tirsdag den 12. juli 2022

Ken Loach: Land and Freedom (1995)


DEN SPANSKE JORD
Social romantik og realpolitik

Af BO GREEN JENSEN

MAN skal aldrig sige aldrig. Det plejer ikke at være internationale koproduktioner, oven i købet med slagscener og andre sætstykker i, som realisten og minimalisten Ken Loach instruerer. Hans stærke og sjældent stringente film fra Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) skildrer da også sin centrale konflikt på en mere analytisk måde, end man er vant til at se, men om doceren er der aldrig tale.
   Formen er episk og traditionel. Loach og manuskriptforfatteren Jim Allen vil huske de britiske frivillige, som rejste til Spanien for at kæmpe i de internationale brigade, men især vil de belyse de interne kampe og forræderier på antifascisternes side.*
   Det var den del af historien, som Ernest Hemingway stort set fortiede i For Whom the Bell Tolls (1940, da. Hvem ringer klokkerne for?), som en desillusioneret George Orwell lagde frem i Homage to Catalonia (1938, da. Hyldest til Catalonien (1938) og som John Dos Passos skrev udtryksløst fast i romanen Adventures of a Young Man (1939, da. En ung mands eventyr).
   Det er historien om, hvordan kommunistpartiet brugte den større konflikt til at nedkæmpe de rivaliserende socialistiske og anarkistiske fraktioner. Om brodermord, med andre ord, men også om overbevisningens pris.


I 1936 går David Carr omkring i Liverpool og brænder efter at komme i gang. Han er nyforlovet, arbejdsløs og glødende socialist. Han tager derfor springet og rejser til Spanien for at melde sig som frivillig. Han optages i den autonome milits, der hører under socialistpartiet POUM – Partido Obrero de Unificación Marxista – og derfor opfattes som en halv fjende af anarkisterne og stalinisterne, som bruger borgerkrigen til at rense ud i egne rækker.
   David, der spilles med afvæbnende overbevisning af Ian Hart, er i begyndelsen politisk uskyldig, for ikke at sige naiv. Han mener, at lederne altid ved bedst. David forelsker sig i medsoldaten Blanca (Rosana Pastor), og de bliver for alvor et par, da hendes kæreste, ireren Coogan, dør. Det sker i en af filmens to centrale træfninger, da militsen erobrer en landsby, som regeringstropperne har behersket.
   Her ligger filmens dramatiske centrum, og det bryder så totalt med alle regler for, hvad man kan og ikke kan på film, at man et øjeblik tror Land and Freedom vil kuldsejle.


EFTER kampene sætter landsbyens indbyggere sig til at diskutere, om de skal kollektivisere jorden. Diskussionen er langvarig, selvsagt ordrig og i sagens natur meget ophidset. Scenen varer vel 10-12 minutter. Imens klipper Barry Ackroyds kamera fra den ene til den anden taler, uden at vælge side. Amerikaneren Gene, der senere svigter sine fæller i POUM og vælger kommunisternes side, fremlægger ved samme lejlighed stalinisternes hensyns- og hæmningsløse ideologi i koncentrat. Det er en forbløffende scene, ren, statisk, mærkværdigt bevægende og alligevel uden melodramatisk pynt af nogen art. Her falder Land and Freedom for alvor i hak, og man forstår filmens egentlige ærinde.
   Dette er ikke i første række at skildre kampen, kærligheden, loyaliteten og forræderiet i 1930ernes Spanien. Det er snarere at vise os, hvordan engagement til alle tider ser ud, når mennesker føler, at kampen kan nytte; at tingene står til at ændre og de selv har en rolle at spille. Når politik bliver hverdag og virkelighed, kan ideologien afprøves i praksis. Det er herom, at Land og Freedom fortæller, og det gør den med ganske klar adresse til den apati og rådvildhed, som hersker i Europa nu, i England såvel som herhjemme.



FOR at understrege dette, har Loach lagt en samtidsramme om filmen. I 1994 sidder Davids barnebarn, Kim, og rydder op i sin morfars efterladte ting. Himlen er om muligt mere grå end de huse, som Liverpool er fyldt med. Mellem Davids effekter finder pigen en stak udklip, nogle breve fra Katalonien og et rødt tørklæde med en håndfuld af den spanske jord. På bygningen, hvor David døde, har ekstremisterne fra National Front malet deres logo. Kun disse to symboler har farve i sig selv.
   Havde dette været en Hollywood-film, kunne en pædagogisk fortæller passende citere William Butler Yeats’ berømte diagnose: »The best lack all conviction, while the worst are full of passionate intensity« fra digtet om »The Second Coming« (1920) [»De bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet.«] Digtet blev skrevet om den irske Påskeopstand, men fyndordet passer på de fleste konflikter, hvor gode kræfter kommer til kort.  
   Land and Freedom ligger dog langt fra Hollywood. Vist akkumuleres summen af forrådelser og fortrædelser så stærkt, at vi mod slutningen får gåsehud, da man afsynger »Internationale«, og hvem ville have troet det, i denne tid og på denne afstand?


MEN bevægelsen afstedkommes netop i kraft af den emotionelle underdosering. Loach tager sin kendte kliniske tone med til skildringen af de komplekse konflikter, der styrede denne generalprøve på verdenskrigen og den ideologiske koldkrig, som fulgte efter. Hans strategi ser tvivlsom ud i begyndelsen, men giver gevinst i filmens sidste halvdel, hvor en mere melodramatisk stemt instruktør ville løbe tør for gribende virkemidler, efterhånden som tragedierne overgik hinanden.
   For tragisk ender historien. David bliver såret, på prosaisk og lidet heroisk vis, da en af de gamle tyske rifler, som POUM-militsen må tage til takke med, giver bagslag under øvelsen med at oplære nye rekrutter. Han tager til Barcelona for at rekonvalescere og genforenes her med Blanca. De når lige at elske før skænderiet: Davids uniform er nu republikanernes, og den unge englænder mener stadig, at målet helliger midlerne.


SOM medlem af kommunisternes internationale brigade beordres David til at deltage i nedkæmpningen af en anarkistisk bastion, for stalinisterne betragter deres moderate allierede som »sociale fascister«, der må tages i opvæksten. Omsider må han vælge selv og vender da tilbage til POUM og Blanca. Her har tingene ændret sig. Kvinderne må ikke længere bære uniform, og militsen hører nu under republikanerne. I den sidste lakonisk skildrede træfning er fjenden ikke Francos tropper: det er kommunisterne, som kræver socialisternes kapitulation.
   Verden er da vendt på hovedet. Rigtigt er forkert og omvendt, og med Blancas død mister David det sidste, der binder ham til den spanske sag. Alligevel fortryder han aldrig. Han lever endnu 48 år, stille og roligt, skønt han forbliver socialist til det sidste. Men han føler sig aldrig siden så levende, som han gjorde i foråret ’37, da livet og døden var alvor i Spanien og tingene stod til at ændre.


MAN kan mene, hvad man vil, om Loachs budskab, men han tegner konflikten og skildrer dens mennesker sobert, redeligt og prisværdig klart. Han får os til at føle som og med dem. Han får os til at håbe på kærligheden, som David og Blanca deler en tid, og han får os en sidste gang til at tænke over, hvad det egentlig var, der døde i Spanien og alle senere konflikter, som ligner brodermordet i Katalonien.
   Samtidig glemmer han aldrig, at fortællingens medium er billeder, og at sagen, det gælder, er levende film. Land and Freedom beviser, at det fortsat er muligt at lave politiske film, som bevæger uden at sentimentalisere. Filmen blev forbigået, da hovedkonkurrencens jury fordelte sine priser ved forårets Cannes-festival. Til gengæld blev den kåret som bedste film i kritikernes afstemning og fik også den økumeniske pris.
   I dét er der smuk overensstemmelse. Det, som lykkes for Loach og Jim Allen, er netop det svære: at forene kunsten og engagementet. En sober, klar og bevægende film, der indskriver sig som et hovedværk i en produktion, hvor bagatellerne i forvejen er spredte og få.

*) James »Jim« Allen (1926-1999) var blandt de førende politiske dramatikere i sin generation. Han blev født i Manchester, kom på fabrik som 13-årig og gjorde tjeneste i 2. verdenskrig. Han blev litterært vakt (af Jack London og Charles Dickens) under et fængselsophold. Efter krigen blev han minearbejder og engagerede sig fagligt. Han begyndte at skrive om dagen, mens han havde natarbejde som rengøringsassistent på St. Barts Hospital i London.
   Allen var erklæret og urokkelig socialist. Lige så urokkeligt tog han afstand fra statskommunismen i Sovjetunionen. Fra 1958 var han aktiv i Socialist Labour League (og redigerede The Miner), som siden blev til Workers’ Revolutionary Party (WRP), der var en selvstændig enhed i The Labour Party. Allen blev senere ekskluderet fra Labour.
   WRP brugte mest energi på at modarbejde CPGB – The Communist Party of Great Britain – som dominerede og dikterede taktikken i NUM (National Union of Mineworkers). Allens hovedtema er fra begyndelsen de interne krige og forræderier på venstrefløjen – i Den Spanske Borgerkrig såvel som blandt britiske socialister.
   Allen var strategisk placeret, da tv-mediet blev almindeligt udbredt i 1950erne og 60erne. Han lærte grammatikken gennem to år som manuskriptforfatter på Coronation Street, som ITV begyndte at sende to gange ugentligt i 1960. 62 år senere er Coronation Street stadig en britisk tv-institiuton med 6 mio. seere pr. episode. Der er til dato produceret 10.686 episoder.
   Allen og Loach skabte sammen tv-spillet The Big Flame, som Tony Garnett producerede for BBC i 1969. De fortsatte samarbejdet med The Rank and File (1971), og Loach brugte Allen som forfatter på Hidden Agenda (1990), Raining Stones (1995) og Land and Freedom. Parrets største bedrift var dog Days of Hope - »A series of four films from the Great War to the General Strike« - som i fire afsnit af spillefilmslængde fortæller en families historie fra Første Verdenskrig til Generalstrejken i 1926 (som fagbevægelsen måtte opgive efter ni dage). Miniserien blev sendt på BBC One i september/oktober 1975. Den blev også vist i dansk TV. Det var fremragende politisk tv, som formåede at få tiden i tale.
   Allen skrev både for scene og skærm (hans eneste roman er en »tv tie-in« udgave af Days of Hope). I 1989 var Loach instruktør på skuespillet Perdition, som blev aflyst et døgn før premieren p.g.a. sit anti-zionistiske tema. Allens tekst beskriver, hvor jødiske ledere gør indrømmelser til gengæld for oprettelsen af staten Israel.
   Allen skrev to manuskripter til Thirty Minute Theatre, to til The Wednesday Play og fem til Play for Today. Han bidrog også til ITVs retssalsdrama Crown Court (1972-1984). Samarbejdet med Loach var signaturarbejdet, men navnene på Allens instruktører giver et indtryk af, hvor vigtigt tv-mediet var i den store tid med få stationer og høje ambitioner. Hans første tv-spil, The Hard Word (1966), blev instrueret af Ridley Scott; Roland Joffé (The Mission) instruerede The Spongers (1978) og United Kingdom (1981).
   Det var og blev Loach, som han trivedes med. Loach selv betragter The Big Flame – dramadokumentarisk fremstilling af et strejkeforløb i stor skala – som »Jim's definitive script«. Han beklager, at han ikke instruerede det bedre. Days of Hope er definitiv for begge mænd. I den første film, »1916: Joining Up«, bliver militærnægternes politik lagt frem i diskussionsform som i Land and Freedom. En af mændene understreger, at han ikke er pacifist. Men han vil kun kæmpe »i den eneste krig, som har betydning«. Det er »The Class War«.
   Jim Allen var lige så vigtig for Loach i tidlig fase, som Paul Laverty blev i den sene periode. Så i Land and Freedom ser vi en stafet skifte hænder. Blandt skuespillerne er Laverty, som stadig praktiserede jura. I 1996 skrev han sit første filmmanuskript, Carla's Song, til Ken Loach. Loach og Laverty har siden skabt 16 film sammen.


Land and Freedom. Instr.: Ken Loach. Manus: Jim Allen. Foto: Barry Ackroyd. 109 min. UK-Spanien-Tyskland-Italien 1995. Dansk premiere: 27.10.1995.


Fotos: ARD Degeto Film/ BIM Distribuzione/ BBC/ British Screen Productions/ Canal + España/ Canal+/ Diaphana Films/ Eurimages/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ Messidor Films/ Parallax Pictures/ Polygram/ Road Movies Dritte Produktionen/ TVE/ Working Title Films/ CineMaterial/ MUBI
Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.10.1995 [Noten om Jim Allen er ny].
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar