Translate

Viser opslag med etiketten Kørefilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kørefilm. Vis alle opslag

fredag den 1. april 2022

Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013)


DEDIKEREDE MODSÆTNINGER
Mani og metode mod karismatisk hedonisme

Af BO GREEN JENSEN

FERRARI-rød er grundfarven. Den træder frem alle vegne i filmen, som skildrer rivaliseringen mellem racerkørerne Niki Lauda (1949-2019) og James Hunt (1947-1993).
   Rush er en positiv overraskelse. Man tror, man skal se en fræsende skildring af to fartglade mænd i deres prægtige maskiner, men filmen er lige så interesseret i mændenes kontekst, samtiden og de komplementære principper, som Hunt og Lauda inkarnerede.
   Kørefilm er en klassisk genre. Imidlertid er det sjældent, at motorsporten bliver realistisk behandlet. James Garner var god i John Frankenheimers Grand Prix (1966), og Steve McQueen var bedre i Lee Katzins Le Mans (1971), men sidst nogen gjorde sig umage med racerkørsel på film, var da Tony Scott instruerede Tom Cruise i Days of Thunder (1990) [kunne man skrive i 2013 – genren fik en lille opblomstring med Ford v Ferrari (2019, da. Le Mans '66), som var Oscar-nomineret i 2020, og endnu et stort forsøg blev gjort i 2025, da Joseph Kosinski instruerede Brad Pitt i F1: The Movie.]



RON Howard (f. 1954) har lavet mange slags film, og man tænker næppe på ham som en fysisk instruktør. Dog rummer værklisten flere film, som gør en dyd af at skildre farefulde professioner i underspillet form. Backdraft (1991) var en film om brandmænd; mainstreamklassikeren Apollo 13 (1995) er en af de bedste om astronauter.
   Peter Morgan, som skrev manuskriptet til Stephen Frears’ The Queen (2006) og skuespillet, der lå til grund til for Howards Frost/Nixon (2008), har sædvanligvis mere at arbejde med, når han dekonstruerer autentiske hændelser. Morgan fandt for alvor sin form, da han skabte Netflix-serien The Crown (2016-2023). I Rush gør han racersæsonen 1976, ja faktisk hele Formel 1-disciplinen, til et eksistentielt væddemål mellem Hunt, den karismatiske hedonist, som kører for McLaren, og metodemennesket Lauda, som køber sig ind hos Ferrari.
   Som tilskuer sidder man ofte og holder med begge mænd på én gang. Det er uden tvivl et tegn på, at filmen fungerer efter sin hensigt.



SÆTSTYKKET er det fatale Grand Prix på Nürburgring i Tyskland den 1. august 1976. Banen var gammel og farlig i regn. Lauda forsøgte at mobilisere en boykot, men blev stemt ned, fordi han førte i turneringen, og – ifølge Morgan og Howard – fordi kollegerne ikke kunne lide ham.
   Lauda kørte galt og sad et fuldt minut i den brændende bil. Det ødelagte ansigt blev rekonstrueret med hud, som man tog fra hans lår, men sårene i hans lunger var år om at læge. Alligevel sad han i bilen efter en måned. Lauda traf en livskritisk beslutning, da han trak sig ud af årets sidste løb ved Fuji i Japan.



JEG husker ikke striden mellem Hunt og Lauda som noget, der optog hele verden i sommeren 1976. Til gengæld husker jeg billederne af den rekonstruerede Niki Lauda, som gjorde comeback efter ulykken: en fugleprofil med stram hud over kraniet og de udstående tænder, som i filmen får Hunt til at kalde Lauda »the rat« så mange gange, at man bliver træt. Manden var godt stof i flere sæsoner og er det sikkert stadig i Tyskland. Niki Lauda blev en blanding af stengæst og legende: manden, der ofrede alt for sin sport.



JAMES Hunt gik den samme vej som fodboldspilleren George Best (1946-2005). De var rundet af en tid, hvor sportsmænd kunne leve som rockstjerner og blev elsket for at skeje ud.
   Det var nok for Hunt at vinde VM-titlen én gang. Han blev siden en professionel berømthed, der forsumpede lidt mere for hvert år. Lauda gik forretningsvejen. Rush lader principperne mødes én sidste gang. Da er billedet fra begyndelsen ændret. Nu har begge hinandens respekt – og endda en vis hengivenhed.
   Rush er en sober og vellykket film. Tiden tegnes med klicheer, men Howard fanger fine nuancer i forholdet mellem englænderen og østrigeren, der spilles med indlevelse af Chris Hemsworth (Thor) og Daniel Brühl (Good Bye, Lenin!). Begge ligner forbillederne. Anthony Dod Mantle skaber dynamik i billeder, som let kunne blive monotone. Det lykkes at konstruere en spænding, skønt udfaldet kendes på forhånd.


JAMES Hunt var 45 år, da han døde af et hjertetilfælde i 1993. Lauda var 64 år, da Rush fik premiere, og han var den faste kommentator, når tysk tv sendte Grand Prix. Han døde i Zürich (af nyresvigt) den 20. maj 2019.
   Peter Morgans manuskript lader Lauda sige, at Hunt var en af de få mænd, som han respekterede, og den eneste, han var misundelig på. Lauda var konsulent på Rush og kunne have protesteret. Filmen tegner et overbevisende portræt af to dedikerede sportsmænd. Lauda havde ingen indvendinger, og man forstår ham.

Se også Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001); Herman Melville og Moby-Dick;  Ford v Ferrari (Le Mans 66) [Oscars 2020]. 

Rush. Instr.: Ron Howard. Manus: Peter Morgan. Foto: Anthony Dod Mantle. 123 min. USA-Tyskland-Storbritannien 2013. Dansk premiere: 12.09.2013.


Fotos:Exclusive Media Group/ Cross Creek Pictures/ Imagine Entertainment/ Revolution Films/ Working Title Films/ Double Negative/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ BBC/ Twitter/ MovieStillsDB
Filmen streames (august 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Midget Entertainment (Mis.Label) 30.01.2014
4K UHD + 2K Blu-ray fra Shout Factory 19.11.2024
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 13.09.2013.

lørdag den 8. februar 2020

James Mangold: Ford v Ferrari (Le Mans 66) [Oscars 2020]


ET FANBREV TIL FARTEN
Om stærke biler og mænd uden kvinder

Af BO GREEN JENSEN

TILBAGE i 1960ernes morgen var miljøhensyn stadig fremtidsmusik. Der blev brugt lige så megen energi og fantasi på at udvikle biler, som der blev på at skabe rumskibe og strategiske våben. Tidligt i Le Mans ’66, som bygger på ofte fortalte historier fra motorsportens guldalder, forklarer Lee Iacocca (Jon Bernthal), den legendariske vicedirektør for Ford Motor Company, at firmaet må komme tidsånden i møde.
   Henry Ford II (Tracy Letts) driver selskabet i sin fars pionerånd. Han har lukket produktionen ned og sendt alle ansatte, chefer som samlebåndsarbejdere, hjem med en besked om, at de ikke skal vende tilbage, før de har en god idé. Eller bare har gjort sig tanker. For Ford skal igen sætte markedets standard og være anfører i industrien.



VI er i Mad Men-tiden og samme historiske mentalitet. Iacocca forklarer, at hvis Ford vil konkurrere på andet end priser og stabilitet, må selskabet gøre sit brand mere sexet. Unge mænd drømmer ikke om at køre i familiebiler. De drømmer om at være James Bond – et nyt idol i 1962 – og køre sportsvogn. Hvis Ford vil have det marked, må selskabet satse på væddeløbssejre og udkonkurrere Enzo Ferrari.
   Der er skepsis i bestyrelseslokalet. Iacoccas planer bliver ofte talt ned af især Leo Beebe (John Lucas), som er marketingchef. James Mangolds fermt konstruerede film får på den måde skabt en forbindelse mellem kampen internt i koncernen og de fysiske vilkår på værksteder og ved racerbanen, hvor brave mænd kører brutale biler og viderefører Vestens – både Det vilde og Den kolde krigs – værdier i en evig kappestrid.


  
FILMEN begynder et helt andet sted. I 1959 vandt Carroll Shelby (Matt Damon) det sagnomspundne 24-timers løb i Le Mans. Det var aldrig før sket for en amerikaner (som kørte for Aston Martin og havde en britisk makker, Roy Salvadori, men den slags bliver skrevet med småt).
   Shelby forklarer publikum, at der kommer et punkt – han siger, at det ligger ved 7.000 omdrejninger i minuttet – hvor tiden og vejen forsvinder, så der kun findes mennesket i bevægelse. Her har filmen sit hjerte. Le Mans ’66 er først og fremmest en kørefilm om fartens rene poesi.
   Shelby trækker sig ud af sporten, fordi han har hjerteproblemer. Så begynder han at konstruere biler og have andre chauffører i stalden. Vi kommer hurtigt rundt om turneringer som Sebring og Daytona. Shelby er en god mand med sans for forretning. Han har aldrig kendt en bedre kører end englænderen Ken Miles (Christian Bale). Miles ville være sportens konge, hvis han kunne styre sit temperament.


VI har set, hvordan Miles netop ikke kan dét. Krigsveteranen vil leve stille med hustruen Mollie (Catriona Balfe) og sønnen Peter (Noah Jupe), som synes, hans far er den bedste i verden. Men Ken fornærmer kunderne på autoværkstedet og lægger sig ud med paragrafryttere, når han kører ræs. Han er kendt for at slå og kaste med værktøj.
   Faktisk har alle brug for et mirakel – eller bare en regulær chance – da brikkerne er sat på brættet. Forspillet varer en time, men tiden er godt givet ud. Herfra er Le Mans ’66 en klar og ren kørefilm om, hvordan Ford vandt de første tre pladser i løbet og gav Enzo Ferrari (Remo Girone) en lærestreg så eftertrykkelig, at italieneren måtte lette på hatten.


SHELBY og Miles udvikler Ford GT40-sportsvognen. Det er trial and error i mange omgange. Miles kommer endelig med til Le Mans, da Shelby har givet Henry Ford II en køretur, som chefen sent glemmer. Men lakajen Beebe får trumfet igennem, at tre Ford-biler kører sammen over målstregen, så man kan tage et perfekt pressefoto.
   Miles er i front – og samarbejder endelig. Derfor mister han sejren af tekniske grunde. Det bliver Bruce McLaren og Chris Amon, som åbner champagnen. Her ser vi omsider, at Le Mans ’66 er en western i ånden fra John Ford. For rigtige helte lever i skyggen. When the legend becomes fact, print the legend. »Når legenden bliver sand, så trykker vi legenden.«



DAMON og Bale er maskuline arketyper, men Tracy Letts leverer det bedste skuespil i rollen som Henry Ford II. Han ler og græder på én gang, får til og med sat bremsespor i undertøjet, da han oplever farten i praksis. Også Peter Miles ser op til sin far. Glæden i den gode drengs øjne er et rendyrket Shane – den tavse rytter (1953) øjeblik. Vigtigst er, om vi tror på det hele. Det gør vi i overvældende grad.
   Le Mans ’66 er et fanbrev til farten og en nostalgisk erindring om mere uskyldige tider, da maskuline grundtræk (og klicheer) var i kurs. Det er også en meget hvid film, hvor milde kvinder står klar til at hjælpe og bære. Der er ingen spor af etnisk eller kønsmæssig diversitet.
   Allerbedst er scenen, hvor Mangold rekonstruerer den traditionelle Le Mans-start. Før 1969 løb kørerne hen til de ventende biler. Jeg ser aldrig Top Gear og har intet forhold til motorsport. Men jeg nyder at se forsiden af Fart og Tempo nr. 1, hvor Mark Breton/Michel Vaillant løb ud til sin bil, genskabt i så kærlige detaljer. Bladet udkom netop i 1966.

   
FILMEN er i stil og på niveau med Ron Howards Rush (2013), hvor grundkonflikten lå mellem Niki Lauda og James Hunt. Vil du have en fornemmelse af Le Mans, skal du unde dig selv at se Steve McQueen i Lee Katzins Le Mans (1971). Filmen blev optaget på stedet under utrolige forhold. Om dén proces skabte Gabriel Clarke og John McKenna i 2015 en meget stemningsfuld dokumentar: Steve McQueen: The Man & Le Mans. Her er vi tilbage i tiden. Også dén må en sand fan virkelig se.


Ford v Ferrari (Le Mans ’66). Instr.: James Mangold. Manus: Jez & John-Henry Butterworth, Jason Keller. Foto: Phedon Papamichael. 152 min. USA-Frankrig. Dansk premiere: 14.11.2019

Ford v Ferrari er blandt de ni film, som er nomineret i Best Picture-kategorien ved den 92. Oscar-uddeling, som finder sted den 9. februar, 2020. Flere kandidater er anmeldt på bloggen: The Irishman (Martin Scorsese), Joker (Todd Phillips), Marriage Story (Noah Baumbach), Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino), Parasite (Bong Joon-ho) og 1917 (Sam Mendes).


Foto: Chernin Entertainment/ Twentieth Century Fox/ TSG Entertainment/ Nordisk Film Distribution
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 11.02.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.11.2019