mandag den 23. maj 2022

Bogen og filmen: Mothering Sunday/Helligdag (2021)


ALLE DE UNGE MÆND
Eva Husson filmatiserer Graham Swift

Af BO GREEN JENSEN

HELLIGDAGEN »Mothering Sunday« var forløberen for den moderne Mors Dag. I gode britiske husholdninger fik tjenestepigerne fri, så de kunne besøge deres familier. Forfatteren Jane Fairchild har en særlig grund til at huske Mothering Sunday i 1924. Det var den dag, hun begyndte at skrive for livet.

   Den unge Jane (Odessa Young) har ingen at tage hjem til, da herskabet giver hende fri. Hun kom til huset som forældreløs teenager. Mr. Niven (Colin Firth) taler om, hvad han ville lave, hvis han ikke skulle til forlovelsesfrokost. Mrs. Niven (Olivia Colman) tager senere Janes hånd og siger, at hun skal betragte det som en gave at være alene. Så har hun ingen at miste.



DER hersker en knuget stemning i huset. Nabosønnen Paul (Josh O’Connor) skal giftes med Emma (Emma D’Arcy) fra den tredje familie i vennekredsen, som engang gjorde alle ting sammen. Paul havde brødre. Familien Niven havde sønner. Alle de unge mænd døde i krigen. England sørger stadig væk.
   Da bilerne kører til klubben, mødes Paul og Jane en sidste gang. De har elsket at gå i seng med hinanden, siden hun kom til landsbyen. Vi er blandt det højere borgerskab i en fattigfin udgave af Downtown Abbey. Ingen udfordrer klassesystemet. Det har aldrig været på tale, at det »skulle være dem«. Men dagen er en undtagelse. Jane bliver kvinden, som mange år efter modtager Nobelprisen for sin beretning. Hun spilles da af 85-årige Glenda Jackson.



DER er i alle Graham Swifts bøger en umiskendelig tone af stor og nøje afstemt melankoli. En bristefærdighed, om man vil, og et særligt talent for at indlejre typiske træk ved almen historie i enkelte skæbner. Det gælder fra læreren, der taler til sin klasse i Waterland (1983, da. Vandlandet) og frem. I Mothering Sunday: A Romance (2016) er Swift i sit element. Teksten pendler mellem nu og da i erindringens takt.
   Eva Hussons film følger denne rytme. Der klippes konstant i flitrende glimt, snarere end i udstrakte flashbacks. Skønt formen anstrenger, fastholder den. I første scene begynder en samtale, som først bliver gjort færdig til slut.
   Instruktøren er fransk. Husson har udviklet sig, siden hun skuffede med Girls of the Sun i Cannes i 2018. Man ville gerne give hovedprisen til en kvindelig instruktør, men kunne ikke forsvare at kåre filmen om kvindelige partisaner i krigen mod Islamisk Stat.*
   Alice Birch, som skrev den benhårde Lady Macbeth (2016), har bearbejdet Swifts roman og tilføjet en ny midterdel.

   
FILMEN bliver tung, så snart den forklarer, men i billederne kommer alt til sin ret. Lanceringen fremhæver de erotiske scener, hvor både manden og kvinden er nøgne. Det er en praktisk og naturlig nøgenhed. Han skaffer hende et pessar. Da han er borte, gør hun fingrene våde og lugter hans sæd.
   Helligdag er en god film, hvis man holder af britisk tristesse. Som et sted mellem Atonement (2007, da. Soning) og The Remains of the Day (1993, da. Resten af dagen). Moderniteten betones af nye musikvalg. Max Richter »gen-komponerer« Vivaldi; Nils Frahm yder minimalisme. Der er sammenbidt sorgarbejde og masser af stiff upper lip. Men også to kærester frosset i tiden. Et fint stemningsstykke til elskende nu.

*) Cannes 12.05.2018: »Festivalen havde satset alle jetoner på at gøre gallavisningen af Eva Hussons Les filles du soleil til en feministisk markering. Før visningen stod branchens stærke kvinder i formation på les marches, bl.a. Salma Hayek, Uma Thurman og Patty Jenkins. Der var politiske nøglefigurer som Marlene Schiappa, den franske minister for ligestilling, og Melissa Silverstein, der er en af chefstrategerne bag #MeToo. Cate Blanchett holdt en forkromet tale, som alle bakkede op om. Den højtidelige gestus var især et stort eksempel på, hvordan man sparker åbne døre ind.
   Mislyden satte først ind, da alle havde set Solens døtre. Filmen følger en særenhed af kurdiske partisaner, som prøver at tage deres by tilbage under krigen mod Islamisk Stat. Alle er kvinder, som beslutter at gøre modstand, da det lykkes dem at flygte fra IS, der mishandler og misbruger dem som (sex)slaver. Delingens leder er Bahar (Golshifteh Farahani), som har mistet sin mand og sin søn. Tiden er 2014. De kurdiske styrker venter på støtte fra den vestlige koalitionshær.
   Bahars historie fortælles i flashbacks, mens hun briefer en fransk journalist, Mathilde (Emmanuelle Bercot), der har sin egen traumatiske baggrund. Kvinderne taler, mens de gør sig klar til at indtage Bahars gamle skole. Vejen går gennem et mineret tunnelsystem. De mandlige kurdiske tropper vil ikke hjælpe, før der er støtte fra luften. Kvindekrigerne har fordel, fordi IS faktisk frygter dem. Bliver man skudt af en kvinde, bliver man ikke martyr og kommer ikke i Paradis.
   Solens døtre – der har danskeren Mattias Troelstrup som fotograf – er ikke dårlig. Den er bare meget velmenende og forenkler alle sider af konflikten. Musikken (af Morgan Kirby), som isoleret set er god nok, bliver lagt på i så massive doser, at publikum ikke har chance for selv at føle noget, før stemningen bliver dikteret. Bercots karakter er baseret på amerikaneren Marie Colvin, der mistede sit øje og senere sit liv i Homs. Hun er et overflødigt identifikationspunkt. Bahar tænker tilbage uden at meddele sig.
   Til slut bliver byen generobret. Bercot rejser hjem til sin datter og skriver artiklen, som hun læser højt under slutteksterne. Den er mildest talt ikke neutral i sit ordvalg.
   Efter gallavisningen var der jubel og stående bifald. Det er der som regel. Efter pressevisningen blev der både hujet og klappet. Der var bred enighed om, at Les filles du soleil ikke hører hjemme i hovedkonkurrencen. I hvert fald er det en ordinær film, som trækker gennemsnittet ned. Døm selv, når der er dansk premiere.«


Mothering Sunday (Helligdag). Instr.: Eva Husson. Manus: Alice Birch. Foto: Jamie Ramsay. 104 min. UK-Tyskland 2021. Dansk premiere: 28.04.2022.

Graham Swift: Helligdag –
 en romance. Oversat efter Mothering Sunday: A Romance (2016) af Claus Bech. 188 s. Gyldendal, 2017. 

Graham Swift: Mothering Sunday. A Romance. 132 s. London: Scribner, 2016.


Fotos: Film4/ BFI/ LipSync Productions/ Number 9 Films/ ZDF/ Arte/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ Scribner/ Simon & Schuster

Filmen er i biografdistribution
Festvalreportage i Weekendavisen Kultur 18.05.2018 + filmanmeldelse Weekendavisen Kultur 29.04.2022.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar