Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]

VARME OG SELVVÆRD

Fire piger bliver til unge kvinder

Af BO GREEN JENSEN

SÅ hvordan er det nu, at man bliver voksen? På dansk har vi aldrig fået et dækkende navn for coming-of-age genren, skildringen af de afgørende år, hvor individet passerer fra barndom til ungdom og videre, mens karakteren tager form. Vi har for den sags skyld aldrig fundet ud af, om pubertetshistorien henvender sig til børn eller voksne. Af samme grund er begge grupper tilbøjelige til at vælge den fra.

   Céline Sciammas Bande de filles er først og fremmest en solidarisk skildring af den 15-årige Mariemes verden. Den afrikansk-franske teenager fungerer som en mor for sine to yngre søstre i en familie, hvor storebror giver ordrer, og Mor konstant er på arbejde. Der er ingen far i sigte. Virkeligheden er bloklandet i les banlieues, de parisiske forstæder. Altså et ghettoliv af den slags, som man lever i mange europæiske satellitbyer.

MAN kan nok så meget være et nummer i statistikken, men for den enkelte er der intet sædvanligt over en opvækst. Det er dér, at det store livsdrama begynder, og for hver af os er der kun én vigtig film. Det spiller i og for sig ingen rolle, om man er rig eller fattig. Kun varme og selvværd er gangbar valuta.

   Marieme er blid med sine søstre og sød med den generte dreng, som hun gerne vil være kæreste med. Ellers er hun en tiger, der bider fra sig. Hun spiller american football og slås i skolegården. Da hun falder, bliver hun samlet op af tre piger, som anføres af den tjekkede Lady (Assa Sylla). Hvis hun gør sig fortjent til at være i klubben, får hun en halskæde med navnet Vic (for Victory) i.

PIGERNE pjækker, turer rundt og tager stoffer, afprøver alt, hvad der kan prøves af. Det er meget som i Catherine Hardwickes Thirteen (2003) eller Christian E Christiansens danske Råzone (2006). Modsat punktøserne i Lukas Moodyssons Vi er de bedste (2013) kan pigerne ikke selv skabe musikken. De må mime i blåt lys til Rihanna-sangen »Diamonds«.

   Der er dog en pris for at passe ind. Af og til dæmrer det også for Marieme, at bandelivet er en foreløbig ting og at der muligvis findes andre værdier. En ung mor kommer hen og hilser med sin baby på ryggen, da pigerne spiser junkfood. »Det var den fjerde fra før,« siger Lady.

   Marieme er altså med på et afbud. Måske bliver hun selv lagt tilbage i kurven, hvis der kommer en mere glamourøs kandidat.

BANDES de filles blev nomineret til årets Lux Prize – Europaparlamentets filmpris – sammen med Pawel Pawlikowskis Ida (2013) og den slovenske Klassefjenden. Det er den mest ordinære film af de tre, men Sciammas sikre beskæring af motivet er et væsentligt aktiv. Det samme er Karidja Touré i den krævende rolle som Marieme.

   Pigernes verden er skildret med absolut indlevelse. Sciamma taler ikke ned til aldersgruppen, og hun falder ikke for fristelsen til at praktisere social antropologi. Som filmskaber finpudser hun erfaringen fra Les pieuvres (2007, int. Water Lilies) og Tomboy (2011) og er således klar til at skabe de mesterlige, anelsesfulde kvindebilleder i Portrait de la jeune femme en feu (2019, da. Portræt af en kvinde i flammer) og Petite maman (2021).

 

KARIDJA Touré, Marietou Touré, Assa Sylla og Lindsay Karamoh var inddraget i den kreative proces og skabte karaktererne i samarbejde med Sciamma. Bande de filles er en ungdomsfilm med alt, hvad det indebærer. Det bliver anstrengende, når den ligner en blanding af musikvideo og reklamespot, men æstetikken er pigernes egen. De vil skinne som diamanter på himlen, og dét kan man ikke fortænke dem i.

Se også Céline Sciamma: Petite maman (2021); Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2019); Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020].

Se også The Hours (2002) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag] og Suffragette (2015) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag] fra IWD 2020 og 2021.

Girlhood (Bande de filles). Instr. og manus: Céline Sciamma. Foto: Crystel Fournier. 112 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.12.2014.

Fotos: Hold up Films/ Lilies Films/ Arte France Cinema/ CNC/ Canal+/ Reel Pictures/ CineMaterial/ Filmgrab

Filmen streanes på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.12.2014

Wes Anderson: Moonrise Kingdom (2012)

IMPERIER I EN DRÅBE
Alt konstrueres med akkuratesse

Af BO GREEN JENSEN

AMERIKANEREN Wes Anderson (f. 1969) er detaljernes elsker, herre og mester. Han arrangerer dem med fetichistisk omhu, og hver af hans film er en gennemført miniature. Fra Bottle Rocket (1996) til The French Dispatch (2021) og Asteroid City (2023) har han hver gang skabt færdige verdener, der kunne være imperier i en dråbe. Også værklistens animationsfilm, Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018), koncentrerer et helt univers.

   De bedste af Andersons film er familiehistorier. Der er en Salingersk excentricitet over klanen i The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007), hvor tre brødre kører i tog gennem Indien. Han holder af at benytte de samme skuespillere – Bill Murray, Jason Schwartzman og Owen Wilson er med i de fleste Anderson-film – og væve videre på et grundlæggende mønster. Typisk for Anderson er det togets indretning, han bruger mest energi på i The Darjeeling Limited.

ANDERSONS film trækker ofte på en personlig erindring. Diverse fænomener fra hans opvækst er genskabt med en detaljerigdom, som udgør det halve af kunstværket, mindst. I The Life Aquatic with Steve Zissou (2004) var det tv-programmerne med Jacques Cousteau, som Anderson byggede videre på. Der var en Steve Zissou-klub med diplomer og små emblemer. Filmens sætstykke var skibet Belafonte, det Calypso-lignende fartøj, som Bill Murray og resten af Team Zissou sejlede i.

I MOONRISE Kingdom bliver spejderlejren og skoleorkestret et fundament for fiktionen. Scout Master Ward (Edward Norton) opdager, at ulveungen Sam er forsvundet fra lejren på New Penzance Island. Året er 1965. Det kan man se på farverne og høre på musikken.

   Sam (Jared Gilman) er løbet væk med Suzy (Kara Hayward), der er datter af Walt (Bill Murray) og Laura (Frances McDormand) Bishop. Sheriffen (Bruce Willis) fatter sympati for den ensomme dreng. Lynet slår ned flere gange, og en mægtig storm er på vej. Da den kommer, samles alle i kirken, hvor tingene endelig sættes på plads.

SOM altid er musikken en særlig dimension. Filmens score er skrevet af Alexandre Desplat, men hver gang den melankolske sheriff er i billedet, høres Hank Williams på lydsporet. Mens Suzy og hendes familie præsenteres, kører Benjamin Brittens A Young Person’s Guide to the Orchestra på grammofonen. Sætstykket er dog hans opera Noye’s Fludde, som opføres i kirken, mens den store storm raser på øen.

ALT er uhyre charmerende gjort. Jared Gilman og Kara Hayward er perfekte som Sam og Suzy, de pubertære misfits, der vil bygge en ny verden sammen. Stormen orkestreres som en symfoni, og hver kameragang er nøje gennemtænkt. Der er sjældent zoomet så meget i en film efter 1975. Skal man indvende noget, kunne det være, at den spinkle historie næsten forsvinder i mylderet af detaljer. Det er en gennemgående svaghed i Andersons film, der har lige så mange fjender som fans.

MOONRISE Kingdom præsenterer Andersons verden i koncentrat. Drengen kunne være lillebror til Max Fisher fra gennembrudsfilmen Rushmore (1998). De voksne er neurotiske versioner af børnene med dårlige forhold og en sørgmodig livsindstilling. Det har fået mange til at betragte Anderson som en kronisk umoden filmskaber af typen, som også Tim Burton tilhører. Om man tænder på detaljerne, er i høj grad et spørgsmål om temperament.

   Moonrise Kingdom åbnede Cannes Festivalen 2012 og er et af hans smukkeste værker til dato. I Cannes kom jeg til at diskutere Anderson med en gruppe indiske kolleger. De kunne næsten ikke forholde sig til hans film, sagde de, fordi så meget i dem er skabt i kameraet; så meget ved hans verden er design og teknik. Midt i dette var menneskene som legetøjsfigurer.

DET er ikke retfærdigt at reducere Andersons film på den måde, men man kan sagtens følge kritikken. I Moonrise Kingdom er apparatet på plads. Han har sin familie af spillere; den rekonstruerede barndom er samlet på en ø; intet er overladt til tilfældigheder. Netop da kommer stormen og slår dukkehuset i stykker. At Anderson lader det ske, vidner om, at han ikke vil stivne i formen. Moonrise Kingdom er kræs for fans og et godt sted at begynde på Andersons oeuvre.

Se også Wes Anderson: The Darjeeling Limited + Hotel Chevalier (2007); Detaljernes mester: Et interview med Wes Anderson [Moderne mestre]; Wes Anderson: The Grand Budapest Hotel (2014) [Berlinale Silver Bear]; Wes Anderson: Isle of Dogs (2018); Wes Anderson: The French Dispatch (2021). 

Moonrise Kingdom. Instr.: Wes Anderson. Manus: Wes Anderson og Roman Coppola. Foto: Robert D. Yeoman. 94 min. USA 2012. Dansk premiere: 13.09.2012.

Fotos: Indian Paintbrush/ Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #776) 18.11.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 14.09.2012 [her let ajourført og revideret]

Lucile Hadzihalilovic: Évolution (2015)

STELLA MARIS

En fabel om drenge og havfruer

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med solen, som ses gennem vand. En dreng flyder i overfladen. Samtidig høres susende skvulpen, som ved en ultralydsscanning. Drengen dykker og ser noget sært: en søstjerne, der sidder på maven af en anden dreng. Han er død og har vidtåbne øjne. Dyret synes at mæske sig stort.

   Vi befinder os på en forblæst klippeø, hvor der kun lever drenge og kvinder. Drengen med de røde shorts hedder Nicolas. Han løber hjem til sin mor og fortæller. Hun affærdiger episoden, kalder oplevelsen et synsbedrag og sørger for, at han spiser sin mørkegrønne vælling.

   Nicolas adlyder uden at klage, men han laver en tegning i bogen, han aldrig viser sin mor. Der er skyggen af et smil om hans mund. Nicolas har indset, at kvinderne ikke er rigtige mødre. Der er for megen erindring, som ikke går op.

LUCILE Hadžihalilović sætter tonen på mesterlig vis. Vi er i et mareridt af en slags. Sandet er sort som kvindernes øjne. De bærer alle grå særk og har håret sat op. Somme tider, mens drengene sover, ligger de sammen i sandet. Proceduren ligner et fertilitetsritual. Kroppene vrider sig i et søstjernemønster.

   Også det nærliggende hospital er befolket med kvinder. De giver drengene injektioner og fortæller dem løgnehistorier. De døde drenge bliver fjernet. Det hedder sig, at de er rejst. Personalet sidder ved skærmen og følger en fødsel. Men det ligner ikke et menneskefoster.

MAN diskuterer af og til, om der er forskel, når kvinder og mænd laver film. Det er i regelen en udvendig snak om vilkårlige og statistiske faktorer. Faget er domineret af mænd. Men gør det strengt taget en forskel?

   Ofte er svaret et rungende nej. Man kan ikke se på The Hurt Locker og Zero Dark Thirty, Kathryn Bigelows film om Amerikas krige, at de er skabt af en kvindelig instruktør. Man siger, man kan se forskel, når det gælder markante autricer som Agnès Varda, Agnieszka Holland, Jane Campion og Sally Potter. Eller ser man det, fordi man ved det på forhånd?

   Alligevel er der tilfælde, hvor kønskriteriet giver jackpot. For eksempel er Attenberg (2010) af grækeren Athina Rachel Tsangari en film, som ingen mand kunne skabe. Skotten Lynne Ramsay og briten Andrea Arnold laver positive problemfilm. Catherine Breillats erotiske film er unikke. Man kan også godt se forskel på Lars von Trier og Susanne Bier.

Og ingen skaber tætte, mørke fantasier som Lucile Hadžihalilović. Hver af hendes sælsomme syndefaldsmyter udgør et autonomt univers. I La bouche de Jean-Pierre (1996), som på dansk hedder Mimi, bliver de voksnes besættelse af seksuelle overgreb en selvforstærkende mekanisme, som får barndommen til at synes pervers. Pigen må tage sine egne forholdsregler.

   I Innocence fra 2004 bliver passagen fra barndom til ungdom skildret gennem hverdagen på en streng pigeskole. En erotisk eventyrskov er lagt frem. Historien er hentet i Frank Wedekinds fortælling om »den korporlige opdragelse af unge piger«, men den æstetiske strategi er en anden, end mænds fantasier arbejder efter. Faktisk optræder der slet ingen mænd.

I Innocence ankommer pigerne til skolen i en trækiste, der har en stjerne skåret i låget, velsagtens så de kan ånde. I Évolution siger havkvinderne, at søstjernen kun skifter skikkelse én gang, nemlig ved fødslen. Det har været den samme succesrige livsform i mange millioner år.

   Évolution er et surrealistisk mysterium, som man selv skal rode rundt og trænge ind i ganske langsomt. Jeg vil ikke sige mere om den særlige forbindelse mellem drenge, fostre og kvinder med sugekopper på ryggen. Det ser sort ud for Nicolas, indtil han møder sygeplejersken Stella. Vigtigst er nok, at der aldrig bliver givet en færdig, udsagt forklaring.

   Évolution er ikke så smukt fotograferet som Innocence, hvor der hang kulbuelygter i skoven, og pigerne fik hårbånd i forskellige farver, én ny for hvert erfaringstrin, mens lærerinderne gjorde dem klar til at opleve indvielsen.

   I den nye film er parfumen og uniformerne fjernet til fordel for det hårde lys i en fabel om posthumane værdier. Évolution er en af de særeste film fra årtiet. Og en af de smukkeste havfruefabler. Den slutter vist nok i virkeligheden. Som alle de bedste historier om, hvad det vil sige at være en krop i forvandling.

Evolution (Évolution). Instr. : Lucile Hadžihalilović. Manus: Lucile Hadžihalilović, Alanté Kavaïté, Geoff Cox. Foto: Manuel Dacosse. 81 min. Frankrig-Belgien 2015. Dansk premiere: 23.06.2016

.

Fotos: Les Films du Worso/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Film-grab/

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.06.2016