ALLE GODE GANGE Tredje stik fra Soderbergh og Clooney
Af BO GREEN JENSEN
DET kræver mere end almindelig flair og elegance, hvis endnu en film om hasard i Las Vegas skal lykkes. Man har været der så mange gange, at man færdes hjemmevant i kulissen. Alle kneb er benyttet i en alenlang række af actionkomedier og heist movies om elskelige slyngler, der gør bedraget til kunst og scorer kassen på samme tid. Man er faktisk tæt på at undertrykke en gaben, da de første forjættende billeder af neonvildnisset kommer op på lærredet i begyndelsen af Steven SoderberghsOcean’s Thirteen.
Ocean's Eleven (2001) var en tam genindspilning af Lewis Milestones lille Rat Pack-klassiker med Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford. Jeg så den samme uge som Hans Fabian Wullenwebers Klatretøsen og var mere spændt på kuppets udfald i sidstnævnte. Ocean's Twelve (2004) kom betydeligt bedre i luften og havde en distinkt duft af Rififi, The Italian Job, Thomas Crown Affæren og Mission Impossible. Stilikonerne George Clooney og Brad Pitt var faldet til i deres roller og kunne ekstemporere. Som hønen i kurven var Julia Roberts i pagt med tidsånden blevet gravid.
MAN kan næppe sige, at verden har råbt på en treer fra Soderbergh, Clooney & Co. Dog kan man ikke afskrive Ocean’s Thirteen som spekulation. Vist er der tale om dagligvarer i luksusindpakning, men det er lykkedes holdet at variere skabelonerne i en brugsfilm, som tangerer det udsøgte. For det første balancerer plottet sikkert mellem kompleksitet og fortænkthed. For det andet har billedsiden meget at tilbyde, fra en mørkeblå nathimmel over Brad Pitt, der står af flyet, til en hypertekstuel casinoscene, hvor omsætningen ved de enkelte borde bliver skrevet i luften. Fotografen hedder Peter Andrews. Det er Soderberghs alias.
HISTORIEN er selvsagt et påskud for den maskuline banter og bonding, som de selvtilfredse drengerøvsfilm er veritable orgier i. Men den er ikke uden evner, og der er også plads til selvironi. Den skrupelløse finansmand Will Bank (Al Pacino) har snydt den aldrende Reuben (Elliott Gould), en af de bedste kræfter i Oceans dusin. Nu åbner Bank sit nye hotel på hovedgaden i Las Vegas. For Ocean’s 13 gælder det om at forpurre det hele.
Planen realiseres på mange niveauer. For eksempel bliver journalisten, der skal anmelde Banks hotel, udsat for alskens ydmygelser, mens stivstikkeren Linus (Matt Damon) klæder sig ud som kineser og smører hormonsaft bag ørerne, så han bliver uimodståelig for Ellen Barkin, der i denne film løfter arven efter Angie Dickinson og Julie Roberts. Et jordskælv fingeres med mere succes end beregnet, og gamle fjender som Andy Garcia indforskrives blandt de allierede i krigen mod Pacinos hæmningsløse kapitalist.
RESULTATET er en uimodståelig stiløvelse, der kun skuffer ved at ville så lidt. For Soderbergh og Clooney er Ocean's-filmene pengemaskiner, der skal rejse finansiering til hjertesager som Solaris, Syriana, Good Night and Good Luck og The Good German. Soderbergh synes i stigende grad at beslutte sig for at lave enten entertainment eller kunstfilm. Før i tiden blandede han kortene, og det gjorde oplevelsen mindre forudsigelig. Ocean’s Thirteen holder, hvad den lover. Man kan således gøre sin indsats og løse billet uden ængstelse.
ET SPØRGSMÅL OM STIL Steven Soderbergh genforener The Rat Pack
Af BO GREEN JENSEN
FOR 60 år siden var Ocean’s Eleven en blanding af pengemaskine og dyrt legetøj for Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og resten af svirebrødrene i det såkaldte Rat Pack. »Bestyrelsesformanden« fik selv ideen til en let spændingsfilm med Las Vegas som kulisse. Den altid forretningsbevidste Sinatra var blevet direktør for sit eget plademærke, Reprise, havde økonomiske interesser i flere skrantende klubber på det neonglitrende hovedstrøg og kunne se gevinsten ved at forene arbejde og fornøjelse.
Vennerne kom til Las Vegas og spillede sig selv, sådan mere eller mindre, i en film der forherligede cocktails og casinoer. Man skabte opmærksomhed om spillebyen uden for lands lov og ret. Man passede sine engagementer, to koncerter om dagen pr. mand, og man havde det skægt døgnet rundt i de fem uger, hvor optagelserne stod på.
FILMKUNSTEN havde med andre ord ikke den højeste prioritet. Derimod var stil, nonchalence og selvironi de vigtige ingredienser i førsteudgaven af Ocean’s Eleven, som blev produceret efter Sinatras anvisninger og instrueret med ført hånd af veteranen Lewis Milestone (1895-1980), der havde klassikere som All Quiet on the Western Front (1930, da. Intet nyt fra vestfronten), Of Mice and Men (1939, da. Mus og mænd) og A Walk in the Sun (1945, da. Den blodige vej) bag sig.
Milestone insisterede sjældent, mens Sinatra og kompagni gav den som mænd, der gebærder sig slet. Efter sigende tog man ikke scenerne om, hvis der var småfejl. Resultatet er den dag i dag særdeles charmerende, men man ser ikke filmen for spændingens skyld, og det gjorde man næppe heller dengang. Man ser den for stjernernes charme, og det er i den forbindelse en væsentlig pointe, at der ikke blev trukket en klar grænse mellem fiktionen og virkeligheden.
FYRRE år efter har Steven Soderbergh instrueret en ligeledes stjernebestrøet, men mere gennemarbejdet udgave af den samme historie om svindleren Danny Ocean (George Clooney i Sinatras sted), der samler elleve venner om sig og udfører alle tiders mest dristige kup i Las Vegas. Diverse detaljer – historien har sit første udspring i en novelle af George Clayton Johnson og Jack Golden Russell – er justeret, men grundideen er den samme, og Soderbergh sigter tydeligvis på at ramme en legesyg atmosfære, der matcher originalens ubesværede anslag.
I DEN gamle udgave var det fem kasinoer, som Oceans hold ville lænse på én gang. I den nye version er der tale om tre, og de tilhører alle snogen Terrence Benedict (Andy Garcia), som ikke alene er klam og lidt lapset, men ydermere har begået den fejl at blive kæreste med Ocean’s fraseparerede hustru (Julia Roberts i Angie Dickinsons rolle som »The Girl«), mens Danny sad inde. Det er derfor med en dobbelt dagsorden, at den elegante tyv går efter pengene, hvilket passer bandens øvrige medlemmer dårligt. Pengemanden Reuben (Elliott Gould) kan derimod lide det personlige motiv. Også han har et horn i siden på Benedict og indvilliger i at finansiere Oceans forberedelser.
DISSE udgør så afgjort den mest charmerende del af filmen. Boksen under kasinoerne Bellagio, Mirage og MGM Grand er bedre sikret end Fort Knox. Fordi loven i Nevada foreskriver, at banken altid må kunne indfri de summer, der satses oppe »på gulvet«, kan Oceans hold tage for givet, at der ligger 150 millioner dollars i boksen. Og fordi manuskriptet bruger en time på at beskrive de indviklede forhindringer, som holdet må overvinde, kan vi som publikum tage for givet, at dette vil ske. Imidlertid plejer selv de snedigste planer at møde modstand. Det sker stort set ikke i Ocean’s Eleven. Alt går efter bogen, mekanisk som et urværk og nogenlunde lige så inspirerende at følge.
FILMEN er underholdende på en særlig nostalgisk tv-fra-60erne måde, men så heller ikke mere. Selve kuppet kan muligvis måle sig med sætstykket i en gammel episode af Mission Impossible, men ikke med filmudgaven af samme. På et tidspunkt skal George Clooney og Matt Damon fire sig ned gennem en 60 meter dyb skakt med fotoceller på siderne. Det er nogenlunde lige så spændende som den tilsvarende scene i Klatretøsen.
Ved hjælp af »The Pincher«, en tegneserieagtig atomknuser, kan Don Cheadle slukke al strøm i byen. Så er det jo ingen sag at være klatretyv. Med klassiske kupfilmsfavoritter som Rififi (1954), The Thomas Crown Affair (1968), The Italian Job (1969) og Le cercle rouge (1970) – eller aktuelle eksempler som Frank Oz’ The Score (2001) og David Mamets Heist (2001, da. Kuppet)– kan Ocean’s Eleven slet ikke konkurrere.
DET var heller ikke tanken, da Sinatra og kompagni optrådte på slap line som Oceans team. De var sangere og playboys, professionelle entertainere, som tog et privat persona med sig til rollen. Dean Martin sang »Ain't That a Kick in the Head«, og det var lige så vigtigt som kuppet. Sinatra ville sælge Las Vegas som fremtidens fristed og promovere en særlig maskulin livsstil, hvilket mere eller mindre lykkedes ham. I 1960 var Ocean’s Eleven så stor en succes, at the Rat Pack kunne gentage kunststykket i Robin and the Seven Hoods (1964), der er endnu mere indforstået og tilbagelænet i sin omgang med dramatiske konventioner.
GEORGE Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og de øvrige kræfter i Soderberghs udgave investerer ikke på samme måde sig selv i deres karakterer. De er sikkert bedre skuespillere, men det er netop problemet: de er bare skuespillere. Og skønt Soderbergh på besnærende vis sætter lighedstegn mellem stil og indhold, føles filmen i længden forvirret og tom.
Centrale elementer som den intime lyssætning, den lækre jazzlyd (David Holmes har designet det nye lydspor med afsæt i Nelson Riddles gamle score, men tilføjer romantiske sætstykker som sekvensen, der bruger Claude Debussys »Clair de lune«) og det bløde glimt i øjet, som George Clooney baserer hele sin karismatiske figur på, er overført direkte fra Soderberghs egen Out of Sight (1998), der var en mere helstøbt filmatisering af en anderledes stofrig historie.
DET er derfor svært at blive revet med af begejstring. Vist er der meget for øjnene, og vist har udførelsen elegance, men man kan næppe tænke sig en mindre nødvendig film lige nu. Hvis en gourmetrestaurant solgte candyfloss, ville man anrette det på et sølvfad og sætte prisen så højt som muligt. Der ville dog stadig være tale om florlet, lyserødt sukkerstads. På samme måde er det med Soderberghs stilfulde Ocean’s Eleven.
Ocean's 11 (Elleve i Las Vegas). Instr.: Lewis Milestone. Manus: Harry Brown, Charles Lederer. Foto: William H. Daniels. 127 min. USA 1960. Dansk premiere: 23.01.1961.
Ocean’s Eleven. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Ted Griffin. Foto: Peter Andrews (alias Steven Soderbergh). 117 min. USA 2001. Dansk premiere: 15.02.2002.
Fotos: Warner Bros./ Dorchester Productions/ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainments/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films II/ St. Petersburg Clearwater Film Commission/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Warner Home Video
Ocean's 11 (1960) streames på YouTube Movies
Ocean's Eleven (2001) streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY og YouTube Movies
Begge versioner findes på Blu-ray
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.02.2002
VI er i udkanten af film noir-territoriet,
i Elmore Leonard- og Donald E. Westlake-land, hvor man spiller hasard i
skæbnesvanger belysning og lever sit liv i en halvverden af casinoer, diners og
tidløse moteller.
Her – i ekspresbryllupsbyen Reno,
Nevada – har taberen John (John C. Reilly) været ovre i Vegas og miste det
hele, da han bliver samlet op ved busterminalen af Sydney (Philip Baker Hall), en ældre mand med en livstræt udstråling, der ligger midt mellem gangster og
præst. Sydney betragter John med faderlig mine, giver ham mad og lidt penge og kører
ham tilbage til et casino i Vegas. Han lærer ham, hvordan man spiller
småt og systematisk, så man vinder i længden. John er naturligvis usikker på,
hvad Sydney vil med ham og det hele.
TO år senere er Sydney og John stadig
en far/søn-agtig duo, der lever af at spille terninger i Reno. Servitricen Clementine
(Gwyneth Paltrow) synes, det er sødt at se, hvordan John efterligner Sydney.
Sydney er omhyggelig med at give drikkepenge og være høflig. Han spørger
Clementine, om hun er kontraktuelt forpligtet til at flirte. Freden ved bordet
bliver forstyrret, da Jimmy (Samuel L. Jackson) slår sig ned og begynder at
tale om pussy og penge, Han kender John fra gamle dage. Han siger, at
han også har set Sydney før.
HARD Eight har nogle hemmeligheder, som den er længe om at lukke op for. Spillerjargonen
er et røgslør, men det er interessant nok at høre om fagets grundregler. Nøglen
til filmen er relationen mellem John og Sydney. Den har at gøre med noget, som
Jimmy ved om Sydneys fortid - »I know about Atlantic City« – og som ikke kommer
helt bag på tilskueren. John og Clementine finder selvfølgelig sammen, for vi
er ikke i Reno tilfældigt. Der er et gidsel, et våben, en bil til Niagara Falls
og til allersidst en voldsom forløsning, som dog er holdt nede i skala og tone.
PAUL Thomas Anderson var kun 23 år,
da han instruerede Hard Eight. Han skrev den på to uger, og manuskriptet
blev videreudviklet i Sundance, hvor filmen også fik premiere. Jeg har altid
opfattet den som et elevarbejde, en afgangsfilm. Det er faktisk en relativt
stor produktion, og Andersons husfotograf Robert Elswit får hver scene til at
ligne en million.
Det er uafbrudt interessant at følge
kvartetten af centrale karakterer. Anderson nævner selv Jean-Pierre Melvilles Bob
le flambeur (1956) og John Sturges’ Bad Day at Black Rock (1955, da.
En mand steg af toget) som inspirationskilder. Begge giver mening, den
første også med hensyn til spillet, i forhold til Philip Baker Halls karakter,
der har samme udstråling som Roger Duchesne og Spencer Tracy. Selv kom jeg i
tanker om Louis Malles Atlantic City (1980), hvor Burt Lancaster og Susan
Sarandon har lidt af den samme fortrolige tone som Clementine og Sydney.
DET er især Philip Baker Halls film.
80 minutter inde røber Jimmy, Johns ven, at han kender både Floyd Gondoli og
Jimmy Gator. Især navnet Jimmy Gator får det til at give et lille ryk. Det er
navnet på tv-værten, som Baker Hall spiller i Magnolia. Floyd Gondoli-karakteren
fra Boogie Nights er tilbøjelig til at drukne i mængden.
GWYNETH Paltrow gør meget for
filmen. Philip Seymour Hoffman brillerer i en scene, hvor han og Sydney krydser
klinger ved terningebordet. Samuel L. Jackson laver sin Samuel L. Jackson-ting.
Hard Eight er lavet to år efter Pulp Fiction. Det er afgjort den
af Andersons film, hvor man tydeligst ser, at han og Tarantino kommer fra det
samme sted. De har udviklet sig vidt forskelligt. Man kan se kimen til både Boogie
Nights ogMagnolia i Hard Eight. Det er sværere at forbinde
tonen med There Will Be Blood, The Master og især Phantom Thread.
DET er en rimelig udsøgt debut.
Anderson havde ikke final cut, men fik sin version igennem ved at acceptere titlen
Hard Eight. For ham hedder filmen stadig væk Sydney. Man er ikke
nødvendigvis enig. Hard Eight er en tilpas uudgrundelig titel på et sjældent
gennemført genrestykke. Det er en lille film i stor forklædning. Senere bliver
det nærmere omvendt.
.jpg)
%20(1).jpg)
.jpg)
.jpg)
%20(1).jpg)
.jpg)
%20(1).jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
