Flugten til Nice/Un Sac de Billes (2017) [Krigens børn]

EN POSE MARMORKUGLER

På fortidens vegne til fremtidens unge

Af BO GREEN JENSEN

ENGLAND har Dunkirk, Blitzen og Burma. USA har Normandiet og Stillehavskrigen. I Frankrig var det længe myten om la Résistance og de Gaulles frie franske styrker, det handlede om, når 2. verdenskrig blev skildret på film. De seneste årtier har derimod været en systematisk optrævling af medløberiet og samarbejdsviljen, som den delte nation lagde for dagen, da nazisternes racelove blev indført.

   Flugten til Nice bygger på en erindringsroman af Joseph Joffo (1931-2018), som stadig levede, da filmen fik premiere. Un sac de billes udkom i 1973 og blev oversat til 22 sprog. I Danmark var det Martins Forlag, som udgav En pose kugler. Samme år instruerede Jacques Doillon den første filmatisering, som betonede livsglæden midt i mareridtet. Nu gør canadieren Christian Duguay et mere voksenorienteret forsøg, som ikke lader nogen dække sig ind.

DET er alligevel et eventyr. Joseph (Dorian Le Clech) og Maurice (Batyste Fleurial) går i skole i Paris, mens deres voksne brødre hjælper til i familiens frisørsalon. Da lovene bliver strammet, sender forældrene børnene sydpå, først de store brødre, så Joseph på 10 og den lidt ældre Maurice. Det er for farligt at rejse som en familie, men alle vil mødes i solen i Nice.

   Her venter en god og lærerig tid. I begyndelsen er det italienske livsnydere, som administrerer tyskernes love. Da Gestapo kommer i 1943, bliver hverdagen atter umulig. Drengene forklæder sig som katolske kostskoleelever. De bliver fanget og afhørt. Faderen bliver taget.

IMENS vokser Joseph. Han arbejder i en boghandel, hvor ejeren forguder marskal Pétain, Vichy-regimets leder. Sønnen er aktiv kollaboratør. Joseph overværer henrettelsen af kommunistiske modstandsfolk. Samtidig er han forelsket i boghandlerens datter. Da befrielsen kommer, hjælper han medløberne for hendes skyld.

   Det er på godt og ondt historien om en dreng, der passerer fra barndom til pubertet. Hele vejen holder han fast i posen med marmorkugler, som de spillede om i skolegården. Den slidte blå bliver hans talisman, og Duguay malker motivet for alt, hvad det kan trække.

FILMEN bruger varme farver, som man sjældent ser i holocaustfilm. Drengenes far bliver spillet af Patrick Bruel, der for ti år siden havde rollen som en anden jødisk far i Claude Millers formidable Un Secret, hvor skammen og skylden blev mere effektivt italesat.

   Duguays film er hverken diffus eller glemsom. Den vil bare – som drengen og manden Joseph – hellere se frem end tilbage.

   På denne afstand ligner Flugten til Nice en sympatisk anakronisme. Der er langt til film som Fateless (2005), Lore (2012) og Det store stilehæfte (2013). De taler alle på fortidens vegne til fremtidens unge. Lige nu er der nok mere brug for de hårde historier, som ikke vil tilgive eller forstå.

Se også Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Cate Shortland: Lore (2012) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn]; Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn] og Dennis Gansel: Napola/Before the Fall (2004) [Krigens børn].

Flugten til Nice (Un sac de billes). Instr.: Christian Duguay. Manus: Jonathan Allouche, Christian Duguay, Alexandra Geismar, Benoît Guichard. Foto: Christophe Graillot. 110 min. Frankrig-Canada-Tjekkiet 2017. Dansk premiere: 26.10.2017

Fotos: Quad/ Main Journey/ Gaumont/ TF1 Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Another World Entrertainment

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.10.2017