Slipstream | Charlie Kaufman: Anomalisa (2015)

ET MARERIDT AF ENSHED

Charlie Kaufmans dukketeater for voksne

Af BO GREEN JENSEN

DER findes et rigt register af persekutoriske vrangforestillinger, dvs. paranoide tilstande, hvor hjernen – efter et traume, der kan være psykisk eller somatisk – begynder at forbinde, forbytte eller forveksle fysiske træk hos andre individer.

   Paraplytermen er DMS – Delusional Misidentification Syndrome. Et af dem kaldes »The Fregoli Delusion«. Her oplever den berørte sine medmennesker – i hvert fald nogle af dem – som den samme person i forklædning.

   I Charlie Kaufmans Anomalisa ankommer Michael Stone til Cincinnati i Ohio. Michael er forfatter til How May I Help You Help Them?, en bog om kundepleje, som er blevet en iværksætterbibel. Næste dag skal han tale ved et seminar. Han tjekker derfor ind på et komfortabelt værelse i hotellet The Fregoli.

   Michael (David Thewlis) har indtil nu haft kontakt med en flypassager, en taxichauffør, en receptionist og en piccolo. De har alle samme ansigtstræk og taler med den samme stemme (som tilhører Tom Noonan). Hotellet er i øvrigt et gennemført generisk sted, hvor personalet siger de sædvanlige ting.

MICHAEL ringer hjem til sin hustru og sin søn. Han kontakter en bitter ekskæreste. Vi ser, at empati ikke hører til hans spidskompetencer. Enten er han fastholdt i en tilstand, hvor alle taler ens, siger det samme og ligner hinanden – eller også virker det sådan, fordi han er trist og selvoptaget.

   I hvert fald er hans verden et mareridt af enshed. Om det så er den sang, Michael hører på sin iPod – blomsterduetten fra Léo Delibes’ opera Lakmé (1883) – er stemmerne de samme. Tjenerne, kæresten, konen og sønnen er alle sammen ens. En maskulin midtvejskrise bliver næppe mere gennemført.

   Da er det, at han hører en varm, distinkt kvindestemme. Den kommer ude fra gangen et sted, og han banker desperat på alle døre. Sådan finder han kagefabrikanten Lisa Hesselman, der er i byen for at høre hans foredrag. Lisa ligner ikke alle andre, og hun taler med Jennifer Jason Leighs stemme.

   Michael beslutter på stedet, at det skal være de to for altid. Han gør stormkur til kvinden, som er genert. Hun synger »Girls Just Wanna Have Fun«, så både han og vi er bjergtagne. Endelig elsker de kejtet og stille.

FOR resten er Anomalisa en animationsfilm. Duke Johnsons dukker bevæger sig ved stop-motion, ansigterne er trykt i en 3D-printer. Når nu alle opleves som marionetter, er det den optimale måde at fortælle identitetsfablen på.

   Forfatteren har været her før. I Being John Malkovich – som Spike Jonze instruerede efter Kaufmans manuskript i 1999 – opstår en port ind til skuespilleren John Malkovichs bevidsthed. Alle vil se verden gennem hans filter. Til sidst kravler også Malkovich ind – og oplever alle som kloner.

   Charlie Kaufman spillede mind games i manuskripterne til George Clooneys The Confessions of a Dangerous Mind (2002), Spike Jonzes Adaptation (2002) og Michel Gondrys Evigt solskin i et pletfrit sind (2004).

   Da sidstnævnte blev en succes, fik Kaufman chancen for selv at instruere Synecdoche, New York. Her var Philip Seymour Hoffman en middelmådig teaterinstruktør – Kaufmans anti-helte er altid middelmådige mænd – der fik et livsvarigt legat og begyndte at bygge en sceneversion af sin egen historie.

   I dramaet i dramaet var det netop Tom Noonan, som spillede Hoffman. Synecdoche havde premiere i Cannes i 2008. Den fik også dansk premiere, men blev på alle måder en underskudsforretning. Siden har Kaufman forgæves forsøgt at rejse finansiering til en vred, satirisk film om de sociale medier.

DET kan man ikke leve af. Kaufman sagde derfor ja til en invitation fra Carter Burwell – brødrene Coens huskomponist – som i projektet »Theater of the New Ear« har arbejdet med en kombination af musik og iscenesatte readings.

   Kaufman skrev sit bidrag under navnet Francis Fregoli. Han havde svært ved at forestille sig en dukkefilm, da han blev kontaktet af Johnson, men nu står værket og kan ses. Det er mere håndterligt end skalamodellen i Synechoche. For at gengive alting nøjagtigt, måtte størrelsesforholdet dér være 1:1.

   Anomalisa har været år undervejs. Filmen blev produceret ved crowdfunding på de sociale medier, som Kaufman ellers foragter. I perioder lå arbejdet stille. Til gengæld var der intet studie, som han og Johnson skulle stå ret for.

   Til sidst købte Paramount filmen, som fik Juryens Pris i Venedig og blev nomineret til en Oscar, som den ikke vandt, fordi animationsfilm traditionelt er for børn. Men i hvert fald er Charlie Kaufman tilbage, og det er der grund til at glæde sig over. De store afsind må man vogte på, som Claudius siger i Hamlet.

PÅ elskovsnatten har Michael et livagtigt mareridt med flere faretruende versioner af den allestedsnærværende Noonan. Anomien Lisa vækker ham, og de spiser røræg sammen i solen. Han taler om sin kærlighed, hun lader sig rive med. Det er næsten ikke til at bære, da man svagt – men umiskendeligt – begynder at høre Tom Noonans stemme i bunden af Jennifer Jason Leighs.

   Her mangler endnu 20 minutter af filmen. Se den, hvis du synes, at konceptet lyder bare mildt interessant. Allerede Heinrich Kleist så tilværelsen som en marionetforestilling. Misantropen Michael Stone er skæbnens grå Pinocchio, og han ligner en lang række mænd, som vi kender. Når han ser sig i spejlet på Hotel Fregoli, er det meget som at betragte sig selv.

Se også Slipstream | Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004); Slipstream | Charlie Kaufman: Synecdoche, New York (2008).

Anomalisa. Instr.: Charlie Kaufman & Duke Johnson. Manus: Charlie Kaufman. Foto: Joe Passarelli. 90 min. UK-USA 2015. Dansk premiere: 03.03.2016

Fotos: Paramount Animation/  Paramount Pictures/ HanWay Films/ Harmonious Claptrap/ Snoot Entertainment/ Starburns Industries/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ UIP/ Curzon Artificial Eye/ Paramount Home Entertaiinment YouTube (Paramount Pictures Official Trailer + Focus Features clip from Being John Malkovich)

Filmens streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray HD (regionsfri) fra Paramount Pictures 07.06.2016

2K Blu-ray fra Artificial Eye / CURZON 11.06.2016 

Anmeldelsen er trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.03.2016  

Slipstream | Charlie Kaufman: Synecdoche, New York (2008)

GLASLØGET SKRÆLLES

Forfatteren debuterer som instruktør

Af BO GREEN JENSEN

FÅ manuskriptforfattere får stjernestatus, og færre endnu kan for alvor skabe og præge en film, så man nævner deres navn før instruktørens. Amerikaneren Charlie Kaufman (f. 1958) nåede målet i kraft af fem dybt originale manuskripter. Allerede mens Spike Jonze instruerede Being John Malkovich (1999), stod det klart, at fortællestilen var stjernen. Hele verden havde Malkovichs træk i den post-moderne metafabel. Til sidst måtte Malkovich selv kravle op til døren på etage 7 ½ og se, hvad der foregik i hans hoved.
   Kaufmans manuskripter til Michel Gondrys Human Nature (2001) og George Clooneys Confessions of a Dangerous Mind (2002) bar præg af at være bestillingsarbejder. Det samme var i princippet Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven), en filmatisering af Susan Orleans reportagebog om orkidéjægeren John Laroche, som genforenede Kaufman og Jonze. I stedet for at skrive en regelret fremstilling, forvandlede Kaufman forlægget til en selvironisk identitetsfabel om forfatteren Charlie Kaufman, der har komplekser i forhold til broderen Donald (begge spilles af Nicolas Cage) og lider alle helvedes kvaler under arbejdet med at skabe et nogenlunde intelligent manuskript.

FØR han blev husforfatter på tv-programmer som The Trouble with Larry og The Dana Carvey Show, begyndte Kaufman sin karriere med at skrive kærlige Kurt Vonnegut-parodier til magasinet National Lampoon. Han har egentlig ikke forladt udgangspunktet. I Kaufmans manuskripter er der ofte en verden bag verden, en virkelighed bag vor egen, som kommer til syne, når man piller i hjørnet af tapetet eller på anden vis rammes af røntgenindsigt.

   Det er altid en mulighed, at vi er aktører i en forestilling, karakterer i et manuskript, som skrives af en højere placeret forfatter. Over ham er der endnu én og over ham endnu én. Denne kvalitet kommer fuldt til sin ret i Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind), hvor Jim Carrey og Kate Winslet må møde og miste hinanden igen og igen, uanset hvor mange gange deres erindring bliver slettet på hukommelsesklinikken.

MED Synecdoche, New York tager Kaufman skridtet fuldt ud og debuterer som auteur i traditionen for selvransagende metafiktion. Filmen minder mere om Federico Fellinis 8½ end om nogen nulevende instruktørs værk. Synecdoche er lige så sær som Being John Malkovich, Adaptation og Evigt solskin i et pletfrit sind, men den knytter samtidig an til basale menneskelige erfaringer, enhver kan idenficere sig med.

   Philip Seymour Hoffman er Caden Cotard, en ramponeret teaterinstruktør, som lider af både paradentose og dårlig økonomi. Hans kone forlader ham for at blive lesbisk multikunstner i Berlin. Hans datter forvandles til et tatoveret kunstobjekt, og han har næsten sagt farvel til det hele, da han modtager et astronomisk MacArthur-legat og investerer pengene i at skabe et parallelt univers, en forestilling uden publikum, hvor alle har en tro kopi. Tiden går i virkelig tid, og det andet liv overhaler det første. En skønne dag er Caden gammel, og hvad blev der så af det hele?

DET er som altid den unikke blanding af sort galgenhumor og eksistentiel frygt og bæven, der gør Kaufmans excentriske fabel til noget alment. Og så har han i sjælden grad blik for og nærer en kærlighed til menneskelig skrøbelighed. Det er rørende at se Hoffmans karakter blive ældre, tabe håret og få endnu mere mave. Man indser, at årene går, da Kaufman filmer Caden hos tandlægen, og man hører, hvor meget hans tandkød er sunket siden sidste  besøg.
   »Skal vi ikke snart spille stykket for nogen?« spørger skuespillerne, som han har ansat. Men for Caden Cotard er den ene og den anden verden dele af et dramatisk eksperiment, som ikke kan gøres færdigt, før selve livet er forbi. Der er ét, to, tre lag af virkelighed. Erkendelsen er et løg af glas, som i John Lennons Beatles-sang, og Caden ser alle ting ske på én gang.
   Filmen har flere begynderfejl. Først og fremmest er den for lang, og nogle bolde bliver skruet for skævt. Men her er overskud, indsigt, humor og menneskelighed i et omfang, man ellers aldrig møder i den store studieproduktion. Glasløget skrælles med nænsom ubønhørlighed, og verden træder frem som Kaufman ser den. Synecdoche, New York er for sær til at være helt vellykket, men forfatterens fans må skynde sig at se den.

Andre tekster i Slipstream-temaet: Dreng i mørke: Mervyn Peake 1911-1968; Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: Tenet (2020); Døden og tiden: Richard Matheson 1926-2013; Leós Carax: Holy Motors (2012); Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004); Michel Gondry: The Science of Sleep (2006).

Synecdoche, New York (New York iscenesat). Instr. og manus: Charlie Kaufman. Foto: Fred Elmes. 163 min. USA 2008. Dansk premiere: 19.06.2009

Fotos: Sidney Kimmel Entertainment/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (lån, køb eller leje) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime
4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 22.11.2022

Anmeldelsen blev trykt første gang i Weekendavisen Kultur 19.06.2009

Slipstream | Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)

VIRKELIGHEDEN BAG VIRKELIGHEDEN

Forelskelsen ifølge Charlie Kaufman og Michel Gondry
 
Af BO GREEN JENSEN
 

DE sværeste forhold gør dybest indtryk og lever videre, når vi har afsluttet dem. Derfor kan man aldrig begynde på en frisk. Man vænner sig måske til tanken, men der vil altid være besværlige rester, one or two hard feelings, at bære med sig i erindringen. Erfaring er selvsagt et dæknavn for disse, og erfaring kan nok være nyttig. Men tænk, hvor enkelt alt ville være, hvis man øjeblikkeligt og fuldkommen smertefrit kunne få slettet sin erindring om den elskede. Alt ville da være ukompliceret som evigt solskin i et pletfrit sind.
   En almindelig morgen et sted i New York vågner ungkarlen Joel Barish (Jim Carrey) med en ubestemmelig længsel i kroppen. Han tager sig sammen, står op og skynder sig til stationen. Ud af det blå beslutter han at pjække og tager et tog i modsat retning, ud til vinterstranden ved Montauk, hvor han går rundt som en slukøret hund. Som altid skriver han ting om sit ikke-liv ned i dagbogen, der rummer en blanding af banale notater og ret gode skitser. Joel spørger, hvad det hele skal til for. Og hvorfor bliver han altid afgrundsdybt forelsket i kvinder, som viser ham bare den mindste interesse?

TAG nu den kønne og frodigt småskøre Clementine Krucynski (Kate Winslet), som han ser flere gange på stranden og siden følges med i toget på vej hjem til trøstesløsheden. Det er hende, der lokker ham ud af kokonen, men Joel stritter strengt taget ikke imod. Hun byder ham på cognac, da de er sammen første gang. »Det gør hele forførelsesprocessen langt mindre ubehagelig,« forklarer hun. De leger i parken, kigger stjerner og laver engle i sneen. Før nogen ved af det, er de et par, og elskeren Joel er atter i omløb, mod bedre vidende, ganske vist, men glad nok og kåd som en hvalp.

   Idyllen tangerer et kejtet og slidt, men samtidig meget sympatisk glansbillede fra det store hovedlager i det fælles ubevidste. Det er det gode sted på kærlighedsfilmen. Vi har sikkert selv prøvet at leve det lidt og under de elskende tiden som venter. Hvorfor sidder Joel så i bilen og græder på næste billede? Hvorfor er der noget vagt bekendt ved Clementines farver allerede første gang han ser hende, og hvorfor mangler der sider i journalen fra den svære tid, som han mærkelig nok ikke husker helt klart? Hvorfor vil hun ikke kendes ved ham og har vendt sig til en anden mand, da han opsøger hende på biblioteket? Hvorfor er erindringen underlig blank?

FOR at give en anelse om, hvad der venter, er man nødt til at røbe den halve præmis. Eternal Sunshine of the Spotless Mind er ingen science fiction-film. Tværtimod foregår den i en genkendelig hverdag, hvor alt er lowtech og meget realistisk i sin mangel på formål. Der er dog strategiske forskelle. For i filmens forstæder tilbyder Howard Mierzwiak (Tom Wilkinson) og hans betroede medarbejdere fra firmaet Lacuna en slags pletrens af hukommelsen. Der er ikke tale om egentligt nedbrud. Man bliver tilbudt en personlig løsning, en nænsomt tilrettet amnesi, som sletter de svære detaljer om, hvad det end er, som man ikke vil huske. Bagefter burde man være som nyfødt.
   Det bliver ret hurtigt klart, at Clementine har fravalgt sine erindringer om Joel. Men hvorfor? Og skal han ikke bare gøre det samme? Vel skal han så, hun fortjener ikke bedre, men hér begynder problemerne for alvor. Noget dybere nede i Joel holder fast, og mens tidsfornemmelsen skrider, bøjer af, trækkes ud og styrter helt sammen, prøver Joel og Clementine – kvinden som han husker hende og som hun inderst inde også må være – at gemme sig i den erindring, der ligger længst nede i hukommelsen. Folkene fra Lacuna, sekretæren Mary (Kirsten Dunst) og teknikerne Stan (Mark Ruffalo) og Patrick (Elijah Wood), zapper løs efter røde pletter på skærmen, men hver gang finder Joel og Clem et nyt sted.

DET lyder velsagtens vagt thrilleragtigt, men heller ikke denne genres krav bliver honoreret. Evigt solskin i et pletfrit sind er i bund og grund en ener, sin egen film og sin egen genre. Scener gentages og skifter væsen. Somme tider savner karaktererne ansigtstræk og ligner posefolk på René Magrittes maleri.* Intet er sikkert i erindringen eller drømmen om erindringen, men jagten på et sted at være menneske giver filmen lejlighed til at anbringe sine emblematiske elskende i surrealistiske drømmesekvenser, som ofte er besnærende smukke. I en dobbeltseng i sneen på stranden. I stuen hos Joel, hvor regnen falder tæt indendørs. På isen under stjernerne og til selskabet, hvor de mødte hinanden.

   Noget af teknikken er for snurrig, lidt for meget som Storm P. på stoffer eller Terry Gilliam til økonomipris, men ellers har man kun ganske lidt at udsætte på filmen. Selv spillelængden er tilpas. Jim Carrey er uden sine sædvanlige manerer og har sin bedste rolle siden Peter Weirs The Truman Show (1998), der byggede på en beslægtet præmis om virkeligheden bag virkeligheden. Kate Winslet har endnu aldrig trådt helt forkert, når hun valgte sine roller.
   Pointen er naturligvis, at kærligheden ikke kan slettes, når den er dyb nok og hvis den ikke selv vil. Også internt på Lacuna er der romantiske forviklinger. Flere end man tror har taget kuren. Flere end man tror har fundet sammen igen. Som Joel og Clem. Eller måske som du og jeg? De fleste tanker er erindringer, og hukommelsen bedrager. Hvem kan sige om noget har været? Det findes jo kun i erindringens fluxus.

CHARLIE Kaufmans filmmanuskripter er modangreb på den glatte mainstream, som foretrækker regelrette computerudskrifter, der er kemisk renset for paradoksale indfald og andre løse ender. Kaufmans arbejder nærmest består af løse ender. De er sære, labyrintiske skuffedarier med masser af marginalia, gule huskesedler og krøllede beskeder i plettede kuverter, som er stukket ind allerbagerst i genbrugte ringbind. Sådan noget man typisk finder i døde mænds arbejdsværelser og kasserer mere eller mindre en bloc. Der er ofte en masse excentrisk pynt, men på bunden af den kinesiske æske er der altid en hård, original idé, som ingen andre for alvor har fået.
   Derfor er der rift om den kontrære amerikaner, som første gang gjorde sig bemærket med Being John Malkovich fra 1999. Spike Jonze instruerede den svært beskrivelige identitetsfabel, hvori man mod betaling kunne få adgang til John Malkovichs bevidsthed. Man kom ind ad en underlig halvdør på en hemmelig mellemetage og blev bagefter spyttet ud i græsset ved motorvejen. Inden længe stod alle, bl.a. skuespilleren selv, i kø for at få én på opleveren. Malkovich blev så forskrækket, at han lagde sit liv om, blev marionetfører og modtog Nobels Fredspris. Imens var kønne stjerner som John Cusack og Cameron Diaz forvandlet til almindelige mennesker. Det hele gav en absurd form for mening.

VIA Being John Malkovich kom Kaufman i kontakt med franskmanden Michel Gondry, som instruerede den skuffende kultursatire Human Nature (2001). Patricia Arquette led af ekstrem behåring og barberede sig nat og dag for at tækkes adfærdsforskeren Tim Robbins, som prøvede at pille aben ud af manden Rhys Ifans, der var vokset op hos dyrene. Til slut tog alle tøjet af og vendte tilbage til junglen, men Monty Python-holdet havde været der før og gjort det bedre. George Clooneys instruktørdebut, Confessions of a Dangerous Mind (2002) var baseret på desperadoen Chuck Barris’ erindringsbog af samme navn. TV-produceren Barris udtænkte quizshows og reality-programmer, som endnu hærger den globale sendeflade, men i sin selvbiografi hævder han endvidere at have været lejemorder for CIA.**

   Den paranoide anretning var ikke oplagt stof for Kaufman, som har svært ved at løse bestillingsopgaver, da det volder ham problemer at holde sig til sagen. Det blev der gjort en dyd af i Spike Jonzes Adaptation (da. Orkidé-tyven) fra 2002. Kaufman skulle omplante New Yorker-journalisten Susan Orleans bog om orkidéjægeren John Laroche fra trykte sider til levende billeder, men afleverede i stedet en fabel om en skriveblokeret forfatter, der ingen vegne kommer, mens hans frejdigt debuterende tvillingebror går på kursus hos guruen Robert McKee og får Hollywood til at savle over et skabelonmanuskript. Nicolas Cage spiller begge svedige brødre – ham med blokeringen hedder Charlie Kaufman – mens Meryl Streep er journalisten i resterne af den oprindelige historie. Resultatet ligner ikke meget andet, man har set.

FILMENS stærkt billeddannende titel er ikke et psykedelisk påfund fra i forgårs. Strofen stammer fra en tekst af englænderen Alexander Pope (1688-1744). Følelsen er for så vidt den samme. Klassicisten, som skrev hele verden om til mekanisk rimede, såkaldt »heroiske kupletter«, vidste godt, at drømmen om blank fred er farlig. I digtet »Eloisa to Abelard« (fra Works, 1717) lader han Héloïse skrive til den elskede Pierre Abelard. Hun misunder Antikkens vestalinder, som ikke kendte til fysisk begær. Hun ved dog selv, at følelsen er illusorisk. Der er tale om et futilt hjertesuk:

How happy is the blameless vestal’s lot!

The world forgetting, by the world forgot.

Eternal sunshine of the spotless mind!

Each pray’r accepted, and each wish resign’d.

(Hvor lykkelig er ikke den ulastelige vestalinde!/ At glemme verden, at være glemt af den som hende./ Evigt solskin i et pletfrit sind!/ Hver bøn anerkendt, hver længsels pibe stukket ind.)

   

Både Confessions og Adaptation gjorde indtryk. I Evigt solskin har Gondry og Kaufman derfor haft et betydeligt budget og en håndfuld rigtige stjerner til deres rådighed. De kvitterer for den viste tillid med en tankevækkende kærlighedsfilm, som både besidder fortrolig sødme og et ganske skarpt perspektiv. Erindringsforskydning forekommer typisk i spændingsfilm med mareridtskygger og dystre utopiske fremtidslegender. Her er kærligheden som i virkeligheden, lille og stor, besværlig og nødvendig på én gang. Som bekendt er livet a pain in the ass. Men vi har kun det samme og hinanden at leve det med.

Se også Slipstream | Michel Gondry: The Science of Sleep (2006); Bogen og filmen: L'écume des jours | Dagenes skum (1947/2013).

Se også Slipstream | Charlie Kaufman: Synecdoche, New York (2008); Slipstream | Charlie Kaufman: Anomalisa (2015).

*) René Magritte malede to billeder med titlen Les Amants i 1928. De har samme format (54 x 73 cm) og datering. Det er som regel Les Amants 2 – hvor skikkelserne kysser gennem stoffet, som kan være lagen eller ligslør – som reproduceres i diverse billedværker. Det var vist også dét, jeg tænkte på, da jeg anmeldte Eternal Sunshine of the Spotless Mind for 16 år siden – og det var helt sikkert dét, som jeg tænkte på for 35 år siden, da jeg skrev digtet »Sandspillet« til samlingen Stedernes mening (1985). Les Amants hænger på National Gallery of Australia i Canberra; Les Amants (2) tilhørte samleren Richard S. Zeisler. Zeisler opbyggede en samling på 110 værker af moderne mestre som Francis Bacon, Max Beckmann, Vassily Kandinsky, Magritte, Juan Miró og Pablo Picasso. Ved Zeislers død i 2007 var samlingen vurderet til 100+ millioner dollars. Han fordelte den på 16 amerikanske museer. Les Amants 2 endte på Museum of Modern Art i New York City. 

 

**) Charles Hirsch Barris (1929-2017) var vært på The Gong Show og udviklede konceptet til The Dating Game og The Newlywed Game. Han begyndte som assistent for Dick Clark på musikprogrammet American Bandstand. I sin formentlig autofiktive erindringsbog fra 1984 hævder Barris, at han samtidig var agent og hitman for CIA. Det svarer til, at Erling Bundgaard eller Jarl Friis-Mikkelsen stod frem og erkendte at være spioner. I Clooneys film bliver han spillet af Sam Rockwell, mens instruktøren selv har rollen som hans CIA-kontakt. Det er til det sidste uklart, om Barris fantaserer eller fortæller det, som det var.    

Evigt solskin i et pletfrit sind (Eternal Sunshine of the Spotless Mind). Instr.: Michel Gondry. Manus: Charlie Kaufman. Foto: Ellen Kuras. 108 min. USA 2004. Dansk premiere: 30.04.2004

Fotos: Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ NGA/ MoMA

Filmen streames på NETFLIX og YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Kino Lorber 26.07.2022

Anmeldelse trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.04.2004