Giuseppe Tornatore: Ennio Morricone – The Maestro (2021)

EN LANG OG LYKKELIG REJSE

Et sidste glimt af filmkomponisten

Af BO GREEN JENSEN

DET var et fyrtårn og et fikspunkt, som forsvandt, da Ennio Morricone døde i 2020. Få komponister har sat deres mærke og præget en kunstart så dybt. Morricone gjorde det gennem 60 år og var stadig unik og urørlig.

   Tolv af 500 soundtracks blev skrevet til Giuseppe Tornatore (f. 1956). Morricone følte selv noget særligt for musikken til Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i Paradis), og han kunne se sin egen rejse i The Legend of 1900 (1998, da. Legenden om pianisten på havet). Tornatore havde optaget sin portrætfilm, da komponisten gik bort. Den er derfor et kærligt arbejdsportræt, snarere end en rugende gravskrift.

   Ennio fortæller historien kronologisk, med talrige filmklip og flittig brug af vidneudsagn. De talende hoveder tilhører venner, kolleger og fans fra Bernardo Bertolucci og Clint Eastwood til Quentin Tarantino og Bruce Springsteen. Mesteren selv fortæller udførligt.

DEN første time er pakket meget tæt. Dybden og fylden kommer for alvor, da samarbejdet med Sergio Leone begynder. De to mænd var gamle skolekammerater. Musikken til The Good, the Bad and the Ugly (1966) og Once Upon a Time in the West (1968) ændrede westerngenren for altid. Og blev født, fordi Ennio kunne høre et klokkespil, et dyreskrig og en fløjte.

   Tornatores film er en guide til liv og metode, men han giver stoffet moment ved at vise, hvordan Morricone igen og igen bliver nomineret til en Oscar, som han ikke får. I 2007 modtager han en ærespris. Så skriver han score til The Hateful Eight (2015) og får sin rigtige Oscar. Ambitionen er ikke et påhit. Morricone var beskeden af væsen, men sulten efter anerkendelse.

HER finder filmen sit ledemotiv. Drengen kunne læse noder og spille trompet som 6-årig. På Santa Cecilia, det italienske musikkonservatorium, fandt han en faderfigur i komponisten Goffredo Petrassi, som blev hans lærer og forbillede.

   I den klassiske verden var film ikke agtet. Morricone følte altid, at han prostituerede sig – han taler åbent om det i Ennio – når han tog bestillingsopgaver. Han skrev en overgang kun »absolut« kompositionsmusik. Avantgardeensemblet Il Gruppo var et livsvarigt sideprojekt.

 

HER kom arbejdet med Roland Joffés The Mission (1986) til at gøre en forskel. Morricone var træt og færdig med film, da Joffé viste ham scenerne, hvor missionæren Fader Gabriel (Jeremy Irons) og den oprindelige befolkning bliver mejet ned. Morricone fik tårer i øjnene og gik hjem og skrev »Gabriel's Oboe« og »On Earth as It Is in Heaven«.The Mission har været lagt væk meget længe, forskrevet på grund af sin patos. Nu får man lyst til at se den igen.

FILMEN om filmkomponisten er gavmild, nøjagtig og kongenial. Her er alle de store partiturer og en god portion af de mindre kendte. Her er den lille mand, som kan komponere i sit hoved.

   Som regel er der stille i arbejdsværelset. Han rejser sig og dirigerer; han lægger sig og laver yoga. Han bruger højest et lille klaver til at demonstrere. Leone forstod aldrig musikken i skitseform. Morricone kunne høre den, før den var skrevet.

Se også Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100].

Ennio Morricone – The Maestro. Instr. & manus: Giuseppe Tornatore. Foto: Giancarlo Leggeri, Fabio Zamarion. 150 min. Italien 2021. Dansk premiere: 07.04.2022.

Fotos: Piano b Produzioni/ Potemkino/ Fu Works/ Terras/ Gaga/ Blossoms Island Pictures/ Eurimages/ Dogwoof Pictures/ Gentofte Kino Distribution

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.04.2022.