Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]

ERINDRINGENS TEATER
Mesterens store livsfrisefilm

Af BO GREEN JENSEN

DET var med livsfrisen Fanny & Alexander, at Ingmar Bergman (1918-2007) allerede i 1982 satte punktum for sin karriere som aktiv filmskaber.

   Han fik siden skrevet adskilligt, bl.a. Bille Augusts Den gode viljan (1992, da. Den gode vilje) og Liv Ullmanns Trolösa (2000, da. Troløs), og instrueret flere fjernsynsudgaver af egne teateropsætninger. Efterhånden kunne han heller ikke dy sig for at dirigere det hele. TV-filmene Larmar och gör sig till (1997, da. Larme og gøre sig til) og Saraband (2003, da. Sarabande) er begge skrevet og instrueret af Bergman.

   Ved tilblivelsen var den store erindringsfilm imidlertid tænkt som kronen på værket, en afsked med hele den traumatiske cirkus, som Bergman følte, at livet i kunst havde været. En tre timer lang biograffilm og en fem timer lang tv-udgave blev produceret. Begge versioner var store succeser.

   Den kritiske reaktion var en blanding af ærefrygt og nostalgi. En æra var omme. For sidste gang forestod Nordens store filmskaber instruktionen og manuskriptet. Han var så at sige både direktør og dukkemester i det magiske erindringsteater, som Fanny & Alexander ikke et øjeblik er i tvivl om, at den udspiller sig i. Dette var kunstnerens afskedskoncert. Publikum klappede, så det kunne høres.

I VÆRKKOMMENTAREN Billeder (1990) beskriver Bergman selv, hvordan projektet tog form i en periode, der lignede den mørkeste tid i et aldrig ligefrem frejdigt liv: »Fanny og Alexander er undfanget efteråret 1978, da alt var lutter sort elendighed. Men den er nedskrevet foråret 1979, da trykket var hævet. Høstsonaten havde en lykkelig premiere, og skatteaffæren opløstes i det rene ingenting. Pludselig var jeg fri. Jeg tror, at Fanny og Alexander levede højt på min lettelse. At vide, at jeg ejede det, jeg ejede.«

   Bergman beskriver også, hvordan »beslutningen om at skildre det lyse liv er med fra begyndelsen, og den bliver taget i en situation, hvor jeg virkelig oplever livet som vanskeligt at bære.« Det må være denne dobbelte følelse, der gør filmens lange første akt, den store skildring af juleaften hos familien Ekdahl i Uppsala 1907, til så lykkelig og magisk en billedfrise, at man fortaber sig hver gang, man ser den. Her får glæden samme dybde – og festen samme symbolværdi – som i de bedste af filmkunstens klassiske hymner til familiesammenholdet.

LIGESOM Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944, da. Mød mig i St. Louis) og Frank Capras It's a Wonderful Life (1946, da. Det er herligt at leve) er Fanny & Alexander jo ikke tænkt som julefilm. Faktisk optager højtidsskildringen kun en lille del af lærredet i de tre livsfriser, men de centrale julescener binder trådene sammen og viser os lyset og mørket på én gang – så vi føler det selv, vel at mærke.

   For de er her alle sammen, de evige typer, som befolker en slægts fælles liv: levemanden Gustav Adolf (Jarl Kulle), den gode satyr, som bedækker husets stuepiger, mens hans frodige Alma (Mona Malm) lever med utroskaben; teatermennesket Oscar (Allan Edwall), børnenes varme, bedrøvede far, som dør fra sin familie og sætter hele den videre handling i skred; den rasende, sølle, frustrerede Carl (Börje Ahlstedt), som spørger sig selv og hustruen Lydia (Christina Schollin), hvordan det går til, at tiden forvandler én fra kronprins til middelmådighed.

DE ankommer alle til festen hos Farmor, den formidabelt livsstærke enkefru Helena Ekdahl (Gunn Wållgren), der i 43 år har samlet slægten og dens tyende hos sig, når den store familiejul skulle afvikles. Disse scener realiseres med en gylden tæthed, som næppe er overgået. I parenteserne skildres de mindre historier, relationerne karakteriseres, og vi begriber gradvist forhistorien, uden at nogen stiller sig op og begynder at fortælle og forklare.

   Denne eksponering er mesterlig. Kun i hyrdetimen mellem Helena og den jødiske antikvitetshandler Isak (Erland Josephson), som har delt en livslang kærlighed, uanset om de så var sammen med andre, skinner det igennem, at de repeterer ungdommens bedrifter til ære for publikum nede i salen.

VED et gensyn rummer filmen flere overrumplende glimt af spillere, som siden er blevet huskendte stjerner, men var rene frø i vinden, da Fanny & Alexander blev indspillet. For eksempel ses Lena Olin ganske kort som tjenestepigen Rosa. Stina Ekblad er den uudgrundelige, androgyne Ismael, der bor bag væggen i Isaks forretning, og især Pernilla Östergren, senere Pernilla August, er henrivende som tjenestepigen Maj, Carl Gustavs elskerinde og en halv storesøster for den 12-årige Alexander (Bertil Guve), der i filmens prolog gør sit dukketeater klar til forestillingen, som skal udspille sig i den voksnes erindring.

   Mens Bergman skrev manuskriptet, som i første version var på over 1000 sider, havde produktionen et ekstra lag af opsummerende metabevidsthed. Flere store roller var tiltænkt medlemmer af den faste trup, som var for Bergmans film, hvad teatret i Uppsala er for Oscar Ekdahl og hans familie. Han skrev Farmor Helena til Ingrid Bergman, biskop Vergérus til Max von Sydow og Emilie Ekdahl, børnenes mor, til Liv Ullmann.

   Det kunne være interessant at se dén film i en parallel virkelighed, men det er svært at forestille sig Fanny & Alexander med et mere lykkeligt cast. De tre koryfæer havde forrykket balancen med bagage fra andre roller og forventningen om »præstationer«.

FANNY (Pernilla Allwin) på ti år siger ikke meget, men er altid solidarisk med sin bror. Længe har børnene jo kun hinanden. Filmen taber højde og mister farve ved at gøre sin mørke midterdel så hadsk og karikeret, men for så vidt som den følger strukturen i klassiske eventyr, kan man ikke udsætte noget på fablen. Efter Oscars død lader Emilie (Ewa Fröling) sig forføre og forlede af den strenge biskop Vergérus (Jan Malmsjö). Denne salvelsesfulde blanding af puritaner og sadist forekommer vildt overdreven, med eller uden de indre dæmoner, som også han plages af.

BISKOPPEN lukker børnene inde i sin mørke borg af en embedsbolig. Han har også en ond søster og en kold eventyrdronning af en dominerende mor. Det er ren Askepot blandet op med Snehvide, og i tårnkammeret ligger bispens kødbjerg af en tante, spillet af maleren Hans Henrik Lerfeldt (1946-1989), skønt det også nu er svært at se pointen i denne groteske figur.

   Vergérus prygler den trodsige Alexander, og kun ved gode kræfters magisk-dramatiske mellemkomst slipper børnene væk fra den fascistiske trold. I Fanny & Alexander retter præstesønnen Bergman sit definitive angreb mod kirken og den sorte skole, men han gør det med så megen galde, at fokus næsten forrykkes fra de nødstedte børns ulykkelige situation.

SEKVENSEN kaster lange skygger. I Glasblåsarns barn (1998, da. Glaspusterens børn), Anders Grönros' filmatisering af Maria Gripes roman for de mindste, kan man scene for scene sammenstille det lange mellemspil i eventyrborgen med de mørkeste afsnit af Fanny & Alexander. Omsider kommer Gustav og Isak, som har en levende mumie og anden magisk exotica i sin labyrintiske forretning, dog børnene til undsætning. Emilie sætter livet på spil for at dræbe sin mand, og trolden lider en fæl flammedød.

   Forbandelsen er løftet. Forestillingen i det magiske erindringsteater kan slutte med dobbelt barnedåb og taleren Gustavs grådkvalt frivole hyldest til det lille liv, som Bergman lovpriser på bekostning af det store, skræmmende overblik. Imens er sommeren i Sverige blevet lige så lys, som vinteren i begyndelsen var mørk. Det er virkelig filmen om alle livstider.

I BILLEDER oplyser Bergman beredvilligt, at filmen har to faddere: E.T.A. Hoffman og Charles Dickens. Der er også en duft af Marcel Proust og À la recherche de temps perdu i den fabulerende erindrings detaljerigdom, men først og sidst har Bergman blandet stoffet i sin egen motiviske trykkoger. I Laterna Magica (1987) skriver han:

   »Sandt at sige tænker jeg tilbage på barndommen med glæde og nysgerrighed. Fantasien og sanserne fik næring, og jeg kan ikke mindes, at jeg nogen sinde havde det kedeligt. Det var snarere sådan, at dagene og timerne var ved at revne af mærkværdigheder, uventede optrin, magiske øjeblikke. Jeg kan den dag i dag strejfe gennem min barndoms landskaber og genopleve lys, dufte, mennesker, rum, øjeblikke, bevægelser, tonefald og ting.«

FOR Bergman er det barndommens privilegium »uhindret at kunne bevæge sig mellem magi og havregrød, mellem grænseløs rædsel og øredøvende glæde.« Det er som en generobring af denne tilstand, at Fanny og Alexander er skabt og giver mening.

   Med syndefaldet følger Troldens borg, den traumatiserede seksualitet, den voksne hverdags tyndslidte ritualer og den livslange vandring mod resignation og accept, som er grundstoffet i det øvrige filmværk. Men i Fanny og Alexander stilles der skarpt på magien. Den får lov at være stor og sand og stå alene, helt uden hinder og metafysiske forbehold.

   Det gør filmen til et atypisk Bergman-arbejde, men den har sin naturlige plads ved siden af de øvrige hovedværker i hans produktion: Gycklarnas afton (1953, da. Gøglernes aften), Det sjunde inseglet (1956, da. Det syvende segl), Smultronstället (1957, da. Ved vejs ende) og Scener ur ett äktenskap (1973, da. Scener fra et ægteskab).

   Biografudgaven af Fanny og Alexander blev relanceret i 1999. Begge versioner af filmen er samlet i bokssættet fra The Criterion Collection. Dokument Fanny och Alexander (1986), Bergmans egen film om tilblivelsen, indgår som The Making of Fanny & Alexander. Selv foretrak han tv-udgaven. I Billeder står der: »Den lange version er den vigtigste. Det er den film, som jeg i dag virkelig kan stå inde for.«

Se også Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021).

Fanny och Alexander (Fanny og Alexander). Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Sven Nykvist. 188 min. Sverige-Frankrig-Tyskland 1982. Dansk premiere: 17.01.1983.

Fanny & Alexander. Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Sven Nykvist. 312 min. Sverige-Frankrig-Tyskland 1982. Dansk premiere: 26.12.-29.12.1983.

Dokument Fanny och Alexander. Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Arne Carlsson. 110 min. Sverige 1986. 

Ingmar Bergman: Laterna Magica. Oversat efter »Laterna Magica« (1987) af Ida Elisabeth Hammerich. 254 s. Lindhardt & Ringhof, 1987 [genudgivet med efterord af Dorthe Nors i Gyldendals klassikerkollektion 2018].

Ingmar Bergman: Billeder. Oversat efter »Bilder« (1990) af Jørgen Stegelmann. 435 s. Lindhardt og Ringhof, 1990.

Fotos: Cinematograph AB/ Svenska Filminstitutet/ Gaumont/ Persona Film/ Sveriges Television/ Tobis/ SF Studios/ Sandrews/ Miracle Film Distribution/ The Criterion Collection/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames (i biografversionen) på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten (det meste af den) stod i Weekendavisen Kultur 03.12.1999.