Translate

Viser opslag med etiketten Anthony Hopkins. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Anthony Hopkins. Vis alle opslag

søndag den 25. april 2021

Florian Zeller: The Father (2020) [Oscars 2021]


EN KÆDE AF SMÅ LABYRINTER
En fornem skildring af tid og demens

Af BO GREEN JENSEN

EN gammel mand går omkring i sin lejlighed i London. Han ligner en bedstefar, som kan være stolt. Han nyder nok sit otium, tænker tilskueren, da Anthony første gang træder frem. Så begynder fejlene. Der mangler et maleri over pejsen. Hans datter siger, at der aldrig har hængt noget billede. Han forveksler hendes stue med sin gamle lejlighed. I øvrigt må de tale alvorligt.
   Anthony hører ikke rigtigt efter. Hvorfor lyver Anne for ham? Han kan jo se omridset efter billedet, der er fjernet. Han kan altid mærke, når de ikke taler sandt. Og han er sikker på, at plejeren tog hans ur. Man kan ikke regne med nogen, når man bliver gammel. Et let bytte. Det er, hvad man bliver til sidst.
   Demens – og de mange nuancer i spektret – er sjældent skildret indefra på film. Det er mærkeligt, for mediet kan beskrive en flydende virkelighed, uden først at formidle vildfarelsen sprogligt. Filmen kan simpelt hen vise, hvad øjnene ser og lade skredet i sanserne blive konkret. Anthony går vild i tiden med absolut nøgternhed og realisme. Der er ikke pyntet på noget i The Father, som bliver i lejligheden og lader et langt liv forsvinde i småt aftenlys.


FLORIAN Zeller har lavet The Father, fordi han ville se Anthony Hopkins i titelrollen. Zeller er fransk og fik Le Père opført på Théâtre Hébertot allerede i 2012, hvor Robert Hirsch og Isabelle Gélinas var far og datter. Philippe Le Guay instruerede den franske filmatisering, Floride (2015), med Jean Rochefort og Sandrine Kiberlain. Skuespillet er opført i 45 lande. Det nåede Folketeatret i 2016, hvor Ole Thestrup og Anette Støvelbæk havde de centrale roller.
   Det er vigtigt for Zeller, at der er overensstemmelse mellem krop og karakter. Robert Hirsch var 88, da han spillede rollen på scenen; Jean Rochefort var 81, da Floride blev optaget. Man kan derfor gå ud fra, at Anthony i The Father er 83 år, for den alder har Anthony Hopkins p.t.
   Han har ikke i årevis været så velanbragt i en filmrolle. Hopkins er især god til at skildre vreden, som vælder op, når den gamle mand føler sig truet. Anthony raser i selvforsvar og lever i desorientering. Han står i køkkenet i sin lejlighed og tømmer poser efter et indkøb. Der er skiftevis rodet og ryddet i rummet. I stuen sidder en fremmed, ganske ubehagelig mand, som påstår at være hans svigersøn, skønt Anthony ved, at datteren ikke er gift.


ANTHONY nægter at forlade lejligheden, men er faktisk flyttet ind hos Anne og Paul for flere år siden. Han må af og til erkende diskrepansen. Så ruller han raseriet tilbage og mumler bare et svagt »Oh, I see.« Men han forstår ikke, hvad det går ud på. Anne taler om at flytte til Paris. »Ups,« siger Anthony og holder sig for munden, da han kommer til at røbe det for Paul. Der er meget, som Anthony ikke begriber. Kun når han lytter til opera, har han fred.
   Så bliver han pludselig slået og spurgt, hvor længe han har tænkt sig at blive og forgifte tilværelsen for sine omgivelser. Det er lussingerne, som Paul giver Tony, der udløser ægtefællernes brud. Man afkoder kronologien med hans ustabile bevidsthed som filter. En kæde af små labyrinter er foldet ind i hinanden. Der er sikre detaljer. Der er steder, som man skal holde sig fra. Fortiden bliver til fremtid og nutid. Man fornemmer en gradvis forværring. Det er næsten ikke til at bære, da den gamle mand græder og kalder på sin mor.



OLIVIA Colman spiller Anne, den tålmodige datter, som trods alt ikke var Anthonys favorit. Det var søsteren, som kunne male og le. Hun ankommer i skikkelse af hjemmeplejeren Laura (Imogen Poots). Anthony flirter og klovner. Han bilder hende ind, at han var stepdanser. Faktisk var han ingeniør og efter alt at dømme følelseskold. Nu er han nærmest som flydende voks.
   Når han føler sig tryg, kan han være skarp og præcis. Laura bruger børnesprog, da han skal tage sin medicin. Anthony spørger, om hun er nonne? Nej. Hvorfor taler hun så til ham, som om han er retarderet? Hun siger undskyld. Men et øjeblik efter er han som retarderet.
   Zellers tekst forstærker forvirringen ved at blande personer fra plejehjemmet med personer fra familien. Somme tider er Anne gift med Rufus Sewell, der spiller Paul. Det er ham, der slår Anthony i sin afmagt. Men i stuen sidder Mark Gatiss og læser avis. Han ringer efter Anne. Hun bliver nu spillet af Olivia Williams og har samme ansigt som plejersken i værelset med udsigt til en have. Her er der endelig en anelse om fred. Anne er i Paris, siger kvinden. Hun kommer nok i weekenden. Så kan de spadsere i solen.



DE SAMME SITUATIONER bliver vendt med små variationer. Konturerne af et forløb træder frem. Det er meget raffineret sat sammen. Som en mordgåde uden forklaring. Der er ikke længere en fast bund af sandhed i historien.
   The Father føjer sig smukt til en lille familie af film med beslægtede protagonister: Julie Christie, der forsvinder fra sin mand og blomstrer op på plejehjemmet i Sarah Polleys Away from Her (2006); Ghita Nørby, der gør det samme i Michael Noers Nøgle hus spejl (2015). Julianne Moore, som mister sit sprog i Richard Glatzers Still Alice (2014); Jean-Paul Trintignant, der hjælper Emmanuelle Riva til at dø med værdighed i Michael Hanekes Amour (2012). Erik Clausen, der frygter for sin forstand i Mennesker bliver spist (2015); Helen Mirren, der tager Donald Sutherland med på den sidste tur i The Leisure Seeker (2017).
   Der er andre, men ikke så mange andre film om demens. Skildringer af mennesker, som ikke er her mere.
   The Father er nænsomt omplantet til britiske forhold af Christopher Hampton. Zellers film er nomineret til seks Oscars. Den er klassisk, for så vidt som emnet er evigt. Flere af de andre kandidater kunne kun være lavet i år. Det er både en mild og en meget stærk film. Et kolossalt memento mori. Der er dansk biografpremiere den 10. juni.

The Father er Oscar-nomineret i 6 kategorier: Best Picture, Best Actor (Anthony Hopkins), Best Supporting Actress (Olivia Colman), Best Adapted Screenplay (Christopher Hampton, Florian Zeller), Best Production Design (Peter Francis, Cathy Featherstone), Best Film Editing (Yorgos Lamprinos)

The Father. Instr.: Florian Zeller. Manus: Christopher Hampton, Florian Zeller. Foto: Ben Smithard. 97 min. UK-Frankrig 2020. Dansk premiere: 10.06.2021.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Angel Films/ Biografklub Danmark/ Gaumont/ Théâtre Hébertot, YouTube
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV PLAY, Via Play Lej & Køb, YouTube Film, ZDF 
2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 30.08.2021
2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 12.10.2021
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.04.2021

søndag den 4. april 2021

Darren Aronofsky: Noah (2014)


ET GLIMT AF ADAM

»Du skal gøre dig en ark af gofertræ...«

Af BO GREEN JENSEN

STORE effektfilm, der vil have tilskueren til at tænke, er sjældne. Det samme er tænksomme filmskabere, som har mod på at lave blockbusters. Nu og da mødes ekstremerne dog. I Darren Aronofskys markante udlægning af den bibelske myte om Noa, får man mere film for pengene, end i mange heftigt hypede actionstykker.
   Det er en fri fantasi, som tager skriften på ordet. Noa er efterkommer af Set, den yngste af Adam og Evas tre sønner. Over resten af verden råder Kains æt, der spiser dyr, bor i byer og driver industri. Noa og hans familie er holistiske overlevere, der vil passe deres eget. Noa ser i drømme verden dø. Han ser også, i en hyppigt gentagen sekvens, slangen, æblet og stenen, som Kain slog Abel ihjel med.


NOA (Russell Crowe) forstår, at forsøget skal standses. Han er enig med Skaberen i, at fordærvet er gået for vidt. Han beder hustruen Naameh (Jennifer Connolly) pakke, så de sammen med sønnerne Sem (Douglas Booth), Kam (Logan Lerman) og Jafet (Leo Carroll) kan rejse til bjerget i ødemarken, hvor Metusalem (Anthony Hopkins) stadig lever. Noa vil høre, hvad hans bedstefar mener om drømmen.



PÅ vejen bliver de standset af Vogterne, faldne lysvæsener, som Gud lod dække af lava ved nedslaget, da de landede på Jorden for at hjælpe Adam. Også gudesønnerne er skuffede over mennesket. En af stenkæmperne ser dog et glimt af Adam i Noa. Metusalem giver ham et frø fra den første have, idet han plirrer konspiratorisk, som Anthony Hopkins nu engang gør.
   Da Noa planter frøet, skyder skoven op på ingen tid. Han bygger arken sammen med sine sønner og Vogterne. Arken ligner en supertanker af træ. »Du skal gøre dig en ark af gofertræ og indrette den med rum ved rum og overstryge den med beg både indvendig og udvendig,« siger Gud i Første Mosebog. I Aronofskys film taler han aldrig direkte, men meddeler sig i mirakler og epifanier.
   Noa følger de bibelske anvisninger: »Du skal gå ind i arken med dine sønner, din hustru og dine sønnekoner; og af alle dyr, af alt kød skal du bringe et par af hver slags ind i arken for at holde dem i live hos dig.«
   Familien har taget Ila (Emma Watson) til sig, da hun var lille. Pigen var såret og kunne aldrig blive frugtbar. Noa har elsket hende som sin datter. Som ung er hun blevet Sems kæreste, men det piner hende, at hun ikke kan få børn.



DA regnen begynder, kommer dyrene flyvende, gående, krybende og kravlende. Også Kains slægt vil med ind i Arken, og et episk slag følger i traditionen fra Peter Jacksons version af Ringenes Herre. Vogterne får tilgivelse og skydes hjem til himlen i søjler af lys. Floden kommer både oppe fra himlen og nede fra jorden. Det er selve kaosvandet, der ruller skabelsen tilbage.
   For Noa er det vigtigste at følge Herrens bud. Han forhindrer Kam i at tage en såret pige fra Kains æt med ombord. Noa forstår, at skabelsen skal genstartes uden mennesker. Slægten vil dø med ham, Nameeh og deres sønner. Da Ila alligevel bliver gravid, sværger Noa, at han vil dræbe barnet, hvis det er en pige. En dreng må leve tiden ud. Blot ingen kan undfange nyt liv efter Syndfloden.
   For resten har Arken en blind passager. Noas sønner får stadig sværere ved at lystre en far, der gebærder sig som lederen af en moderne selvmordskult. Nameeh er den sidste, som siger fra. Da Noa hæver kniven, får en vuggevise strategisk betydning. Det er umådeligt bevægende. Og smukt og spændende på den samme vagt kitschede måde, som alt ved Aronofskys bibelepos er.



DARREN Aronofsky fik mulighed for at realisere sin storfilm om Noa, da balletfantasien Black Swan (2010) blev så populær, at han var svær at sige nej til.
   Filmskaberen har fra begyndelsen brugt sin jødiske baggrund. I Pi (1998) leder en matematiker efter den talværdi, som rummer skabelsens nøgle og navnet på Gud. Han søger hjælp hos talmud-kyndige gangstere og får først fred i sit kværnende hoved, da han sætter en boremaskine for tindingen. Også The Fountain (2006), en fremtidsfabel om cancer og healing, bruger svære, kabbalistiske motiver.
   Instruktøren fandt for alvor sit publikum med Requiem for a Dream (2000), en hallucinatorisk afhængighedsskildring efter Hubert Selbys roman. Som den fallerede fribryder, der rejser sig i The Wrestler (2008), fik Mickey Rourke et sent comeback.
   Vigtigst for tingenes drejning i Noa er nok, at Aronofsky hverken er genfødt kristen eller et jødisk svar på Cecil B. DeMille. Han er en fantastiker med mosaisk baggrund, der mediterer over en skabelsesmyte. Det gør han i et originalt og frapperende filmsprog, som med stor opfindsomhed visualiserer teksten i Det Gamle Testamente.



DET er en hård, smuk film på sin grovslebne måde. Den deler visse ydre træk med tidens mange fantasyepos, men især minder troen og tvivlen om Jeff Nichols’ Take Shelter (2011), hvor Michael Shannon som en moderne Noa led mange af de samme kvaler, mens han byggede et overlevelsesrum til sin familie.
   Filmens stemningsfulde score er som altid komponeret af Clint Mansell. Det er dog Lenny Kaye og Patti Smith, som har skrevet den altafgørende vuggevise. Sidstnævnte synger »Mercy Is« sammen med Kronos Quartet, da vandet har trukket sig tilbage.
   Herren sætter sin bue i skyen, og kontrakten med mennesket bliver fornyet. Hvad der videre sker, må De selv ind at se.




Noah (Noa). Instr.: Darren Aronofsky. Manus: Darren Aronofsky, Ari Handel. Foto: Matthew Libatique. 138 min. USA 2014. Dansk premiere: 03.04.2014


Fotos: New Regency Productions// Paramount Pictures/ Protozoa Pictures/ Disruption Entertainment/ Forty-Four Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ UIP/ YouTube [Paramount Movies Trailer + 'Mercy Is´clip]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 28.07.2014
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.2014