Translate

Viser opslag med etiketten Jennifer Connelly. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jennifer Connelly. Vis alle opslag

torsdag den 31. marts 2022

Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001)


DEN STYRENDE MEKANISME
Ron Howards portræt af et martret geni

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN om John Forbes Nash Jr. (1928-2015) er så kulørt og handlingsmættet, at man næppe ville tro den, hvis den ikke var sandfærdig.
   Den amerikanske matematiker formulerede allerede i 1950erne »spilteorien«, som i 1994 indbragte ham Nobelprisen i økonomi. I en vis forstand er han indbegrebet af klicheforestillingen om den geniale undtagelse, distræt og excentrisk, grænsende til det aparte, men velsignet med en evne til at se og læse verden klart.
   Efter gennembruddet fandt han sammen med en kvinde, fysikeren Alicia Esther Nash (1933-2015), som aldrig veg fra hans side og støttede ham i alle henseender, også da han i 1959 blev tvangsindlagt med en skizofren paranoia, som i flere årtier afholdt ham fra at fungere socialt. Endelig vendte han langsomt tilbage, kom ind fra kulden som privilegeret løsgænger på sit gamle universitet, Princeton, og genvandt sin særstatus i forskersamfundet.*



RON Howards film A Beautiful Mind bygger på Sylvia Nasars bog om Nash fra 1998, men der er ikke tale om nogen ordinær biopic. Snarere tager Akiva Goldsmans manuskript afsæt i biografien og spinder en ende over dele af bogen.
 I neutralt referat lyder A Beautiful Mind velsagtens som en sentimental tv-film om to mennesker, der byder mørket trods og sejrer over modgangen, fordi de fremdeles elsker hinanden.**
   Det er ikke helt retfærdigt. Et sådant sofastykke er filmen også, det er fortællingens overordnede kurve, men der sker ting og sager på vejen. Bedst som man tror, man har regnet den ud, giver filmen sin tilskuer ét stort chok og to mindre overraskelser, som ganske forrykker den samlede ligning. Det ville være synd at røbe mere. Lad det blot være sagt, at man holdes til ilden.***


MEGET i filmen giver sig selv. Vi møder Nash i 1947, da han ankommer til Princeton som en af flere forskere, man ser en strålende fremtid i. Den unge mand skiller sig ud fra begyndelsen. Mens andre spiller spil og går med piger, falder Nash på Isaac Newton-vis i staver over de mønstre, der tegner sig i flokkes adfærd, hvad enten det gælder duer eller mennesker.
   Mens kammeraterne gør indtryk med målrettede projekter, famler Nash i lang tid forvirret omkring, besat af tanken om at bryde koden og isolere »den styrende mekanisme«, som ligger til grund for al social bevægelse. Vi ser ham tegne på glas og gebærde sig sært. Kun en lærer (Judd Hirsch), en konkurrerende kollega (Adam Goldberg som den begavede forsker, der koncentrerer de egenskaber, Nash netop ikke besidder) og den litterært inklinerede Charles Herman (Paul Bettany), vennen som Nash deler værelse med, har kontakt med den erklærede enspænder.



DA Nash formulerer sin spilteori og definerer »det grundlæggende ligevægtsbegreb i ikke-kooperative spil«, som Nationalencyklopædien kalder forskerens fornemste resultat, får vi ganske vist at vide, at der er tale om revolutionerende indsigt.
   Filmen forsøger dog aldrig for alvor at eksponere matematikken. Til gengæld begriber vi hurtigt, at Nash kan gennemskue kaos og se symmetrier i det vilkårlige. Regeringsagenten William Parcher (Ed Harris) kalder ham en født kodebryder, den bedste han har set. Vi følger villigt med, da filmen skifter farve og drager os ind i en hemmelig dobbeltverden, hvor Nash gransker tal på regeringens vegne.



ENDELIG møder han Alicia Lardé Lopez-Harrison (Jennifer Connelly), der tager den sære mand som han er. Psykiateren Rosen (Christopher Plummer) diagnosticerer Nash som skizofren, og filmen følger i detaljer den uhyggelige insulinterapi, som man behandler sygdommen med.
   Nash kommer ud på den anden side som en skygge af sig selv. Lyset i det smukke sind er slukket, og han tager utilregneligheden på sig. Det tjener dernæst filmen til ære, at den skildrer ægteskabets kriser udførligt. Vi ved, at anerkendelsen venter, men det er fascinerende og bekræftende, samt af og til ganske morsomt, at følge en mand, der forsoner sig med sine tvangstanker.



PROBLEMET med filmen har rod i de fortællemæssige spidsfindigheder, som samtidig udgør dens primære styrke. Hvad var Et smukt sind ret beset, hvis man fjernede den strategiske gimmick? En ufokuseret beretning om et matematisk geni, som slår revner. Et portræt af den maniske stræber, som bliver offer for sin søgen efter den styrende mekanisme. En sympatisk kærlighedsskildring, som tager frasen »i lyst og nød« gravalvorligt. Og et i alle detaljer gedigent portræt af en kreds og en tid, nemlig forskermiljøet i den kolde krigs varmeste år. Her er lidt af hvert af det hele, men kun få bevægelser føres igennem og flere spor får lov at ligge hen og sande til efter en tid.


DER er dog tale om en original film for voksne, en nuanceret fremstilling af en kompleks præmis, som bestræber sig på at få os til at tænke. Dem er der ikke mange af i dagens amerikanske hovedstrøm. Russell Crowe brillerer som Nash, men har også let spil med figuren. Det er snarere Jennifer Connelly, der løfter hustruens rolle.
   Wynn Thomas’ scenografi genskaber tiden, og især i det første kvarter forsøger fotografen Roger Deakins at filtrere lyset gennem det smukke sind. James Horners musik er ikke så svulstig, som man kunne frygte. Ron Howards instruktion er som altid indbegrebet af soliditet.
   Dog er og bliver det manuskriptet, som skaber og bærer A Beautiful Mind. Se selv hvorfor og hvordan.

*) John og Alicia blev gift i 1957 og skilt i 1963, da John blev indlagt og var i behandling. De flyttede sammen igen i 1970, hvor Alicia påtog sig at være værge for John. De blev gift igen i 2001, samme år som A Beautiful Mind fik premiere. De omkom sammen i en trafikulykke på New Jersey Turnpike den 23. maj 2015. Parret havde været i Norge, hvor John modtog Abel Prisen. De tog en taxi hjem fra Newark Airport, og chaufføren mistede kontrollen over bilen. Begge døde på stedet. De var sammen i næsten 60 år. Parrets søn, John Charles Martin Nash (f. 1958), arvede faderens sindslidelse.  

**) Sylvia Nasar: A Beautiful Mind: a Biography of John Forbes Nash, Jr., Winner of the Nobel Prize in Economics, 1994. 460 s. New York: Simon and Schuster, 1998. Bogen modtog National Book Critics Circle Award for årets bedste biografi og var nomineret til Pulitzer-prisen. Sylvia Nasar (f. 1947) underviste i journalistik på Columbia University, da hun skrev den. Hun er nu professor emirita samme sted.

***) På tyve års afstand kan sløret vel løftes. I virkeligheden hørte Nash stemmer, som ikke var der. I filmen er stemmerne fysisk gestaltet.
 

A Beautiful Mind var Oscar-nomineret i 8 kategorier. Filmen vandt for Best Picture, Best Director (Howard), Best Adapted Screenplay (Goldsman) og Best Supporting Actress (Connelly).

A Beautiful Mind (Et smukt sind ). Instr.: Ron Howard. Manus: Akiva Goldsman. Foto: Roger Deakins. 134 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.03.2002.


Fotos: WikiMedia Commons/ CBS/ PBS/ Universal Pictures/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, HBO MAx, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2/Paramount+, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.03.2002

søndag den 4. april 2021

Darren Aronofsky: Noah (2014)


ET GLIMT AF ADAM

»Du skal gøre dig en ark af gofertræ...«

Af BO GREEN JENSEN

STORE effektfilm, der vil have tilskueren til at tænke, er sjældne. Det samme er tænksomme filmskabere, som har mod på at lave blockbusters. Nu og da mødes ekstremerne dog. I Darren Aronofskys markante udlægning af den bibelske myte om Noa, får man mere film for pengene, end i mange heftigt hypede actionstykker.
   Det er en fri fantasi, som tager skriften på ordet. Noa er efterkommer af Set, den yngste af Adam og Evas tre sønner. Over resten af verden råder Kains æt, der spiser dyr, bor i byer og driver industri. Noa og hans familie er holistiske overlevere, der vil passe deres eget. Noa ser i drømme verden dø. Han ser også, i en hyppigt gentagen sekvens, slangen, æblet og stenen, som Kain slog Abel ihjel med.


NOA (Russell Crowe) forstår, at forsøget skal standses. Han er enig med Skaberen i, at fordærvet er gået for vidt. Han beder hustruen Naameh (Jennifer Connolly) pakke, så de sammen med sønnerne Sem (Douglas Booth), Kam (Logan Lerman) og Jafet (Leo Carroll) kan rejse til bjerget i ødemarken, hvor Metusalem (Anthony Hopkins) stadig lever. Noa vil høre, hvad hans bedstefar mener om drømmen.



PÅ vejen bliver de standset af Vogterne, faldne lysvæsener, som Gud lod dække af lava ved nedslaget, da de landede på Jorden for at hjælpe Adam. Også gudesønnerne er skuffede over mennesket. En af stenkæmperne ser dog et glimt af Adam i Noa. Metusalem giver ham et frø fra den første have, idet han plirrer konspiratorisk, som Anthony Hopkins nu engang gør.
   Da Noa planter frøet, skyder skoven op på ingen tid. Han bygger arken sammen med sine sønner og Vogterne. Arken ligner en supertanker af træ. »Du skal gøre dig en ark af gofertræ og indrette den med rum ved rum og overstryge den med beg både indvendig og udvendig,« siger Gud i Første Mosebog. I Aronofskys film taler han aldrig direkte, men meddeler sig i mirakler og epifanier.
   Noa følger de bibelske anvisninger: »Du skal gå ind i arken med dine sønner, din hustru og dine sønnekoner; og af alle dyr, af alt kød skal du bringe et par af hver slags ind i arken for at holde dem i live hos dig.«
   Familien har taget Ila (Emma Watson) til sig, da hun var lille. Pigen var såret og kunne aldrig blive frugtbar. Noa har elsket hende som sin datter. Som ung er hun blevet Sems kæreste, men det piner hende, at hun ikke kan få børn.



DA regnen begynder, kommer dyrene flyvende, gående, krybende og kravlende. Også Kains slægt vil med ind i Arken, og et episk slag følger i traditionen fra Peter Jacksons version af Ringenes Herre. Vogterne får tilgivelse og skydes hjem til himlen i søjler af lys. Floden kommer både oppe fra himlen og nede fra jorden. Det er selve kaosvandet, der ruller skabelsen tilbage.
   For Noa er det vigtigste at følge Herrens bud. Han forhindrer Kam i at tage en såret pige fra Kains æt med ombord. Noa forstår, at skabelsen skal genstartes uden mennesker. Slægten vil dø med ham, Nameeh og deres sønner. Da Ila alligevel bliver gravid, sværger Noa, at han vil dræbe barnet, hvis det er en pige. En dreng må leve tiden ud. Blot ingen kan undfange nyt liv efter Syndfloden.
   For resten har Arken en blind passager. Noas sønner får stadig sværere ved at lystre en far, der gebærder sig som lederen af en moderne selvmordskult. Nameeh er den sidste, som siger fra. Da Noa hæver kniven, får en vuggevise strategisk betydning. Det er umådeligt bevægende. Og smukt og spændende på den samme vagt kitschede måde, som alt ved Aronofskys bibelepos er.



DARREN Aronofsky fik mulighed for at realisere sin storfilm om Noa, da balletfantasien Black Swan (2010) blev så populær, at han var svær at sige nej til.
   Filmskaberen har fra begyndelsen brugt sin jødiske baggrund. I Pi (1998) leder en matematiker efter den talværdi, som rummer skabelsens nøgle og navnet på Gud. Han søger hjælp hos talmud-kyndige gangstere og får først fred i sit kværnende hoved, da han sætter en boremaskine for tindingen. Også The Fountain (2006), en fremtidsfabel om cancer og healing, bruger svære, kabbalistiske motiver.
   Instruktøren fandt for alvor sit publikum med Requiem for a Dream (2000), en hallucinatorisk afhængighedsskildring efter Hubert Selbys roman. Som den fallerede fribryder, der rejser sig i The Wrestler (2008), fik Mickey Rourke et sent comeback.
   Vigtigst for tingenes drejning i Noa er nok, at Aronofsky hverken er genfødt kristen eller et jødisk svar på Cecil B. DeMille. Han er en fantastiker med mosaisk baggrund, der mediterer over en skabelsesmyte. Det gør han i et originalt og frapperende filmsprog, som med stor opfindsomhed visualiserer teksten i Det Gamle Testamente.



DET er en hård, smuk film på sin grovslebne måde. Den deler visse ydre træk med tidens mange fantasyepos, men især minder troen og tvivlen om Jeff Nichols’ Take Shelter (2011), hvor Michael Shannon som en moderne Noa led mange af de samme kvaler, mens han byggede et overlevelsesrum til sin familie.
   Filmens stemningsfulde score er som altid komponeret af Clint Mansell. Det er dog Lenny Kaye og Patti Smith, som har skrevet den altafgørende vuggevise. Sidstnævnte synger »Mercy Is« sammen med Kronos Quartet, da vandet har trukket sig tilbage.
   Herren sætter sin bue i skyen, og kontrakten med mennesket bliver fornyet. Hvad der videre sker, må De selv ind at se.




Noah (Noa). Instr.: Darren Aronofsky. Manus: Darren Aronofsky, Ari Handel. Foto: Matthew Libatique. 138 min. USA 2014. Dansk premiere: 03.04.2014


Fotos: New Regency Productions// Paramount Pictures/ Protozoa Pictures/ Disruption Entertainment/ Forty-Four Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ UIP/ YouTube [Paramount Movies Trailer + 'Mercy Is´clip]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 28.07.2014
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.2014