Paul Schrader: First Reformed (2018)

GUDS ENSOMME MAND
Et sidste rent skud før natten

Af BO GREEN JENSEN

EN skrantende præst prædiker til en lille menighed i en afsides beliggende kirke. Som altid er et ungt par, der snart skal være forældre, blandt de fremmødte. Præsten ved, at manden er plaget af bekymring på klodens og menneskets vegne. Hans hustru er derimod ikke i tvivl. Netop i mørke tider må nye børn være en tillidserklæring til livet og Jorden.

   Præsten lover at besøge parret, Mary og Michael, når han får tid. I privaten skriver han videre i den dagbog, som han påbegyndte ved årsskiftet. Præsten hoster blod op og indtager næsten kun alkohol. Det kommer sig ikke så nøje. Hans liv er ikke vigtigt mere.

46-ÅRIGE Ernst Toller (Ethan Hawke) er forhenværende feltpræst. Han har selv valgt at fungere som sjælesørger og kustode ved den reformerte kirke i Snowbridge, New York. De fleste besøgende er turister, som vil se den historiske bygning. Kirken var en station på The Underground Railroad, der hjalp undvegne slaver til Canada under Borgerkrigen.

   Hvis Toller ville tale til en talstærk menighed, kunne han bede om en mere aktiv stilling ved Abundant Life (»Mangfoldige Liv«), det vitale kristne troskompleks, som har hovedkvarter i nabobyen. Her prædiker Tollers chef i en kirke med plads til 5.000 tilhørere. Og her arbejder korlederen Esther. De var sammen, mens Toller havde det værst. Nu vil han gøre det færdigt alene.

ER der noget ved præsten, som virker bekendt? Som tilskuer har man længe en distraherende fornemmelse af déjà-vu, mens Paul Schrader sætter scenen for Ernst Tollers last stand.

   Når Toller står i den tomme kirke og føler sin afmagt i forsøget på at berolige de vordende forældre, er han i samme situation som den tvivlende pastor Tomas i Ingmar Bergmans Nattvardsgästerna (1963, da. Lys i mørket), som på engelsk hedder Winter Light.

   Når han fører dagbog og diskuterer sin tro og sin tvivl med sig selv og sin foresatte, er han den unge, dødsmærkede præst fra Journal d'un curé de campagne (1951, da. En landsbypræsts dagbog) af Robert Bresson. De har den samme mavecancer og den samme selvudslettende tone:

   »Jeg tror ikke, jeg gør noget forkert ved dagligt, med absolut ærlighed, at skrive om de enkleste og mest ubetydelige hemmeligheder i et liv, som ellers er uden mysterier.«

SCHRADERS film drejer motiverne fra Bergman og Bresson. Hos Bergman var Max von Sydow den deprimerede fisker, som tog sit liv, fordi intet gav mening i en verden, hvor Kina havde udviklet kernevåben. Hos Schrader er Michael (Philip Ettinger) en miljøaktivist, som vakler i troen, både på Gud og sit eget projekt, som er forbundet med en terroraktion.

   Også Toller foragter sig selv, da han ikke har andet end floskler at tilbyde Michael. Han begynder at tage sig af Mary (Amanda Seyfried), Michaels enke, med en ildhu, som næppe er klar for ham selv. Tonen er alfaderlig, men de ser i stigende grad på hinanden som et par.

TOLLER har andre forløbere i Schraders viltre filmografi, som – hvis man skal trække temaer ud af et veritabelt morads – har haft en forkærlighed for selvdestruktive enere, der så sig selv som udvalgte mænd.

   Det var Schrader, som skrev manuskriptet til Martin Scorseses Taxi Driver i 1976. Han skabte ved den lejlighed Travis Bickle, den ikoniske psykotiker, som før han detonerer siger: »Ensomheden følger mig, uanset hvor jeg går hen: i barer, biler, cafeer, biografer, forretninger, midt på fortovet. Ingen flugt er mulig. Jeg er Guds ensomme mand.«

   Modsat de mere abstrakte marionetter hos Bergman og Bresson, har tvivleren hos Schrader en konkret grund til sine anfægtelser. Han rådede sin søn til at kæmpe i Irak. Toller mistede sin familie og sin tro. Nu vil han gøre én sidste ting, der er nyttig.

   Mens Abundant Life forbereder en markering af kirkens jubilæum, gør Toller sig klar. Selvrevseren mæsker sig. Han går i takt med Travis Bickle og andre af Schraders martrede helte.

DEN stille og tænksomme film er med ét blevet både febrilsk og taktil.

   First Reformed er lavet for beskedne midler og realiseret med stor enkelhed. Der er den lille kirke, den store kirke, et par dagligstuer og et begravelsessted ved en flod. Men Schrader skaber en næsten ubærlig spænding. Toller forbereder en apokalyptisk selvmordsaktion. Og alt er kørt i stilling, da han ser Mary komme gående – så hvad nu?

   Paul Schrader er blevet 74. Han skrev i sin ungdom en kritisk monografi om Transcendental Style in Film: Ozu, Bresson, Dreyer (1972). Den er han ofte blevet drillet med/ hånet for, når endnu et lovende projekt fik et lurvet og kompromitteret resultat. Få filmskabere har taget deres navn af så mange film, fordi de ragede uklar med producenten.*

   Det er Schraders bedste film siden Light Sleeper (1992) og Affliction (1997). Han har sagt, at hvis det også bliver hans sidste film, er han ikke utilfreds. For der var ikke hold i rygtet om irreversibel middelmådighed. First Reformed er et sent og særdeles levende modbevis.

Se også Paul Schrader: The Card Counter (2021); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999). 

*) Det mest iøjnefaldende eksempel er Dominion, en prequel til William Friedkins The Exorcist (1973, da. Eksorcisten) med Stellan Skarsgård som den unge Fader Merrin. Efter John Boormans Exorcist II: The Heretic (1977) og The Exorcist III (1990), som forfatteren William Peter Blatty selv instruerede, var det den fjerde officielle film i serien. Schrader overtog projektet, da John Frankenheimer døde i 2002.

   Produktionsselskabet Morgan Creek syntes ikke om Schraders udgave (der havde manus af William Wisher og Caleb Carr, forfatteren til The Alienist og to andre periodekrimier om psykologen dr. Laszlo Kreizler). Da Schrader nægtede at klippe filmen om, valgte Morgan Creek at begynde fra bunden med Renny Harlin som instruktør. Exorcist: The Beginning fik premiere i august 2004, uden at gøre det overvældende godt. Man valgte da at forlænge pinen (og forbedre budgettet) ved at give »The Schrader Cut« premiere. Dominion: Prequel to the Exorcist havde premiere i maj 2005. Heller ikke den var nogen stor succes – men det er en mørkere og renere film i elegisk vintersoldatstil. 

   Jeg har mødt Paul Schrader en enkelt gang. Det var på Cannes Festivalen i 1997, da Affliction blev vist i hovedkonkurrencen. Jeg havde hørt Schrader tale ved et manuskriptseminar på Filmskolen, men nu var der mulighed for at få et rigtigt interview. Det var meget særpræget. Jeg blev sejlet ud til den hvide luksusbåd, som PR-folkene havde lejet. Schrader var i ternet byskjorte og tykke fløjlsbukser, selv om solen bankede ned.

   Der var en god stemning omkring Affliction, der blev set som et comeback. Jeg spurgte, hvordan det føltes at lave en succes igen. Schrader begyndte på en monolog om, hvordan han måske ikke altid havde gjort det godt nok, men fra nu af skulle det blive anderledes. Jeg har aldrig mødt andre filmskabere, der undskyldte for deres arbejde. Der er som regel gode grunde til, at det ikke gik, som det skulle; det er altid nogle andres skyld. 

   Hvis Schrader ville sige undskyld, kunne han have gjort det i Venedig 16 år senere, hvor The Canyons (2013) virkelig ikke var god. Filmen havde ellers manuskript af Bret Easton Ellis og var ventet med interesse. Det er godt, at Schrader fik lavet First Reformed. Han fik sin første Oscar-nominering for manuskriptet. Og filmen bliver ikke den sidste. The Card Counter var to uger inde i tre ugers optagelser, da COVID-19 restriktioner lukkede produktionen ned i foråret 2020. Også denne gang er manuskriptet Schraders eget og originalt.

   Ligesom i First Reformed handler det om at forhindre et blodbad og sone for ting, som hverken kan tilgives eller står til at ændre. Guds ensomme mand er her en professionel pokerspiller (Oscar Isaac), der har aftjent sin straf for forbrydelser, han begik i Abu Ghraib-fængslet under Irakkrigen. En af hans lærere (Willem Dafoe) rådgiver nu politiet om, hvordan forhørsmetoder kan nå »et nyt niveau« ved hjælp af facial recognition-teknik. En ung mand (Tye Sheridan) vil hævne sin far, der kom hjem fra Irak med PTSD. »Korttælleren« sætter alt ind på at forhindre, at den unge mand realiserer sin plan.

    For Schrader er det en væsentlig pointe, at ingen af de egentlige beslutningstagere blev sigtet i Abu Ghraib-sagen. Kun Linndy England, hendes kæreste og tre andre vagter, som faktisk optrådte på trofæfotos og overvågningsbånd, blev stillet for en krigsret.

   Pr. 01.04.2021 er The Card Counter fortsat i post-produktion.

First Reformed. Instr. og manus: Paul Schrader. Foto: Alexander Dynan. 113 min. USA 2018. Dansk premiere: 10.01.2019 (Månedens film i Cinemateket).

Fotos: Killer Films/ Omeira Films/ Fibonacci Films/ Big Indie Pictures/ A24/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Wall Street Journal/ DFI/ Biennale di Venezia/ YouTube [A24 US Trailer]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures Home Entertainment (DK) 24.09.2018 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.01.2019

Christian Petzold: Phoenix (2014)

KVINDEN UDEN ANSIGT

Hukommelsestabet trives i Tyskland

Af BO GREEN JENSEN

I den første tyske efterkrigstid, da det knækkede land skulle finde en måde at leve videre på, var der intet behov for at angre og analysere. Da lejrene blev åbnet, og de overlevende vendte tilbage, var der ingen, som stillede spørgsmål eller lyttede til deres historier. Ofrene var stengæster, som man helst ville overse og gå forbi.

   Sangerinden Nelly tilbragte det meste af krigen i London, men kom hjem i 1943 med sin mand, pianisten Johnny, som ikke var jødisk. Han lod sig skille, da hun blev taget og sendt til en koncentrationslejr i 1944. Hun vender tilbage med en kvæstet krop og et ødelagt ansigt, mere død end levende. Kun fordi hun bliver samlet op af Lene (Nina Kunzendorf) fra det jødiske agentur, er der en eftertid for Nelly Lenz.

   Hun føler sig ikke heldig. Efter operationen har Nelly svært ved at forholde sig til det rekonstruerede ansigt, som kun er en grov kopi af det gamle. Det bliver vigtigt for hende at finde og overbevise Johnny, som nu er tjener i natklubben Phoenix og insisterer på navnet Johannes.

   Johnny ser, at Nelly ligner, men han genkender ikke sin hustru. I stedet ser han en mulighed for at kræve den konfiskerede formue gennem kvinden, som han vil forme i hustruens billede. Snart øver Nelly på rollen som Nelly. Hun venter på øjeblikket, hvor han ser og forstår. Hun kommer til at vente i lang tid.

CHRISTIAN Petzolds film har altid en historisk og politisk understrøm. Phoenix er løst baseret på Le retour des cendres, Hubert Monteilhets nærmest mørkegrå roman noir, som på dansk hedder Fra asken – i ilden (en G-bog fra Grafisk i 1962). Den blev straks filmatiseret som Return from the Ashes af J. Lee Thompson.

   Petzold tager kun præmissen fra bogen. Til gengæld er Phoenix fuld af referencer til to andre film om en formgiven kvinde: Alfred Hitchcocks Vertigo (1958, da. En kvinde skygges) og Georges Franjus Les yeux sans visage (1960, da. Øjne uden ansigt). Der er for den sags skyld lidt Martin Guerre i historien.

   Petzold bruger hverken suspense eller horror. Snarere spiller han på forventningen om, hvad der kunne ske, hvis han gjorde . Der er aldrig tvivl om Nellys identitet, men der er dybde og styrke i hendes begær efter at blive set af manden, som hun måske stadig elsker, skønt han forrådte deres kærlighed.

   For Petzold er det vigtige viljen til ikke at se. Nelly siger til Johnny, at hun ikke bare kan dukke op i en rød kjole fra Paris og sige, at hun er tilbage. Man vil spørge hende om lejrene. Du tager fejl, siger han. Ingen vil spørge. Har du ikke set de spøgelser, som kryber rundt? Ingen vil have noget med dem at gøre.

   Phoenix er også en umulig erindring om Berlin før nazismen. Nostalgien, som er en bogstavelig hjemve, får udtryk gennem Kurt Weills musik. Nellys signatursang er »Speak Low«, som han skrev i USA til en tekst af digteren Ogden Nash. Når Nelly og Johnny besøger deres gamle steder, hører man Weills »Berlin im Licht«.

NINA Hoss har været Petzolds actrice fetîche, siden hun medvirkede i tv-filmen Toter Man (2000). Med Yella (2007), Barbara (2012) og Phoenix har de sammen skabt en trilogi af tyske kvindeportrætter, som ikke har sin lige på denne side af Rainer Werner Fassbinders samarbejde med Hanna Schygulla.

   Yella tog fra Wittenberg i det gamle DDR til Hanover og levede et muligt liv i det nye Tyskland, før slutbilledet dementerede fiktionen. Lægen Barbara ville ud af DDR og blev straffet med forvisning til en by ved Østersøen, hvor hun prøvede at tro på sin chef. Han blev spillet af Ronald Zehrfeld, som i Phoenix er den svigefulde Johnny.

   Phoenix er en flertydig identitetsfabel. Karaktererne er mennesker med mange slags motiver, som ofte modsiger og modarbejder hinanden. Skruen strammes mod en slutning, som publikum selv er med til at skrive. Der er ingen store følelsesudbrud, og jo mere der lades usagt, jo stærkere står Nellys smerte og tvivl. Der er endelig også en frihed i vente.

    Alt holdes fast. Det er mesterligt gjort.

Se også Christian Petzold: Barbara (2012); Christian Petzold: Transit (2018); Christian Petzold: Undine (2020).

Phoenix. Instr.: Christian Petzold. Manus: Harun Farocki & Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 98 min. Tyskland 2014. Dansk premiere: 20.08.2015

Fotos: Schramm Film Koerner & Weber/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Criterion Collection/ Madman Films (YouTube Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film 

2K Blu-ray fra The Criterion Collection [Spine #809] 26.04.2016

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.08.2015

Christian Petzold: Transit (2018)

KÆRLIGHED I FLUGTENS TID
Petzolds politiske spøgelseshistorier

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder i Vichy-tidens Frankrig. Marseille er fuld af flygtninge, som venter på at få visa, så de kan komme med skibet til Mexico. Der er kø på konsulatet. Mange er klædt alt for varmt. Det gælder for eksempel Georg (Franz Rogowski), som sidder med bøjet hoved på en café.

   Men vent. I det myldrende gadebillede er der pludselig sireneskrig og biler fra en anden tid. Moderne migranter bliver pågrebet af de brutale gendarmer. Fra modsat hold kommer Gestapo måske. Det handler om at have de rigtige papirer. Der er ingen forskel på dengang og nu.

   Der bliver ikke talt om den porøse tid. Den er noget, man lever med som et vilkår. Alle er i transit. Snart er perioderne flettet sammen. Snart synes menneskene at være usynlige for hinanden. De færdes på gaden som genfærd. Kun Georg er altid til stede i begge kronologiske lag.

DE fleste af Christian Petzolds film er politiske spøgelseshistorier. I Yella (2007) kom sekretæren Yella fra Wittenberg i DDR til Hanover i det genforenede Tyskland. Hun levede et helt liv, før slutbilledet dementerede fiktionen. Faktisk var hun død ved en bilulykke i begyndelsen.

   I Barbara (2012) blev DDR-lægen forvist til en østersøby. Hun forberedte flugten til Danmark, men valgte i stedet at blive og dø, så en anden kunne få muligheden. I Phoenix (2014) kom en kvinde hjem fra kz-lejren med et nyt ansigt, som hendes mand havde svært ved at kende. Gensynet var vanskeligt. Det var jo ham, som angav hende.

   Petzold har som regel brugt den fremragende Nina Hoss i sine film. Hun spiller alle de ovennævnte kvinder. I Transit er Paula Beer den fortvivlede Marie Weidel, som leder efter sin mand i Marseille. Forfatteren tog sit liv, og Georg vil give Marie hans papirer. Men konsulen tror, at Georg er Weidel, og med ét står han forrest i udrejsekøen.

PETZOLD bruger megen tid på at lade Georg slentre omkring. Han bliver ven med en marokkansk dreng og prøver at hjælpe familien. Han forelsker sig inderligt i Marie. Det samme gør en læge fra vores nutid. Så hvem er livet vigtigst for? Som i Barbara bliver det et spørgsmål om at rejse eller blive, da papirerne omsider er i orden.

   Historien har både aktuel spænding og tidløs drømmespilskvalitet. Til slut afspilles Talking Heads-nummeret »Road To Nowhere« fra albummet Little Creatures (1985). Den fuldendte anakronisme forstærker filmens præg af dobbelt eksponering og gennemsigtig virkelighed.

   Transit bygger på en roman, som Anna Seghers skrev i 1942.* Det moderne lag er naturligvis Petzolds finesse. Sammensmeltningen af før og nu skaber en grænseløs kronologi. Produktionsmæssigt er tricket en genistreg. Byen skulle ikke renses for nutid. Det var bare at klæde karaktererne på.

   Christian Petzold er fortsat en af de skarpeste tyske filmskabere. Transit er ikke alene seværdig. I en ny flugtens tid er den også nødvendig.

Se også Christian Petzold: Barbara (2012) [Berlinale Best Director 2012]; Christian Petzold: Phoenix (2014); Christian Petzold: Undine (2020). 

*) Anna Seghers (1900-1983) hed egentlig Anna Reiling. Hun kom fra en jødisk familie i Mainz og nåede selv til Mexico via Marseille, hvor hun ventede i et år på passage. Det syvende kors (1939, da. 1964) var en af de første tyske romaner, som nævnte nazisternes koncentrationslejre. Bogen blev filmatiseret i Hollywood i 1944 med Fred Zinnemann som instruktør og Spencer Tracy i hovedrollen. I 1947 vendte Seghers hjem til Berlin. Hun blev DDR-borger i 1950 og var medstifter af det østtyske akademi. Forlaget Tiden udgav Transit på dansk (ved Arne Herløv Petersen) i 1986. Senest udkom Et rejsemøde og andre fortællinger i Hans Chr. Finks oversættelse på Batzer & Co. i 2004.

Transit. Instr. og manus: Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 101 min. Tyskland 2018. Dansk premiere: 11.04.2019

Fotos: Schramm Film/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Music Box Films (YouTube trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime

2K Blu-ray fra Music Box Films (region A) 09.07.2019

2K Blu-ray fra Euro Video (region B) 08.10.2018

Anmeldelsen stod t  i Weekendavisen Kultur 12.04.2019

Slipstream | Charlie Kaufman: Synecdoche, New York (2008)

GLASLØGET SKRÆLLES

Forfatteren debuterer som instruktør

Af BO GREEN JENSEN

FÅ manuskriptforfattere får stjernestatus, og færre endnu kan for alvor skabe og præge en film, så man nævner deres navn før instruktørens. Amerikaneren Charlie Kaufman (f. 1958) nåede målet i kraft af fem dybt originale manuskripter. Allerede mens Spike Jonze instruerede Being John Malkovich (1999), stod det klart, at fortællestilen var stjernen. Hele verden havde Malkovichs træk i den post-moderne metafabel. Til sidst måtte Malkovich selv kravle op til døren på etage 7 ½ og se, hvad der foregik i hans hoved.
   Kaufmans manuskripter til Michel Gondrys Human Nature (2001) og George Clooneys Confessions of a Dangerous Mind (2002) bar præg af at være bestillingsarbejder. Det samme var i princippet Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven), en filmatisering af Susan Orleans reportagebog om orkidéjægeren John Laroche, som genforenede Kaufman og Jonze. I stedet for at skrive en regelret fremstilling, forvandlede Kaufman forlægget til en selvironisk identitetsfabel om forfatteren Charlie Kaufman, der har komplekser i forhold til broderen Donald (begge spilles af Nicolas Cage) og lider alle helvedes kvaler under arbejdet med at skabe et nogenlunde intelligent manuskript.

FØR han blev husforfatter på tv-programmer som The Trouble with Larry og The Dana Carvey Show, begyndte Kaufman sin karriere med at skrive kærlige Kurt Vonnegut-parodier til magasinet National Lampoon. Han har egentlig ikke forladt udgangspunktet. I Kaufmans manuskripter er der ofte en verden bag verden, en virkelighed bag vor egen, som kommer til syne, når man piller i hjørnet af tapetet eller på anden vis rammes af røntgenindsigt.

   Det er altid en mulighed, at vi er aktører i en forestilling, karakterer i et manuskript, som skrives af en højere placeret forfatter. Over ham er der endnu én og over ham endnu én. Denne kvalitet kommer fuldt til sin ret i Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind), hvor Jim Carrey og Kate Winslet må møde og miste hinanden igen og igen, uanset hvor mange gange deres erindring bliver slettet på hukommelsesklinikken.

MED Synecdoche, New York tager Kaufman skridtet fuldt ud og debuterer som auteur i traditionen for selvransagende metafiktion. Filmen minder mere om Federico Fellinis 8½ end om nogen nulevende instruktørs værk. Synecdoche er lige så sær som Being John Malkovich, Adaptation og Evigt solskin i et pletfrit sind, men den knytter samtidig an til basale menneskelige erfaringer, enhver kan idenficere sig med.

   Philip Seymour Hoffman er Caden Cotard, en ramponeret teaterinstruktør, som lider af både paradentose og dårlig økonomi. Hans kone forlader ham for at blive lesbisk multikunstner i Berlin. Hans datter forvandles til et tatoveret kunstobjekt, og han har næsten sagt farvel til det hele, da han modtager et astronomisk MacArthur-legat og investerer pengene i at skabe et parallelt univers, en forestilling uden publikum, hvor alle har en tro kopi. Tiden går i virkelig tid, og det andet liv overhaler det første. En skønne dag er Caden gammel, og hvad blev der så af det hele?

DET er som altid den unikke blanding af sort galgenhumor og eksistentiel frygt og bæven, der gør Kaufmans excentriske fabel til noget alment. Og så har han i sjælden grad blik for og nærer en kærlighed til menneskelig skrøbelighed. Det er rørende at se Hoffmans karakter blive ældre, tabe håret og få endnu mere mave. Man indser, at årene går, da Kaufman filmer Caden hos tandlægen, og man hører, hvor meget hans tandkød er sunket siden sidste  besøg.
   »Skal vi ikke snart spille stykket for nogen?« spørger skuespillerne, som han har ansat. Men for Caden Cotard er den ene og den anden verden dele af et dramatisk eksperiment, som ikke kan gøres færdigt, før selve livet er forbi. Der er ét, to, tre lag af virkelighed. Erkendelsen er et løg af glas, som i John Lennons Beatles-sang, og Caden ser alle ting ske på én gang.
   Filmen har flere begynderfejl. Først og fremmest er den for lang, og nogle bolde bliver skruet for skævt. Men her er overskud, indsigt, humor og menneskelighed i et omfang, man ellers aldrig møder i den store studieproduktion. Glasløget skrælles med nænsom ubønhørlighed, og verden træder frem som Kaufman ser den. Synecdoche, New York er for sær til at være helt vellykket, men forfatterens fans må skynde sig at se den.

Andre tekster i Slipstream-temaet: Dreng i mørke: Mervyn Peake 1911-1968; Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: Tenet (2020); Døden og tiden: Richard Matheson 1926-2013; Leós Carax: Holy Motors (2012); Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004); Michel Gondry: The Science of Sleep (2006).

Synecdoche, New York (New York iscenesat). Instr. og manus: Charlie Kaufman. Foto: Fred Elmes. 163 min. USA 2008. Dansk premiere: 19.06.2009

Fotos: Sidney Kimmel Entertainment/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (lån, køb eller leje) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime
4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 22.11.2022

Anmeldelsen blev trykt første gang i Weekendavisen Kultur 19.06.2009