Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]

VÆGTLØS

Claire Denis i verdensrummet

Af BO GREEN JENSEN

CLAIRE Denis (f. 1946) har skabt en lang række kompromisløse og frapperende film, ofte om mødet med Det og Den Anden, repræsenteret gennem køn, klasse, geografiske forskelle og etniske identiteter. Efter Agnès Vardas død er hun vel dronningebien i moderne fransk film.

    Flere af Denis’ film har gået i danske biografer, fra Beau Travail (1999) til Luk solskinnet ind (2017). Andre kom aldrig i distribution, for eksempel vampyrfablen Trouble Every Day (2001), den anstrengende L’Intrus (2004) og den fremragende White Material (2009) med Isabelle Huppert.

   I 2018 fik Denis mulighed for at lave sin første engelsksprogede film. Det blev et filosofisk science fiction-arbejde. High Life stiller alle de sædvanlige spørgsmål og er til overflod fuld af møder med andetheden. Der er ingen lineær handling. Alligevel må det undre, at alle de danske distributører sagde fra.

VED begyndelsen er Mose (Robert Pattinson) alene med et spædbarn, en lille pige, som han kalder Willow, på et fragtskib, der rejser gennem rummet. Han udfører reparationer, mens han taler til Willow. Et stykke værktøj forsvinder i vægtløsheden. Inde i skibet flytter han døde astronauter omkring og arrangerer sine rumdragter. Han taler til computeren, som hver dag giver missionen et døgn mere at leve i.

   Denis klipper frem og tilbage i tiden. Skibet var fuldt af uforbederlige fanger, som skulle nå et sort hul i rummet, samle energien og sende den hjem. Kaptajnen havde kun lidt at sige. Doktor Dibs (Juliette Binoche) var den virkelige leder. Hun forskede i fertilitet.

   Man kommer stadig dybere ned i historien, der i sig selv er som et sort hul. Klar eller fast bliver den aldrig. Til gengæld foretager tiden berusende spring. Der er erindringer om Jorden og den første tid på skibet, da de var mange. Nu er der kun Pattinson, barnet og den tilgroede have, som glinser i grønt, blåt og guld.

   High Life er en fabel i den spekulative tradition fra 2001 til Contact, Sunshine og Interstellar. Den ligner slet ikke Star Wars. Denis henviser især til Douglas Trumbulls Silent Running og Andrej Tarkovskijs Solaris, begge fra 1972. Erindringen strømmer på samme måde, det er den samme drivhushave, som Bruce Dern vil dræbe for at bevare i Silent Running. High Life er også en robinsonade som Moon.

FANS af visioner vil nyde High Life. Er man til action, har man nok en kortere tålmodighed. Binoche rider på en stor sexmaskine og høster mændenes sæd. Pattinson beder barnet lade være med at græde, for han kan ikke rumme mere. Det er uafbrudt fængslende og interessant, men nogen forklaring kommer der aldrig.

    Plakaten giver vel et hint om hensigten. Den behandskede astronauthånd holder om barnets, så det ligner Gud og Adam, der udveksler livsgnisten.Som altid hos Denis har Stuart Stables fra Tindersticks skrevet musikken. Det er sanselig sci-fi med kritisk forankring.

High Life. Instr.: Claire Denis. Manus: Claire Denis, Jean-Pol Fargeau, Andrew Litvazk og Nick Laird. Foto: Yorick Le Saux. 113 min. UK-Frankrig-Tyskland-Polen 2018. Dansk premiere: 12.12.2019 [Cinemateket].

Fotos: Wild Bunch/ DFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 13.12.2019