Translate

Viser opslag med etiketten Marine Vacth. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Marine Vacth. Vis alle opslag

søndag den 17. oktober 2021

François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017)


DEN DOBBELTE ELSKER
Psykothriller efter Joyce Carol Oates

Af BO GREEN JENSEN

»Ansigtet er en maske af hud, aldeles blindt, og dog er det, ved hun, et levende ansigt; det »tilhører« en eller anden. Et levende væsen, en person, uden tvivl en kvinde. Min tvilling, måske? tænker Molly.«
   Citatet er hentet i Lives of the Twins (da. Tvillingliv) en litterær thriller fra 1988. Forfatteren kaldte sig Rosamond Smith, men det var en åben hemmelighed, at Smith var identisk med Joyce Carol Oates. Oates ville se, om nye energier blev frigjort, hvis hun skrev under pseudonym. Bogen var ikke en løbsk succes noget sted. I Danmark solgte forlaget Centrum måske 50 eksemplarer.*
   Romanen har været ret nådigt glemt. 30 år efter er der alligevel grund til at grave den frem. Forvandlingskuglen François Ozon, der er næsten lige så produktiv som Oates, har baseret sin 2017-film netop på Tvillingliv. Navne er ændret, og rammen er rykket fra New York til Paris. Ellers er der tale om trofast fortolkning af det kulørte og lurvede forlæg.


TEMAET er tvillinger, enæggede eller »identiske«. Modeltypen Chloë har aldrig fundet et sted, hvor hun føler sig mæt og tilfreds. Hun har famlet og strejfet, mens hun søgte noget, der kunne holde hende fast. Samtidig døjer hun med mavesmerter. Hun er ulykkelig på en adspredt facon.
   Filmen begynder – med et svimlende skud, der får publikum til at smile usikkert – hos gynækologen. Men fysikken er fejlfri, så Chloë konsulterer psykiateren Paul Meyer, som er en ung hædersmand af den gamle freudianske skole. Terapien udarter, og parret flytter sammen.



KØNNET værker stadig, men der falder ro over situationen. Så opdager Chloë, at Paul har en tvilling, der også er psykiater. Han valgte navnet Meyer for at lægge afstand til sin bror, Louis Delord, som er et bête noir i professionel sammenhæng.
   Chloë bliver patient hos Louis. Han latterliggør hendes smerte, men de har hård, forløsende sex. For at sløre sine spor – og fuldende symmetrien i plottet – skaber Chloë selv en dobbelt identitet.
   I bogen bliver Molly til Holly. I filmen kalder Chloë sig Eva, når hun bliver misbrugt. Virkningen er vanedannende. Smerterne aftager. Hjemme går glansen af Paul, som begynder at ligne en tryg tørvetriller.



DET billige plot rummer mange klicheer om kvinders seksualitet. De kommer ikke fra Ozon, men fra Oates. Fotografen Manuel Dacosse holder publikum til ilden med opfindsomme anatomiske vinkler, og Ozon foretager frapperende klip mellem drøm, fantasi og virkelighed.
   Spændingen stiger for så vidt. Først kan man nære en mistanke om, at Paul og Louis i virkeligheden er sider af den samme mand. Senere gælder det livet for Chloë. Hun kan naturligvis ikke se forskel på Paul Meyer og Louis Delord. Begge mænd bliver spillet af Jérémie Renier.


EROTIKKEN er intens på en uengageret, æstetisk facon, der er typisk for Ozon. Det farlige bliver aldrig farligt for alvor. Hans forrige film, Une nouvelle amie (2014), som hang på en lignende søgt dobbelthed – Romain Duris var transseksuel – havde flere af de samme skønhedsfejl.
   Der er langt fra sidste års nænsomme Frantz til de psykologiske chokeffekter i L’amant double. Ozon er en forklædningskunster, men man får et klart svar, hvis man spørger, hvorfor hans film er så forskellige. Historien er ikke vigtig. For Ozon ligger arbejdet og udfordringen i, hvordan han fortæller historien.
   På den måde er det blevet et rummeligt filmværk med høj farce (8 kvinder, Potiche), hudløs ægteskabsskildring (5 x 2, Selv i de bedste hjem), homoerotisk AIDS-elegi (Tid til afsked), moderne magisk fabel (Ricky), to historiske øvelser (Angel og Frantz) og en række empatiske kvindeportrætter (Under sandet, Le refuge, Ung & Smuk). Det sidste er, hvad Ozon gør stærkest og bedst.
   Thrillerambitionen er kun realiseret i Swimming Pool (2003) med Charlotte Rampling og Ludivine Sagnier som diametrale og komplementære modsætninger. Også hér var et metalag med en dobbelthed blandet i. Ozon er uhyre sjældent spontan.


MARINE Vacth var perfekt castet i Ung & Smuk, hvor Ozon brugte sange af Françoise Hardy til at fortælle sin realistiske historie. I Dobbelt begær er hun forklædt som en ung Juliette Binôche. Renier har som regel en venlig udstråling. Derfor er han bedre som Louis end som Paul. Som en nostalgisk talisman medvirker Jacqueline Bisset (f. 1944) i rollen som Madame Schenker, Chloés mor. 
   Der er en anakronistisk udsøgthed over filmens lækre perversitet. Mod slutningen kommer effekterne som lussinger. Som der står i romanen: »Det er et mareridtsbillede, og dog forskrækker det hende ikke, hun føler, snarere, en interesse for det, der næsten er klinisk.«
   Hitchcock og Brian De Palma bliver hyldet. Der er masser af Marnie (1964) og Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord). Ozon prøver også – forgæves – at matche den for alvor hårde og mærkelige seksualitet i David Cronenbergs Dead Ringers (1988, da. Blodbrødre), hvor Genevieve Bujold var kvinden i midten, og Jeremy Irons havde rollen som den dobbelte elsker.
   Siger Dobbelt begær noget nyt eller vigtigt? Måske, hvis man selv er en enægget tvilling. Men flere og flere får trillinger nu.


*) Joyce Carol Oates (f. 1938) har skrevet otte romaner under pseudonymet Rosamond Smith, senest The Barrens (2001), og tre under navnet Lauren Kelly. Forlaget Centrum udgav de første to, Lives of the Twins og Soul/Mate (1989, da. Kærlighed som dræber), i oversættelser af Else Sandvad og Lisbeth Møller-Madsen. Forfatterskabet er kolossalt og omfatter alene under Oates' eget navn 50 romaner, 11 kortromaner, 44 novellesamlinger, seks ungdomsbøger, fire børnebøger, 9 teaterstykker, 12 digtsamlinger, 24 essay- og artikelsamlinger. Oates har i årtier været på listen over kandidater til Nobelprisen i litteratur. Hun får den næppe nogen sinde. Blonde (2000, da. Blondine), en roman om Marilyn Monroe, var en international bestseller. Henved tyve af titlerne findes på dansk. 


Dobbelt begær (L’amant double). Instr.: François Ozon. Manus: François Ozon og Philippe Piazzo. Foto: Manuel Dacosse. 107 min. Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 08.02.2018.

Fotos: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ FilmStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Fillm
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON (UK) 06.08.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.02.2018

Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,

torsdag den 7. oktober 2021

François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013)


ET ÅR I FIRE SANGE
Fortalt til ballader af Françoise Hardy

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER 2014: DET er næppe et isoleret fransk fænomen, at unge kvinder finansierer deres studier ved prostitution. Men det er sikkert kun i Frankrig, at interessen for emnet kan være så stor, at de uddannelsessøgende call girls skaber overskrifter og rydder sendetid i tv, hvor eksperter diskuterer problemet med store ord og alvorlige miner.
   På to år har to film beskæftiget sig med emnet. Malgorzata Szumowskas Elles (2011) var en pseudo-realistisk skildring af fristelserne og farerne ved arbejdet. Filmen, som Szumowska skrev sammen med danskeren Tine Byrckel, var baseret på journalistiske case studies. Desværre fandt de det nødvendigt at lægge researcherens egen midtlivskrise ind som kontrast til to unge kvinders erfaring.
   Juliette Binoche havde rollen som Elle-journalisten, der engagerede sig i pigernes liv, blev ophidset af deres historier og fik grund til at overveje sin egen situation. Szumowska og Byrckels pointe var, at alle kvinder prostituerer sig. Blot bliver arbejdet kaldt noget andet på kontoret og i hjemmet, hvor det til og med er ubetalt.
   Man kan sagtens se logikken i argumentet og forsvare den feministiske tanke, der tangerer et kønspolitisk princip. I Elles blev den bare til fiktivt indpakningspapir, som trak fra styrken i de instruktive arbejdshistorier. Mændene var skildret som ynkelige typer, enkelte som afstumpede svin. Man følte sig grundigt irettesat efter filmen.


DER er ingen skjulte budskaber i François Ozons Jeune et jolie. Tværtimod er portrættet af den 17-årige Isabelle (Marine Vacth), der i sit første voksenår gør erfaringer som prostitueret, renset for pædagogiske pegefingre. Isabelle er på ferie med sin bror og sine forældre, da hun debuterer seksuelt med tyskeren Felix. Det er ikke den magiske indvielse, hun har drømt om, og næste dag har hun knastørre øjne. Hun ser sig ikke tilbage, da familiens bil passerer den cyklende Felix på vej til Paris.
   En skærmtekst markerer, at efteråret begynder. Samtidig synger Françoise Hardy den første af fire sange, der er lagt ind som titelblade ved hvert vendepunkt. Isabelle har sat et dobbeltliv i system. Om dagen går hun på Lycée Henri IV og læser tekster af Rimbaud (»On n’est pas serieux quand on a 17 ans«) og Anne Hébert med sine kammerater. Efter skoletid skifter hun identitet og bliver den prostituerede Léa, der betjener mænd af mange slags for 300 euro pr. date.


DET er gode og hurtige penge. Hun træffer aftaler på nettet og fungerer fint i kernefamilien. Léa møder kunderne i parkerede biler og på diskrete hoteller. De er som mænd er flest. Der er ingen sadistiske monstre, og Isabelle har ikke de farlige og fornedrende oplevelser, som politiet senere advarer hende om. Det sker, da den første og eneste udvalgte kunde får et hjertetilfælde, mens de er sammen i sengen.
   Georges (Johan Leyson) er høflig, hensynsfuld og distingveret. Han interesserer sig for Léa som menneske, tager hende med i teatret og vil gerne uddybe forholdet. Han er naturligvis også gift – med Alice (Charlotte Rampling), som pigen senere har en afgørende samtale med – og må være tæt på 70 år. Blandt alle filmens mænd er det dog Georges, som kommer tættest på virkelig at røre Isabelle.



DA han dør, bliver politiet inddraget. Isabelles mor (Géraldine Pailhas) reagerer forventeligt forfærdet, går med datteren til psykolog og når både at skænde og slå, før hun siger undskyld til pigen, der gennem alle scener holder stand og står på sit.
   I samtalen med psykologen kommer filmen tættest på at tage stilling. Isabelle insisterer på at betale med pengene fra sit sexarbejde. Hun noterer med tilfredshed, at hans timeløn er 70 euro. Kvinden vil kende sin egen værdi, og den er åbenbart større end hans.


FILMEN skifter lys og palet efter årstiderne. Den begynder ved stranden i bagende sol, hvor havet og himlen er skudt så klart og farvestærkt, at man kunne være tilbage i René Cléments Plein soleil (1960) eller fremme i Ozons egen Swimming Pool (2003). Senere bliver lyset mindre og farverne mørke. Ozon brugte den samme teknik i 5 x 2 (2004), hvor et ægteskab blev kortlagt i fem tilbageskuende scener.
   Clouet er de fire sange med Françoise Hardy, som Ozon har valgt at markere forandringerne i pigen med. »L’amour d’un garçon«, Hardys fortolkning af Bacharach og Davids »The Love of a Boy«, er fra albummet Françoise Hardy (1963). Hendes egen »À quoi ça sert?« er fra Comment te dire adieu (1968). »Première rencontre« er første skæring på Message personnel (1973), som Michel Berger skrev de fleste af sangene til. »Je suis moi«, som spiller under slutteksterne, er en single fra samme periode, ligeledes med tekst og musik af Berger.


HARDY-sangene er tematiske anslag. De kommenterer ikke handlingen direkte, men udtrykker Isabelles gradvise modning og tiltagende desillusion. Den franske sangerinde, som samtiden kaldte »the yeh-yeh girl from Paris«, var kun 18 år, da hun skrev og brød igennem med »Tout les garçons et les filles« i 1962. Som 70-årig er hun stadig aktiv og eventyrlysten, senest på albummet L’amour fou (2012).*
   Ved at bruge de melankolske ballader fra begyndelsen, knytter Ozon for det første an til stemningen fra 60erne og 70erne. For det andet skaber han en identifikation mellem Isabelle og Hardy. Tilskueren fornemmer, at hun vil nå videre og få et langt liv med mange slags erfaring efter det bestemmende år, som er skildret i filmen. Det giver fuldkommen mening, at Jeune et jolie i sit hjemland lanceres som »le portrait d'une jeune fille de 17 ans en 4 saisons et 4 chansons«.


TRODS sit look og sin lyd er filmen ikke nostalgisk. Ozon siger selv, at det var vigtigt for ham at være så tæt på karakteren, at det blev muligt at skildre hende solidarisk, uden at tage stilling til de moralske værdier og konsekvenser. Jeune et jolie er et portræt af en ung kvinde, der søger et sted og vil kende sin pris. Hun tager ikke andres ord for pålydende, men insisterer på at gøre sine erfaringer selv.
   François Ozon er god til elegante udstyrsstykker som Sitcom (1998), 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) og Potiche (2010), men det er i dramaer som Sous le sable (2000, da. Under sandet), Le temps qui reste (2005, da. Tid til afsked) og Le refuge (2009), at han kommer tættest på kernen i sin vision, som er en prunkløs, humanistisk filmkunst, der er renset for både ironi og romantik.


JEUNE et jolie er en klog og formelt meget smuk film, som formår at sige mere om sit emne, fordi den hverken dømmer eller hylder sin hovedperson. Ozon stiller sig tilfreds med at iagttage. Han ser hele tiden på Isabelle, som publikum lærer at kende så godt, at det kan spore forandringen i hendes træk. Sjældent har en mandlig filmskaber været så tæt på at skabe et fuldt portræt af en kvinde.

RIP Françoise Hardy 1944-2024



*) Françoise Hardy var 77 år i 2021, da jeg genudgav anmeldelsen på min blog. Hun lavede endnu et album – Personne d'autre – i 2018, men havde ellers trukket sig tilbage efter et langt cancerforløb. Til gengæld blev hun en flittig forfatter. Hardy skrev selv erindringsbogen Le désespoir des singes... et autres bagatelles (2008). Biografien var ikke fortalt til en journalist eller ghostwriter. I 2014 debuterede hun som skønlitterær forfatter med romanen L'amour fou. Hun skrev siden debatbøgerne Avis non autorisés... (2015) og Un cadeau du ciel...  (2016). Chansons sur toi et nous (2021) er en samling af Hardys egne sange. Hun udgav 32 album (heraf fire på andre sprog) fra Tous les garçons et les filles (1962) til Personne d'autre. Hendes sidste store succes var Clair-obscur (2000), hvor hun bl.a. synger en mindeværdig coverversion af »I'll Be Seeing You« sammen med Iggy Pop. Hertil kommer snesevis af kompilationer, EP'er og stand-alone singler. Hardy medvirkede selv i 13 film. I 1981 blev hun gift med sanger-sangskriveren Jaques Dutronc. De blev aldrig skilt, skønt de gik hver til sit. Første skæring på Clair-obscur, »Puisque vous partez en voyage«, er en duet med Dutronc. »Le Large« fra Personne d'autre var et lille hit i Frankrig. Signaturen er og bliver »Tous les garçons et les filles de mon age«. Hardy havde præcis Isabelles alder, 17 år, da hun skrev og sang den i 1962. Hun var 80 år, da hun døde den 11. maj 2024. 

Jeune et jolie (Ung & Smuk). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Pascal Marti. 95 min. Frankrig 2013. Dansk premiere: 10.07.2014.


Fotos: Mandarin Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Flmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 24.03.2014
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2014
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)