Amma Asante: A United Kingdom [Black Lives Matter 14]

ET UBELEJLIGT ÆGTESKAB

En sand historie om race, køn og imperialisme 

Af BO GREEN JENSEN

DET lyder som et eventyr: kontorpigen gifter sig med en prins. Det var også, hvad det blev til i pressen. I England var historien en lang føljeton med mange facetter.

   I juni 1947 gik Ruth Wilson, kontorassistent i Lloyds of London, med sin søster til bal i London Missionary Society. Her mødte hun Seretse Khama, som havde læst jura i Oxford. I 1948 blev de gift mod alles vilje. Ægteskabet fik vidtrækkende konsekvenser. Processen er grundigt beskrevet i Amma Asantes film med den ironiske originaltitel A United Kingdom.

   Det var ikke så meget, at Seretse Khama var sort. Eller det var det måske for Ruths familie, der i filmen er fremstillet som småborgere, der værner om klassesystemet. Problemet var, at Seretse var arving til tronen i Bechuanaland, det nuværende Botswana, som før 1966 havde status som britisk protektorat.

   Seretse og Ruth blev gift samme år, som Sydafrika implementerede apartheidsystemet. I Asantes film mødes de samme aften, som Indiens uafhængighed bliver erklæret. I Den Kolde Krig er Sydafrika en vigtig brik. Internt i Commonwealth er man optaget af at holde sammen på det lyserøde landkort, der efterhånden ligner et kludetæppe.

   Diplomatiet slog hårdt ned på ægteskabet. Seretse blev sendt i eksil for fem år. Winston Churchill lovede at ophæve eksilet, hvis en konservativ regering kom til, men gjorde i stedet Khamas landflygtighed permanent. En fortrolig rapport blev kreativt fortolket. Og lækket. Det var en Tamilsag for sin tid.

FILMENS hovne embedsmænd har alle de forventede reaktioner. De behandler parret med overbærende foragt og irritation. I Bechuanaland er modstanden lige så stærk. Ingen vil anerkende opkomlingen med den forkerte hudfarve.

   De politiske intriger er grundigt og overbevisende skildret. Det samme gælder hverdagsracismen i London og mistroen i Seretses bagland. Til gengæld må publikum tage lidenskaben for pålydende. Der er en mærkelig stivhed i samtlige scener mellem Rosamund Pike og David Oyelowo.

   Briterne taber grebet om sagen, da de underkender Bawamgmate-folkets traditionelle forsamling. Det gør samtidig indtryk, at Ruth føder parrets datter og nægter at tilkalde særhjælp. Mødrene gør plads til Ruth i deres cirkel.

   Eventyret har altså en lykkelig slutning. Ved det første frie valg i Botswana blev Seretse Khama valgt som landets præsident. Han og Ruth fik fire børn sammen og var ved magten til Seretses død i 1980. Ruth Khama døde i 2002. Nelson Mandela lovpriste parret.

DETTE ved jeg fra »hvad der videre skete«-slutteksterne, som afrunder den autentisk baserede film. De er lige så obligatorisk ledsaget af fotos, som viser, hvordan nøglepersonerne faktisk så ud. Der er banal, »inspirerende« stemningsmusik. Det er på alle måder en konventionel dramadokumentar.

   Alligevel er der justeret i mixet. Instruktricen, som har ghanesiske forældre, har specialiseret sig i at se kolonitiden fra de andres vinkel – meget som bl.a. Mira Nair og Gurinder Chaha har fortalt de indiske og pakistanske historier.

   Især var Belle, Asantes forrige film fra 2013, et stort tilløbsstykke i England. Kærlighed kender ikke grænser er mindre skarp, men den overholder sin dagsorden. Der bliver først talt om race, så om politik og historie. Kvindesagen og den romantiske kerne er snarere eftertanker, som kun bliver markeret.

   A United Kingdom er eftertrykkelig mainstream med noget på hjerte. Der bliver mange af den slags film i de kommende år. De fokuserer benhårdt på sagen og bruger genreapparatet som påskud og pynt.

   Det er bestemt seværdigt, og man bliver klogere på fortiden. Desværre bliver man også svigtet på følelsessiden. Det skete ikke i Gone with the Wind. Den film holdt til gengæld med de forkerte.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016);

Kærlighed kender ingen grænser (A United Kingdom). Instr.: Amma Asante. Manus: Guy Hibbert. Foto: Sam McCurdy. 104 min. UK-Frankrig-Tjekkiet-USA 2016. Dansk premiere: 09.03.2017.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Fox Searchlight Pictures/ UIP

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTuynes, Rakuten TV og SF Anytime 

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.03.2017

Neill Blomkamp: Elysium (2013) [Sci-Fi 100]

DE FÅ OG DE MANGE

Elysium er som et dystopisk stikordsregister

Af BO GREEN JENSEN

ELITEN isolerer sig i befæstet velstand, mens masserne arbejder nede i dybet. Det er en af de ældste troper i den dystopiske genre. Allerede fortælleren i H.G. Wells’ Tidsmaskinen (1895) ser glade Eloiere lege i lyset, mens deformerede Morlocker passer de store maskiner, som får samfundets hjul til at dreje.

    Hos socialisten Wells er årstallet fjernt. Maskinen er sat til at lande i år 802.701. Man er tættere på i Fritz Lang og Thea von Harbous Metropolis (1927), hvor motivet første gang skildres på film. Det er siden behandlet så mange gange, at man sagtens kan tale om en kliché. Alligevel er der altid en lille sandhed gemt i legenden om de få og de mange. Science fiction handler som regel om samtiden.

I NEILL Blomkamps Elysium er årstallet 2154, og Jorden er ødelagt af sygdom, krig, forurening og overbefolkning. Indflyvningsbillederne viser et kaotisk tilgroet Los Angeles (og er faktisk optaget i Mexico City), hvor brutalt mekanisk politi holder opsyn med en stort set arbejdsløs befolkning. Den reformerede tyv Max Da Costa (Matt Damon) er dog ansat på fabrikken, som fremstiller de automatiske vagter. Han har drømt om at komme til Elysium, siden han var dreng på børnehjemmet, hvor han mødte pigen Frey. Hun blev hans livs kærlighed, skønt de aldrig fik hinanden.

   Elysium er en rumstation, et svævende hjul, hvor overklassen lever i velstand. Også regeringen arbejder hér. Man råder over udstyr, der kan kurere al sygdom på sekunder. Ellers lever man stort set som eliter altid gør på film: i en lind strøm af bestyrelsesmøder og haveselskaber. Det er forbavsende fantasiløst - og meget som at bladre i et nummer af Vogue eller Vanity Fair. I Los Angeles taler man engelsk og spansk. I Elysium er fransk på mode. Så bliver det ikke mere dekadent.

DEN undertrykte by har naturligvis en modstandsbevægelse. Lederen Spider (Wagner Moura) sender færger til Elysium og har en klar socialistisk dagsorden. Elysiums forsvarsminister (Jodie Foster) skyder skibene ned uden skrupler, skønt hun presses af præsident Patel (Faran Tahir), der tager fraserne om frihed alvorligt. Ministeren indgår en hemmelig handel med teknokraten John Carlyle (William Fichtner), som holder Elysium svævende. Hvis han skriver et program, som erstatter præsidenten, vil hans firma få monopolet de næste 200 år.

   Af flere grunde bliver det nødvendigt for Max at nå til Elysium inden fem dage. For det første er han ved at dø. For det andet genforenes han med Frey (Alice Braga) og bliver overtalt til at hjælpe hendes datter, som lider af leukæmi. Han indgår en handel med Spider og lader sig bruge som biologisk kurer. Programmet for Elysiums fremtid findes kun i den eftersøgte mands hoved.

HER er til gengæld en nyere trope. Kureren med en chip i sit hoved optrådte første gang hos William Gibson i novellen »Johnny Mnemonic« (1986) og blev fremstillet af Keanu Reeves i filmudgaven fra 1995. Johnnys hjerne kunne lagre »hundredevis af megabytes«, men brød sammen ved én gigabyte. Så parametrene har ændret sig.

   Dog ikke i Elysium, hvor den fint detaljerede begyndelse udarter i et plot, man har set mange gange, da Elysium løbes over ende. Mens kampen står mellem oprørere og soldater, hænger Freys og datterens liv i balancen. Der er fortsat originale islæt som NSA-agenten Kruger (Sharlto Copley), en sadistisk sydafrikaner, som rapporterer direkte til Jodie Fosters magtuhyre, indtil hun svigter hans tillid én gange for mange.

SYDAFRIKANEREN Neill Blomkamp havde stor succes med District 9 (2009), et dystopisk actionstykke, der brugte diskriminerede aliens til at demonstrere apartheid-mekanismen i et futuristisk Johannesburg. District 9 var inspireret low-tech. I Elysium har Blomkamp fået nøglerne til den store værktøjskasse og et fuldt budget at arbejde med. Den bedste investering er Matt Damon, som fremstiller Max med en nuanceret menneskelighed, der kompenserer for den mekaniske kamptummel.

Elysium. Instr. og manus: Neill Blomkamp. Foto: Trent Opaloch. 109 min. USA 2013. Dansk premiere: 15.08.2013

Foto: TriStar/ FilmAffinity/ Cinematerial/ Filmgrab [+]
Filmen streames (køb eller leje) på YouTube, Google Play, Blockbuster, SF Anytime, iTunes/ Apple+ TV og HBO Nordic
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.08.2013

Neill Blomkamp: District 9 (2009) [Sci-Fi 100]

REJERNES VÅBEN

Nyskabende sydafrikansk lærestykke

Af BO GREEN JENSEN

EN vældig vifte af konventioner fra ny og ældre sci-fi får et postmodernistisk ansigtsløft og en fortælleteknisk drejning i Neill Blomkamps originale District 9. Filmen er noget så sjældent som en sydafrikansk-newzealandsk co-produktion. På en måde er alt ved det gamle, på en anden er intet som før. I sin tid kom et kolossalt moderskib med udhungrede, rejelignende væsener til syne på himlen over Johannesburg, hvor det har stået bomstille i tyve år. De forkomne aliens blev evakueret og anbragt i et township-lignende Distrikt 9, hvor de har klaret sig ved tuskhandel, bl.a. med våben som de sælger til nigerianske gangstere.

   »Rejernes« teknologi er organisk, og mennesker kan ikke betjene de potente våben. Det viser sig, at man fra regeringens side har ført omfattende, unævnelige eksperimenter. Lokalt i Johannesburg hader man de fremmede med anti-semitisk ildhu, og ved filmens begyndelse er den naive Wikus van der Merwe (Sharlto Copley) af sin nedrige svigerfar blevet udpeget som leder af operationen, der skal rydde op i Distrikt 9. For syns skyld overholder man menneskerettigheder, men planen er at flytte de fremmede til en regulær koncentrationslejr.

UNDER ransagningen af barakbyen bliver Wikus ramt i ansigtet af væsken fra en beholder, som han åbner for tv-kameraets skyld. På kreativ low tech-vis er en stor del af filmen fortalt gennem arkivklip, fingerede nyhedsrapporter og tv-reportager. Det er med til at give filmen et vist troværdighedspræg og gør den mere interessant, fordi man aldrig ved, hvad der venter. Helhedseffekten af District 9 er ikke ulig dén, man havde af Matt Reeves' Cloverfield (2008), som med samme virkemidler gradbøjede katastrofegenren i ånden fra King Kong.

   Da Wikus bliver smittet, begynder hans DNA at forandre sig. Den ene arm muterer og gør ham i stand til at betjene de fremmedes våben. Samtidig ofres han af systemet, der i en smædekampagne beskylder ham for at have sex med de fremmede. Han skjuler sig i barakbyen, hvor han beslutter at hjælpe rejemanden Christopher Johnson (Jason Cope), som sammen med sin søn forsøger at vende tilbage til moderskibet, starte det og flyve hjem.

JO værre menneskene opfører sig, des mere vælger Wikus rejernes side. District 9 er nemlig også en klassisk øvelse i tolerance. I sine bedste afsnit har filmen samme følelse som Graham Bakers Alien Nation (1988), en lille, men betydningsfuld film, der brugte politigenren som skabelon. James Caan og Mandy Patinkin havde rollerne som to kriminalbetjente, den ene jordisk, den anden af ekstra-terrestrial herkomst. De blev hinandens bedste venner og opbyggede gensidig respekt, mens de patruljerede i grænselandet mellem vores og deres. Alien Nation var så effektiv, at en tv-serie efterfølgende blev produceret.

   District 9 benytter i stedet tonsvis af troper fra invasion-fra-det-ydre rum-undergenren og forsømmer ingen lejlighed til at drage paralleller mellem regeringens  behandling af »rejerne« og dagens sociale virkelighed. Det er næppe heller tilfældigt, at Distrikt 9 til forveksling ligner gaderne i Bagdad, når politisoldater griber ind på vegne af Multi-National United eller MNU, et regeringsorgan, som varetager relationerne mellem de fremmede og menneskene. Filmen gør dog sin stærkeste virkning ved at være forankret i en konkret moralsk konflikt. Wikus bliver et bedre menneske, mens han samtidig mister sin menneskelighed.

   

UDEN at være helt uforglemmelig, giver filmen stof til eftertanke og leverer en variation over det klassiske tema om den uskyldige mand, som jages af systemet og må lære at klare sig ude i marken. Baggrunden er meget raffineret eksponeret. Mod slutningen går der lidt for megen Jerry Bruckheimer/Transformers-agtig robotvold i filmen, men den er længe engagerende, tankevækkende, morsom på metavis og egentlig ret spændende.

   District 9 er skrevet og instrueret af Neill Blomkamp (Alive in Jo'burg), men produceret af Peter Jackson, manden bag Ringenes Herre-trilogien og en lang række opfindsomme genrefilm. Den lanceres derfor stort i USA, hvor den er åbnet som årets mest sete film. Man vil ikke nødvendigvis elske oplevelsen, men District 9 er værd at se for sin stil og de mange finesser. Den handler ikke om fremmede relationer, men om universelle og almene forhold. Om os.

District 9. Instr.: Neill Blomkamp. Manus: Terri Tatchell og Neill Blomkamp. Foto: Trent Opaloch. 112 min. New Zealand-Sydafrika 2009. Dansk premiere: 21.08.2009.

Fotos: MovieStillsDB/ Cinematerial/ Tri-Star Pictures
Filmen streames (lån, køb eller leje) på FILMSTRIBEN, Google Play, YouTube, iTunes/ Apple TV+, Blockbuster og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.08.2009

Carmen på kliksprog: U-Carmen (2005) [Berlinale Golden Bear 2005]

CARMEN PÅ KLIKSPROG

Mérimée og Bizet taler xhosa i Cape Town

Af BO GREEN JENSEN

PROSPER Mérimées romantiske kortroman Carmen (1845) er filmatiseret flere end 100 gange, både med og uden den smægtende tonsætning, som Georges Bizet og librettisterne Henri Meilhac og Ludovic Halévy fik uropført på Opéra-Comique i Paris den 3. marts 1875.

   I Operabogen, Gerhard Schepelerns næsten lige så slidstærke opslagsværk, kan man læse, at urteksten gengiver »den skildring, som den baskiske toreador Don José Lizzarrabengoa gav af sit liv, da Mérimée besøgte ham i fængslet kort før hans henrettelse for mordet på zigøjnersken Carmen; Mérimée kendte dem begge fra sine tidligere rejser i Spanien.«

   Det er bestemt en god historie, men den er ganske enkelt ikke sand. Under et seks måneder langt ophold i Spanien i 1830 spiste Mérimée af og til hos den adelige Montijo-familie. Husets datter, Eugenia, blev senere gift med Napoleon III. Hendes mor forsynede forfatteren med anekdoten, der inspirerede den erotiske skæbnefortælling. Da Mérimée publicerede sin novelle i tidsskriftet Revue des Deux Mondes markerede han ikke, at der var tale om et fiktionsværk. Snarere blev teksten lagt frem som et supplement til de causerende Lettres d’Espagnes, som havde fået et stort publikum ved udgivelsen 1830-31.

FORTÆLLINGEN har været omplantet til de fleste tider og steder. Allerede i 1918 fortalte Carmen of the Klondike historien i guldgravermiljø. Året efter præsenterede hollænderen Maurits Binger en Carmen of the North, mens den romantiske komedie A Campus Carmen (1920) foregik i amerikansk studentermiljø.

   De mest markante stumfilmsudgaver var Cecil B. DeMilles Carmen (1915) med Geraldine Farrar og Ernst Lubitschs Gypsy Blood (1918) med Pola Negri. Raoul Walshs Carmen (1915) havde Theda Bara, den originale »vamp«, i titelrollen. Dolores Del Rio var centrum i samme filmskabers The Loves of Carmen (1927).

   Charlie Chaplins Burlesque on Carmen (1915) føjer sig til det karikerende spor, som fra begyndelsen neutraliserer højromantikken, kulminerende i en sublim musikalsk dekonstruktion, »Carmen Murdered« (1953), ved Spike Jones and the City Slickers. Oscar Hammersteins afro-amerikanske Bizet-modernisering, Carmen Jones (1943), dannede skole. Otto Premingers 1955-filmatisering udspiller sig på en faldskærmsfabrik i Chicago, hvor Dorothy Dandridge og Harry Belafonte danner par. Et frisk kuriosum er Robert Townshends Carmen: A Hip Hopera (2001).

   

CHARLES Vidors The Loves of Carmen (1948), en ynkelig film med Rita Hayworth og Glenn Ford, var det sidste forsøg på at fjerne operafaktoren helt. Marlene Dietrich spillede aldrig Carmen. Man kan dog ikke se Josef von Sternbergs The Devil Is a Woman (1935) uden at tænke på Mérimée. Forlægget er en tekst af Pierre Louÿs, men Dietrich inkarnerer, med noget nær sadistisk skadefryd, den fatale spanske sirene Concha Perez, et erotisk fatamorgana, som kombinerer træk fra Lola Lola i Der blaue Engel (1930) med sjælen i Carmens historie.

   I nyere tid er de mest respekterede filmudgaver Carlos Sauras fra 1983 og Francesco Rossis fra 1984. Begge søger tilbage mod udgangspunktet. Sauras opsætning lader historien gentage sig i historien, da en moderne flamencotrup opfører Carmen. Rossis italienske version, med Julia Migenes-Johnson som Carmen og Placido Domingo som Don José, fjerner de recitativer, som Ernest Guiraud komponerede til Bizets operette, da den skulle opføres på Wieneroperaen i 1875. Der bliver atter talt mellem sangene hér.

PÅ så megen baggrund må man spørge, om det er muligt at tilføre Carmen noget som helst nyt. Cigaretpigen fordrejer hovedet på soldaten Don José. Selv bliver hun blød, da hun møder tyrefægteren Escamillo. Da kvinden tilpas mange gange har trådt på soldatens blødende hjerte, kan han ikke længere bære fornedrelsen. I frustreret kærlighed dræber han Carmen, som både fortjener og ikke fortjener sin straf, alt efter hvordan man ser på det hele.

   Fordi historien er enkel og evig, kan den overføres til snart sagt alle miljøer, hvor jalousi og erotisk besættelse trives. I U-Carmen eKhayelitsa føles det næsten, som om den vender hjem. Her er baggrunden livet i Khayelitsa ved Cape Town, det næststørste township i Sydafrika.

OPERATIONEN er enkel, men ret genial. Bizets musik er moderniseret, mens librettoen for første gang kan høres på kliksproget xhosa. Mixet fungerer forbavsende godt. Faktisk minder den musikalske oplevelse om synet af en fresko, der er blevet renset og fremstår i friske primærfarver. Også historien er gjort nærværende med et snuptag. Carmen og hendes kolleger sidder i en barak og ruller cigaretter, mens soldaten Don José er forvandlet til en selvsikker politiofficer, Jongikhaya.

   Carmen kaster ikke sin kærlighed på en toreador, men på en operastjerne, tenoren Enkomo, der begyndte at synge på gaden i Khayelitsa. Enkomo spilles af Zweilungile »Zorro« Sidloyi, som også i virkeligheden er a local lad made good. Filmens hovedgevinst er dog Pauline Malefanes Carmen, en firskåren, stolt og målrettet kvinde, der i dén grad hviler i nuet og tror på at leve drifterne ud. Hun er mere jordbunden og derfor mere troværdig end de skælmske fristerinder i den hvide europæiske tradition.

OBJEKTIVT set er filmen ingen erfaringsoverskridende oplevelse. U-Carmen eKhayelitsha er instrueret af Mark Dornford-May, som til hverdag leder teatergruppen Dimpho Di Kophane i Cape Town. Dornford-May og komponisten Charles Hazlewood, som begge har rod i britisk teater, blev i 2000 bedt om at stifte og drive et opsøgende sydafrikansk teaterkompagni. Carmen blev hurtigt det populære islæt i repertoiret. Filmen tager afsæt i sceneversionen og har alle den filmatiserede musicals begrænsninger. Endvidere er det tydeligt, at de medvirkende ikke er kameravante.

   Imidlertid er kropsvarmen, livsglæden og entusiasmen næsten taktile faktorer. Politisoldaterne synger om at få tiden til at gå med at vente og se på pigernes bagdele. Opbyggelige budskaber om at huske at bruge kondom, når man elsker, er lidet subtilt integreret i sammenhængen. Der er en distinkt atmosfære af hjemstavnsteater i den rigeligt folkloristiske film. Alligevel fungerer den, og især Malefanes frodige sorte Carmen er betagende.
   U-Carmen var en populær førsteprisvinder på Berlinalen i 2005. Filmen fik kun den ene festivalpris. Til gengæld blev den solgt og distribueret i de fleste territorier. Den nåede Danmark med halvandet års forsinkelse, men der blev taget godt imod den. Filmen fik et liv uden for Sydafrika. Det var ikke sket uden Berlinalen, som sikrede sig, at festivaldeltagerne fik den set ved at udtage den til hovedkonkurrencen. 

Carmen (u-Carmen eKlayelitsa/ Carmen in the Township). Instr.: Mark Dornford-May. Manus: Andiswa Kedama, Pauline Malefane, Mark Dornford-May. Foto: Giulio Biccari. 120 min. Sydafrika 2005. Dansk premiere: 12.04.2006

Fotos: Spier Films/ Koch Lorber Films/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ WikiMedia/ MediaStills DB/ Palisades Tartan

Filmen streames ikke p.t. (men kan ses, hvis man søger på YouTube)

DVD fra Tartan Video (UK) 24.07.2006 (forhandles stadig i 2025)
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.04.2006