Translate

Viser opslag med etiketten Brian De Palma. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brian De Palma. Vis alle opslag

fredag den 1. december 2023

Kathryn Bigelow: The Hurt Locker (2008)


TING SOM GØR FORTRÆD
En film om frygtløshedens pris

Af BO GREEN JENSEN

BAGDAD 2004. Den amerikanske hær og de øvrige koalitionstropper befinder sig på andet år i Irak, i egen forståelse som en progressiv fredsstifter, i andres øjne som en besættelsesmagt.
  Man er så småt ved at indse, at den anden Golfkrig ikke bliver vundet så let som den første. Amerikanerne har ressourcerne og det tunge maskineri. De lokale sabotører, der ser sig selv som frihedskæmpere, har satanisk konstruerede vejsidebomber og perfekt camouflage, idet de smelter ind i den baggrund af trods alt velfungerende hverdag, som man ofte måber over i skildringer af moderne storbykrig.
   De amerikanske styrker råder over særlige bombepatruljer, der med en erfaren tekniker som leder forsøger at afmontere sprængladningerne på stedet. En af dem er Kompagni Bravo, som har 38 dage af sin tur tilbage, da The Hurt Locker åbner in medias res. Da en Rulle-Marie har undersøgt bomben, som ligger i en bunke murbrokker midt på gaden, ifører eksperten Matt Thompson (Guy Pearce) sig den tunge, metalforede beskyttelsesdragt, der får ham til at ligne en dykker på land. Langsomt nærmer han sig bomben, mens sergent J.T. Sanborn (Anthony Mackie) giver order til korporal Owen Eldridge (Brian Geraghty) og de øvrige infanterister, der skal dække løjtnant Thompson, mens han arbejder.



MED ét står den lokale slagter så i døråbningen til sin butik. For sent opdager Eldridge, at manden holder en mobiltelefon. Sanborn giver soldaterne ordre til at skyde, men slagteren når at udløse bomben. Thompson løber væk fra eksplosionen, men er stadig for tæt på trykbølgen og falder død om i sin beskyttelsesdragt. 
   Livet går videre. Krigsførelsen er en evighedsmaskine. Sanborn lægger Thompsons effekter i en af de særlige kasser, som bruges til formålet, når ligene skal flyves hjem. Da han kommer tilbage til sit kvarter på kasernen, er den næste bombeekspert allerede ved at indrettte sig.
   Det første, som den fremmede gør, er at fjerne afskærmningen fra de blændede vinduer. Sanborn betragter ham skeptisk. Han kan på lang afstand se, at den nye eksplosionsekspert, løjtnant Will James (Jeremy Renner), ikke er som de fleste soldater. Den nye mand er tilvænnet og kræver sit daglige adrenalin-sus. For nogle mænd bliver krigen et narkotikum. »War is a drug,« slutter det motto, som Kathryn Bigelow citerer journalisten Chris Hedges for først i filmen. Fyndordet stammer fra bogen War is a Force That Gives Us Meaning (2002).


WILL James føler ikke længere frygt. Tværtimod opsøger han livsfaren og agerer, som den rationelt frygtsomme Sanborn bemærker, mere som en ranger eller cowboy. Når han nærmer sig et bombested, lægger han straks beskyttelsesdragten, så han kan arbejde under behagelige forhold. Han bliver ved, til han har fundet detoneringsmekanismen og afmonteret bomben. Det er indtil videre lykkedes for ham 873 gange.
   Delingens oberst (David Morse) er stolt af sin nye fribytter. Sanborn er mindre begejstret. Han vil gerne leve tiden ud, og fordi James er så nonchalent og uforudsigelig, udgør han en omvandrende invitation til irakiske snigskytter. Det kommer så vidt, at Sanborn diskuterer med Eldridge, om de skal likvidere deres leder og kalde hans død for et hændeligt uheld. Et vendepunkt, et umærkelig skift i relationen indtræffer, da amerikanerne i ørkenen møder britiske koalitionstropper med en T.E. Lawrence (of Arabia)-lignende leder (Ralph Fiennes).
   Englænderne har to tilfangetagne irakere med sig i deres kampvogn. I en scene så intens og langsom, at tiden virkelig føles som real time, arbejder James og Sanborn sammen om at finde og dræbe de snigskytter, som plukker og slukker mændenes liv ét for ét. Det lykkes at sætte to træffere ind på 850 meters afstand, mens Eldridge på sin side elimerer en partisan, der har lagt sig på togskinnerne.
   Den aften drikker mændene igennem på kasernen, og James forklarer Sanborn og Eldridge, hvorfor han gemmer både fjendens tændsatser og et foto af sin søn i den æske, som ligger under hans seng. Will James kan godt lide at røre ved »all the things that hurt you«, når han har deaktiveret den trussel, de udgør. Heraf filmens titel. James' æske er The Hurt Locker. Kassen eller skrinet med alle de ting, som kan gøre fortræd. »This box is full of stuff that almost killed me«.


KRIGEN i Irak var muligvis et ressourcespild af dimensioner og en politisk fejlinvestering, der fik gravet Amerika endnu dybere ned i det kaninhul, man ikke kunne undslippe fra, da krigen i Vietnam blev tabt for snart 50 år siden. Til gengæld kom der, under begge Golfkrige, forbavsende gode bøger og film ud af interventionen, allerede mens den foregik.
   I forbindelse med krigene i Korea og Vietnam blev kunsten først skabt efter fredsslutningen. I Irak og Afghanistan var der tale om løbende efterretning. Fra David O. Russells Three Kings (1999) til Brian De Palmas Redacted (2008) vokser en vifte af smukt forarbejdede antikrigsfilm, som sjældent taler åbent mod krigen, men gør deres virkning ved at vise fragmenter af virkeligheden, både i marken og på hjemmefronten.
   Undergenren er rig efterhånden. Der er lødige fiktionsfilm som Robert Redfords Lions for Lambs (2007), Mike Nichols' Charlie Wilson's War (2007) og Irwin Winklers Home of the Brave (2006). Der er opportunistiske actionfilm som Peter Bergs The Kingdom (2007) og dokumentariske projekter som Tim Robbins' agiterende Embedded (2004) og Errol Morris' kliniske Standard Operating Procedure (2008).


SÆRT nok – eller netop ikke – er nogle af de klareste film skabt af frustrerede tilflyttere som canadieren Paul Haggis (In the Valley of Elah, 2007), englænderen Sam Mendes (Jarhead, 2005) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition, 2007). Men de bedste to er lavet af kvindelige instruktører: Kimberley Peirces Stop-Loss (2008) og Kathryn Bigelows The Hurt Locker.
   Bigelow (Blue Steel, Strange Days) tilhører en lille gruppe af kvindelige filmskabere, som konsekvent beskæftiger sig med udtryk og genrer fra mændenes verden. I The Hurt Locker fortæller hun enkelt og næsten minimalistisk om soldaternes farlige hverdag. Modsat Peirce i Stop-Loss og De Palma i Redacted, gør Bigelow ikke brug af de [i 2004] nye sociale medier, YouTube, Facebook, videochat, der i andre sammenhænge gør denne krig mere nærværende.
   Fordi man er sammen med mændene dag og nat, og fordi filmen følger dem i alle situationer, får publikum gradvis den samme klaustrofobiske fornemmelse. Inde i krigen lever bomberydderne i deres egen verden. Deres grundvilkår er kronisk frygt eller manglen på samme. Undervejs er den tematiske slægtning, som man hyppigst sender en tanke, ikke en anden krigsskildring, men Henri-Georges Clouzots legendariske Le salaire de la peur (1953, da. Frygtens pris) om chauffører, som kører med nitroglycerin.*


FILMEN bliver i Irak i to timer, og efterhånden forstår man alle tre mænd: den ødelagte James, den forsigtige Sanborn og den forvirrede Eldridge, som både beundrer og frygter sin leder. Det føles derfor som et lille stilbrud, da historien til slut følger med James hjem til hverdagen i Amerika. Her ved han ikke, hvad han skal stille op med sin kone og sin søn i huset, hvor der bare er stille. Der er 2.000 slags morgenmad at vælge imellem i det bugnende supermarked. Så megen frihed kan James ikke håndtere.
   I en af filmens hjertescener taler han til sin lille søn, som endnu ikke kan svare igen og er begejstret for den mekaniske spilledåse, som hans far bruger til at lulle ham i søvn med. James forklarer, hvordan verden er fuld af begejstring, mens man er barn og føler sig tryg på et sted, man kan kalde for hjemme. Med tiden bliver der færre af tingene, som man elsker. Endelig er summen skrumpet ind til to-tre ting. Eller måske bare én i hele verden.


DER bliver filmen igennem talt ned til den dag, hvor Kompagni Bravo har gjort sin pligt og mændene kan rotere videre til anden tjeneste. Ved slutningen er James tilbage i Irak. Uret er stillet tilbage, og det er nu Kompagni Delta, der har 365 dage tilbage, mens kameraet zoomer ud fra James, som nærmer sig dagens vejsidebombe, denne gang iført beskyttelsesdragten.
   Eldridge er forlængst fløjet hjem med et knust ben. Som afsked forbander han bombeeksperten, der må have sin daglige adrenalin. Der bliver ikke viklet en narrativ krølle om Sanborn. Ellers kan man ikke beskylde The Hurt Locker for at ende abrupt. Den er derimod nok en halv time for lang, men fantastisk konkret og intens i sin midte.
   Kimberly Peirces Stop-Loss handlede om den regel, et opdateret Catch-22 à la Joseph Heller, som gør det muligt for militærledelsen at forlænge soldaternes værnepligt, mere eller mindre for evigt. I The Hurt Locker har James slet ikke brug for den regel. Han har skrevet sin egen stop-loss-paragraf. Eksperten kommer aldrig ud af Irak, selv hvis det lykkes ham at flytte sig fysisk.


DER er ingen kunstig spænding, ingen spektakulære effekter, intet fyrværkeri. På sin måde er The Hurt Locker en tør og næsten saglig actionfilm om gode mennesker, der perverteres og ødelægges af krigen. Thomas lever stærkest, når han tænder sin cigaret efter afmonteringen af endnu en bombe. The Hurt Locker er årets mest intense filmoplevelse. Den mangler nok nogle grader i dybden, men som antikrigsfilm er den fejlfri og som politisk kunstværk stærkt tankevækkende.

The Hurt Locker var Oscar-nomineret i 9 kategorier. Den vandt i 6 af dem – Best Motion Picture of the Year (Nicolas Chartier, Kathryn Bigelow, Mark Boal, Greg Shapiro); Best Achievement in Directing (Bigelow), Best Writing, Original Screenplay (Boal); Best Achievement in Film Editing (Bob Murawski, Chris Innis); Best Achievement in Sound Mixing (Ray Beckett, Paul N.J. Ottosson) og Best Achievement in Sound Editing. Bigelow blev den første kvinde, som modtog en Oscar for bedste instruktion.   



*) Frygtens pris var før i tiden (frem til 1990, sådan cirka) en film, man havde hørt om og skulle se. I 1953 modtog den både Guldbjørnen i Berlin og Guldpalmen i Cannes. Filmen kunne stadig rydde gader, hvis den blev vist i tv. Efter fænomenale succeser med The French Connection (1971) og The Exorcist (1973) brugte William Friedkin (1935-2023) fire år på at skabe Sorcerer (1977, da. Frygtens pris), som moderniserede rammehistorien. Roy Scheider har rollen, som Yves Montand spiller i Clouzots version. Friedkin fastholdt – rimeligt nok – at Sorcerer ikke var en genindspilning af The Wages of Fear, men en ny fortolkning af Georges Arnauds roman fra 1950.
   Produktionen var kostbar, og filmen blev negativt modtaget. Sorcerer er først i nyere tid begyndt at give overskud. På Mostraen i Venedig 2013 præsenterede Friedkin selv filmen i et restaureret director's cut. Her genså jeg den og var overvældet. På den fornemme britiske blu-ray (40th Anniversary Collector's Edition, Entertainment One UK, 2017) har Friedkin og Nicolas Winding Refn en timelang samtale om Sorcerer. Flere filmskabere foretrækker Friedkin for Clouzot (dog ikke Christopher Nolan, der i 2017 brugte Le salaire de la peur som inspiration for Dunkirk). Quentin Tarantino skriver begejstret om Sorcerer i Cinema Speculation (2022).


  Clouzots film har været gennem alle stadier i udviklingen af videomarkedet. For eksempel blev den farvelagt og udsendt på VHS i en pan-scan kopi. I 2017 blev den digitalt restaureret og vist i klassikerserien på Cannes Festivalen. I 2022 udkom en fransk 2K Blu-ray fra Universal Studios. BFI forbereder en britisk 4K Ultra HD Blu-ray, som udkommer i februar 2024.             

The Hurt Locker. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Barry Ackroyd. 132 min. USA 2008. Dansk premiere: 04.09.2009.


Fotos: Voltage Pictures/ Grosvenor Park Media/ FCEF/ Kingsgate Films/ Summit Entertainment/ Nordisk Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.09.2009.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , ,

torsdag den 30. november 2023

Brian De Palma: Redacted (2007)


DEN BEARBEJDEDE SANDHED
En krigsforbrydelse dissekeres

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas film er i regelen stilfulde genrestykker. Hans første kærlighed var Alfred Hitchcock, og han er kendt for at dyrke den samme slags voyeurisme og distancerede menneskesyn. Der er en distinkt misogyn kvalitet i hans film. I Frankrig betragtes han som en stor auteur, der afsøger mediets væsen i eksperimenter som Snake Eyes (1998) og Femme Fatale (2002). Kun hér så man et hovedværk i den Stanley Kubrick-inspirerede Mission to Mars (2000). I sit hjemland ses han som en falden mester, en udbrændt stjerne, der ikke har afgivet lys siden Carrie (1976), Blow Out (1981), Scarface (1983) og Carlito’s Way (1993).*
   Begge positioner kan forsvares. Før Redacted var De Palmas seneste arbejde en gennemført tarvelig filmatisering af James Ellroys The Black Dahlia (2006). Også den film havde dog sine momenter – Vilmos Zsigmond var Oscar-nomineret for billedsiden – for hos De Palma er der altid øjeblikke, ofte skabt i dialog med andre film, som stikker ud og bliver stående. Man husker ikke The Untouchables (1987, da. De uovervindelige) for portrættet af Elliot Ness og Al Capone, men for en flot pastiche på Panserkrydseren Potemkin (1925), komplet med kollektiv panik og en løbsk barnevogn. Gennembrudsfilmen Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord) er stadig noget af det tætteste, en Hitchcock-elev er kommet på sjælen i mesterens værk.



GENNEM fem-seks årtier og 30 film har Brian De Palma (f. 1940) sjældent været en politisk kunstner, hverken af den ene eller anden observans. »My films deal with a stylized, expressionistic world that has a kind of grotesque beauty about it,« har han sagt, og det teknisk-æstetiske fokus giver mening. Dog udgør Vietnamkrigsfilmen Casualties of War (1989, da. De kaldte os helte) en relativ undtagelse. Fem soldater rystes sammen, men ender i hadefuld konflikt, da en af dem insisterer på at anmelde en voldtægt.
   Ledelsen vil tale ham fra det, og kammeraterne betragter ham som en forræder. Filmen interesserer sig egentlig ikke for krigen, men for bortætsningen af den civiliserede fernis og foragten for menneskeliv, der hos nogle af soldaterne bliver en forudsætning for at fungere.

   

DET er næsten den samme historie, som fortælles i Redacted, men formen gør hér en væsentlig forskel. Der er ingen dyb baggrund, intet forsøg på at leve sig ind, ingen stor musik af Ennio Morricone, intet favnende junglelandskab. Stjernerne Sean Penn og Michael J. Fox er erstattet af ordinære, anonyme ansigter.
   Mere afgørende er dog fraværet af en overordnet fortællerinstans. Filmen er skabt med fragmenter – »redacted« betyder »redigeret« eller »tilrettelagt« – som viser forløbet fra mange synsvinkler: soldaternes videodagbøger, en fingeret fransk tv-reportage, webcamklip og YouTube-stumper, forhørsbånd og overvågningsbilleder. Forbrydelsen vises i rystet night vision, der giver den bedste mand stikkende mareridtsøjne.
   Baggrunden er desværre autentisk. I 2006 begik amerikanske soldater en forberedt gruppevoldtægt. Offeret, en 14-årig irakisk skoleelev, blev bagefter skudt i ansigtet og brændt. Også pigens familie blev myrdet. Længe foretrak militærledelsen at anskue episoden som en nødvendig krigshandling, ikke som en forbrydelse. Ingen af gerningsmændene angrede noget som helst. Soldaten, som anmeldte hændelsen, blev hjemsendt. Sagen blev offentliggjort i en udgave, der i højeste grad var redacted.



DE Palma ser sin film som et korrektiv til den bearbejdede sandhed, der kolporteres af »Main Stream Corporate Media«. Han er i øvrigt ikke uden selvironi – se ham i samtale med kritikeren J. Hoberman på New York Film Festival 2007. Atter er fokus på fem soldater, som skal fungere under ekstremt pres i et land, som de ikke forstår. De subjektive synsvinkler bliver i De Palmas mix en kølig collage af found footage.
   Angel Salazar (Izzy Diaz) registrerer kasernerutinen, fordi han vil ind på filmskolen hjemme. Lawyer McCoy (Rob Devaney), tilskuerens skrøbelige identifikationspunkt, filmer hverdagen for sine pårørendes skyld. De to mænd aftaler at passe på hinandens optagelser, hvis en af dem skulle falde væk undervejs. Det bliver aktuelt, da man allermindst venter det.
   Bogormen Blix (Kel O’Neil) vil helst have fred til at træne sin hund og læse John O’Haras Stævnemøde i Samarra. De rådne frugter er sydstatsdrengene Flake (Patrick Carroll) og Rush (Daniel Sherman). I glimt fortæller Flake om en baggrund med indavl, omsorgssvigt og kriminalitet, mens den overvægtige Rush gør sig ekstra umage med at kropsvisitere irakiske skolepiger ved den amerikanske kontrolpost i midten af begivenhederne.
   I uniform ser alle mænd ens ud. Der går derfor tid med at lære at skelne, ligesom man kun langsomt erkender, at Flake og Rush faktisk mener, hvad de siger, når de udtrykker deres foragt for en befolkning af »sand-niggere«, der ikke sætter pris på amerikanernes beskyttelse.



DEN afro-amerikanske sergent Sweet (Ty Jones) bliver på chokerende vis »taget ud« af en vejsidebombe, netop som han taler om faren ved disse til ære for Salazars kamera. For Flake og Rush er dét en anledning til at målrette frustrationen og aggressionen. Man aflægger natligt besøg hos familien med den 15-årige pige, som Rush har set sig varm på.
   Lawyer går med, men er meget forvirret. På dette tidspunkt er Salazar holdt op med at filme, og kun publikum ved, hvad der fjernede ham. Rush og Flake »ordner« pigen og henretter hendes familie. Lawyer registrerer forløbet, indtil han ikke kan rumme mere og må gå udenfor.
   Skønt hans far via webcam vil tale ham fra det, går Lawyer til ledelsen med sin skam og sin vrede. Flere afhøringsscener demonstrerer, hvor uvillig ledelsen er til at reagere, men den gode soldat insisterer og bliver i det mindste publikums helt. Da kæresten og vennerne i den sidste video fejrer hans hjemkomst, kan Lawyer kun tale om mordet i Irak.
   Samtidig sidder Flake hos psykiateren og er på sin side helt upåvirket, men forurettet over manglen på officiel opbakning. Hvad er det med disse sand-niggere? Vi dræber dem på jeres vegne, så hvorfor må vi ikke misbruge dem?



REDACTED stikker dybere end de fleste film om krigen i Irak. Modsat Robert Redford i Lions for Lambs (2007) interesserer De Palma sig ikke for det forkromede politiske overblik, og modsat ellers skarpe film som Gavin Hoods Rendition (2007), gør Redacted intet for at skabe spænding. De Palma arbejder i øjet af stormen. Vi har ingen sikker viden om de fiktive masseødelæggelsesvåben, der udgør regeringens påskud. Det er netop blevet klarlagt, hvad der foregår i faciliteter som Abu Ghraib.
   Som i Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) fortælles der i tidens egen opklippede form. Som Paul Haggis i In the Valley of Elah (2007), når De Palma sin pointe i scenen, hvor gerningsmanden endelig tilstår og har forstemmende lidt at sige. Det bliver klart, at en etisk mutation har fundet sted. Måske er sandheden krigens første offer, men empatien er med sikkerhed det andet.
   Redacted er ingen behagelig film, men alle i salen har godt af at se den. Der svælges ikke i grusomhed, og her er hverken patos eller patriotisme. Tværtimod er der en gedigen systemkritik. Omsider kan De Palma bruge sin følelseskulde på konstruktiv vis. Filmen siger i store træk, hvad Casualties of War sagde i sin tid, men Redacted får et længere liv, fordi budskabet ikke bliver bøjet i neon. Filmen skildrer en beskidt episode, som finder sted i en evig, beskidt lille krig. Når USA forlader Irak, vil Redacted endnu være dagsaktuel.




*) Hverken Passion (2012) eller Domino (2019) har rystet efterbilledet, men blandt yngre kolleger er der ny respekt og veneration for de kanoniserede værker. Noah Baumbach og Jake Paltrow hylder instruktøren som en storebror i portrætfilmen De Palma (2015). Quentin Tarantino skriver sobert og indsigtsfuldt om De Palmas baggrund og begyndelser i Cinema Speculation (2022). For mig blev han interessant i kraft af musikken. Jeg elskede kultmusicalen Phantom of the Paradise (1974), før jeg vidste, hvem De Palma var, for de små, uafhængige New York-produktioner, som QT gennemgår kærligt, kom aldrig ud i danske biografer. Det var i øvrigt De Palma, som instruerede det irriterende glatte, men kommercielt effektive videoclip til Bruce Springsteens »Dancing in the Dark«, da albummet Born in the USA (1984) skulle lanceres. Det hører med til historien, at begge mænd kommer fra jævne kår i New Jersey. De Palma havde italienske forældre. Hans baggrund ligner Martin Scorseses, og i de første film har instruktørerne fællesmængde – også De Palma caster Robert De Niro. Så Redacted er næsten et sonoffer. De Palmas fald begyndte med hans filmatisering af The Bonfire of the Vanities (1990, da. Forfængelighedens bål), som var endnu mere oppustet af hul, forloren tidsånd end Tom Wolfes i forvejen opportunistiske bog. Han skylder også for Body Double (1984) og Raising Cain (1992). Men bestillingsopgaven Mission: Impossible (1996) er løst lydefrit, og Mission to Mars er et visionært scifiværk, som trænger til at blive genopdaget. De Palma kan sjuske med narrativt stof, men teknikken er altid sublim. Jeg genså The Untouchables i 2020, da jeg skulle skrive Sean Connerys nekrolog. Hvor er der dog fornemme filmting i dén. 

Redacted. Instr. & manus: Brian De Palma. Foto: Jonathon Cliff. 90 min. USA 2007. Dansk premiere: 24.10.2008.


Fotos: HDNet Films LLC/ The Film Farm/ Zaman Productions/ Magnolia Pictures/ Angel Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube [StudioCanalUK trailer +  45th New York Film Festival 2007 Q&A + Film Society Talks | Film at Lincoln Center 2016]/ A24 [De Palma documentary poster]
Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 24.10.2008 – revideret og ajourført november 2023]
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , ,

søndag den 17. oktober 2021

François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017)


DEN DOBBELTE ELSKER
Psykothriller efter Joyce Carol Oates

Af BO GREEN JENSEN

»Ansigtet er en maske af hud, aldeles blindt, og dog er det, ved hun, et levende ansigt; det »tilhører« en eller anden. Et levende væsen, en person, uden tvivl en kvinde. Min tvilling, måske? tænker Molly.«
   Citatet er hentet i Lives of the Twins (da. Tvillingliv) en litterær thriller fra 1988. Forfatteren kaldte sig Rosamond Smith, men det var en åben hemmelighed, at Smith var identisk med Joyce Carol Oates. Oates ville se, om nye energier blev frigjort, hvis hun skrev under pseudonym. Bogen var ikke en løbsk succes noget sted. I Danmark solgte forlaget Centrum måske 50 eksemplarer.*
   Romanen har været ret nådigt glemt. 30 år efter er der alligevel grund til at grave den frem. Forvandlingskuglen François Ozon, der er næsten lige så produktiv som Oates, har baseret sin 2017-film netop på Tvillingliv. Navne er ændret, og rammen er rykket fra New York til Paris. Ellers er der tale om trofast fortolkning af det kulørte og lurvede forlæg.


TEMAET er tvillinger, enæggede eller »identiske«. Modeltypen Chloë har aldrig fundet et sted, hvor hun føler sig mæt og tilfreds. Hun har famlet og strejfet, mens hun søgte noget, der kunne holde hende fast. Samtidig døjer hun med mavesmerter. Hun er ulykkelig på en adspredt facon.
   Filmen begynder – med et svimlende skud, der får publikum til at smile usikkert – hos gynækologen. Men fysikken er fejlfri, så Chloë konsulterer psykiateren Paul Meyer, som er en ung hædersmand af den gamle freudianske skole. Terapien udarter, og parret flytter sammen.



KØNNET værker stadig, men der falder ro over situationen. Så opdager Chloë, at Paul har en tvilling, der også er psykiater. Han valgte navnet Meyer for at lægge afstand til sin bror, Louis Delord, som er et bête noir i professionel sammenhæng.
   Chloë bliver patient hos Louis. Han latterliggør hendes smerte, men de har hård, forløsende sex. For at sløre sine spor – og fuldende symmetrien i plottet – skaber Chloë selv en dobbelt identitet.
   I bogen bliver Molly til Holly. I filmen kalder Chloë sig Eva, når hun bliver misbrugt. Virkningen er vanedannende. Smerterne aftager. Hjemme går glansen af Paul, som begynder at ligne en tryg tørvetriller.



DET billige plot rummer mange klicheer om kvinders seksualitet. De kommer ikke fra Ozon, men fra Oates. Fotografen Manuel Dacosse holder publikum til ilden med opfindsomme anatomiske vinkler, og Ozon foretager frapperende klip mellem drøm, fantasi og virkelighed.
   Spændingen stiger for så vidt. Først kan man nære en mistanke om, at Paul og Louis i virkeligheden er sider af den samme mand. Senere gælder det livet for Chloë. Hun kan naturligvis ikke se forskel på Paul Meyer og Louis Delord. Begge mænd bliver spillet af Jérémie Renier.


EROTIKKEN er intens på en uengageret, æstetisk facon, der er typisk for Ozon. Det farlige bliver aldrig farligt for alvor. Hans forrige film, Une nouvelle amie (2014), som hang på en lignende søgt dobbelthed – Romain Duris var transseksuel – havde flere af de samme skønhedsfejl.
   Der er langt fra sidste års nænsomme Frantz til de psykologiske chokeffekter i L’amant double. Ozon er en forklædningskunster, men man får et klart svar, hvis man spørger, hvorfor hans film er så forskellige. Historien er ikke vigtig. For Ozon ligger arbejdet og udfordringen i, hvordan han fortæller historien.
   På den måde er det blevet et rummeligt filmværk med høj farce (8 kvinder, Potiche), hudløs ægteskabsskildring (5 x 2, Selv i de bedste hjem), homoerotisk AIDS-elegi (Tid til afsked), moderne magisk fabel (Ricky), to historiske øvelser (Angel og Frantz) og en række empatiske kvindeportrætter (Under sandet, Le refuge, Ung & Smuk). Det sidste er, hvad Ozon gør stærkest og bedst.
   Thrillerambitionen er kun realiseret i Swimming Pool (2003) med Charlotte Rampling og Ludivine Sagnier som diametrale og komplementære modsætninger. Også hér var et metalag med en dobbelthed blandet i. Ozon er uhyre sjældent spontan.


MARINE Vacth var perfekt castet i Ung & Smuk, hvor Ozon brugte sange af Françoise Hardy til at fortælle sin realistiske historie. I Dobbelt begær er hun forklædt som en ung Juliette Binôche. Renier har som regel en venlig udstråling. Derfor er han bedre som Louis end som Paul. Som en nostalgisk talisman medvirker Jacqueline Bisset (f. 1944) i rollen som Madame Schenker, Chloés mor. 
   Der er en anakronistisk udsøgthed over filmens lækre perversitet. Mod slutningen kommer effekterne som lussinger. Som der står i romanen: »Det er et mareridtsbillede, og dog forskrækker det hende ikke, hun føler, snarere, en interesse for det, der næsten er klinisk.«
   Hitchcock og Brian De Palma bliver hyldet. Der er masser af Marnie (1964) og Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord). Ozon prøver også – forgæves – at matche den for alvor hårde og mærkelige seksualitet i David Cronenbergs Dead Ringers (1988, da. Blodbrødre), hvor Genevieve Bujold var kvinden i midten, og Jeremy Irons havde rollen som den dobbelte elsker.
   Siger Dobbelt begær noget nyt eller vigtigt? Måske, hvis man selv er en enægget tvilling. Men flere og flere får trillinger nu.


*) Joyce Carol Oates (f. 1938) har skrevet otte romaner under pseudonymet Rosamond Smith, senest The Barrens (2001), og tre under navnet Lauren Kelly. Forlaget Centrum udgav de første to, Lives of the Twins og Soul/Mate (1989, da. Kærlighed som dræber), i oversættelser af Else Sandvad og Lisbeth Møller-Madsen. Forfatterskabet er kolossalt og omfatter alene under Oates' eget navn 50 romaner, 11 kortromaner, 44 novellesamlinger, seks ungdomsbøger, fire børnebøger, 9 teaterstykker, 12 digtsamlinger, 24 essay- og artikelsamlinger. Oates har i årtier været på listen over kandidater til Nobelprisen i litteratur. Hun får den næppe nogen sinde. Blonde (2000, da. Blondine), en roman om Marilyn Monroe, var en international bestseller. Henved tyve af titlerne findes på dansk. 


Dobbelt begær (L’amant double). Instr.: François Ozon. Manus: François Ozon og Philippe Piazzo. Foto: Manuel Dacosse. 107 min. Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 08.02.2018.

Fotos: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ FilmStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Fillm
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON (UK) 06.08.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.02.2018

Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,

fredag den 25. juni 2021

To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]




VREDEN SOM ET KERNEVÅBEN
En klassisk fortælling om mobning og hævn

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas Carrie (1976) var en filmatisering af Stephen Kings første roman fra 1974. Filmen er en klassiker i horrorgenren. Den bliver til stadighed set af nye årgange. Skal man bruge bogen én gang til, må der mere end et remake til. Nogle versioner er bare kopier, og så giver stiløvelsen slet ingen mening. Skræmmeeksemplet er Gus Van Sants 1998-genindspilning af Hitchcocks Psycho (1960), som simpelt hen kalkerede originalen i et slavisk 1:1 forhold.
   Carrie er en af stærkeste historier om mobning og tankeløs ondskab. Egentlig handler den om seksuel berøringsangst og faren ved at undertrykke naturlige drifter, så de bliver til overnaturlige kræfter. Den telekinetisk begavede Carrie vokser op hos sin kristent fanatiske mor. I skolen bliver hun drillet, hånet og trynet til undselighed.
   Mobningen kulminerer i åbningsscenen, hvor Carrie frygter for sit liv, da hun begynder at bløde i omklædningsrummet. Ingen har fortalt hende om menstruation. Pigerne hidser hinanden op, deres ansigter bliver en vrængende mur. Carrie overdænges med tamponer, mundene råber: »Stik den op!« Lærerinden griber ind, men betror bagefter den konfliksky rektor, at hun selv havde lyst til at ruske i Carrie.


TO piger reagerer forskelligt på hændelsen i brusebadet. Chris, som kastede den første sten, bliver ved at plage Carrie. Den anstændige Sue fortryder, at hun lod sig rive med. Da begge får forbud mod at komme til afdansningsballet – Carrie er også et højdepunkt i prom night-undergenren – beder Sue sin kæreste, Tommy, tage Carrie med til festen. Carrie er mistænksom, men Sues gestus kommer fra hjertet.
   Imens forbereder Chris en passende hævn med sin kæreste. Da Carrie og Tommy bliver kåret som aftenens par, hældes svineblod ned over Carrie. Atter står hun, narret, ydmyget og indsmurt i blod, foran hoben. Vreden i hende detonerer som et kernevåben. Få kommer levende ud af lokalet, og finalen er en studie i rødt, et crescendo af flammer og blod. Hjemme venter opgøret med den hysteriske mor.


KIMBERLY Peirce (Boys Don’t Cry, Stop-Loss) ændrer ikke historien, men hun gør den mere detaljeret og fokuserer på kvindernes psykologiske relationer, hvor De Palma var mere tilbøjelig at kaste sit berygtede voyeuristiske blik på glatkroppene. Carries mor – Piper Laurie i den gamle film, Julianne Moore i den nye – er skrevet op (eller ned ) til en grad af troværdighed, der gør hende til mere end en gysereffekt.
   Manuskriptforfatteren Roberto Aguirre-Sacasa lader flere gamle scener stå ordret tilbage, men tilføjer nye og uddyber psykologien. Han lader også Carrie være mere bevidst om sine telekinetiske kræfter. Hos De Palma blev der holdt igen før den apokalyptiske festscene. Nu er man næsten for godt forberedt, da Carrie krænger vreden ud. Rammen er skrevet op til i dag. Fornedrelsen i omklædningsrummet kommer straks ud som happy slapping på YouTube.


DE Palmas film var glat og skudt i stærke farver, en 80er-film før sin tid. Carrie var vel også hans homage til italiensk giallo. Hos Peirce er verden støvet og fuld af jordfarver. Marco Beltrami har (modsat Mario Tosi, som komponerede musikken til De Palma) ikke fået besked på at skrive et score, der ligger så tæt som muligt på Bernard Herrmann.
   I 1977 var Sissy Spacek en vagere, men mere troværdigt aparte og akavet Carrie, end Chloë Grace Moretz (fra Hugo og Kick-Ass) er i 2013. Navne som Amy Irving og Nancy Allen havde store begynderroller i Carrie. Den nye film finder tilsvarende typer i Gabriella White (Sue) og Portia Doubleday (Chris).
   Jeg så den nye film med min ældste datter, som dengang var 22. For hende var Carrie også en fabel om baggrunden for skoleskydninger. Og netop en tekst med mange betydninger. Det er en god pointe. Faktisk falder Peirces film helt på plads, hvis man ser den sammen med Lynne Ramsays We Need to Talk About Kevin (2011), en anden film, hvor forholdet til Mor spiller ind. Den nye Carrie er værd at se, men den gamle står ret urørligt tilbage.



Carrie. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Lawrence D. Cohen, Roberto Aguirre-Sacasa. Foto: Steve Yedlin. 99 min. USA 2013. Dansk premiere: 31.10.2013.

Carrie. Instr.: Brian De Palma. Manus: Lawrence D. Cohen. Foto: Paul Hirsch. 98 min. USA 1976. Dansk premiere: 01.04.1977.


Fotos: MGM/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab
1977-filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay
2013-filmen streames på Blockbuster og iTunes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)