Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007)

KOMMERCIEL GRAMMATIK
Version 2.0 af studiet i sadisme for begyndere

Af BO GREEN JENSEN

TI ÅR efter den tysksprogede førsteudgave af Funny Games, en af flere chokeffekter på Cannes Festivalen i 1997, har Michael Haneke genindspillet sin kontroversielle voldsfilm om filmvold. Funny Games er mediekritisk analyse forklædt som en øvelse i voyeuristisk sadisme. Den originale film var en intenst ubehagelig oplevelse, som med streng konsekvens afleverede flere relevante pointer og fremviste Hanekes faste kæpheste.
   Det samme gælder den engelsksprogede genindspilning, som kopierer den første film scene for scene. Gentagelsen har dog ikke samme præg af nødvendighed. Siden har Haneke sagt vigtigere ting om beslægtede emner i mere subtilt chokerende arbejder som Elfriede Jelinek-filmatiseringen La Pianiste (2001, da. Pianistinden) og den eminente Caché (2005, da. Skjult).

OGSÅ i den nye version ankommer en selvtilstrækkelig kernefamilie, bestående af Far (Tim Roth), Mor (Naomi Watts), Søn (Devon Gearheart) og Hund (schäferhunden er nu en retriever), til sommerhuset og indretter sig. En tennisklædt ung mand banker på og er skiftevis høflig og uforskammet. Da hans ven støder til, bliver stemningen åbenlyst truende.
   Bløde Peter (Brady Corbet) og Skarpe Paul (Michael Pitt) leger snart kat-og-mus med familien. Far bankes ned med en golfkølle, Sønnike likvideres i tv-stuen. Skal Mor da være the final girl, som overlever ifølge genrekontrakten? Nej, for her dræbes alle håb systematisk, når publikum har leget med tanken. Nådesstødet kommer i signaturscenen, hvor salen griber sig selv i at juble, da Mor skyder Peter rent gennem brystet. Paul finder fjernbetjeningen og kører filmen tilbage til stedet, hvor tingene begyndte at gå skævt.

SCENEN virker stadig, men det er karakteristisk for den nye version, at Haneke udpensler mere. Michael Pitt forklarer, at han leder efter fjernbetjeningen. I den gamle film greb Arno Frisch den uden videre og spolede båndet tilbage. Det kommer ikke bag på tilskueren, at han medvirker i en metafiktion. De unge mænd forstår vort behov for at trække pinen i langdrag og henvender sig til publikum i asides, som inddrager tilskueren. Haneke vil demonstrere, at vi som mediebrugere følger en bestemt rituel liturgi og er afhængige af vort adrenalinfix.

DER er tale om en tro kopi, og så man ikke den østrigske original, kan man nok have udbytte af genindspilningen. Watts og Roth gør det udmærket i Susanne Lothars og Ulrich Mühes sted, mens Pitt og Corbet kopierer typologien hos Arno Frisch og Frank Giering. Amerikaniseringen af den borgerlige selvtilfredshed er gennemført. Haneke lader dog fortsat tysk primalpunk tage livet af Händel, Mascagni og Mozart, da man hygger sig med en operaquiz i familiens firehjulstrækker. Der må findes en mere effektiv amerikansk musik til formålet.
   Det er en syg film, som vil inkarnere der Zeitgeist. Det gjorde den mere spektakulært i 1997, før torturporno som Saw-serien og Hostel-filmene blev mainstream i teenagesegmentet.

DER er en grundlæggende skævhed ved Hanekes eksponering af sit tema. Horrorfans er sjældent psykopater. De ser ikke smerten og lidelsen som realistiske elementer, men som rekvisitter og metaforer, effekter i et stilapparat. Hanekes mediekritik i Benny’s Video (1992) havde mere bid og relevans. En teenagedreng dræbte sin kæreste, da hun ikke ville som kvinder på film, og Far og Mor hjalp til med at rydde op efter drabet. Her havde Haneke kraft bag sine stød. I Funny Games bliver han ét med det sprog, som han vil kritisere.
   Haneke ønsker, at vi tager de sadistiske lege alvorligt, men det er næppe muligt på grund af metatekstualiteten. Tilbage står en ekstrem stiløvelse, der vil gøre os til medsammensvorne, men spørgsmålet er, om vi er det. Argumentet fremlægges overbevisende, men konklusion virker fortænkt. Det ville være interessant at se, om en ægte Hollywood-film kunne fastholde Hanekes ubønhørlige præmis. Funny Games U.S. er en uafhængig produktion, som næppe får bred amerikansk distribution.* Altså mere et emne for Smagsdommerne, som vil nyde at gyse anstændigt, da operahyggen sprænges i luften.

*) I et interview fra december 2012 siger Haneke om den amerikanske genindspilning: »Forfærdeligt. Den værste oplevelse i mit professionelle liv. For jeg undervurderede måden, de laver film på, hvor lang tid det tager. Det er så tungt og klodset, at man bliver skør. Jeg lavede originalen på seks uger, og det var let at nå det hele på seks uger. I Amerika havde jeg otte uger, og det var en kamp til stregen at nå det. Så det var en dårlig oplevelse, ikke på grund af stedet og menneskene, men fordi der ikke var penge nok i produktionen. Det opdagede jeg hen ad vejen. Producerne var ikke professionelle. Jeg synes ikke, filmen er dårlig, men den krævede kræfter at lave.« 

Funny Games (Funny Games U.S.) Instr. og manus: Michael Haneke. Foto: Darius Khondji. 113 min. Østrig-Frankrig-UK-USA 2007. Dansk premiere: 04.04.2008

Fotos: Celluloid Dreams/ Nordisk Film/ FilmGrab [+]

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.04.2008