tirsdag den 19. april 2022

Neil Jordan: Greta/Stalker (2018)


HYSTERISKE DRØMME
Den irske fornyer vil genfinde gløden 

Af BO GREEN JENSEN

NEIL Jordan (f. 1950) kom som et frisk pust fra Irland med Angel i 1982. Han filmatiserede Angela Carter (i The Company of Wolves, 1984) og fornyede den britiske gangstergenre med Mona Lisa (1986), som George Harrisons HandMade Films satsede på. Senere måtte man intet røbe om The Crying Game (1992), hvor en soldat forelsker i sig i en transkønnet mand. Også Breakfast on Pluto (2005) var tidligt ude med LGBTQ+-tema.
   Jordan trivedes i USA. Efter filmudgaven af Anne Rices Interview with the Vampire (1994, da. En vampyrs bekendelser) var genren atter stor i ti år. The End of the Affair (1999, da. Enden på legen) var en smagfuld film efter Graham Greenes katolske utroskabsroman, og helteportrættet af Michael Collins (1996) var den definitive irske gestus. Jordans allerbedste film, The Butcher Boy (1997), fik aldrig dansk premiere.


DISSE ting ligger årtier tilbage. Nu er Jordan fyldt 70 og holder lange kunstpauser. The Brave One (2007) var en mådelig selvtægtshistorie med Jodie Foster som offeret, der går til modangreb og bliver afhængig af tage hævn. Ondine (2009) var en moderne version af myten om Undine, her med en gælisk sælkvinde (selkie) i fokus. Byzantium fra 2017 var en hysterisk, men visuelt interessant vampyrfortælling med Gemma Arterton og Saoirse Ronan som mor og datter.
   Det er længe siden, at Jordan har været interesseret i mænd. Kun Stephen Rea (fra debutfilmen) medvirker altid i en marginal rolle. Det gælder også i Greta, hvor Rea er på lærredet i fem minutter. Han spiller en privatdetektiv, som prompte bliver skaffet af vejen. Alle Jordans film har noget for sig. Undtagelsen er den bogstaveligt rædselsfulde In Dreams (1994). En grim, grotesk fortælling, som var uhyggelig på de forkerte måder.
   Desværre har Greta, som på dansk hedder Stalker, en bred rem af huden. Den går uafbrudt efter effekter og dyrker en karikeret høj stil, men fordi overspillerne er Isabelle Huppert og Chloë Grace Moretz, bliver det ikke helt ubærligt.



FRANCES (Moretz), som har mistet sin mor, knytter sig til enken Greta (Huppert), skønt veninden Erica (Maika Monroe) advarer hende. Men Greta er ensom og savner sin datter. Frances finder håndtasken, som Greta har »glemt«. Først da Frances ser alle de andre ens tasker i Gretas skab, forstår hun, at Erica havde ret.
   Der følger en hårrejsende stalker-historie. Huppert sætter sig ved klaveret og spiller »Liebestraum« for at overdøve skrig og banken. Hun bliver da en ufrivillig karikatur af sin rolle i Michael Hanekes La pianiste (2001, da. Pianistinden). Jordan jonglerer behændigt med drømme. Det er distraherende, at filmen på dansk deler titel med et hovedværk af Andrej Tarkovskij.



MEN fred være med det. Flere isnende sætstykker lykkes, og der er et godt twist i den grufulde slutning. Det er dog effekter for effektens skyld – og derfor en film, som primært vil friste fans af Huppert, Moretz, Rea, Monroe og instruktøren. Dem er der naturligvis også en del af.


*) Det er til dels et synsbedrag, at der intet nyt kom fra Jordan mellem Byzantium og Greta. Han skrev og instruerede de tre sæsoner af tv-serien The Borgias, som blev produceret 2011-2013. The Borgias gik til historien i samme lurvede ånd som Michael Hirsts serie om The Tudors (2007-2010), hvor Jonathan Rhys Meyers spillede Henrik VIII. Jordan fulgte op med tre sæsoner af Riviera (2017-2020), en tacky og populær serie med Julia Stiles, Anthony LaPaglia og Lena Olin, som han var showrunner på. Begge projekter er meget kulørte.  
   Som forfatter har Jordan med mere held holdt fast i sig selv hele vejen. The Past (1980), The Dream of a Beast (1983) og Sunrise with Sea Monster (1994) var store irske titler. Efter ti års pause kom der atter gang i udgivelserne. Jordan skriver enten skært realistisk eller magisk fabulerende. Romanerne Shade (2004), Mistaken (2011) og især den vidtfavnende Carnivalesque (2017) er bøger, som kunne og burde blive til film. 
   Der er grund til at glæde sig til Marlowe, som p.t. er i post-produktion. Her er Liam Neeson castet som Raymond Chandlers ikoniske privatopdager. Det bliver interessant at se, om Jordan moderniserer – som Robert Altman gjorde i The Long Goodbye (1973) med Elliott Gould – eller betoner nostalgien, som Dick Richards og Michael Winner gjorde i Farewell, My Lovely (1973) og The Big Sleep (1978), de britiske Marlowe-film med Robert Mitchum.
   Forlægget er den stilrene Chandler-pastiche i romanen The Black-Eyed Blonde (2014). Det er en kendt sag, at forfatternavnet Benjamin Black er et pseudonym for skønlitteraten John Banville, der har skrevet en lang række krimier under dette alias. Det er første gang i 40 år, at Philip Marlowe kommer op på stort lærred. Både Diane Kruger og Jessica Lange medvirker. Det kan blive godt for alle parter – inklusive publikum. Marlowe har premiere i 2023.

Greta (Stalker). Instr.: Neil Jordan. Manus: Ray Wright, Neil Jordan. Foto: Seamus McGarvey. 98 min. Irland-USA 2018. Dansk premiere: 02.05.2018.


Fotos: Sidney Kimmel Entertainment/ Lawrence Bender Productions/ Little Wave Productions/ Focus Features/ Warner Bros./ Demarest Films/ Number 9 Films/ IMDB/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainments
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.05.2018.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar