Translate

Viser opslag med etiketten Steve McQueen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Steve McQueen. Vis alle opslag

torsdag den 6. maj 2021

To versioner: Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]




TILBAGE TIL DJÆVLEØEN
Henri Charrières fantastiske flugthistorie

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK at der kommer en ny Papillon. For 50 år siden var det sådan en bog, der lå i alle butiksvinduer.
   Karriereforbryderen Henri Charrière blev kaldt Papillon, fordi han havde en sommerfugl tatoveret på brystet. I 1931 blev han dømt for mord, deporteret og sendt til Fransk Guyana, hvor staten anbragte samfundets bærme.
   På skibet mødte Charrière falskmønteren Louis Dega. Denne havde ruineret adskillige familier, som investerede i hans veludførte forfalskninger af statsobligationer. Serien fra 1928 var et veritabelt mesterværk.
   Den spinkle Dega var i kronisk livsfare. Medfangerne ville dræbe ham for at få fat i de penge, han havde stukket op i sin krop. Vagterne ville tage hævn for bedraget. Charrière tilbød Dega sin beskyttelse mod finansieringen af en flugt. For Henri vidste straks, at han måtte ud, væk og videre. Det var jo historien om Papillons liv.
   Strafudmålingen lå fast. Første flugtforsøg gav to år i isolation. Det andet gav fem. Drabsmænd blev guillotineret. I bedste fald var hverdagen et helvede af malaria, slavearbejde og mishandling ved altid beredvillige medfanger.
   Henri var på øen i 16 år. Syv blev tilbragt i isolation. Endelig lykkedes flugten. Han skrev en bog, som blev oversat til mange sprog og solgt i 30 milllioner eksemplarer. Systemet blev ændret ad åre – og i 1973 fik Charrière sin historie fortalt i en Hollywood-film med Steve McQueen og Dustin Hoffman.
   Publikum elskede filmen. Der gik en tid, før kritikken var overbevist, men Franklin J. Schaffners Papillon har længe haft klassikerstatus. I 2017 har danskeren Michael Noer genindspillet den stedsegrønne fængselsskildring. Skyldes det stofnød, eller er der en grund?


DET må være 47 år siden, at jeg så Papillon første gang. Filmen havde dansk premiere den 22. februar 1974 og var en begivenhed af de større.
   Samme år så vi Sidste stik, Den store Gatsby, Serpico, Eksorcisten, Zardoz, Den amerikanske nat og Sheriffen skyder på det hele, som Blazing Saddles hed på dansk. DR viste Bergmans Scener fra et ægteskab. Jeg gik i 2.g. Det var kræsne og forventningsfulde dage.
   Selvfølgelig skulle man se Papillon, men filmen gjorde ikke noget stort indtryk. Der var for meget Steve McQueen og for lidt Dustin Hoffman, men især var filmen en skuffelse for fans af Franklin J. Schaffner. Det samme havde Patton været tre år før. Vi blev ved med at håbe på mere i stil med Planet of the Apes (1968) fra instruktøren.
   Forleden så jeg Schaffners Papillon for at komme i stemning til Noers genindspilning. Der er meget, som man ikke så i 1974. For eksempel er eksponeringen af den homoerotiske faktor forbavsende ligefrem for sin tid. »Undlad at onanere for meget,« siger kommandanten, da Henri bliver sat i isolation første gang. »Det tærer på kræfterne.«
   Masochismen når martrede River Kwai-højder, og forholdet mellem »Papi« og Dega er en bromance, der varer for livet. Bipersonen Maturette sætter ord på det homoseksuelle tema og lyder som en LGBT-aktivist.
   Til sidst er Henri og Louis som et gammelt par, der trisser rundt mellem hytterne på Djævleøen. Dega fodrer grise og dyrker gulerødder. Charrière lægger planer som altid, for flugt er nu engang hans ting. »Tror du, det virker?« spørger Louis. »Gør det nogen forskel?« svarer Henri.


PAPILLON handler mest af alt om at blive ved. Kommandanten præciserer, at systemet ikke tror på rehabilitering. Straffen går ud på at nedbryde kroppen og sindet og viljen, så der ingen karakter er tilbage. »Jeg er her stadig, I røvhuller!« råber Henri i isolationscellen. Han gentager det i slutbilledet, hvor han ligger på sin lille flåde af kokosnødder og har kurs mod Venezuela: »I’m still here, you bastards!«
   Det er dog 70er-æstetikken, som gør det største indtryk nu. Filmen er fortalt i brede, strålende billeder, som fotografen Fred Koenekamp har fuld kontrol over. Hver statisk indstilling er komponeret som et renæssancemaleri. Koenekamp arbejdede også på Patton, men ikke på Abernes Planet, som Leon Shamroy var fotograf på. De tre film er holdt i den samme panoramiske stil, som må være Schaffners signatur.
   Det er en helaftensfilm på to en halv time, og Papillon blev af flere kaldt dræbende langsom. Men Schaffner bruger hvert minut. Vi er i en helt anden tidsregning. Da den store flugt lykkes, bliver alt, som foregår uden for fængslet, fortalt i en ti minutter lang montage, hvor kun Jerry Goldsmiths musik taler med.
   Der er intet fedt og knap en finger at sætte på Papillon, som kommer fra en tid, hvor storfilm havde heroisk format. Steve McQueen og Dustin Hoffman er eminente. Filmen er stadig i omløb, så hvad kan en ny version føje til? Mig bekendt har ingen ligefrem råbt på en ny Papillon.


I MICHAEL Noers genindspilning synes virkeligheden at være krympet. Verden er kommet tættere på, og den er også blevet mindre. Billederne er lige så brede, men beskæringen er altid tæt. Der er ingen favnende landskaber. Kun ved havet til slut ser man hele horisonten.
   Der er ikke tale om en dramatisk omkalfatring. Manuskriptforfatteren Aaron Guzikowski har bevaret de fleste scener fra Dalton Trumbos originalmanuskript. Historien er blevet en halv time kortere og har lidt mere med af baggrunden for Charrières og Degas indespærring.
   Man kan i høj grad diskutere, om dét er en forbedring. Der er en prolog, som foregår i det muntre Paris i 1931, hvor chefen lægger en fælde for den foretagsomme tyv. Her prøver filmen at skabe en svimmel, Babylon Berlin-agtig stemning, men underminerer troværdighedspræget med anakronismer. I natklubben hører man »Bei Mir Bist Du Schön«, skønt sangen først blev komponeret i 1932 og hed »Bei Mir Bistu Shein«, indtil Sammy Cahn og The Andrews Sisters gav den jiddische sang engelsk titel i 1937.



DEN gamle film begyndte ved skibet, som skulle til Guyana, og sluttede ved den sidste flugt. Noers film inddrager også erindringsbogen Banco (1971), hvor Charrière beskriver sit liv i Venezuela. Til sidst ser vi ham aflevere manuskriptet. Der er lidt staveplade over det hele.
   Begge film slutter med billeder af de forladte fængselsbygninger på Saint-Laurent-du-Maroni i Fransk Guyana. Henri Charrières sidste flugt fandt sted i 1947. Straffekolonien blev nedlagt i 1953. Charrière døde i 1973 og nåede ikke at se Papillon. Begge slutninger har en skærmtekst om, at det forhadte system ikke overlevede ham.
   Noer viser også et foto af forfatteren. Man kan se, at hver tatovering er trofast genskabt i den nye version. Ingen af filmene er faktisk optaget i Fransk Guyana. Schaffner indspillede sin i Spanien og på Jamaica. Det sidste halsbrækkende flugtspring blev foretaget på Maui i Hawaii.
   Noers film er optaget i Serbien, Montenegro og på Malta. Det forklarer måske, hvorfor lyset er mindre. I værkets kerne, som skildrer selve fængselsopholdet, er de to film identiske stykker. Det er de samme replikker og situationer. Noer prøver ikke at fortrænge erindringen om Schaffners Papillon. Enhver genopførelse er jo en hyldest.



FÆNGSELSFILM er en bugnende genre med to hovedspor. I det ene er flugten omdrejningspunktet. I det andet er hverdagen i fængslet det centrale. Fokus er på rutiner og hierarkier i den lukkede struktur, som udgør et samfund i koncentrat. Der er ofte en meget lang tidshorisont. Planer bliver lagt og er år om at lykkes.
   Den første Papillon var især en succes, fordi den brugte begge modeller. I nyere tid, hvor kriminelle kan skildres som nuancerede mennesker, er de bedste film fra den sidste kategori. Skærmføljetoner som Oz, Prison Break og Orange is the New Black lader trådene sno sig over mange sæsoner.
   Michael Noer og Tobias Lindholm skrev og instruerede sammen R (2010), som foregik over to år i Horsens Statsfængsel. Pilou Asbæk overlevede fra dag til dag og navigerede mellem de indsattes hierarkier. Roland Møller, som også har en stor rolle i Papillon, debuterede i R. Filmen var blevet en større succes, hvis den ikke delte mange træk med Jacques Audiards  Profeten (2009), som blev til i samme periode.
   Noer konsoliderede den socialrealistiske hyperstil i Nordvest (2013), men der er næppe tvivl om, at det var R, som fik produceren Joey McFarland til at kontakte den danske instruktør, da Papillon skulle genindspilles.



NOER gør det godt med de midler, han har til rådighed. Der er dog næppe en scene i den nye Papillon, som ikke stod lidt skarpere i 1973-versionen.

   I den sidste halve time bryder Noer og Guzikowski (omsider) med forlægget og prøver noget nyt. Flugten har fået en helt anden rytme, end montagesekvensen havde hos Schaffner. Noer dvæler ikke ved det paradisiske stammefolk og de forrædiske nonner. Her fungerer flugtbåden faktisk, og det bliver Henri, Dega, Celier (en rolle som må være skrevet til Roland Møller) og Maturette, som har et klodset opgør ude på havet.
   Flere nye detaljer er gode. Hos Schaffner stak mændene af, mens kolonien hørte en klassisk koncert. Noer lader fangerne se en film – Merian C. Coopers King Kong (1933) – som i hele sin ikonografi kommenterer de indsattes situation. Dét eventyr er for resten også blevet genfortalt et par gange.



BEDST er Noers version i personinstruktionen og psykologien. Charles Hunnam og Rami Malek er mindst lige så gode sammen, som legenderne McQueen og Hoffman var i den gamle film. Malek ser lidt for renskuret ud, men han prøver ikke som Hoffman at stjæle opmærksomheden med pudseløjerlige manierismer. I scenerne med Hunnam er han altid loyal.
   Hunnam giver Charrière en lyrisk kvalitet, som Steve McQueen ikke havde, men han er ikke mindre effektiv. Hunnam, som kommer fra tv-serien Sons of Anarchy og kan minde om en yngre Brad Pitt, har spillet Kong Arthur i to rabalderfilm af Guy Richie, men han var fremragende som den opdagelsesrejsende i James Grays The Lost City of Z (2016).


DET lykkes Noer at give mændenes venskab en spontan kvalitet, som det ikke helt havde hos Schaffner. De opdager, at de kan stole på hinanden i en struktur, hvor alle ellers lyver, forråder og voldtager. Det er stadig en bromance med mange facetter. Men først og fremmest er de to mænd simpelt hen taknemlige for hinanden.
   Disse ting er eksemplarisk forløst i en film, som man ellers kunne leve foruden. Noers Papillon er et solidt svendestykke, som forhåbentlig giver instruktøren flere store opgaver, hvor han i højere grad har helt frie hænder. Men det er stadig i den gamle Papillon, at det hårde, historiske stof bliver løftet og står i et uanfægteligt skær af myte og eventyr.


Papillon. Instr.: Michael Noer. Manus: Aaron Guzikowski. Foto: Hagen Bogdanski. 133 min. USA-Tjekkiet-Spanien 2017. Dansk premiere: 23.08.2018.

Papillon. Instr.: Franklin J. Schaffner. Manus: Dalton Trumbo, Lorenzo Semple Jr. Foto: Fred J. Koenekamp. 151 min. USA-Frankrig 1973. Dansk premiere: 22.02.1974.


Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Warner Bros./ Filmgrab/ Jose Haro/ Bleecker Street/ UIP.DK
Papillon 1973 er udgivet på blu-ray og dvd
Papillon 2017 bliver streamet på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 24.08.2018

søndag den 14. februar 2021

Steve McQueen: Widows (2018)


KRIMINEL FEMINISME
Køn er ingen gimmick i Widows

Af BO GREEN JENSEN

ET stort kup mislykkes for Harry Rawlings (Liam Neeson) og hans tre faste medarbejdere. Nogen på holdet har sladret, og politiets indsatsstyrke står klar ved garagen, hvor deres flugtbil parkerer. Alle dør i en eksplosion, der får byttet – to mio. dollar i sedler – til at gå op i røg.
   Widows er endnu ikke nået til titelsekvensen. Tilbage i ruinerne står Veronica (Viola Davis), Harrys hustru, og tre andre enker, som ikke kender hinanden. Flere har arvet belastende gæld.
   Harry var en kompleks mand med blide såvel som brutale sider. Han har efterladt en notesbog med planen for det næste kup. Så Veronica mobiliserer. Hun har ingen kriminel erfaring, men hun samler de øvrige enker og gennemfører Harrys plan. Heraf og herefter følger en velfortalt spændingshistorie med klar, feministisk dagsorden.



SCENEN er dagens Chicago, hvor der skal være lokalvalg om lidt. Afroamerikaneren Manning (Brian Tyree Henry) kandiderer mod irske Jack Mulligan (Colin Farrell), som tilhører fjerde generation i et forpligtende politisk dynasti. Jacks far (spillet af 87-årige Robert Duvall) har – som han ser det – været en trofast forvalter af den systemiske korruption.
   Ingen af filmens mænd, hverken levende eller døde, spiller med ærlige kort. Også Manning, som angiveligt er Folkets Mand, vil blot have lettere adgang til kagedåsen. Det var hans kampagnepenge, der brændte op i Harrys kup. Han giver Veronica en måned til at skaffe dem.



WIDOWS er Steve McQueens første film efter 12 Years a Slave (2013), som vandt fire Oscars, blandt andre dén for årets bedste film.
   McQueen kom fra to skarpe arthouse-succeser, Hunger (2008) og Shame (2011), da han instruerede den lydefri (og lidt sterile) borgerkrigstidsfilm om slaveriet. McQueen er britisk-caribisk, og Viola Davis, som spiller Veronica, er afrikansk-amerikansk. En anden enke er latina/hispanisk, en tredje har polske forældre. Det er ikke altid relevant at dvæle ved etniske forhold, men her siger det meget om ramme og kontekst.
   Lanceringen af Widows fremhæver, at McQueen har skrevet filmen sammen med Gillian Flynn. Flynn er forfatteren bag Gone Girl (2014, da. Kvinden, der forsvandt) og HBO-serien Sharp Objects (2018) med Amy Adams. Men Widows er ikke en ny idé. McQueen selv lægger ikke skjul på sagens rette sammenhæng:
   »Jeg husker helt tydeligt, hvor jeg var, da jeg, som 13-årig, første gang så Lynda La Plantes tv-serie Widows. Jeg lå på gulvtæppet i mine forældres hus og så fjernsyn. Serien fangede mig med det samme og tog mig ind i en kriminel verden, hvor de mest sårbare personer var kvinder. På det tidspunkt følte jeg en tæt forbindelse til disse kvinder, for jeg oplevede den samme overfladiske bedømmelse. Deres fjender så enkerne som nogen, der ikke kunne opnå noget som helst. Men det gjorde de, og det havde enorm indflydelse på mig.«
   Også danske seere kan huske Enker, hvis de er fyldt 40 år. Den første feministiske tv-krimi vakte opsigt i 1983. Erindringen om den er kun støvet til, fordi Lynda La Plante (som nu er 75 år) siden skrev en lind strøm af Prime Suspect/ Mistænkt-krimier med Helen Mirren, The Commander med Amanda Burton og The Governor med Janet McTeer.



ENKER var noget særligt, fordi den krydsede sociale skel, så stort på den moralske faktor og introducerede en original heltinde i skikkelse af Dolly Rawlins: en pragmatisk cockneykvinde, som bliver hårdkogt i ekspresfart. Ann Mitchell spillede rollen uforglemmeligt. Der var både en fortsættelse og en epilog, She’s Out (1995), hvor den løsladte Dolly gik solo.
   Enker var gråmeleret britisk og gjorde mindre ud af det etniske mix. Fokus var på kønsforhold og klassefordomme. Budgettet og effekterne var små. Men sagen var identitetspolitik, før begrebet havde et navn.
   Også McQueen og Flynn bruger plottet didaktisk. Det er vigtigt, at spændingen bliver taktil. Her leverer filmen virkelig. Til gengæld havde tv-føljetonen bedre tid og kunne beskrive det gradvise skred i moralen.
   Der er ikke én smilerynke. Det var også i 2018, at Sandra Bullock, Cate Blanchett og fire andre divaer slog pjalterne sammen i Ocean's Eight, som byttede køn med de gamle kupfilm i Ocean’s-serien. Det var morsomt, let og #MeToo-relevant, men meget hurtigt glemt igen.
   Så alvoren er velanbragt. Lige hér er den det, der skal til. Jeg vil ganske vist hellere se Steve McQueen være unik og sin egen i Hunger og Shame, men Widows bliver siddende, og grundideen holder efter 35 år.



Widows. Instr.: Steve McQueen. Manus: Gillian Flynn og Steve McQueen. Foto: Sean Bobbit. 129 min. UK-USA 2018. Dansk premiere: 22.11.2018


Fotos: 20th Century/ NFD/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Francesco Guidcini (Steve McQueen, Lynda LaPlante, Ann Mitchell 2018)
Widows (2018) streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 18.03.2019
Widows (1983) streames ikke, men udkom på
2K Blu-ray Widows: The Complete Series [includes She's Out] 1983-1985 fra Old Gold Media (UK) 09.09.2024
Weekendavisen Kultur 23.11.2018

lørdag den 13. februar 2021

Steve McQueen: Shame (2011)


ET SORT HUL I HJERTET
En studie i seksuel afhængighed

Af BO GREEN JENSEN

INGEN last er salig, når man aldrig kan få nok. Brandon Sullivan (Michael Fassbender) tænker altid på sex. Han efterstræber enhver mulighed, fylder samtlige sanser med sex. »Din harddisk var helt svinet til,« siger hans chef, da computeren kommer retur fra et tjek. »Forfra, bagfra, med dyr og børn, i alle åbninger. Man må virkelig være syg for at se på den slags hele dagen. Tror du, at det var din praktikant?«

   Brandon svarer ikke. Det er i sådanne situationer, at han føler filmtitlens tårnhøje skam. I hvert fald indser han, hvor langt der er mellem ham og andre mennesker. Derfor har manden forskanset sig sikkert. Han bor alene på Manhattan, nøgen og skarp i en hvid lejlighed, hvor kun samlingen af vinylplader giver fornemmelsen af en person. Brandon er ikke til venskab. Det er mange år siden, at han hængte ud.
   Derimod defineres han af sit behov. Han får udløsning seks eller syv gange dagligt. Det første Brandon gør, når han vågner eller kommer hjem, er at tænde den bærbare pc i køkkenet. Man får da et glimt af beskederne i hans indbakke. Alt er skrevet med kælne versaler, kryds og bolle og tre udråbstegn. Der står A*S, C**T, F**K osv. Et pornografisk litani. Enhver, som sælger sex på nettet, kender Brandons ivrige øjne. Hans liv virker udadtil smagfuldt og svalt. Indvendig koger han op hele tiden.



DER er billeder i hans hoved, men endnu mere fysisk virkelighed. Brandon ser forrygende ud, har manerer og charme, er skåret til benet. Han husker farven på kvindernes øjne. Han scorer i metroen, søger kontakt og får det konstant. Brandon kan læse sociale signaler. Chefen gør sig til for pigerne, som er i byen, men det er Brandon, som bliver samlet op og taget med til et intensivt one night stand.
   Men mere vil hele tiden have mere. Brandon ser porno på nettet, har fast besøgstid hos de prostituerede, dyrker sex med flere ad gangen. Han masturberer i badet, på toilettet på kontoret, ude bagved i restauranten. Hans drift er som et sort hul i hjertet, en sult, der ikke kan stilles. Efter at have set på fænomenet en tid, går det op for én, at Brandons afhængighed er lige så konkret som alkoholisme og narkomani.
   Alt i hans liv bliver gjort uden glæde. Han træner som en samurai, og hans rutine er minimalistisk. Der er sengen, badet, køkkenet, tv, telefon og computer. Han nyder ikke at være alene med skammen, men han lever med den og fodrer sin sult. Over tid bliver selv det absurde en vane. Brandon gør det fornødne hver dag.



RUTINEN rystes af tre faktorer. Brandon hader at miste kontrol, og det er præcis, hvad der sker. For det første bliver computeren på kontoret konfiskeret. Det er en mærkelig historie, som han aldrig kommer til bunds i, skønt sagen vist nok ordner sig. Hvad tænker andre egentlig? Brandon frygter det værste og ved ingenting.
   For det andet flytter hans søster, sangeren Sissy, ind og minder Brandon om, at han kommer et sted fra. Her er filmens skitse til en forklaring. Carey Mulligan giver den sørgmodige Sissy en anden form for styrke og en anden slags afhængighed. Hendes bror kan ikke skubbe verden hårdt nok væk. Hun kan ikke trænge langt nok ind. Der er ar på hendes håndled. I baren synger hun »New York, New York«, så langsomt og så inderligt, at tårerne brænder på Brandons kinder. Sangen foldes ud i fuld længde. Det er en uforglemmelig nøgen sekvens.


FOR det tredje spørger kollegaen Marianne (Nicole Beharie), om Brandon kan lide sukker i kaffen. Han ser den varme kvinde som en uventet mulighed for benådning. De spiser middag, ler og går ture, skal siden være intime sammen og have alle de dybe følelser med. Marianne er pigen fra Lou Reeds evergreen, »Perfect Day«: »You made me forget myself. I thought I was someone else – someone good.«

   Metromanden gør et forsøg på at elske. Da det mislykkes, kompenserer han med fornedrende, grænseoverskridende sex. Der tankes dobbelt op i alle kar. Han sørger for at blive slået og sparket, da han tilbyder at betjene en kvinde analt. Han går ind på homobaren med den infernalske Gaspar Noé-belysning. Han besøger så mange bordeller som muligt. Han gør alt for at drukne i skammen.



STEVE McQueen har skåret Shame i den samme koncise, poetiske stil, som gjorde Hunger (2008) til et moderne helgenbillede. I dén film havde Fassbender rollen som den sultestrejkende IRA-soldat Bobby Sands. Han bærer Shame med skarpe øjne og en mejslet, misundelsesværdig fysik. For en gangs skyld er en nøgen mand i fokus. Trods den massive sexfiksering, bliver stemningen aldrig erotisk. Brandon lukker af ved varme. Allerhelst vil han være i fred med sin skam.
   »Vi er ikke dårlige mennesker. Vi kommer bare fra et dårligt sted,« siger Sissy på telefonsvareren. Somme tider bliver Brandon så svimmel af selvhad, at han tømmer alle depoter og prøver at brænde sin sjæl. Sexblade, pornofilm, den beskidte computer – alt ryger i skraldespanden, da han tror, han kan blive en anden. Spørgsmålet er, om man kan. Begge søskende søger et svar.
   Brandon vil ikke høre flere forklaringer. Endelig er han tilbage i toget, og kvinden overfor er fortsat interesseret. Når hun står af, vil han følge efter, og den første berøring er altid elektrisk. McQueens film gør sit varige indtryk ved ikke at ændre eller fortolke. Hver dag står solen op på Manhattan. Brandon lever her længe endnu.



MED rystende visuel præcision gør McQueen sin fortælling til billedet på en tilstand i tiden. Den vil være – og er – noget eksistentielt. Den britiske kunstner valgte at indspille filmen i New York, fordi han ikke kunne finde engelske mænd, der ville tale om seksuel afhængighed. Filmen tager Brandons sygdom alvorligt. Den er ikke en metafor, lige så lidt som Sissys smerte og skrøbelighed er poetiske effekter.
   Alligevel er det som type, at Michael Fassbenders karakter står tilbage. Brandon Sullivan er årtiets udgave af manden i mængden, kældermennesket på Manhattan, i en tradition for fremmedgjort urbanitet, der rækker fra skriveren Bartleby til taxichaufføren Travis Bickle og seriemorderen Patrick Bateman.
   Shame er en forbløffende film. Et moderne helvedesbillede. Bagefter vil man se sine kære og høre de små fugle synge. Hvad som helst, der viser én, at sygdommen ikke har vundet endnu.



Shame. Instr.: Steve McQueen. Manus: Abi Morgan og Steve McQueen. Foto: Sean Bobbitt. 101 min. Storbritannien 2011. Dansk premiere: 08.03.2012.


Fotos: Fox Searchlight Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 07.06.2016
Trykt i Weekendavisen Kultur 09.03.2012 

fredag den 12. februar 2021

Steve McQueen: Small Axe (2020) [Black Lives Matter 12]


HAKKEN OG PIRKEN
Fem film om britisk tid og racisme

Af BO GREEN JENSEN

I STORBRITANNIEN taler man om Windrush Generationen. Det er børnene fra de caribiske familier, som kom til England i efterkrigstiden, da nationen rakte ud til de øvrige Commonwealth-lande. Sådan fik England sin vestindiske befolkning, der ved indgangen til 1960erne var vokset fra tre til 63.000.
   Empire Windrush var navnet på det første skib, som ankom fra Jamaica med 1.027 passagerer og lagde til ved Tilbrook Dock i London den 22. juni 1948. Jeg har disse tal fra Dominic Sandbrook, det britiske svar på Poul Hammerich og Leif Davidsen, som fortæller historien i krønikeform. Bind et af fire hedder Never Had It So Good: A History of Britain from Suez to The Beatles (2005).*
   De nye englændere slog sig ned i gamle industribyer, hvor deres arbejdskraft var velkommen. Det var kulturen og hudfarven ikke. En række giftige konflikter omkring indvandring, assimilation, ghettoficering og indgroet racisme blev udspillet i koncentreret form op gennem 1960erne og 70erne. Med tiden blev det bedre, men det er aldrig blevet godt.



TYVE år efter Windrush, den 20. april 1968, satte den konservative politiker Enoch Powell sindene i kog, da han holdt sin forfærdende tale om, hvordan der ville flyde »Rivers of Blood« gennem gaderne, hvis forureningen af de britiske værdier fortsatte. Talen var vendt mod et lovforslag, som forbød racemæssig forskelsbehandling. Loven blev indført, og Powell blev fjernet, men hans tanker vakte genklang. For eksempel syntes Eric Clapton, den legendariske Cream-guitarist, at Powell havde ret. Det kunne ikke blive sådan ved.
   Herhjemme hørte vi bare musikken og så gode britiske tv-serier. Vi tog til Swingin’ London og købte sejt tøj i Carnaby Street og så nye film af Ken Russell. Vi tænkte, at England var et cool sted, hvor man kom fornuftigt fra at afvikle sin imperialistiske fortid. Vi hørte meget om Ulster og IRA-bomber. Vi troede, at reggae var solskinsmusik.
   Skuespilleren Chiwetel Ejiofor – som spillede Solomon Northup i Steve McQueens filmatisering af 12 Years a Slave – sagde fornylig, at man i Storbritannien har været dygtig til at skjule en systemisk racisme, der ikke stod tilbage for den amerikanske. I dét har han fuldkommen ret. De etniske minoriteters England var stort set usynligt før 1990.



FILMSKABEREN Steve McQueen blev født i Ealing i 1969. Hans forældre tilhørte Windrush Generation, de kom fra Grenada og Trinidad. Drengen havde en svær tid i skolen, hvor man frasorterede børn med mørk hud. Han blev endelig set og forstået, men ikke af lærerne i systemet. Det var andre forældre fra det vestindiske parallelsamfund, som sørgede for, at McQueen fik en chance, selv om han havde svært ved at læse.
   Som voksen blev han en anerkendt videokunstner, der repræsenterede Storbritannien ved Biennalen i Venedig. Samtidig instruerede han Hunger (2008) og Shame (2011), begge med Michael Fassbender, som blev globale arthouse-succeser. Med 12 Years a Slave blev han i 2013 den første ikke-hvide filmskaber, som modtog en Oscar for årets bedste film. McQueen fik stadig flere muligheder. I 2019 besluttede han at give miljøet noget tilbage.
   Resultatet er Small Axe, fem enkeltstående, men tematisk forbundne film, som fortæller historier fra indvandrernes England. I en parallel virkelighed, hvor COVID-19 aldrig kom, ville antologiserien nu være ude overalt. Den er beregnet både til biografer, streaming og gammeldags flow-tv.
   De første to film, Mangrove og Lovers Rock, var udtaget til hovedprogrammet i Cannes. Lovers Rock begejstrede Toronto i september og åbnede London Film Festival i november. Filmen er på alle årets kritiske hitlister (i tæt parløb med Thomas Vinterbergs Druk). Men på grund af pandemien blev det hele digitalt. I virkeligheden blev filmene sendt på BBC i december og lagt til streaming på Amazon Prime. Fra 1. februar 2021 kan du streame Small Axe på DRTV.
   Alligevel, siger instruktøren, skylder vi pandemien stor tak. Uden COVID-19 ville Black Lives Matter ikke have fået sit globale øjeblik i 2020. Pludselig sad alle hjemme og fulgte med i George Floyd-sagen, mens de spurgte sig selv og hinanden, hvad vi skal med det hele. »It was the pandemic, no ifs or buts,« siger han i en samtale med filmtidsskriftet Sight & Sound.


DEN første og mest kontante film er i helaftenslængde. Mangrove rekonstruerer processen mod »de ni fra Mangrove«, som blev arresteret efter urolighederne i Notting Hill i 1970. Frank Crichlow drev restauranten Mangrove, hvor medlemmer af British Black Power hang ud. Forretningen blev systematisk chikaneret af en racistisk lokal politistyrke.
   Episoden endte med at give bagslag for systemet. Anklagemyndigheden baserede sin procedure på enslydende vidneudsagn fra konstabler, som ikke kunne have set eller hørt, hvad de beskrev. Den arrogante og forudindtagne dommer, Edward Clarke, afgjorde faktisk sagen retfærdigt. Han lukkede den med en bemærkning om, at der beklageligvis »var vidnesbyrd om racehad på begge sider«.
   Mangrove er et godt sted at begynde Small Axe, fordi forløbet på den ene side demonstrerer racismen og fordomsfuldheden, som gennemsyrer de hævdvundne institutioner. På den anden side viser det, at strukturen som helhed fungerer. Det er især politiet og uddannelsessystemet, som står for skud i Small Axe, men der er aldrig tale om helt forstenede tilstande.
   Filmen bruger en time på at skildre miljøet, hvor Altheia Jones-LeCointe (spillet af Letitia Wright) fra British Black Panthers og den jurastuderende aktivist Darcus Howe (Malachi Kirby) er blandt de markante profiler. De vælger – som i virkeligheden – at føre deres egen sag, da »The Mangrove Nine« efter en ny lov bliver sigtet for at opfordre til samfundsundergravende optøjer.
   Den sidste time af filmen er et retssalsdrama helt efter bogen. Det er oplagt at sammenligne Mangrove med amerikaneren Aaron Sorkins film om The Trial of the Chicago 7 (2020), hvor Abbie Hoffman, Jerry Rubin, Tom Hayden og andre ledere fra venstrefløjen i USA bliver stillet for retten efter urolighederne ved det demokratiske partikonvent i 1968. Systemet forsøger i begge tilfælde at slå modstanden ned med totalitære midler.
   Sammenligningen falder ud til fordel for Mangrove, der har nærvær og realistisk atmosfære. Sorkins stjernebesatte Netflix-produktion er mere som højt, humanistisk teater.


ALLE fem film har autentisk fundering. Red, White and Blue og Alex Wheattle skildrer centrale skikkelser med afrikansk-caribisk baggrund på bestemmende steder i deres liv. I Red, White and Blue opgiver Leroy Logan sin karriere som biolog for at gå ind i politiet. Han bliver det offentlige ansigt i en kampagne, der skal rette op på politistyrkens omdømme, og han gør det bevidst for at gøre en forskel og bygge en bro over intolerancen.
   Som dreng ser Leroy sin uforsonlige far blive truet og mishandlet af politiet. Familien betragter ham som en stikker; de racistiske hvide kolleger ser ned på ham alle som én. Men Logan bliver ved som en lille økse. Det gjorde han også i virkeligheden. Leroy Logan, som i dag er 58, stiftede Metropolitan Black Police Association og modtog en orden i 2000.
   I McQueens film bliver han spillet af John Boyega. Han har en indisk kollega, som taler urdu og bliver lige så dårligt behandlet. Kollegaen giver op, men Logan insisterer, skønt han forbigåes i hierarkiet og diskrimineres. I sidste scene sidder han i køkkenet sammen med sin bitre far, der er nået til at forstå, hvad hans søn vil.


FILMEN om Alex Wheattle kulminerer med Brixton-urolighederne i 1981. Institutionsbarnet Alex falder endelig til i Brixton-miljøet. McQueen (og medforfatteren Alastair Siddons) lader rastafarikulturen bag reggaemusikken komme til sin fulde politiske ret. En medfange introducerer Alex til The Black Jacobins af C.L.R James.** Da Alex kommer ud, bliver han forfatteren, som debuterede med Brixton Rock i 1999. I 2011 skrev han monologen Uprising, som turnerede over hele England i 50-året for Jamaicas uafhængighed.
   Education fortæller om den dyslektiske Kingsley, som er søn af jamaicanske forældre, der ikke har overskud til at stille spørgsmål, da han bliver siet fra i systemet og anbragt på en skole for udviklingshæmmede børn.
   Kingsley er optaget af astronomi. Da klassen besøger et planetarium, har Small Axe for første gang nogle af de alfavnende filmbilleder, man ellers kan sidde og savne. Kingsley er en god dreng. Han beder Gud om at gøre ham til »en astronaut ligesom Neil Armstrong – og også at spille for Tottenham«. Det er noget så prosiask som en oplysende pamflet – Bernard Coards »How the West Indian Child is Made Educationally Subnormal in the British School System« (1971) – der hjælper Kingsleys familie. Og det er en gruppe stærke vestindiske kvinder, der tager kampen op mod uddannelsespolitikken.



MCQUEENS serie tager sin titel fra et caribisk mundheld: »If you are the big tree, we are the small axe«. Bob Marley synger »Small Axe« på The Wailers-albummet Burnin’ (1973).*** Det handler om at hakke løs på kolossen med en masse små hamre og mejsler. At pirke og file og nippe og bide, indtil det store træ styrter. Bevægelsen består af en masse små skridt i den rigtige retning.
   Det er en meget stor styrke ved Small Axe, at filmene ikke er glattet og jævnet, så de passer i en bestemt sendeflade. Education varer en time, Mangrove er mere end dobbelt så lang. Optikken varierer, og skønt Shabier Kirchner er fotograf på alle fem titler, fremstår de som selvstændige værker. Der har ikke været noget krav om at gennemføre en husstil.
   Mangrove og de tre korte film har en dokumentarisk tone, der viderefører værdier fra den socialrealistiske tradition i britisk film. Der er endda et præg af ru tv-krimi – for eksempel i arrestationsscenen i Red, White and Blue, hvor kollegerne med vilje ikke kommer Leroy Logan til undsætning. Steve McQueen gjorde sig først bemærket med Hunger, hvor han skildrede Bobby Sands’ sultestrejke og gjorde volden til brutal poesi. I Small Axe arbejder han med et formsprog, som kunne være Hunger, der møder Ken Loach og The Sweeney.



UNDTAGELSEN er Lovers Rock, den anden film i antologien. Det er dén, der virkelig rykker som film. Her samles henved 100 unge i et tomt hus i Ladbroke Road i 1980. De skal danse og ryge og kæle igennem, uden indgriben fra forældre og søskende og uden at blive afvist ved døren til hvide klubber. Der er næsten ingen dialog. Forskellige relationer simrer omkring festen, der bliver en indvielse for flere kvindelige karakterer. Men hovedsagen er bevægelsen i musikken, der fylder episoden og forvandler den til et regulært billeddigt.
   Da festen er på sit højeste, vugger alle de levende kroppe til disco/reggae-sjæleren »Silly Games« med Janet Kay. Strømmen går, og det samlede cast synger videre à capella. Det varer ti minutter. Senere koger rummet i mange minutter til Kunta Kinte Dub og mere dyb bas, man kan mærke i maven.
   Det fine par i midten cykler hjem. Ved daggry når Martha (Amarah-Jae St Aubin) lige at ligge i sin seng i to minutter. Så kalder hendes mor og siger, at de skal i kirke. Hun smiler, som var det hele allerede varm erindring, og filmen lukker sig i en skær atmosfære af grænseløs fremtid.
   Det er mageløs og bekræftende filmkunst. Så god er Small Axe, når serien er bedst.



*) De øvrige bøger i UK-krøniken er White Heat: A History in the Swinging Sixties 1964-70 (2006); State of Emergency: The Way We Were: Britain 1970-1974 (2010); Seasons in the Sun: The Battle for Britain, 1974-1979 (2012). De første to bind er fra Little, Brown/ Abacus, de sidste fra Allan Lane/ Penguin. 4000 sider om Englands vej i 30 år. Det er fremragende læsning – omend med stedfødt (hvid) accent. Endvidere anbefales Francis Beckett & Tony Russell: 1956: The Year that Changed Britain (Biteback Publishing, 2015) og Lynda Nead: The Tiger in the Smoke: Art and Culture in Post-War Britain (Yale University Press, 2017).






**) Historikeren, politikeren og aktivisten C.L.R. James (1901-1989) blev født i Trinidad, kom til England i 1932, virkede i USA fra 1938 til 1953 og boede herefter i Brixton i London til sin død. The Black Jacobins: Toussaint L’Ouverture and the San Domingo Revolution (1938) er en åbent heltedyrkende skildring af revolutionen på Haiti 1791-1804. Revolutionslederen Toussaint L’Ouverture praktiserer, hvad han prædiker, ser tingene klart og begår ikke de grådige fejl, som fælder anførerne af den franske revolution, der samtidig udarter til kaos og rædselsherredømme. Bogen er en klassiker i marxistisk historieskrivning. For 1960ernes radikale miljø fik den status som Ernesto Ché Guevaras bolivianske dagbøger. James skrev i 1934 et teaterstykke om Toussaint: Toussaint Louverture – The Story of the Only Successful Slave Revolt in History, der blev opført på Westminster Theatre i London med den kommunistiske, senere sortlistede afrikansk-amerikanske sanger, skuespiller og aktivist Paul Robeson (1898-1976) i titelrollen. [Det var Robeson, som sang »Ol’ Man River« i den første filmatisering af Show Boat (1936) – min kommunistiske far nr. to, Anders Peter Jensen, var vild med dissidentens musik.] C.L.R. James skrev også om Herman Melville og agiterede energisk i 30ernes USA. I 1938 besøgte han Mexico og mødte Diego Riveira og Frida Kahlo. Han mødte også den eksilerede Leon Troskij, som blev myrdet [med en issyl og af stalinistiske »kammerater«] i Coyoacán ved Mexico City i 1940.

***)

****) 


Small Axe. A Collection of Five Films. Instr.: Steve McQueen. Manus: Steve McQueen, Alastair Siddons, Courttia Newland. Foto: Shabier Kirchner. Mangrove (127 min.); Lovers Rock (70 min.); Red, White and Blue (80 min.); Alex Wheattle (66 min.); Education (63 min.); UK 2020. Dansk premiere: DR.DK 01.02.2021


Fotos: Misan Harriman (Steve McQueen Portrait)/ Turbine Studios/ BBC/ Amazon Studios/ DR/ BFI
Filmene streames på BRITBOX, TV2 Play| Britxbox
2K Blu-ray [Boxset Small Axe: Five Films by Steve McQueen fra The Criterion Collection (spine #1177) 25.04.2023
Anmeldelsen trykt (i kortere version) i Weekendavisen Kultur 15.01.2021