To versioner: The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]

 

SYV MÆND GÅR TIL ANGREB

The Magnificent Seven rider igen

 
Af BO GREEN JENSEN
 

DENNE satsning har fornemme aner. Det begynder med Akira Kurosawas De syv samuraier (1954). Her forsvarer Toshiro Mifune og seks andre ronin en fredelig landsby mod 40 banditter, som tror, at de kan tage, hvad de vil have.
   De syv samuraier blev vist på filmfestivalen i Venedig, hvor Kurosawa i 1950 havde vundet førsteprisen for Rashomon – Dæmonernes port. Den fik større betydning uden for Japan, hvor man syntes, at instruktøren var for moderne og amerikansk i sit udtryk.
   Kurosawa var ofte inspireret af vestlig pulp fiction, som han til gengæld gav gode ideer. I 1961 brugte han Dashiell Hammetts Red Harvest som afsæt for samuraihistorien Yojimbo. Tre år senere brugte Sergio Leone Yojimbo som forlæg for En nævefuld dollars, den første af de stilskabende europæiske westerns, som ændrede genren for altid.
   Producenten Walter Mirisch købte rettighederne til De syv samuraier og bad John Sturges omsætte den til amerikansk. The Magnificent Seven (1960, da. Syv mænd sejrer) er både et regulært remake og en af de sidste store studiewesterns. Yul Brynner har rollen som Chris Roberts, der samler seks kompetente kolleger. Landsbyen ligger i Mexico. Eli Wallach leder banden, der hærger og henter forsyninger.
   The Magnificent Seven blev køligt modtaget, men over tid fik den klassikerstatus. Elmer Bernsteins score er stadig, hvad man forbinder med westernmusik før Ennio Morricone. Tre fortsættelser blev produceret. Yul Brynner medvirkede kun i den første.*
   De øvrige seks revolvermænd bliver spillet af Steve McQueen, Charles Bronson, James Coburn, Brad Dexter, Robert Vaughn og Horst Buchholz. Ideen med at samle et hold er brugt igen og igen. Det er stadig svært at tage filmen alvorligt, men patina har den unægtelig fået.

ANTOINE Fuquas genindspilning følger forlægget nøje. The Magnificent Seven er et gennemført forsøg på at lave en gammeldags western, og i 2016 vil det sige, at man også inddrager elementer fra 60ernes spaghettiwesterns og de desillusionerede genrestykker, som følger fra 70ernes New Hollywood til nu. Men generelt er de ældste skabeloner skuret rene.
   Mest markant er justeringen af det etniske mix. Brynners karakter hedder nu Sam Chisolm og bliver spillet (upåklageligt) af Denzel Washington. Han sekunderes af en comanchekriger (finurligt nok kaldet Red Harvest og spillet af Martin Seismeier), en latino (Manuel Garcia-Rulfo) og en asiat (Byung-hun Lee), der kaster med knive, som James Coburn gjorde i 1960-versionen.
   Stifinderen Jack Horne (Vincent D’Onofrio) og sydstatsveteranen Goodnight Robicheaux (Ethan Hawke) er så excentrisk tegnet, at de tangerer minoriteter. Det er faktisk kun Chris Pratt – i Steve McQueens gamle rolle – der ligner en traditionel westernhelt.
   William Roberts er stadig krediteret for manuskriptet, som Richard Wenk og Nic Pizzolatto (True Detective) har broderet videre på. Det var sikkert blevet sjovere, hvis Quentin Tarantino havde gjort for Kurosawa, hvad han gjorde for Django i Django Unchained. For resten skylder The Hateful Eight naturligvis The Magnificent Seven sin titel.

FUQUAS version åbnede årets filmfestival i Toronto og lukkede samtidig dén i Venedig. Snart sagt alle fandt fejl ved historien. Det er nu ikke retfærdigt.
   For eksempel blev det set som et problem, at 1960-udgavens mexicanske landsby er skiftet ud med en gudfrygtig nybyggerby, Rose Creek, der lever i frygt og bæven for røverbaronen Bartholomew Bogue (Peter Sarsgaard) og hans private hær på flere hundrede mand.
   Wenk og Pizzolato har med andre ord brugt den ærketypiske prærieby, der trues i westerns fra High Noon til Heaven's Gate (og parodien Blazing Saddles). Men i den gamle film må de ubehjælpsomme wetbacks søge hjælp hos hårde gringoer. Mexicanerne er endda klædt i hvidt.
   Fuqua har også slettet sidehistorien om, hvordan byen gemmer sine kvinder af frygt for, hvad gunfighterne kan finde på. Her er det en kvinde (Haley Bennett), som hyrer Sam Chisolm, da mændene har diskuteret for længe.
   De syv rider ind og sætter sig i respekt. Slangen Bogue kommer med hele sin hær og en fej Gatling Gun – et maskingevær – af samme slags, som fælder de sidste hårde mænd i The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande).** Da har byen selv mobiliseret.
   Der er bedre nye westerns, mange endda, men ingen i den store form, som hér får en chance mere i solen. The Magnificent Seven er ikke en dyb film, men den har charme, spænding og masser af stil. Det var mere end rigeligt back in the day.

*) Return of the Seven (1966, da. Syv mænd vender tilbage), Guns of the Magnificent Seven (1969, da. Syv mænd rider igen) og The Magnificent Seven Ride (1972, da. Syv mænd går til angreb). I den sidste film har Lee Van Cleef overtaget rollen som Chris Roberts. Sammenføringen af amerikansk og europæisk western er således gennemført. I tv-serien The Magnificent Seven (1998-2000), som Pen Densham og John Watson udviklede for CBS, er ideen bevaret, men landsbyen forsvarer sig mod forhenværende sydsstatssoldater og er beboet af indfødte amerikanere. Yul Brynner medvirker kun i den første fortsættelse. Det er muligt, at han følte sig sat i bås. Til gengæld er dræberrobotten Gunslinger, som Brynner fremstiller iskoldt og ikonisk i Westworld, Michael Crichtons temaparkthriller fra 1973, baseret på Chris Roberts-figuren. For Crichton var Westworld en skitse til ideen om den løbske temapark, som Jurassic Park-universet folder ud i stor skala. Således kan både Steven Spielbergs Jurassic Park-franchise og HBO-serien Westworld (2016-2022) siges at have aner i De syv samuraier. Det samme gælder John Lasseters Pixar-film A Bug's Life (1998, da. Græsrødder). Akira Kurosawa (1910-1998) kaster meget lange skygger. 

**) Sam Peckinpahs monumentale western er et hovedværk i genren, på én gang vendepunkt og hjørnesten. The Wild Bunch var uhyre kontroversiel. Filmen blev beskåret og endda forbudt i flere lande. Også i DK bølgede debatten. De stærke reaktioner knyttede sig til det apokalyptiske skudopgør i slutningen, hvor Pike (William Holden) og de øvrige lovløse mænd på kamikazevis gør fælles front mod et mexicansk regiment på 200 mand.

   Vel vidende at de aldrig slipper levende ud af Agua Verde, skyder de fra sig og forvandler landsbyen til et blodblad. Et antikveret maskingevær føjer særlig slagkraft til Pikes last stand, og Peckinpah nyder at koreografere den ekstreme, stiliserede vold som en ballet.

   Det er dog også en moralsk voldsorgasme. For første gang i deres lange løbebane handler mændene uselvisk, engagerer sig i en kamp for det gode og solidariserer sig med de mexicanske bønder fra bandemedlemmet Angels landsby. Samtidig er Robert Ryan på jernbanens vegne ved at indhente og uskadeliggøre sine gamle kampfæller. Vi skriver 1914. Verdenskrigen er begyndt i Europa, og de sidste hårde mænd ved, at de er anakronismer. 

   Heraf den elegiske tone, som filmen er gennemskudt af. Den repræsenterede noget nyt og farligt i 1969, ligesom Peckinpahs voldsomme stil og maskuline etos blev betragtet med yderste skepsis af såkaldt progressive kræfter, der talte den kompromisløse instruktør blandt høgene. Filmen besidder en egen vild skønhed og er fuld af en romantisk stoicisme, som især Holden og Ryan inkarnerer. Æstetisk er The Wild Bunch tydeligt inspireret af de nye europæiske westerns, som gav genren nyt liv midt i 1960erne. Motivisk er den solidt forankret i amerikansk tradition. Peckinpahs mytologiske epos repræsenterer bogstaveligt endestationen.

The Magnificent Seven. Instr.: Antoine Fuqua. Manus: Richard Wenk og Nic Pizzolatto. Foto: Mauro Fiore. 128 min. USA 2016. Dansk premiere: 22.09.2016.

 

Syv mænd sejrer (The Magnificent Seven). Instr.: John Sturges. Manus: William Roberts. Foto: Charles Lang. 128 min. USA 1960. Dansk premiere: 05.07.1961.

Fotos: MGM/ Richard Blanshard/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ SF Studios

Begge versioner streames på Blockbuster, Google Play, iTunes og SF Anytime; 2016-filmen endvidere på Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies. 1960-udgaven ligger også på FILMSTRIBEN.

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.09.2016 - Noten om The Wild Bunch er fra filmsitet Scope, februar 2000