Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview

EN LUKKET DØR

Om soning, skyld og (dårlig) samvittighed

Af BO GREEN JENSEN

HVIS læger vil have et liv og blive gamle i faget, må de nu og da lukke af og gå hjem. At man har aflagt den hippokratiske ed, er ikke ensbetydende med at stå til rådighed i døgndrift. Det handler om at være professionel, respektere reglerne og opdrage sine patienter. Ellers er der ingen ende på det, og man risikerer at blive udnyttet.

   Det er nogle af de ting, som lægen Jenny Davin (Adèle Haenel) forklarer sin praktikant Julien (Olivier Bonnaud), der er yngre og mindre erfaren. Der er en undertone i udvekslingen. Hun markerer sig som chef og ville finde fejl, selv om Julien ingen begik.

   Det er aften på klinikken i Seraing, den slidte industriby i Liège-regionen, hvor alle de belgiske Dardenne-brødres film foregår. Det har været en besværlig dag, og Adèle er i forvejen rastløs, fordi hun er på vej til en mere lukrativ stilling. Hun er færdig med at slide sig op i et Sisyfos-job og bo alene over den nedslidte praksis. Eller måske er hun bare kontrær.

   Senere vil hun analysere forløbet igen og igen. I situationen insisterer hun bare på ikke at åbne den lukkede dør, da der bliver banket og tryglet en time efter lukketid. Det er ikke, fordi hun er et dårligt menneske eller en ligeglad læge. Det handler mere om at sætte Julien på plads.

HOVMOD er en dødssynd, og her er der afregning ved kasse ét. Snart bliver liget af en ukendt kvinde fundet i nærheden. Politiet vil se filerne fra overvågningskameraet i konsultationen. Her er kvindens ansigt frosset i yderste nød. Hun banker på og beder om hjælp, der er nogen efter hende. Jenny føler ikke blot ansvar, men også en personlig skyld. Var døren blevet åbnet, havde den ukendte kvinde været i live.

   Politiet er på bar bund. Det tager betjentene dog ganske roligt. Kvinden var efter alt at dømme en prostitueret indvandrer af afrikansk herkomst, som opholdt sig illegalt i Belgien. Der var ingen papirer. Senere er der et navn: Serena Ndong. Men ingen grund til at starte en stor efterforskning. Det var ikke et vigtigt liv, der tabt.

JEAN-Pierre (f. 1951) og Luc Dardenne (f. 1954) har altid skildret de svageste, mest udsatte grupper. De har gjort det ved at følge en eller to karakterer helt tæt, og i begyndelsen blev den ekstreme beskæring bygget ind i æstetikken. Resultatet var en radikal realisme, som blev brødrenes signatur.

   I gennembrudsfilmen La Promesse – Løftet (1996) og guldpalmevinderen Rosetta (1999) følger et håndholdt kamera karakteren i centrum på en halv til en hel meters afstand. Tilskueren føler både overensstemmelse og distance. Det er en helt anden fornemmelse, end den som man får ved subjektiv kameraføring i konventionel forstand.

   I Le Fils – Sønnen (2002), som for mig at se stadig er brødrenes bedste film, bliver den kropsnære form til håndgribelig suspense. En mester og en lærling drejer cirkler om hinanden på et værksted. Mesteren fnyser og stamper og stirrer olmt på den frejdigt ubekymrede lærling, en ung mand med en straffeattest, der ikke kan gøre nogen ting rigtigt.

DET bliver ubærligt spændende at følge, hvad den ældre mand har på den yngre, og hvad han vil stille op med sin vrede og hævngerrighed. Titlen giver som altid et hint om, hvad det drejer sig om og hvor det ender. Som Jean-Pierre Dardenne siger om brødrenes modus operandi:

   »Det tager lang tid for os. Først må vi have: En karakter, en situation, en titel og en slutning. Det er muligt, disse ting ændrer sig under arbejdet, men vi kan ikke begynde, før vi har en vag idé om, hvor det ender.«

   – Er det sket I har ændret en titel?

   »Ja. Drengen med cyklen (Le gamin au vélo). Den første titel var Pitbull. Og den var måske for lukket om sig selv. Men drengens karakter var virkelig sammenbidt, og han havde tunnelsyn som en pitbull.«

   – Og den ukendte kvinde?

   »Fra begyndelsen ville vi fortælle en historie om en læge, som blev ansvarlig for et menneskes død, og undersøge hendes reaktion. Kvinden som døde skulle være ukendt: ingen spor, ingen papirer. Så voila: La fille inconnue. Med den titel siger vi også, hvad vi vil lede efter i filmen. Vi vil ikke lede efter motiver og årsager. Vi vil finde navnet på pigen, så hun ikke længere er den ukendte kvinde.«

I SØNNEN spilles mesteren af Olivier Gourmet, som har medvirket i samtlige Dardenne-film til dato. Af dem er 18. De første var dokumentarer, de seneste ti er fiktioner i spillefilmslængde:

   »For os er filmen mere end et spejl. Fiktion er et redskab til at udforske livets muligheder. Den lader os være inden i hovedet på vores karakterer. Virkeligheden på film er mere virkelig end i virkeligheden. Den viser mere, end et spejl ville vise. Men den siger kun noget om verden, hvis publikum engagerer sig i Jennys karakter.«

   I 2005 fik brødrene deres anden guldpalme for L’Enfant – Barnet. Her får et hjemløst ungt par et barn. Generelt tager de tingene, som de kommer, og den unge far (spillet af brødrenes anden faste hovedkraft, Jérémie Renier) forstår i første omgang ikke, hvor kæresten bliver ophidset, da han sælger deres barn. De kan jo altid få et nyt. Men han elsker hende, retter sig og vokser med opgaven, mens han arbejder på at få barnet tilbage.

DARDENNE-brødrene er [da vi taler i 2017] henholdsvis 66 og 63 år. Efterhånden som deres status er vokset, har de eksperimenteret med – for det første – at brede formen ud, så kameraet fanger andet end ryggen på karakteren i centrum og mere af den omliggende virkelighed.

   For det andet har de forsøgsvis arbejdet med kvindelige stjerner, der kan sælge flere billetter: Cécile de France er i Drengen med cyklen (2011) den varme damefrisør, som bliver en reservemor for problembarnet Cyril; Marion Cotillard er i Deux jours, une nuit (2015, da. To dage, en nat) den fritstillede fabriksarbejder, som har en lang weekend til at overbevise kollegerne om, at de skal stemme for hendes videre ansættelse.

   Der er i begge film reminiscenser af de første værkers strenge formelle kvalitet. Kameraet ser stadig Cotillard tæt på og bagfra, mens hun går fra dør til dør. Men generelt kan man få en fornemmelse af, at brødrene er blevet rundere i mælet. Det gælder dog ikke for Le Silence de Lorna (2008), den eneste Dardenne-film, som aldrig kom til Danmark. Her gifter en rumænsk prostitueret sig med en belgisk narkoman for at få statsborgerskab og give sine alfonser en base. Planen er at drive ham fra forstanden og i graven, men Lorna får ondt af den lidende stråmand.

DET er i de seneste film et problem, at der kommer et næsten idyllisk skær over socialrealismen. Det skal helst ende godt. Solidariteten skal virke. Fællesskabet ser lyset i tide og henter den udsatte ind. Jean-Pierre Dardenne siger, at karaktererne ikke må blive talerør for instruktørernes livssyn, men det er præcis, hvad der sker i brødrenes film efterhånden.

   Det har været vigtigt for dem altid at arbejde sammen og få det sidste ord. Derfor har de produceret deres film uafhængigt – gennem selskabet Les Films du Fleuve, som har base i Liége – og efterhånden, som varerne gav overskud, har de investeret i film af beslægtede kolleger.

   På den måde opstår noget i retning af et netværk for socialrealister. Dardenne-brødrene er medproducenter på film af britiske Ken Loach (Jeg, Daniel Blake), franske Jacques Audiard (Dheepan), tunesiske Mohamed ben Attia (Hedi) og rumænske Cristian Mungiu (Prøven). Ofte konkurrerer de med deres egne film. Det har de udmærket med.

FOR Jenny bliver episoden med den lukkede dør og den ukendte kvinde et eksistentielt vendepunkt. Politiet har fundet et forkert navn. Hun sætter alt ind på at opklare, hvem den dræbte kvinde var.

   Jenny opsøger farlige mænd og begynder at spørge dem ud. Hun bliver i den fattige praksis, hvor hun kan udfritte patienterne. Her spørger hun sig ind til en løsning på gåden. Både en søn (Olivier Gourmet) og en far (Jérémie Renier) er på tale som gerningsmænd. Men hvordan og hvorfor er ikke så vigtigt. Det gælder om at give kvinden et navn. Kan Jenny gøre dét, bliver det atter muligt at ånde.

   Det er ikke en thriller, hvor action er konge, men Jennys efterforskning følger noir- og detektivgenrens troper. Her får filmen den samme intensitet, som udtrykket havde i Sønnen. Samtidig ser vi Jenny med patienterne, i sit rette element, hvor hun er en værdsat og givende læge. Her er de lyse sider fra brødrenes senere film.

DET er naturligvis også en film om, hvordan vi alle lukker døren, i sindet såvel som i virkeligheden, efterhånden som flygtningekrisen udarter. Som Jean-Pierre Dardenne udtrykker det:

   »Det er en film om en dør, der ikke bliver åbnet. Pigen er sort, og hun bliver fundet uden papirer, i nærheden af vandet, så der er en resonans af alle spørgsmål om immigration og vores behandling af de mennesker, som dør under tilsvarende omstændigheder.

   Hvad doktor Jenny nægtede denne pige, var retten til gæstfrihed. Gæstfrihed betyder ikke, at alle migranter kan komme og bo i Europa. Men selv om der ikke er arbejde til alle disse mennesker, ser vi ingen grund til at blande det sammen med vildfarelsen om, at vi må lade være med at redde dem ude på havet og sørge for dem på en eller anden måde. Det er, som om vi lukker til og folder os helt sammen om os selv.«

   Brødrene Dardenne er i klasse med brødrene Taviani og brødrene Coen. De kunne ikke drømme om at arbejde uden hinanden, og med Kvinde, ukendt har de skabt deres stærkeste, varmeste film siden Sønnen.

Citaterne er fra en samtale med Jean-Pierre Dardenne, som for en gangs skyld kom uden sin bror. Interviewet fandt sted på Hotel Le Grand i Paris den 13. januar 2017.

Se også Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014) + Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014].

La fille inconnue (Kvinde, ukendt). Instr. og manus: Jean-Pierre & Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 113 min. Belgien-Frankrig 2016. Dansk premiere: 08.06.2017.

Fotos: Les Films du Fleuve (stills + portrait: Christine Plenus)/ Archipel 35/ Savage Film/ France 2 Cinéma/ VOO/ BE TV/ RTBF/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wild Bunch/ Curzon/ Sundance Selects/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies.

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 09.06.2017.