Translate

Viser opslag med etiketten Ron Howard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ron Howard. Vis alle opslag

lørdag den 2. april 2022

Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008)


ALLE PRÆSIDENTENS LØGNE
De legendariske Frost/Nixon-samtaler

Af BO GREEN JENSEN

DET skete for tæt på 50 år siden, da verden var lidt mindre hærdet i forhold til nyheder og mediespin.
   I august 1974 måtte Richard Milhous Nixon (1913-1994), de Forenede Staters 37. Præsident, træde tilbage, da beviserne fra Watergate-skandalen blev for belastende. Det skete efter høringerne i en rigsretssag, der var uden fortilfælde i nyere tid. Men før afstemningen i Kongressen, som ville beseglet hans skæbne og medført en lang fængselsdom.
   Det var længe før nettet og sociale medier. Watergate gjorde virkelig ondt på nationen. Ikke siden Andrew Jackson og 1860ernes borgerkrig havde Unionen af Amerikanske Stater oplevet en gennemført rigsretssag. Donald Trump var bogstavelig talt en hel tidsalder væk.
   Amerika oplevede endnu et monumentalt uskyldstab. Præsidenten hilste trodsigt, da han steg op i helikopteren og forlod Det Hvide Hus. Som filmskaberen Ron Howard (f. 1954) husker det, var der ingen forløsning. Ingen sagde undskyld, ingen indrømmede noget. Nixon fik bare lov til at gå.


OGSÅ den britiske tv-vært David Frost (1939-2013) så præsidenten tage afsked. Han fæstede sig især ved de enorme seertal. Frost var i midten af 1970erne en ambitiøs tv-mand, en af mediets første skærmtrolde, som endnu ikke havde fundet sin form. Han kæmpede på tre kontinenter, i Australien, England og USA, for at sætte sin charme igennem. Han stillede sjældent dybe spørgsmål, men han forstod at få folk til at tale. Fremfor alt smilede han uanset hvad, før han sagde tak for i aften på tre forskellige måder.
   Frost fik på stedet ideen til at tale med Nixon. Han mente selv, at konceptet var oplagt, men de næste tre år gik med at overbevise agenter, reklamefolk og programlæggere. Også Nixons stab var længe om at se værdien af Frosts projekt, men omsider mødtes de to mænd på skærmen i sommeren 1977.


MED udgangspunkt i de skelsættende samtaler og mødet mellem to populister, begyndte forfatteren Peter Morgan (f. 1963) i 1992 at skrive et stykke teater om magten. Frost/Nixon havde premiere på Donmare Warehouse i London den 10. august 2006. Siden nåede succesen til Broadway, og i Ron Howards hænder blev den i 2008 til en stor studiefilm, der føjer sig smukt til den amerikanske tradition for kritiske fremstillinger af det politiske magtapparat. På dét punkt har Hollywood haft en høj standard fra begyndelsen – tænk f.eks. på Citizen Kane. Vil man vide mere om Watergate-baggrunden, er Alan J. Pakulas All the President’s Men (1976, Alle præsidentens mænd) ikke det værste sted at begynde.


FROST/NIXON-filmen er meget vellavet og stærkt fascinerende. Morgan har selv bearbejdet sit skuespil, og skønt tekstens spænding er koncentreret i de gladiatoragtige konfrontationer mellem Frost og Nixon, kan Howards film brede baggrunden ud og bygge op til hvert møde, så man som tilskuer forstår – og næsten på sin egen krop føler – hvor meget begge mænd har på spil.
   I tilgift er filmen fuld, men ikke overhældt, af autentisk periodeatmosfære. Trods alt er denne fortid ikke så fjern. Ron Howard selv var stadig skuespiller og havde hovedrollen som Richie Cunningham i komedieserien Happy Days (1974-84), da Frost interviewede Nixon.


MICHAEL Sheen var Tony Blair i Stephen Frears' The Queen (2006), som også havde manuskript af Peter Morgan. Han glider kamæleonagtigt ind i rollen som Frost, både den kompetente showmaster, der forstår tv-mediet bedre end de fleste, og den frejdige festabe, der scorer kvinder i flyet og går til gallapremiere på The Slipper and the Rose (1976), en så godt som glemt udgave af Askepot-historien, som Frost producerede for lånte penge.
   Frost er både i gæld og i krise, da den første samtale afvikles. Finansieringen er ikke på plads, men han betaler programmerne selv, så de siden kan videresælges. Også i den forstand skrev The Frost/Nixon Interviews mediehistorie.

   Frank Langella, den store mand med den bløde stemme og det sørgmodige ansigt, ligner faktisk ikke Nixon fysisk. Det tænker man i hvert fald de første ti minutter, også fordi den belevne, vittige mand karakter er så forskellig fra de kendte tv-billeder af en svedende, sammenbidt, nu og da oplagt forlorent smilende mand, som anstrenger sig for at kommunikere. Langella kopierer den tunge form og den ludende holdning. Til slut er der totalt sammenfald mellem den fiktive og den faktiske Nixon.



MORGANS Nixon har nået et punkt, hvor han må æde skammen og overleve, skønt snart sagt alle hader ham og har afskrevet de politiske resultater, som blev udhulet af Vietnam-krigen og udslettet af Watergate.
   Frost har på sin side ingen anden dagsorden, end at få Nixon til at erkende sin skyld. Han har intet personligt imod manden. Snarere fascineres han af fabelvæsenet og bliver forbavset over at finde et menneske. Nixons svage punkt er hans sårede stolthed og hans intakte arrogance. Det er muligt, at en rigsretssag har fjernet ham fra embedet, men Nixon mener stadig, at præsidenten har ret til at gøre, som han vil.
   Frost har sin stab af journalister og forfattere, som alle vil have skovlen under Nixon og stille ham til ansvar. Nixon har især sin pressechef Jack Brennan (Kevin Bacon), som er loyal til det sidste. I filmen spiller det også en rolle, at Frosts trofækæreste, Caroline Cushing (Rebecca Hall), svæver rundt og er dekorativ i baggrunden. Nixon misunder Frost hans vindende væsen og sociale naturtalent. Frost misunder Nixon hans penge og evnen til at skaffe sig magt. Han har altid kompenseret for sin ydmyge baggrund og mangel på dybde. Nixon ser en værdig modstander i Frost. Det er ham, som siger, at alle kneb gælder.


NIXON vinder de første runder ved at glide af på kritiske spørgsmål og give lange anekdotiske svar. Ifølge Morgan er det dog Nixon selv, som endelig lader paraderne falde. Han vil prøve at forklare sig, når han nu for et øjeblik atter har folkets opmærksomhed. De færdigklippede samtaler blev vist i 40 lande og set af 85 mio. mennesker. De skrev politisk historie og mediehistorie. De gjorde Frost til en levende tv-legende og drev Nixon ud af politik for bestandig. Alligevel tager de to mænd afsked med varme.


VENDEPUNKTET kommer midtvejs, da den berusede Nixon ringer til den fortvivlede Frost, som er tæt på at opgive ævred. Hans lange monolog om at have den forkerte baggrund og det forkerte ansigt, om altid at blive set som en opkomling og derfor arbejde så meget hårdere på at vise sine modstandere, show the bastards, er hjertet i Peter Morgans tekst. 
   Nixon taler mand til mand, som undermåler til undermåler, om skammen og vreden og behovet for at hæve sig op. Frost begynder med at gøre indvendinger, men undervejs i samtalen giver han eks-præsidenten ret med blød stemme. Det er ikke til at sige, om han gør det af strategiske hensyn eller fordi Nixon har ret. Han ved det næppe heller selv.



NÆSTE dag kommer gennembruddet. Nixon ignorerer Jack Brennans protester og begynder på spektakulær vis »at tale ud«, som det siden kom til at hedde på tabloidsprog. Alle er målløse, inklusive Nixon selv, men end ikke han orker længere at fingere uskyld og vende op og ned på løgn og sandhed. Peter Morgan og Ron Howard har skabt en sjældent stringent film om hans tilståelse.


Frost/Nixon. Instr.: Ron Howard. Manus: Peter Morgan. Foto: Salvatore Tortino. 122 min. USA 2008. Dansk premiere: 13.02.2009.


Fotos: Universal/ Imagine Entertainment/ Working Title/ StudioCanal/ Relativity Media/ Digital Image Associates/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ 
Filmen streames på Blockbuster og iTunes
Frost/Nixon - The Original Watergate Interviews (1977) streames på Blockbuster og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.02.2009.

fredag den 1. april 2022

Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013)


DEDIKEREDE MODSÆTNINGER
Mani og metode mod karismatisk hedonisme

Af BO GREEN JENSEN

FERRARI-rød er grundfarven. Den træder frem alle vegne i filmen, som skildrer rivaliseringen mellem racerkørerne Niki Lauda (1949-2019) og James Hunt (1947-1993).
   Rush er en positiv overraskelse. Man tror, man skal se en fræsende skildring af to fartglade mænd i deres prægtige maskiner, men filmen er lige så interesseret i mændenes kontekst, samtiden og de komplementære principper, som Hunt og Lauda inkarnerede.
   Kørefilm er en klassisk genre. Imidlertid er det sjældent, at motorsporten bliver realistisk behandlet. James Garner var god i John Frankenheimers Grand Prix (1966), og Steve McQueen var bedre i Lee Katzins Le Mans (1971), men sidst nogen gjorde sig umage med racerkørsel på film, var da Tony Scott instruerede Tom Cruise i Days of Thunder (1990) [kunne man skrive i 2013 – genren fik en lille opblomstring med Ford v Ferrari (2019, da. Le Mans '66), som var Oscar-nomineret i 2020, og endnu et stort forsøg blev gjort i 2025, da Joseph Kosinski instruerede Brad Pitt i F1: The Movie.]



RON Howard (f. 1954) har lavet mange slags film, og man tænker næppe på ham som en fysisk instruktør. Dog rummer værklisten flere film, som gør en dyd af at skildre farefulde professioner i underspillet form. Backdraft (1991) var en film om brandmænd; mainstreamklassikeren Apollo 13 (1995) er en af de bedste om astronauter.
   Peter Morgan, som skrev manuskriptet til Stephen Frears’ The Queen (2006) og skuespillet, der lå til grund til for Howards Frost/Nixon (2008), har sædvanligvis mere at arbejde med, når han dekonstruerer autentiske hændelser. Morgan fandt for alvor sin form, da han skabte Netflix-serien The Crown (2016-2023). I Rush gør han racersæsonen 1976, ja faktisk hele Formel 1-disciplinen, til et eksistentielt væddemål mellem Hunt, den karismatiske hedonist, som kører for McLaren, og metodemennesket Lauda, som køber sig ind hos Ferrari.
   Som tilskuer sidder man ofte og holder med begge mænd på én gang. Det er uden tvivl et tegn på, at filmen fungerer efter sin hensigt.



SÆTSTYKKET er det fatale Grand Prix på Nürburgring i Tyskland den 1. august 1976. Banen var gammel og farlig i regn. Lauda forsøgte at mobilisere en boykot, men blev stemt ned, fordi han førte i turneringen, og – ifølge Morgan og Howard – fordi kollegerne ikke kunne lide ham.
   Lauda kørte galt og sad et fuldt minut i den brændende bil. Det ødelagte ansigt blev rekonstrueret med hud, som man tog fra hans lår, men sårene i hans lunger var år om at læge. Alligevel sad han i bilen efter en måned. Lauda traf en livskritisk beslutning, da han trak sig ud af årets sidste løb ved Fuji i Japan.



JEG husker ikke striden mellem Hunt og Lauda som noget, der optog hele verden i sommeren 1976. Til gengæld husker jeg billederne af den rekonstruerede Niki Lauda, som gjorde comeback efter ulykken: en fugleprofil med stram hud over kraniet og de udstående tænder, som i filmen får Hunt til at kalde Lauda »the rat« så mange gange, at man bliver træt. Manden var godt stof i flere sæsoner og er det sikkert stadig i Tyskland. Niki Lauda blev en blanding af stengæst og legende: manden, der ofrede alt for sin sport.



JAMES Hunt gik den samme vej som fodboldspilleren George Best (1946-2005). De var rundet af en tid, hvor sportsmænd kunne leve som rockstjerner og blev elsket for at skeje ud.
   Det var nok for Hunt at vinde VM-titlen én gang. Han blev siden en professionel berømthed, der forsumpede lidt mere for hvert år. Lauda gik forretningsvejen. Rush lader principperne mødes én sidste gang. Da er billedet fra begyndelsen ændret. Nu har begge hinandens respekt – og endda en vis hengivenhed.
   Rush er en sober og vellykket film. Tiden tegnes med klicheer, men Howard fanger fine nuancer i forholdet mellem englænderen og østrigeren, der spilles med indlevelse af Chris Hemsworth (Thor) og Daniel Brühl (Good Bye, Lenin!). Begge ligner forbillederne. Anthony Dod Mantle skaber dynamik i billeder, som let kunne blive monotone. Det lykkes at konstruere en spænding, skønt udfaldet kendes på forhånd.


JAMES Hunt var 45 år, da han døde af et hjertetilfælde i 1993. Lauda var 64 år, da Rush fik premiere, og han var den faste kommentator, når tysk tv sendte Grand Prix. Han døde i Zürich (af nyresvigt) den 20. maj 2019.
   Peter Morgans manuskript lader Lauda sige, at Hunt var en af de få mænd, som han respekterede, og den eneste, han var misundelig på. Lauda var konsulent på Rush og kunne have protesteret. Filmen tegner et overbevisende portræt af to dedikerede sportsmænd. Lauda havde ingen indvendinger, og man forstår ham.

Se også Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001); Herman Melville og Moby-Dick;  Ford v Ferrari (Le Mans 66) [Oscars 2020]. 

Rush. Instr.: Ron Howard. Manus: Peter Morgan. Foto: Anthony Dod Mantle. 123 min. USA-Tyskland-Storbritannien 2013. Dansk premiere: 12.09.2013.


Fotos:Exclusive Media Group/ Cross Creek Pictures/ Imagine Entertainment/ Revolution Films/ Working Title Films/ Double Negative/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ BBC/ Twitter/ MovieStillsDB
Filmen streames (august 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Midget Entertainment (Mis.Label) 30.01.2014
4K UHD + 2K Blu-ray fra Shout Factory 19.11.2024
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 13.09.2013.

torsdag den 31. marts 2022

Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001)


DEN STYRENDE MEKANISME
Ron Howards portræt af et martret geni

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN om John Forbes Nash Jr. (1928-2015) er så kulørt og handlingsmættet, at man næppe ville tro den, hvis den ikke var sandfærdig.
   Den amerikanske matematiker formulerede allerede i 1950erne »spilteorien«, som i 1994 indbragte ham Nobelprisen i økonomi. I en vis forstand er han indbegrebet af klicheforestillingen om den geniale undtagelse, distræt og excentrisk, grænsende til det aparte, men velsignet med en evne til at se og læse verden klart.
   Efter gennembruddet fandt han sammen med en kvinde, fysikeren Alicia Esther Nash (1933-2015), som aldrig veg fra hans side og støttede ham i alle henseender, også da han i 1959 blev tvangsindlagt med en skizofren paranoia, som i flere årtier afholdt ham fra at fungere socialt. Endelig vendte han langsomt tilbage, kom ind fra kulden som privilegeret løsgænger på sit gamle universitet, Princeton, og genvandt sin særstatus i forskersamfundet.*



RON Howards film A Beautiful Mind bygger på Sylvia Nasars bog om Nash fra 1998, men der er ikke tale om nogen ordinær biopic. Snarere tager Akiva Goldsmans manuskript afsæt i biografien og spinder en ende over dele af bogen.
 I neutralt referat lyder A Beautiful Mind velsagtens som en sentimental tv-film om to mennesker, der byder mørket trods og sejrer over modgangen, fordi de fremdeles elsker hinanden.**
   Det er ikke helt retfærdigt. Et sådant sofastykke er filmen også, det er fortællingens overordnede kurve, men der sker ting og sager på vejen. Bedst som man tror, man har regnet den ud, giver filmen sin tilskuer ét stort chok og to mindre overraskelser, som ganske forrykker den samlede ligning. Det ville være synd at røbe mere. Lad det blot være sagt, at man holdes til ilden.***


MEGET i filmen giver sig selv. Vi møder Nash i 1947, da han ankommer til Princeton som en af flere forskere, man ser en strålende fremtid i. Den unge mand skiller sig ud fra begyndelsen. Mens andre spiller spil og går med piger, falder Nash på Isaac Newton-vis i staver over de mønstre, der tegner sig i flokkes adfærd, hvad enten det gælder duer eller mennesker.
   Mens kammeraterne gør indtryk med målrettede projekter, famler Nash i lang tid forvirret omkring, besat af tanken om at bryde koden og isolere »den styrende mekanisme«, som ligger til grund for al social bevægelse. Vi ser ham tegne på glas og gebærde sig sært. Kun en lærer (Judd Hirsch), en konkurrerende kollega (Adam Goldberg som den begavede forsker, der koncentrerer de egenskaber, Nash netop ikke besidder) og den litterært inklinerede Charles Herman (Paul Bettany), vennen som Nash deler værelse med, har kontakt med den erklærede enspænder.



DA Nash formulerer sin spilteori og definerer »det grundlæggende ligevægtsbegreb i ikke-kooperative spil«, som Nationalencyklopædien kalder forskerens fornemste resultat, får vi ganske vist at vide, at der er tale om revolutionerende indsigt.
   Filmen forsøger dog aldrig for alvor at eksponere matematikken. Til gengæld begriber vi hurtigt, at Nash kan gennemskue kaos og se symmetrier i det vilkårlige. Regeringsagenten William Parcher (Ed Harris) kalder ham en født kodebryder, den bedste han har set. Vi følger villigt med, da filmen skifter farve og drager os ind i en hemmelig dobbeltverden, hvor Nash gransker tal på regeringens vegne.



ENDELIG møder han Alicia Lardé Lopez-Harrison (Jennifer Connelly), der tager den sære mand som han er. Psykiateren Rosen (Christopher Plummer) diagnosticerer Nash som skizofren, og filmen følger i detaljer den uhyggelige insulinterapi, som man behandler sygdommen med.
   Nash kommer ud på den anden side som en skygge af sig selv. Lyset i det smukke sind er slukket, og han tager utilregneligheden på sig. Det tjener dernæst filmen til ære, at den skildrer ægteskabets kriser udførligt. Vi ved, at anerkendelsen venter, men det er fascinerende og bekræftende, samt af og til ganske morsomt, at følge en mand, der forsoner sig med sine tvangstanker.



PROBLEMET med filmen har rod i de fortællemæssige spidsfindigheder, som samtidig udgør dens primære styrke. Hvad var Et smukt sind ret beset, hvis man fjernede den strategiske gimmick? En ufokuseret beretning om et matematisk geni, som slår revner. Et portræt af den maniske stræber, som bliver offer for sin søgen efter den styrende mekanisme. En sympatisk kærlighedsskildring, som tager frasen »i lyst og nød« gravalvorligt. Og et i alle detaljer gedigent portræt af en kreds og en tid, nemlig forskermiljøet i den kolde krigs varmeste år. Her er lidt af hvert af det hele, men kun få bevægelser føres igennem og flere spor får lov at ligge hen og sande til efter en tid.


DER er dog tale om en original film for voksne, en nuanceret fremstilling af en kompleks præmis, som bestræber sig på at få os til at tænke. Dem er der ikke mange af i dagens amerikanske hovedstrøm. Russell Crowe brillerer som Nash, men har også let spil med figuren. Det er snarere Jennifer Connelly, der løfter hustruens rolle.
   Wynn Thomas’ scenografi genskaber tiden, og især i det første kvarter forsøger fotografen Roger Deakins at filtrere lyset gennem det smukke sind. James Horners musik er ikke så svulstig, som man kunne frygte. Ron Howards instruktion er som altid indbegrebet af soliditet.
   Dog er og bliver det manuskriptet, som skaber og bærer A Beautiful Mind. Se selv hvorfor og hvordan.

*) John og Alicia blev gift i 1957 og skilt i 1963, da John blev indlagt og var i behandling. De flyttede sammen igen i 1970, hvor Alicia påtog sig at være værge for John. De blev gift igen i 2001, samme år som A Beautiful Mind fik premiere. De omkom sammen i en trafikulykke på New Jersey Turnpike den 23. maj 2015. Parret havde været i Norge, hvor John modtog Abel Prisen. De tog en taxi hjem fra Newark Airport, og chaufføren mistede kontrollen over bilen. Begge døde på stedet. De var sammen i næsten 60 år. Parrets søn, John Charles Martin Nash (f. 1958), arvede faderens sindslidelse.  

**) Sylvia Nasar: A Beautiful Mind: a Biography of John Forbes Nash, Jr., Winner of the Nobel Prize in Economics, 1994. 460 s. New York: Simon and Schuster, 1998. Bogen modtog National Book Critics Circle Award for årets bedste biografi og var nomineret til Pulitzer-prisen. Sylvia Nasar (f. 1947) underviste i journalistik på Columbia University, da hun skrev den. Hun er nu professor emirita samme sted.

***) På tyve års afstand kan sløret vel løftes. I virkeligheden hørte Nash stemmer, som ikke var der. I filmen er stemmerne fysisk gestaltet.
 

A Beautiful Mind var Oscar-nomineret i 8 kategorier. Filmen vandt for Best Picture, Best Director (Howard), Best Adapted Screenplay (Goldsman) og Best Supporting Actress (Connelly).

A Beautiful Mind (Et smukt sind ). Instr.: Ron Howard. Manus: Akiva Goldsman. Foto: Roger Deakins. 134 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.03.2002.


Fotos: WikiMedia Commons/ CBS/ PBS/ Universal Pictures/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, HBO MAx, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2/Paramount+, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.03.2002

tirsdag den 3. december 2019

Herman Melville og Moby-Dick


KRISTNE KANNIBALER
Historien bag Moby-Dick

Af BO GREEN JENSEN

I AUGUST 1819 satte hvalfangerskibet Essex ud fra øen Nantucket syd for Cape Cod i delstaten Massachusetts på den amerikanske østkyst.

   Førstestyrmanden Owen Chase (1797-1869) var ivrig efter at blive kaptajn. Han måtte imidlertid acceptere, at den mindre erfarne George Pollard (1791-1870), som tilhørte en af Nantuckets ældste familier, igen fik kommandoen. Ombord var også en 14-årig kahytsdreng ved navn Thomas Nickerson.
   Rejsen begyndte i en anspændt, men trods alt optimistisk atmosfære. Chase og Pollard var fælles i bestræbelsen på hurtigst muligt at fylde skibet med olie og vende hjem til bedre ture på mere lukrative vilkår.



KUN to dage ude fra kysten blev skibet ramt af en storm. Man måtte søge stadig længere ud i de overfiskede vande for at finde hvaler. Som regel var dyrene blide som bøfler, der fandt sig i at blive udryddet. Ingen på Essex var forberedt på, at naturen ville gå til modangreb.
   Det skete den 20. november 1820, da en 30 meter lang kaskelot knuste en fangerbåd med sin hale. Hvalen, som var hvid og sjældent ondskabsfuld, fulgte siden efter Essex. Da skibet sank, fordelte besætningen fordelte sig i tre både og håbede at nå Påskeøen. Fire blev efterladt på Ducie Island. Efter to et halvt år på havet kom resterne af besætningen hjem til Nantucket.


DEN i store træk sandfærdige beretning leverer de spektakulære effekter i Ron Howards forsøg på at genrejse skumsprøjtsromancen. Imidlertid får filmen særlig vægt ved at præsentere forfatteren Herman Melville (1819-91), som brugte hvalens angreb og Essex’ forlis som inspiration for romanen Moby-Dick.*


MELVILLE bliver i filmen spillet af Ben Whishaw, og det er den voksne Thomas Nickerson (Brendan Gleeson), som for gode menneskepenge fortæller, hvad han aldrig har røbet om rejsen til andre.
   In the Heart of the Sea er den første film, som skildrer forfatteren på det bestemmende tidspunkt, hvor han beslutter at bryde med bestsellerformatet fra Typee, Omoo og Mardi, de første rejsebøger, som virkelig var populære. Han satser alt på at skrive først Moby-Dick (1851), romanen om kaptajn Akab og Den Store Hvide Hval, og siden Pierre, or The Ambiguities (1852), som er en bog om at skrive romanen. 
   Melville blev aldrig populær igen. Først fire årtier efter hans død, blev Moby-Dick – der længe simpelt hen hed The Whale – genopdaget og kanoniseret. I konkurrencen om at være Den Store Amerikanske Roman har Moby-Dick og F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby længe haft et uafgjort løb.



SAMTALESCENERNE giver perspektiv og struktur. Det er dog jagten på hvalen, der skal gøre filmen til en oplevelse. Æresdanskeren Anthony Dod Mantle leverer prægtige billeder af bådene og hvalerne. 3D-formatet anbringer tilskueren lige midt i stormen. Dét kunne man sagtens have undværet. Billederne har malerisk finish. Man ønsker at betragte dem. Man vil ikke for enhver pris suges ind.


ELLERS giver filmen et godt bud på, hvordan Melville skabte sine personer. George Pollard (Benjamin Walker) forsøgte virkelig at finde hvalen igen, og Owen Chase (Chris Hemsworth) er tegnet i ædle konturer, der passer til styrmanden Starbuck i bogen. Lille Thomas Nickerson må så være Ismael, der sætter hele historien i gang med replikken: »Kald mig Ismael!«



KARAKTERERNE er autentiske. Både Chase og Nickerson skrev om deres møde med den ondskabsfulde kaskelot. Melville kan ikke have læst den beretning, som Nickerson skrev i 1876. Men blandt hans bøger findes et æseløret eksemplar af Owen Chases Narrative of the Most Extraordinary and Distressing Shipwreck of the Whale-Ship Essex (1821).
   For samtiden var der både eksistentiel dramatik og en ildevarslende naturstridighed forbundet med historien om hvalen, der går til modangreb. Økologien er også en faktor i Melvilles fantastisk tæt vævede fabel. For den hurtige læser lå sensationen dog i sømændenes overlevelse. De måtte blive kannibaler for at klare sig på åbent hav i tre måneder.


RON Howards film er som regel gammeldags på den gode måde. I In the Heart of the Sea bruger han det bedste fra John Hustons Moby-Dick (1956), begge versioner af Mytteriet på Bounty (1962, 1984) og moderne effektfilm som Ang Lees Life of Pi (2012). Facit er en solid og traditionel film, der slutter samme sted som Moby-Dick: »Og jeg alene undslap, at jeg kunne fortælle dig derom.«


*) Charles Leavitts manuskript er baseret på Nathaniel Philbrick: In the Heart of the Sea: The Tragedy of the Whaleship Essex (Viking Press, 2000). Ron Howard (f. 1954) skal i forbifarten roses for at holde liv i maskuline genrer, der i stigende grad synes anakronistiske: pikant fantasi (Splash, 1984), hverdagsheroisme (Backdraft, 1991), realistisk rumfart (Apollo 13, 1995), makaber western (The Missing, 2003), boksning for penge (Cinderella Man,2005), romantisk racerkørsel (Rush, 2013) og gammeldags space opera (Solo: A Star Wars Story, 2018). Hertil kommer to for alvor gode mainstreamfilm: Far and Away (1992) og A Beautiful Mind (2001). 


In the Heart of the Sea. Instr.: Ron Howard. Manus: Charles Leavitt. Foto: Anthony Dod Mantle. 121 min. USA 2015. Dansk premiere: 10.12.2015


Fotos: Warner Bros./  Cinematerial/ MoviestillsDB/ Gyldendal
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime og VIAPLAY
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 11.12.2015