Translate

Viser opslag med etiketten Helena Zengel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Helena Zengel. Vis alle opslag

lørdag den 1. maj 2021

Paul Greengrass: News of the World (2020) [Oscars 2021]


EN ORDENTLIG MAND

Der bliver stadig lavet gode westerns

Af BO GREEN JENSEN

STEDET er Texas, tiden er 1870. Det er fem år efter krigen mellem Nord og Syd. Unionen vandt over Konføderationen, som Texas hørte under, skønt »the lone star state« helst ville være en autonom republik. Territoriet kontrolleres af tropper i blå uniformer. Det går langsomt med Genopbygningsarbejdet.
   Det er svære tider. Som nyhedsoplæseren Jefferson Kidd udtrykker det, er der »Northern Blues« på vejene, og alle lider afsavn. »Nybyggerne dræber indianerne for deres land. Indianerne dræber nybyggerne for at tage det«. Lokale forretningsmænd gør sig til konger, der styrer deres byer diktatorisk.


KAPTAJN Jefferson Kyle Kidd er 71 år. Han kæmpede i Sydstatshæren, men noget af det gode ved News of the World er, at filmen ikke automatisk sætter lighedstegn mellem Konføderationen, racisme og slaveri, som det ellers er blevet normen. Der er flere nuancer og typer i spil.
   Kidd er en livstræt humanist, som har set alle måder og variationer. Han har ikke været hjemme i San Antonio i fem år. Han pendler mellem de mudrede byer og læser nyheder op fra døgnets aviser. Det koster ti cent at lytte. Det er ikke en guldgrube, men arbejdet giver ham glæde og følelsen af at gøre nytte.
   Kidd prøver at være en ordentlig mand. En dag ser han et lig, som hænger fra et træ. Den lynchede mand var en afrikansk-amerikansk buffalo soldier, som skulle føre en tysk pige hjem til hendes familie. Johanna blev bortført af Kiowa-folket, da de hævnede sig på indvandrerne, som stjal deres land.
 

MÅSKE ser Kidd allerede en datter i den lyse, vilde pige, der kun taler kiowa nu. Først prøver han dog at anbringe hende i børnevenlige rammer. Men soldaterne har ikke tid, og de lokale vil enten udnytte eller misbruge pigen. I en lille by søger Jefferson varme hos Doris Boudlin (Mare Winningham). Hun driver et hotel og taler faktisk kiowa. Historien kommer til live i glimt.
   Som tilskuer er man aldrig i tvivl om, hvordan det burde gå Kidd og Johanna. Spørgsmålet er, om skæbnen tillader det. Denne western driver af stoicisme. Verden er hverken god eller dårlig. Bare hård og upartisk.


INSTRUKTØREN Paul Greengrass (f. 1955) er britisk og har ikke før prøvet kræfter med westerns. Han har i ti film leveret på spænding og action med hjerne og akkuratesse. Greengrass skildrede de nordirske troubles i Bloody Sunday (2002) og kom til USA med en af de eneste gode film om 9/11. United 93 (2006) handlede om det fjerde fly, hvor passagererne gjorde modstand. Greengrass havde overskud til at skildre terroristerne som mennesker.
   Hans visitkort er og bliver spiontrilogien om Jason Bourne (2004-16) med Matt Damon.* For Netflix har han lavet Utøya-filmen 22 July. Han arbejdede første gang med Tom Hanks på Captain Phillips (2013), som konkurrerede med Tobias Lindholms Kapringen om at skildre somalisk piratvirksomhed. Jeg tror, at Greengrass kommer til westerns med alle den britiske cowboys instinkter. I Europa er vi vokset op med mytologien. Det er nyttigt at møde historien.
   News of the World er en storfilm med John Ford-landskaber og episk musik af James Newton Howard. Skal der være en bisonflok, er der en bisonflok. Skal der være en by, som myldrer af liv, bliver der ikke snydt med effekter. Det er en måde at lave film på, som næsten er forsvundet. News of the World var færdig, da pandemien begyndte. Den var ude i enkelte biografer. Netflix købte filmen i september 2020. Det er ikke en original produktion.


TOM Hanks lægger al sin alfaderlighed i portrættet af den medlidende nyhedsoplæser. Det er længe siden, at han har virket så ægte, oprigtig og afmægtig. Johanna bliver spillet af Helena Zengel, som må være 12 år nu. Greengrass har sikkert set hende i Nora Fingscheidts tyske Systemsprenger (2019, da. Systembryder), hvor hun gjorde indtryk som ADHD-barnet, der ikke kunne være i noget system. Her begynder hun i samme grænseløse register, men reagerer med varme og tillid, da hun begriber, at kaptajnen vil hende det godt.
   For inkarnerede western-fans er filmen en fornøjelse. Den er et fuldgyldigt værk i sin egen ret, men Greengrass benytter lejligheden til at citere genrens hjørnesten. Der er meget True Grit i News of the World, men især kunne fortællingen være et modbillede til John Fords The Searchers (1956, da. Forfølgeren), hvor Natalie Wood er pigen, som er vokset op blandt indfødte amerikanere, og John Wayne er den formørkede hævner, som har svært ved at overvinde racismen. Som menneske er Jefferson Kidd alt, hvad Ethan Edwards ikke var.


NEWS of the World er baseret på en roman af texaneren Paulette Jiles (f. 1943), som virkelig kender sit sted og sit stof. Kaptajn Kidd optræder første gang i The Color of Lightning (2009), og Doris Boudlin får sin historie fortalt i Simon the Fiddler (2020). News of the World kunne være resultatet af et samarbejde mellem Louise Erdrich og Larry McMurtry. Romanen var indstillet til en National Book Award i 2016. Bøgerne findes desværre ikke på dansk.
   Det er generelt gode tider for den amerikanske western. Der bliver måske ikke produceret så meget i genren, men til gengæld har filmene fylde: Kelly Reichhardts First Cow (2020); Hostiles (2017) af Scott Cooper; Susanna Whites Woman Walks Ahead (2017), hvor Jessica Chastain spiller portrætmaleren Catherine Weldon.
   Alle er revisionistiske westerns, der fravælger desperadomytolgien og genopdager menneskene i traditionen fra En god dag at dø og Danser med Ulve. Lige så typisk for tiden er sikkert, at ingen af filmene kom i dansk distribution – præcis fordi de ikke ligner High Noon, En nævefuld dollars og Deadwood.

*) Der er faktisk fem film om CIA-agenten, som optrådte i tre romaner af Robert Ludlum (1927-2001), før Eric Van Lustbader (11 bind 2004-2017) og Brian Freeman (to bind 2020-2021) skrev videre på serien om »den amerikanske James Bond«. Matt Damon spillede Bourne (som egentlig hedder David Webb, men i udgangspunktet ikke husker noget om, hvem han er) i Doug Limans The Bourne Identity (2002), som var en nyklassisk spion- og konspirationsthriller, der blev en stor succes, både hos publikum og kritikere.
   Fordi Liman skulle noget andet, overtog Paul Greengrass og instruerede Damon i The Bourne Supremacy (2004) og The Bourne Ultimatum (2007). The Bourne Legacy (2012) blev instrueret af seriens gennemgående manusforfatter og »showrunner« Tony Gilroy. Filmen har karakter af et spin-off og følger agenten Aaron Cross (Jeremy Renner), der forholder sig til arven efter Bourne, som igen er forsvundet.
   Både Damon og Greengrass var tilbage i Jason Bourne (2016), som fortsætter handlingen fra The Bourne Ultimatum. Til gengæld var Gilroy ude af billedet og i gang med at skrive Rogue One til Stars Wars-universet og den kolossale kinesisk-amerikanske co-produktion The Great Wall – ligeledes med Matt Damon i hovedrollen – til Zhang Yimou.
   Greengrass overtog hovedansvaret for serien i Jason Bourne, som han skrev sammen med Christopher Rouse. Det giver derfor mening at tale om Greengrass’ bidrag som en trilogi. Allerførst blev Bourne fremstillet af Richard Chamberlain i en todelt tv-film/mini-serie fra 1988. Jaclyn Smith fra Charlie’s Angels var superagentens love interest i The Bourne Identity, som fulgte den oprindelige 1980-roman mere trofast.

News of the World var Oscar-nomineret i 4 kategorier: Best Cinematography (Dariusz Wolski), Best Original Score (John Newton Howard), Best Sound (William Miller, John Pritchett, Mike Prestwood Smith, Oliver Tarney), Best Production Design (David Crank, Elizabeth Keenan).

News of the World. Instr.: Paul Greengrass. Manus: Luke Davies og Paul Greengrass. Foto: Dariusz Wolski. 118 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.02.2021 (streaming).


Fotos: Universal Pictures/ Netflix/ Cinematerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Netflix
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.02.2021

fredag den 30. april 2021

Nora Fingscheidt: Systemsprenger/System Crasher (2019)



DEN VILDE PIGE
Et portræt af den evige undtagelse

Af BO GREEN JENSEN

ADHD og autisme er elastiske begreber, symptomsæt med hver sit vidtfavnende spektrum. Engang sagde man »problembarn« og gav eleven særundervisning. Nu har mange børn diagnoser, og folkeskolen hylder princippet om inklusion. Systemet er trængt på ressourcer, men rigt på professionelt engagement. Vi har næppe nogen sinde været bedre til at se og inddrage de særlige børn.

   Ideen er smuk og fungerer som regel – men ikke altid – i praksis, hvis miljøet omstiller og tilpasser sig. I Nora Fingscheidts Systemsprenger må pædagoger og skole give op over for den vrede naturkraft i en niårig pige, som hverken kan eller vil høre efter og indordne sig. Bernadette – som alle kalder Benni – vil bare være sammen med sin mor, som har parkeret hende i systemet.
   Benni er et af de særlige børn. Hun er ikke et teoretisk eksempel, men uregerlig, spillevende virkelighed. Benni reagerer på modstand ved at skrige og slå, før hun løber sin vej. Hun kan ikke sidde stille og har trommer i sit hoved. Der er ingen social kompetence, men pigen er klog og kan godt være kærlig. Benni er bare blevet afvist så ofte, at hun ikke møder nogen med tillid.


FINGSCHEIDTS hjerteskærende film er et portræt af den evige undtagelse. Benni er, hvad pædagoger kalder en systembryder. Hun sprænger alle rammer. Der er derfor ingen tilbud tilbage. »Min mor hader mig. Jeg må ikke komme hjem, fordi jeg går amok.« Den vilde pige har brugt sine chancer og brændt alle broer.
   I en scene står de afmægtige voksne og betragter den rasende Benni, som går til angreb på vinduet i korridoren. »Bare rolig, det er brudsikkert glas,« siger den ene behandler, som er ekspert i aggression. Men Bennis vrede er så stærk, at hendes spark får det hærdede glas til at slå revner.

FILMEN begynder langt inde i forløbet. Vi kan tænke os til de faser, der er gået forud. Benny er blevet undersøgt på kryds og tværs, alle gode kræfter har forsøgt sig. Somme tider giver Bennys mor efter og prøver at tage hende tilbage. For Benni er tanken blevet både en fantasi og en besættelse. Lederen Frau Bafane har strakt sig langt for at hjælpe den nødstedte pige, for hun holder af Benni. Men Benni er blevet en destruktiv kraft, inkarneret disruption, som ødelægger rutinen for andre.

   Sidste mulige udvej er vrede- og voldsterapeuten Micha, som har ansvaret for at følge Benni til og fra skole. Han tager pigen med på tre ugers »rammefri« ferie i en hytte i skoven, hvor der hverken er internet, tv eller andre mennesker. Benni kan mærke verden, høre sit ekko og være i fred. Her sænker hun nogle af de parader, som ellers er oppe pr. refleks. Vi ser, at Benni kan smile med øjnene. Ellers er grinet som regel en maske.


I EN film med lette løsninger ville pigen nu reagere positivt, komme verden i møde og blive et velfungerende barn. Hun ville i hvert fald tage de første skridt i den rigtige retning. Men kvaliteten i Fingscheidts film er præcis, at den ikke har noget svar på problemet. Benni ødelægger det igen for sig selv. Og hun spørger naturligvis Micha, om han vil være hendes far.
   Det gør sikkert afvisningen værre endnu. Micha føler, at han udvikler »redningsfantasier«, som forstyrrer hans professionelle distance. »Det er din spøg,« siger Frau Bafane, da han forklarer sig. Det er uklart, om hun finder ham sart eller usaglig. Sikkert begge dele. I den sidste ende er kun Frau Bafane med Benni hele vejen. Og det er pigen, som må trøste sin behandler, da hun bryder grædende sammen. Bennis mor tør end ikke se sin datter igen.
   Så de gode kræfter beslutter at eksportere problemet. Det er åbenbart praksis i Tyskland. Alle ser ned i gulvet, da de har fejret Bennis fødselsdag og sagt farvel. Men i lufthavnen springer Benni for livet, og Fingscheidt fryser bevægelsen fast. Billedet krakelerer som glas. Da er der jubel i salen. Benni har gjort det igen. Der er slet ingen grænser. Den vilde natur triumferer.


HELENA ZENGEL ER er selv en naturkraft som Benni. Hun bærer virkelig filmen og bliver hos tilskueren bagefter. Først er man jo tirret og træt som de øvrige voksne. Nora Fingscheidt har lagt en struktur, som tillader publikum at nærme sig langsomt og blive fortrolig med pigen. Det er gjort med stor kærlighed.

   Som Bennis mor er Lisa Hagmeister en studie i svag karakter og dårlig samvittighed. I rollen som Micha står Albrecht Schuch i kulden og ved, at han falder igennem. Gabriela Maria Schmeide har en mormors mine som Frau Bafane, der hverken kan eller vil være professionel og ligeglad.
   Ordet Systemsprenger er skrevet med sprøjtemaling i shocking pink. Som regel er lyserødt den romantiske farve, Barbies favoritkulør, som signalerer sværmeri og pigeting. Hele verden er pretty in pink. Fingscheidt forvandler den til et statement, symbolet på alt, som er positiv trods. Hun gør Benni til heltinden i en punk-farvet fabel, som i sig selv er en slags systembryder.

DET er en skrigende, kværnende, fræsende film, som bider sig fast med det samme og nægter at slippe sit tag i tilskueren, præcis som en vred lille hund. Systembryder var Tysklands Oscar-kandidat og en af de bedste film på Berlinalen i 2019, hvor en front af kvindelige filmskabere markerede sig med en ny realisme. Og ja, det var i verden før COVID-19, men de ting har næppe ændret noget for Benni. Hvad skal der blive af sådan et barn?
   Filmen er vigtig og værd at se for sin egen skyld. Den kan bestemt også bruges i skolesammenhæng. Systembryder er henvendt til alle, der interesserer sig bare en smule for børn.

Systembryder (Systemsprenger). Instr. og manus: Nora Fingscheidt. Foto: Yunus Roy Imer. 125 min. Tyskland 2019. Dansk premiere: 03.09.2020


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Berlinale Wettbewerb/ Angel Films
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.09.2020