Erik Poppe: A Thousand Times Good Night (2013)

STILHEDEN INDE I STØJEN

For at tage de nødvendige billeder

Af BO GREEN JENSEN

KAN historiens vidner føle for meget? Har iagttageren nogen sinde set nok, og er selvopofrende idealisme somme tider blot et synonym for egoisme? Disse etiske spørgsmål er emnet for Tusen ganger god natt, der i lange stræk kan ligne et fiktivt særnummer af Presselogen på TV2 News.

   Mange krigskorrespondenter forsvinder over tid i deres gerning. Det er i hurtigt tempo ved at ske for stjernefotografen Rebecca (Juliette Binoche). Der findes måske en optimal balance mellem journalistisk engagement og nødvendig selvopholdelsesdrift, men hvis der gør, har hun aldrig lært at respektere den.

   Rebecca besøger verdens brændpunkter og sætter alle personlige hensyn til side for at registrere, dokumentere og rapportere, i princippet så objektivt og sandfærdigt, at den globale offentlighed måske siger fra. Hun foragter politisk vægelsind og betragter sin profession som et kald. Hendes erklærede mål er at ændre det bestående svineri.

FOTOGRAFENS familie værdsætter det hele, men ægtemanden Marcus (Nikolaj Coster-Waldau) og døtrene Lisa og Steph er bange, hver gang kvinden i huset igen tager afsted. Især den 13-årige Steph (Lauren Canny) er begyndt at tvivle på sin mor. Rebecca må knuse en tåre, da hun finder Stephs scrapbog med udklip og fødselsdagskort, som beklager, at Mor igen var i felten.

   Familien bor i øvrigt landligt-malerisk et sted på Irlands østkyst. Marcus er en god, dedikeret skolelærer, som praktiserer lokal miljøaktivisme. Han har taget hele slæbet med at samle og passe familien. Han er imidlertid ved at have nok, da Rebecca kun med nød og næppe overlever et attentat i Kabul. »Dit snavsetøj lugter af død,« råber han.   

HER er den anden side af norske Erik Poppes ganske smukke og præcise film om omkostningerne ved at brænde for menneskets sag. Mens familiescenerne fra Irland er tilbøjelige til at dyrke det trygge og konforme, er der også æstetisk mere på spil i de afsnit, hvor Rebecca praktiserer sit håndværk.

   I Irland er hun dybest set en tilskuer til hverdagen. Hun er altid hjemme for at komme sig og samle kræfter. I Afghanistan og DR Congo bliver hun på ingen tid opslugt, kompetent og fokuseret. Erik Poppe og fotografen John Christian Rosenlund gør effektiv brug af Juliette Binoches rene, rolige træk.

   Overhovedet er billedsiden, snarere end den pædagogiske dialog, det store aktiv i filmen. Prologen skildrer som i en drøm, hvordan Rebecca har lejlighed til at følge afghanske kvinders forberedelse til et selvmordsattentat. Der er sat klare, betagende billeder på hendes nærdødsoplevelse, og tilskueren bliver lige så effektivt ramt af stilheden inde i støjen, da hun ligger på jorden og betragter det forrevne kaos.

DA Rebecca beslutter at gå på pension, giver Marcus forholdet endnu en chance. Ægtefællerne genopdager hinanden og går stemningsfulde ture langs stranden. Disse kønne scener er meget banale, og man er ikke overvældet af lidenskaben mellem Binoche og Coster-Waldau, som ellers begge hver for sig gør det godt.

   Rebecca prøver at falde til ro i nærmiljøet, hvor Marcus er lidt af en stjerne. Hovedkonflikten har dog at gøre med forholdet mellem mor og datter. Det er Steph selv, som foreslår sin mor, at de sammen besøger en flygtningelejr. Da partisaner angriber, vælger Rebecca at blive på stedet og tage de nødvendige billeder. Datteren føler sig svigtet og skubbet til side, men må samtidig beundre sin mors passion for noget større. Hun begynder også selv at fotografere på turen.

   

HJEMME igen må Rebecca forholde sig til, hvad hun har gjort. Der er bitter konsekvens i Coster-Waldau-karakterens reaktion, men Poppes film stikker halen mellem benene ved at vise en udsoningscene fra den store temaaften på skolen, hvor Steph kan rejse sig og tale om sin fantastiske mor.

   Til slut er Rebecca tilbage i Kabul, hvor de kvindelige martyrer gør en pige på Stephs alder klar til at bære mavebæltet med sprængstoffer. Det er hér, at Rebecca endelig knæler og synes at have mere end nok.

DER findes mange film om pressefolks feltarbejde. Som regel bliver konflikten i krigen, men også Rebeccas dilemma er skildret nogle gange, bl.a. i Jordan og Ridley Scotts fine bidrag til antologifilmen All the Invisible Children (2005), hvor krigsfotografen Jonathan er hjemme på orlov og føler sig fremmed i det mørke daggry ved huset.

   Erik Poppe instruerede den elegante Hawaii, Oslo (2004) og har selv en fortid som reporter for Reuter. Det er den tredje film, som han skaber sammen med forfatteren Harald Rosenløw-Eeg, og man fornemmer fortroligheden. Filmens finansiering er svensk, lokaliteterne irske, skuespillerne franske og danske. Alle taler sammen på engelsk. Tusen ganger god natt er delikat euro-pudding.

Se også Erik Poppe: Utøya 22. juli (2018) [Ti år efter utænkeligheden 1]; Erik Poppe: Kongens valg (2016) [Danmark & Norges Besættelse 80 år]; Rekonstruktion Utøya (2018) [Ti år efter utænkeligheden 2]; To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021).

A Thousand Times Good Night (Tusen ganger god natt). Instr.: Erik Poppe. Manus: Harald Rosenløw-Eeg, Erik Poppe. Foto: John Christian Rosenlund. 117 min. Irland-Sverige-Norge 2013. Dansk premiere: 01.05.2014.

Fotos: Paradox Rettigheter AS/ Newgrange Pictures/ Film i Väst/ Zentropa International Sweden/ Trust Film Sales 2/ Filmbazar.dk/ Rotten Tomatoes/ Arrow Films (YouTube Trailer)

Filmen streames på FILMSTRIBEN og HBO Max

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 02.05.2014