRUDGOM
Digteren Arthur Rimbaud 1854-1891

Af BO GREEN JENSEN

DER er to billeder af digteren Arthur Rimbaud, og til at begynde med er det svært at få dem til at passe sammen.

   Først er der drengen fra stjernerne, født den 20. oktober 1854, som på bare fire år, fra han er 16 til han er 20 år gammel, skriver stort set alle ordene i det kompakte poetiske forfatterskab, der indvarsler et nyt kunstsyn og en ny verdensopfattelse, som kaster lange skygger og skærer dybe spor i de følgende århundreders kulturelle landskab.

   Han hylder »den farlige tørst«, som formørker hans årer, ofrer sig til »solen, ildens gud« og ser under en tom himmel frem til det grænseløse daggry. Lad den komme, lad den komme, tiden hvor vi begejstres, lyder refrænet i »Sangen om det højeste tårn«, der i En sæson i helvede gør op med alt det, som er gået forud.

   Dernæst er der manden Rimbaud, som 26 år gammel vender ryggen til sin digtning, tager konsekvensen af sine fribytterdrømme og hele den monumentale civilisationslede, som er en drivkraft fra begyndelsen. Han kaster alt som er klaustrofobisk og europæisk af sig, for som en anden »Mistah Kurtz« at forsvinde i Mørkets hjerte og den store afrikanske nat.

   I den sidste tredjedel af sit liv fungerede Rimbaud i Abyssinien, det nuværende Etiopien, som købmand, våbenhandler og lejlighedsvis opdagelsesrejsende. Han købte slaver, tog mørke fotografier og kanaliserede al sin higen ud i en guldfeber, der kan måle sig med drengens farlige tørst efter ny virkelighed. Han sendte familien breve om, hvor led han var ved alting og hvor udmattet han følte sig. Og han skrev (stort set) ikke ny poesi i de sidste 11 år af sit liv.

DRENGEN var i ét og alt en grov og vanskelig person, der satte en ære i at være en belastning for sine omgivelser. Je m'encrapule le plus possible, skriver han i et af »seer-brevene« fra 1871, mens han forbereder flugten fra provinsflækken Charleville til hovedstaden, hvor han vil slutte sig til Pariserkommunen.

   Jeg gør hvad jeg kan for at leve som et svin. Han ødelagde tilværelsen for sin blide elsker, digterfællen Paul Verlaine (1844-1896), der forlod sin familie for at følge med Rimbaud, som brød med ham efter et år. Der var en sagnomspunden skudepisode i Bruxelles – Verlaine affyrede to skud i beruset jalousi, og det ene ramte Rimbaud i håndledet. Verlaine kom i fængsel, vendte tilbage til katoliscismen og skev med endnu mere bristende vemod, men han døde som stofmisbruger og alkoholiker, en sand poète maudit.* 

   Rimbaud var videre for længst. Med alkohol, hash og en anarkistisk livsførelse gjorde han sit bedste for at realisere projektet om ny erkendelse erfaret gennem den totale nedbrydning af alle sanser. Den brutale dreng skrev nogle af de mest centrale og grænseoverskridende digteriske tekster i nyere vestlig kultur. I trodsig kraft af Une Saison en enfer (1873) og Les Illuminations (1886) blev han i endnu højere grad end Baudelaire og Lautréamont den store forløber for modernismen.

DRENGEN Rimbaud gav svimmelheden skikkelse, fra den anarkistiske livsfryd i det lange digt om »Le bateau ivre« (»Den berusede båd«) til den brændende slutning på »Ordets alkymi« og videre ind i Illuminationerne. »Rimbauds digte er karate: På én gang elegance og overraskende kraftudladning,« skrev hans ivrige danske discipel Michael Strunge i 1981. Strunges vrængende tvillingebøger, Nigger 1 og Nigger 2 fra 1982, voksede direkte ud af besværgelsen i »Dårligt blod«:

Ja, mine øjne er lukkede for jeres lys. Jeg er et dyr, en neger. Men jeg kan frelses. I er falske negre i forklædning. I er vanvittige, asociale, smålige. Kræmmer, du er neger. Dommer, du er neger. General, du er neger. Kejser, gamle lystliderlige, du er en neger: du har drukket smuglersprit af Satans destillat. Dette folk er besjælet af feber og kræft...

Dette er negationen, »skyggernes og hvirvelvindens fødested,« den ene ekstreme pol i Rimbaud. Fra den andens lysende drift mod »Det Umulige« stråler billedet af den genfundne og genvundne evighed, som Rimbaud sætter over og for enden af al sin stræben: la mer melee au soleil, havet der blandes med solen. »Din lidenskab er din eneste pligt,« insisterer digteren i »Ordets alkymi«.

MANDEN Rimbaud er en gold og formørket figur, der af kolleger i Harrar huskes således: »Han var snarest i miskredit, så stor var hans begærlighed, hans sans for vinding. Man kan kun sætte ham i klasse med et utal af de sjakrere, som har hærget landet.« 

   Et af hans sidste breve hjem, dateret 1888, strejfer endnu en gang grundtonen af lede i hele det mærkelige forfatterskab: »Lykkeligt at dette liv er det eneste, og det er evident, for man kan ikke forestille sig et liv med en lede større end denne.«

   For både drengen og manden hersker en klinisk og næsten pervers distance til »denne Rimbaud«, dette »jeg« som altid er en anden. Mellem dem er digteren, der som en forfærdende smuk sommerfugl folder sig ud og lever totalt og brændende de fire korte år, hvor samtlige nøgletekster bliver til.

   Rimbaud er fra begyndelsen næsten programmatisk bevidst om sit mål og sine virkemidler. I maj 1871 skriver han: »Jeg vil være poet, og jeg arbejder på at gøre mig selv til en seer. Det er forkert at sige »Jeg tænker«. Man burde sige: »Nogen tænker mig.« For JEG er en anden.«

MED dette JE est un autre bryder Rimbaud igennem til en digterisk bevidsthed, der ligger i forlængelse af romantikken og dog kapper forbindelsen rent til sit bagland. Fra og med »Den berusede båd« er Rimbaud uafvendeligt på vej ind i sansernes og de nye erkendelsers frodige kaos. Når han i Une Saison en enfer hører »den vanvittiges frygtelige latter« i foråret, er vi fremme i næste århundredes Sacre du printemps og hele ideen om april som »den grusomste måned.«

   Hans sande fæller er skikkelser som Büchner, Trakl, Céline, Artaud, Hamsun og Strindberg, men Rimbauds betydning for modernismens formsprog kan næppe overvurderes. Han blev en allieret identifikationsfigur for rockmusikkens store sangkrivere. Det er ikke for meget sagt, at prosadigtet som vi kender det konsoliderer sig i denne faldne seers Illuminationer, der inde bag leden alle stræber mod »at besidde SANDHEDEN I EN SJÆL OG ET LEGEME.«**

I MODERNE dansk digtning har Rimbauds betydning taget fart siden 1930erne, da udviklingen og opløsningen i verdenssamfundet begyndte at korrespondere med seerens brutale fragmenter. Det er hos Rimbaud, at man finder den oprindelige længsel »mod Hærværk og pludselig Død,« og Tom Kristensen kaldte selv Steffensen-skikkelsen i Hærværk for »Rimbaud-agtig«.

   Une Saison en enfer blev første gang oversat som En tid i helvede af Erik Ditlevsen i 1949, samme år som Jørgen Sonne gendigtede et udvalg af Les Illuminations. For de yngre digtere, der omkring 1980 – men uafhængigt af hinanden – begyndte at citere »Sangen om det højeste tårn«, var standardversionerne dog Rolf Gjedsteds formidable gendigtninger. En sæson i helvede og Efter syndfloden, der udkom 1972 og 1973, rangerer i dag ganske højt på antikvarboghandlernes hitliste.

   I 1991 blev Gjedsteds gendigtninger samlet i ét bind med titlen En engel i hænderne på en barbar. Det var en smuk markering af 100-året for Rimbauds febrilske bevidsthedstrukturer. I 1992 udkom Uffe Harders oversættelse af En Årstid i Helvede med Robert Jacobsens grafiske arbejder på Forlaget Cordelia. Det er den oversættelse, som er brugt i 1998-udgaven fra Roskilde Bogcafé (nu Batzer & Co.)

   I 2007 udkom Illuminationer i Erik Knudsens gendigtning på Gyldendal. Rolf Gjedsteds roman om Rimbaud, Fordømt af regnbuen, udkom i 1998. Det Poetiske Bureau begyndte fra bunden med Udvalgte værker (2010). Rimbaud i udvalg (2020) samler Helvede og Illuminationer i et bind, hvor også brevene står i en kommenteret oversættelse ved Hippolyte de la Garde. Bureauets udgaver er tosprogede.*** 

RIMBAUDS eget forbillede var Charles Baudelaire (1821-1867), som han ganske vist fandt for traditionsbunden, men alligevel hyldede hengivent som »den første seer, digternes konge, en sand Gud.«

   Rimbauds seer-evangelium – såvel som nogle personlige manerer og en næsten drengeagtig opstemthed ved hele ideen om eksotiske opdagelsesrejser – har sit udspring i Les fleurs du mal (1857, da. Syndens Blomster, Ondskabens blomster eller Helvedsblomsterne – hver ny version har sit bud på en titel) og Baudelaires bestræbelse på gennem uafladelig beruselse at bryde bevidsthedsskallen og rejse ud for at komme »til bunds i det ukendte, for at finde DET NY!«

   17 år gammel formulerer Rimbaud sin kongstanke således: Le Poete se fait voyant par un long, immense et raisonné dérèglement de tout les sens. »Digteren gør sig synsk ved en lang, umådelig og beregnet forstyrrelse af alle sanser,« er vel hvad der står, men »forstyrrelse« dækker ikke helt, og det er interessant at sammenligne de forskellige bud på en oversættelse.

   I sin kommenterede guide til De første moderne (1985) har Jørgen Sonne en blændende idiosynkratisk version af skriftstedet: »Digteren gør sig til seer ved en langstrakt, umådelig og ræsonneret uordning i alle sanserne.« Per Aage Brandt taler om en »systematisk forstyrrelse af alle sanser«, Torben Brostrøm om en »desorganisering af alle sanser,« mens Rolf Gjedsted afstår fra at oversætte og bare parafraserer: »Sanserne skal tilsøles og forvitre, før man kan sætte de sande ord til papiret, det banale såvel som det ophøjede.«

   

SAMTLIGE versioner strejfer en facet af den tro på profetisk delirium som kunstnerisk erkendelsesmåde, der er kernen og fundamentet i Rimbauds erfaringsoverskridende praksis.

   Eftersom »Moral er svækkelse af hjernen,« må digteren frigøre sig betingelsesløst fra alle konventioner. Han har, ifølge Rimbaud, næsten pligt til at »krapylisere« sig. Da vil han i et nyt sprog kunne skildre nye indtryk og erfaringer:

   »Lad os indtage strømme af livskraft og virkelig ømhed. Og bevæbnet med brændende tålmodighed skal vi gå ind i strålende byer under morgenrøden,« slutter testamentet En sæson i helvede, som også indeholder digterens endelige afskedtagen med sit liv i kunst:

»Jeg, som har kaldt mig magiker eller engel, fritaget for al moral, jeg er nu givet tilbage til jorden, for at søge pligten, for at omfavne den knudrede virkelighed! Bonde!«

En sæson i helvede blev til mellem april og august 1873, da Rimbaud efter sine vilde strejferår med Verlaine prøvede at komme til kræfter i moderens hus i Roche. Den populære myte vil vide, at han aldrig skrev en linie siden hen. Det passer dog ikke. Prosadigtene i Les Illuminations blev til parallelt med Une Saison en enfer, og også i løbet af »rejsernes fem-år« 1873-78 kom spredte nye digte til.

   I januar 1875 mødtes Rimbaud og Verlaine for sidste gang. Ved dén lejlighed overlod Rimbaud sin gamle elsker manuskriptet til Illuminationerne, og de udkom 1886 i Verlaines redaktion og med hans kommentarer. Til den berømte sonet, hvor Rimbaud giver vokalerne farver, har Verlaine følgende fornuftige kommentar: »Jeg, der har kendt Rimbaud, jeg véd, at det var skråt op for ham, om A var rød eller grøn. Han så det sådan, det er det hele.«

I LØBET af rejsernes fem-år besøgte Rimbaud England, Italien, Tyskland, Østrig, Holland, Java, Sverige, Danmark, Tyrkiet, Ægypten og Cypern. Til sidst kom han hjem til moderens gård, havde tyfus, arbejdede på gården og forberedte sin endelige udvandring. I sommeren 1879 blev han spurgt, om han stadig skrev. »Je ne pense plus a ca,« lød svaret. Jeg tænker ikke mere på det. I 1880 tog han definitivt afsked med Frankrig og forsvandt i det afrikanske.

   Det gælder generelt for Rimbauds skrifter, at de hverken bliver rigere eller mere betydningsmættede, hvis man forsøger at læse dem som selvbiografiske fiktioner. Hans maske af sprog, den »mængde af ukendt, der er opvakt på hans tid i den universelle sjæl,« er i sin mest fuldbårne form en uudgrundelig cifferskrift, som sætter sig ud over sine tilblivelsesvilkår og virkeliggør tanken om »ordets alkymi«.

DERFOR læses Rimbaud i dag med uformindsket klarhed som en stemme, der på én gang taler i hjertet af tiden og befinder sig uden for verden. Alligevel kan man ikke læse »Dårligt blod« i En sæson i helvede uden at se den i forbindelse med Rimbauds 11 år i Etiopien:

»Jeg vil vende tilbage med lemmer af jern, mørkhudet, og med et vildt blik: i min maskering vil man tro, jeg tilhører en stærk race. Jeg vil få guld, blive doven og brutal. Og kvinderne plejer disse vilde krøblinge, der er vendt tilbage fra de varme lande. Frelst.«

I februar 1891 tog Rimbaud tilbage til Frankrig for at blive behandlet for en kræftsvulst i knæet. Benet blev sat af, og han fik det stadig værre i løbet af sommeren, som han tilbragte hos søsteren Isabelle. Han døde i Marseille, 37 år gammel, den 10. oktober 1891:

Set nok. Synet har mødt sig selv for alle vinde./ Haft nok. Byers støj om aftenen, og under solen, og altid./ Kendt nok. Livets standsninger. - Åh, rygter og visioner!/ Afrejse til hengivelsen og nye lyde! (»Afrejse«)

Danske versioner

Arthur Rimbaud: En Tid i Helvede. Oversat af Erik Ditlevsen. Forlaget Frost-Hansen, 1949. 

Arthur Rimbaud: Les Illuminations. Oversat af Jørgen Sonne. Træsnit af Erik Christensen. 36 s. Forlaget Grafisk Cirkel, 1949.

Arthur Rimbaud: En sæson i helvede. Gendigtet fra fransk af Rolf Gjedsted. Illustreret af Anne Wivel. 52 s. Forlaget Thaning & Appel, 1972.

Arthur Rimbaud: Efter syndfloden. Udvalgt og gendigtet fra fransk af Rolf Gjedsted. Med tegninger af Anne Wivel. 48 s. Forlaget Thaning & Appel, 1973. 

Arthur Rimbaud: En engel i hænderne på en barbar. I udvalg og gendigtning ved og med illustrationer af Rolf Gjedsted. 92 s. Husets Forlag/Serien for Oversat Litteratur, 1991.

Arthur Rimbaud: En Årstid i Helvede. Oversat af Uffe Harder. Grafiske arbejder af Robert Jacobsen. 54 s. Forlaget Cordelia, 1992.

Arthur Rimbaud: En Årstid i Helvede. På dansk ved Uffe Harder. Med efterord af Erik Skyum-Nielsen. Redigeret af Arild Baltzer. 62 s. Roskilde Bogcafé, 1998.

Arthur Rimbaud: Illuminationer. På dansk ved Erik Knudsen. Tekstredaktion: Hans Peter Lund. 66 s. Gyldendal, 2007. 

Arthur Rimbaud: Udvalgte værker. På dansk ved Hippolyte de la Garde. Illustreret af Mark Tholander. 358 s. Det Poetiske Bureau, 2010. 

Arthur Rimbaud: Rimbaud i udvalg. På dansk ved Hippolyte de la Garde. Illustreret af Mark Tholander. 426 s. Det Poetiske Bureau/Bureauets klassikerserie, 2020.

Biografisk på dansk

Haakon Bugge Mahrt: Digteren og eventyreren Arthur Rimbaud. Oversat fra norsk af Arild Baltzer. Illustreret af Chrix Dahl. Med efterord af Mikkel Jørgensen. 94 s. Roskilde Bogcafé 1992.

Rolf Gjedsted: Fordømt af regnbuen. En roman om digteren Arthur Rimbauds liv. 272 s. Forlaget Schønberg, 1998.

Graham Robb: Rimbaud. En biografi. Oversat fra engelsk af Hippolyte de la Garde. 667 s. Det Poetiske Bureau, 2021.

*) To fiktionsfilm har prøvet at skildre forholdet mellem Verlaine og Rimbaud, begge uden videre held, skønt casting og budget var optimale. Italieneren Nelo Resi lader Terence Stamp spille Rimbaud i Una stagione all'inferno (1971), hvor Rimbaud ser tilbage på forholdet fra sin sidste tid i Etiopien. Jean-Claude Brialy spiller Verlaine. Filmen fik fransk, tysk og spansk premiere, men kom ikke i dansk distribution. Agnieszka Holland instruerede Leonardo DiCaprio og David Thewliss i Total Eclipse fra 1995. Det er svært at sige, hvorfor den film ikke lykkes. Den skildrer parrets vandreår, og især David Thewliss er god som Verlaine. Resis film er sjælden og svær at få at se. Total Eclipse bliver faktisk streamet på SF Anytime.

**) Van Morrison synger »Tore down a la Rimbaud« på A Sense of Wonder (1985), og Bob Dylan henviser til forbilledet i teksten til »You're Gonna Make Me Lonesome When You Go« fra skilsmissealbummet Blood On the Tracks (1975): »Situations have ended sad/ Relationships have all been bad/ Mine've been like Verlaine and Rimbaud«. Rimbaud er det første Dylan-persona, som taler til kameraet i Todd Haynes' bemærkelsesværdige film, I'm Not There (2007), hvor seks faser i sangerens biografi er flettet sammen til et mytologisk portræt. Rimbaud-avataren bliver spillet af Ben Whishaw. 

Den største hommage til ikonet kom fra den franske sangskriver Léo Ferré (1916-1993). Ferré satte 37 digte (ti af Rimbaud og 14 af Verlaine) i symfonisk musik og fortalte historien om forholdet på dobbeltalbummet Verlaine et Rimbaud (1964). Ferré var et fyrtårn i chanson/varieté-traditionen. Han byggede videre på sin succes med Baudelaire-albummet Les Fleurs du mal fra 1957.

   Joan Baez og Peter Schickele var stærkt inspireret af Férré, da de konstruerede lydlandskaberne på poesimontagen Baptism: A Journey Through Our Time (1968). Her er to af Rimbauds digte (»Barndom III« og »Evil«) anbragt blandt tekster af John Donne, James Joyce, Walt Whitman, William Blake, Federico Garcia Lorca, e.e. cummings og mange andre stemmer, der talte og taler til tiden. Leo Ferrés sidste album var Une saison en enfer (1991), udgivet til 100-året for Rimbauds død.

***) I juli 2021 udgav Bureauets Klassikerbibliotek også Graham Robbs biografi fra 1999. Der er ikke noget galt med Graham Robbs bog, som prøver at skrive biografi i stort format med et sparsomt materiale. Men det fineste nålestik foretages, synes jeg, af Charles Nicholl i Somebody Else: Arthur Rimbaud in Africa 1880-91 (London: Jonathan Cape, 1997), som fokuserer på og udreder Afrika-tiden. 

 

Ajourført og revideret udgave af teksten i Weekendavisen Bøger 08.11.1991 

Genskabt: Digteren Dylan Thomas 1914-1953

FRA BAKKE TIL BAKKE SOM ØER AF SKOV
Dylan Thomas på dansk gennem tiden

Af BO GREEN JENSEN

DYLAN Thomas var kun 39 år, da han døde i New York i 1953. Den walisiske digter var da på højden af sin bane. For unge amerikanere var han et eksotisk ikon, en romantisk inspiration for beatdigterne. Det er en kendt sag, at sangskriveren Robert Zimmerman tog sit nye efternavn fra Dylan Thomas.

   Hans betydning var enorm. Man kan høre Dylan Thomas i danske stemmer fra Jørgen Gustava Brandt til F.P. Jac. Man kan i hvert fald genkende en særlig naturfølsom sensibilitet. Også Thomas kunne have valgt titler som Under vejr med mig selv og For vejret i mig selv.

   I de engelsktalende lande bliver han fortsat læst, og myten lever i bedste velgående. Der var film, teater, radio (den primære platform for Thomas) og en lille snestorm af nye udgivelser ved 100-året for hans fødsel i 2014. På andre sprog er han blevet en sag for specialister og unge kolleger.

   I Norden er han næsten forsvundet. Kritikken har skrevet sig hen til et sted, hvor den stort set ikke kan bruge eller forstå Dylan Thomas. Det bliver digtene ikke dårlige af. De afviser blot en formel analyse og er stærkest i kvaliteter, som videnskaben ikke agter p.t.

   Efter årtier med tavshed er der ny interesse. Så er Thomas ved at blive vigtig igen?

JON Høyer har samlet 24 tekster i En proces i hjertets vejr. Her er bl.a. de to korte digte, som fælleskulturen bliver ved at citere. Det er »And death shall have no dominion« (»Og døden bliver ikke herre«) fra 25 Poems (1936) og »Do not go gentle into that good night« (»Gå ikke fredeligt ind i den gode nat«) fra In Country Sleep (1952). Altså noget af det første og det sidste. For Thomas var dødsforagt altid et tema.

   De fleste af hans digte var længere og sværere. På dansk har man derfor haft nok i de hverdagsmagiske noveller, som (med et nik til James Joyce) er samlet i Portrait of the Artist as a Young Dog (1940), og radiospillet Under Milk Wood (1953), som Thomas skrev til BBC. Her er digt, sang, prosa og drama forenet. Et sted og dets mennesker bliver manet frem.

   Værket findes også i film- og sceneversioner. Det var i mange år 1956-gendigtningen ved Jørgen Nash (Forår Milkwood eller Forår i Milk Wood), der stod som standardudgaven. DR har brugt den igen og igen. Teksten fik en tiltrængt overhaling i 2010, da Karsten Sand Iversen nyoversatte. Under Mælkeskoven – et spil for stemmer udkom på forlaget Vandkunsten.

   Portræt af kunstneren som hvalp blev oversat af Jørgen Andersen i 1955. Andersen redigerede også Rejsen tilbage: Prosastykker i udvalg (1964). Erik Thygesen oversatte tre tekster fra Adventures in the Skin Trade (1955) til Hasselbalchs Kultur-Bibliotek. Bind 241 i Jacob Paludans navnkundige serie hedder En pelshandlers eventyr.

GENDIGTNINGEN gik i stå efterhånden, som Thomas blev umoderne i Danmark. Jeg ledte i årevis efter en god version af den stemningsfulde erindringstekst om »A Child’s Christmas in Wales« (1952). Min egen kærlighed til Thomas begyndte i mødet med hans landsmand, John Cales, sang af samme navn fra albummet Paris 1919 (1973). Cale har også komponeret symfoniske versioner af »Lie Still, Sleep Becalmed« og »Do not go gentle«, som indgår på albummet Words for the Dying (1989).

   »Et barns jul i Wales« blev endelig oversat i 2014. Ib Johansen tog livtag med teksten i udvalget Kort over kærligheden, som Det Poetiske Bureau udgav. Også 15 digte fik et skud. Det er i vid udstrækning de samme tekster, som Høyer inddrager: »Fern Hill«, prologen til Samlede digte (1952) osv.

   Hos Johansen står digtene lidt mindre mejslet. »Do not go gentle into that good night« bliver til »Gå ikke ydmygt ind ad nattens dør«. Men stedvis brænder en vildere ild, der kan måle sig med raseriet hos Thomas. »I den hvide kæmpes lår« – som Høyer springer over – er en sanselig, næsten vulkanisk bedrift. Begge udvalg skaber en ny sammenhæng.

EN proces i hjertets vejr er en mesterlig gendigtning. Det er værd at fæste sig ved Høyers undertitel: »Udvalgte digte på danske vers«. For dét er om noget bedriften: at samlingen fremstår så færdig og dansk. Rimene er der, og hvert vers skanderer. Er læseren i tvivl, kan hun/han selv se, hvad Thomas skrev. Originalteksten er reproduceret.

   Høyer går frem kronologisk. Forlægget er John Goodbys udgave af The Collected Poems, som udkom til 100-året. Men Høyer plukker og skærer så tæt, at den viltre bog bliver en slank, biografisk sekvens. Der er fokus på de fødselsdagsdigte, hvor Thomas selv førte regnskab. Ellers er det (næsten) altid vejret og det walisiske landskab, der smelter sammen i mytologisk erindring. Få steder mere fuldendt end i digtet om drengen på gården Fern Hill (fra Dødsfald og indgange, 1946):

Og da jeg var grøn og sorgløs, berømt imellem laderne

om den lykkelige gårdsplads, for gården var mit hjem, fyldt med sang

under solen, som kun er ung en enkelt gang,

lod tiden mig lege og være

 gylden, med den barmhjertighed, der er hans,

 og grøn og gylden var jeg jæger og hyrde, kalvene

 sang til mit horn, rævene på bakkerne glammede klart og koldt,

 og sabattens klokkeslag lød

 langsomt i de hellige strømmes småsten. 

(And as I was green and carefree, famous among the barns/ About the happy yard and singing as the farm was home,/ In the sun that is young once only,/ Time let me play and be/ Golden in the mercy of his means,/ And green and golden I was huntsman and herdsman, the calves/ Sang to my horn, the foxes on the hills barked clear and cold,/ And the sabbath rang slowly/ In the pebbles of the holy streams.) 

Der er seks majestætiske strofer. Manden ser tilbage på drengen fra »det første roterende sted«. Han er der ikke mere. Det er derfor, at solen »kun er ung en enkelt gang«. Facit er en frydefuld bittersødme, der for Thomas bliver til fin årgangsvin. Han serverer den for os igen og igen.

DER er en vedtagen visdom, som siger, at Thomas var bedst i begyndelsen og blev stadig mere afhængig af tricks, efterhånden som alkoholen tog over. Han skabte sine egne bløde systemer og kom videre ved at tænde for en billedmaskine, der spyttede sang, symbioser og synæstesier med stadig mindre selvkritisk sans.

   Det er en lidt for flot fordom. Ja, der er skarpere kanter og en anden slags renfærdighed i det første. Og den lange syntaks i det sidste kan nu og da gå i byzantinsk selvsving: »Fire elementer og fem/ sanser og mennesket en forelsket ånd,/ der snor sig gennem denne sammenspundne slim/ til sit glorie-klokke-kølige kongeriges komme.«

   Alligevel er der altid en klang og et billede, som hænger sammen:

   »Vi rider ud alene, og så, herhen,/ under Wales’ stjerner på stribe,/ råb, fra mængder af arker! Over/ vanddækkede lande/ flyder de fra bakke til bakke som øer af skov/ bemandet med al deres kærlighed her.«

TIL slut har Høyer fuldt fortjent den instruktive note, som forklarer metoden i Thomas’ prolog: »Første linje slutter på samme måde som sidste og anden linje som næstsidste og tredje linje som tredjesidste, hvorefter rimene tager over fra hver sin ende, så fjerde linje rimer på fjerdesidste og så videre indadtil, indtil rimene mødes på midten.«

   Det gør de virkelig. Strukturen er fantastisk kunstfærdig. Vi indser for alvor, hvor svært det har været. Herefter gør Høyer sin helt til en bror: »Alt dette ser og hører jeg som et udtryk for forfatterens ønske om at holde sine håndflader tæt og gennemtrængende om alle sine digte, sammenfattet i prologen her, inden han rækker dem videre til os andre.«

   Oversætteren gør jo det samme. Han lukker bogen varsomt og rækker den til os i tillid. Så kærlig en gestus er virkelig en gave. Det store arbejde er endelig gjort.

Jon Høyer (f. 1942) modtog Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2022. Jeg havde fornøjelsen af at tale ved receptionen i Dansk Forfatterforening. Høyer fik prisen for sit samlede virke, der omfatter Goethes Faust, Derek Walcotts Omeros og gamle og nye tekster fra islandsk. 

*) »Through throats where many rivers meet, the curlews cry,/ Under the conceiving moon, on the high chalk hill,/ And there this night I walk in the white giant’s thigh/ Where barren as boulders women lie longing still/ To labour and love though they lay down long ago.// Through throats where many rivers meet, the women pray,/ Pleading in the waded bay for the seed to flow/ Though the names on their weed grown stones are rained away,// And alone in the night’s eternal, curving act/ They yearn with tongues of curlews for the unconceived/ And immemorial sons of the cudgelling, hacked/ Hill...«

   »In the White Giant’s Thigh« er slet ikke mystisk. Digteren går på kalkbakken ved Cerne Abbas i Dorset, hvor en kæmpemæssig kridtfigur er skåret i jorden. Det britiske landskab er fuldt af kridtfigurer. Bedst kendt er The Long Man of Wilmington på Windover Hill i East Sussex og de hvide heste ved Uffington i Oxfordshire og Hindover Hill i South Downs.

   Der er mange bud på, hvem der skar figurerne, hvornår og hvorfor. Kun fugle og flypassagerer kan se dem. Man må tro, de blev tegnet for gudernes skyld. Flere har vist sig at være af nyere dato, men Cerne Abbas-figuren er forhistorisk. Den rejste fallos vidner om et fertilitetsritual. Derfor kommer de barnløse kvinder til skrænten for at ligge »i den hvide kæmpes lår«. I Ib Johansens version lyder digtets begyndelse:

   »Spover skriger gennem svælg, hvor mange floder sammen når/ Under den drægtige måne, på den høje kridthøj,/ Og denne nat går jeg dér i den hvide kæmpes lår,/ Hvor kvinder, golde som kampesten på deres strøg// Længes efter at føde og elske, skønt lagt ned i fordums tid.// Gennem svælg, hvor mange floder sammen når, be’r de kvinder,/ Bønfalder i bugtens vadesteder om at sæd vil flyve hid./ Skønt navne i regnen på ukrudt-tilgroede sten forsvinder,// Og alene hér i nattens evige, krummede akt/ Længes de med spove-tunger efter sønner aldrig undfanget,/ Fra Arilds tid på den knippel-svingende højt sammenbragt/ Under hakker.«

   Luftfotoet er fra Times Literary Supplement, hvor digtet blev trykt første gang i 1951.

Dylan Thomas: En proces i hjertets vejr. Udvalgte digte på danske vers ved Jon Høyer. Tosproget udgave. 142 s. Forlaget Multivers.

Dylan Thomas: Kort over kærligheden. Efterfulgt af Et barns jul i Wales & Udvalgte digte. Oversat fra engelsk af Ib Johansen. 70 s. Det Poetiske Bureau/ Bureauets lommebibliotek, 2014.

Fotos: National Portrait Gallery (Gordon Stuart Portrait 1953; Dylan Thomas at BBC by John Gay, 1948; Rollie McKenna photographs 1953 [Rosalie Thorne McKenna Foundation - courtesy of Center for Creative Photography, University of Arizona Foundation])/ National Museum Wales (Alfred Janes Portrait 1934, Augustus John Portrait 1937-38), Forlaget Multivers (omslagsdesign Christine Lind)/ Det Poetiske Bureau (omslagsdesign Mikkel Pape)/ Facsimile Dust Jackets LLC/ Ace Books 1957 (DT in America paperback cover). 

Teksten stod i Weekendavisen Bøger 03.05.2019