Translate

Viser opslag med etiketten Michael Fassbender. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Michael Fassbender. Vis alle opslag

mandag den 21. februar 2022

Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015]


EN VANSKELIG DANS
Et interview med filmskaberen Justin Kurzel

Af BO GREEN JENSEN

CANNES I MAJ 2015: Et af hans yndlingsord er brutal. Et andet er definerer. Og netop en ny brutalitet definerer Justin Kurzels store, blodrøde version af Macbeth.
   Han har bevaret Shakespeares dialog, men fjernet adskillige scener og oversat andre til levende film. I Blodets trone fra 1957 gjorde Akira Kurosawa noget lignende. Japaneren så stort på teksten og brugte klassisk no-teater som klangbund.
   Australske Justin Kurzel (f. 1974) kom til Skotland og så en apokalyptisk western i stykket. Han stammer fra Gawler, en lille by i South Australia, ikke langt fra Adelaide. Han er uddannet som scenograf.
   Kurzel havde instrueret en håndfuld kortfilm, da han fik mulighed for at lave The Snowtown Murders, en autentisk og foruroligende skildring af nogle mord, der fandt sted nær Gawler i 1990erne. En teenager drages ind i de forbrydelser, som hans stedfar begår. Snowtown blev vist i kritikerugen, La Semaine de la Critique, på Cannes Festivalen i 2011. Filmen modtog Juryens Pris.
   Kurzels egen far kom fra Polen. Han ligner selv en højlandskriger med busket, sort skæg og himmelblå øjne. En selvsikker mand, som alligevel ikke har haft en let vej til den store Macbeth. Flere ting gik itu efter Snowtown. Også uden en svaghed for Shakespeare, havde han sikkert sagt ja.


LIGE nu sidder vi i Club d’Albane på toppen af Hotel Marriott. Ved et andet bord bliver Michael Fassbender interviewet til tv. Dagens stjerne er dog stedfødte Marion Cotillard, som er ved at blive stylet til de franske magasiner. Hun smiler stift og ser ud til at fryse.
   – Gik du med en drøm om at filmatisere Macbeth?
   »Nej. Jeg var scenograf på en teateropsætning, da jeg var 20-21 år gammel. Og min kone, Essie Davis, havde spillet Lady Macbeth. Så jeg kendte stykket ret godt. Men der var noget ved det her manuskript, som virkede frisk. Det var meget filmisk, og det fandt en særlig synsvinkel, som jeg aldrig var stødt på.«*
   – Orson Welles, Akira Kurosawa og Roman Polanski har filmatiseret Macbeth. Det kræver sit at matche de versioner. Hvad gav dig lyst til at prøve?
   »For at være ærlig, var det Michael Fassbender. Det havde meget at gøre med, at han blev castet. Vi mødtes, da min første film havde premiere i London. Han havde set den, og vi kom godt ud af det sammen.
   Jeg var tilknyttet en anden film, som ikke blev til noget, og producerne henvendte sig til mig. Jeg har altid holdt af stykket, men jeg har aldrig næret nogen ambition om at fortolke Shakespeare. Slet ikke i min anden film.
   Så kom Michael ombord, og jeg kunne se nogle andre vinkler. Jeg kunne se en særlig tone og en ny, muskuløs kvalitet. Derfra voksede alting naturligt.
   Jeg så først de gamle film, da jeg var færdig med min egen. Jeg prøvede at lægge alt til side og læse teksten som for første gang. Så oplevelsen kunne få en ny ærlighed og være en opdagelse.«




– Naturen i filmen er stor og dramatisk –
   »Vi optog den på Isle of Skye. Som australier har man en stærk følelse for landskabet, for måden det gør mennesker små på. Landskabet er afgørende for, hvem vi er. Og da jeg stod på toppen og så mig omkring, befandt jeg mig i en western. Jeg begyndte at se, hvordan filmen kunne være defineret af naturen. Jeg så en overensstemmelse mellem landskab og karakter.
   Optagelserne var brutale. Det var den værste vinter, de havde haft i lang tid. Marion blev trukket ned i et mosehul, et kæmpehul med hængedynd, hun forsvandt bare i det. Sådan er den verden, hård og uforsonlig. Det giver historien en særlig udsathed og tekstur. Karakterernes desperation bliver forstærket og understreger, hvor små de er.«
   – Og hvordan gik det for Marion Cotillard?
   »Vi fiskede hende op. Det var brutalt, men verden er brutal, og det skuespil er brutalt. Macbeth er en kriger, der har været væk fra sin familie i lang tid. I det 11. århundrede talte de om Mørke Tider, fordi man let kunne blive taget af landet. Eller gå til i krigen. Og der var noget ved den udeltagende natur, som trængte ind i skuespillet, og dét gjorde det interessant.«




– HOLDER du af hele Shakespeare eller kun af Macbeth?
   »Jeg er en fan. Jeg synes, det er noget af det bedste, der er skrevet. Temaerne og historierne føles stadig som nutid. Men der er noget særligt ved Macbeth, ved enkelheden i det. Det er som at se en ulykke ske, og du kan ikke standse den. Det er dét, der fanger én ved stykket. Og gør det så samtidigt.
   Du ser på en mand, der sønderriver sig selv. Jeg bliver altid interesseret i den slags karakterer. Min første film handlede om en mand, der steg ned i mørket og gik derind. Han vidste ikke, hvordan han skulle vende om og komme tilbage. Det er lige sådan med Macbeth.
   I begyndelsen er han meget skrøbelig. Han lider måske af PTSD. Han er træt af krigen, og de har mistet et barn. Hvis de ikke ændrer retning, er det slut. For mig at se bruger de ambitionen om at regere til at redde deres ægteskab og udfylde et tomrum.
   Jeg fandt det motiv meget menneskeligt. Det står i kontrast til den stiliserede måde, det er lavet på tidligere, hvor hun er skamløs og beregnende. Jeg syntes, det var mere interessant, hvis kulden kom fra et skrøbeligt sted.«




– De store slag er iscenesat meget æstetisk. Nogle er filmet i slowmotion, og hele slutningen er farvet rød. Var det din eller fotografens beslutning?
   »Jeg var mest interesseret i Macbeths sindstilstand. Jeg fik tanken om at lade heksene træde ud af den tilstand, som havde krigen og udmattelsen skabt profetien. Så jeg var mere interesseret i Macbeths oplevelse af at være soldat end af realismen i slagscenerne.«
   – Skoven kommer til Dunsinane på en anden måde, end man plejer at se…
   »Det var en idé, vi udviklede undervejs. Jeg ville tage publikum med ind i Macbeths synsvinkel. Vi undersøger, hvad han ser og føler. Det var mere interessant at vise Birnam Wood, som han ser den.
   Der er en Apocalypse Now-agtig atmosfære over slutningen. Macbeth bliver en slags oberst Kurtz, og jeg var meget optaget af Dantes Inferno. Slutningen ligner et drømmelandskab. Er det virkeligt eller noget, som han ser i sin psykose? Nogle af billederne viser andre ting end de mest åbenlyse.«




– Hoveder bliver skåret af, børn kastet på ilden. Blev du aldrig spurgt, om du gik for langt?
   »Alle havde respekt for grundtanken. Det er Shakespeares blodigste skuespil. Derfor er det et af de mest populære. For tiden er mennesker optaget af mørket, og Macbeth er et af de store essays om ondskabens væsen.
   Som regel ser man ham blive ødelagt af skyldfølelse. Jeg ville justere motivet. Som soldat har han dræbt mange gange, men det overlagte kongemord er noget andet. Jeg ville vise en mand, som går længere ind i den mørke skov. Han kan ikke vende om. Han vil dybere ind.«
   – Men behøver man at udpensle det?
   »Vi må se, hvad Macbeth ser. Især omkring henrettelsen af Lady Macduff og hendes børn. Det er vigtigt at se den familie blive udslettet. For han ødelægger det, som han ikke selv har, og han gør det for øjnene af Lady Macbeth, der har forført ham til at begå disse mord. Det er filmens point of no return.«




– HVAD var det sværeste ved at skrive?
   »At skabe en balance mellem tekst og film. I skuespillet må de beskrive slaget og tale højt om, hvad de føler. De siger, hvad de tænker. Jeg ville hellere vise de ting. Der er ting, som du ser, og ting, som du får beskrevet. Dét var en vanskelig dans.
   Teksten er egentlig ikke så svær. Der er mange samtaleagtige udsagn. På den måde ligner Macbeth ikke de øvrige stykker. Det er lineært og enkelt fortalt. Så der er plads til at give billederne liv. Dialogen er intim og fortrolig, fuld af pauser. Det er sådan, de fleste mennesker taler.
   Game of Thrones og de øvrige serier er bare kopier af Shakespeare. Jeg tilbyder originalen. Jeg præsenterer manden, der startede det hele. Han skrev disse utrolige historier længe før nogen anden.«


*) Justin Kurzel er gift med skuespilleren Essie Davis (f. 1970), der blev verdenskendt i kraft af rollen som Phryne Fisher i periodekrimiserien Miss Fisher's Murder Mysteries (2012-2015), som også danske tv-stationer har vist. Fokus er siden flyttet til Phrynes niece, Peregrine Fisher (Geraldine Hakewill), der opklarer sager i 1960ernes Melbourne i Ms Fisher's Modern Murder Mysteries (2019-2022). Davis vendte tilbage til rollen i biograffilmen Miss Fisher & the Crypt of Tears (2020). Davis havde hovedrollen i Jennifer Kents The Babadook (2014). Hun spiller Eliza Scanlons mor i Shannon Murphys Babyteeth (2019, da. Milla) og medvirker i antologifilmen The Turning (2013), baseret på Tim Wintons noveller, hvor Kurzel har bidraget med segmentet »Boner McPharlin's Moll«. Hun er castet i alle Kurzels film efter Macbeth: Assassin's Creed (2016), True Story of the Kelly Gang (2019) og Nitram (2021), der beskriver Port Arthur-mordene i Tasmanien i 1996. Fotoet er fra True Story of the Kelly Gang, en filmatisering af Peter Careys roman om den ikoniske australske outlaw, som også Mick Jagger og Heath Ledger har fremstillet. Davis spiller matriarken Ellen Kelly. Kurzel og Davis blev gift i 2002 og har tvillingedøtre. De var alle fire i Cannes for at sende Macbeth ud i verden.


Samtalen med Justin Kurzel fandt sted på Hotel Mariott i Cannes den 22. maj 2015.  


Fotos: See-Saw Films/ DMC/ Anton/ Film 4/ Creative Scotland/ StudioCanal/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 01.02.2016.
Interviewet trykt i Weekendavisen Kultur 18.12.2015.

søndag den 20. februar 2022

Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015)


BLODETS TRONE
Moderne Macbeth med empatisk forklaring

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares Macbeth – »the Scottish play« – er en af de vildeste tragedier i digterens lange værkliste. Den er også en af de sidste, skrevet efter Kong Lear og i desillusion kun overgået af Coriolanus.
   De mørke stykker siger mere til dagens filmskabere end komedierne og romancerne, som blev endevendt for 20 år siden, da John Madden og Tom Stoppards Shakespeare in Love havde givet verden et lettere syn på den elizabethanske faderfigur. For intrigerne ligner tv-nyheder.
   Ralph Fiennes instruerede Coriolanus med sig selv i titelrollen i 2011. Den film kom aldrig i dansk distribution. Når det lykkes for Justin Kurzels Macbeth, skyldes det uden tvivl stjernernes navne. Filmen har dog mange kvaliteter.
   Kurzel foretager en bogstavelig læsning af tragedien om generalen og hans hustru, som bliver ødelagt af deres magtbegær og drevet til sindets yderste grænse. Hun falder ud over kanten. Han kan stadig se ironien, da heksenes profeti går i opfyldelse. Macbeth vil herske, indtil skoven marcherer mod hans slot. Det er som et af de politiske løfter, der gælder »indtil solen brænder ud«.



DET halve af Shakespeares tekst er intakt, men der er tilføjet flere faktorer. Kurzel gør alt for at flytte handlingen ud i det fri. Filmens første akt kulminerer i et episk slag, som stykket blot refererer. Her bliver det lige dele Braveheart, Kurosawa og Saving Private Ryan. Volden er aldrig abstrakt.
   Mere problematisk er forsøget på at give Macbeth og hans hustru en motivation, så vi forstår dem, skønt vi ikke billiger tronraneriet. Her har de mistet en søn. Udslettelsen af de andre familier er en forvreden måde at hævne sig på.
   Ydermere er der indført en kristen symbolik. Lady Macbeth sidder i en kirke, da hun taler om blodet, som ikke kan vaskes af, og borgen er fuld af formanende kors. Det passer til tiden, men ikke til teksten.
   At Shakespeare altid er moderne, skyldes ikke mindst stykkernes mangel på tro. Der er ingen teologiske dogmer og kun få religiøse billeder. Han undgik dem sikkert af hensyn til det prekære forhold mellem katolikker og protestanter, fordi man aldrig kunne vide med majestæter og mæcener.



DER er to ældre film, som Kurzel må forholde sig til. Orson Welles' Macbeth fra 1948 er filmet teater i én dekoration, som John Russell fotograferer fra alle tænkelige vinkler, både for at skabe en effekt af forvrængning og for at få produktionen til at se større ud. Welles lader Macbeth være en voodoo-dukke, som skæbnen stikker nåle i. Også han tilføjer en præst.
   Roman Polanskis version fra 1971 er tættere på Kurzel. Den har samme sans for den blodige bogstavelighed. Monologerne, især dén om brølet og vreden, som ingenting betyder, står klarere hos Polanski.
   Det samme gør pagten mellem Macbeth og hans hustru. Polanski prøver ikke at forklare deres handlinger. I hvert fald forsvarer han dem ikke.


MICHAEL Fassbender ser rigtig ud som Macbeth og er næsten for god til at gå i stykker. Marion Cotillard er mere usikker, men filmen registrerer forfaldet i deres forhold troværdigt. En banketscene, hvor gæsterne gøres til gidsler, er fremragende realiseret.
   Macbeth er essensen af de tragiske antihelte. Stykket blev skrevet til ære for James I, som blev Shakespeares sponsor ved dronning Elizabeths død. Han betragtede Banquo som sin stamfar og havde brug for royal propaganda.
   Det er ikke sådan, man læser teksten i dag. Man læser Macbeth som en fabel om grådige konger. Macbeth ender med at blive værre end sine fæller, men i begyndelsen er han den bedste mand i sin verden.
   Heri ligger tragedien, hos Kurzel såvel som i digterens urtekst.



Fotos: See-Saw Films/ DMC/ Anton/ Film 4/ Creative Scotland/ StudioCanal/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 01.02.2016.
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.12.2015

onsdag den 3. november 2021

Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013)


VILJEN TIL DET FREMRAGENDE
Cormac McCarthys grænseværdier

Af BO GREEN JENSEN

KAN man købe sig til kvalitet? Kan hovedværker designes? Det kan de vel i princippet, hvis mange gode kræfter vil det samme, men filmhistorien er fuld af eksempler på det modsatte: overlæssede prestigeproduktioner, hvor stamtavlen snarere blev en forhindring: Cleopatra, Waterloo, Åndernes Hus.
   Ridley Scotts The Counselor har en bismag af bestilt udsøgthed, men det skorter ikke på viljen til det fremragende. Der er investeret stort, talent- såvel som budgetmæssigt, i den deterministiske thriller, som bygger på et originalmanuskript af Cormac McCarthy (1933-2023).
   Myldrebilledet følger en håndfuld farverige skæbner i det samme grænseland mellem USA og Mexico, hvor McCarthy har været i beundrede romaner som No Country for Old Men (2005) og den anderledes lyriske Border Trilogy (1992-1998).


I CENTRUM er Advokaten (Michael Fassbender), som på krukket vis aldrig får et fornavn, men bliver kaldt »Counselor« af de øvrige karakterer, som flitrer forbi under mikroskopet.
   Advokaten er en pæn mand med anstændige værdier. Han har i hvert fald været det. Nu er han forelsket i den renfærdige Laura (Penélope Cruz), som han tidligt i filmen forærer en ring med en diamant på 3,9 karat. De har i øvrigt god sex af den ærlige slags, som på film er karakteriseret ved megen sund latter.
   Advokaten har tillagt sig kostbare vaner. Han vil derfor indgå en lukrativ narkohandel, bare for en enkelt gangs skyld. Hertil benytter han sig af kontakter som mellemmanden Westray (Brad Pitt), en filosofisk elegantier, og den flamboyante Reiner (Javier Bardem), der selv lever vildt over evne i huset, han deler med den løvindeagtige Malkina (Cameron Diaz). Hun holder leoparder som jagtdyr og inkarnerer ubønhørligheden i de magtfulde mexicanske karteller.



ADVOKATEN er en stråmand, der skal demonstrere McCarthys nihilistiske værdier. I første akt bliver fælden sat. Han køber diamanten hos en livsklog juveler i Amsterdam (Bruno Ganz), og han forbereder forretningen med Westray og Reiner, som begge beskriver den høje risikofaktor. Han er i dén grad advaret – og publikum er forberedt på de henrettelsesmetoder, som bliver anvendt længere henne i filmen.
   På ironisk vis er det ikke grådighed, men resterne af en integritet, som fælder amatøren. I sit juridiske virke er Advokaten beskikket forsvarer for Ruth (Rosie Perez), en kriminel mellemleder. Hun er mor til motorcyklisten, som i flere indklip fræser over grænsen med 330 km i timen. Heraf hans øgenavn »The Green Hornet«.


DEN grønne hveps er narkokurér, men det er farten, som har sendt ham i fængsel og gjort Mor bekymret. Her klapper fælden. Advokaten får Hvepsen løsladt, mens Malkinas soldater arrangerer hans død. Det skaber en forbindelse mellem amatøren og det selvregulerende kartelsystem. Det er, som når en krig begynder. Alliancer aktiveres. Man må dø eller dræbe, og maskineriet kan ikke standses. Først når røgen lægger sig, kan man se, hvem der er den sidste mand – eller kvinde – på banen.


FILMEN er fuld af preciøse detaljer og sætstykker, der isoleret set er fine, skønt de ligner litterære ornamenter. At filmen knirker og virker tung, skyldes snarere, at man forventer flere lag og dobbelte bunde. Det plejer der at være i surrealistisk voldsomme grænselandshistorier, hvor plottet bliver vredet og drejet på fantasifuld og overraskende vis. Scott og McCarthy forsøger sig med en art grum realisme. Det er det samme etisk afsvedne landskab, som McCarthy har skildret i sine bøger.
   Der er megen tung eksponering af baggrund. Som juveleren fører Bruno Ganz en lang monolog om taksering og håndtering af diamanter. Javier Bardem forklarer i detaljer, hvordan en bolito fungerer. Det er en mekanisk garotteringsanordning, som ikke kan fjernes, når den er lagt om ofrets hals og aktiveret. Kartellerne bruger den for effekten: tilskuerne bliver oversprøjtet med blod, når pulsåren gennemskæres. Det er klart, at fænomenet skal demonstreres på et senere tidspunkt.


DER er ingen Gud i grænselandet, og moralske kræfter er irrelevante. Det forklarer McCarthy udmærket. Til gengæld er kærligheden en modgift, både i den enkle version, som Advokaten og Laura realiserer, og i det farverige forhold mellem Reiner og Malkina. Ridley Scott er bare ikke stor i den romantiske form.
   Der er ofte en tør lune i dialogen. Michael Fassbender siger til Bruno Ganz, at han vil give sin udkårne en diamant, som hverken er for stor eller for lille. Den skal vise, at han sætter på hendes skønhed og skrøbelighed, men det må ikke være en prangende sten, som hun »er bange for at gå med«. »Åh,« smiler Ganz. »De skal se, hun er nok mere modig, end De tror.«


CORMAC McCarthy er på hjemmebane i grænselandet, men man savner den tragiske dimension, som neutraliserede blodbadet i No Country for Old Men. Brødrene Coen forstod stoffet bedre, og Advokat-skikkelsen er en ringe erstatning for Tommy Lee Jones’ afmægtige marshall. The Counselor er lavet af ikke helt unge mænd, og det mærkes. McCarthy er 80, Scott fire år yngre. Yngst er mesterfotografen Dariusz Wolski, 56, som også i denne film skaber blændende billeder.



The Counselor. Instr.: Ridley Scott. Manus: Cormac McCarthy. Foto: Dariusz Wolski. 111 min. USA 2013. Dansk premiere: 14.11.2013.


Fotos: Fox 2000 Pictures/ 20th Century Studios/ SF Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox (Unrated Extended Cut) 03.04.2014 
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.11.2013

lørdag den 13. februar 2021

Steve McQueen: Shame (2011)


ET SORT HUL I HJERTET
En studie i seksuel afhængighed

Af BO GREEN JENSEN

INGEN last er salig, når man aldrig kan få nok. Brandon Sullivan (Michael Fassbender) tænker altid på sex. Han efterstræber enhver mulighed, fylder samtlige sanser med sex. »Din harddisk var helt svinet til,« siger hans chef, da computeren kommer retur fra et tjek. »Forfra, bagfra, med dyr og børn, i alle åbninger. Man må virkelig være syg for at se på den slags hele dagen. Tror du, at det var din praktikant?«

   Brandon svarer ikke. Det er i sådanne situationer, at han føler filmtitlens tårnhøje skam. I hvert fald indser han, hvor langt der er mellem ham og andre mennesker. Derfor har manden forskanset sig sikkert. Han bor alene på Manhattan, nøgen og skarp i en hvid lejlighed, hvor kun samlingen af vinylplader giver fornemmelsen af en person. Brandon er ikke til venskab. Det er mange år siden, at han hængte ud.
   Derimod defineres han af sit behov. Han får udløsning seks eller syv gange dagligt. Det første Brandon gør, når han vågner eller kommer hjem, er at tænde den bærbare pc i køkkenet. Man får da et glimt af beskederne i hans indbakke. Alt er skrevet med kælne versaler, kryds og bolle og tre udråbstegn. Der står A*S, C**T, F**K osv. Et pornografisk litani. Enhver, som sælger sex på nettet, kender Brandons ivrige øjne. Hans liv virker udadtil smagfuldt og svalt. Indvendig koger han op hele tiden.



DER er billeder i hans hoved, men endnu mere fysisk virkelighed. Brandon ser forrygende ud, har manerer og charme, er skåret til benet. Han husker farven på kvindernes øjne. Han scorer i metroen, søger kontakt og får det konstant. Brandon kan læse sociale signaler. Chefen gør sig til for pigerne, som er i byen, men det er Brandon, som bliver samlet op og taget med til et intensivt one night stand.
   Men mere vil hele tiden have mere. Brandon ser porno på nettet, har fast besøgstid hos de prostituerede, dyrker sex med flere ad gangen. Han masturberer i badet, på toilettet på kontoret, ude bagved i restauranten. Hans drift er som et sort hul i hjertet, en sult, der ikke kan stilles. Efter at have set på fænomenet en tid, går det op for én, at Brandons afhængighed er lige så konkret som alkoholisme og narkomani.
   Alt i hans liv bliver gjort uden glæde. Han træner som en samurai, og hans rutine er minimalistisk. Der er sengen, badet, køkkenet, tv, telefon og computer. Han nyder ikke at være alene med skammen, men han lever med den og fodrer sin sult. Over tid bliver selv det absurde en vane. Brandon gør det fornødne hver dag.



RUTINEN rystes af tre faktorer. Brandon hader at miste kontrol, og det er præcis, hvad der sker. For det første bliver computeren på kontoret konfiskeret. Det er en mærkelig historie, som han aldrig kommer til bunds i, skønt sagen vist nok ordner sig. Hvad tænker andre egentlig? Brandon frygter det værste og ved ingenting.
   For det andet flytter hans søster, sangeren Sissy, ind og minder Brandon om, at han kommer et sted fra. Her er filmens skitse til en forklaring. Carey Mulligan giver den sørgmodige Sissy en anden form for styrke og en anden slags afhængighed. Hendes bror kan ikke skubbe verden hårdt nok væk. Hun kan ikke trænge langt nok ind. Der er ar på hendes håndled. I baren synger hun »New York, New York«, så langsomt og så inderligt, at tårerne brænder på Brandons kinder. Sangen foldes ud i fuld længde. Det er en uforglemmelig nøgen sekvens.


FOR det tredje spørger kollegaen Marianne (Nicole Beharie), om Brandon kan lide sukker i kaffen. Han ser den varme kvinde som en uventet mulighed for benådning. De spiser middag, ler og går ture, skal siden være intime sammen og have alle de dybe følelser med. Marianne er pigen fra Lou Reeds evergreen, »Perfect Day«: »You made me forget myself. I thought I was someone else – someone good.«

   Metromanden gør et forsøg på at elske. Da det mislykkes, kompenserer han med fornedrende, grænseoverskridende sex. Der tankes dobbelt op i alle kar. Han sørger for at blive slået og sparket, da han tilbyder at betjene en kvinde analt. Han går ind på homobaren med den infernalske Gaspar Noé-belysning. Han besøger så mange bordeller som muligt. Han gør alt for at drukne i skammen.



STEVE McQueen har skåret Shame i den samme koncise, poetiske stil, som gjorde Hunger (2008) til et moderne helgenbillede. I dén film havde Fassbender rollen som den sultestrejkende IRA-soldat Bobby Sands. Han bærer Shame med skarpe øjne og en mejslet, misundelsesværdig fysik. For en gangs skyld er en nøgen mand i fokus. Trods den massive sexfiksering, bliver stemningen aldrig erotisk. Brandon lukker af ved varme. Allerhelst vil han være i fred med sin skam.
   »Vi er ikke dårlige mennesker. Vi kommer bare fra et dårligt sted,« siger Sissy på telefonsvareren. Somme tider bliver Brandon så svimmel af selvhad, at han tømmer alle depoter og prøver at brænde sin sjæl. Sexblade, pornofilm, den beskidte computer – alt ryger i skraldespanden, da han tror, han kan blive en anden. Spørgsmålet er, om man kan. Begge søskende søger et svar.
   Brandon vil ikke høre flere forklaringer. Endelig er han tilbage i toget, og kvinden overfor er fortsat interesseret. Når hun står af, vil han følge efter, og den første berøring er altid elektrisk. McQueens film gør sit varige indtryk ved ikke at ændre eller fortolke. Hver dag står solen op på Manhattan. Brandon lever her længe endnu.



MED rystende visuel præcision gør McQueen sin fortælling til billedet på en tilstand i tiden. Den vil være – og er – noget eksistentielt. Den britiske kunstner valgte at indspille filmen i New York, fordi han ikke kunne finde engelske mænd, der ville tale om seksuel afhængighed. Filmen tager Brandons sygdom alvorligt. Den er ikke en metafor, lige så lidt som Sissys smerte og skrøbelighed er poetiske effekter.
   Alligevel er det som type, at Michael Fassbenders karakter står tilbage. Brandon Sullivan er årtiets udgave af manden i mængden, kældermennesket på Manhattan, i en tradition for fremmedgjort urbanitet, der rækker fra skriveren Bartleby til taxichaufføren Travis Bickle og seriemorderen Patrick Bateman.
   Shame er en forbløffende film. Et moderne helvedesbillede. Bagefter vil man se sine kære og høre de små fugle synge. Hvad som helst, der viser én, at sygdommen ikke har vundet endnu.



Shame. Instr.: Steve McQueen. Manus: Abi Morgan og Steve McQueen. Foto: Sean Bobbitt. 101 min. Storbritannien 2011. Dansk premiere: 08.03.2012.


Fotos: Fox Searchlight Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 07.06.2016
Trykt i Weekendavisen Kultur 09.03.2012