Balzac på film | Illusions perdues/ Tabte illusioner (2021)

EN FORTRYLLET PARENTES
Et talent går til grunde i tankens bordeller 

Af BO GREEN JENSEN

DIGTEREN Lucien Chardon – som i fiktionen lever fra 1798 til 1830 – kommer fra provinsen i Angoulême til lysenes rige i restaurationsperiodens Paris. Her hersker en fri, hedonistisk tidsånd i pausen mellem to slags censur. Lucien stiger op for siden at falde. Hans skaber, forfatteren Honoré de Balzac (1799-1850), har en hensigtserklæring: »Jeg tænker på dem, der skal finde noget i sig selv efter desillusionen.«

   Illusions perdues (1837-43, da. Skuffelser, Bristede forhåbninger eller Tabte illusioner) er fællestitlen på tre romaner i Balzacs kolossale La Comédie humaine. Den instruktive fortælling om, hvor galt det går, hvis man svigter sine idealer, er skrevet mellem Le Père Goriot (1835, da. Far Goriot eller Gamle Goriot) og Splendeurs et misères des courtisanes (1838-47, da. Kurtisanerne: deres glans og elendighed). De to titler har – sammen med La Peau de chagrin (1831, da. Chagrinskindet eller Det magiske skind), Eugénie Grandet (1833) og Le Colonel Chabert (1835, da. Oberst Chabert) – levet længst og stærkest uden for den frankofone sprogsfære.

   For Balzac selv var det den vigtigste bog. Eric Danielsen giver i Guldets satan (1995) en nyttig introduktion til Den menneskelige komedie. Han citerer et brev, hvori forfatteren beskriver Bristede forhåbninger som »hovedværket i værket«, en »korruptionens Iliade« om, hvordan talent går til grunde i »tankens bordeller«.

   

HERKOMST er en æressag for den unge antihelt. Lucien bærer sin fars efternavn, men debuterer på tryk med slægtsnavnet Rubempré, som han har efter sin mor. Da Luciens journalistik bliver farlig for magthaverne, køber royalisterne hans tavshed ved at stille ham adelstitlen i udsigt. Balzac satte selv et »de« før sit navn.

   De enkelte bøger i Den menneskelige komedie er forbundet af gennemgående skikkelser. Dét var Balzacs originale idé. I dag ville han sandsynligvis skrive føljetoner, serier og miniserier til streaming på døgnets platforme. Og La Comédie humaine ville være et vildtvoksende univers af spin-offs, sequels og prequels, fortsættelser og forhistorier.

   Han nåede »kun« at skrive 94 af de planlagte 137 bind i romankredsen, der var opdelt i sædeskildrende »scener«, »analytiske studier« og »filosofiske studier«. Illusions perdues tilhører kategorien »Études de mæurs«, dvs. »moralske studier«, og kan både tælles med i »Scénes de la vie de province« og »Scénes de la vie parisienne«. Vi ville læse Balzac, som vi nu læser Charles Dickens, hvis vi var mere orienteret mod fransk.

FILMSKABEREN Xavier Giannoli ser stort på systematikken og lirker Luciens historie fri af sin forankring. Han luger ud i personkredsen og skaber nye karakterer. Han koncentrerer sig om trilogiens anden bog, Un grand homme de province à Paris fra 1839, og lader den formidle i pædagogisk voice-over af en både skarp og fortolkende fortæller. Skønt vi genkender stemmen, er det alligevel en overraskelse, da vedkommende bekræfter sin identitet og redegør for fortællersynsvinklen.

   Digteren ankommer sammen med sin velynderske, Louise de Bargeton (Cécile de France), som bedrager sin mand med Lucien. Hun bliver straks annekteret af baron du Chatelêt (André Marcon) og flytter ind hos sin kusine, den grusomme Marquise d’Espard (Jeanne Balibar). De fleste karakterer i Tabte illusioner er typer, som spiller spillet og navigerer efter tidsånden. Men markisen besidder en ægte »ondskab for ondskabens skyld«.

LUCIEN er på bar bund og må tage ved lære. Han bliver introduceret til journalistikken af Étienne Lousteau (Vincent Lacoste), som selv havde idealer engang. Lousteau bestyrer kulturstoffet i en af de frie aviser. Da Le Corsaire og Le Satan fusionerer, bliver Lousteau ansvarshavende redaktør. Lucien er hans vittige stjerneskribent – selvsagt med Rubempré som byline.

   Giannoli demonstrerer, at vores medieverden ligner journalistikken på Balzacs tid, hvor »alt sandsynligt regnes for sandt«. Man publicerer rygter, skamros og bagvaskelse, før man bringer dementiet, der skaber mere indtægt og flere læsere. Man sender fake news ud med brevduer, og der går tamme ænder rundt på redaktionen. En dresseret abe afgør, hvilke nye bøger der skal anmeldes.

   Lucien gør sin lykke med en hurtig formulering. Han nedgør en bog af rivalen Nathan d'Anastazio (Xavier Dolan), som siden bliver en ven og våbenfælle. I 1820ernes Paris får man sine bøger trykt hos Dauriat (Gérard Depardieu), der driver en litterær meningsbørs og tager sig af PR + lancering. Aviserne har faste takster for positiv og negativ reception. Det er en fascinerende kynisk automatik.

OGSÅ I TEATRENE på Boulevard du Crime – som filmelskere genkender fra Marcel Carnés Les Enfants du Paradis (1945, da. Paradisets børn) – er stemningen styret af pressen. En positiv kritik koster 150 franc. Direktørerne forsikrer sig og betaler beskyttelsespenge.*

   Den virkelige meningsdanner er dog Singali (Jean-François Stévenin), som leverer bifald eller buh-råb mod betaling. Han er skiftevis klakørernes konge og den mest effektive udpiber. Singali har ét ufravigeligt princip: at sælge til den højest bydende. Da Lucien får brug for Singali, glemmer han at tage dette i ed.

FOR i den sentimentale dannelsesdel af historien, er der stadig følelser i Lucien. Han forelsker sig i boulevardskuespillerinden Coralie (Salomé Dewaels). Han gør hendes røde strømper berømte i en anmeldelse, som han skriver, mens Lousteau ser til og ryger hash på en merskumspibe uden mundstykke – filmen er god til at se de fysiske detaljer.

   Lucien tager Coralie med sig, mens han avancerer i hierarkiet. Han sørger for, at det bliver hende, som skal spille Racine på nationalscenen. Alt kulminerer ved premieren. Filmen sørger for at fylde teatret. »Alle i hans menneskelige komedie var til stede,« siger fortælleren.

GIANNOLI genskaber perioden, som han selv kalder »en fortryllet parentes«, med kærligt klarsyn og fascination. Som genrestykke finder Tabte Illusioner en særlig vinkel mellem romantiske, nostalgiske og tragiske tiltag. Filmen er det hele på en gang. Dét var jo Balzacs projekt – at betragte den menneskelige komedie med lige dele indlevelse og distance. Han ville heller ikke skåne sig selv.

   Jeanne Balibar giver den hjerteløse markise en påfugleaura af psykopati. Det bliver tidligt gjort klart, at Lucien aldrig får lov til at bo i sit navn og kalde sig de Rubempré. I hvert fald bliver det over hendes lig. For der skal være forskel på pøbel og elite i den menneskelige komedie.

   Tabte illusioner er en bittersød fornøjelse. Balzac forbindes med ubønhørlig realisme. Der er i denne film også en stor nænsomhed.

Illusions perdues var nomineret i 15 kategorier ved sidste års César Awards. Den modtog 7 priser: Bedste film, bedste foto, bedste scenografi, bedste adapterede manus. Benjamin Voisin blev »le meilleur espoir masculin«. Vincent Lacoste modtog prisen for bedste birolle. Også Cécile de France, Jeanne Balibar og Xavier Dolan var nomineret – samt (næsten) naturligvis Xavier Giannoli. 

Illusions perdues (Tabte illusioner). Instr.: Xavier Giannoli. Manus: Jacques Fieschi, Xavier Giannoli. Foto: Christophe Beaucarne. 149 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 28.04.2022.

*) LIVET SOM TEATER | Her er virkelig en film, som hører med til almendannelsen. Marcel Carné (1906-1996) instruerede Les Enfants du Paradis i et Frankrig, der var revet over på midten af krig og politiske forskelle. Produktionen var en logistisk bedrift. Carné trak selv processen i langdrag, så filmen ikke blev den sidste fra besættelsen, men den første fra efterkrigstiden.

   Der er to fulde akter eller »epoker«: »Le Boulevard du crime« (»Forbrydelsens boulevard«) og »L'homme blanc« (»Manden i hvidt«). Vi er i 1830ernes Paris, hvor Theâtre du Funambules spiller pantomime. Frédérick (Pierre Brasseur) vil bruge sin stemme. Baptiste (Jean-Louis Barrault) har svært ved at finde sin plads. De er som Harlekin og Pjerrot allerførst.

   Kvinden i midten er den jordnære Garance (Arletty), som Baptiste forelsker sig inderligt i. Over vandene svæver forbryderen Lacenaire (Marcel Herrand), der har dramatiske ambitioner. Af mange grunde må Garance tage imod den beskyttelse, som aristokraten Montray (Louis Salou) tilbyder. Baptiste får en søn med Nathalie (María Casares) fra teatret.

   Syv år senere hersker en melankolsk ro. Fréderick spiller Shakespeare på Grand Theâtre; Baptiste er kongen blandt mimikere. Théophile Gautier roser ham. Garance bliver malet af Ingres. Det er en særlig fin krølle på filmen, at Frederick Lemaître og Baptiste Debureau var teaterlegender fra virkeligheden.

   Det er en overdådig produktion. En hær af statister fylder Boulevard du Temple, hvor Baptiste bliver fanget i mængden, mens Garance kører væk i kareten. Lacenaire har taget sin hævn over livet. De elskende har delt en nat.

   Les Enfants du Paradis blev sammenlignet med Gone With the Wind (1939, da. Borte med blæsten), da dét endnu var en kompliment. Den franske film er mindre belastet. Carné fik fjernet nazisten Robert Le Vigan fra rollen som dommedagsprofeten Jéricho. Figuren spilles af Pierre Renoir, som var søn af maleren Pierre-Auguste og bror til filmskaberen Jean.

   Borte med blæsten var kulminationen på samlebåndsarbejdet i Hollywood. Paradisets børn var helt og holdent én mands vision. Det er digteren Jacques Prévert (1900-1977), der taler bag alle masker. Det gør han med uforligneligt vemod.

   »Paradis« er den øverste balkon i teatret, hvor publikum lever med fra de billigste pladser. Især er filmen en hyldest til livet som teater. Det er vel så fransk, at man tager sig til brystet.

Les Enfants du Paradis (Paradisets børn). Instr.: Marcel Carné. Manus: Jacques Prévert. Foto: Roger Hubert. 190 min. Frankrig 1945. Dansk premiere: 04.02.1948 [repremiere 25.12.2000; 04.11.2021].

Fotos: Curiosa Film [Still Photographer: Roger Arpajou]/ Gaumont/ France 3 Cinéma/ Gabriel Inc./ U Media/ National Portrait Gallery ['Reproduction by order of Mr. Balzac' (Honoré de Balzac) by Camille Silvy, after a daguerreotype by Louis Auguste Bisson albumen print, circa 1862 (1842)]/ Filmbazar DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Creative Commons

Tabte illusioner streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Paradisets børn streames på FILMSTRIBEN og GRAND HJEMMEBIO

The Criterion Collection har udgivet Children of Paradise på 4K Blu-ray i region 1 (#141)

Second Sight har udgivet Children of Paradise på restaureret 2K Blu-ray i region 2

Pathé Distribution har udgivet Les Enfants du Paradis på restaureret 4K Blu-ray 

Se mere om Les Enfants du Paradis i Verdens 25 bedste film (Rosinante, 1998) 

Førsteudgaver af teksten i Weekendavisen Kultur 29.04.2022 [»En fortryllet parentes«] + Weekendavisen Kultur 05.11.2021 [»Livet som teater«]