Translate

Viser opslag med etiketten skoletid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skoletid. Vis alle opslag

lørdag den 26. februar 2022

Omkring Ukraine: Plemya/The Tribe (2014)


KROPPENE TALER
På en skole for døve i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

I MIN fjerne barndoms sort-hvide tv præsenterede Poul Malmkjær et program, der hed Natkassen. Han så publikum i øjnene og forklarede, hvorfor det var værd at lade apparatet stå tændt, når der om lidt var premiere på ugens bulgarske filmperle. Natkassen var et alternativ til biografernes standardvare. Mange slukkede af princip. Programmet havde færre seere end Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Man ville hellere høre en ko sige muh, end se på en arbejdsløs skosælger i Sofia.
   The Tribe har premiere i ni biografer, som sikkert får fornøjelse af den. Alligevel føler man sig som Poul Malmkjær, når man skal præsentere, hvad der lyder som en næsten kontrært utilgængelig film. The Tribe, der på ukrainsk hedder Plemya, foregår på en skole for døve i Kiev. Skuespillerne er amatører, »børn fra gaderne«, som kommunikerer på tegnsprog. Der er reallyd, men ingen stemningsforstærkende musik eller forklarende tekster. The Tribe er skabt af Myroslav Slaboshpytskiy, som først brugte stoffet i kortfilmen Deafness (2010). Han debuterer i det lange format.



FILMEN
 skildrer en virkelighed, som man kender og alligevel slet ikke kender. En verden, hvor lydsproget mangler. Til gengæld svirrer luften af tegn. Mainstreamfilm som Johnny Belinda (1957), The Miracle Worker (1962) og Children of a Lesser God (1986) har typisk været lyriske stykker, hvor døvheden syntes at indebære en uskyld og i øvrigt var gjort til et tema. I The Tribe taler kroppene voldsomt og hårdt.
   Her er døvheden et grundvilkår, som alle eleverne deler. Det har gjort dem til en stamme, som kun har kontakt med de hørendes verden, når de vil udnytte den. På skolen florerer en omfattende kriminalitet i form af røverier, afpresning, handel med stoffer og prostitution. Der er rivaliserende fraktioner, og hver har sin plads i hierarkiet. Systemet fungerer, fordi lærerne enten ser væk eller lukrerer på den forbudte forretning. Det minder om tilværelsen i et fængsel. I øvrigt har ingen ondt af nogen, hverken andre elever eller sig selv.



FORTÆLLINGENS sonde er Sergey (Gregoriy Fesenko), der i første scene ankommer med bussen og spørger om vej til skolen. Han arbejder sig op gennem hierarkiet ved at tage de fornødne konfrontationer. Han bliver alfons for pigerne Anna og Rosa, som hver aften betjener langturschaufførerne ved en café, der også fungerer som hælercentral. Sergey forelsker sig i Anna, som er smigret og gengælder varmen, hvis han betaler. Hun foretrækker dog en ældre elev, der kan skaffe et visum til Italien.



FILMEN er komponeret i brede indstillinger, som giver billederne et statisk frisepræg. Især bliver der skabt skulpturelle effekter i sexscenerne mellem Sergey og Anna. Røverierne afvikles i sindrigt tilrettelagte tracking shots. Man tænker på Robert Bressons strategi i Pickpocket, en anden film, som satte dialogen på standby.
   Lyden bliver en faktor i flere scener, hvor det spiller en rolle, at karaktererne ikke kan høre den diegetiske lyd. En alfons bliver mast af en bakkende lastbil. Anna får afbrudt sin graviditet i en hjerteskærende scene, der kan måle sig med aborten i 4 måneder, 3 uger, 2 dage. Hun hører ikke selv sine skrig. Publikum hører ikke andet.



PLEMYA blev kåret som bedste film i siderækken Semaine de la Critique på årets Cannes Festival. Alle beundrede eksperimentets kompromisløshed. Flere ville se det som en politisk allegori om situationen i Ukraine. Det giver ærligt talt ikke mening.
   Slutningen er kalkuleret brutal. Man kunne lave den samme film om dårligt stillede unge, som kan høre. Formalismen giver The Tribe et antropologisk præg, men bortset fra kortlægningen af hierarkier, er der ingen særlig indsigt at hente.
   Der er til gengæld ubønhørlighed og en uafviselig følelsesstyrke. Kroppene taler, og man forstår, hvad de siger. Det er som at se stumfilm. Man må afkode situationerne, som af samme grund bliver særligt interessante.



SLABOSHPYTSKYI ser noget rent i »den lydløse film«, som han længe har drømt om at hylde. Det er nok at gå for vidt, men vist bliver koncentrationen belønnet. The Tribe er et lærerigt laboratorieforsøg. Se selv efter, om det er sandt, hvad jeg siger.



The Tribe (Plemya). Instr. & manus: Myroslav Slaboshpytskiy. Foto: Valentyn Vasyanovych. 130 min. Ukraine-Holland 2014. Dansk premiere: 30.10.2014.


Fotos: Ukranian State Film Agency/ Garmata Film/ Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB/ YouTube (Drafthouse Films Original Trailer]
Filmen streames p.t. [juni 2025] ikke længere i DK - i Sverige på Blockbuster, CINEASTERNE, SF Anytime og Tele2Play | SF Anytime
2K Blu-ray fra Gryphon Entertainment (region B) 18.11.2015
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.10.2014

fredag den 12. marts 2021

Anna Odell: Återträffen/Gensynet (2013)


TAK FOR SIDST
En hævn raffineres og implementeres

Af BO GREEN JENSEN


IDENTITETSKUNSTNEREN Anna Odell (f. 1973) blev mobbet, da hun gik i skole. Klassens smarte drenge var de værste, men et kvidrende heppekor gav dem lov. Pigen med de store øjne blev mærket for livet. Tyve år senere ødelægger hun klassens genforeningsfest, da hun insisterer på at analysere hver af fornedrelsens mekanismer.

   Det bliver et skolejubilæum, som kommer fra Helvede selv. Aftenens forløb er skildret i de første tyve minutter af Gensynet, hvor Anna Odell spiller Anna Odell og fastholder selskabet under en tale, der ikke er hørt mere hudløs, siden Ulrich Thomsen rejste sig og slog på glasset i Thomas Vinterbergs Festen.
   Også i Gensynet reagerer publikum med fjendtlighed og forvirring. Odell bliver afbrudt, hånet, grinet af og fjernet fra bordet i flere omgange. Ved aftenens begyndelse er samtlige gæster ansvarlige voksne. Ved slutningen er de lige så lede som i skolen tyve år før. Da smiler Odell. Hun har fremlagt sin bevisførelse.


METAFILMEN slår flere kolbøtter. Først viser Gensynet sig at være en fiktiv rekonstruktion af den aften, som festkomiteen med vilje ikke indbød Anna Odell til. Klassekammeraterne var skuespillere. Nu sidder hævnersken på sit kontor og forbereder en film om personernes forhold til mobningen dengang. Hun vil også gerne vide, hvorfor hun igen blev holdt uden for fællesskabet.

   En efter en kommer karaktererne ind og bliver konfronteret med filmen. Anna repeterer, hvor ondt der var i begyndelsens skole. Enkelte mener, at hun overreagerer, at børn er børn til alle tider, drenge som piner insekter for sjov. Andre har fortrængt, hvad der skete. Forbavsende mange giver hende ret. Flere antyder, at de ville gøre det igen, for verdens grimme ællinger fortjener at blive kanøflet.
   Odells genistreg er tvivlen, den grundlæggende usikkerhed om værdier, som kendetegner eksperimentet. Hun spørger Anders, Erik, Robert og Sanna, hvad de mener om Anders, Erik, Robert og Sanna. Hun vil gerne se dem skamme sig. Det har nu lange udsigter. Der er naturligvis også en mulighed for, at alt i filmen er fiktion.


UBEHAGET bliver så stærkt, at man kunne skrive med det på væggen. Man aner i skamfulde indskud, hvorfor Anna var et irritationsmoment. Man håber meget, at eksperimentet bliver en tilfredsstillelse for den insisterende kunstner. I hvert siger hun tak for sidst, så det kan høres.
   Erindringens politik dissekeres i en blanding af essay og autofiktion. Filmen husker, hvad vi alle husker om skolen, når vi er ærlige nok. Den fortegner sandsynligvis også, men ikke som pigen oplevede det. Man er grundigt irettesat efter Gensynet. Men ikke i tvivl om, at man har set en væsentlig film om grusomme børn, der blev voksne.

Gensynet (Återträffen). Instr. og manus: Anna Odell. Foto: Ragna Jorming. 88 min. Sverige 2013. 01.05.2014.


Fotos: Dagsljus Filmequipment/ Camera Film/ CineMaterial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime
Weekendavisen Kultur 02.05.2014