Medskabninger | Gunda (2020)

GRISENS BLIK

Med hvilken ret råder vi over naturen?

Af BO GREEN JENSEN

DER er mange måder at lave miljøfilm på. Man kan fylde fladen med statistik og formaning. Det gør de fleste klimafilm. Man kan lovprise skønheden i ubalancen – som Terrence Malick gør i den kitschede Voyage of Time: Life’s Journey (2016). Man kan vise vandet i alle dets former og på den måde skrive et stort billeddigt. Det gjorde dokumentaristen Viktor Kossakovsky i Aquarela (2018).

   I Gunda vil han (tror jeg) tale om dyrevelfærd og respekt. Det gør han ikke ved at skildre, hvor skammeligt dyr bliver behandlet. Han gør det igen ved at vise naturen, men nu er der ingen fanfarer. Vi er ikke Jorden rundt i visionær form. Soen Gunda bor på en gård. Hun føder sine grislinger i filmens første lange indstilling. Der er ingen fortæller, ingen musik. Beskæringen viser en stalddør. Én efter én snubler ungerne ud.

KAMERAET følger med grisefamilien. Der er aldrig mennesker i billedet, kun deres maskiner, når avlen bliver hentet. Der er intet kunstigt drama. Hver indstilling varer i nærheden af ti minutter. Det er slow cinema i en renskuret form. Hver scene står så længe, at tilskueren må reagere og nå til at gøre sig tanker, så at sige på den anden side af langsomheden.

   Vi kender Gundas navn fra plakaten. Det er ikke noget, nogen siger. Soen med det skarpe blik er Kossakovskys blikfang. Andre dyr fylder lige så meget. En stakkels kylling, som mangler et ben, bliver skygget i øjenhøjde. To imødekommende kvier standser op og ser på fotografen. En okse udfordrer kamerablikket. Dyrene lever deres liv. Det er heroisk at følge.

   Æstetikken er atter det primære redskab. Gunda er filmet i sort-hvide, hyperskarpe billeder. Man gransker hver detalje. Man tænker alt muligt om dyr. Der er selvsagt ikke kun registreret. Man har fornemmelsen af ét sted, men filmen er optaget på tre gårde i Norge, England og Spanien. Der er ingen intrige, som forstærker empatien. Det er der så alligevel. Historien skabes ved redigering.

KOSSAKOVSKY vakte opsigt med Aquarela. Filmskaberen er født i 1961 og har arbejdet siden Sovjet-tiden, men vanddigtet gav ham fornyet moment. Gunda er koproduceret af skuespilleren Joaquin Phoenix (som er veganer) og promoveres ihærdigt af Paul Thomas Anderson. Det er arthousescenens svar på de bombastiske naturfilm, som Leonardo DiCaprio har produceret. Ingen siger, at den ene form er mere effektiv end den anden, men Gunda kan stå for sig selv som et værk.

FILMEN skal ses i et mørkt rum, så langsomheden kan gøre sin virkning. Vist er der antropomorfisme. Jeg nævnte kyllingen, som mangler et ben og bliver ved med at presse sig gennem trådhegnet. Det er som at se en flugtfilm for høns.

   Alting står uimodsagt. Jeg troede fejlagtigt, at Gunda var et industrisvin, som vi skulle følge fra stalden til slagteriet. Det er ikke den slags film. Dyrene har plads og gode vilkår.

   Det lykkes Kossakovsky at sætte tilskueren i grisens sted. Dyr er individer. Deres væsen og intelligens varierer, ganske som hos mennesker. Bedst er de scener, hvor dyrene standser op og gengælder blikket. Især da Gunda gør det til slut. Vi har fulgt det levende dyr på nært hold. Vi har vænnet os til hinanden.

MAN ser ind i dét blik og ser en medskabning. Det er vel spørgsmålet, som filmen har dybest nede. Med hvilken ret har vi avlet og slagtet? Med hvilken ret råder vi over naturen? Gunda handler om menneskers forhold til dyr. Det er langsom og givende filmkunst.

Se også Medskabninger | James Marsh: Project NIM (2011).

Gunda. Instr.: Viktor Kossakovsky. Manus: Kossakovsky, Ainara Vera. Foto: Kossakovsky, Egil Håskjold Larsen. 93 min. Norge-USA-UK 2020. Dansk premiere: 01.07.2021.

Fotos: Artemis Rising Foundation/ Empathy Arts/ Hailstone Films/ Storyline Studios/ Neon/ Øst for Paradis Filmdistribution/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021