Translate

Viser opslag med etiketten sociologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sociologi. Vis alle opslag

søndag den 24. september 2023

Nick Love | John King: The Football Factory (2004)



KNIPPEL OG KNOJERN
Hooligans i nærbillede

Af BO GREEN JENSEN

MILITANT fankultur er fodboldens bagside, et populært sociologisk analyseobjekt og et uigennemtrængeligt mysterium for de fleste almindelige klaphatte. Nick Love forsøger i The Football Factory, som bygger på en kultroman af John King, at løfte lidt af sløret.*
   Med den reflekterende Chelsea-fan Tommy Johnson (Danny Dyer) som sonde dykker filmen ned i hooliganmiljøet. Her lever man for weekendens bråvallaslag, der planlægges som militære operationer. Tilskueren får indsigt i sociale grupperinger og hakkeordenen i fankulturens hierarkier. Han eller hun får også et øjebliksbillede af yngre engelske mænd, som ingen anden midte har i livet.
    Ærkefjenden er Millwall Bushwackers; Headhunters støtter Chelsea til døden. Det kunne være FCK og Brøndby. Eller irske mod amerikanske i Martin Scorseses Gangs of New York (2002). Hvor lidt det har med sport at gøre, demonstrerer filmen ved ikke at vise ét fodboldbillede. Stammekrigen føres i baglandet ved stadion. Man hugger og sparker hinanden til plukfisk, og jo mere ansigtet stinker af knippel og knojern, jo bedre.
   The Football Factory er stærkt inspireret af The Firm (1989), Alan Clarkes tv-film med Gary Oldman, Lesley Manville og Phil Davis, som var en af de første fiktioner, der skildrede hooliganfænomenet med indlevelse og solidarisk distance. Nick Love bredte senere stoffet ud i The Firm (2009), som var en mindre effektiv biografudgave på et meget større budget. 



TOMMY tilhører den følsomme hooligantype. Han har mareridt om, hvordan det vil gå ham og de øvrige Chelsea-fans. Uhyggeligst er de aldrende generaler, der har gjort fodboldfabrikken til deres livsværk. Et par sentimentale sidehistorier gør filmen mindre monoman, men det er og bliver en ensformig affære. Tommys stemme fortæller i voice over og dominerer i stærke staccato-forløb, mens et patchwork af aggressiv powerpop trækkes over stammeopgøret.
   Da The Jam med Paul Weller i front spiller »Going Underground« (1980), falder brikkerne endelig på plads. »Var det så det hele værd?« spørger Tommy. Gu’ var det så, der er slet ingen tvivl. The Football Factory står sig. Primitiv, anstrengende, dynamisk og seværdig.


*) John King: The Football Factory. 272 s. Jonathan Cape, 1996. King fulgte bogen om hooliganisme op med Headhunters (1997) og England Away (1999). Romanerne betragtes under ét som The Football Factory Trilogy og bliver ofte sammenlignet med Chuck Palahniuks Fight Club (1996) og Trainspotting-sekvensen (1996-2018) af Irvine Welsh. Til det kan man sige, at Welsh nok i højere grad er ét med sine karakterer, mens King kommer til materialet med fuld politisk analyse og sociologisk metode. Welsh har The Football Factory på sin egen Top 10: »I was hooked from the opening sentences. This is the most important English novel since Orwell put pen to paper.« King har behandlet andre (overvejende maskuline) sub- og outsiderkulturer i Human Punk (2000), White Trash (2001), The Prison House (2004) Skinheads (2008), The Liberal Politics of Adolf Hitler (2016), Slaughterhouse Prayer (2018) og London Country (2023). Han skrev i 2016 et jubilæumsessay om hooligan-mentaliteten, som han sammenkæder med det britiske Brexit fra EU og proletarmotivet i den dystopiske tradition. Teksten »The people versus the elite« kan læses på Penguin Books' hjemmeside. People's Press udgav The Football Factory i Anders Wilhelm Knudsens danske oversættelse i 2009.  


The Football Factory. Instr. & manus: Nick Love. Foto: Damian Bromley. 93 min. UK-USA 2004. Dansk premiere: 12.11.2004.


Fotos: Vertigo Films/ Rockstar Films/ Hanway Films/ Nordisk Film/ CineMaterial
Filmen streames ikke i DK – i UK på Amazon Prime, AppleTV, NETFLIX, og Amazon Store 
Første udgave af teksten trykt som Filmrevy (med rubrikken 'Hooligans') i Weekendavisen Kultur 12.11.2004

onsdag den 2. marts 2022

Amerikanske billeder: Jacob Riis 1849-1914


AMERIKANSKE BILLEDER
Fotografen Jacob Riis 1849-1914

Af BO GREEN JENSEN

JACOB Riis var lærersønnen fra Ribe, som i 1870 rejste til USA, levede en tid i vinden og endte som en af tidens mest indflydelsesrige sociale reformatorer. Hans sociale bevidsthed var vakt allerede, da han kom til New York, men nogle hårde år på Mulberry Street hærdede hans overbevisning til en egentlig sag. Med sin journalistik fik han borgerskabet i tale, og da teknikken tillod ham at dokumentere sine reportager med fotos, kunne offentligheden ikke længere ignorere de umenneskelige boligforhold i ghettoerne på Lower East Side.
   Riis samlede sine iagttagelser i How The Other Half Lives: Studies among the Tenements of New York (1890), som blev en bestseller i samtiden og endnu er en klassisk tekst i amerikansk sammenhæng. Han turnerede resten af sit liv med de foredrag, som i 1970erne blev en model for Jacob Holdt og dennes legendariske Amerikanske billeder (1977, senest ajourført i 2011). I USA har man rejst statuer af Riis, opkaldt parker efter danskeren og hyldet ham som foregangsmanden, der fik slumbebyggelsen saneret. Han var utrættelig i sin kamp for bedre boligforhold. Man kunne derfor tro, at Riis ville have en høj stjerne på den danske venstrefløj.


DETTE har dog aldrig været tilfældet. Tværtimod har man betragtet Riis med skepsis. Danskeren omfavnede den amerikanske drøm og lod sig opsluge i sit nyvalgte fædreland. »The American Made« hedder sidste kapitel i selvbiografien The Making of an American (1901, da. Hvordan jeg blev amerikaner), og ved Riis’ død udtalte Theodore Roosevelt: »If I were asked to name a fellow-man who came nearest to being the ideal American citizen, I should name Jacob Riis.«
   Så højstemt ros fra så tvivlsom en kilde kunne man ikke forholde sig positivt til i de danske 70ere. Vi bliver af og til mindet om Riis, hvem han var, hvad han gjorde og hvor han kom fra, men det ville være synd at sige, at vi værner effektivt om hans minde.*




ROBERT Fox’ kunstfærdige dokumentarfilm om Riis lader de kronologiske linjer flyde ud og løbe sammen. Den lægger et skær af drøm og erindring over de faktiske forhold. Det gør den vel for bedre at kunne vise os manden, der i sine egne skrifter skiftevis er knirkende tør og drivende sentimental.
   Vi ser en gammel mand sidde og skrive, mens Peter Stormares dybe svenske stemme på engelsk citerer brudstykker af The Making of an American og lader Jacob fra Ribe fundere over, hvordan han blev en amerikansk partisan. Riis’ klassiske fotos blandes med samtidens grynede film og lyriske situationer fra den sociale bagside af dagens USA. Romantiske optagelser fra Ribe giver et indtryk af en fattig barndom, men sådan var det vist egentlig ikke.


FILMENS impressionistiske stil står ofte i vejen for den kritik af Riis, som retfærdigvis må iblandes lovprisningen. Riis’ indignation var social, men ikke politisk baseret. For ham lå svaret i forbedrede boligforhold, ikke i faglig kamp og parlamentarisk indflydelse. Hans model var filantropi, ikke reform eller revolution, og han var tilbøjelig til at betragte lejekasernernes fattige indvandrere under ét som en slags uansvarlige børn.
   Racemæssige stereotyper er en forudsætning for flere løsningsmodeller i How The Other Half Lives, der gennemtrawler »Jewtown«, »Chinatown« osv. efter etnisk generaliserende principper. Den jødisk-amerikanske historiker Irving Howe fælder i hovedværket World of Our Fathers (1976) følgende dom over Riis:
   »What he described of ’Jewtown’ was accurate and – in behalf of tenement reforms yet to come – very useful. But Riis was a cold writer, deficient in that play of humane sympathies which lights up the work of Steffens and Hutchins Hapgood (...) His eye was sharp, but it was the eye of an outsider content to remain one, and eager as he was to remedy the conditions of the immigrant poor, he was equally clear in his mind as to the distance he meant to keep from them.«


DISSE nuancer og i sig selv fascinerende modsætninger bliver ikke taget op i Flash of a Dream, der fremstår som en hagiografisk levnedsmontage. Men man får lyst til at læse mere af Riis, vide mere om manden, der som den eneste dansker er optaget i Life Magazines Hall of Heroes på linje med Mahatma Gandhi og Martin Luther King.
   Riis gjorde en forskel, tog skæbnen i egne hænder og skabte sig et liv i det fremmede. Det er let at nøle og kritisere, være bagklog og have fine fornemmelser, men filantropen fik faktisk tingene gjort.

*) Teksten er skrevet i 2002. Der har siden været betydelig dansk interesse og stadig større respekt omkring Riis. I 2008 viste Det Nationale Fotomuseum i samarbejde med Museum of the City of New York en udstilling med restaurerede fotos. Det skete på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant i København. I 2009 fik Tom Buk-Swienty udgivet biografien Den ideelle amerikaner – en biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis (Gyldendal, 2009). Bogen udkom senere med ny undertitel: Danskeren der gik i krig mod New Yorks slum. I 2019 åbnede Jacob A. Riis Museum i Riis' barndomshjem i Sortebrødregade 1 i Ribe. Museet hører under Sydvestjyske Museer og har en meget velkurateret hjemmeside. Riis tog over 700 fotografier, som han ikke passede særlig godt på. De er i dag fordelt på fem samlinger: Museum of the City of New York, New York Historical Society, New York Public Library, Library of Congress og Sydvestjyske Museer. I 2015 udkom Bonnie Yochelsons Jacob A. Riis: Revealing New York's Other Half – A Complete Catalogue of His Photographs på Yale University Press. Det ikoniske foto »Bandit's Roost 59½ Mulberrry Street«, som Riis tog i Five Points-kvarteret, var en visuel reference for Martin Scorsese, da han forberedte produktionen af Gangs of New York (2002).

Flash of a Dream (Fotografen og præsidenten). Instr. & manus: Robert Fox. Foto: Morten Bruus. 52 min. Danmark 2002. Dansk premiere: 18.02.2002 



Fotos: Zentropa Real/ Camera Film/ Statens Filmcentral/ Museum of the City of New York/ Jacob A. Riis Museum/ Gyldendal/ Yale University Press
Flash of a Dream streames på FILMSTRIBEN, FILMCENTRALEN og kan ses i Videoteket på DFI i Filmhuset i Gothersgade, København
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.02.2002


lørdag den 26. februar 2022

Omkring Ukraine: Plemya/The Tribe (2014)


KROPPENE TALER
På en skole for døve i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

I MIN fjerne barndoms sort-hvide tv præsenterede Poul Malmkjær et program, der hed Natkassen. Han så publikum i øjnene og forklarede, hvorfor det var værd at lade apparatet stå tændt, når der om lidt var premiere på ugens bulgarske filmperle. Natkassen var et alternativ til biografernes standardvare. Mange slukkede af princip. Programmet havde færre seere end Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Man ville hellere høre en ko sige muh, end se på en arbejdsløs skosælger i Sofia.
   The Tribe har premiere i ni biografer, som sikkert får fornøjelse af den. Alligevel føler man sig som Poul Malmkjær, når man skal præsentere, hvad der lyder som en næsten kontrært utilgængelig film. The Tribe, der på ukrainsk hedder Plemya, foregår på en skole for døve i Kiev. Skuespillerne er amatører, »børn fra gaderne«, som kommunikerer på tegnsprog. Der er reallyd, men ingen stemningsforstærkende musik eller forklarende tekster. The Tribe er skabt af Myroslav Slaboshpytskiy, som først brugte stoffet i kortfilmen Deafness (2010). Han debuterer i det lange format.



FILMEN
 skildrer en virkelighed, som man kender og alligevel slet ikke kender. En verden, hvor lydsproget mangler. Til gengæld svirrer luften af tegn. Mainstreamfilm som Johnny Belinda (1957), The Miracle Worker (1962) og Children of a Lesser God (1986) har typisk været lyriske stykker, hvor døvheden syntes at indebære en uskyld og i øvrigt var gjort til et tema. I The Tribe taler kroppene voldsomt og hårdt.
   Her er døvheden et grundvilkår, som alle eleverne deler. Det har gjort dem til en stamme, som kun har kontakt med de hørendes verden, når de vil udnytte den. På skolen florerer en omfattende kriminalitet i form af røverier, afpresning, handel med stoffer og prostitution. Der er rivaliserende fraktioner, og hver har sin plads i hierarkiet. Systemet fungerer, fordi lærerne enten ser væk eller lukrerer på den forbudte forretning. Det minder om tilværelsen i et fængsel. I øvrigt har ingen ondt af nogen, hverken andre elever eller sig selv.



FORTÆLLINGENS sonde er Sergey (Gregoriy Fesenko), der i første scene ankommer med bussen og spørger om vej til skolen. Han arbejder sig op gennem hierarkiet ved at tage de fornødne konfrontationer. Han bliver alfons for pigerne Anna og Rosa, som hver aften betjener langturschaufførerne ved en café, der også fungerer som hælercentral. Sergey forelsker sig i Anna, som er smigret og gengælder varmen, hvis han betaler. Hun foretrækker dog en ældre elev, der kan skaffe et visum til Italien.



FILMEN er komponeret i brede indstillinger, som giver billederne et statisk frisepræg. Især bliver der skabt skulpturelle effekter i sexscenerne mellem Sergey og Anna. Røverierne afvikles i sindrigt tilrettelagte tracking shots. Man tænker på Robert Bressons strategi i Pickpocket, en anden film, som satte dialogen på standby.
   Lyden bliver en faktor i flere scener, hvor det spiller en rolle, at karaktererne ikke kan høre den diegetiske lyd. En alfons bliver mast af en bakkende lastbil. Anna får afbrudt sin graviditet i en hjerteskærende scene, der kan måle sig med aborten i 4 måneder, 3 uger, 2 dage. Hun hører ikke selv sine skrig. Publikum hører ikke andet.



PLEMYA blev kåret som bedste film i siderækken Semaine de la Critique på årets Cannes Festival. Alle beundrede eksperimentets kompromisløshed. Flere ville se det som en politisk allegori om situationen i Ukraine. Det giver ærligt talt ikke mening.
   Slutningen er kalkuleret brutal. Man kunne lave den samme film om dårligt stillede unge, som kan høre. Formalismen giver The Tribe et antropologisk præg, men bortset fra kortlægningen af hierarkier, er der ingen særlig indsigt at hente.
   Der er til gengæld ubønhørlighed og en uafviselig følelsesstyrke. Kroppene taler, og man forstår, hvad de siger. Det er som at se stumfilm. Man må afkode situationerne, som af samme grund bliver særligt interessante.



SLABOSHPYTSKYI ser noget rent i »den lydløse film«, som han længe har drømt om at hylde. Det er nok at gå for vidt, men vist bliver koncentrationen belønnet. The Tribe er et lærerigt laboratorieforsøg. Se selv efter, om det er sandt, hvad jeg siger.



The Tribe (Plemya). Instr. & manus: Myroslav Slaboshpytskiy. Foto: Valentyn Vasyanovych. 130 min. Ukraine-Holland 2014. Dansk premiere: 30.10.2014.


Fotos: Ukranian State Film Agency/ Garmata Film/ Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB/ YouTube (Drafthouse Films Original Trailer]
Filmen streames p.t. [juni 2025] ikke længere i DK - i Sverige på Blockbuster, CINEASTERNE, SF Anytime og Tele2Play | SF Anytime
2K Blu-ray fra Gryphon Entertainment (region B) 18.11.2015
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.10.2014