Paul Schrader: The Card Counter (2021)

DET HANDLER (IKKE) OM PENGE

Paul Schrader signerer et sent hovedværk

Af BO GREEN JENSEN

KORTTÆLLEREN kalder sig William Tell. Det er et demonstrativt alias, og det er meningen, at man forstår det og holder afstand. Tell er udadtil en mand af få ord, men han taler fortroligt til publikum i sin dagbog. Eller hvad det nu er for optegnelser, han fører på alle de ens motel- og hotelværelser, hvor han bor, når han rejser fra turnering til turnering. Vi lytter til Tell i forklaret voice-over.

   Tell, som faktisk hedder Tillich, er professionel spiller. Han beskriver fagets regler og krav i en tilknappet stil, som man kunne kalde tør eller hårdkogt. Han lærte at tælle kort og blev god, mens han sad i fængsel.

   Han siger ikke, hvad han sad inde for. Nøglen til baggrunden har vi til gode, mens filmen sætter hak ved de obligatoriske bokse i amerikanske genrestykker om hasard: Robert Rossens The Hustler (1961, da. Hajen) og fortsættelsen i Martin Scorseses The Color of Money (1986, da. Det handler om penge). Fra Norman Jewisons The Cincinnati Kid (1965, da. Højt spil i New Orleans) til Aaron Sorkins Molly’s Game (2017). Hele den fornemme arv vises frem.

MENS Tell taler løs om metafysikken og de indre mysterier i blackjack og poker, akkumulerer vi en stor nysgerrighed. Hvad er det for en mand, der som det første pakker borde og stole ind i hvide lagner, når han kommer til et nyt hotel? De ting – og whisky og værktøj – er alt, hvad han har i sin kuffert.

   Efter 20 minutter afslører filmen, at det slet ikke handler om spil. I alle Paul Schraders film om Guds Ensomme Mand gælder det mørke og tvivl, soning og skyld, muligheden for at gøre det bedre og blive taget til nåde af en slubrende guddom, der ligner uhyret på Goyas maleri af Saturn, som fortærer sine børn.

   Jeg kan kun skrive videre, hvis jeg røber, hvad filmen klipper til i sit første svimlende flashback. Så her er den sidste spoiler alert: Læs ikke mere, hvis overraskelsen er vigtig. Den gjorde meget for mig, da jeg så filmen uden forudsætninger. Gem anmeldelsen til bagefter, måske.

DET FREMGÅR, AT TILLICH blev straffet, fordi han gjorde tjeneste i Abu Ghraib-fængslet under krigen i Irak. Han arbejdede som forhørsleder og optrådte på de samme fotos, som hele verden væmmedes ved, da Lynndie England, Charles Graner og ni andre vagter blev afsløret og udskammet i 2005.

   Schraders film undersøger systemet, som muliggjorde Abu Ghraib. Kun personerne på de belastende fotos blev straffet. Ingen af arkitekterne og de politiske ledere var impliceret. For Tillich var det værste erkendelsen af, at han havde det i sig. Og at vi alle har det i os, når det gælder.

   The Card Counter er ingen stor produktion, men Schrader og fotografen Alexander Dyna får meget ud af at filme de blod- og afføringsindsmurte fængselsgange i ekstrem vidvinkel. Perspektivet er det samme, som Yorgos Lanthimos og Robbie Ryan brugte ved dronning Annes klaustrofobiske hof i The Favourite (2018). Og vi er i det samme moralske morads.

DET var sikkerhedseksperten John Gordo (Willem Dafoe), som stod for logistikken i Abu Ghraib. Han drev et Blackwater-lignende firma. Gordo kunne kende lusen på travet, og vidste, at Tillich var egnet som bøddel. Efter Irak forsvandt han bare i mængden.

   Nu taler Gordo ved politikonferencen, som deler hotel med en pokerturnering. Tillich lytter til foredraget om ansigtsgenkendelse og husker de eufemistiske instrukser om »forbedrede forhørsmetoder«. Han er ved at kaste op. Når sandheden skal frem, er Tillich altid ved at kaste op. Han væmmes jo ved selve eksistensen.

EN ung mand henvender sig. Det er Cirk (Tye Sheridan), der driver for vinden som en yngre udgave af Tillich. Cirks far var med i Abu Ghraib. Han tog sit liv, da han ikke kunne slå mere ud af hustru og søn. Gordo oplærte Cirks far. Cirk fantaserer om at tage hævn. Det samme gør Tillich, hvis han er ærlig.

   Tillich samler Cirk op og har for første gang i mange år en retning for sit liv. Han accepterer et stående tilbud fra La Linda (Tiffany Hadduish), der driver en stald med hasardspillere. De tre begynder at pendle mellem pokerturneringer. Tillich foretrækker ellers blackjack. Han ved, at man leger med ilden, når der bliver spillet poker for penge.

PAUL Schrader er blevet 75. Han skrev Taxi Driver (1976) og Raging Bull (1980) til Martin Scorsese, og han har været vidt omkring i genrerne som instruktør. I 2018 fik han et sent og særdeles velfortjent comeback med First Reformed, der brugte Ingmar Bergmans Nattvardsgästerna (1963, da. Lys i mørket) som afsæt for en anti-apokalyptisk historie om terror og tro. First Reformed lignede et testamente. Det bliver The Card Counter måske.

   Jeg kan love, at slutningen virkelig leverer. Oscar Isaac fremstiller Tillich med den samme forklarede intensitet, som prægede Willem Dafoe i Light Sleeper (1992) og Ethan Hawke i First Reformed. Som ung skrev Schrader en afhandling om Transcendendal Style in Film: Ozu, Bresson, Dreyer (1972). Alle hans film forholder sig til de helte.*

THE Card Counter er nøjagtigt fortalt. På overfladen har den spillerfilmens ingredienser. Når Tillich, Cirk og La Linda turnerer, kunne de være trioen fra The Color of Money. Samtidig kredser fortællingen konstant om noget andet – løgne, skam, soning, hævn. Det er en formidabel film. Den er kold og varm på samme tid. The Card Counter er skabt med små virkemidler, men rammer historien, hvor stoffet er størst.

Se også Paul Schrader: First Reformed (2018)

*) Schrader var 24 år og nybagt kandidat fra filmskolen på UCLA, da han skrev Transcendental Style in Film: Ozu Bresson Dreyer. »I wasn’t drawn to the topic out of academic obligation or desire to publish. I had a problem and I was looking for an answer. It was the same impulse that caused me to write a screenplay two years later,« skriver han i forordet til den seneste udgave af bogen (University of California Press, 2018). 

   Transcendental Style er en medlevende og i teknisk henseende sjældent kvalificeret introduktion til de tre mestre og deres film. Det nyskrevne forord, »Rethinking Transcendental Style«, er noget så sjældent som en betydende filmskabers kritiske blik på sit fag og sine fæller. »Transcendental style can be seen, forty-five years later, as part of a larger movement, the movement away from narrative. A way station, if you will, in the post-World War II progression from neorealism to surveillance video.«

   Det er kort sagt Schraders opfattelse, at »what in the 1950s began as art house cinema has blossomed into the hydra-headed creature we call slow cinema. Bresson and Ozu, seen as esoteric and slow, now are audience friendly compared to the multi-hour epics of Béla Tarr and Lav Diaz and Pedro Costa.« Så hvad skete der? »Gilles Deleuze happened. So did Andrei Tarkovsky. And slow cinema was soon to follow.«

   Betragtningen giver fuldkommen mening. Schrader forklarer Deleuze og går i dybden med en læsning af Béla Tarr og Tarkovskij. Han ser endelig den første kreds dele sig og følge tre hovedspor i tre retninger: »The Surveillance Cam«, »The Art Gallery« og »The Mandala«. Sætstykket er et diagram, hvor 50 auteurnavne er placeret i forhold til strømpilene. Den narrative nexus omskrives af en cirkel. Navnene inden for denne tilhører »The Tarkovsky Ring«.

The Card Counter. Instr. og manus: Paul Schrader. Foto: Alexander Dynan. 111 min. UK-Kina-USA 2021. Dansk premiere: 04.11.2021.

Fotos: Focus Features/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 14.12.2021

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.11.2021

Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996)

TO GANGE FIRE
Paul Thomas Andersons sobre debut

Af BO GREEN JENSEN

VI er i udkanten af film noir-territoriet, i Elmore Leonard- og Donald E. Westlake-land, hvor man spiller hasard i skæbnesvanger belysning og lever sit liv i en halvverden af casinoer, diners og tidløse moteller.

   Her – i ekspresbryllupsbyen Reno, Nevada – har taberen John (John C. Reilly) været ovre i Vegas og miste det hele, da han bliver samlet op ved busterminalen af Sydney (Philip Baker Hall), en ældre mand med en livstræt udstråling, der ligger midt mellem gangster og præst.
   Sydney betragter John med faderlig mine, giver ham mad og lidt penge og kører ham tilbage til et casino i Vegas. Han lærer ham, hvordan man spiller småt og systematisk, så man vinder i længden. John er naturligvis usikker på, hvad Sydney vil med ham og det hele.

TO år senere er Sydney og John stadig en far/søn-agtig duo, der lever af at spille terninger i Reno. Servitricen Clementine (Gwyneth Paltrow) synes, det er sødt at se, hvordan John efterligner Sydney. Sydney er omhyggelig med at give drikkepenge og være høflig. Han spørger Clementine, om hun er kontraktuelt forpligtet til at flirte. Freden ved bordet bliver forstyrret, da Jimmy (Samuel L. Jackson) slår sig ned og begynder at tale om pussy og penge, Han kender John fra gamle dage. Han siger, at han også har set Sydney før.

HARD Eight har nogle hemmeligheder, som den er længe om at lukke op for. Spillerjargonen er et røgslør, men det er interessant nok at høre om fagets grundregler. Nøglen til filmen er relationen mellem John og Sydney. Den har at gøre med noget, som Jimmy ved om Sydneys fortid - »I know about Atlantic City« – og som ikke kommer helt bag på tilskueren. John og Clementine finder selvfølgelig sammen, for vi er ikke i Reno tilfældigt. Der er et gidsel, et våben, en bil til Niagara Falls og til allersidst en voldsom forløsning, som dog er holdt nede i skala og tone.

PAUL Thomas Anderson var kun 23 år, da han instruerede Hard Eight. Han skrev den på to uger, og manuskriptet blev videreudviklet i Sundance, hvor filmen også fik premiere. Jeg har altid opfattet den som et elevarbejde, en afgangsfilm. Det er faktisk en relativt stor produktion, og Andersons husfotograf Robert Elswit får hver scene til at ligne en million.

   Det er uafbrudt interessant at følge kvartetten af centrale karakterer. Anderson nævner selv Jean-Pierre Melvilles Bob le flambeur (1956) og John Sturges’ Bad Day at Black Rock (1955, da. En mand steg af toget) som inspirationskilder. Begge giver mening, den første også med hensyn til spillet, i forhold til Philip Baker Halls karakter, der har samme udstråling som Roger Duchesne og Spencer Tracy. Selv kom jeg i tanker om Louis Malles Atlantic City (1980), hvor Burt Lancaster og Susan Sarandon har lidt af den samme fortrolige tone som Clementine og Sydney.

DET er især Philip Baker Halls film. 80 minutter inde røber Jimmy, Johns ven, at han kender både Floyd Gondoli og Jimmy Gator. Især navnet Jimmy Gator får det til at give et lille ryk. Det er navnet på tv-værten, som Baker Hall spiller i Magnolia. Floyd Gondoli-karakteren fra Boogie Nights er tilbøjelig til at drukne i mængden.

   

GWYNETH Paltrow gør meget for filmen. Philip Seymour Hoffman brillerer i en scene, hvor han og Sydney krydser klinger ved terningebordet. Samuel L. Jackson laver sin Samuel L. Jackson-ting. Hard Eight er lavet to år efter Pulp Fiction. Det er afgjort den af Andersons film, hvor man tydeligst ser, at han og Tarantino kommer fra det samme sted. De har udviklet sig vidt forskelligt. Man kan se kimen til både Boogie Nights og Magnolia i Hard Eight. Det er sværere at forbinde tonen med There Will Be Blood, The Master og især Phantom Thread.

DET er en rimelig udsøgt debut. Anderson havde ikke final cut, men fik sin version igennem ved at acceptere titlen Hard Eight. For ham hedder filmen stadig væk Sydney. Man er ikke nødvendigvis enig. Hard Eight er en tilpas uudgrundelig titel på et sjældent gennemført genrestykke. Det er en lille film i stor forklædning. Senere bliver det nærmere omvendt.

Se også Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017); Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022] + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre].

Hard Eight. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 102 min. USA 1996. Ingen dansk premiere.

Foto: Green Parrot/ Goldwyn/ Screen Captures

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Imprint (Australien) 20.10.2021 

Nyskrevet 07.04.2020