David Lowery: The Green Knight (2021)

DET GRØNNE KAPEL
Et britisk heltekvad får nyt liv 

Af BO GREEN JENSEN

KVADET om Sir Gawain and the Green Knight er et langt fortællende digt, drevet af bogstavrim og hård rytme. Det er skrevet på middelengelsk sidst i 1300-tallet.

   Forfatteren delte samtid med Geoffrey Chaucer, men digtet har ældre, metafysisk forankring. Det hører til en cyklus af arthurianske tekster, som knytter høvisk poesi fra kontinentet sammen med keltisk mytologi og »The Matter of Britain«.

   Manuskriptet blev udgivet i 1839 og var med til at inspirere den romantiske renæssance hos Alfred Tennyson og The Pre-Raphaelites. I 1970erne kunne man knapt studere engelsk uden at stifte bekendtskab med digtet. 

   I 1925 redigerede J.R.R. Tolkien (sammen med kollegaen E.V. Gordon) en kritisk udgave og forsøgte sig med en litterær oversættelse. Også C.S. Lewis skrev om teksten. Forbindelsen til »The Inklings«, Narnia og Ringenes Herre har givet teksten et stort liv i fælleskulturen.*

   

FILMSKABEREN David Lowery går på én gang frit og bogstaveligt til stoffet. Den Grønne Ridder er en slags træmenneske, mere en ansamling af organisk materiale end en krop, som kommer til julefesten på Camelot og udfordrer ridderne til »a game«. Vi er til taffel ved Kong Arthurs hof, men hverken digtet eller filmen interesserer sig særligt for Arthur, som spilles af Sean Harris. Det er kongens funktion, ikke hans person, som er vigtig for ritualet.  

   Gawain, som er kongens nevø, har endnu ikke ridderstatus. Han accepterer på Arthurs vegne og lover at komme til Det Grønne Kapel, når der er gået et år. Da vil han modtage, hvad Den Grønne Ridder nu får: et dræbende sværdhug. Ridderen samler selv sit hoved op og går med en latter. Gawain har indgået en pagt. I realiteten har han givet sit liv.

   Efter et år kunne Gawain blive væk, men han rejser fra sin kæreste og gennemgår sære, symbolske prøvelser i skoven og ødemarken. Især hos Herren og Fruen på jagtslottet ved Det Grønne Kapel er en dunkel seksuel magi i spil. Endelig når han frem til kapellet og holder måske/måske ikke sit løfte. I digtet bliver han belønnet. Lowerys film har en mere åben fortolkning.

FILMEN tilhører fantasygenren, men Lowery fravælger den heroiske farvelade, som efter Peter Jacksons to Tolkien-trilogier er blevet en normativ husstil. The Green Knight har mere til fælles med psykedeliske ridderfilm som John Boormans Excalibur (1981). Lowery har også set Stephen Weeks’ to meget frie versioner, Gawain and the Green Knight (1973) og Sword of the Valiant (1984), den første med Murray Head som Gawain, den sidste med Sean Connery som The Green Knight.

RIDDERTIDEN er skildret som et mudret inferno. Der er ekkoer af Game of Thrones, men ingen gylden Camelot-atmosfære. Denne verden er fuld af selviske helte, men Gawain er en god og retskaffen mand. I teksten beviser han sit værd ved at efterleve riddernes kode. I filmen gør han det at sige fra og bryde følge den evige gentagelse.

   Dev Patel fremstiller skikkelsen med samme menneskelighed, som han spillede Jamal Malik i Slumdog Millionaire og hovedpersonen i The Personal History of David Copperfield. Alicia Vikander er både Essel, hans kæreste ved hoffet, og Fruen på Slottet i Skoven til slut.

   Lowery fylder landskabet med drømmesyn og sære episoder – et møde med kæmper; en talende ræv; et ophold hos Sankt Winefred, den halshuggede jomfru. På Slottet i Skoven bliver fremtiden projiceret på væggen i en tidlig version af en filmfremviser.

   Digtet blander hedensk og kristen mytologi. Både Tolkien og Lewis skrev om Den Grønne Ridders organiske væsen. Men i digtet bliver skikkelsen forklaret. Her er han virkelig noget andet og magisk.

DET er forfriskende at se en effektfilm, som går imod strømmen af støjende slag, stærke farver og obligatorisk eventyrinventar. Lowery kan i lange stræk fortrylle ved at vise, hvad digtet udsiger. Men i sidste instans vil han tale moral og værdier, og da bliver filmen for alvor moderne. Vi ser magtintrigen, som vil gentage sig, hvis ridderen holder sit løfte. Han træffer derfor et bestemmende valg.

   David Lowery dekonstruerede gysergenren i A Ghost Story (2017) og instruerede Robert Redford i The Old Man and the Gun (2018), som var skræddersyet til stjernen, der trak sig. Her generobrer han fantasygenren og skaber en ganske unik ridderfilm. En gæv grundtone skurrer i begyndelsen. Så finder filmen sin takt og bliver ved som Gawain.

*) Sir Gawain and the Green Knight står i samme manuskript som Pearl, et allegorisk sørgedigt af den ukendte forfatter. Tolkien begyndte på arbejdet i 1920, da han var »reader« (lektor) i engelsk på University of Leeds. Hans oversættelse af Beowulf er fra samme periode. I 1925 blev Tolkien professor i angelsaksisk på Pembroke College i Oxford. Her foretog han en revision af oversættelsen. Denne blev finpudset i 1953, da BBC brugte teksten i, hvad vi nu ville kalde en podcast. Imens var forfatteren blevet professor i sprog og litteratur på Merton College i Oxford. Han var stadig i tyverne, da han oversatte Sir Gawain and the Green Knight.  Det er længe før The Hobbit og The Lord of the Rings, men de første Lost Tales fra Middle Earth-universet bliver til på samme tid. Monthy Python-medlemmet Terry Jones (1942-2020), som var kanditat i engelsk fra Oxford og historiker med speciale i korstogstiden, læser lydbogsudgaven af digtet.

The Green Knight. Instr. og manus: David Lowery. Foto: Andrew Droz Palermo. 130 min. USA 2021. Dansk premiere: 19.08.2021.

Fotos: Sailor Bear/ BRON Studios/ A24/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ HarperCollins/ John Howe (Tolkien translation cover illustration)

Filmen streames på Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Teksten stod (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 20.08.2021