BARBERENS HISTORIE
Coen-brødrenes hommage til film noir
Af BO GREEN JENSEN
The Hudsucker Proxy (1994, da. Det store spring) var mere kunstfærdig end original i sin dekonstruktion af den klassiske Capra-komedie om livsindhold og social moral. Debutfilmen Blood Simple (1984), hovedværket Barton Fink (1991) og genistregen O Brother, Where Art Thou? (2000) var til gengæld reelle nyskabelser.
I The Man Who Wasn’t There er vi tættere på den rene pastiche. Det er 40ernes film noir, som det gælder, og sammen med husfotografen Roger Deakins bestræber Joel Coen sig på at genskabe den karakteristiske stemning fra misantropiske kronstykker som Tay Garnetts The Postman Always Twice (1946, da. Postbudet ringer altid to gange), Billy Wilders Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed) og Edgar C. Ulmers Detour (1945). De fleste informationer gives i tilbageskuende form af barberen, som taler over scenerne og guider os gennem sin skæbne. Flere af de frapperende tableauer vil sælge deres sjæl for en effektiv skyggevirkning. Det er meget flot og effektivt gjort, men af og til også selvsmagende.
VI er i Santa Rosa, en søvnig californisk by med stolte Hitchcock-aner. Det er byen fra Shadow of a Doubt/ I tvivlens skygge, men brødrenes plot og filmens hele stemning trækker snarere på Farligt møde, mesterens udgave af Patricia Highsmiths Strangers on a Train.
DEN slags hævner sig i noir-universet, og snart går tingene skævt efter planen. Ed må dræbe i selvforsvar, Doris må fængsles for noget hun ikke har gjort. Ed knytter sig ærbart til en teenagepige (Scarlett Johansson), der imidlertid er mindre uskyldig, end de hvide ankelsokker signalerer. Barberen forklarer tålmodigt det hele, mens scenerne breder intrigen ud.
IMIDLERTID bliver man aldrig trukket helt ind i filmens figurer. Man føler sig snarere som en slags biperson, den tilskuer til tilværelsen, som Ed begribeligvis er træt af at være. Frances McDormand giver et pragtfuldt bud på den selviske kvinde, som barberen er gift med, og alle typerne ligner til fuldkommenhed deres respektive forbilleder. Netop derfor lykkes det aldrig filmen at sætte sig ud over pastichen. Man fanger også lidt for tidligt, hvor Ed Crane taler fra og hvem han henvender sig til.
MEST konstruktiv spænding har filmen derfor i glimt, som sætter sig ud over genren og stilen. Big Daves hysteriske hustru (Katherine Borowitz) tror på rumvæsener og forbyttede kroppe. En hjulkapsel spinner så stofligt, at vi ser en flyvende tallerken, da ulykken endelig straffer Eds hybris, den grundlæggende formastelighed, som han trods alt ikke kan tale sig fra. En prosaisk drøm af en efterdødsoplevelse er genuint mærkværdig. I den sidste ende kunne filmen have været lidt mere end en udsøgt kunstgenstand.
DE sort-hvide billeder er formentlig skabt ved at trække farverne ud digitalt. I hvert fald står konturerne ikke mejslet med helt samme klarhed, som tilfældet var i de gamle film fra perioden. Der er mange detaljer at beundre, men det kniber med den samlede struktur. Man skal se denne film, hvis man nogen sinde har holdt af film noir og brødrene Coen.
.jpg)
The Man Who Wasn’t There. Instr.: Joel Cohen. Manus: Joel & Ethan Coen. Foto: Roger Deakins. 116 min. USA 2001. Dansk premiere: 05.04.2002.
Fotos: Good Machine/ Working Title/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Faktisk må brødrenes finest afstemte hyldest til genrelandskabet være gangsterdramaet Miller’s Crossing (1990). Her lykkedes det for en gangs skyld at minimere ironien, som både er et adelsmærke og en akilleshæl for den hypersofistikerede duo. Gabriel Byrnes bløde hat, som ligger tilbage i det fejende løv på en skovbund, mens lydsporet kører den irske ballade om »Danny Boy« i en autentisk 1920er-indspilning, udgør en kulmination for brødrenes stilbevidsthed og et af 90ernes smukkeste filmøjeblikke.
I The Man Who Wasn’t There er vi tættere på den rene pastiche. Det er 40ernes film noir, som det gælder, og sammen med husfotografen Roger Deakins bestræber Joel Coen sig på at genskabe den karakteristiske stemning fra misantropiske kronstykker som Tay Garnetts The Postman Always Twice (1946, da. Postbudet ringer altid to gange), Billy Wilders Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed) og Edgar C. Ulmers Detour (1945). De fleste informationer gives i tilbageskuende form af barberen, som taler over scenerne og guider os gennem sin skæbne. Flere af de frapperende tableauer vil sælge deres sjæl for en effektiv skyggevirkning. Det er meget flot og effektivt gjort, men af og til også selvsmagende.
VI er i Santa Rosa, en søvnig californisk by med stolte Hitchcock-aner. Det er byen fra Shadow of a Doubt/ I tvivlens skygge, men brødrenes plot og filmens hele stemning trækker snarere på Farligt møde, mesterens udgave af Patricia Highsmiths Strangers on a Train.
Barberen Ed Crane (Billy Bob Thornton som sej kæderyger i Bogart-traditionen) står for det meste og holder sin mund under arbejdet, mens makkeren sludrer med kunderne. Coen-brødrene fik ideen, da de så en antik plakat med gangbare 1940er-frisurer. Filmen får da også meget ud af demonstrere sortimentet i mesterlige montagesekvenser.
Ed siger ikke meget, viser ingen følelser, er en tilsyneladende fuldkommen passiv og vegeterende person, der hviler flere meter for dybt i sig selv. Det ville kæresten Doris mene, hvis man spurgte hende, så hun bedrager Ed med chefen Big Dave (James Gandolfini). Indvendig er Ed ikke helt så uanfægtet, som han foregiver. En homoseksuel handelsrejsende (Joe Polito) tilbyder Ed at investere i kemisk tøjrens. Ed rejser kapitalen ved at presse penge af sin hustrus elsker.
DEN slags hævner sig i noir-universet, og snart går tingene skævt efter planen. Ed må dræbe i selvforsvar, Doris må fængsles for noget hun ikke har gjort. Ed knytter sig ærbart til en teenagepige (Scarlett Johansson), der imidlertid er mindre uskyldig, end de hvide ankelsokker signalerer. Barberen forklarer tålmodigt det hele, mens scenerne breder intrigen ud.
Coen-brødrene kalder filmen en hyldest til James M. Cains univers, og de fatalistiske flashbacks rammer tonen perfekt. Især kvindeskikkelserne udstråler samme lade, fordærvede glød som i Postbudet ringer altid to gange, Serenade, Sommerfugl og Dobbelt dækning. I sidstnævnte stærkt misantropiske tekst sagde Cain ligefrem: Kvinden er et farligt dyr.
IMIDLERTID bliver man aldrig trukket helt ind i filmens figurer. Man føler sig snarere som en slags biperson, den tilskuer til tilværelsen, som Ed begribeligvis er træt af at være. Frances McDormand giver et pragtfuldt bud på den selviske kvinde, som barberen er gift med, og alle typerne ligner til fuldkommenhed deres respektive forbilleder. Netop derfor lykkes det aldrig filmen at sætte sig ud over pastichen. Man fanger også lidt for tidligt, hvor Ed Crane taler fra og hvem han henvender sig til.
MEST konstruktiv spænding har filmen derfor i glimt, som sætter sig ud over genren og stilen. Big Daves hysteriske hustru (Katherine Borowitz) tror på rumvæsener og forbyttede kroppe. En hjulkapsel spinner så stofligt, at vi ser en flyvende tallerken, da ulykken endelig straffer Eds hybris, den grundlæggende formastelighed, som han trods alt ikke kan tale sig fra. En prosaisk drøm af en efterdødsoplevelse er genuint mærkværdig. I den sidste ende kunne filmen have været lidt mere end en udsøgt kunstgenstand.
DE sort-hvide billeder er formentlig skabt ved at trække farverne ud digitalt. I hvert fald står konturerne ikke mejslet med helt samme klarhed, som tilfældet var i de gamle film fra perioden. Der er mange detaljer at beundre, men det kniber med den samlede struktur. Man skal se denne film, hvis man nogen sinde har holdt af film noir og brødrene Coen.
Se også Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013); To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Joel & Ethan Coen: Burn After Reading (2008); Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000).
.jpg)
The Man Who Wasn’t There. Instr.: Joel Cohen. Manus: Joel & Ethan Coen. Foto: Roger Deakins. 116 min. USA 2001. Dansk premiere: 05.04.2002.
Fotos: Good Machine/ Working Title/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames ikke i DK - den er udgivet på dvd og i Frankrig på blu-ray med titlen The Barber (BAC Films)
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.04.2002
Ingen kommentarer:
Send en kommentar