FORKLÆDT TIL GENKENDELIGHED Amerikanerens ode til alt som er fransk
Af BO GREEN JENSEN
DET er altid en fornøjelse at se en ny film af Wes Anderson (f. 1969). Den texanske auteur har på tyve år konstrueret ti værker, der er unikke på hver deres måde. Andersons force er symmetri og stilisering. Han skaber sirlige, selvindeholdte verdener, der er bygget fra bunden med grænseløs omhu.
På skolebiblioteket i Austin læste Anderson gamle, indbundne årgange af The New Yorker. Her stod de noveller, han holdt af. »You could find the J.D. Salinger stories that had never been collected,« oplyser han. I begyndelsen ville Anderson skrive. Han tegnede en slags selvportræt af den arrogante forfatterspire i Rushmore fra 1998.
Som mange andre blev Anderson forelsket i mellemkrigstidens »fortabte generation« af eksilerede kunstnere og forfattere. Han holdt aldrig op med at læse The New Yorker. The French Dispatch er derfor en hyldest til fransk kultur og det amerikanske ugemagasin. De to bolde er behændigt jongleret.
TIL Andersons metode hører, at han tilegner sig materialet ved at blande flere slags stof. Det ligner og er alligevel sit eget. The French Dispatch er både The New Yorker i pionertiden og Paris-redaktionen på Kansas City Star, avisen som Ernest Hemingway rapporterede hjem til, da han lærte at veje hvert ord.
Det var på samme måde med Jacques Cousteau i The Life Aquatic with Steve Zissou (2004), de Salinger-inspirerede familiehistorier i The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007); på sommerøen i Moonrise Kingdom (2012) og kurstedet i The Grand Budapest Hotel (2014), hvor receptionschefen M. Gustave både var og ikke var Stefan Zweig.
SÅ i The French Dispatch er kortene blandet. Ennui-sur-Blasé, den urfranske by, som er filmens locus, er både Paris og Angoulême, hvor filmholdet slog sig ned i et år og skabte 900 arbejdspladser. Angoulême er tegneserieverdenens svar på Cannes. De animerede afsnit i filmen er naturligvis skabt på lokale tegnestuer. Anderson er ophavsmand til to af tidens bedste animationsfilm: Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018).
Owen Wilson tager publikum med på en rejse gennem byens historie i en af de to vignetter, som indleder filmen. Her kommer Andersons stereoblik til sin ret i en række før/efter-prospekter, der viser, hvad byen var og hvad den blev. Det er gjort på en dag og beskrevet med 300 ord fra Herbsaint Sazerac, »den cyklende reporter«.
I den anden vignet kommer forklaringen på, at vi ikke længere læser Dispatch. Da redaktøren Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray) dør, bliver magasinet pakket ned i overensstemmelse med hans testamente. The French Dispatch var et tillæg til Liberty, Kansas Evening Sun, der udkom i årene 1925-1975.
DER skal som minimum være en Hergé-detaljeret skalamodel af skibet, husene eller toget, hvor man opholder sig. I The French Dispatch er det flyet, som samleren »Maw« Clampette (Lois Smith) og kritikeren J.K.L. Berensen (Tilda Swinton) bevæger sig med over Atlanten.
Berensen er kurator og foredragsholder i den første og mest fejlfri af filmens tre hovedhistorier. »The Concrete Masterpiece« beskriver, hvordan savant-kunstneren Moses Rosenthaler (Benicio del Toro) malede fangevogtersken Simone (Léa Seydoux), mens han afsonede en dom for dobbeltmord.
Galleristen Julien Cadazio, baseret på virkelighedens Lord Duveen, sidder inde for skattesvig og opdager den nye tids urtalent. Cadazio bliver spillet af Adrien Brody. Hver rolle i filmen er stjernebesat. De gammelgrå onkler fra galleriet bliver spillet af Bob Balaban og Henry Winkler. Winkler var Fonzie i kultserien Happy Days. Fortællerstemmen tilhører Anjelica Huston.
Rosenthaler grundlægger den abstrakte ekspressionisme, som bogstaveligt bliver eksporteret til Kansas, hvor Tilda Swinton holder foredrag. »I’ll have my drink now,« siger hun midtvejs og blander en Manhattan. Museet på prærien kunne være tegnet af Frank Lloyd Wright. Det er en perfekt episode.
WES Anderson siger selv (til Tilda Swinton, som interviewer ham i oktober-nummeret af Sight and Sound), at han denne gang var inspireret af 1960rnes og 70rnes antologifilm fra Frankrig og Italien: L’amour à 20 ans (da. De unge elskende),Boccaccio '70, RoGoPaG.
»Revisions to a Manifesto« er filmet i sort-hvid nybølgestil og beskriver, hvordan studenternes »skakbrætoprør« forløber i marts 1968. Mavis Gallant og Lillian Ross er modeller for Lucinda Krementz, der skriver sin reportage. Gallants autentiske beretning, »The Events in May: A Paris Notebook« kan læses i New Yorker-antologien The 60s med det bedste fra årtiet.
FRANCES McDormand er kvinden, der rykker i felten og lægger sig mellem Timothée Chalamet og Lyna Khoudri. I »The Private Dining Room of the Police Commissioner«, den sidste historie, bliver Jeffrey Wright til Roebuck Wright, som er en blanding af James Baldwin og sportsskribenten A.J. Liebling.
Her bliver maden en irrelevant hovedsag. Fortællingen udarter sjældent excentrisk. Mathieu Amalric spiller fængselsinspektøren. Stephen Park er kokken Nescarfier, som lærer en ny smag at kende, da han må spise gift af hensyn til planen.
ALEXANDRE Desplat har skrevet et score, der boltrer sig endnu mere i pastiche end sædvanligt. Jarvis Cocker, der kan være lige så snurrig og særegen som Anderson, har bidraget med en coverversion af 1965-hittet »Aline« med Christophe (1945-2020). Anderson har til gengæld instrueret videoclippet, der promoverer Cockers seneste album, Chansons d'Ennui Tip-Top (2021), som er en excentrisk fest i sig selv.
The French Dispatch var klar allerede til Cannes Festivalen i 2020. Da den fysiske festival blev aflyst på grund af COVID19-pandemien, valgte de fleste deltagere at trække sig og give filmene premiere virtuelt. Anderson holdt stand og ventede til maj 2021, da en frygtsom udgave af Festival de Cannes var tilbage.
Der er stof til i hvert fald ti gennemsyn i den herlige fletning af fabler. Andersons snekugleæstetik er sublim. Andre filmskabere arbejder i nærheden – Almodóvar, Tarantino og Peter Strickland – men ingen gør det helt så monomant. Det er en gennemført fornøjelse at følge. En kilde til fryd og et stort billedværk.
IMPERIER I EN DRÅBE Alt konstrueres med akkuratesse
Af BO GREEN JENSEN
AMERIKANEREN Wes Anderson (f. 1969) er detaljernes elsker, herre og mester. Han arrangerer dem med fetichistisk omhu, og hver af hans film er en gennemført miniature. Fra Bottle Rocket (1996) til The French Dispatch (2021) og Asteroid City (2023) har han hver gang skabt færdige verdener, der kunne være imperier i en dråbe. Også værklistens animationsfilm, Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018), koncentrerer et helt univers.
De bedste af Andersons film er familiehistorier. Der er en Salingersk excentricitet over klanen i The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007), hvor tre brødre kører i tog gennem Indien. Han holder af at benytte de samme skuespillere – Bill Murray, Jason Schwartzman og Owen Wilson er med i de fleste Anderson-film – og væve videre på et grundlæggende mønster. Typisk for Anderson er det togets indretning, han bruger mest energi på i The Darjeeling Limited.
ANDERSONS film trækker ofte på en personlig erindring. Diverse fænomener fra hans opvækst er genskabt med en detaljerigdom, som udgør det halve af kunstværket, mindst. I The Life Aquatic with Steve Zissou (2004) var det tv-programmerne med Jacques Cousteau, som Anderson byggede videre på. Der var en Steve Zissou-klub med diplomer og små emblemer. Filmens sætstykke var skibet Belafonte, det Calypso-lignende fartøj, som Bill Murray og resten af Team Zissou sejlede i.
I MOONRISE Kingdom bliver spejderlejren og skoleorkestret et fundament for fiktionen. Scout Master Ward (Edward Norton) opdager, at ulveungen Sam er forsvundet fra lejren på New Penzance Island. Året er 1965. Det kan man se på farverne og høre på musikken.
Sam (Jared Gilman) er løbet væk med Suzy (Kara Hayward), der er datter af Walt (Bill Murray) og Laura (Frances McDormand) Bishop. Sheriffen (Bruce Willis) fatter sympati for den ensomme dreng. Lynet slår ned flere gange, og en mægtig storm er på vej. Da den kommer, samles alle i kirken, hvor tingene endelig sættes på plads.
SOM altid er musikken en særlig dimension. Filmens score er skrevet af Alexandre Desplat, men hver gang den melankolske sheriff er i billedet, høres Hank Williams på lydsporet. Mens Suzy og hendes familie præsenteres, kører Benjamin BrittensA Young Person’s Guide to the Orchestra på grammofonen. Sætstykket er dog hans opera Noye’s Fludde, som opføres i kirken, mens den store storm raser på øen.
ALT er uhyre charmerende gjort. Jared Gilman og Kara Hayward er perfekte som Sam og Suzy, de pubertære misfits, der vil bygge en ny verden sammen. Stormen orkestreres som en symfoni, og hver kameragang er nøje gennemtænkt. Der er sjældent zoomet så meget i en film efter 1975. Skal man indvende noget, kunne det være, at den spinkle historie næsten forsvinder i mylderet af detaljer. Det er en gennemgående svaghed i Andersons film, der har lige så mange fjender som fans.
MOONRISE Kingdom præsenterer Andersons verden i koncentrat. Drengen kunne være lillebror til Max Fisher fra gennembrudsfilmen Rushmore (1998). De voksne er neurotiske versioner af børnene med dårlige forhold og en sørgmodig livsindstilling. Det har fået mange til at betragte Anderson som en kronisk umoden filmskaber af typen, som også Tim Burton tilhører. Om man tænder på detaljerne, er i høj grad et spørgsmål om temperament.
Moonrise Kingdom åbnede Cannes Festivalen 2012 og er et af hans smukkeste værker til dato. I Cannes kom jeg til at diskutere Anderson med en gruppe indiske kolleger. De kunne næsten ikke forholde sig til hans film, sagde de, fordi så meget i dem er skabt i kameraet; så meget ved hans verden er design og teknik. Midt i dette var menneskene som legetøjsfigurer.
DET er ikke retfærdigt at reducere Andersons film på den måde, men man kan sagtens følge kritikken. I Moonrise Kingdom er apparatet på plads. Han har sin familie af spillere; den rekonstruerede barndom er samlet på en ø; intet er overladt til tilfældigheder. Netop da kommer stormen og slår dukkehuset i stykker. At Anderson lader det ske, vidner om, at han ikke vil stivne i formen. Moonrise Kingdom er kræs for fans og et godt sted at begynde på Andersons oeuvre.
TUREN GÅR TIL INDIEN Med kvæstede Salinger-brødre ombord
Af BO GREEN JENSEN
BRØDRENE Whitman er gledet fra hinanden. Francis (Owen Wilson), Peter (Adrien Brody) og Jack (Jason Schwartzman) har næppe talt sammen – og især har de ikke talt pænt til hinanden – i det år, som gået siden deres fars begravelse.
Forretningsmanden Francis kørte galt på sin motorcykel, formentlig med vilje, skønt han hævder det modsatte. Hans knuste ansigt er stadig pakket ind i bandager, da han møder sine brødre ved toget i Indien.
Det var faktisk på den samme perron, at Peter så sin far (Bill Murray) dø under mystiske omstændigheder. Han går stadig med faderens solbriller, som han bærer i alle slags lys. Peter befinder sig selv i en krise og gør, hvad han kan for at glemme, at han snart skal have barn med sin kæreste.
LILLEBROR Jack er familiens krønikeskriver. I den kvarterlange kortfilm, Hotel Chevalier, som vises før rejsen til Indien begynder, har forfatteren siddet og skrevet på sit hotel i Paris, da ekskæresten (Natalie Portman) melder sin ankomst. Jack tager imod hende, Han gør, hvad han kan for at virke upåvirket (hvorved man mærker hans anfægtelse), og da hun er kommet og har taget tøjet af, elsker de på sengen, mens den allestedsnærverende iPod spiller Peter Sarstedts gamle hit, »Where Do You Go To (My Lovely)?«, i fuld længde.
Jack har skrevet en novelle om de groteske hændelser, som fandt sted ved den tyske garage i New York, da brødrene ville hente deres fars bil før begravelsen. I Indien viser han teksten til Francis og Peter, og ved rejsens slutning ser man en dramatisering af det absurde forløb. Det er Jack, der kan huske alle detaljer. Han siger altid, at personerne i hans historier er fiktive, ligesom konteksten udspringer af hans fantasi. Han narrer dog ingen med disse besværgelser. Jack ville næppe være i stand til at skrive om andet end sin familie.
DET er Francis, som har sat brødrene stævne. De har brug for at finde sig selv og hinanden, og til det formål findes næppe et mere åndeligt sted end det sære, hellige, magiske Indien.
Var det godt nok til Donovan og The Beatles, må det være optimalt for den atomiserede Whitman-familie. Man vil rejse med toget The Darjeeling Limited. Ved vejs ende når man måske det kloster, hvor brødrenes mor (Anjelica Huston) har fundet sit kald. Eller også slutter det helt anderledes. Først må man bare springe ombord.
Det sker, i flimrende hede og duvende slow, til tonerne af »This Time Tomorrow« med The Kinks. Hele tre sange fra albummet Lola and Powerman versus the Moneygoround (1970) benyttes på det eklektiske soundtrack, som sædvanen tro er kurateret af Randall Poster.
NU følger en effektiv dannelsesrejse. Gennem smerte, nat og kaos, gennem farver og forvandling, over ørkensand og bjerge, gennem fortid, nutid og fremtid, bevæbnet med opiumstærk hostesirup og pertentligt laminerede dagsplaner, bevæger brødrene i toget sig. Jack har en heftig affære med togstewardessen, som græder da hun forlader sin mand. To gange bliver brødrene sat af toget, men får lov at stige på igen. Endelig fanger bordet, og de bliver efterladt i ørkenen med 11 kufferter, en printer og en lamineringsmaskine.
DET er den samme slags excentriske Salinger-familie, man kender fra Andersons øvrige film, Bottle Rocket (1996), Rushmore (1998) og The Royal Tenenbaums (2001). Opus fire, The Life Aquatic with Steve Zissou (2004), koncentrerede alt på et ekspeditionsskib og fyldte historien med Jacques Cousteau-referencer og David Bowie-sange på portugisisk.
Midtvejs brød virkeligheden ind i den reduktive miniaturekunst, en slags åndelig bonsai, som Anderson nok er nervøs ved at dyrke for monomant. Moderne pirater vædrede filmens svar på skibet »Calypso«.
I The Darjeeling Limited sker noget tilsvarende, da brødrene redder to børn fra at drukne i floden ved en landsby, de passerer. Kun Peter kan ikke bjærge sin dreng. Brødrene bliver i byen til begravelsen, der skildres atypisk indgående og – som altid hos den excentriske instruktør - forbavsende anfægtende.
I øvrigt lykkes planen. Efter rejsens uforudsigeligheder tager de afsked som ældre og lidt bedre mænd. Francis’ ansigt er i bedring. I hvert fald tager han bandagerne af. Peter ringer til sin kone. Jack bliver ved med at skrive og kan meget vel være manden, der har fremlagt hele den snoede historie.
WES Anderson har ikke været bedre, mere cool eller mindre selveftergivende. Med den femte spillefilm befæster han sin status som den mest underfundige af de yngre amerikanske auteurs, der får lov at leve ideerne ud. Hollywood afskrives gerne som en tarvelig sump, hvor kun penge har betydning, men faktisk støtter Drømmefabrikken en ganske omfattende kreds af risikovillige filmskabere: Quentin Tarantino, Tim Burton, Steven Soderbergh, Paul Thomas Anderson, David Fincher, Sofia Coppola og Todd Haynes. Af disse er Anderson tættest på Burton, men egentlig ligner han bare sig selv.
The Darjeeling Limited. Instr.: Wes Anderson. Manus: Roman Coppola, Jason Schwartzman, Wes Anderson. Foto: Robert Yeoman. 91 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.
Hotel Chevalier. Instr. og manus: Wes Anderson. Foto: Robert Yeoman. 13 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.
Fotos: Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Filmgrab/ Mark Friedberg
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2007
IKKE mange filmskabere
skifter ubesværet mellem animation og live
action – altså film med »rigtige« mennesker. Det er som regel enten eller.
At Wes Anderson (f. 1969) gør, giver mening. I hans
film bliver der altid kælet for miniaturen.
Hver lille skalamodel er designet med åbenlys glæde og grænseløs omhu: huset i The Royal Tenenbaums, undervandsbåden i The Life Aquatic with Steve Zissou, toget
i The Darjeeling Limited, øen i Moonrise Kingdom og naturligvis kurstedet
i The Grand Budapest Hotel.
For fans er dét en del af charmen. Huse,
maskiner og byer er konstrueret med den grundighed, som drenge i gamle dage
brugte til at samle og male modeller af skibe og fly. Det er snarere
karaktererne, der kan virke som eftertanker: figurer, der bemander de sirlige
små verdener, så et troværdigt perspektiv bliver skabt.
ANDERSONS første animationsfilm var Fantastic Mister Fox (2009). George
Clooney lagde stemme til ræven, som prøver at gå mod naturen og finde et
tryggere job, da hustruen Felicity (Meryl Streep) venter sig. Men ræve må nu
engang tage høns. Den voksne moralitet var baseret på Roald Dahls børnebog, som
på dansk hedder Mageløse hr. Mikkel.
Isle
of Dogs er en original og på alle måder større historie, som Anderson har
skrevet sammen med Roman Coppola og Jason Schwartzman. Den forener to af instruktørens
passioner: en svaghed for japansk filigran og en kærlighed til forpjuskede
hunde.
Locus
er industribyen Megasaki, hvor grådighed, korruption og forurening på dystopisk
vis har taget overhånd. Borgmesteren, som er en populistisk maghaver af
Stalin/Saddam-typen, skal bruge en syndebuk til at bære skylden for sygdom og
strålingsfare.
Byens trofaste hunde bliver samlet og fløjet
ud til en affaldsø i fortællingens Gulag. De sædvanlige fiktive forbehold
gælder ikke i Isle of Dogs: Ligheden
med historiske udrensninger er næppe tilfældig. Først har hundene civiliserede
vaner. Så kræver instinktet sin ret, og de danner kobler, der kæmper om ædeligt
affald.
BYEN glemmer sine hunde og lever videre i
Kattens Tid. Kun én vil ikke acceptere, at menneskets bedste ven er blevet
slettet af erindringen. Den tapre Atari, en dreng på 12 år, lader sig falde på
kamikaze-manér og får i sidste øjeblik pustet til gløden af godhed i de kasserede
dyr. De taler meget om »drengepiloten«, der er kommet efter sin hund.
Flokken beslutter at hjælpe. Kun roden Chief
vil ikke have mere med mennesker at gøre. Han har sine grunde, men da Chief
bliver vasket – for første gang i årevis – er han det udtalte billede af Spots,
som var Ataris hund.
DER er mange flere detaljer i den tætskrevne
historie. Isle of Dogs er hverken science
fiction eller en politisk allegori, men det er alligevel skyggerne fra de
genrer, som falder ind over historien. Harlan Ellisons A Boy and his Dog må have været i Andersons synsfelt. Det var den -
og 1984 - der i David Bowies version
blev til albummet Diamond Dogs.
Atari får hjælp af Tracy, som er en
amerikansk udvekslingsstuderende. Og Chief bliver forelsket i Nutmeg, som
ellers er en fatal hundepige. På stemmesiden medvirker snart sagt alle
medlemmer af familien, som Anderson har samlet i sine film: Bryan Cranston,
Bill Murray, Edward Norton, Jeff Goldblum, Tilda Swinton, Scarlett Johansson,
Greta Gerwig, Harvey Keitel. Selv Yoko Ono optræder i rollen som Yoko Ono.
DEN gode miniature koncentrerer et helt
univers. Det er, hvad Wes Anderson virkelig kan. Han bygger hver gang en
fuldkommen verden, som gradvis bliver revet i stykker af symmetriens og
harmoniens fjender. For idylliker er han langtfra. Naturloven gælder også i Det
Tabte Paradis.
Hver figur er levendegjort i stop motion. Der er elskelig ironi i dialogens
haiku-pasticher. Alexandre Desplat har gjort sig umage med et gennemkomponeret score, der følger de skiftende
stemninger tæt. Der er også lidt af ånden fra Charlie Chaplin. En taktil kærlighed
til denne verdens gadekryds. Isle of Dogs
er et meget smukt kærlighedsarbejde.
Isle of Dogs. Instr. og manus: Wes Anderson. Foto: Tristan Oliver. 101 min. Tyskland-USA 2018. Dansk premiere: 31.05.2018
Foto: Indian Paintbrush/ Fox Searchlight/ Nordisk Film Distribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.06.2018
BERLIN 2014 - Ved indgangen til Hotel Adlon står en lyserød
varebil med påskriften Mendl's. Det
er dén, som kører kager ud i The Grand Budapest Hotel, Wes Andersons opus otte, der er ventet med længsel og
spænding. De fleste danske medier skal tale med instruktøren i København, hvor
han kommer forbi om en uge. Jeg gør det i stedet for i Berlin, hvor filmen har
premiere i dag.
I foyeren er
anbragt en skalamodel af hotellet i filmen. Facaden er pink som glasuren på de
kunstfærdige kager. Da jeg når op til biblioteket, hvor interviewet skal afvikles,
er der sat små æsker frem med kager fra Mendl’s. Jeg løfter på én for at
prøve, om der er tale om attrapper. Det er der ikke. Den amerikanske filmskaber
er kendt for at gøre tingene grundigt, og heldigvis lever han op til sit ry.
Wes Anderson er
detaljernes elsker, herre og mester. Han arrangerer dem med fetichistisk omhu,
og hver af hans film er en gennemført miniature. Fra Bottle Rocket (1996) til Moonrise Kingdom (2012) har han hver gang skabt færdige verdener, der kunne være
imperier i en dråbe. Også værklistens ener, animationsfilmen Fantastic Mr. Fox (2009), koncentrerer
et helt univers.*
THE Grand Budapest
Hotel udspiller sig i flere tidsafsnit på et luksushotel, der ligger i
hertugdømmet Zabrowka. I slutteksterne står, at filmener »inspired by the Works of Stefan Zweig«. Man begynder
naturligvis med at spørge, hvor ideen kommer fra. Anderson svarer stilfærdigt
og grundigt. Den 44-årige texaner var i sin tid stram som Max Fischer i Rushmore (1998). Med årene er han blevet
beleven og meddelsom.
»Den oprindelige
indskydelse var at lave et portræt af en bestemt person. Over nogle år
udviklede min ven Hugo Guinness og jeg det til en film, der var noget i stil
med en Stefan Zweig-roman. Jeg var blevet meget interesseret i Stefan Zweig. Vi
gik videre med ideen, og hen ad vejen blev han til Monsieur Gustave, den
ekstravagante concierge, som Ralph
Fiennes inkarnerer. Hotellet kom sent i processen. Det hele udviklede sig i
etaper. Men det enkle svar er, at denne person inspirerede filmen.«
– Der synes at være en ny interesse for
Zweig. Patrice Leconte har instrueret sin første engelsksprogede film, »A
Promise«, der bygger på Zweigs »Reise in die Vergangenheit«. Hvad var det, som du
fandt hos Zweig?
»Jeg vidste
intet om Zweig før for otte år siden. Jeg læste Ungeduld des Herzens, Hjertets
utålmodighed, som på engelsk hedder Beware
of Pity. Og jeg elskede den fra første side. Den begynder med forfatterens
introduktion. Så følger en lang indledning, hvor forfatteren skal møde denne
krigshelt. Alt er levendegjort i detaljer, så man får fornemmelsen af, hvor han
kommer fra. Så følges disse to mænd ad, og den ældre fortæller den yngre
historien. Det er hele bogen, sådan set.
Den dér
gammeldags fortælleform, måden han indrammer sine historier på, bruger Zweig
fantastisk effektivt og charmerende. Han gør det igen og igen. Han kan virkelig
skabe en fortryllelse med den form, og det er vel derfor, han bruger den så
ofte. Jeg faldt i hvert fald for den pladask. Senere læste jeg Verden af i går, erindringsbogen som
udkom efter hans død. Jeg havde aldrig set et portræt af netop dén periode.
Efterhånden læste jeg alle bøgerne, og jeg tænkte, at der var ikke én bestemt,
jeg foretrak. Jeg ville ikke filmatisere Zweigs bøger. Jeg ville skabe min egen
Zweig.«
– Du siger i pressematerialet, at du også
læste forfattere som Irène Némirovsky og Hannah Arendt, mens I arbejdede med
manuskriptet. Begge skrev om fascismens væsen og fremmarch. Zweig er
emblematisk for hele den proces, men hvorfor er du interesseret i disse ting
nu? Frygter du, at det er ved at vende tilbage?
»Jeg tror ikke,
fascismen er på vej tilbage. Men mens jeg læste Zweig, læste jeg også Suite française og Eichmann in Jerusalem. Det er tunge kilder, og måske skulle jeg
ikke have nævnt dem. Det lyder så pompøst at sige, at denne film trækker på Eichmann in Jerusalem. Men nogle ting
kommer derfra. Arendts beskrivelse af mentaliteten i Europa på den tid er meget
grundig. Hun tager hvert land for sig og giver en masse statistisk
dokumentation. Der er denne konkrete baggrund, som jeg havde i hovedet, mens vi
lavede filmen. Grænser, der flytter sig. Love, som hele tiden bliver ændret. De
ting sivede ind i historien.«
– Filmen får premiere nøjagtigt 100 år efter
Første Verdenskrigs udbrud. Den handler om en verden, som ikke eksísterer mere.
Ser du på den lige som Zweig?
»Jeg tror, jeg
deler hans nostalgi. Han maler sådan et levende portræt af den verden, og hele atmosfæren
i filmen kommer fra ham. For Zweig var det en verden, som han følte sig
privilegeret over at være en del af. Han levede i et Wien, hvor intellektuelle
bedrifter var bredt kendte og beundrede. Alle fulgte med i kulturen. Kunstnere,
forfattere og komponister var tidens rockstjerner.
Zweig skrev
reportager og essays. Han fulgte med i det hele hver eneste dag. Han blev en
del af den kultur, som var raffineret over lang tid og havde Wien som sin midte
og kulmination. Så forsvandt det hele på ganske kort tid, og glæden og
mangfoldigheden blev erstattet af dogmer og politiske bevægelser. Så hans
beskrivelse af tiden er traumatisk og dramatisk. Og meget stærk omkring alt,
hvad der skete før mørket. Dét øjeblik for 100 år siden bliver ved med at komme
igen. Det var et tab, som han aldrig kunne forvinde. Og det var dét, der
tiltrak mig.«
SÅ interessant denne snak nu er, giver den ikke et
dækkende indtryk af filmen. The Grand
Budapest Hotel er en kombination af farce og kulturel svanesang, en umulig
blanding, som lykkes på overvældende vis.
Der er skær
romantik og tragisk realisme, profan sjofelhed og stort ædelmod. Den høje stil
sender en kærlig hilsen til stumfilmens comedy
capers og klassiske 30er-film som Ninotchcka,The Shop Around the Corner og To Be or Not to Be (alle instrueret af
den eksilerede Ernst Lubitsch, Zweigs samtidige, som hører til Andersons
forbilleder).
Alle
modsætningerne forenes i Monsieur Gustave, der har arbejdet sig op gennem hierarkiet
og står for hotellets daglige drift. Han er både et gavmildt menneske og en
ærekær, perfektionistisk charlatan, som har et harem af rige kvinder med blåt
hår, gerne så gamle som muligt, som han bedyrer sin ikke helt uoprigtige
kærlighed og dyrker hed, akrobatisk sex med i senge, der flyder med blomster og
champagne.
Ralph Fiennes er
mageløs i rollen. M. Gustave er et suverænt paradoks og en rollemodel for eleven
Zero Moustafa, der begynder som elevatordreng, bliver mesterens lærling og – efter
mange år og flere krige – hotellets sørgmodige ejer. Da filmen begynder i 1985,
ligger Zabrowka bag Jerntæppet. Der er kun en afskallet skygge tilbage af det
førhen så prægtige kursted.
Forfatteren (Tom
Wilkinson) taler direkte til publikum om, hvordan man får historier foræret,
når man lever af at fortælle. Sin egen klassiker, romanen The Grand Budapest Hotel, skrev han, da han som ung mand (Jude
Law) tilbragte en tid på hotellet og hørte historien om stedet direkte fra
ejerens mund. Zero Mustafa spilles i 1968 af F. Murray Abraham og som ung i
1932 af debutanten Tony Revolori.
PÅ hotellet kommer
i øvrigt hele Andersons faste hold: Bill Murray, Owen Wilson, Jason
Schwartzman, Adrien Brody. Endvidere medvirker Willem Dafoe, Saoirse Ronan,
Edward Norton, Harvey Keitel, Jeff Goldblum og Léa Seydoux. Madame D. besegler Gustaves
skæbne ved at efterlade ham et kostbart maleri. Rollen som den liderlige
gamling blev egentlig tilbudt 88-årige Angela Lansbury, som var optaget
andetsteds. Karakteren spilles mageløst excentrisk og gedigent gribende af
Tilda Swinton.
Gustave og Zero
henter maleriet hos Madame D.’s brutale og grådige søn, Dimitri (Brody), der betaler
gangsteren Jopling (Dafoe) for at gøre det grove. Jagten på billedet bliver en svimmel forviklingskomedie, der foregår til lands, vands, i luften og ikke mindst
på ski i bjergene. »Vi har en masse sne med i filmen, og det er takket være Tyskland.
Vi ønskede sne, og vi fik læssevis af det.« siger Anderson.
Imens trækker
skyerne sammen. Nazistiske teatersoldater (med karikerede insignier) står klar
ved grænsen, når Gustave og Zero krydser den. Kommandøren (Norton) kom på
hotellet som dreng. Bekendtskabet hjælper dog ikke i længden. Snart står
stormtropperne på hotellet. M. Gustave klarer frisag ved aktivere »De Krydsede Nøglers
Selskab«, et netværk af kolleger fra andre hoteller, men til slut lukker mørket
sig over Zabrowka. Alle bliver ofre for de historiske kræfter.
Stefan Zweig og hans hustru begik selvmord i Petrópolis i Brasilien i 1942. Monsieur Gustave giver fanden i
fjenden og stikker to fingre op i fascisternes fjæs. Zero arver stedet og
historien, som han giver videre til forfatteren. Til sidst er kun den
pragtfulde gamle bygning i bjergene tilbage. Hvor finder man den slags steder i
dag?
HVAD angår hoteller, er Anderson en kender. Første gang,
jeg talte med ham, var på Dorchester i London. Novellefilmen Hotel Chevalier, der fungerer som en prolog
til The Darjeeling Limited (2007),
udspiller sig i et hotelværelse, hvor Natalie Portman besøger Jason
Schwartzman, og det er tydeligt, at de deler en historie, som er bundet op på
Peter Sarstedts ballade »Where Do You Go To, My Lovely?«.
Nu følger en
film, der bruger hotellet på samme mikrokosmiske måde som Jytte Borbergs bøger
om Eline Besser og Thomas Manns Felix
Krull. Samtidig minder rammen om kurstedet i D. M. Thomas’ Det hvide hotel. Hele Europa går under.
»Jeg synes om
hoteller. Jeg ved ikke, om jeg elsker dem. Når jeg arbejder på en historie, er
jeg interesseret i, hvad karaktererne er interesserede i. Disse karakterer var
hoteltyper, så jeg gik op i at besøge hoteller og finde ud af, hvordan de
fungerer. Og når man laver film, tilbringer man utrolig megen tid på hoteller –
som nu.
Sådan et sted er
et sindrigt system, som består af alle disse forhold mellem alle disse
mennesker. Der er én person, som bestyrer det hele, og det er vores primære
karakter. Personalet er hans familie, og hele hans identitet er koncentreret i
denne ting. Hotellet udtrykker, hvem han er, og det er som en organisme.
Vi ledte i lang
tid efter et rigtigt hotel. Vi så en masse fotos, men vi kunne aldrig finde
noget, der i tilstrækkelig grad lignede Grand Budapest. Til sidst byggede vi
det hele i et nedlagt stormagasin i Görlitz i Sachsen. Det var en interessant
proces. Mange detaljer i historien udspringer af detaljer i arkitekturen. Det
hele tog form efterhånden.«
– Hvilke steder så I ellers på?
»Vi var i Wien
og Budapest og flere steder i Tjekkiet. Snart sagt hele Tyskland og en smule i
Polen. Der var også et hotel i Schweiz, som var interessant. Men midtvejs indså
jeg, at vi ikke kunne bruge et rigtigt hotel. Alle stederne er moderniseret. Det,
vi ville vise, eksisterede bare ikke mere. Og at føre indretningen tilbage, så
det så ud som for 100 år siden, kan man ikke gøre på et fungerende hotel.«
– I optog også i Babelsberg?
»I Babelsberg lavede vi miniaturer og effekter.
Det meste er filmet i Görlitz. En smule i Dresden, lidt i Waldenburg. En enkelt
scene er lavet i Schweiz.«
FILMEN har alle de kvaliteter, man venter sig af Wes
Anderson: en koncentreret verden i miniature, et vagt nørdet præg af
perfektionisme, en hemmelig klub og et cast
af excentriske veteraner, der giver skyggerne sjælden substans. Anderson har
ofte fortalt familiehistorier, der kan minde om J.D. Salingers noveller. Der
blev trukket på Salinger både i The Royal
Tenenbaums (2001) og The Darjeeling
Limited. Denne gang synes legen at rumme lidt mere alvor og omverden.
»Hver gang jeg
begynder på en film, føler jeg, at jeg prøver at lave noget, der er helt forskelligt
fra alt, hvad jeg har lavet før. Jeg tog til Indien for at lave en film, der
foregik i et tog, og jeg tænkte, at det var noget nyt. Men da jeg var færdig
med The Darjeeling Limited, sagde
alle, at de kunne se, det var min film på et øjeblik.
Jeg prøver. Men
jeg tvinger ikke mig selv til at gøre ting, jeg ikke synes om. Jeg laver ikke
film, som jeg ikke selv kan lide, hvis det giver mening. Hvis jeg hellere vil
beskære en indstilling sådan her, så gør jeg det, selv om jeg godt kan se, fra
et sted i baghovedet, at det her er »min« sædvanlige måde.
I de sidste
ti-tolv år har jeg tilbragt mere tid i Europa end i USA. Og jeg er altid
bevidst om at være en fremmed i Europa, men jeg synes om at være en fremmed. Det
er kun, når jeg tager tilbage til Amerika, at jeg bliver opmærksom på, hvor
meget mit perspektiv på hverdagen har ændret sig. Jeg tænker: Ah, det er sådan,
vi gør i Amerika. Der er så mange små forskelle.
Jeg har tilbragt
megen tid i Frankrig. Der er punkter, hvor franskmænd er meget mere
konservative, og der er punkter, hvor franskmænd er meget mere frie, end man er
i USA. Jeg rejste meget i Østeuropa i forbindelse med denne film. Jeg blev
slået af, hvordan man oplever de skiftende ideologier fra det 20. århundrede. De
er udtrykt alle vegne, ikke mindst arkitektonisk. Hvis nogen gør noget
usædvanligt, tilskriver man det individets politiske ståsted. Jeg prøvede at få
det lag med i filmen.«
– DU bliver somme tider kritiseret for at
reducere alt til samlemærker og miniaturer, for at anskue verden som et
dukketeater. Kan du beskrive din egen metode?
»Det vil jeg nødigt
indlade mig på. I Grand Budapest er
der en skisekvens. Ideen kom fra nogle victorianske fotografier, jeg havde set.
Folk gik til fotografen og poserede foran kunstige baggrunde. De lod, som om de
var i Alperne. Billederne er meget smukke, der er snekrystaller i kanten osv. Jeg
tænkte på at bruge den stil i filmen, altså ikke så meget James Bond, mere
disse fotografier. Små sneglober.
Det er som regel
den slags ideer, jeg får. Der er ikke noget overordnet koncept eller en stil,
som jeg ville kalde min stil. Man kan sige, at vi ikke nødvendigvis prøver at
skildre tingene så realistisk som muligt. Vi tænker en del på charmen. Somme
tider konstruerer vi baggrunden, så spillerne kan udføre scenen næsten som et stunt. Nogle gange er det mere som en
skulptur, de får at arbejde med.
Generelt
arbejder jeg ud fra instinkt og indskydelser, for jeg vil ikke lægge mig fast
på en form. Jeg vil være åben og udforske stoffet efterhånden. Men jeg vil ikke
have en scene til at være bare alvorlig eller morsom. Jeg vil hellere blande
tingene, så den bliver lidt af begge dele eller noget, der ligger midt imellem.
Miniaturerne kom
til, da vi lavede en animationsfilm, Fantastic
Mr Fox. Jeg elskede de miniaturer. Det har jeg altid gjort, men jeg havde
ikke arbejdet med dem før, jeg vidste ikke, hvordan man gjorde. Og sådan
fungerer det generelt. Noget, som jeg fandt ud af under arbejdet med den sidste
film, kommer med i den næste. Så det er sikkert et udtryk for, hvad jeg kan
lide i en film. Hvad det siger om min karakter, vil jeg nødigt selv analysere.
Men det er et klart udtryk for min erfaring som filmskaber. Hvilke
arbejdsredskaber, jeg har samlet op og rejser rundt med.«
– Så du verden gennem et eventyrfilter, da
du var dreng?
»Nej. Og jeg
synes heller ikke, jeg ser tingene på den måde nu. En historie som denne har et
fabulerende aspekt, men jeg vil have karaktererne til at føles som virkelige
mennesker. Jeg opfordrer altid skuespillerne til at være konkrete. For som
regel er det, der står i manuskriptet, ikke ligefrem realistisk. Alt er
stiliseret. Jeg beder dem lave, hvad man kunne kalde den dokumentariske
version.«
*) Anderson lavede siden animationsfilmen Isle of Dogs, som var åbningsfilm på Berlinalen i 2018, hvor han modtog (endnu) en Sølvbjørn for bedste instruktion. Wes Anderson blev interviewet på Hotel Adlon i Berlin den 6. februar 2014.The Grand Budapest Hotel havde dansk premiere den 27. marts 2014.
Fotos:Fox Searchlight Pictures/ Iandian Paintbrush/ Studio Babelsberg/ American Empirical Pictures/ TSG Entertainment/ Scott Rudin Productions/ Searchlight Pictures/ SF Studios/ BGJ
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra The Criterion Channel [Spine #1025] 22.02.2021
Interviewet trykt –- stærkt forkortet – i Weekendavisen Kultur 28.03.2014
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)