Translate

Viser opslag med etiketten Heroes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Heroes. Vis alle opslag

mandag den 10. januar 2022

Adel forpligter: David Bowie i 90erne


STORE FORVENTNINGER
David Bowie i 90erne

Af BO GREEN JENSEN

LAD OS FØRST OG fremmest huske dette: I november 1969 trak David Bowie (1947-2016) sig selv op ved håret og samlede ti faktisk ret mærkværdige sange på et album, der i England simpelt hen bar hans navn og i USA hed Man Of Words/ Man Of Music.* 
   Det begyndte med en sang om en astronaut, der mister jordforbindelsen og forsvinder i verdensrummet. 1969 var året, hvor Apollo 11 landede i Stilhedens Hav, og Neil Armstrong tog de første skridt på Månens overflade. Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey gav de fleste kuldegysninger. Heraf titlen på David Bowies store sang om Major Tom: »Space Oddity«.
   Det slutter med »Memory Of A Free Festival«, en af de bedste hippiehymner, der er skrevet noget sted. Der synges fra scenen en sommereftermiddag. Verden hviler i sig selv. Så lander de fremmede i deres solmaskine, og Peter prøver at kravle ombord, men kaptajnen fra Venus ryster på hovedet, før skibet stiger op i den vibrerende elfenbenshimmel.
   Det er Woodstock i en britisk forstadshave. Sangen er stadig en grydeklar sjæler, lige til at plukke ud, hvis man finder guitaren frem og kan huske, hvordan grebet Dmaj7 ser ud.


DER var dog mere end mondæn, romantisk sci-fi i sangene på Space Oddity, som siden blev albummets mest brugte titel. Bowie havde allerede været aktiv som sanger og sangskriver i fem år, da han 22 år gammel fandt sin første selvstændige stemme.
   Den stærkeste sang er »Cygnet Committee«, et metaforisk opgør med den politiske side af ungdomsoprøret, som kulminerer i et rædselsbillede af Kærlighedsmaskinen, der pløjer sig vej ned ad Bob Dylans Desolation Row. Der er virkelig meget stof på Space Oddity, for det var der på pladerne dengang. Hvis ikke alt er lige godt, kan man dog høre, at helten er ankommet.
   Året efter tog rejsen fart. I 1970 blev Bowie gift med Angela Barnett, mødte Mick Ronson, dannede The Spiders og skrev det meste af materialet på The Man Who Sold The World, som udkom i 1971. På det britiske cover poserede han i kjole og hjalp på den måde glitterrocken på vej. Perioden er foreviget i Todd Haynes' film Velvet Goldmine (1998), men Bowie var mere end nonbinær rock og ekstravagante kostumer.
   Han var kunstner, han skrev de dér knudrede sange: »The Width Of A Circle«, »The Supermen« og titelnummeret; lagde den bund, der på Hunky Dory fra samme vinter blomstrede som uimodståelig pop. »Changes«, »Life On Mars«, »The Bewlay Brothers«: Det er stadig stor, uforgængelig lyd, fremført af en stemme, som ved, hvad drama og epos vil sige.


HEREFTER GIK DET STÆRKT for Bowie, som trivedes med forandringerne, ja var så afhængig af dem, at han skiftede ansigt og »handling« album for album. Legenden om The Rise And Fall Of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972) blev konceptet, som gjorde Bowie kendt allevegne, men var det ikke for »Five Years« og »Rock And Roll Suicide«, ville Aladdin Sane (1973) være større. Pin-Ups (1973) var et tidligt eksempel på covers/tribute-genren. Diamond Dogs (1975) er stadig undertegnedes favorit blandt de første albums. Hør den sang som hedder »The Candidate«. Science fiction har aldrig lydt bedre.
   I 1975 skulle Amerika indtages, og Young Americans præsenterede Bowie som trimmet soulsanger, men i det mindste med en værdigt nyskabende titelskæring. På Station To Station fra 1976, indspillet parallelt med hans medvirken i Nicolas Roegs film om The Man Who Fell to Earth, gjorde Bowie den nye sjæl til sin egen med større stemmeregister og metafysisk slæbende lydscenerier på »Station To Station«, »Golden Years« og »Word On A Wing«. Der var også koncertalbums, en forvirret flirt med fascistiske billeder og en vist nok livstruende narkomani. Det var i denne periode, at Bowie gik under dæknavnet The Thin White Duke.



HAN kom ud af tågen ved at gå igennem den i blinde. Sammen med Brian Eno og Tony Visconti satte Bowie sig i et studie i Berlin og byggede fra bunden den nye europæiske lyd, der bærer trilogien Low (1977), Heroes (1977) – hvor man finder verdens smukkeste titelsang, som stadig er Bowies klareste hit – og den hektisk opklippede Lodger (1979), som midt i forvandlingen én gang for alle slår fast:
   »In the event that this fantastic voyage/ Should turn to erosion and we never grow old/ Remember it's true: Dignity is valuable/ But our lives are valuable too«.
   På Scary Monsters (and Super Creeps) fra 1980 fulgte en mere intens alliance med guitaristen Robert Fripp. Bowie trak i hvid klovnedragt for at synge »Ashes To Ashes«, en sang om afhængighed og narkomani, som imidlertid også var både et gensyn og en afsked med Major Tom fra »Space Oddity«. Dét og så »It's No Game«, et skrigende lydoffer med japansk oversampling, var Bowies fundament ved indgangen til 80erne.
   Bowie havde aldrig stået stærkere, og mærkværdigvis var det dér, at båndet knækkede. Tre år senere tog han ganske vist til den australske outback, trak i røde dansesko og fik sin karrieres største sællert med det moderigtige album Let's Dance (1983), men intensiteten var ikke den samme, og der var ikke længere automatisk overensstemmelse mellem Bowies stræben og tidens fokus generelt. Det er grunden til, at vi tredive år efter Space Oddity skriver undrende artikler som denne, hver gang der kommer endnu et album.

  

DET er efterhånden svært at vurdere den musik, som David Bowie sender i kredsløb. Han bliver jo ikke kaldt kamæleonen uden grund. De karakteristiske stilskift er så gennemgribende og dramatiske som nogen sinde, men efterhånden synes der virkelig blot at være tale om strategiske, foreløbige omlægninger af de forhåndenværende muligheder.
   Heri består det første problem. Kamæleonen tager farve efter sine omgivelser, men Bowie har også altid villet præge sin tid.
   Det andet problem har at gøre med store forventninger og den talemåde, som siger at adel forpligter. Bowies 70er-albums udgjorde en fejlfri række værker, der sjældent ramte ved siden af målet. Intuitionen og inspirationen svigtede først midt i 80erne, hvor først Tonight (1984) og siden Never Let Me Down (1987) var forfærdende svage opfølgere på Let's Dance, der i forvejen indeholdt en masse fyld i tilgift til træfferne »Ricochet«, »Let's Dance« og »China Girl«.
   Glass Spider-turneen i 1987 var karrierens lavmål, og Never Let Me Down – som indeholder ét rimeligt nummer, »Time Will Crawl« – må være et af de svageste værker, en stor kunstner nogen sinde har udsendt. Bowie tog da også tælling og gik i tænkeboks. To år efter kom han ud med brødrene Hunt og Tony Sales, samt guitaristen Reeves Gabrels i hånden. Kvartetten kaldte sig Tin Machine, og i første omgang hed det sig, at Bowie »bare« var menigt medlem.
   Sangene på det første Tin Machine-album blev faktisk noget af det bedste, som Bowie skrev i 80erne – hør en vignetsang som »Bus Stop« og den store, besværgende »Heaven's In Here« – men publikum var skeptisk, og det andet album, Tin Machine II fra 1991, skulle man have taget sig bedre tid til. Der var derfor lagt op til den store modtagelse, da Bowie nok en gang genopfandt sig selv og udsendte Black Tie White Noise i 1993.



DETTE album satte standarden for de øvrige 90er-arbejder. Anslaget er visionært, lyden åben, overblikket bevidst fragmenteret. Det er et »bryllupsalbum«, som fejrer Bowies ægteskab med modellen Iman, og så ingen skal være i tvivl, er der både messen, klokker og to skæringer med titlerne »The Wedding« og »The Wedding Song«. Titelsangen søgte at sige noget samlet, men i dag er det kun »Jump They Say«, som bliver husket, primært på grund af den stilfulde video, der ligesom skæringen »Nite Flights« citerer frejdigt fra Lodger.
   Fra kritisk hold var man atter villig til at lade tvivlen komme Bowie til gode. I hvert fald var Black Tie White Noise ikke til at affærdige eller sætte i bås uden videre. Det blev særdeles positivt modtaget og solgte bedre end noget album siden Let's Dance. En for tiden avanceret cd-rom blev udsendt samtidig. På Jump kan man redigere sit eget mix af »Jump They Say«-videoen og bevæge sig rundt i en labyrintisk bygning. Albummet hørte man flittigt nogle uger. Så havnede det på hylden og blev sjældent taget ned.



SAMME år skrev Bowie musik til BBC-dramatiseringen af skolekammeraten Hanif Kureishis roman En forstadsbuddha. The Buddha Of Suburbia er faktisk et afrundet album, med en stærk titelsang som i to versioner tager turen gennem 60ernes South London i et arrangement, der citerer »All The Madmen« fra The Man Who Sold The World.
   Her er også »Sex And The Church«, »Untitled No. 1« og »Bleed Like A Craze, Dad«, samt gedigne instrumentale stykker som »South Horizon«, der gør god brug af Mike Garsons ekstravagante jazzklaver. Med andre ord skæring på skæring, der ikke tøver i springet, men går efter struben med samme selvfølgelighed, som Bowie gjorde i gamle dage.
   Mærkværdigvis har albummet altid ført en skyggetilværelse i periferien af den officielle kanon. En anden stor sang fra Buddha, »Strangers When We Meet«, blev to år senere taget op på 1. Outside, men i første omgang forsvandt det bare, som det er sket for mange af Bowies gode filmbidrag.



OUTSIDE er ganske vist overdrevent mørkt og hermetisk, men det er Bowies bedste 90er-album, og historien om detektiven Nathan Adlers futile efterforskning af en række makabre art-crimes i futuristiske omgivelser ramte faktisk en stor klump tidsånd med sin aura af bizart computerspil, afsøgningen af uudgrundelig ondskab og hele atmosfæren af underliggende konspiration. At Brian Eno var tilbage som sparringspartner gav lyden en mørk bund og fylde, som man skulle tilbage til Low/Heroes/Lodger-trilogien for at finde magen til.
   Da albummet udkom, talte man om rockens svar på Blade Runner, men faktisk er det David Finchers Se7en, søskendeparret Wachowskis The Matrix og Chris Carters tv-serie Millennium, som albummet klinger naturligt sammen med. Den stærkeste skæring, »The Heart's Filthy Lesson«, var da også klippet ind i creditsekvensen på Se7en.
   Så man den store opførelse af Outside i Valby Hallen [24.01.1996], kunne man ikke være i tvivl om, at Bowie tog tiden alvorligt. Der kom bare aldrig flere af de bebudede fem konceptalbums. Også Outside røg op på hylden, og man glemte detaljerne i historien, som muligvis ikke var så dyb endda, men albummet kommer ned fra tid til anden, og når det sker, bliver repeat-knappen altid aktiveret ved »The Heart's Filthy Lesson«, »I Have Not Been To Oxford Town« og »Strangers When We Meet«.


DERIMOD rullede forvandlingskuglen Earthling næsten upåagtet forbi i sommeren '97, hvor den fungerede som lanceringsmaskine for den turné, der omfattede et særdeles upbeat set på Roskilde Festivalen: Bowie i skødefrakke med påmalet Union Jack og et demonstrativt »Man kan ikke se, at jeg er 50!« i hvert af de travle drum 'n' bass-arrangementer.

   Det var fede koncerter – Bowie kan det dér med at eksponere – som især Mike Garson og bassisten Gail Ann Dorsey gjorde deres til at løfte, men sangene var forglemmelige. Efter åbneren »Little Wonder« havde man egentlig nok.
   Det er derfor ikke uden bange anelser, man sætter Hours i sin cd-spiller. Coveret er kitschet, et hologramfoto i douce bolsjefarver, hvor Bowie som skytsengel sidder og trøster en døende udgave af sig selv. Man trykker på play og forbløffes. Efter Outside og Earthling venter man en stor lyd med mange slør og detaljer. I stedet er det en venlig, næsten spinkel og meget kunstfærdig lyd af tangenter, der fylder »Thursday's Child«.


BOWIE går denne gang efter helt enkle sange med vers, vers, kor, vers, et b-stykke, hvis det går højt, og ellers ikke meget mere. Vist bygges der et betydeligt drama op på »Something In The Air«, hvor den nye tid er noget, der sætter sig i sangerens øje. Vist fingeres en mareridtsstemning på »The Pretty Things Are Going To Hell«, men netop dén sang føles som en forspildt mulighed, der kunne være større, hvis den var arrangeret i ånden fra 1. Outside.
   Den ordløse »Brilliant Adventure« er et kønt stykke new age-muzak, og både på »New Angels Of Promise« og »The Dreamers« arbejder Bowie hårdt på at mobilisere en atmosfære af vision og åbenbaring. Han arbejder også for hårdt. Stemningen på Hours vil gerne virke ubesværet, men netop derved føles den kalkuleret. Og så dækkes konceptet i ti sange, der stort set handler om det samme. Der er ingen grund til at strække den ny tid i neon.


MEN der er også store ting på Hours. »Thursday's Child« og lidt senere »Seven« fortæller med kønne børnesanges enkelhed om det unikke ved at være et nyt liv, der begynder forfra, uden fordringer, uden fordomme, men med en betingelsesløs sult på at få verden i synet og fryden i blodet. Som englen, der netop er faldet og blevet menneske. Som patienten, der tæller hver dag som en sejr. Eller som en midaldrende, verdensberømt rocklegende, der tager hul på sit fjerde årti som sangskriver.
   Begge sange tæller på fingrene for at vise, hvor enkelt det er. »Thursday's Child« tæller fremad fra mandag, og også på »Seven« har døgnvæsenet en uge til sin rådighed: I've got seven days to live my life or seven ways to die.
   Det er paradoksale sange, som Bowie kunne have skrevet i begyndelsen af sin karriere. Der er kor, og der er guitar, og hér glider den enkle form i ét med indholdet. Det føles mere ærligt end noget, som drengen fra Brixton ellers har skabt i 90erne.


*) Teksten er skrevet 30 år senere, i oktober 1999, da Bowies 22. studiealbum, Hours eller '...hours', udkom på Virgin Records. Jeg anmeldte albummet i musikmagasinet Zoo. Jeg bringer teksten her, fordi det netop i dag er seks år siden, at Bowies død var breaking news. Det var to dage efter hans 69-års fødselsdag og udgivelsen af det sidste forbløffende album; en måned efter premieren på Lazarus-forestillingen i New York, hvor han sidste gang trådte offentligt frem. Vi glemmer det aldrig. Men i 1999 var Hours blot endnu et af sangerens mange forsøg på at vende tilbage. Efter de fejlfrie 70ere og mainstreamhittet med Let's Dance (1983) havde Bowie en svær tid i 80erne og 90erne. Tony Visconti har sagt, at uanset hvad Bowie havde udsendt i slut-80erne, ville tiden hade ham for det. Først i 2002 kom han tilbage med Heathen og havde herefter urokkelig ikonisk status. Han skulle ikke bevise noget hver gang. I 2013 var tiden mere end moden til The Next Day, som på genial vis griber tilbage til 70erne og Berlin-trilogien.   

David Bowie: '...hours'. Produceret af David Bowie og Gabriel Reeves. Virgin Records, 2016.


Fotos: Tim Bret-Day (alt materiale til '...hours'), Masayoshi Sukita, Virgin Records, Parlophone, UMC, David Bowie Bible, David Bowie Estate.
Hours er udsendt i alle fysiske formater og streames på iTunes og Spotify
Anmeldelsen stod i Zoo Magazine #22 november-december 1999

søndag den 10. januar 2021

Dans gennem ilden: David Bowie i Forum 2003


DANS GENNEM ILDEN
David Bowie i Forum 2003 

Af BO GREEN JENSEN

»TIME takes a cigaret, puts it in your mouth/ You pull on your finger, then another finger, then your cigarette.« Eller: »Time/ flexes like a whore/ Falls wanking to the floor/ His trick is you and me, boy.« Eller langt mere lødigt og lyrisk, så man stadig får gåsehud mange år efter: »In the event that this fantastic voyage/ Should turn to erosion and we never grow old/ Remember it’s true/ Dignity is valuable/ But our lives are valuable too.«*
   Tiden har været en væsentlig spiller gennem hele David Bowies mangefarvede karriere. Som det fremgår har han altid sat ansigt, navn og krop på begrebet, der fra begyndelsen gav forvandlingen dybde. I afsættet kunne det virke lidt anstrengt, at en bemalet britisk messias på godt og vel 20 år gav sig til at synge om livet på Mars, Nietzsches overmennesker og blomsterdrømmen, der som en løbsk guillotine trak blodspor gennem gaderne. Man kunne dog se, at han ville noget særligt og kunne endnu mere. Så vi troede ham fra begyndelsen.
   Ironien er så, at de sange holder. Dunkelt profetiske stykker som »Cygnet Committee« (fra Space Oddity, 1969) og skumringsoratoriet »The Bewlay Brothers« (fra Hunky Dory, 1971) har stået distancen bedre end romantiske 80er-dryp som Let’s Dance og Tonight. Teatersiden af sagen, de mange ansigtsskift og forvandlinger, blev tilsyneladende vigtigere end musikken. De sidste ubetinget store Bowie-plader var Heroes (1977), Lodger (1979) og Scary Monsters (1980). Alligevel er David Bowie der stadig. Den tynde mand bliver ved som en bokser, og på tirsdag går han på scenen i Forum.


FORANDRINGEN som filosofisk princip har på godt og ondt været Bowies base. På dvd'en, som følger med jubilæumsudgaven af Black Tie White Noise (1992), forklarer han sig sådan her: 
   »Jeg var i bund og grund et barn af 60erne. Dengang lærte vi af ledestjernerne i vores generation eller generationen, som kom lige før min, at vi skulle sætte spørgsmålstegn ved de etablerede værdier, især alle tabuerne. Og at den ene ting, som vi til stadighed måtte stræbe efter, var en fornemmelse for selvet, en følelse af hele tiden at udvide vores horisonter. Så for mig var denne atmosfære af stadig opdagelse frygteligt spændende. For mig blev den det samme som at bryde vedtagne tabuer ned.«
   Denne drift mod stadig forvandling har været Bowies helt centrale styrke og særpræg som kunstner. Især fordi han aldrig har spillet sikkert og dækket sig ind. Et rigtig langt stykke af vejen har der hver gang været tale om gedigen og reel forvandling, en veritabel kursændring, som muligvis førte til desorientering, men ikke desto mindre var et ansigt, som blev prøvet af.
   Lige så sikkert er det, at hangen til forvandling med tiden er blevet en akilleshæl. Det er mange år siden, at Bowies lyd har været opsigtsvækkende moderne. Den var det vel kun i 70erne, på de album som konsoliderede myten om forvandlingskunstneren og satte forandringerne i system. De relanceres p.t. i forlængede jubilæumsudgaver. I fjor kom en dobbelt cd med Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972). Lyden er mixet om i 32 bit-formatet, så man på én gang får klirren og susen for ørerne, men det er en lille åbenbaring at høre de akustiske demoer. Sangene løftes ud af tiden, som man troede de hang fast i. Især overforbruget af syntetiske strygere er det lifligt at være foruden.**
   I dette forår fulgte et lignende særtryk af Aladdin Sane (1973), som næsten er det bedste af de cabaret-orienterede album fra begyndelsen. Det er også den plade, som klarest peger frem mod Heathen (2002) og nyheden Reality, Bowies seneste udgivelser. Tony Visconti, som også skabte lyden bag T. Rex og Marc Bolan, har produceret, og på sange som »Time«, »Aladdin Sane« og »Lady Grinning Soul« hører man for første gang Mike Garsons klaver. Garsons ekspressionistiske klaverstil har siden vandmærket alle de bedste af Bowies mange halve comebacks. Et af de mest lovende var konceptalbummet 1. Outside (1995), første del af The Nathan Adler Diaries, som desværre aldrig har fået en fortsættelse.


DER er selvsagt udmærkede sange på de mange mellemværker fra 80erne og 90erne. Alligevel vender man hjem til 70erne, når essensen af Bowie skal udvindes. Det har han selv accepteret på Heathen og Reality. Begge album fylder ganske vist hullerne ud med de samme flydende og klirrende klanglandskaber, som ødelagde det meste af Earthling (1997), Bowies svageste bestræbelse i forrige årti. Kunstneren forveksler ofte sub-techno og pseudo-trip hop med sjælen i en moderne musik. Faktisk er den noget mere frygtindgydende. Det er lyden af en nostalgisk kunster, som for enhver pris vil være avantgarde igen.
   Til gengæld var Earthling et godt sted at begynde, da de næsten naivistisk enkle popsange på 'hours...' (1999) skulle monteres og arrangeres. Også dette album blev et af årtiets falske daggry, men man hører endnu »Thursday’s Child«, som er en fin sang om at føle sin alder. Det er så én af bare tre 90er-sange, der har så megen karakter, at de er blevet stående. De andre to er »Jump They Say« fra Black Tie White Noise og »The Heart’s Filthy Lesson« fra 1. Outside. Resten er enten fyld i kataloget eller anstændige bestræbelser, som af uvisse årsager ikke hang fast.
   I 90erne var Bowie alle vegne, bestandig i flugt og altid på farten, først med de nye tendenser på Nettet, leveringsdygtig såvel i hvid jazz (Black Tie White Noise) som mørk gotik (Outside) og sprøde popminiaturer ('hours...'). Han talte lige veloplagt og beredvilligt om fortiden, samtiden og fremtiden, var en omvandrende charmeoffensiv og gjorde mere alvor end ellers af sin livslange flirt med moderne konceptkunst. Han promoverede gavmildt det unge og nye, så han år for år blev lidt mere som en statsmand. Hvis han aldrig skrev en linje mere, ville der være rigeligt. »En Overkomplet,« kaldte Holger Drachman fænomenet, selvsagt i anden forbindelse, tilbage i 1876.


DET var denne forstemmende udvikling, som Bowie endelig vendte på Heathen. De fleste af disse sange kan noget, og frem for at jonglere og kokettere med fortiden, tager Bowie den til sig og på sig og bruger den i de bedste af albummets skæringer. »Some of us will always stay behind/ Down in space it’s always 1982/ The joke we always knew,« siger stemmen. Musikken, der hænger over Coney Island og hylder »Uncle Floyd«, ved endnu mere. »Slip Away«, som sangen hedder, kommenterer en sang som »Ashes to Ashes« fra Scary Monsters (and Super Creeps), der i forvejen trækker en direkte linje til Space Oddity fra 1969.
   Strategien knæsættes på den bonus-cd, som følger med luksusudgaven af Heathen. Ganske vist lader Bowie yngre løver som Air og Moby pirke planløst rundt i de opportunistiske remix, som »Sunday« og »A Better Future« udsættes for. Men »Conversation Piece« er »skrevet 1969, indspillet 1970, genindspillet 2002«. Den alternative udgave af »Panic in Detroit« er et fraklip fra en 1979-session. Disse kronologiske omstændigheder bliver ikke begravet langt nede i kolofonen. De skrives med store bogstaver. Man ser, at der er investeret mere end 30 år i konceptet. Effekten er ikke arkæologisk. Tværtimod skaber disse fragmenter en forklaret atmosfære af modenhed og kontinuitet.



DENNE bevægelse strækkes og bliver større på Reality. Hvis albummet føles mindre helstøbt end Heathen, har det til gengæld flere markante enkeltstykker. Det er denne gang mere en gruppe som spiller, et band med guitarister som Earl Slick og Carlos Alomar, der supplerer den legendariske forsanger. Mike Garsons klaver trækkes helt frem. Det er atter Tony Visconti, som maler klangbilledet med en palet, der blander 70erne med 80erne og midten af 90erne.Tekstmæssigt bliver den bærende nyhed, at Bowie ikke har meget at tilføje.
   På »Never Get Old« crooner fortælleren, at der aldrig bliver tid eller sex, stoffer eller penge nok. Denne selvparodi har de fleste kritikere grebet med kyshånd, men i virkeligheden er slutsangen, »Bring Me the Disco King«, vel den mest direkte efterkommer af »Cracked Actor« fra Aladdin Sane. Måske man husker klubberne, hvor tiden hang fast i 70erne?
   
Spin-offs with those who slept like corpses
Damp morning rays in the stiff bad clubs
Killing time in the 70s
Smelling of love thru’ the moist wind
Don’t let me know when you’re opening the door
Close me in the dark, let me disappear
Soon there’ll be nothing left of me
Nothing left to release
Dance, dance, dance thru’ the fire.

Han bruger sikkert stadig cut-up, når han skriver. På den måde mytologiseres attentatet mod Manhattans glastårne først til en uudgrundeligt skærende »New Killer Star«. Siden fortegnes efterbilledet af 11. september helt urimeligt i »Fall Dog Bombs the Moon«, der er mere som et sensymbolistisk billedlotteri end en ny sang, man kan tage helt alvorligt. Det er bestemt værd at fæste sig ved albummets titel, som slet og ret betyder virkelighed. »The Loneliest Guy« er Bowies pendant til Fred Astaire-sjæleren »By Myself« i The Band Wagon.
   Egentlig overflødig er kun den endeløse »Looking for Water« og den udflydende »She’ll Drive The Big Car«, der er imiteret americana af den slags, som Bowie har lavet rigeligt af. Hans version af »Try Some, Buy Some« overser pointen i George Harrisons original, men albummets suverænt værste islæt er Bowies høflige udgave af Jonathan Richmans »Pablo Picasso«. John Cale gav i sin tid samme sang et skud på albummet Helen of Troy (1975). Han gjorde Richmans lille genistreg til sin egen. Det prøver Bowie slet ikke på.


DERIMOD kan han stadig stå oprejst og danse efter 35 år i faget og en snes teatralske forvandlinger. Vil man se den fulde fantastiske rejse, er alle Bowies 47 musikvideoer, fra »Space Oddity« til »Thursday’s Child«, samlet på DVD-sættet Best of Bowie. Hvad scenekunstneren kunne engang, er holdt fast i D.A. Pennebakers dokumentarfilm om den sidste Ziggy Stardust-koncert på Hammersmith Odeon i juli 1973. Dvd'ens digitalt forbedrede mix er næsten for elegant, men man får en original plakat og billet med i købet.
   I slutscenen fra Nicolas Roegs The Man Who Fell to Earth (1976, da. Manden som kom ned på jorden) ser man Bowie kapitulere og bøje hovedet over den alkohol, som sammen med pengene og kærligheden gør en ende på milliardæren Thomas Jerome Newton. Han er kommet fra stjernerne og må i begyndelsen camouflere sin hud og beskytte sine øjne, når han færdes frit i lyset og den sære amerikanske virkelighed. Siden smelter masken fast, og han bliver et menneske som alle andre. Filmen bygger på en roman af Walter Tevis og er en udsøgt kunstgenstand fra Roeg, der i samme periode instruerede gyserklassikeren Don’t Look, Now (1973, da. Rødt chok).


MAN kunne i lang tid frygte, at det ville gå Den Tynde Hvide Hertug som filmens stækkede
alien. På coveret til Reality kommer Bowie os i møde som japansk animé-figur, ulastelig som altid i en knivskarp sort habit og med store undrende øjne. Dét er passende. Efterhånden er Bowies musik blevet selve lyden af forvandling. De enkelte stationer betyder ikke meget. Det er bevægelsen selv, der bliver hængende, næsten ligesom vandet efter springet på David Hockneys swimmingpoolbillede A Bigger Splash (1967).
   Det er helt på sin plads at hylde en kunstner, der rammer 56 år på den måde. Hvad så hvis de nyeste sange må nøjes med at huske og henvise til ilden, som brændte tidens cigaret ned til fingrene i de kompromisløse 70ere? Når blot han husker at tage de år med i bagagen med mere moderne effekter. Feel a bit roughed up/ Feel a bit frightened/ Nearly pin it down some time. Man har set ham fladtrykt og lettere forslået, af og til alt for tynd og helt blåhvid i huden. Men man har aldrig set ham tabe pusten eller overveje at give op.





*) Citaterne er fra »Rock'n'Roll Suicide«, sidste skæring på The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972), »Time«, første skæring på side B af Aladdin Sane (1973) og »Fantastic Voyage«, åbningsnummeret på Lodger (1979). Artiklen er skrevet i oktober 2003 og gengivet som den stod i avisen. Kronologien er altså ikke justeret, så i denne tekst er sangeren 56; albummet Reality er kun 14 dage gammelt, og ingen kan vide, at der følger en pause på 10 år, før The Next Day udkommer i 2013. Jeg genoptrykker teksten, fordi det netop i dag [10.01.2021] er fem år siden, at Bowie døde i New York, kun to dage efter udgivelsen af 🟊 Blackstar. De sidste to står tilbage som det største fra Bowies sidste 35 år. Der er virkelig ingen vej udenom.


**) The Reality Tour nåede Forum den 7. oktober 2003. I artiklen omtales følgende udgivelser: Reality. Produced by David Bowie and Tony Visconti. ISO/Columbia 2003; Black Tie White Noise. Limited Edition 2CD + DVD. Produced by David Bowie and Nile Rodgers. EMI 1993/2003; Aladdin Sane. 30th Anniversary 2CD Edition. EMI 1973/2003; The Man Who Fell to Earth. Instr.: Nicolas Roeg. 133 min. Storbritannien 1976/2002; Best of Bowie. 2DVD. 252 min. EMI 2002; Ziggy Stardust and the Spiders from Mars: The Motion Picture. 30th Anniversary DVD Special Edition. Instr.: D.A. Pennebaker. 90 min. EMI 1973/2003.


Alt dette er naturligvis ikke aktuelt i 2021, hvor Parlophone er fire boxsæt inde i sin kronologiske udgivelse af de samlede værker i definitive udgaver med rigt arkivmateriale og andet tilbehør. Five Years (1969-1973); Who Can I Be Now (1974-1976); A New Career in a New Town (1977-1982); Loving the Alien (1983-1988) findes både på vinyl og i cd-udgave. En håndfuld enkeltstående boxsæt er gået dybt ned i enkelte sange fra tidligste periode. Især Conversation Piece (5CD, 2019) føjer meget til fornemmelsen for tiden og Bowies lange vej til Space Oddity-gennembruddet. Koncertfilmen A Reality Tour udkom i 2004. Den er optaget i Point Theatre i Dublin, men giver et godt indtryk af, hvordan koncerten i København forløb. 


Fotos: Tim Bret-Day/ D.A. Pennebaker/ Brian Duffy/ Markus Klinko/ NME/ Royal Mint (Bowie Memorial Coin)/Anton Corbijn
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 03.10.2003; rev + noter 10.01.2021