BELLEVILLE MON AMOUR
En animeret kultfilm af Sylvain Chomet
Af BO GREEN JENSEN
DET handler mest om cykelsport, nærmere
bestemt Tour de France i de klassiske tidlige 60ere. Men også om hekse og
gangstere. Og om Bruno, en neurotisk hund med svær togfobi, som i barndommen
nok var en væver hvalp, men med tiden er blevet en stor sæk kartofler, der
lægger sig tungt på sine mennesker.
Disse to hedder Champion og Madame Souza. Champion er den forældreløse dreng, muligvis
et hittebarn, som Madame Souza, en portugisisk kvinde med klumpfod og gallisk
moustache, prøver at trænge ind til med jazz. Ved et tilfælde opdager hun hans
passion for at cykle. I næste billede er drengen blevet et krumt sugerør, et
siv af en mand med enorme lægmuskler, som træner til det store løb i byens
stejle gader.
DEN lille kvinde følger ham uden problemer på sin kassecykel, bevæbnet med en skarp
trænerfløjte. Hjemme i det skæve hus ved jernbanen deler Bruno sin tid mellem
saftige drømme om mad og tvangsbetonede udfald mod ansigterne i de
forbipasserende tog. Som en Sisyfos på fire ben slæber Bruno sig op til
tårnværelset. Han gør som en rasende helvedeshund og er farlig at se på i tyve
sekunder. Så falder trækkene sammen igen.
Bagefter vakler han hele vejen ned, lidt bange, lidt gammel, kronisk
forpint og som regel slukøret. I en time venter han stille på gulvet. Så er
tiden inde til endnu et tograid, og Bruno slæber sig atter op. Da handlingen
senere flyttes til Belleville, filmens på én gang nostalgiske og futuristiske
drøm om en grænseløs storby, kan Bruno slet ikke styre sin fobi. Togene svirrer
forbi hele tiden. Hunden er ved at gø sig i graven, men alligevel bliver
vognene ved.
Der
er meget at se på i Sylvain Chomets med rette berømmede skrøne om Trillingerne
fra Belleville. Man skal have hurtige øjne for at få det hele med i første
omgang. Alt andet lige er det dog Bruno, som gør det største og dybeste
indtryk. For er vi ikke alle lidt som den stakkels hund, når dagene bare bliver
ved med at komme?
LOGOS er et hjertets Frankrig, hvor
snart sagt alt kan lade sig gøre. Madame Souza masserer Champions muskler med
en støvsuger og en plæneklipper. Bruno drømmer i sort-hvid om mareridtsrejser
med toget i hjernen. Også tv viser monokrom jazz, og Charles de Gaulle holder
taler på fransk kaudervælsk. Allerede indledningen er grænseoverskridende
grotesk, men det bliver endnu mere mærkeligt og forbløffende detaljeret.
For
Champion når til at deltage i Tour’en. Madama Souza sidder på taget af
bilen og strikker. Bruno bliver brugt som reservehjul, da en punktering
forliser dem fra hovedfeltet. Snart udarter sødmen til rent mareridt. Champion
bortføres af frygtindgydende franske gangstere, som sejler ham og to andre
ryttere væk gennem stormen til Belleville.
BELLEVILLE ligner både Belleville i Paris og New York, som en nostalgisk stemt franskmand ville karikere dette sted. Sylvain
Chomets finurlige animationsfilm er ikke mindst en parade af kulturelle
stereotypier, alle arketyperne, som vi hunde og mennesker opfatter dem.
Les
Triplettes de Belleville ligner ikke nogen anden tegnet fabel, jeg har set.
Den fik premiere på Cannes Festivalen i maj og kunne senere på året charmere en
enstemmig jury på Copenhagen International Film Festival. »Det er en
pragtfuld film,« sagde formanden Theo Angelopoulos, da han motiverede juryens
særpris.
I dét
havde han ret, men ordene kommer hurtigt til kort, når Chomets idéoverskud skal
beskrives. En del af hele styrken ved filmen ligger netop i lydsporets mangel
på sprog. Der synges og pludres og summes konstant, men der er ingen reel
dialog som blokerer for forståelsen hos et ikke-fransktalende publikum.
SOM bekendt har vi i Danmark et blindt punkt
med hensyn til animationsfilm. Overhovedet var Skandinavien et af de sidste territorier,
hvor japanske animé-film slog igennem. Det hænger sammen
med, at vi tænker på tegnede strimler som noget med børn. Ikke nødvendigvis for
børn alene, men hvad skal man med tegnede virkeligheder, hvis de mindste i
familien ikke kan se med? Kun Disneyfilm forstår vi, de minder os om vores barndom. Men de nye Disneyfilm er nu sjældent helt så kære som dem fra
vor egen guldalder.
Man
skal naturligvis gå ind i de tegnede virkeligheder og udforske det midlertidige
univers, der når som helst kan strækkes, forvandles og åbne nye rum og sider.
Den runde amerikanske stil har brugt alt for megen energi på at få verden til
»at ligne«. Japanske animationsfilm, både de voldsomme blodofre og de næsten sødladent
overdådige prinsesseeventyr, har derimod gjort en dyd af at minimere
troværdighedspræget.
SOM en tredje vej står eller ligger den varme europæiske stil, der simpelt hen leger med virkeligheden og lader historien komme i anden række. De
belgisk-franske animationsfilm gør for formen, hvad belgisk-franske serier
altid har gjort for de tegnede striber. De forstår sig ikke på superhelte, som
fremdeles er amerikanernes force, men fra Tintin og Michel Vaillant til Asterix
og Corto Maltese formår de at digte med genren og fabulere.
I De
Fem Benspænd (2003), Jørgen Leth og Lars von Triers inspirerede leg med
selvpåførte spilleregler, beder Trier Leth om genskabe en sekvens fra Det
perfekte menneske (1967) som tegnefilm. »Det kan jeg ikke. Jeg hader
tegnefilm,« siger Leth. »Det gør jeg også. Det kan jeg heller ikke,« svarer
Trier. »Og derfor skal du lave en tegnefilm, Jørgen. En af dem som vi begge to
hader.«
De
skulle skamme sig, disse æggehoveder, men ordvekslingen siger desværre en del
om arrogancen hos voksne novicer, der ikke har været tilbage i genren, siden
Metropol Biografen på Strøget kørte Disneys Juleshow for de mindste. Leth
retter sig i øvrigt og reagerer positivt på udfordringen. Hos amerikaneren Bob
Sabiston (som også formgav Richard Linklaters Waking Life, en kreds af
voksenvignetter fra hjemstavnen Austin i Texas) får han lynanimeret et
stilfuldt afsnit af barberingssekvensen i Det perfekte menneske.
DET må næsten blive et obligatorisk projekt at
give Trillingerne fra Belleville en chance. Men overvej oplevelsen i forhold til de yngste. Trillingerne kan sagtens ses af store børn, som dog
sikkert vil være forvirrede. Chomet afstedkommer mange effekter ved hele tiden
at henvise til en fællessum af fransk og amerikansk kultur, Josephine Baker, Django Reinhardt, De
Gaulle, Fred Astaire osv., som danske børn ikke umiddelbart er ajour med.
De
mindste kan godt blive bange. Trillingerne Violette, Rose og Blanche optræder
med et varieténummer, hvor de frembringer rytmiske lyde med alt
forhåndenværende materiale. I filmens første tv-stump var de unge sild. Siden
bliver de rynkede søstre, seje men samtidig semi-debile. De kommer Madame Souza
til undsætning som excentriske Macbeth-hekse, der udelukkende lever af frøer.
Violette kaster en håndgranat i mosen, og dagens middag er reddet. Samt dagens
haletudse-popcorn og de lækre ispinde med spiddede frøer.
HUNDEN Bruno står helt af diæten, da maden forsøger at flygte. Madame Souza er
frygtløs og konfronterer uden at blinke den forenede mafia, som holder Tour de
France-rytterne fanget og spiller hasard om deres dopede turneringer på en
avanceret trædemølle. En biljagt gennem Belleville følger, og da Madame Souza
kæntrer en forvokset 2CV med sin klumpfod, har man omsider fået rigeligt af
Chomets finurligheder.
Filmen blander så mange stilarter, at den næsten udgør et katalog. Her
er computergenerede billeder og nostalgisk flade sekvenser, som lader
håndtegnede figurer bevæge sig på malede baggrunde. Trillingerne fra
Belleville er et overflødighedshorn, men i længden bliver humoren rigeligt
sort, og man får sværere ved at engagere sig. Den del af filmen fungerer kun,
når Chomet stiller skarpt på sin lille familie, hunden, kvinden og den
melankolske cykelrytter.
Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).
Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makato Shinkai: Your Name (2016).
Les Triplettes de Belleville (Trillingerne fra Belleville). Instr., manus og grafisk design: Sylvain Chomet. 81 min. Frankrig-Belgien-Canada-Letland-UK-USA 2003. Dansk premiere: 19.09.2003.
Fotos: Les Armateurs/ Productiion Champion/ Vivi Film/ France 3 Cinéma/ RG Prince Films/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2003
Ingen kommentarer:
Send en kommentar