The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007)

BALLADEN OM LUCY & JUDE

Et billeddigt med Beatles-sange

Af BO GREEN JENSEN

SOM evindelig regn flyder ordene ud af et papkrus. Det lyder naturligvis bedre i sangen:

   »Words are flowing out like endless rain inside a paper cup. They slither while they pass, they slip away across the Universe«.

   Skulle man vælge én Beatles-sang, der hævede sig over alle de andre, ville hver af os have sin særlige favorit. Jeg tror, jeg ville vælge »Across the Universe«, som John Lennon skrev til det sidste album, Let It Be (1970).

   Det må være noget med kontrasten mellem et grænseløst rum, den skrøbelige kop af papir og et vidtåbent sind, som lader ordene strømme igennem. Renæssancekvinden Julie Taymor (f. 1952) har det muligvis ligesådan. I hvert fald har hun valgt Across the Universe, ikke All You Need Is Love eller Strawberry Fields Forever, som titel og ledemotiv til sin filmfantasi over 31 store Beatles-sange.

   Hun bruger dem til at fortælle en kærlighedshistorie, men også til at genskabe en tid, som ligger fem årtier tilbage. I 1970erne blev 1920erne og 30erne moderne. Det syntes at være en helt anden verden. Vi har nu den samme historiske afstand til rockmusikkens første livsalige guldalder. Og den virker egentlig slet ikke fjern.

DER er i tidens løb gjort flere forsøg på at forme en spillefilm af Beatles-sangskatten. For det første er der bandets egne produktioner, Richard Lesters absurde A Hard Day’s Night (1964) og den endnu mere snurrige Help! (1965). Tv-filmen Magical Mystery Tour (1967) er bedre end sit rygte. Dokumentaren Let It Be (1970) blev aldrig færdiggjort til de medvirkendes tilfredshed. Den var stor i biograferne (også min lokale Kastrup Bio), men den forsvandt på samme måde som Bob Dylans monumentale Renaldo & Clara (1978). De kom aldrig ud i digitale formater og er tæt på at være slettet af værklisten.*

FEM nye sange blev kastet i Hullernes Hav, men ellers havde Lennon, McCartney, Harrison og Starr kun lidt at gøre med animationsfilmen Yellow Submarine (1968), som Erich Segal (Love Story) af alle skrev manuskript til. Susan Winslowes All This and World War Two (1976) var stykket sammen af arkivklip, som viste krigens rædsler, mens notabiliteter som Peter Gabriel og Bryan Ferry leverede bemærkelsesværdigt glansløse coverversioner af 27 Beatles-sange. Jeg har soundtracket stående på vinyl. Det er ikke noget, man hører så ofte.

THE Bee Gees var blandt de flittigste bidragydere til All This and World War Two. På den måde fik Robert Stigwood ideen til at anbringe sine protegeer i en filmmusical. I hvert fald brugte Michael Schultz’ bizarre og forhadte, men stort producerede Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club (1978) brødrene Gibb (+ Peter Frampton) som stand-ins for The Fab Four.

   Mere er der ikke på listen. Man kunne sagtens basere en film på Le Cirque du Soleil-forestillingen Love (2006), der spiller på 16. år i Las Vegas. Den ombryder sangværket nok så dramatisk, dog med de overlevendes billigelse.

I MODSÆTNING til disse kuriosa er Across The Universe både en rigtig film og en god musical, der på den positive måde knytter an til klenodier som Milos Formans udgave af Hair (1979), de bedste billedskabende steder i Ken Russells filmatisering af Tommy (1975) og Alan Parkers film over Pink Floyds The Wall (1982). Især har Julie Taymor adskilligt tilfælles med Ken Russell, der som bekendt kunne overdrive vildt og tabte tråden helt og aldeles i 1970erne.

   Taymor er en tusindkunstner, som har lavet tre markante film. Titus (1999), hendes overlæssede modernisering af Shakespeares Titus Andronicus, havde Anthony Hopkins i titelrollen og var en ubærlig oplevelse. Til gengæld så Salma Hayek helt rigtigt, da hun i 2002 bad Taymor instruere Frida, den vellykkede film om Frida Kahlo.

   Taymor er også ansvarlig for den autoriserede teateropsætning af Disney-musicalen The Lion King. Hun bruger ofte sin mand, Elliott Goldenthal, som musikalsk sparringspartner. Det er Goldenthal, der har arrangeret sangene i Across the Universe. Lydsporet er produceret i samarbejde med T-Bone Burnett og Teese Gohl. Skuespillerne synger selv deres sange, ganske udmærket endda.

FILMEN følger krigsbarnet Jude (Jim Sturgess) fra Liverpool til Boston, hvor han opsøger den forsvundne far (som ikke er professor, men vicevært på Harvard). Jude bliver ven med den priviligerede Max (Joe Anderson) og forelsker sig i hans søster Lucy (Evan Rachel Wood).

   Denne kærlighed binder sangene sammen, men filmen er også en dannelsesrejse gennem det amerikanske ungdomsoprør, Vietnam-krigen og hippietiden, både within and without you, frem til et sted, hvor drømmen er færdig, for så måske at begynde igen.

TAYMOR er god til tableauer. Hun iværksætter imponerende sætstykker som en mareridtsagtig Vietnam-session og et psykedelisk mellemspil med Eddie Izzard som Mr. Kite. I mindre roller ses bl.a. Bono (som Ken Kesey) og Joe Cocker. Der er bogstavelig talt ingen døde eller dårlige scener. Tværtimod tegnes en række vignetter, der giver bipersoner som Prudence, Sadie og JoJo grund til at leve.

FILMENS showstopper er dog »Happiness Is a Warm Gun«, der er henlagt til et hospital for krigsveteraner. Her glider giften, kødet og døden i ét. Som koret af æggende sygeplejersker, der tilser soldaternes sår, er Salma Hayek klonet fem gange. Hun er også lukket i en sprøjte med morfin, hvor hun stripper til ære for Max. En katolsk præst slår ekstravagante vejrmøller. I denne scene opdager man, at filmen skylder Dennis Potters britiske sangføljetoner, Pennies from Heaven (1978), The Singing Detective (1986) og Lipstick on Your Collar (1993) en del. Taymor har uden tvivl også set Baz Luhrmans Moulin Rouge! (2001).

ACROSS the Universe bæres af sange, der kan tåle, hvad det skal være, men der er tale om andet og mere end et langstrakt mix af musikvideoer. Taymor gør fortiden nærværende, så den giver mening både for unge og gamle. Som de bedste Beatles-sange er den på én gang enkel, dyb og vidunderlig.

Se også Gloria Steinem | Julie Taymor: The Glorias (2020).

*) Let It Be og Renaldo & Clara er seværdige og fascinerende film. Både Dylan og de overlevende beatler har udvisket sporene ved at erstatte de gamle film med nye produktioner, som bruger det samme materiale. Michael Lindsay-Hogg filmede The Beatles og deres cirkel i 60 timer over 22 dage, mens de arbejdede med sangene til Let It Be og forberedte den koncertbegivenhed, der endte som den legendariske Rooftop Concert på taget af Apple Corps-bygningen i Savile Row den 30. januar 1969.

   I den oprindelige film får man indtrykket af et træt band, hvor medlemmerne går hinanden på nerverne og er på vej i hver sin retning. I forbindelse med 50-året blev Peter Jackson bedt om at gennemse materiale og skabe en ny film på palimpsest-vis. Det blev til den syv timer lange miniserie The Beatles: Get Back (2021), som streames på Disney+ verden over. Det er en fængslende film i sin helt egen ret, men den er mere af musikhistorisk interesse. Lindsay-Hoggs originale film havde faktisk en idé og en vision. 

   Dylans fire timer lange logbog fra Rolling Thunder Revue-turneen i 1975 var en blanding af koncertfilm og autofiktion, der lod karaktererne skifte navne og identitet på samme forvandlingsmåde som i sangerens tekster. Dylan (Renaldo), Sara Dylan (Clara) og Kvinden i Hvidt (Joan Baez) drejer cirkler om hinanden i en metafiktion, som var inspireret af Marcel Carnés Les Enfants du Paradis (1945, da. Paradisets børn) og i øvrigt af westernmytoligien i skilsmissesangene på Blood on the Tracks (1975) og Street-Legal (1978). Musikerne spiller sig selv, og filmens hjerte er koncertudtag.

   Dylan trak filmen tilbage, men i 2019 bad han Martin Scorsese gennemse materialet, ganske Peter Jackson gjorde for Apple Corps. Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story by Martin Scorsese bevarer ideen om metafilm og autofiktion, men i drilsk tone og en langt lettere form. Det er bestemt meget underholdende gjort, men den nye film har slet ikke dybden og lidenskaben fra den musikalske løvfaldswestern, som Dylan selv signerede i 1978. 

Across the Universe. Instr.: Julie Taymor. Manus: Dick Clement, Ian La Frenais. Foto: Bruno Delbonnel. 133 min. UK-USA 2007. Dansk premiere: 20.06.2008.

Fotos: Revolution Studios/ Columbia Pictures/ Sony Entertainment/ SF Studios/ Apple Corp/ Disney+/ CineMaterial/ Screenmusings.com/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK - i UK og Frankrig bl.a. på Amazon Prime, Google Play og iTunes - findes på dvd og blu-ray

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.06.2008 [her let revideret og ajourført]