EMPATISKE MYSTERIER
Nicolas Cage som tavs trøffeljæger
Af BO GREEN JENSEN
Michael Sarnoskis fabel om en trøffeljæger og hans gris er sådan en film. Plakaten viser Nicolas Cage (f. 1964) i hans mørkeste, mest intense fremtoning. Så man trækker vejret ekstra dybt, før man går ind.
Det er snart længe siden, at Cage brød igennem i Barry Levinsons Moonstruck (1987, da. Lunefulde måne) og blev et af tidens idoler. I dag er han kendt for at være en farverig excentriker. Cage satser altid hele butikken. Han kan fungere i mainstreamroller, men spiller dem sjældent. Han har specialiseret i genrefilm, hvor han leverer et hysterisk overspil: The Season of the Witch, Mandy, The Color Out of Space.
HAN bliver brugt næsten som en special effect af Martin Scorsese i Bringing Out the Dead (1999) og Werner Herzog i Bad Lieutenant II: Port of Call (2009). Cage fik en Oscar for rollen som den døende dranker i Leaving Las Vegas (1995). Han har siden været kandidat til flere Razzies, som gives for de værste præstationer. Alene i 2019 medvirkede han i seks budgetproduktioner, som ikke udkom i biografen: A Score to Settle, Running with the Devil, Kill Chain, Primal, Grand Isle og Jiu Jitsu.
Karakteren, som Cage fremstiller i Pig, er derfor en god overraskelse. Han er nænsom, forklaret og nede på jorden. Skiftet sker endda i en kontekst, hvor man forventer en karikatur. Pig begynder som et hævndrama i landligt L’il Abner/Klaus Kludder-miljø. Men bryder snart formatet og bliver en fortælling med mange nuancer.
FØRST ER DER BARE en mand og hans gris. De bor i en hytte i Oregons skove, hvor der altid er mørke og regnlys. Få ting røber, at tiden er nutid. Om dagen går de på arbejde sammen. Grisen roder med sin tryne, og manden graver trøflerne op. De spiser sammen ved køkkendøren. De sover i det samme rum. Der er ingen kæledyrsatmosfære. Men stor fortrolighed.
I stilheden tegner en livsrytme sig. Det fremgår, at manden lever af trøflerne, som hver uge bliver hentet af en yngre mand i en bil. Amir (Alex Wolff) har habit på og stiller joviale spørgsmål, som Rob – det er navnet på Cages karakter – ikke svarer på. Der bliver afregnet, de har en ordning. Dialogen er mest enetale. Næste levering er magen til.
EN nat slår nogen Rob halvt fordærvet og stjæler hans gris. Sådan går Paradis under. Rob er desperat. Han rækker ud til kontakterne, han har brudt. Amir – som viser sig at være søn af den vigtigste spiller i Portlands restaurantmiljø – kan ikke sige nej til at hjælpe. Det ender med, at de kører til Portland.
I byen bliver mysteriet bredt ud. Nogle omstændigheder forklares, men der er nye hemmeligheder. Folk i faget genkender Rob. Han var en legendarisk kok, som aldrig gik på kompromis. Nu er han en særling, ingen har savnet.
Amir følger med og ser til. Rob viser ham byen under byen: et netværk af gange og glemte stationer, hvor der findes Fight Club-lignende arenaer. Rige mænd betaler for at slå på proletarerne. Rob lader sig tæve for at få svar. Amir tror ikke sine øjne. Det gør publikum heller ikke. Der bygges op til, at Cage slår igen. Men han bliver i sin blodige skal og siger bare: »Hvor er min gris?«
AMIR er en usikker entreprenørtype, der tager kurser i klassisk musik. Han arbejder på at uddanne sig. Når de to mænd kører sammen, får filmen en distraherende lighed med Barry Levinsons Rain Man (1989). Rob er dog ikke autist. Han er en mand i indgroet sorg. Han mistede sin hustru. Han gik fra restauranten, hvor Amirs kriminelle far Darius (Adam Arkin) spiste et af sit livs bedste måltider med sin hustru, før hun forsvandt.
Begge mænd er bitre fatalister. En himmelsk mad bliver tilberedt. Rob røber, at han godt kan finde trøfler uden grisen. »Men hvad skal alt det hér så til for?« »Jeg elsker hende,« siger kokken. Og båndet mellem mand og dyr er virkelig noget af det smukke i filmen.
SARNOSKIS FORTÆLLING har meget på hjerte. En kritik af dagens madkultur fylder uforholdsmæssigt meget i plottet. En lærling fra Robs restaurant har fået sit eget gourmetsted, hvor han serverer vindfrikadeller. Vil man have skysovs til, koster det ekstra. Men manden drømte egentlig om at drive en pub. Cage har sin længste replik i belæringen af den kompromitterede fagmand.
Ved samme lejlighed siger Rob: »Jeg kan huske hvert eneste måltid, jeg har tilberedt. Jeg husker hver person, jeg har serveret for.« Han husker retten, han lavede til Amirs forældre. De psykologiske konflikter kulminerer ved en brunch for tre herrer. Har filmen fejl, skulle det være en mangel på kvindelige karakterer. Kun Beth Hart gør indtryk i en distinkt lille rolle.
PIG er en litterær konstruktion. Hver akt har sin titel, der bliver skrevet i billedet, sirligt som på et menukort: »Rustic Mushroom Tart«; »Mom’s French Toast & Deconstructed Scallops«; »A Bird, A Bottle, & a Salted Baguette«. Hver akt har også sin særlige tone: fra urskovsmørke i prologen, hvor man endnu ikke ved noget om noget, over labyrintisk mystik og satire i Portland, til en prosaisk afvikling i thrillerens sprog.
Det er en god pointe, at grisens skæbne aldrig bliver klar. »Hvad tænker du på?« spørger Amir. »Jeg tænker, at hvis jeg aldrig havde ledt efter hende, ville hun stadig være levende i mit hoved.« »Men det ville hun jo ikke.« Cage sukker et hjerteskærende »Nej«, som lige dér koncentrerer al mening. I øvrigt får grisen aldrig et navn. Den er bare Gris, skønt de lever så tæt.
MÅSKE står nogle af på en film, der bryder de fastlagte mønstre. Flere løse tråde bliver ikke samlet op, og det er en ujævn servering. Pig knytter an til den empatiske genre, hvor film som Andrea Arnolds Cow (2021) og Viktor Kossakovskys Gunda (2020) ser på dyrene som vores medskabninger. Når motivet er markeret, hopper filmen videre til en fight club eller Robs døde hustru, der taler på båndet, som han endelig sætter i afspilleren.
Men hvert træk er værd at forfølge, og Rob Feld er en uforglemmelig karakter. Cage demonstrerer en minimalisme, der er lige så markant, som hans manierismer plejer at være. Det er bevægende stort underspil.
Se også Mod sin type | Nicole Kidman i Destroyer (2018); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999).
Pig. Instr.: Michael Sarnoski. Manus: Vanessa Block, Michael Sarnoski. Foto: Patrick Scola. 92 min. USA-UK 2021. Dansk premiere: 17.02.2022.
Filmen er i biografdistribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.02.2022.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar