tirsdag den 3. maj 2022

Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014)


HÆRVÆRKSKLUBBEN
Englands politiske klasseteater

Af BO GREEN JENSEN

I STORBRITANNIEN fungerer klassesystemet som efter en naturlov. Den sociale arv og de riges privilegier er emner, der kan bringe debatten i kog. Hvis klassekampen er hendøende, er det kun, fordi besidderne har haft held til at udslette arbejderklassen. Hvad konservatismen påbegyndte i 1980erne, blev gjort færdigt af 90ernes globalisering.

   Klassetænkningen har udviklet sig til noget næsten metafysisk. Dramatikeren Laura Wade (f. 1977) skabte en af årtiers største britiske teatersucceser, da hun satte ti unge mænd fra Oxford til at hærge på scenen i Posh. Her holder »The Riot Club« sin traditionsrige middag, som kulminerer i et orgie af destruktion. Man knuser alt, hvad der kan gå i stykker. Man æder og drikker sig fra sans og samling, forsøger også at få en kvinde ned på knæ under bordet, er i det hele taget drenge, når drenge er værst.*


DA Wade skrev sit skuespil i 2010, var Labour Party ved magten. De rige rødder på scenen kunne tale, som om de repræsenterede en minoritet og en stolt tradition, der var ved at forsvinde. I 2012 blev stykket genopført, og Wade justerede teksten til David Camerons konservativt administrerede England, hvor flere af klubbens principper i mellemtiden var blevet til lov.
   Hærværksklubben er angiveligt fiktiv. Det er dog en åben hemmelighed, at The Riot Club er baseret på virkelighedens Bullingdon Club, som har eksisteret i Oxford siden 1780erne. Evelyn Waugh nævner klubben flere steder. Listen over medlemmer tæller mænd som Cecil Rhodes og Kong Frederik IX. Bullingdon-drengene bærer korte, skræddersyede jakker. Det samme gør vandalerne fra The Riot Club.
   Den reviderede forestilling fik ekstra opmærksomhed, fordi tre af rigets magtfulde embeder var beklædt af gamle Bullingdon-medlemmer. David Cameron, finansminister George Osborne og Boris Johnson – som siden blev både udenrigs- og premiereminister, men i 2014 endnu var Londons borgmester – havde alle siddet med ved bordet, hvor man når til at råbe »I fucking hate poor people!«, før aftenen er omme. I det hele taget sætter klubben en ære i ikke at nære social empati.


I LONE Scherfigs filmatisering af stykket, som Laura Wade selv har bearbejdet, er den hårde kerne ikke blødt op, men den er indrammet af forskellig baghistorie, og der er nuanceret i typologien, så karaktererne er til at skelne fra hinanden. I teatret er drengene kloner, nogenlunde lige stupide – og værre, fordi de er sammen og ens.
   Miles Richards (Max Irons) er egentlig ikke typen, der snobber hverken op eller ned. I Oxford bliver han kæreste med Lauren (Holliday Grainger), som kommer fra jævne walisiske kår. Der er ingen Lauren i sceneversionen. I filmen fungerer hun som et humaniserende filter og et identifikationspunkt for tilskueren. Det er muligvis ikke, hvad der er brug for. Skuespillet fungerer i kraft af sit koncentrerede anarki.
   Miles er en sød dreng, der lader sig benove af invitationen til at blive medlem. Man ved, at man er kommet i betragtning, når ens værelse bliver raseret.


DET er en gennemgående svaghed, i filmen såvel som i stykket, at man aldrig helt begriber, hvorfor klubben er så attraktiv. Alt, hvad de unge mænd foretager sig – og det er ret beset ikke meget – virker gennemført infantilt.
   Men man bliver medlem af et netværk, som fungerer (og forpligter) hele livet. Det véd den arrogante Alistair Ryle (Sam Claflin), som skal løfte arven efter sin farfar, far og onkel Jeremy (Tom Hollander), der er konservativ politiker. Alistair deler det kyniske menneskesyn. Han og Miles læser begge historie. De skriver opgaver til den samme tutor. Her er de tæt på at hade hinanden. Bortset fra, at den milde Miles næppe er i stand til at hade.


DEN lyse side af Oxford bliver skildret i filmens første akt, hvor Scherfig formidler sin glæde ved stedet. En scene, hvor Miles og Lauren taler på taget med udsigt til byens »drømmende spir«, har sjælfuld sødme og kunne stamme fra de bedste tider i One Day (2011). Der er også lidt humor i drengenes ture. Så begynder middagen, og alvoren bliver blodig.
   Fordi klubben knuser alt, har den karantæne på de fleste spisesteder. Man kører langt for at nå til pubben The Bull’s Head, hvor en ambitiøs kroejer (Gordon Brown) prøver at give stedet stil. Han bukker og skraber for selskabet, der har booket sig ind som Unge Entreprenører. De øvrige gæster, som ikke er posh, får lov at vente i timer. Manden, som man når at få ondt af, er i mange henseender en straight version af Basil Fawlty, den inkarnerede småborgerlighed.


MIDDAGEN forløber. Ti fugle er bagt ind i hinanden, og klubbens formand taler vidtløfligt om at fejre fråseriet som kunst og erkendelsesform. De æder og drikker for Englands skyld. I tarvelige tider er de det sande bolværk mod pøbelen. I prologen har man set den historiske Lord Ryot være både dekadent og visionær. Det er der ingen af dagens drenge, der er. De vil bare rive verden i stykker.
   Udover Miles er der ingen i klubben, som kender det andet køn særligt godt. Det ligger ikke i opdragelsen, hvis man kommer fra skoler som Eton og Harrow. Harry (Douglas Booth) har bestilt en professionel pige, som skal give drengene blowjobs. Da Charlie (Natalie Dormer) betakker sig, overvejer klubben at voldtage kroværtens datter (Jessica Brown Findlay).
   Her indskyder Scherfig og Wade en forvikling. Redegørelsen for kvindesynet er i forvejen omstændelig. Nu skal filmen skyde sit krudt af i en hæmningsløs destruktionsscene, der kulminerer i afstraffelsen af kroværten. Da er The Riot Club blevet ren horror.


FILMEN fungerer bedst på de steder, hvor den holder fast i teaterforestillingens klaustrofobiske ramme og de kunstfærdige replikker, der i pointeret form taler om klasser. Det er og bliver en britisk forestillingsverden. Da Alistair siger til kroværten, at denne i virkeligheden elsker de hærgende overklassedrenge, er det tydeligt, at han rammer et ømt punkt. Det kunne han kun gøre i en britisk kontekst.
   Lone Scherfig formidler alt dette med samme fintmærkende præcision, som hun lagde for dagen i An Education og One Day. Det virker af og til, som om hun hellere ville lave en lys film, der fejrede de klassiske dyder i Oxford. The Riot Club er en grov satire, men eftersmagen er syrlig og ram – altså for så vidt som den skal være.


*) Laura Wade voksede op i Sheffield i det nordlige England. Hun studerede drama ved Bristol University, debuterede med Limbo (1996) og kom til Londons Soho Theatre med Colder Than Here (2005). Hun har skrevet 15 skuespil, hvoraf syv foreligger i bogform.
   Wade har ingen Oxford-baggrund selv. Hun har dog kunnet spørge sit bagland, hvis hun var i tvivl. Wade har to børn med instruktøren og skuespilleren Samuel West, som har instrueret flere af hendes stykker. West, der er søn af Timothy West (Edward VII) og Prunella Scales (Fawlty Towers), tog sin kandidatgrad i Oxford. Wade og West har dannet par siden 2007. 
   Posh blev uropført i 2010 på Royal Court Theatre, hvor Wade var en del af Young Writers-programmet. I 2012 blev teksten afstemt efter aktuelle forhold og opført på Duke of York Theatre i West End. Wade var ikke selv involveret i 2017-produktionen, som lod teksten opføre af et kvindeligt cast. Derimod skrev hun sceneversionen af Sarah Waters’ victorianske perioderoman Tipping the Velvet (1999), som blev opført på Lyric Hammersmith i 2015. Tipping the Velvet er især kendt fra tv-versionen [med manuskript af Andrew Davies] med Rachael Stirling, Sally Hawkins og Keeley Hawes, som var en LGBTQ+-landvinding i 2002.
   Efter Posh har Laura Wade skrevet Home, I’m Darling (2018) – en tragisk satire om nostalgiske kønsroller – og The Watsons (2019). Sidstnævnte bygger på Jane Austens aldrig færdiggjorte roman (som mange austenites har skrevet videre på). I Wades version bliver handlingen sat i stå, når »Dramatikeren« og karaktererne diskuterer, hvad der videre kunne, burde og måske vil ske. The Watsons havde premiere på Chichester Festival Theatre i 2018 og spillede videre på Menier Chocolate Factory i London. Forestillingen var instrueret af Samuel West.


The Riot Club. Instr.: Lone Scherfig. Manus: Laura Wade. Foto: Sebastian Blenkov. 107 min. UK-Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.12.2014.



Fotos: Daniel Hambury (Laura Wade Portrait)/ Film4/ HanWay Films/ BFI/ Universal Pictures International/ Pinewood Pictures/ Blueprint Pictures/ Selective Films/ Orange Studio/ Royal Court Theatre/ Angel Films.
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, HBO Max, iTunes, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.12.2014 [revideret og ajourført 2022]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar