Translate

Viser opslag med etiketten Nicolas Roeg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nicolas Roeg. Vis alle opslag

søndag den 10. januar 2021

Dans gennem ilden: David Bowie i Forum 2003


DANS GENNEM ILDEN
David Bowie i Forum 2003 

Af BO GREEN JENSEN

»TIME takes a cigaret, puts it in your mouth/ You pull on your finger, then another finger, then your cigarette.« Eller: »Time/ flexes like a whore/ Falls wanking to the floor/ His trick is you and me, boy.« Eller langt mere lødigt og lyrisk, så man stadig får gåsehud mange år efter: »In the event that this fantastic voyage/ Should turn to erosion and we never grow old/ Remember it’s true/ Dignity is valuable/ But our lives are valuable too.«*
   Tiden har været en væsentlig spiller gennem hele David Bowies mangefarvede karriere. Som det fremgår har han altid sat ansigt, navn og krop på begrebet, der fra begyndelsen gav forvandlingen dybde. I afsættet kunne det virke lidt anstrengt, at en bemalet britisk messias på godt og vel 20 år gav sig til at synge om livet på Mars, Nietzsches overmennesker og blomsterdrømmen, der som en løbsk guillotine trak blodspor gennem gaderne. Man kunne dog se, at han ville noget særligt og kunne endnu mere. Så vi troede ham fra begyndelsen.
   Ironien er så, at de sange holder. Dunkelt profetiske stykker som »Cygnet Committee« (fra Space Oddity, 1969) og skumringsoratoriet »The Bewlay Brothers« (fra Hunky Dory, 1971) har stået distancen bedre end romantiske 80er-dryp som Let’s Dance og Tonight. Teatersiden af sagen, de mange ansigtsskift og forvandlinger, blev tilsyneladende vigtigere end musikken. De sidste ubetinget store Bowie-plader var Heroes (1977), Lodger (1979) og Scary Monsters (1980). Alligevel er David Bowie der stadig. Den tynde mand bliver ved som en bokser, og på tirsdag går han på scenen i Forum.


FORANDRINGEN som filosofisk princip har på godt og ondt været Bowies base. På dvd'en, som følger med jubilæumsudgaven af Black Tie White Noise (1992), forklarer han sig sådan her: 
   »Jeg var i bund og grund et barn af 60erne. Dengang lærte vi af ledestjernerne i vores generation eller generationen, som kom lige før min, at vi skulle sætte spørgsmålstegn ved de etablerede værdier, især alle tabuerne. Og at den ene ting, som vi til stadighed måtte stræbe efter, var en fornemmelse for selvet, en følelse af hele tiden at udvide vores horisonter. Så for mig var denne atmosfære af stadig opdagelse frygteligt spændende. For mig blev den det samme som at bryde vedtagne tabuer ned.«
   Denne drift mod stadig forvandling har været Bowies helt centrale styrke og særpræg som kunstner. Især fordi han aldrig har spillet sikkert og dækket sig ind. Et rigtig langt stykke af vejen har der hver gang været tale om gedigen og reel forvandling, en veritabel kursændring, som muligvis førte til desorientering, men ikke desto mindre var et ansigt, som blev prøvet af.
   Lige så sikkert er det, at hangen til forvandling med tiden er blevet en akilleshæl. Det er mange år siden, at Bowies lyd har været opsigtsvækkende moderne. Den var det vel kun i 70erne, på de album som konsoliderede myten om forvandlingskunstneren og satte forandringerne i system. De relanceres p.t. i forlængede jubilæumsudgaver. I fjor kom en dobbelt cd med Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972). Lyden er mixet om i 32 bit-formatet, så man på én gang får klirren og susen for ørerne, men det er en lille åbenbaring at høre de akustiske demoer. Sangene løftes ud af tiden, som man troede de hang fast i. Især overforbruget af syntetiske strygere er det lifligt at være foruden.**
   I dette forår fulgte et lignende særtryk af Aladdin Sane (1973), som næsten er det bedste af de cabaret-orienterede album fra begyndelsen. Det er også den plade, som klarest peger frem mod Heathen (2002) og nyheden Reality, Bowies seneste udgivelser. Tony Visconti, som også skabte lyden bag T. Rex og Marc Bolan, har produceret, og på sange som »Time«, »Aladdin Sane« og »Lady Grinning Soul« hører man for første gang Mike Garsons klaver. Garsons ekspressionistiske klaverstil har siden vandmærket alle de bedste af Bowies mange halve comebacks. Et af de mest lovende var konceptalbummet 1. Outside (1995), første del af The Nathan Adler Diaries, som desværre aldrig har fået en fortsættelse.


DER er selvsagt udmærkede sange på de mange mellemværker fra 80erne og 90erne. Alligevel vender man hjem til 70erne, når essensen af Bowie skal udvindes. Det har han selv accepteret på Heathen og Reality. Begge album fylder ganske vist hullerne ud med de samme flydende og klirrende klanglandskaber, som ødelagde det meste af Earthling (1997), Bowies svageste bestræbelse i forrige årti. Kunstneren forveksler ofte sub-techno og pseudo-trip hop med sjælen i en moderne musik. Faktisk er den noget mere frygtindgydende. Det er lyden af en nostalgisk kunster, som for enhver pris vil være avantgarde igen.
   Til gengæld var Earthling et godt sted at begynde, da de næsten naivistisk enkle popsange på 'hours...' (1999) skulle monteres og arrangeres. Også dette album blev et af årtiets falske daggry, men man hører endnu »Thursday’s Child«, som er en fin sang om at føle sin alder. Det er så én af bare tre 90er-sange, der har så megen karakter, at de er blevet stående. De andre to er »Jump They Say« fra Black Tie White Noise og »The Heart’s Filthy Lesson« fra 1. Outside. Resten er enten fyld i kataloget eller anstændige bestræbelser, som af uvisse årsager ikke hang fast.
   I 90erne var Bowie alle vegne, bestandig i flugt og altid på farten, først med de nye tendenser på Nettet, leveringsdygtig såvel i hvid jazz (Black Tie White Noise) som mørk gotik (Outside) og sprøde popminiaturer ('hours...'). Han talte lige veloplagt og beredvilligt om fortiden, samtiden og fremtiden, var en omvandrende charmeoffensiv og gjorde mere alvor end ellers af sin livslange flirt med moderne konceptkunst. Han promoverede gavmildt det unge og nye, så han år for år blev lidt mere som en statsmand. Hvis han aldrig skrev en linje mere, ville der være rigeligt. »En Overkomplet,« kaldte Holger Drachman fænomenet, selvsagt i anden forbindelse, tilbage i 1876.


DET var denne forstemmende udvikling, som Bowie endelig vendte på Heathen. De fleste af disse sange kan noget, og frem for at jonglere og kokettere med fortiden, tager Bowie den til sig og på sig og bruger den i de bedste af albummets skæringer. »Some of us will always stay behind/ Down in space it’s always 1982/ The joke we always knew,« siger stemmen. Musikken, der hænger over Coney Island og hylder »Uncle Floyd«, ved endnu mere. »Slip Away«, som sangen hedder, kommenterer en sang som »Ashes to Ashes« fra Scary Monsters (and Super Creeps), der i forvejen trækker en direkte linje til Space Oddity fra 1969.
   Strategien knæsættes på den bonus-cd, som følger med luksusudgaven af Heathen. Ganske vist lader Bowie yngre løver som Air og Moby pirke planløst rundt i de opportunistiske remix, som »Sunday« og »A Better Future« udsættes for. Men »Conversation Piece« er »skrevet 1969, indspillet 1970, genindspillet 2002«. Den alternative udgave af »Panic in Detroit« er et fraklip fra en 1979-session. Disse kronologiske omstændigheder bliver ikke begravet langt nede i kolofonen. De skrives med store bogstaver. Man ser, at der er investeret mere end 30 år i konceptet. Effekten er ikke arkæologisk. Tværtimod skaber disse fragmenter en forklaret atmosfære af modenhed og kontinuitet.



DENNE bevægelse strækkes og bliver større på Reality. Hvis albummet føles mindre helstøbt end Heathen, har det til gengæld flere markante enkeltstykker. Det er denne gang mere en gruppe som spiller, et band med guitarister som Earl Slick og Carlos Alomar, der supplerer den legendariske forsanger. Mike Garsons klaver trækkes helt frem. Det er atter Tony Visconti, som maler klangbilledet med en palet, der blander 70erne med 80erne og midten af 90erne.Tekstmæssigt bliver den bærende nyhed, at Bowie ikke har meget at tilføje.
   På »Never Get Old« crooner fortælleren, at der aldrig bliver tid eller sex, stoffer eller penge nok. Denne selvparodi har de fleste kritikere grebet med kyshånd, men i virkeligheden er slutsangen, »Bring Me the Disco King«, vel den mest direkte efterkommer af »Cracked Actor« fra Aladdin Sane. Måske man husker klubberne, hvor tiden hang fast i 70erne?
   
Spin-offs with those who slept like corpses
Damp morning rays in the stiff bad clubs
Killing time in the 70s
Smelling of love thru’ the moist wind
Don’t let me know when you’re opening the door
Close me in the dark, let me disappear
Soon there’ll be nothing left of me
Nothing left to release
Dance, dance, dance thru’ the fire.

Han bruger sikkert stadig cut-up, når han skriver. På den måde mytologiseres attentatet mod Manhattans glastårne først til en uudgrundeligt skærende »New Killer Star«. Siden fortegnes efterbilledet af 11. september helt urimeligt i »Fall Dog Bombs the Moon«, der er mere som et sensymbolistisk billedlotteri end en ny sang, man kan tage helt alvorligt. Det er bestemt værd at fæste sig ved albummets titel, som slet og ret betyder virkelighed. »The Loneliest Guy« er Bowies pendant til Fred Astaire-sjæleren »By Myself« i The Band Wagon.
   Egentlig overflødig er kun den endeløse »Looking for Water« og den udflydende »She’ll Drive The Big Car«, der er imiteret americana af den slags, som Bowie har lavet rigeligt af. Hans version af »Try Some, Buy Some« overser pointen i George Harrisons original, men albummets suverænt værste islæt er Bowies høflige udgave af Jonathan Richmans »Pablo Picasso«. John Cale gav i sin tid samme sang et skud på albummet Helen of Troy (1975). Han gjorde Richmans lille genistreg til sin egen. Det prøver Bowie slet ikke på.


DERIMOD kan han stadig stå oprejst og danse efter 35 år i faget og en snes teatralske forvandlinger. Vil man se den fulde fantastiske rejse, er alle Bowies 47 musikvideoer, fra »Space Oddity« til »Thursday’s Child«, samlet på DVD-sættet Best of Bowie. Hvad scenekunstneren kunne engang, er holdt fast i D.A. Pennebakers dokumentarfilm om den sidste Ziggy Stardust-koncert på Hammersmith Odeon i juli 1973. Dvd'ens digitalt forbedrede mix er næsten for elegant, men man får en original plakat og billet med i købet.
   I slutscenen fra Nicolas Roegs The Man Who Fell to Earth (1976, da. Manden som kom ned på jorden) ser man Bowie kapitulere og bøje hovedet over den alkohol, som sammen med pengene og kærligheden gør en ende på milliardæren Thomas Jerome Newton. Han er kommet fra stjernerne og må i begyndelsen camouflere sin hud og beskytte sine øjne, når han færdes frit i lyset og den sære amerikanske virkelighed. Siden smelter masken fast, og han bliver et menneske som alle andre. Filmen bygger på en roman af Walter Tevis og er en udsøgt kunstgenstand fra Roeg, der i samme periode instruerede gyserklassikeren Don’t Look, Now (1973, da. Rødt chok).


MAN kunne i lang tid frygte, at det ville gå Den Tynde Hvide Hertug som filmens stækkede
alien. På coveret til Reality kommer Bowie os i møde som japansk animé-figur, ulastelig som altid i en knivskarp sort habit og med store undrende øjne. Dét er passende. Efterhånden er Bowies musik blevet selve lyden af forvandling. De enkelte stationer betyder ikke meget. Det er bevægelsen selv, der bliver hængende, næsten ligesom vandet efter springet på David Hockneys swimmingpoolbillede A Bigger Splash (1967).
   Det er helt på sin plads at hylde en kunstner, der rammer 56 år på den måde. Hvad så hvis de nyeste sange må nøjes med at huske og henvise til ilden, som brændte tidens cigaret ned til fingrene i de kompromisløse 70ere? Når blot han husker at tage de år med i bagagen med mere moderne effekter. Feel a bit roughed up/ Feel a bit frightened/ Nearly pin it down some time. Man har set ham fladtrykt og lettere forslået, af og til alt for tynd og helt blåhvid i huden. Men man har aldrig set ham tabe pusten eller overveje at give op.





*) Citaterne er fra »Rock'n'Roll Suicide«, sidste skæring på The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972), »Time«, første skæring på side B af Aladdin Sane (1973) og »Fantastic Voyage«, åbningsnummeret på Lodger (1979). Artiklen er skrevet i oktober 2003 og gengivet som den stod i avisen. Kronologien er altså ikke justeret, så i denne tekst er sangeren 56; albummet Reality er kun 14 dage gammelt, og ingen kan vide, at der følger en pause på 10 år, før The Next Day udkommer i 2013. Jeg genoptrykker teksten, fordi det netop i dag [10.01.2021] er fem år siden, at Bowie døde i New York, kun to dage efter udgivelsen af 🟊 Blackstar. De sidste to står tilbage som det største fra Bowies sidste 35 år. Der er virkelig ingen vej udenom.


**) The Reality Tour nåede Forum den 7. oktober 2003. I artiklen omtales følgende udgivelser: Reality. Produced by David Bowie and Tony Visconti. ISO/Columbia 2003; Black Tie White Noise. Limited Edition 2CD + DVD. Produced by David Bowie and Nile Rodgers. EMI 1993/2003; Aladdin Sane. 30th Anniversary 2CD Edition. EMI 1973/2003; The Man Who Fell to Earth. Instr.: Nicolas Roeg. 133 min. Storbritannien 1976/2002; Best of Bowie. 2DVD. 252 min. EMI 2002; Ziggy Stardust and the Spiders from Mars: The Motion Picture. 30th Anniversary DVD Special Edition. Instr.: D.A. Pennebaker. 90 min. EMI 1973/2003.


Alt dette er naturligvis ikke aktuelt i 2021, hvor Parlophone er fire boxsæt inde i sin kronologiske udgivelse af de samlede værker i definitive udgaver med rigt arkivmateriale og andet tilbehør. Five Years (1969-1973); Who Can I Be Now (1974-1976); A New Career in a New Town (1977-1982); Loving the Alien (1983-1988) findes både på vinyl og i cd-udgave. En håndfuld enkeltstående boxsæt er gået dybt ned i enkelte sange fra tidligste periode. Især Conversation Piece (5CD, 2019) føjer meget til fornemmelsen for tiden og Bowies lange vej til Space Oddity-gennembruddet. Koncertfilmen A Reality Tour udkom i 2004. Den er optaget i Point Theatre i Dublin, men giver et godt indtryk af, hvordan koncerten i København forløb. 


Fotos: Tim Bret-Day/ D.A. Pennebaker/ Brian Duffy/ Markus Klinko/ NME/ Royal Mint (Bowie Memorial Coin)/Anton Corbijn
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 03.10.2003; rev + noter 10.01.2021

lørdag den 25. januar 2020

David Bowie ★ Blackstar (2016)


EVANGELIET IFØLGE SORTSTJERNEN ★
David Bowies sidste forbløffende album

Af BO GREEN JENSEN

MODSAT de første, som anmeldte Blackstar, har jeg en tvivlsom og sørgelig fordel. Jeg ved, at David Bowie døde søndag den 10. januar 2016. Det sidste album udkom to dage før, på hans 69-års fødselsdag. Han vidste altså, at han skulle dø, mens han arbejdede med de syv sorte sange.
   Blackstar blev Bowies 25. eller 27. studiealbum. Det kommer an på, om man indregner de to album, som bandet Tin Machine udsendte 1988-91. Det synes jeg klart, at man kan.
   De første, der skrev – så godt som alle med begejstring – kunne forsøgsvis fortolke de påfaldende mange billeder af døden, som sangene er fulde af. Men ordene er kryptiske. Endvidere er der al musikken, som prøver flere ting af og er mere grænseafsøgende, end Bowie havde været i nogen tid.
   Så de fleste undgik stort set at forholde sig til teksterne. Det blev højest til en famlende kommentar om, at titelsangen nok handlede om Islamisk Stat. Saxofonisten Donny McCaslin, som hjalp Bowie med at formgive de panoramiske lydlandskaber, havde antydet, at det forholdt sig sådan.
   Det giver i øvrigt god mening i forhold til den musikvideo, som Johan Renck instruerede til sangen, der var ude på en single allerede i november 2015. Her ser man flere inkarnationer af Bowie, men én af dem ligner en leder/præst/profet, som står med en bog, der bærer en stjerne. Han velsigner horisonten – eller afsøger den på besværgende vis.
   Det kunne godt være ritualet, som sangen beskriver i kode. Hvis den første leder falder, vil en ny tage bogen op. Forestillingen om kalifatet har sin egen fascination. Bowie havde altid en svaghed for poseringer og symbolpolitik.


OM noget er slutningen monumental. Blackstar er sat som en søjle af sort i den kommende, skræmmende hvidhed. De gængse farveværdier er vendt. Sort er kraften i stoffet og evnen til forvandling. Hvidt er summen af farvernes fravær. Og ophør. Det  handler om hudfarve, tro og filosofi. Sikkert også om sorte huller og astronomi. The power of blackness på alle niveauer.
   I hvert fald tre af sangene falder for alvor på plads, når man ved, at de blev skrevet som en blanding af testamente og afskedsbrev. Det er titelsangen »Blackstar«, »Lazarus« og den besnærende popklare »I Can’t Give Everything Away«, som lukker et svimlende gennemført album.
   De øvrige sange er mere end fyld, men to har ligget over, og to handler bare om noget andet. Både »Sue (Or in a Season of Crime)« og »’Tis a Pity She Was a Whore« - der uden nærmere forklaring tager sin titel fra et 400 år gammelt teaterstykke af John Ford – var ude til Record Store Day på en single i 2014.
   »Sue« fik samtidig lov at stå forrest på sampleren Nothing Has Changed fra 2015, et originalt tilbageblik på karrieren, som arbejder sig baglæns ned gennem kæden af hits og det, der ligner.



Nothing Has Changed begynder med »Sue« og slutter 60 spor skæringer senere med singlen »Liza Jane«, som Davey Jones and the Lower Third skar i 1965. Der er mange deep cuts og duetter, som ellers kun ligger i løs form rundt omkring. Nothing Has Changed er et godt sted at begynde, hvis man står og skal til at tage hul på det hele.
   »Girl Loves Me« er en upbeat og vagt reggaeagtig sang, der så vidt jeg kan høre handler om at blive sparket vågen af en kvinde, der vil have dig.
   Teksten bruger vendinger som »you viddy at the Cheena« og russisk klingende jargon som »devotchka watch her« og »this malchek say«. De er lånt fra den fremtidsslang, som Alex og hans bande taler i Anthony Burgess’ A Clockwork Orange (1962) og Stanley Kubricks filmatisering af samme roman.
   Filmen var en stor varm sag i England i 1972, da Ziggy Stardust landede. Der var megen debat om volden i filmen. Det endte med, at Kubrick selv trak den ud af distribution. Først efter hans død i 1999 kom den atter ud i UK.




ALLE fik dog set den. Bowie havde et lignende take på bandekulturen på sin egen dystopiske fremtidslegende, albummet Diamond Dogs (1974). Siden blev koncepterne mere jordnære. Det presserende spørgsmål i »Girl Loves Me« er et retorisk: »Where the fuck did Monday go?«, som enhver kan forholde sig til.
   »Dollar Days« er en næsten slentrende sang, der giver sig hen til den undren, man føler ved at nå sit mål ad omveje. Det er muligt, du aldrig vender hjem - og hvad så? »If I never see the English evergreens I’m running to/ It’s nothing to me/ It’s nothing to see.«
   Alligevel er det ikke så let, når slutningen bliver virkelig: »It’s all gone wrong but on and on/ The bitter nerve ends never end/ I’m falling down// Don’t believe for just one second I’m forgetting you/ I’m trying to/ I’m dying to«.
   Det er sådan nogle linier, der bliver ændret af sangerens død: »I’m trying to/ I’m dying to«. Sangen selv står dog rent tilbage, uanset om forfatteren lever.
   Blackstar er en opvisning i, hvor dygtig og alsidig Bowie var som sangskriver. Både »Dollar Days« og »Girl Loves Me« bruger eksploderede linier, arrangerede fragmenter, der giver flere slags uudgrundelig mening, i traditionen for cut-up og Brian Enos »oblique strategies«.
   Kontrasten er »Sue (Or in a Season of Crime)«, der fortæller en lineær ægteskabshistorie om sygdom, huskøb, utroskab og skilsmisse med den nedbarberede minimalisme, som Bowie benyttede f.eks. på »Repetition« fra Lodger og »Bus Stop« fra det første Tin Machine-album.


GULDET er og bliver de tre sorte sange, som næsten kunne være et mini-album. »Blackstar« varer 10 minutter, har et langt stemningssættende intro og består af to sange, der til slut er føjet sammen i en fletning.
   Og hvorfor ikke en »evig gylden fletning« af den slags, som Douglas Hofstadter beskriver i sin kultbog Gödel Escher Bach? På nettet pågår en veritabel fortolkningsfest med hensyn til »Blackstar«. Der er stort set ingen grænser for, hvad der bliver skrevet – også af overbevisende ting.
   Musikalsk er sangen den palet, som alle numrene tager deres farver fra. McCaslins free jazz-saxofon og de haltende, trippende trommeforløb, som Mark Giulliana har programmeret, finder gradvis hinanden i snublende synkoper. Så synger Bowie med en vagt arabisk intonation om den evige flamme i Ormens have, hvor et ritual bliver forrettet på henrettelsens dag. Kun kvinderne knæler og smiler. Og i midten af det hele er der altid »dine øjne«.
   De første minutter er lyden tynd og og ret fjern. Stemmen kommer tæt på efter et break, som også er en bro til resten af sangen: »Something happened on the day he died/ Spirit rose a metre and stepped aside/ Somebody else took his place, and bravely cried/ I’m a blackstar, I’m a blackstar«.
   Megen tid går med at opregne alt, hvad sortstjernen ikke er: »I’m not a film star, I’m not a pop star, I’m not a Marvel star; I’m not a gangster, I’m not a flam star, I’m not a white star; I’m not a porn star, I’m not a wandering star«. Faktisk er der kun to muligheder: »I’m a star star« og »I’m a blackstar«.
   Han vil have ørne i sin dagdrøm og diamanter i sit blik. Og hvor mange gange kan en engel falde ned? Sortstjernen træder ind på hellig grund – måske mellem alle de knælende kvinder – og fremsiger litaniet. Parallelt med benægtelserne er der også en prosaisk afvikling af et eksil. Det er ved at være tid nu. Den fremmede sanger/starman skal hjem:

   I can’t answer why (I’m a blackstar)
   Just go with me (I’m not a filmstar)
   I’m-a take you home (I’m a blackstar)
   Take your passport and shoes (I’m not a popstar)
   And your sedatives, boo (I’m a blackstar)
   You’re a flash in the pan (I’m not a marvel star)
   I’m the great I am (I’m a blackstar)

Og

   I can’t answer why (I’m not a gangster)
   But I can tell you how (I’m not a flam star)
   We were born upside-down (I’m a star star)
   Born the wrong way ‘round (I’m not a white star)
   (I’m a blackstar, I’m not a gangster
   I’m a blackstar, I’m a blackstar
   I’m not a pornstar, I’m not a wandering star
   I’m a blackstar, I’m a blackstar)

Endelig slutter jazztronica-offeret, hvor det begyndte:

   In the villa of Ormen stands a solitary candle
   Ah-ah, ah-ah
   At the centre of it all, your eyes
   On the day of execution, only women kneel and smile
   Ah-ah, ah-ah
   At the centre of it all, your eyes, your eyes
   Ah-ah-ah

I analyserne af Blackstar bliver navnet Alastair Crowley (1875-1947) ofte nævnt. Crowley var salon-satanist i 20ernes England, dyrkede sort magi, havde fri sex (eller ville gerne) og sagde, at alle var stjerner. Han var vild med tarotkort og pentagrammer. I The Star Sapphire skriver han: »Let him return to the centre, and so the centre of all.«
   Det bliver ude i fanland også betonet, at tallet 69 er et helligt heksagram og derfor en god alder at have, når man dør.
   Den slags kunne man krølle sammen og kaste efter de andre overfortolkninger, hvis det ikke var for Bowies egen tidlige flirt med »The Supermen« og »the homo superior« ifølge Friedrich Nietzsche (på The Man who Sold the World) og netop Alastair Crowley. På Hunky Dory (1971) er sangen »Quicksand« et katalog af Crowleyanske begreber.
   »Blackstar« er, når det skal være, en fantastisk flot sang med gedigen mystik og konkrete, skønt mangetydige billeder. De brænder, uanset om sagen er Bowies død, astronautens død, profetens død eller hvad. Det handler om det hele og ingen af delene, tror jeg. Sangen er aftrykket af en kultur.



EFTER »Blackstar« lyder »Lazarus« og »I Can’t Give Everything Away« næsten som enkle små sange. De siger begge: Se lige mig, jeg døde, og nu er jeg nået herop. »Lazarus« gør det bogstaveligt:

   Look up here, I’m in heaven
   I’ve got scars that can’t be seen
   I’ve got drama, can’t be stolen
   Everybody knows me now

Sangen genbruger melodien fra »Slip Away« på albummet Heathen (2002). Den sætter et par besnærende detaljer på, så man ser Bowie se ned fra himmelaltanen:

   Look up here, man, I’m in danger
   I’ve got nothing left to lose
   I’m so high it makes my brain whirl
   Dropped my cell phone down below

   Ain’t that just like me...

I navnet Lazarus ligger selvsagt en anelse om et liv efter livet, hvis ikke bibelsk genopstandelse. Sangen er skrevet til en musical, som bruger gamle Bowie-sange i radikale nye arrangementer, et projekt han skabte i samarbejde med instruktøren Ivo van Hove og forfatteren Enda Walsh.
   Det særlige ved musicalen Lazarus er, at den fortæller, hvad der videre skete for Thomas Jerome Newton, den strandede starman fra Walter Tevis’ roman om The Man who Fell to Earth (1963).
   Som skuespiller havde Bowie sin første – og faktisk også bedste – rolle i Nicolas Roegs filmatisering fra 1976. Det var i Bowies Cracked Actor-periode, lige efter skiftet fra Aladdin Sane til den hvide soul på Young Americans og overgangen til The Thin White Duke-personaet, der tager toget hjem til Europa på Station to Station. Året efter begyndte han forfra i Berlin med trilogien Low/ Heroes/ Lodger.
   80erne ankom med Scary Monsters, hvor sangen »Ashes to Ashes« tjekker op på, hvordan det går for Major Tom, astronaut-figuren, der forsvandt i rummet på »Space Oddity«, gennembrudssangen fra 1969. Det er sikkert også Major Tom, der bliver fundet af Kvinden med Halen i musikvideoen til »Blackstar«.



DER er fotos af Bowie som Newton uden på både Station to Station og Low. Bowie blev ved med at bruge disse figurer – Major Tom er tilbage på »Hallo Spaceboy« fra Outside (1995), som ellers handler om alt muligt andet – og der er ingen tvivl om, at musicalen Lazarus på sin egen abstrakte måde var personlig. »By the time I got to New York/ I was living like a king/ Then I used up all my money/ I was looking for your ass,« synger Bowie. Det kunne gælde for både ham selv og for Thomas Newton.
   Bowie kom til premieren på New York Theater Workshop den 7. december 2015. På pressefotos ligner han ikke en mand, der skal dø om en måned. Faktisk ser han mere mærket ud på de kokainfarvede 1976-fotos, hvor han hænger ud med John Lennon og Elizabeth Taylor. En mand, der er så tynd, at han kan knække ved et uheld.


ALT, hvad »Lazarus« siger om livet og døden, bliver sagt af både Newton og Bowie. »I Can’t Give Everything Away«, den sidste sang på det sidste album, har ikke dette dobbelte lag. Her er underteksten helt personlig.
   Sangen formulerer sig først i den kryptiske kode fra »Blackstar«-landskabet:

   I know something is very wrong
   The pulse returns for prodigal sons
   The blackout's hearts with flowered news
   With skull designs upon my shoes

Man kan se de dér dødningehoveder på skosnuderne for sig, og for 40 år siden, på signaturalbummet Heroes, var der en sang, som talte med indlevelse om at gå ud i spærretidens gader og få »some skin exposure to the blackout«.
   Det bliver endelig også sagt i fire enkle linier, som det er fristende at skrive på en gravsten eller et livsværk:

   Seeing more and feeling less
   Saying no but meaning yes
   This is all I ever meant
   That's the message that I sent


DU har muligvis læst eller hørt, at Blackstar skulle være et vanskeligt album. Det er det overhovedet ikke. Der er melodier hele vejen, og flere numre er tæt på at være dansable. Strukturen er den, som Bowie altid brugte på album, der markerede et gearskift: Station to Station begynder med en lang titelskæring, der trækker toget i gang, før Den Tynde Hvide Hertug synger hittet »Golden Years«, en imiteret soulsang i et formsprog, der ikke ligger 1000 år fra de repeterende kor på »Blackstar«. I 80erne, efter Lets Dance og fremme ved Tonight, er »Loving the Alien« på samme måde en ti minutter lang tonesætter.
   Jeg kunne blive ved og ved. Og alligevel aldrig komme en meter i nærheden af at beskrive, hvor mange frugtbare lag, der er i musikken. At skrive om musik, har Elvis Costello sagt, svarer til at danse om arkitektur. I dét har han ret. Man skal i hvert fald have rigelig gulvplads, og derfor blev denne artikel så lang.


★★★★★★ - seks (sorte) stjerner

David Bowie: ★ (Blackstar). Produceret af David Bowie og Tony Visconti. Download, CD og vinyl. ISO Records/ Columbia, 2016.


Anmeldelsen lagt på www.Mikrozinet.dk (hvil i fred & tak for alt) 22.01.2016