Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005)

JUL I INGENMANDSLAND
Den Store Krig holdt pause i julen 1914

Af BO GREEN JENSEN

DET bedste er nok, at historien er sand. Julenat 1914, da krigen i Europa var fire måneder gammel, og ingen kunne vide, hvor stor den ville vokse sig, mødtes franske, tyske og britiske tropper for en stund i ingenmandslandet mellem skyttegravene. De sang i kor om fred på jord, udvekslede rationer, viste fotos af de kære frem. En fodboldkamp blev sat i værk. Ingen misbrugte den interimistiske våbenhvile, men bagefter gik man tilbage og begyndte at dræbe hinanden igen.

EPISODEN er genfortalt mange gange, og flere har været inde på, at den muligvis er apokryf. Europa elsker historien, fordi den synes at demonstrere, hvordan vi i den gamle verden fører krigen lidt mere civiliseret. I julen 1971 intensiverede Richard Nixon de amerikanske bombardementer i Vietnam. Sådan er vi ikke i Europa. Vi deler te og sympati med fjenden, spiser følsom pølse sammen og ønsker hinanden held med at keep the home fires burning.*

CHRISTIAN Carion (Pigen fra Paris, Dengang i maj) graver dybere i historien. Blandt andet skildrer Joyeux Noël de rasende reaktioner og anklager om forræderi, som officerernes respektive baglande lader hagle ned over Ingenmandsland. Episoden får vidtrækkende disciplinære konsekvenser, og man skal langt frem i tiden, før nogen ser forsonligt på de kæmpende mænds julefred. I tilbageblik har man et billede af 1. verdenskrig som et absurd slagteskue, hvor menige blev sendt i døden af arrogante officerer. Faktisk var det om noget officerernes – mellemledernes – fortjeneste, at den skrøbelige fred kom i stand.

DEN historiske afstand er nu så stor, at filmen kan skildre de stridende hære som ligeværdige parter. Carion fokuserer især på den tyske løjtnant Horstmayer (Daniel Brühl), hans franske modstykke Audebert (Guillaume Canet) og den skotske præst (Gary Lewis), som genfinder troen på livet, da han får lov at forrette julegudstjenesten. Horstmayers jødiske hustru har familie i Paris, franskmanden Guesselin (Lucas Belvaux) må snige sig over linierne for at holde kontakt med familien. Disse mænd husker endnu, at fjenden var en slags ven lige før. De lystrer ikke altid, når generalerne vil se resultater.

DET virker fantastisk, at kejser Wilhelm sender juletræer til de tyske skyttegrave, men det skete lige så sikkert, som at en tysk tenor (Benno Fürmann) lod sig fragte til fronten for at synge julen ind. Den danske sopran Anne Sørensen (Diane Kruger) er derimod Carions fiktion. Filmen lader parterne tale deres egne sprog, men æstetikken har prioritet. Akustikken ved fronten er upåklagelig.

   Skønt det fryser, og jorden er dækket af sne, er der ingen åndeskyer på mørket. Vi er langt fra den absurde realisme i Stanley Kubricks Paths of Glory (1957, da. Ærens vej) og Joseph Loseys King & Country (1964, da. For konge og fædreland). Vi er for den sags skyld langt fra den kuraterede krig i La chambre des officiers (2001) og Un long dimanche de fiancailles (2004), som var de års andre franske fremstillinger af brodermordet i Flandern.**

ALLIGEVEL gør filmen et stort og positivt indtryk, fordi den fokuserer på menneskeligheden og nægter at nedskrive freden til myte. Lars Lilholt oversatte i 1995 en engelsk soldats brev om oplevelsen og udgav sangen »Jul i Ingenmandsland«. Det lyder sikkert corny, men bekræfter alligevel noget om de mennesker, som vi også kan være, når det i sidste strofe siges: »Vi mødtes igen 1. juledag/ begravede de døde./ Jorden var hård, frossen og kold/ sindene var bløde./ Det var som hørte vi en stemme/ på totusind års afstand/ fra Bethlehem til Flandern/ midt i Ingenmandsland.«

NOTER

*) Julevåbenhvilen er skildret bl.a.  i Oh! What a Lovely War (1969, da. Åh, sikken herlig krig!), Richard Attenboroughs til mindste rolle stjernebesatte filmudgave af Joan Littlewoods ikoniske antikrigsmusical fra 1963. Som teater var forestillingen kontroversiel. I 1969 var stemningen vendt til begejstret konsensus. Attenboroughs filmatisering – hans debut som instruktør efter 20 år som skuespiller – var nomineret i ti kategorier og modtog 5 priser ved BAFTA Awards 1970. Len Deighton skrev manuskriptet og var med til at producere. Forfatteren tog sit navn af creditlisten, fordi han fandt den færdige film for blød og forvansket.  Alfred Ralston bearbejdede musikken og sangene fra sceneversionen.

**) François Dupeyrons film om livet på en hospitalsstue for invaliderede officerer havde premiere på Cannes Festivalen 2001 og blev vist på Copenhagen International Film Festival 2003. Vi kaldte den da Officerernes stue. Den engelske titel er The Officer's Ward. Jean-Pierre Jeunets En lang forlovelse – med Audrey Tautou som krigsenken, der prøver at finde ud af, om hendes deserterede kæreste lever – var baseret på romanen af Sébastien Japrisot og havde dansk premiere i januar 2005. Jeunets detaljerede rekonstruktion af skyttegravslandskabet var den mest omfattende fremstilling før Steven Spielbergs filmatisering af Michael Morpurgos War Horse (2011). Sam Mendes' kropsnære 1917, der udspiller sig i virkelig tid og er lavet i ét langt take, fik dansk premiere i januar 2020. De vansirede soldaters situation er udgangspunktet for efterkrigstidsskildringen i Au revoir là-haut (2017, da. Vi ses deroppe), Albert Dupontels eventyrlige filmatisering af Pierre Lemaitres romantrilogi om Les enfants du désastre (2014-2020).

Joyeux Noël (En dag uden krig). Instr. & manus: Christian Carion. Foto: Walther Vanden Ende. 116 min. Belgien-Rumænien-UK-Tyskland-Frankrig 2005. Dansk premiere: 09.12.2005

Foto: Nord-Ouest Films/ Senator Film Produktion/ The Bureau/ Artémis Productions/ Media Pro Pictures/ TF1 Films Production/ Les Productions de la Guéville/ Canal+/ CinéCinéma/ Sat 1/ Centre national du cvinéma et de l'image animée/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ FilmAffinity/ YouTube (clip + trailer)/ LLMusicVideos (Lars Lilholt: Jul i Ingenmandsland). 

Filmen streames ikke i DK - i UK, Tyskland og Frankrig bl.a. på AMAZON PRIME og Amazon Store
2K Blu-ray fra UCG PH 01.03.2012

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.12.05