Retfærdighed for kærligheden
Af BO GREEN JENSEN
Til gengæld var n-ordet gangbart. Parret forelskede sig på et tidspunkt, hvor såkaldt »blandede ægteskaber« endnu var forbudt i flere sydlige stater. Derfor tog Mildred og Richard til Washington D.C. for at blive gift. Det var i juni 1958. Ved hjemkomsten blev de stillet for retten og idømt ét års fængsel hver.
Straffen blev gjort betinget under forudsætning af, at Richard forlod Virginia og holdt sig væk i 25 år. Det bizarre tilhold blev nidkært håndhævet, skønt Richard og Mildred forsøgte at leve så stille som muligt og passe sig selv. For de brød selvsagt loven igen og igen.
EFTERHÅNDEN som 60erne udviklede sig, blev forholdet interessant for borgerrettighedsbevægelsen og andre politiske kræfter. Mod Richards vilje rejste Mildred en sag. Pressen blev mobiliseret. Især en fotoreportage i LIFE Magazine gjorde indtryk på offentligheden, men der var nej-sigere til det sidste. Som dommer Leon M. Bazile fra den øverste ret i Virginia formulerede det i sin kendelse:
»Den almægtige Gud skabte racerne hvide, sorte, gule, malajsiske og røde, og han anbragte dem på forskellige kontinenter. Og var det ikke for menneskers indblanding i hans arrangement, ville der ikke være basis for sådanne ægteskaber. At han adskilte racerne, er en kendsgerning, som vidner om, at han ikke havde til hensigt at lade racerne blande.«
Det var stærke ord selv i 1964. Dommen blev appelleret, og sagen cirkulerede i alle forgreninger af det amerikanske retssystem. Endelig kom den for Højesteret. Parret vandt i 1967, og Loving v. Virginia skabte præcedens, så alle særlige ægteskabslove blev ophævet med øjeblikkelig virkning. Siden har den 12. juni været markeret som Loving Day.
MAN kan lege med tanken om, hvordan sagen ville forløbe i dag. Jeff Nichols skrev og instruerede Loving, før Donald Trump blev valgt, før gadekampene i Charlottesville, ja selv før Barry Jenkins fik en Oscar for Moonlight. Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2016. Fordi ingen distributør turde samle den op, fik Loving premiere i Cinemateket.
Helt i Loving-parrets ånd er det en undselig og diskret film, som hellere siger for lidt end for meget. Richard ville ikke rodes ind i politik. Mildred forstod, at en sag var nødvendig. Har Loving et tema, er det konflikten mellem at møde alt med åben pande eller følge strudsens strategi. For vist nytter det at kæmpe, men opmærksomheden har sin pris.
JEFF Nichols har på ti år lavet fem af de skarpeste amerikanske film i nyere tid. Take Shelter (2011) – med Michael Shannon som survivalisten, der venter på en bibelsk storm og bliver despot for at beskytte sin familie – og pubertetsdramaet Mud (2012) – med Matthew McConaughey som flygtning og faderfigur – fik begge dansk premiere og megen kritikerros.*
Derimod har den X Files-agtige Midnight Special (2016) – om drengen med magiske øjne, der bliver jaget både af (salig) Sam Shepards sekt og mænd i sort fra FBI – og Loving været særlige tilbud. Lad mig sige det, så det kan høres: Det er synd at gå glip af Jeff Nichols, fordi man frygter gode genrefilm. Det er faktisk direkte dumt.
FILMEN fravælger alle effekter og stoler på styrken i sin historie. Joel Edgerton og Ruth Negga er eksemplarisk ordinære som parret, der bliver helte og martyrer mod deres vilje. Michael Shannon spiller Grey Villet, som tog de ikoniske fotos til LIFE.
Sagen har været skildret i en tv-film fra 1996 og en HBO-dokumentar fra 2011. Loving føjer intet til, men den giver et bedre bud på stemningen og sætter følelserne i politisk perspektiv.
Ikke siden sen-60erne har der været så mange film med et racemotiv: Ryan Cooglers Fruitvale Station, Moonlight, Nate Parkers The Birth of a Nation, Denzel Washingtons Fences, Kathryn Bigelows Detroit. Det er klart, at de taler mindre fortroligt til et dansk publikum. Men sæt de handlede om vores forhold til Islam.
Det kan ligne opportunisme, men selv hvis det er, siger det meget om kulturen, der bevæger og åbner sig til det bedre. »Time has come today,« sang The Chambers Brothers i 1967. Det er atter blevet modstandens tid, og intolerancen har aldrig holdt fri.
Båden venter sammen med Mud (Matthew McConaughey), som er en karismatisk og uudgrundelig mand, der gemmer sig på øen, mens han lægger store planer om at generobre sit livs kærlighed. Denne er, skal det vise sig, ret ligeglad, og der er andre detaljer i Muds historier, som næsten må være noget, han digter. Men drengene sætter pris på den romantiske gestus, og tiden med Mud bliver en sommer for livet.
Jeff Nichols har sans for at blande drengenes synsvinkel med den voksne udgave af virkeligheden, som er hård og prosaisk. Der er en voldsom scene i filmens slutning, som gør den til andet og mere end en ungdomsfilm. Ligesom Huckleberry Finn har Mud flere lag og niveauer, man kan gå ind i eller lade ligge. I den forstand er det en film for alle aldre.
Mud var i Cannes i 2012 og er endnu et bevis på, at den amerikanske independent-film lever. McConaughey har udviklet sig til en spiller, der virkelig kan lidt af hvert. Man kunne samtidig se ham som masochistisk jurist i The Paperboy og fandenivoldsk mandestripper i Magic Mike. I 2013 fulgte den ikoniske karakter i Dallas Buyers Club, som indbragte McConaughey en Oscar.
I andre roller ses Reese Witherspoon, Michael Sheen og Sam Shepard, men det er Mud og drengene, som bærer den stemningsfulde skildring af et evigt og nødvendigt uskyldstab. Tænk Prince of Tides og Dræb ikke en sangfugl. Der er stadig godt nyt at høre fra Syden.
Mud. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 130 min. USA 2012. Dansk premiere: 21.11.2013
.jpg)
Loving. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 123 min. USA 2016. Dansk premiere: 31.08.2017 (Månedens film i Cinemateket).
Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB, Raindog Films/ Grey Villet (Life Magazine fotoserie)
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 22.11.2013 + 01.09.2017
Ingen kommentarer:
Send en kommentar