Animation | Sylvain Chomet: L'illusionniste/ The Illusionist (2010)

DER FINDES INGEN TROLDMÆND
Jacques Tatis vemodige afskedsbrev

Af BO GREEN JENSEN

JACQUES Tati (1907-82) skrev i 1956 et brev til sin ældste datter, Helga Marie-Jeanne, som han fik med danserinden Herta Schiel i 1942. Han forlod familien og anerkendte ikke faderskabet, da han to år senere giftede sig med Micheline Winter, som han fik datteren Sophie og sønnen Pierre sammen med.

   Brevet begyndte som en forklaring, men fik endelig form som et filmmanuskript. Tati arbejdede på det sammen med Henri Marquest i årene mellem Mon Oncle (1958) og Play Time (1967), da hans Monsieur Hulot-karakter var mest populær. Han sendte aldrig brevet, og manuskriptet blev ikke produceret. Ved hans død blev det arkiveret i Centre National de la Cinématographie som »Film Tati No 4«.

AD omveje og efter megen kontrovers, som endnu ikke er afklaret, blev manuskriptet i 2003 afleveret til tegneserieskaberen Sylvain Chomet, som samme år brød stort igennem – også herhjemme - med animationsfilmen Les Triplettes de Belleville. Trillingerne fra Belleville er en grotesk, så godt som dialogløs hyldest til cykelsport, jazz og andre urfranske fænomener.

   Man kan sagtens se, hvorfor Tati-boet tænkte på Sylvain Chomet. Sammen med japaneren Hayao Miyazaki og briten Nick Park er han en af de meget få animatorer, som skaber film for alle aldersgrupper og bryder med den runde stil fra Pixar, Dreamworks, Disney og Blue Sky. Denne har mange nuancer og kvaliteter, men ingen af de amerikanske studier ville vide, hvordan man skulle tackle Tati.

CHOMET gør det med en stille, sirligt detaljeret og meget melankolsk fortælling om en slidt tryllekunstner, der rejser fra Frankrig til Skotland, hvor han møder pigen Alice på en ø, der er som skåret ud af Whisky Galore. Året er 1956, og rock ‘n’ roll fortrænger den klassiske varietékunst. Illusionisten er Tati op ad dage. Alice tror, at han faktisk kan trylle og følger med til Edinburgh, hvor de skaber en hverdag.

   En tid lang er parret som datter og far. Så møder hun en ung mand og bliver forelsket, mens tryllekunstneren forgæves prøver andre karrieremuligheder. Hans afskedsord står på en seddel: »Der findes ikke troldmænd i virkeligheden«. Forløbet er både bedrøvet og komisk, ganske som Tati kunne være. Man går ud med en stor klump i halsen, for sjældent er en animationsfilm blevet lukket så sørgmodigt.

CHOMET dedikerer filmen til Sophie Tatischeff, Tatis yngste datter, som døde i 2001. Det har udløst en hård reaktion fra komikerens ældste barn, som føler sig skrevet ud af historien. Flere Tati-kendere nægter at forholde sig til filmen. Så forståelig denne stejlhed nu er, bør man se L’Illusionniste uden fordomme. Den er modgift i en tid, hvor man tror, at tegnefilm for enhver pris skal være hvinende søde.

Se også Evig latter: Jacques Tati 1907-1982 og Animation | Les Triplettes de Belleville/ Trillingerne fra Belleville (2003).

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

L’Illusionniste (Illusionisten). Instr.: Sylvain Chomet. Manus: Jacques Tati, Sylvain Chomet. 90 min. Frankrig-UK 2010. Dansk premiere: 07.04.2010.

Fotos: Pathé/ Django Films/ Ciné B/ France 3 Cinéma/ Canal+/ CinéCinéma/ France Télévisions/ Allied Filmmakers/ Ink.Digital/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film Distribution

Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 08.04.2010.