David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]

DEN DRESSEREDE ABE
Det gamle Hollywood lever og dør

Af BO GREEN JENSEN

DRAMATIKEREN og kritikeren Herman J. Mankiewicz (1897-1953) kom til Hollywood i 1927. Han havde derfor rutinen, da stumfilm blev til tonefilm i 1929. »Mank« fik ansvaret for manuskriptafdelingen på Paramount og inviterede sine venner fra New York til filmbyen: Ben Hecht, Charles Kaufman, S.J. Perelman. Han inviterede også sin lillebror, Joseph, som ad åre faldt bedre til i miljøet.

   Det er let at forveksle de to Mankiewiczer. Joseph instruerede All About Eve, Guys and Dolls og Cleopatra. Han producerede 40 solide film, men han skrev ikke Citizen Kane. Det gjorde Herman på bestilling fra Orson Welles, der som 24-årigt boy wonder kom til Hollywood for at erobre en ny disciplin. RKO gav ham final cut og frie hænder. Det ville David O. Selznick – som også optræder i Mank og er ved at lave Gone with the Wind – aldrig have gjort.

HVIS 1930ernes Hollywood blev en herreklub, kan Mank tage noget af skylden. David Fincher smører dog ekstra tykt på i sit portræt af filmbyen, hvor forfatteren bliver spillet af Gary Oldman. For eksempel siger Mank fra, da hans bror vil have ham med i forfatternes nystiftede fagforening. Det gjorde han også i virkeligheden, så han kom aldrig på kommunistjægernes liste. Men det var ikke Joseph, der spurgte sin bror. Det var forfatteren Dorothy Parker.

   Mank kom i huset hos mediemogulen William Randolph Hearst, som var modellen for Charles Foster Kane, skønt både Welles og Mankiewicz altid sagde, at de tænkte i mere mytologiske baner. I 1940 skrev Herman American – den originale titel på Citizen Kane – som tak for ti års nedtur. For det første kunne han ikke tie stille. For det andet var han ludoman og alkoholiker. Det var de egenskaber, der skød ham i sænk.

   Mank beskriver, hvordan Welles og hans praktiske partner, John Houseman, isolerer Mankiewicz på et tørlagt hotel i Mojave-ørkenen. Mank ligger brak med benet i gips efter en trafikulykke. Han får en sekretær og to måneder til at skrive. Imens er barskabet lukket. Dét er for så vidt hele handlingen. Resten er flashbacks i manuskriptform.

DAVID Fincher har arbejdet eksklusivt i og med mørket fra Alien 3 (1992) og Se7en (1995) til Zodiac (2007), Gone Girl (2014) og Mindhunter-serien (2017-19). Det var om nogen Fincher, der gjorde seriemorderen til en arketypisk figur. Af ti store film er kun F. Scott Fitzgerald-filmatiseringen The Curious Case of Benjamin Button (2008) et vidnesbyrd om, at han har sans for andre tonearter. Selv The Social Network (2010), et satirisk portræt af Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg, var struktureret som en labyrintinsk film noir. Det er den film, som ligner Mank allermest.

   Mank burde være en ren lækkerbisken, men Fincher arbejder adspredt med stoffet. Erik Messerschmidt har fotograferet i sort-hvid »Hi-Dynamic Range« med et tæt lyddesign i formatet Mon((o))scape. Det skal sikkert sætte en film noir-stemning og svare til det dybe fokus, som Gregg Toland udviklede i 1941.

   Mank er dog snarere en sædeskildrende fabel. Fincher udlever sin Orson Welles-fetich, men han lader stil overdøve substansen. Charles Dance, som spiller Hearst, fortæller, at han følte sig fanget i plottet fra Groundhog Day, hvor den samme dag bliver evigt gentaget, mens Fincher tog den store middagsscene om hundrede gange.

   Den berusede Mankiewicz konfronterer Louis B. Mayer og Hearst med deres korrupte moral. Som finale kaster han op på gulvet, mens gæsterne flygter. Hearst tager Mank ved skulderen og følger ham ud, mens han fortæller »lignelsen om lirekassemandens abekat«. Da alle vil have Mank til at skrinlægge Citizen Kane, er det erindringen om ydmygelsen, som får forfatteren til at stå fast. I en vis forstand er den dresserede abe filmens »Rosebud«, som den bemalede slæde med rosenknoppen var i Citizen Kane.

MANK er skrevet af instruktørens far, Jack Fincher, som døde i 2003 og var optaget af realpolitik. Jack skrev et manuskript, som blev fravalgt, da Martin Scorsese skulle lave sin film om Howard Hughes, The Aviator fra 2004. David ville lave Mank, da han havde instrueret The Game i 1997, men finansieringen faldt på gulvet. Man mere end fornemmer, at dette er sønnikes gave til far.

   Det er al ære værd og forklarer, hvorfor filmen fokuserer på et glemt sidespor. Det er sandt, at Hearsts aviser saboterede det californiske lokalvalg i 1934, da forfatteren Upton Sinclair, som var aktiv socialist, stillede op som guvernørkandidat. Og at MGM i den anledning producerede iscenesatte nyhedsrevyer, der foregriber vor tids fake news. Men det er ikke nogen hemmelighed. Det var ikke et amerikansk syndefald. Bare beskidt politik.

FOR at sætte pris på filmen, skal man bryde den ned og betragte de enkelte afsnit. Der er fine skildringer af vigtige mennesker fra perioden. Mank er gift med Sara, som alle kalder »stakkels«, men han bliver ven med Marion Davies, Hearsts kæreste, som Amanda Seyfried vækker til live. Man fornemmer konstant, hvad Mank kunne være. Den kommer bare aldrig rigtigt i gang.

   Det giver sig selv, at Citizen Kane er modellen. Da John Houseman efterlyser stringens, forklarer Mank, at manuskriptet er formet som en kanelsnegl. For man kan ikke forstå eller forklare et liv i lineær punkt-til-punkt form. Jorge Luis Borges sagde om Citizen Kane, at filmen var som en labyrint uden midte. Det samme gælder for Mank – men ikke altid på den mest stimulerende måde.

FILMENS bedste figur er Irving G. Thalberg, som bliver spillet af Ferdinand Kingsley. Han og Herman Mankiewicz har rigtige samtaler om, hvad magt og integritet indebærer. Kun de to karakterer nærer ikke illusioner.

   Thalberg var tronarving på MGM, da han døde som 37-årig. Det var om ham, at F. Scott Fitzgerald skrev sin ufuldendte Hollywood-roman, The Last Tycoon. Tænk hvilke film, der er skabt på den baggrund. Som kun lige anes i Mank.

   Louis B. Mayer bliver dæmoniseret i højere grad end sædvanligt. Hearst er altid skildret med en vis fascineret respekt. Welles er for det meste blot en stemme i telefonen. Han og Mank skændes, da forfatteren alligevel vil have sit navn på den færdige film. Der var aldrig tvivl om, at det skulle stå der. Ideen om, at Citizen Kane blev »stjålet« fra Mankiewicz var noget, som kritikeren Pauline Kael fandt på, da hun skrev forord til The Citizen Kane Book i 1971.*

I CITIZEN Kane bliver mysteriet om »Rosebud« endelig løst. Det sker i dødsøjeblikket, da Welles giver slip på snekuglen, og vi ser slæden fra barndommen brænde i pejsen i Kanes Xanadu. Der er ingen til at overvære det. Kun publikum forstår sammenhængen.

   Fincher forklarer sig anderledes udførligt. Han lader Hearst uddybe lignelsen om lirekassemandens abe, så ingen – hverken publikum eller den berusede Mank – kan overse analogien. Hver dag får aben fint tøj på og danser til sin herres musik. Der er bifald, men aben misforstår magtforholdet. Den glemmer, hvem der giver den mad.

   Mank er værd at se, men Finchers Citizen Kane er den ikke. Snarere filmen om filmen – og en god søns bårebuket til sin far.

Se også Orson Welles: Citizen Kane (1941); Orson Welles: Touch of Evil (1958/1998) [Noir 100]; Omkring Orson Welles: The Big Brass Ring (1999); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018).

Se også David Fincher: Fight Club (1999); David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]; David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008); David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100].

*) Det er en indviklet historie, som der er skrevet bøger om. For det første: Welles og Houseman ansatte Mankiewicz som manuskriptkonsulent. Han skulle skabe struktur i et viltert materiale, 300 sider med ideer og udkast, som Welles forsynede ham med. I kontrakten var specificeret, at Mankiewicz ikke blev krediteret. Ophavsretten tilhørte The Mercury Theatre (dvs. Welles og Houseman). Lanceringen af Citizen Kane gør meget ud af at præsentere cast og teknikere som et hold. »The Mercury Actors« er krediteret på filmens plakat og bliver hver især præsenteret til slut. Da Mankiewicz alligevel ville krediteres, fik han sin vilje. Både han og Welles er krediteret for manuskriptet i forteksterne.

   For det andet: Pauline Kael (1919-2001) var den legendariske filmkritiker på magasinet The New Yorker. Hun blev i 1970 bedt om at skrive forord og indledning til manuskriptet, som det er trykt i The Citizen Kane Book (Boston: Little, Brown and Company, 1971). Tidligt i forløbet bed Kael sig fast i historien om, at Welles ikke selv skrev ret meget af manuskriptet. Hun havde den fra (især) John Houseman og Sara Mankiewicz. Welles blev ikke selv spurgt eller inddraget.

   Kaels indledning blev til et 80 sider langt essay, »Raising Kane«, som The New Yorker trykte over to numre i 1971. Teksten skabte debat og var kontroversiel. Welles var naturligvis ikke begejstret. »Raising Kane« fungerer i øvrigt udmærket, når man læser essayet for sig selv, som en polemisk pamflet. I The Citizen Kane Book – som er en fejring i anledning af 40-året for premieren på »verdens bedste film« – virker Kaels tekst som et langt sidespor.

   Med fin ironi kom Kael selv i problemer efter udgivelsen. Hun havde ikke selv talt med John Houseman og de øvrige nøglepersoner, som bliver citeret i »Raising Kane« . Det havde filmlæreren Howard Suber fra University of California, som Kael havde mødt, da hun gæsteforelæste på UCLA. Kael betalte Suber for hans research, men hun nævnte ham ikke i bogen og beholdt selv ophavsretten. Læseren af The Citizen Kane Book må tro, at Kael har gjort hver erfaring personligt. 

   Citizen Kane-affæren indgik i bevismaterialet, da Renate Adler – Kaels kollega på The New Yorker – foretog et veritabelt karaktermord i forbindelse med udgivelsen af When the Lights Go Down (1980), det sjette opsamlingsbind med Kaels anmeldelser. I The New York Review of Books [14.08.1980] skrev Adler en lang essayanmeldelse, »The Perils of Pauline«, som demonstrerer, hvordan Kael er blevet en selvparodi. Også dén tekst er ganske bemærkelsesværdig.

   For det tredje: »Sandheden« er formentlig, som Welles selv fremstillede den: »After mutual agreements on storyline and character, Mank went off with Houseman and did his version, while I stayed in Hollywood and wrote mine.« Welles redigerede, rokerede, beskar og føjede til, men råmaterialet kom Mankiewicz med. »At the end, naturally, I was the one making the picture, after all who had to make the decisions. I used what I wanted of Mank's and, rightly or wrongly, kept what I liked of my own.«

   Der er ingen grund til at tage noget fra hverken Welles, Kael eller Mankiewicz. Pauline Kael er stadig værd at læse, og hendes bedste tekster foreligger i adskillige udvalg. For Keeps – 30 Years at the Movies (New York & London: Dutton/ Penguin Books, 1994) er Kaels eget final cut på 1300 sider. The Age of Movies: Selected Writings of Pauline Kael. Edited by Sanford Schwartz (New York: The Library of America, 2011) er et kurateret destillat i cirka halv størrelse. Se også Rob Garvers dokumentar What She Said: The Art of Pauline Kael (2018), som er et kritisk portræt i spillefilmslængde. Både de gode og dårlige sider er med. Inklusive »Raising Kane« og Adlers anmeldelse.

   Heller ikke Mank beskylder Welles for at stjæle ideen og tage hele æren. Mankiewicz får sin kreditering uden sværdslag. Finchers film siger bare, at Kane især var Manks vision. Det skal nok være rigtigt. Welles kom med resten, hele indramningen. Han lod fotografen Gregg Toland udvikle banebrydende teknikker. Han lod Bernard Herrmann komponere et atmosfærisk score med moderne sensibilitet. Han satte scenen og dirigerede produktionen. Welles var den ansvarshavende redaktør, kan man sige. På en måde som Hearst og Charles Foster Kane. 

Mank er Oscar-nomineret i 10 kategorier: Best Picture, Best Director, Best Actor (Gary Oldman), Best Supporting Actress (Amanda Seyfried), Best Cinematography (Erik Messerschmidt), Best Original Score (Trent Reznor og Atticus Ross), Best Production Design (Donald Graham Burt/Jan Pascale), Best Makeup (Colleen LaBaff etc.) og Best Costume Design (Trish Summerville).   

Mank. Instr.: David Fincher. Manus: Jack Fincher. Foto: Erik Messerschmidt. 131 min. USA 2020. Dansk premiere: 19.11.2020

Fotos: Netflix/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Angel Films/ MUBI

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.11.2020

Paul Schrader: First Reformed (2018)

GUDS ENSOMME MAND
Et sidste rent skud før natten

Af BO GREEN JENSEN

EN skrantende præst prædiker til en lille menighed i en afsides beliggende kirke. Som altid er et ungt par, der snart skal være forældre, blandt de fremmødte. Præsten ved, at manden er plaget af bekymring på klodens og menneskets vegne. Hans hustru er derimod ikke i tvivl. Netop i mørke tider må nye børn være en tillidserklæring til livet og Jorden.

   Præsten lover at besøge parret, Mary og Michael, når han får tid. I privaten skriver han videre i den dagbog, som han påbegyndte ved årsskiftet. Præsten hoster blod op og indtager næsten kun alkohol. Det kommer sig ikke så nøje. Hans liv er ikke vigtigt mere.

46-ÅRIGE Ernst Toller (Ethan Hawke) er forhenværende feltpræst. Han har selv valgt at fungere som sjælesørger og kustode ved den reformerte kirke i Snowbridge, New York. De fleste besøgende er turister, som vil se den historiske bygning. Kirken var en station på The Underground Railroad, der hjalp undvegne slaver til Canada under Borgerkrigen.

   Hvis Toller ville tale til en talstærk menighed, kunne han bede om en mere aktiv stilling ved Abundant Life (»Mangfoldige Liv«), det vitale kristne troskompleks, som har hovedkvarter i nabobyen. Her prædiker Tollers chef i en kirke med plads til 5.000 tilhørere. Og her arbejder korlederen Esther. De var sammen, mens Toller havde det værst. Nu vil han gøre det færdigt alene.

ER der noget ved præsten, som virker bekendt? Som tilskuer har man længe en distraherende fornemmelse af déjà-vu, mens Paul Schrader sætter scenen for Ernst Tollers last stand.

   Når Toller står i den tomme kirke og føler sin afmagt i forsøget på at berolige de vordende forældre, er han i samme situation som den tvivlende pastor Tomas i Ingmar Bergmans Nattvardsgästerna (1963, da. Lys i mørket), som på engelsk hedder Winter Light.

   Når han fører dagbog og diskuterer sin tro og sin tvivl med sig selv og sin foresatte, er han den unge, dødsmærkede præst fra Journal d'un curé de campagne (1951, da. En landsbypræsts dagbog) af Robert Bresson. De har den samme mavecancer og den samme selvudslettende tone:

   »Jeg tror ikke, jeg gør noget forkert ved dagligt, med absolut ærlighed, at skrive om de enkleste og mest ubetydelige hemmeligheder i et liv, som ellers er uden mysterier.«

SCHRADERS film drejer motiverne fra Bergman og Bresson. Hos Bergman var Max von Sydow den deprimerede fisker, som tog sit liv, fordi intet gav mening i en verden, hvor Kina havde udviklet kernevåben. Hos Schrader er Michael (Philip Ettinger) en miljøaktivist, som vakler i troen, både på Gud og sit eget projekt, som er forbundet med en terroraktion.

   Også Toller foragter sig selv, da han ikke har andet end floskler at tilbyde Michael. Han begynder at tage sig af Mary (Amanda Seyfried), Michaels enke, med en ildhu, som næppe er klar for ham selv. Tonen er alfaderlig, men de ser i stigende grad på hinanden som et par.

TOLLER har andre forløbere i Schraders viltre filmografi, som – hvis man skal trække temaer ud af et veritabelt morads – har haft en forkærlighed for selvdestruktive enere, der så sig selv som udvalgte mænd.

   Det var Schrader, som skrev manuskriptet til Martin Scorseses Taxi Driver i 1976. Han skabte ved den lejlighed Travis Bickle, den ikoniske psykotiker, som før han detonerer siger: »Ensomheden følger mig, uanset hvor jeg går hen: i barer, biler, cafeer, biografer, forretninger, midt på fortovet. Ingen flugt er mulig. Jeg er Guds ensomme mand.«

   Modsat de mere abstrakte marionetter hos Bergman og Bresson, har tvivleren hos Schrader en konkret grund til sine anfægtelser. Han rådede sin søn til at kæmpe i Irak. Toller mistede sin familie og sin tro. Nu vil han gøre én sidste ting, der er nyttig.

   Mens Abundant Life forbereder en markering af kirkens jubilæum, gør Toller sig klar. Selvrevseren mæsker sig. Han går i takt med Travis Bickle og andre af Schraders martrede helte.

DEN stille og tænksomme film er med ét blevet både febrilsk og taktil.

   First Reformed er lavet for beskedne midler og realiseret med stor enkelhed. Der er den lille kirke, den store kirke, et par dagligstuer og et begravelsessted ved en flod. Men Schrader skaber en næsten ubærlig spænding. Toller forbereder en apokalyptisk selvmordsaktion. Og alt er kørt i stilling, da han ser Mary komme gående – så hvad nu?

   Paul Schrader er blevet 74. Han skrev i sin ungdom en kritisk monografi om Transcendental Style in Film: Ozu, Bresson, Dreyer (1972). Den er han ofte blevet drillet med/ hånet for, når endnu et lovende projekt fik et lurvet og kompromitteret resultat. Få filmskabere har taget deres navn af så mange film, fordi de ragede uklar med producenten.*

   Det er Schraders bedste film siden Light Sleeper (1992) og Affliction (1997). Han har sagt, at hvis det også bliver hans sidste film, er han ikke utilfreds. For der var ikke hold i rygtet om irreversibel middelmådighed. First Reformed er et sent og særdeles levende modbevis.

Se også Paul Schrader: The Card Counter (2021); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999). 

*) Det mest iøjnefaldende eksempel er Dominion, en prequel til William Friedkins The Exorcist (1973, da. Eksorcisten) med Stellan Skarsgård som den unge Fader Merrin. Efter John Boormans Exorcist II: The Heretic (1977) og The Exorcist III (1990), som forfatteren William Peter Blatty selv instruerede, var det den fjerde officielle film i serien. Schrader overtog projektet, da John Frankenheimer døde i 2002.

   Produktionsselskabet Morgan Creek syntes ikke om Schraders udgave (der havde manus af William Wisher og Caleb Carr, forfatteren til The Alienist og to andre periodekrimier om psykologen dr. Laszlo Kreizler). Da Schrader nægtede at klippe filmen om, valgte Morgan Creek at begynde fra bunden med Renny Harlin som instruktør. Exorcist: The Beginning fik premiere i august 2004, uden at gøre det overvældende godt. Man valgte da at forlænge pinen (og forbedre budgettet) ved at give »The Schrader Cut« premiere. Dominion: Prequel to the Exorcist havde premiere i maj 2005. Heller ikke den var nogen stor succes – men det er en mørkere og renere film i elegisk vintersoldatstil. 

   Jeg har mødt Paul Schrader en enkelt gang. Det var på Cannes Festivalen i 1997, da Affliction blev vist i hovedkonkurrencen. Jeg havde hørt Schrader tale ved et manuskriptseminar på Filmskolen, men nu var der mulighed for at få et rigtigt interview. Det var meget særpræget. Jeg blev sejlet ud til den hvide luksusbåd, som PR-folkene havde lejet. Schrader var i ternet byskjorte og tykke fløjlsbukser, selv om solen bankede ned.

   Der var en god stemning omkring Affliction, der blev set som et comeback. Jeg spurgte, hvordan det føltes at lave en succes igen. Schrader begyndte på en monolog om, hvordan han måske ikke altid havde gjort det godt nok, men fra nu af skulle det blive anderledes. Jeg har aldrig mødt andre filmskabere, der undskyldte for deres arbejde. Der er som regel gode grunde til, at det ikke gik, som det skulle; det er altid nogle andres skyld. 

   Hvis Schrader ville sige undskyld, kunne han have gjort det i Venedig 16 år senere, hvor The Canyons (2013) virkelig ikke var god. Filmen havde ellers manuskript af Bret Easton Ellis og var ventet med interesse. Det er godt, at Schrader fik lavet First Reformed. Han fik sin første Oscar-nominering for manuskriptet. Og filmen bliver ikke den sidste. The Card Counter var to uger inde i tre ugers optagelser, da COVID-19 restriktioner lukkede produktionen ned i foråret 2020. Også denne gang er manuskriptet Schraders eget og originalt.

   Ligesom i First Reformed handler det om at forhindre et blodbad og sone for ting, som hverken kan tilgives eller står til at ændre. Guds ensomme mand er her en professionel pokerspiller (Oscar Isaac), der har aftjent sin straf for forbrydelser, han begik i Abu Ghraib-fængslet under Irakkrigen. En af hans lærere (Willem Dafoe) rådgiver nu politiet om, hvordan forhørsmetoder kan nå »et nyt niveau« ved hjælp af facial recognition-teknik. En ung mand (Tye Sheridan) vil hævne sin far, der kom hjem fra Irak med PTSD. »Korttælleren« sætter alt ind på at forhindre, at den unge mand realiserer sin plan.

    For Schrader er det en væsentlig pointe, at ingen af de egentlige beslutningstagere blev sigtet i Abu Ghraib-sagen. Kun Linndy England, hendes kæreste og tre andre vagter, som faktisk optrådte på trofæfotos og overvågningsbånd, blev stillet for en krigsret.

   Pr. 01.04.2021 er The Card Counter fortsat i post-produktion.

First Reformed. Instr. og manus: Paul Schrader. Foto: Alexander Dynan. 113 min. USA 2018. Dansk premiere: 10.01.2019 (Månedens film i Cinemateket).

Fotos: Killer Films/ Omeira Films/ Fibonacci Films/ Big Indie Pictures/ A24/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Wall Street Journal/ DFI/ Biennale di Venezia/ YouTube [A24 US Trailer]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures Home Entertainment (DK) 24.09.2018 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.01.2019