onsdag den 8. september 2021

Omkring Orson Welles: The Big Brass Ring (1999)


STRÅLENDE LUCIFER
Efterladt Orson Welles-arbejde

Af BO GREEN JENSEN

I 1979, sent i sin lange, blakkede karriere, brugte fabeldyret Orson Welles otte måneder på at skrive manuskriptet »
The Big Brass Ring«. Ideen var ikke hans egen. Faktisk ville Welles hellere i gang med Karen Blixen-filmatiseringen The Dreamers, et andet af de mange projekter, som aldrig blev til noget.*
   Henry Jaglom, en uafhængig instruktør og producer, der havde overtaget pladsen som Welles’ discipel efter Peter Bogdanovich, holdt imidlertid legenden til ilden. Han lovpriste hver eneste scene, som Welles skrev, og efterhånden kom den store mand til at tro på projektet. The Big Brass Ring kunne blive filmen, der sent i karrieren supplerede mesterværket Citizen Kane (1941, da. Den store mand).
   The Big Brass Ring blev aldrig produceret, men projektet var et af de mere håndgribelige luftkasteller, som Welles brugte sine sidste år på. Producenten Arnon Milchan ville investere otte millioner dollars i projektet. Det stod fast, at Welles selv skulle have alle de store replikker i rollen som Kim Menaker, den dæmoniske faderfigur, men Milchan krævede en stærk ung stjerne som guvernørkandidaten, der bliver indhentet af sin fortid.


JAGLOM kontaktede bl.a. Robert Redford, Clint Eastwood, Jack Nicholson, Warren Beatty og Burt Reynolds. Forskellige biografier har forskellige bud på, hvilke grunde de gav for at sige nej tak til rollen, men måske kommer David Thomson nærmest sandheden i Rosebud: The Story of Orson Welles (1996). Thomson komplimenterer de adspurgte mænd for deres smag og har intet til overs for manuskriptet, som udkom i bogform i 1987. Ifølge ham har det fået status som en hellig gral, fordi det aldrig blev realiseret.


DET blev det i 1999, da George Hickenlooper instruerede en ajourført version af den gamle historie. William Hurt spiller guvernørkandidaten, der svigtede sin bror og lever af sin kones penge. Nigel Hawthorne smører tykt på som Menaker, den »strålende Lucifer«, som Welles havde skabt med henblik på sig selv, men Hurt yder en solid præstation. Miranda Richardson og Irène Jacob er velanbragte som hustruen og journalisten, der graver i kandidatens belastede fortid.
   Problemet ligger snarere i dialogen, som er fuld af teatralske replikker, der skurrer mod den saglige stil. Welles ville sikkert have instrueret den politiske thriller som en næsten hallucineret mørk fabel, en visuel orkide på linje med Touch of Evil (1958, da. Politiets blinde øje). I hvert fald havde dén stil passet bedre til en replik som Menakers: »Posterity is a whim. A shapeless litter of old bones: the midden of a vulgar beast: the most capricious and immense mass-public of them all – the dead.«


LIDT af noir-intentionen overlever i scenerne omkring Menaker, der kommer fra Havana til St. Louis for at gøre op med sin gamle protegé. Et andet problem er filmens uafklarede holdning til den homoseksualitet, som Welles bygger hele intrigen på. Det var sikkert denne faktor, som 1970ernes mandlige stjerner stod af på, og man kan ikke fortænke dem i det. For det første overvurderer Welles emnets tabuvirkning. For det andet dæmoniserer og udnytter han det, før han lader andre faktorer løse konflikten.
   Fordi slutningen er svag, føler man sig uopfyldt, da knuden endelig hugges over. Det kan dog ikke nægtes, at historien også i denne udvandede version har mange af de rigtige takter. Man er nysgerrig efter at få mere at vide og høre historien til ende. Man lever sig ind i de absurde karakterers motivation. Illusionen er altså lykkedes. Det er Welles som trickster og raconteur, der hjemsøger os fra et sted hinsides graven, og mens de sidste credits ruller, kan man næsten høre ham le som The Shadow.
   Filmen er mere interessant end egentlig vellykket. Den danske titel giver ganske vist mening, men bliver aldrig forklaret i filmen, hvor man til gengæld taler meget om den store ring af messing, som symboliserer den politiske magt.


*) Der findes en sammenklippet arbejdskopi af de scener, som Welles og Oja Kodar optog i deres lejlighed i Malibu i 1980 og 1982. Kodar spiller Blixens Pellegrina Leoni; Welles selv er købmanden Marcus Kleek. Fotografen er Gary Graver, som blev ved at arbejde for Welles og Kodar, da optagelserne til The Other Side of the Wind var i hus. Det er ikke nødvendigvis den færdige casting; Welles brugte prøveoptagelser til at pitche sine projekter for mulige medvirkende og investorer. I 1970 optog han The Deep med Oja Kadar i den kvindelige hovedrolle (som blev spillet af Nicole Kidman, da Philip Noyce i 1989 filmatiserede romanen Dead Reckoning af Charles Williams, nu med titlen Dead Calm). I 2015 blev The Dreamers vist på Museum of Modern Art i New York, som en del af museets To Save and Project: The MoMA International Destival of Film Preservation.
  

The Big Brass Ring (Ikaros Syndromet). Instr.: George Hickenlooper. Manus: F.X. Feeney & George Hickenlooper; Orson Welles & Oja Kodar. Foto: Kramer Morgenthau. 104 min. USA 1999. Dansk premiere: 01.07.2000 (DVD) 


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Millennium/ Scanbox Entertainment
Filmen streames i Tyskland på Amazon Prime og i USA på Google Play  dvd'en fra 2000 er aldrig genudgivet
Dvd-anmeldelse fra filmsitet Scope, juli 2000

1 kommentar:

  1. Det er pariakeyboard her,kultur er vejen frem,men uden tro,håb og kærlighed kommer man ingen veje,og jeg synes internettet er noget man skal træde varsomt hen over,inden de æder ens fejltagelser op,med stor ,grådig,umenneskelig nydelse,det var min kommentar,hav det godt.skal jeg slette det?ja,bestemt,jeg vil ikke blive til grin.

    SvarSlet